UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Stemmer som sprækker. En meget kort introduktion til Ljudmila Petrusjevskaja

4608139094_000dbae80a_o

Ljudmila Petrusjevskaja i New York, 2009. Foto: David Shankbone.

Sovjetkulturen holdt af entydighed, optimisme og opbyggelighed, men den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskajas fortællere er alt andet end opbyggelige. De er tværtimod mestre i at få deres eget glansbillede til at krakelere.


 

Engang i begyndelsen af halvfemserne fik Københavns Universitet besøg af den russiske forfatter Ljudmila Petrusjevskaja. Jeg gætter på, at det var omkring 1993, da hun godt kunne have besøgt Danmark i forbindelse med at der det år udkom to af hendes værker på dansk: skuespillet Tre kvinder i det blå: komedie i to akter og kortromanen Det er nat – den sidste kun et år efter at den var udkommet i Rusland.

Jeg var russiskstuderende og havde netop skrevet opgave om Petrusjevskaja sammen med min medstuderende Jacqueline. For os begge var Petrusjevskaja en nærmest sanseberusende åbenbaring og en forfriskende hudløs, rå og – ikke mindst – kvindelig stemme, som vi ubevidst havde tørstet efter gennem flere års russiskstudier med hovedsagelig mandlige klassiske og moderne forfattere på programmet. Ikke at der var noget i vejen med dem, men tak alligevel til daværende lektor Peter Ulf Møller, som præsenterede os for Petrusjevskaja.

Vi havde set meget frem til Petrusjevskajas foredrag, og når jeg nu ikke kan huske særlig meget af indholdet, må det skyldes, at der var noget andet, der gjorde større indtryk på mig: For det første var der et utrolig stort fremmøde, selv i denne mere blomstrende tid for russiskstudiet, og det skyldtes især repræsentanter for den københavnske russiske diaspora. Et par af de mest ihærdige fik hurtigt drejet Petrusjevskaja ind på en meget indforstået samtale om fælles omdrejningspunkter fra deres fortid i den sovjetiske kulturintelligentsia. Blandt andet i Taganka Teatret der havde været blandt de første til at sætte Petrusjevskajas stykker op i firserne mens hun endnu i høj grad skrev ”til skrivebordsskuffen” som man sagde om de forfattere der ikke (ret tit) slap gennem censuren.

Petrusjevskaja var uddannet journalist, var begyndt med at skrive digte og skuespil til studenterforeninger og havde fået udgivet sin første fortælling i 1968. Herefter var der langt imellem egentlige udgivelser fordi censuren ikke tolererede beskrivelser af samfundets ”skyggesider”. I hvert fald ikke fortalt på den tvetydige måde som var et af Petrusjevskajas kendetegn. Først med begyndelsen af perestrojka, i 1988, udkom hendes første novellesamling Bessmertnaja ljubov (Udødelig kærlighed). En vej uden om censuren kunne i halvfjerdserne og firserne imidlertid være teatrene som kunne opføre skuespil der ikke var udgivet endnu – i hvert fald indtil de fik besked fra højere sted om at tage stykket af plakaten.

Teatrets rolle til trods var vi russiskstuderende alligevel slået med forundring over at koryfæet Petrusjevskaja nu stod og fortabte sig i – syntes vi – ligegyldig sladder om intriger og personstridigheder i Moskvas teaterverden. Ved nærmere eftertanke var dette nok en tidlig lektion i hvor meget persondyrkelse fyldte og fylder i Rusland: De københavnske russere kappedes om at blive sat i forbindelse med den store forfatter, og forfatteren var tydeligvis smigret over beundringen. Den anden ting, jeg husker meget tydeligt, var at Petrusjevskaja irettesatte en tilhører som slet ikke havde sagt noget. Det var en tilvalgsstuderende, Slava fra Ukraine, som sad og læste i en bog (af en anden forfatter) mens foredraget stod på. På et tidspunkt henvendte den åbenlyst irriterede Petrusjevskaja sig direkte til ham og spurgte: ”Finder De det ikke interessant hvad jeg fortæller?” Jeg husker ikke Slavas trodsigt-forlegne svar, men nok Petrusjevskajas fortsættelse: ”For hvis De gerne vil være til stede, må jeg bede Dem lægge bogen til side. Jeg finder det meget uhøfligt at sidde og læse under mit foredrag.” Slava lagde bogen væk, og jeg fik ikke stillet de spørgsmål om forfatterens skrivestil og tematik som jeg havde forberedt omhyggeligt til lejligheden. Jeg fandt Petrusjevskaja for ærefrygtindgydende, for ikke at sige frygtindgydende.

Også hovedpersonerne i Petrusjevskajas fortællinger kan være ret frygtindgydende. De er oftest meget ulykkelige, ofte kvinder, tematikken er tit familien og især forholdet mellem forældre og børn (ofte mødre og døtre), og baggrunden er det barske sovjetiske/russiske samfund med åndelig og materiel armod, boligmangel, korruption og nepotisme, statslig indblanding i privatsfæren og menneskers udnyttelse af hinanden. Men måske er dette i virkeligheden ikke bare ”baggrund”, måske bærer selve den materielle armod, boligmanglen, den statslige indblanding osv. en stor del af skylden for de forkrøblede menneskelige relationer som er det centrale emne i fortællingerne.

Petrusjevskaja skriver med stor psykologisk indsigt og evner at skrive en personligheds modsatrettede træk frem – ikke gennem beskrivelser af personernes handlinger eller vurderinger af dem, men gennem personernes og/eller fortællerens tale. Forfatteren rubricerer sine fortællinger under hovedoverskrifter som fx ”Monologer”, ”Rekviemmer” og ”Østslavernes legender”. Især ”Monologer” er rablende, desperate fortællinger fyldt med tilsyneladende uvedkommende digressioner fortalt af selvforherligende og samtidig selvafslørende jeg-fortællere. Fortællerne forsøger at fremstå nøgterne og afbalancerede, men kommer hele tiden til at afsløre sig selv som enten de værste manipulatorer eller de mest naive ofre eller, sandsynligvis, begge dele. Men også andre fortællere end monologernes er svære at fæste lid til, fordi de springer, snubler, afbryder sig selv, refererer uvedkommende sladder eller ”almen viden”, eller fordi fortællerstemmen pludselig ”farves” af anden tale – radioen, naboerne, den oppustede sovjetretorik eller den officiøse omgangstone på arbejdspladsen.

I kortromanen Det er nat (på dansk i 1993) virker jeg-fortælleren til at begynde med som en dannet og intelligent kvinde som fortæller nøgternt om sine problemer med at forsørge sig selv og barnebarnet som hun har taget til sig fordi datteren ikke kan overkomme det. Hun forsøger at iscenesætte sin egen selvopofrelse og kærlighed til familien, men kommer i løbet af fortællingen til at udlevere sig selv lag for lag og ender med at fremstå som et monster, der nedbryder sine egne børn og børnebørn med psykisk terror og en fortærende, incestuøs kærlighed. Fortællingen disintegrerer mere og mere efterhånden som fortællerens situation forværres – sønnen vender hjem fra fængsel og kræver penge af sin mor, datteren bliver gravid med sit tredje barn, fortællerens egen demente mor skal overføres til en lukket institution, og fortælleren ikke længere vil få udbetalt hendes pension, hvilket vil være dødsstødet mod hendes i forvejen dårlige økonomi – og fra at være en velstruktureret, grammatisk korrekt og sammenhængende fortælling kommer der flere og flere selvafslørende sprækker som uafsluttede sætninger, staccato, gentagelser og retskrivningsfejl: Et syntaktisk udtryk for det følelsesmæssige sammenbrud. Det hele ender med at hovedpersonen vender tilbage til en tom lejlighed, forladt af sin datter og de tre børnebørn, og hun slutter fortællingen med nogle korte sammenhængende sætninger og – en måske ufrivillig – selvindsigt: ”På gulvet lå der en fladtrykt støvet sut. Hun havde taget dem med, der var intet tilbage. Hverken Tim eller de andre børn. Hvor var hun gået hen med dem? Et eller andet sted havde hun fundet. Det var hendes sag. Det vigtigste var at de var i live. De havde forladt mig i live.”

Kortromanen indledes med en ultrakort rammefortælling som angiver at manuskriptet har undertitlen ”Optegnelser på bordkanten” – en ret klar reference til Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket: optegnelser fra en undergrund hvis ”utiltalende fortæller” må have stået fadder til flere af Petrusjevskajas. Man kan aldrig stole på en fortæller hos Petrusjevskaja, og hvad der er mere uhyggeligt, man kan heller aldrig helt stole på en tilsyneladende lykkelig udgang på en fortælling fordi der sås så meget tvivl om fortællerens dømmekraft og (selv)indsigt. At forfatterens fortællinger havde så svært ved at komme igennem den sovjetiske censur før perestrojka skyldtes måske i virkeligheden snarere de utroværdige og flertydige fortællerstemmer end den trøstesløse tematik. Sovjetkulturen holdt af entydighed, optimisme og opbyggelighed, og Petrusjevskajas fortællere er alt andet end det. De er mestre i at få deres eget glansbillede til at krakelere.

Trods min ærefrygt for forfatteren sagde jeg alligevel ja (JA!) til at oversætte en samling af Petrusjevskajas noveller da Forlaget Vandkunsten spurgte om jeg havde lyst. Det var en interessant, men krævende opgave: ikke at overse noget, ikke digte noget til, ikke overdrive ”farvningen” af fortællerstemmen, bibeholde kynismen, men stadig have øje for kærligheden i ordene og mellem menneskene osv.

Der er flere gode fortællinger i samlingen, men en af mine favoritter giver mig stadig gåsehud – i bogstavelig forstand – når jeg læser det sidste afsnit. Det er novellen ”Huset med springvandet” som handler om en far der gennem en handling, han udfører i en drøm, kalder sin døde datter tilbage til livet – i virkeligheden. Men kan man som læser tro på det mirakel hvor gerne man end vil? For hvad kan man egentlig stole på i Petrusjevskajas univers? Farens kærlighed, ja, men hvad med hans virkelighedssans? For som fortællingens sidste linjer lyder: ”Han sagde godt nok ikke noget om det rå menneskehjerte, som han havde været nødt til at spise, for at hun ikke skulle spise det. Men det skete jo også i en drøm, og det, man drømmer, gælder ikke …”

Trine Søndergaard er litterær oversætter og har oversat Ljudmila Petrusjevskajas novellesamling Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel fra russisk. Skuespillet “Tre kvinder i det blå: komedie i to akter” er udkommet på dansk ved Niels Brunse, og kortromanen “Det er nat” er udkommet på dansk ved Marie Tetzlaff.

Ljudmila Petrusjevskaja kommer til Louisiana Literature den 20.-23. august.