UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Slaveri, seksuelle overgreb og modstand

MAR2-2

Illustration af Halfdan Pisket. Alle rettigheder tilhører Marronage/Halfdan Pisket.

Udnyttelsen af slavegjorte i Dansk Vestindien handlede ikke kun om arbejdskraft i sukkerplantagerne. Frie hvide mænd udnyttede slavegjorte sorte piger og kvinder seksuelt. Gennem hele kolonitiden var der i Dansk Vestindien modstand mod styret, og for kvindernes vedkommende handlede det især om modstand mod den seksuelle udnyttelse.


 

Det tropeparadis, som øerne udgjorde i mange danskeres øjne, var nærmere et helvede for de slavegjorte afrikanere, som var de danske koloniherrers ejendom.

På øen St. Croix i Dansk Vestindien bliver en slavegjort sort pige i 1840’erne forført af en hvid mesterknægt på sukkerplantagen Enfieldgreen. Han lover, at han vil frikøbe både pigen og de eventuelle børn, de vil få. Men mesterknægten holder ikke sit løfte. Det er der heller ingen grund til, at han skal: En hvid mand i Dansk Vestindien kan stort set gøre, som det passer ham, med de slavegjorte på øerne, og en slavegjort kvindes ord har ingen juridisk vægt.

 

Den seksuelle udnyttelse i tropekolonien

Det var en uskreven lov, som ikke behøvede nogen egentlig lovfæstning, at hvide ikke måtte gifte sig med sorte, og da det var forbudt at have seksuel omgang uden for ægteskabet, var ethvert seksuelt forhold til slaver ulovligt. Imidlertid blev det stiltiende accepteret, at de hvide mænd udnyttede slavegjorte kvinder seksuelt, når blot det foregik diskret og ikke medførte nogen social kontakt udover den rent kønslige (1).

Dansk Vestindien var fra starten rammesat som et sted, der faciliterede europæisk forbrug og akkumulation af rigdom. Sukker, rom, tobak og andre produkter fyldte lastrummene på danske handelsskibe den ene vej, og afrikanske mennesker fyldte lastrummene den anden vej.

Disse mennesker indgik i et forbrugskredsløb. De blev opfattet som ejendom, hvor de blev set som komponenter i en maskine og som ting eller varer, der kunne købes, sælges, bruges og smides væk. Det mest kendte misbrug af slavegjorte mennesker er det, der foregik på sukkermarkerne og i sukkermøllerne eller sukkerkogerierne, blandt andet på øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix. Misbruget er dokumenteret i utallige kilder, både på skrift og gengivet i form af akvareller, malerier og tegninger.

I 1917, da de tre øer, der samlet gik under betegnelsen Dansk Vestindien, overgik til amerikansk styre, sendte man et skib fra Danmark, som hentede de enorme mængder af arkivmateriale, som den danske administration havde efterladt. Størstedelen af arkivmaterialet blev sejlet væk. En lille del endte i Washington, men det meste blev bragt til København (2). På Rigsarkivet står nu omkring 1500 hyldemeter materiale fra Dansk Vestindien. Man skulle altså umiddelbart tro, at der er tilstrækkeligt kildemateriale, til at man i nutiden kan sammenstykke hele historien om den danske kolonitid i Dansk Vestindien. Men faktum er, at materialet både blev skrevet, udvalgt og gemt af det danske kolonistyre (hovedsageligt af danske mænd i den koloniale administration), og det fortæller derfor kun den del af historien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt – og ønskværdigt at bevare.

Historien om den omfattende seksuelle udnyttelse af slavegjorte kvinder i den danske koloni er en af de mange aspekter ved livet i tropekolonien, som bliver omtalt meget lidt i de hundredtusindvis af lovtekster, retsdokumenter, lister, dagbøger og breve, som nidkært blev nedfældet og bevaret for eftertiden. Det har naturligvis ikke været i det danske kolonistyres interesse at omtale det, endsige nedfælde det, og dette særdeles ubehagelige aspekt af hverdagen i kolonien er derfor underbelyst i den senere danske fortælling om kolonitiden, selvom det har fyldt utrolig meget i de slavegjorte kvinders liv.

 

Dansk Vestindien er »overrendt af mulatter«

I 1740 – små 75 år efter det første danske forsøg på kolonisering af St. Thomas og godt syv år efter Vestindisk-Guineisk Kompagnis køb af St. Croix – skrev plantage- og slaveejeren Johan Lorenz Carstens (senere Castenschiold), at Dansk Vestindien var »overrendt af mulatter« (3). Omkring tyve år senere, i 1760, observerede herrnhut-missionæren Christian Georg Andreas Oldendorph, at antallet af de såkaldte  »mulatter« og deres børn »ikke var ubetydeligt« (4). Disse mennesker og deres børn opstod selvfølgelig ikke ud af den blå luft.

Selvom man måske ikke talte om det, var resultatet af de mange seksuelle forhold mellem frie hvide mænd og slavegjorte sorte kvinder i Dansk Vestindien altså helt åbenlyst: Det voksende antal børn, som hverken var hvide eller sorte, var et faktum, som var synlig for enhver i kolonien, og det blev endda set som et voksende problem. Men problemet, som man så det i samtiden, var ikke, at de mange børn, vidnede om seksuelle overgreb på slavegjorte kvinder. Problemet var, at det forplumrede de klare, racemæssige skel.  Hvid skulle signalere fri, og sort skulle signalere ufri. Der var svært at placere hverken-hvid-eller-sort i koloniens raciale hierarki.

 

»Romancer« i det såkaldt tabte paradis

Der findes en lang række romaner og noveller såvel som historiske fremstillinger fra det 20. århundredes første halvdel, der referer til »romancer« mellem sorte kvinder og hvide mænd. Det ligger i tråd med en almindelig forestilling om, at øerne var et »tabt paradis«. Men Dansk Vestindien var ikke et paradis. Kolonien udgjorde i det meste af sin eksistens et brutalt slavesamfund, hvor en hvid minoritet systematisk undertrykte en sort majoritet med vold, lemlæstelse og ydmygelser. Det er vanskeligt i dén kontekst at forestille sig, at der var mange »romancer« mellem slavegjorte sorte kvinder og hvide mænd.

Hvide mænds seksuelle overgreb på sorte kvinder begyndte allerede på Guldkysten i Afrika, hvorfra danske og andre nationers slaveskibe hentede deres slavegjorte last, og overgrebene fortsatte om bord på slaveskibene over Mellempassagen, Atlanterhavet, på trods af at de danske kaptajner ifølge den Kgl. Guineiske Handelsdirektion skulle sørge for, at søfolk ikke havde »utilladelig omgang med slavinderne« (5).

 

Voldtægt på slaveskibene

På det danske slaveskib Fredensborg, som sejlede på trekantsruten mellem 1752 og 1768, var slavegjorte kvinders lastrum placeret nærmest mandskabets rum (6). Der findes ingen overleveringer, der eksplicit forklarer denne placering på slaveskibet Fredensborg, så man kan kun gisne om hvorfor. Man kan se på de mange såkaldte »slavelister«, at det var billigere at købe en slavegjort kvinde end en slavegjort mand. Lasten af slavegjorte kvinder har således ikke repræsenteret den samme økonomiske værdi for menneskehandlerne som slavegjorte mænd: Eftersom plantageejere var interesserede i slavegjorte, der kunne holde til det hårde arbejde i sukkermarkerne, var det ønskværdigt at skaffe unge, stærke mænd. Børn blev betragtet som en decideret udgift. Derfor kan kvindernes placering ikke begrundes i et økonomisk rationale om, at sømændene havde en intention om at ville passe ekstra godt på den kvindelige del af lasten. Tværtimod må vi gå ud fra, at forholdene på de danske slaveskibe var sammenlignelige med forholdene på øvrige europæiske nationers slaveskibe. I 1754 skrev den britiske slavekaptajn John Newton: »Når kvinderne og pigerne bliver taget ombord, nøgne, rystende af skræk, måske totalt udmattede af kulde, træthed og sult, bliver de ofte udsat for grove sjofelheder fra de rå, hvide besætningsmedlemmer. De stakkels skabninger kan ikke forstå det sprog, der bliver talt, men de blikke, de bliver mødt med, taler for sig selv. I fantasien bliver byttet delt her og nu for derefter at blive gemt, til rette lejlighed byder sig til« (7). Alt tyder på, at det var normen, at slavegjorte kvinder og børn blev voldtaget på de skibe, der sejlede fra Vestafrika til Caribien – på danske skibe såvel som på skibe, der sejlede under andre flag.

 

Seksuel udbytning af  sorte kvinder i Dansk Vestindien

Når slaveskibene gik i havn i Dansk Vestindien, blev de slavegjorte afrikanere solgt videre til især plantageejere på øerne. De havde brug for meget arbejdskraft, for at de krævende sukkerplantager skulle være rentable. Der blev også købt slavegjorte, som skulle arbejde tæt på slaveejerne, i deres hjem, som husholdersker, kogekoner, barnepiger med mere. Også her var især slavegjorte kvinder udsatte. Der var væsentlig flere hvide mænd end kvinder på øerne (i årene 1755-1774 var ratioen mellem hvide mænd og kvinder 10/4), og mange hvide mænd tilfredsstillede deres seksuelle drifter med slavegjorte kvinder og piger, som også slavehandlerne havde gjort det på Guldkysten, og som søfolkene havde gjort det på turen med slaveskibet over Mellempassagen på Atlanterhavet.

 

Afrikanske kvinder blev betragtet som mere promiskuøse end hvide kvinder

Det var almindelig praksis i Europa såvel som i kolonierne at betragte afrikanere som mere kødelige, seksualiserede og promiskuøse end hvide europæere. F.eks. skrev den danske skoleholder på St. Croix, Hans West, om de slavegjorte afrikanere: »Men neppe have disse tidlig modne Væsener naaet 10 til 12 Aar, førend de begynde i Fleng at blande sig med det andet Kiøn [...]« (8). Denne type karakteristik bidrog til at retfærdiggøre det seksuelle misbrug: Man mente, at afrikanere var kønsmodne meget tidligt, og at de ikke kunne styre deres drifter – de kunne ikke lade være med at »blande sig med det andet køn«. Man sluttede endda ofte, at dydige hvide mænd mod deres vilje blev »lokket i uføre« af de varmblodige sorte kvinder. Førnævnte J.L. Carstens skrev omkring 1740, at de sorte kvinder har  »[...] forført de fleeste af voris Europæiske Unge Mand-Kiøn til at have en Gemeen Lægemelig omgiengelse med dennem« (9). Synspunktet var derfor, at de unge hvide mænd  altså  i bund og grund var uskyldige og blevet forført af de sorte kvinder, som Adam blev det af Eva i Paradisets Have.  Syndens åg lå på den sorte kvindes skuldre.

 

Det var strafbart for slavegjorte kvinder at gøre modstand

Selvom det officielt var helt uacceptabelt for hvide at  »fraternisere« med sorte slavegjorte, blev den seksuelle rovdrift mere eller mindre stiltiende accepteret i kolonisamfundet. Der er enkelte kilder, der insinuerer, at misbruget faktisk blev betragtet som en god ting: En britisk søløjtnant Brady skrev efter et besøg på St. Croix i 1820, at det var vigtigt for de hvide mænd, som boede på landet, at de kunne være sammen med slavegjorte kvinder, da livet på plantagerne ellers nemt kunne blive ensformigt. Brady var desuden overbevist om, at hvis ikke hvide mænd havde adgang til de slavegjorte kvinder, var der risiko for, at de forfaldt til homoseksualitet (10), og det skulle  formodentlig undgås for enhver pris.

Slavegjorte afrikanere og deres efterkommere blev betragtet som ejendom, og slaveejere havde derfor total ret og magt over en slavegjorts krop. Ingen blandede sig i den private ejendomsret, som jo var lovsat. I samtiden talte man altså på intet tidspunkt om »voldtægt« eller »misbrug«. Ifølge guvernør Philip Gardelins brutale »Slavereglement« fra 1733 skulle en slavegjort have sin hånd amputeret, hvis han eller hun »Løftede en Haand mod en Blank [en hvid]«: Eftersom det var strafbart for en slavegjort at true eller fysisk angribe en hvid, var det stort set umuligt for en slavegjort kvinde at afvise en hvid mand uden selv at risikere straf. At det derudover var ulovligt for en sort person at aflægge vidnesbyrd under ed, gjorde det svært for denne meget udsatte majoritet at bruge domstolene.

 

Køb og salg af sorte kvinder med sex for øje

Mens slavegjorte afrikanere almindeligvis blev sat til salg på offentlige »slavemarkeder«, foregik der privat salg af unge, attraktive piger bag lukkede døre. F.eks. indrykkede en pastor Parson den 22. december 1777 en annonce i den lokale avis Royal Danish American Gazette omkring et salg af slavegjorte, et antal såkaldt »excellent Negroes« (11) samt to børn. Ud for hver slavegjorts navn var deres egenskaber noteret, f.eks. at de var stærke eller hårdtarbejdende. Disse noter var en reklame for, at de var gode arbejdere og derved et godt køb. Og salget var offentligt: Enhver kunne komme og byde. Men samtidig annoncerede pastor Parson et privat salg af en ung pige ved navn Magdalena. Ud for hendes navn stod kun anført, at hun var »comely«, altså attraktiv. Salg som dette tyder på, at der var et etableret internt marked for salg af unge piger i Dansk Vestindien, og ud fra, at det eneste, der var noteret omkring pigen, var hendes udseende, er det ikke usandsynligt, at hun ganske enkelt blev solgt med henblik på seksuel udnyttelse.

 

Modstand mod seksuel vold i 1700-tallet

På trods af den undertrykkelse, der kendetegnede det vestindiske samfund, og på trods af at de færreste nedskrevne kilder fra perioden omtaler seksuel vold i Dansk Vestindien, findes der vidnesbyrd om kvinder, der gjorde modstand. C.G.A. Oldendorph, som drev missionsvirksomhed på øerne, skrev et omfattende værk, Geschichte der Mission (1777), om brødremissionen herrnhuternes virke. Heri nævnes eksempler på slavegjorte kvinders modstand mod hvide mænds seksuelle krav. Han skriver bl.a. om en slavegjort kvinde, som var medlem af herrnhutmenigheden og således kristen. Kvinden nægtede at have sex med sin hvide ejer. Med henvisning til Bibelens ord om, at alle bør underlægge sig sine herrer, forsøgte man at overtale hende til at give efter for kravet. Herrnhuterne var nemlig direkte imod et slaveriforbud og arbejdede altså indenfor kolonisystemets rammer. Det faktum var paradoksalt, eftersom herrnhuterne samtidig prædikede, at sex udenfor ægteskabet var en synd. Kvinden blev fængslet og tortureret. Hun blev overhældt med brandvarm voks og modtog 100 piskeslag. Men hun gav ikke efter: Som kristen kvinde nægtede hun at synde, og hun nægtede at overgive sig til den hvide mands overgreb. Netop denne sag endte (måske/måske ikke) lykkeligt for den slavegjorte kvinde: En anden hvid mand tilbød at købe hende, og hendes ejer indvilligede i salget – noget som tilsyneladende ofte skete, når slavegjorte kvinder nægtede at have sex med deres ejere. Hvordan hun blev behandlet af sin nye ejer, fortæller historien desværre intet om (12).

 

Et vidnesbyrd fra slaveriets sidste år

Udnyttelsen af slavegjorte kvinder fortsatte gennem hele den koloniale periode. Der er ikke noget, der tyder på, at forholdene på dette område blev bedre med tiden. I et brev fra 1849 skriver slaveperiodens sidste generalguvernør, Peter von Scholten, om årsagerne til slaveoprøret i 1848. I brevet beskriver han blandt andet hvide mænds misbrug af slavegjorte kvinder og kvindernes manglende mulighed for at forsvare sig såvel i hverdagen som i retssalen. Peter von Scholten beskriver som eksempel en sag, hvor en hvid forpagter på plantagen Enfieldgreen havde overtalt en slavegjort pige på »næppe 14 år« til at blive hans elskerinde mod løftet om, at han ville frikøbe hende og de børn, hun måtte få. Men selv efter at hun havde født ham tre børn, lod han både pigen og hendes (og hans) børn forblive slaver. Forpagteren fik henstillinger fra plantageejeren og fra generalguvernøren om at holde sit løfte – uden at det gjorde nogen forskel. Peter von Scholten skriver: »Han kunne gøre dette ustraffet, fordi der ikke fandtes og ej heller kunne indføres, nogen Lov der forbød den slags Forførelse (…) En fri Mands Ord mod en Slaves var tilstrækkeligt«. Også i slaveriets sidste år var en slavegjort uden rettigheder. En hvid mand kunne gøre med en slavegjort kvinde som han ville, og en slavegjort kvindes ord  betød intet mod en hvid mands.

I dette lys er det svært at opretholde forestillinger om plantageromancer mellem sorte slavegjorte kvinder og hvide fri mænd. I tilfældet med den unge slavegjorte pige fra begyndelsen af denne artikel – pigen på plantagen Enfieldgreen, der blev lovet frikøb af både hende selv og hendes børn – blev løfterne ikke holdt. Det var ikke en romance, men en seksuel udnyttelse. Ligesom i tilfældet med den knap 14-årige pige og forpagteren på samme plantage udnyttede mesterknægten her sin magtposition, som hvide mænd havde gjort gennem hele koloniperioden. Den unge pige havde i princippet ikke en chance for at opnå hverken retfærdighed eller hævn.

Alligevel ender denne tragiske historie i håndgribelig modstand. Den unge kvindes mor, som også boede på plantagen, tog nemlig sagen i egen hånd. Hun puttede gift i den kaffe, der blev serveret for mesterknægten. Og mesterknægten døde. Historien fortæller ikke om mordets konsekvenser for hverken moderen, datteren eller børnene, men man må formode, at prisen for hævnen var  høj. Dog står det klart, at moderen til den unge pige tog sagen i egen hånd, og at modstand var en mulighed.

Bertha Rex Coley er cand.mag. i engelsk og historie, og underviser på Gefion Gymnasium. Rikke Lie Halberg er cand.mag. i engelsk og historie og master i museologi. Sammen har Bertha og Rikke skrevet bogen Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium, som udkom på Forlaget Frydenlund i august 2016. Denne artikel er først bragt i Marronage #1, der kan købes i udvalgte boghandler og på Forlaget Nemo.


Noter:

1) Olwig, Karen Fog: Ret og lov – magt og afmagt. Historie/Jyske samlinger, Bind ny række 17, 1987.

2) Bastian, Jeannette Allis: Owning Memory: How a Carribean Community lost its Archives and Found its History. Libraries Unlimited, 2003.

3) Carstens, J.L.: En Almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Americanske eller West-indiske Ey-Lande (Dansk Vestindien for 250 år siden), o. 1740. Dansk Vestindisk Forlag ved Einar Kirk, 1981.

4) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sexual Exploitation of Female Slaves in the Danish West Indies. Author house, 2006.

5) S. E. Green-Pedersen, Om Forholdene på danske slaveskibe med særlig henblik på dødeligheden 1777-89, i Årbog 1973, Handels-og Søfartsmuseet, Kronborg: s. 40.

6) Svalesen, Leif: Slaveskibet Fredensborg og dansknorsk slavehandel i 1700 tallet. Forlaget Hovedland, 1996.

7) Taylor, 2009, gengivet i Lauring, Kåre: Slaverne dansede og holdt sig lystige. En fortælling om den danske slavehandel. Gyldendal, 2014.

8) West, Hans: Bidrag til Beskrivelse over St.e Croix med en kort Udsigt over St. Thomas, St. Jean, Tortola, Spanishtown og Crabeneiland. Trykt hos Friderik Wilhelm Thiele, 1793.

9) Carstens, J.L.: En Almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Americanske eller West-indiske Ey-Lande (Dansk Vestindien for 250 år siden), o. 1740. Dansk Vestindisk Forlag ved Einar Kirk, 1981.

10) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sexual Exploitation of Female Slaves in the Danish West Indies. Author house, 2006: s. 124.

11) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sexual Exploitation of Female Slaves in the Danish West Indies. Author house, 2006: s. 124.

12) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sexual Exploitation of Female Slaves in the Danish West Indies. Author house, 2006: s. 124.

 

Litteratur:

Bastian, Jeannette Allis: Owning Memory: How a Carribean Community lost its Archives and Found its History. Libraries Unlimited, 2003.

Carstens, J.L.: En Almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Americanske eller West-indiske Ey-Lande (Dansk Vestindien for 250 år siden), o. 1740. Dansk Vestindisk Forlag ved Einar Kirk, 1981.

Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sexual Exploitation of Female Slaves in the Danish West Indies. Authorhouse, 2006.

S. E. Green-Pedersen, Om Forholdene på danske slaveskibe med særlig henblik på dødeligheden 1777-89, i Årbog 1973, Handels-og Søfartsmuseet, Kronborg.

Haagensen, John Reimert: Beskrivelse over Eylandet St. Croix i America i Vest-Indien. L .H. Lillies, 1758.

Lauring, Kåre: Slaverne dansede og holdt sig lystige. En fortælling om den danske slavehandel. Gyldendal, 2014.

West, Hans: Bidrag til Beskrivelse over St.e Croix med en kort Udsigt over St. Thomas, St. Jean, Tortola, Spanishtown og Crabeneiland. Trykt hos Friderik Wilhelm Thiele, 1793.

Olwig, Karen Fog: Ret og lov – magt og afmagt. Historie/Jyske samlinger, Bind ny række 17, 1987.

Peter von Scholtens brev ligger på Rigsarkivet i København, men findes oversat til engelsk i: Lawaetz, Eva (red): Emancipation in the Danish West Indies: Eyewitness Accounts II. St. Croix: VDCCA, Bureau of Libraries, Museums and Archaeological Services, 1973.

Philip Gardelins slavereglement af 5. September 1733. Fra Ingeborg Raunkiær: Tropeskildringer fra Vestindiske Øer, Udvalget for Folkeoplysnings Fremme. G.E.C. Gad, 1921.

Roopnarine, Lomarsh: Maroon Resistance and Settlement on Danish St. Croix. Journal of Third World Studies, vol. 27, issue 2, 2010.

Svalesen, Leif: Slaveskibet Fredensborg og dansk-norsk slavehandel i 1700 tallet. Forlaget Hovedland, 1996.