UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Slumturisme eller socialrealisme?

Rick Ross Socialrealisme Slumturisme

Den amerikanske rapper Rick Ross har i den sidste måneds tid præget debatten på diverse vestafrikanske musikblogs og internetfora. I slutningen af september måned offentliggjorde han en alternativ musikvideo til nummeret Hold Me Back. Den officielle musikvideo var i første omgang filmet i et fattigt afroamerikansk kvarter i New Orleans, men op til hans turne rundt på det afrikanske kontinent valgte Rick Ross at filme en alternativ musikvideo i et slumkvarter omkring den nigerianske hovedstad Lagos.

I videoen ser man blandt andet Rick Ross sidde i en båd og uddele dollars til børn, der må svømme ham i møde, man ser unge mænd i slagsmål, geder og får der vader rundt i gaden og fattige kvinder, der vasker tøj i hånden. Videoen kritiseres på flere blogs for at tegne et entydigt og negativt billede af Lagos. På hjemmesiden www.africanhiphop.com spørger den nigerianske DJ og musikmanager J4 eksempelvis:

“Why would a musician travel for thousands of miles only to end up shooting a video among the grimiest backdrops and the have-nots of society?”

Denne undren deler J4 med en stor andel af den anonyme debatkultur, der hører hjemme på Twitter og nigerianske debatfora. Her føler flere nigerianere sig stødte over det portræt Rick Ross tegner af landet. På Twitter kunne man eksempelvis læse: “Rick Ross is just trying to paint a negative picture about Nigeria. We’re not monkeys over here.” fra filmtriQuefumed.

Samtidig virker det paradoksalt, at den nigerianske hiphopgruppe P. Square tilbage i juni måned lancerede en musikvideo i samarbejde med Rick Ross, der udelukkende portrætterer en amerikansk overklassetilværelse  i Miami. Hvorfor rejser P. Square til Florida og laver en video sammen med Rick Ross, hvor de sejler rundt i en luksusyacht, mens Rick Ross rejser til Nigeria og filmer fattige børn i slumkvarterer? Debatten raser således mellem de, der føler forargelse over at en vesterlænding udstiller en fremmed nations sociale problemer uden at have et dybere kendskab til landet og de der mener, at det er positivt, at der overhovedet bliver sat fokus på en social problemstilling, som de fleste nigerianske kunstnere fornægter.

den nigerianske musikblog NotJustOk gives der udtryk for de lokale musikeres manglende anerkendelse af fattigdommen i det land, de lever i:

“How many of our own Nigerians artists have done songs/video to show the plight of Nigerians who live in poverty? Majority of them portray Nigeria in their videos like all is fine and we all live the good life. Some don’t even shoot their videos in Nigeria, they go to other countries to shoot videos, is that what you like? People who don’t believe in a country that made them rich and famous. Some make it worse by using white models in their videos, the height of the inferiority complex. It’s a shame that anybody will feel offended by a foreigner who came over to Nigeria to shoot a video in the slums that we Nigerians have forgotten about.”

Forargelsen er i dette tilfælde ikke møntet på produktionen af en musikvideo, der skildrer slummen, men derimod at denne skildring kommer fra en fremmed rapstjerne og ikke fra lokale kunstnere.

 

Eskapisme med omvendt fortegn

Så mens vestlige musikere som M.I.A., Santigold, Snoop Dogg, Pharrel og Rick Ross opsøger de fattige og farverige områder rundt omkring på kloden, er de afrikanske musikere i højere grad draget af den ekstravagante livstil, som man finder i mange amerikanske hiphop og R’n’B-videoer. Den vestlige verdens populærkultur rejser den ene vej på jagt efter autenticitet, rødder, romantik og credibillity, mens den afrikanske populærkultur fascineres af bling bling-attituder og en luksuriøs MTV-tilværelse. Fælles for begge popkulturer er, at de karakteriserer en eskapisme væk fra virkeligheden og ud i en eksotisk forestilling om guld og grønne skove eller fattigdom og originalitet. Eskapismen har blot byttet fortegn og det er denne asymmetri, som i løbet af den sidste måneds tid er blevet diskuteret heftigt.

I en video, hvor nigerianere deler deres reaktioner på Rick Ross’ musikvideo, udtaler én af de adspurgte: “After watching the video I really hated the song, because it portraits Nigeria as a hungry nation – a nation at war.”

Andre argumenterer for, at sangen og videoen udstiller en universel længsel efter at ville frem i verden og  få succes og at det dermed ikke handler om at stigmatisere Nigeria eller Afrika som helhed. Desuden tilføjes det, at den originale video også fandt sted blandt den sociale underklasse i New Orleans – pointen er altså her, at fattigdom og længsel er universelle tilstande og ikke bare afrikanske tendenser.

 

Populærkultur på slumturisme

Men Rick Ross ikke er den første, der er blevet udskældt for at bruge slumkvarterer i fattige lande som markedsføringsramme for at skabe et globalt og urbant image. Film som City Of God og Slumdog Millionaire har udløst den samme debat og er derudover blevet kritiseret for at have skabt en tendens kaldet slumturisme, en tendens som bygger på den vestlige verdens fascination af fattigdom rundt i resten af verden. I dag kan man eksempelvis tage på guidede rundture til favelaerne i Rio de Janeiro, ghettoerne i Soweto og slumområderne i New Delhi. Her udbyder rejsebureauer fattigdom som en attraktion i sig selv. En ferie til Rio De Janeiro byder blandt andet på en tur op til Christo Redentor, solbadning på Copacabana og så en beskyttet rundtur rundt i Rocinha – byens største farvela.

 

Fattigdomsæstetik – det etiske dilemma

Slumturisme skaber et etisk dilemma. På den ene side kan man argumentere for, at fænomenet skaber opmærksomhed på fattigdom og sociale problemstillinger verden over, hvilket kan medvirke til, at der bliver gjort en indsats for disse mennesker. På den anden side kan slumturisme kritiseres for at omdanne fattigdom til underholdning, således at en tur rundt i Soweto fremstår som et alternativ til en tur i tivoli. Man kan i værste tilfælde forestille sig, at turister i stedet for at tage i zoologisk have tager ud og kigger på fattige folk i bare tæer og skurvogne. I lande som Tanzania og Kenya reklameres der ligefrem med slumsafari som et alternativ til dyrene på Savannen.
Ifølge turistforsker Anders Sørensen fra Tourismlab er slumturisme en voksende tendens. Han mener, at det skyldes, at vi i den vestlige del af verden i højere grad søger originalitet i vores rejser og at vores måde at tage på ferie er blevet en middel til at fortælle andre mennesker, hvem vi selv er. Derfor er alternative rejseformer som frivilligt arbejde, økoturisme og slumturisme i vækst, da det tager del i vores individuelle identificeringsproces.

Desuden mener Anders Sørensen, at der blandt mange turister ligger en romantisk forestilling om, at fattige mennesker bærer en autenticitet i deres tilværelse, som vi har tabt i den vestlige verden. Han kalder også denne tendens for fattigdomsæstetik. Umiddelbart mener han dog ikke, at der er noget galt med slumturisme og fattigdomsæstetik, så længe det kommer lokalsamfundet til gavn, men han anerkender, at der altid vil være et dilemma forbundet med denne form for turisme, uanset hvilke hensigter der ligger bag.
Ifølge Anders Sørensen kan det have en positiv effekt når:

”…man får synliggjort de problemer, de (folk i slumkvarterer, red.) kæmper med, som ellers kun har været ignoreret. Fra turistens synsvinkel kan det være en mulighed for at få indsigt i en virkelighed, som ellers kan være svær at forholde sig til. For eksempel at der bor millioner af mennesker i Mumbais slum.”

Men det kan også have en negativ effekt, når rige vesterlændinge i deres jagt på selvrealisering og autenticitet besøger slummen med den hensigt at få dækket deres underholdningslyst og tage nogle eksotiske billeder med deres spejlreflekskamera.

 

Rick Ross – moderne socialrealist eller slumturist?

Det er dette dilemma Rick Ross og resten af den vestlige verdens populærkultur bliver mødt med, når de omfavner slummen i det globale syd. Ifølge den debat som Rick Ross har vakt til live, lader der til at være en hårfin balance og problemstillingen fremstår tydelig på diverse internetfora.  Eksempelvis kan man på den nigerianske blog Nairaland finde kommentarer som disse, der repræsenterer polerne mellem synspunkter på musikvideoen:

It’s really not about Nigeria. Rick Ross’s music video is about setting up a scene for his fellow rappers in the state to see how tough he is and how he can risk his life to go to the scariest place on earth without any problem. At the end of the day Nigeria is fed up.” –azeezakande

En anden skriver:

“No doubt that video shows the real estate of poverty level in Nigeria. Rick Ross thanks for letting the world know we are suffering and smiling.”  -Imiobio

Alt i alt kan diskussionen opsummeres med følgende spørgsmål: Er der tale om slumturisme, hvor kunstnere bruger fattigdommen som eksotisk markedsføring og hvor de dermed skaber et vrangbillede af en verden, de i virkeligheden ikke ved noget som helst om? Eller er der derimod tale om socialrealisme, som man i visse dele af verden ikke bryder sig om, bliver udstillet? Under alle omstændigeheder er Rick Ross ikke alene om at dyrke denne form for moderne fattigdomæstetik. Hans musikvideo fra Lagos  repræsenter derimod en fælles vestlig fascination for klodens slumområder – en fascination der i løbet af det sidste årti har vist sig at føre en etisk konflikt med sig.

Hele interviewet med Anders Sørensen fra Tourismlab om slumturisme og fattigdomsæstetik kan høres her.
Eksempler på sightseeing i slummen fra Los Angeles til Kenya kan læses her.

LÆS OGSÅ: Filantropisk kapitalisme – når penge og moral mødes?

LÆS OGSÅ: Autenticitetens flertydighed

LÆS OGSÅ: Den frie verdens spøgelser