UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Palmyra: Tadmor og en helt anden arv

Palmyra, 1900-1920. Foto: Commons/Matson Collection, Library of Congress

Palmyra, 1900-1920. Foto: Commons/Matson Collection, Library of Congress

FOKUS: KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

Det seneste år har vi set utallige billeder af, hvordan de antikke ruiner i oldtidsbyen Palmyra blev bombet i stykker af Islamisk Stat. Men vi hører sjældent om, at området også var hjemsted for det berygtede Tadmorfængsel, der siden 1950’erne er blevet brugt til at fængsle politiske modstandere af den syriske regering.


 

Palmyra, oldtidsbyen, der engang blev regeret af Dronning Zenobia (en af de få kvinder, der nogensinde har haft tilstrækkeligt magt til at få sit hoved på en mønt), er igen at finde i nyhedsoverskrifterne.

Daesh/ISIS har overtaget byen, og dens glorværdige fortid, repræsenteret i de efterladte ruiner, som både lokale og internationale organisationer har værnet om i årtusinder, er truet. Mellemøstens rige og utrolige historie og arv er igen i fare. Hvordan de har formået at besætte denne forpost knap 200 kilometer fra Damaskus, på trods af den amerikansk-ledede anti-IS-koalition, er et mysterium.

Men selvom situationen i Palmyra afspejler den nuværende ødelæggelse af både en stat og en stor historie, så har Palmyra en langt mindre hæderkronet historie for syrerne selv. Palmyra er nemlig en del af den syriske by Tadmor, der også er hjemsted for et berygtet fængsel. Fængslet, der ligger i tidligere militære barakker bygget af franske mandatstyrker, er blevet brugt af Ba’ath-partiet til at indespærre ‘opinionister’ (politiske modstandere af regimet) siden 1950′erne.

Dog var det først under Hafez Al-Assads styre, at fængslet blev synonymt med de overgreb, torturreringer og drab, stedets uheldige indsatte blev udsat for. I juni 1980 foregik der yderligere en voldsom massakre i fængslet, da Rifaaz Al-Assad, Hafez’ lillebror (og onkel til Bashar), og hans tropper gik ind i fængslet og dræbte mere end tusinde fanger dagen efter et mislykket kup fra Det Muslimske Broderskab.

Den dramatiske kontrast mellem forfærdelighederne og det intellektuelle liv i fængslet (der var fuld af akademikere, journalister og litterære personer) er stærkt fortalt i Mustafa Khalifas nyklassiker The Shell: Memoirs of a Hidden Observer (Al-qawqa’a: yawmiyat mutalassis, udgivet på arabisk i 2008 af Dar Al-Adab i Beirut).

Khalifa baserede sin roman på en medfange, en kristen, der vendte tilbage til Syrien fra Europa, kun for at blive arresteret og anklaget for at være en del af Det Muslimske Broderskab. Efter at have siddet fængslet i over 14 år uden rettergang, ti af årene i Tadmor, blev han endelig løsladt i 1994.

Tadmor-fængslet lukkede i 2001, da Bashar Al-Assad blev præsident i Syrien. Det kunne dog ikke slippe sin historie. Den 15. juni 2011, netop som borgerkrigen blev en trussel for Bashars greb om landet, genåbnedes fængslet og modtog 350 personer involveret i demonstrationer mod regimet.

Hvad der siden skete med dem, og hvor mange andre led samme skæbne, ved vi ikke.

Det er oplagt at spørge: Hvordan startede konflikten i Syrien? Og hvorfor er vi ikke mere påvirket af, at millioner af syrere er blevet dræbt eller fordrevet og deres hjem ødelagt? I Storbritannien er vi i hvert fald ligeglade med at give dem asyl.

Måske er det netop den storslåede kulturarv, der blokerer for forbindelsen. Den fantastiske kulturarv ses nemlig mere som forbundet med Europas idealiserede oprindelsesmyter end med samtidens Syrien. Vores forståelse af syrisk kulturarv er begrænset. Den indeholder kun de historiske øjeblikke og monumenter, hvis fortælling om antikvitet er dækket med et lag af jødisk-kristen myte. Det “bibelske” Levanten, “antikken” med nogle udvalgte “korstogificerede” islamiske seværdigheder.

Vores emotionelle, imaginære geografi over regionen stammer fra det 19. og tidlige 20. århundredes ‘koloniale passage’, hvor regionen repræsenteres som en serie af steder, der blev opdaget eller ‘åbnet op’ af vestlige arkæologer og eventyrer.

Denne imaginære ‘åbning’ stadfæstes af turistindustrien, som tilbyder ‘oplevelsen’ af disse vestlige eventyreres rejseruter og besøgsmål som handelsvarer. Indtil 2011 var Syrien stedet, hvor du kunne bo på samme hotel, som ‘Lawrence of Arabia’ engang sov på, og derfra rejse ud for at besøge landskabet, der blev præsenteret som ‘korstogsborgenes land’.

Denne selektive, nostalgiske historie om kolonial arv bygger på det, Anne McClintock har kaldt “anakronistisk rumlighed”. Ideen om ‘naturligt fremskridt’ rodfæstes i moderniteten, hvorved vi begynder at sætte lighedstegn mellem geografisk afstand og ‘historisk-tidslig afstand’. Når landskabet bliver placeret i fortiden og brugt til at retfærdiggøre nutiden, bliver det meget nemt at gøre det samme mod de lokale.

Spatialiseringen af tid betyder, at turister (ikke ulige de victorianske ‘pionerer’) er aktive medproducenter af vidensformer, der, på grund af den forestillede tidsforskel, udelukker lighed mellem turisterne selv og deres værtssamfund. Når vi har gjort sådan, kan vi være ligeglade med dem. De er ikke ligesom os.

Vi har haft en forestilling om Syrien som et oldtidens sted i mange år. På trods af, at det har tilskyndet stærke følelser og endda en slags ejerskabsfornemmelse overfor landskabet, så har det aldrig hjulpet de mennesker, der blev låst fast i et samfund, de ikke kunne ændre.

Ligesom Cubas turisme er baseret på en ide om, at vi bør rejse over og beundre de faldefærdige bygninger og gamle biler fra en svunden tid, så er Syriens turisme baseret på en ide om, at vi må skynde os at se det, før de bliver som os. Det er en turisme baseret på det voyeuristiske syn og spændingen ved at skulle navigere et landskab, der på en eller anden måde er udenfor modernitetens tid og sted. Den forskudte tidsfornemmelse skaber en frakobling, så vi går mere op i et lands indhold, fordi det symboliserer noget for vores egen fortid.

Det er derfor, syrerne ikke er lige så vigtige som deres bygninger. Ikke mindst i Damaskus’ gamle bydel, som før den nuværende konflikt var turistmål på grund af de mere end 30.000 smukke gårdhavehuse, der nu er blevet restaureret som caféer, hoteller og barer eller kan lejes billigt.

Det blev hurtigt scenen for et fantastisk forbrug af fortiden for turister og sprogstuderende, der kunne tage en glad nostalgisk spadseretur gennem forgangne tider, ubesværet af statsapparatet. Selvom de endda dengang havde et kontor lige bagved statuen af Saladin inden for den gamle bydels mure, var der ofte offentlige hængninger i Aleppo, og det nærliggende domhus hyppigt modtog syrere, der ankom i trange bagagerum og så blev sat i lænker.

Tilbage i februar 2013 rapporterede Maamoun Abdel-Karim, direktør for Syriens Generaldirektorat for Antikviteter og Museer (DGAM), at de fleste artefakter var blevet fjernet på forhånd og opbevaret sikre steder. To år senere, i april i år, fortalte han den libanesiske avis Daily Star, at han frygtede at en af opbevaringsstederne i Idlib var ved at blive tømt, og tusindvis af artefakterne var på vej ud af landet gennem Tyrkiet og Libanon.

Artefakterne bliver, ifølge Foreign Policy, solgt til mellemmænd, der bytter dem til våben og sælger dem til udenlandske købere. Det er en aktivitet, alle parter deltager i.

Det er muligt, at mange af disse skatte, menneskehedens skatte, ikke bogstaveligt talt er fortabte, men faktisk ender i hjemmene hos rige mellemøstlige, europæiske og nordamerikanske samlere. Nogle påstår endda at mange af disse artefakter allerede er reproduktioner, siden mange skatte blev smuglet ud af landet, allerede før konflikten startede.

I Pergamonmuseet i Berlin er midtpunktet Ishtarporten, bygget af Nebukadnesar i det 6. århundrede f.Kr. og dedikeret til gudinden Ishtar. Porten blev fjernet, en sten ad gangen, fra Irak i 1930′erne af arkæologen Robert Koldewey. Andre dele af Babylons mure kan findes i Istanbul, København, Gøteborg, Paris, Chicago, Rhode Island, Wien, Detroit, Boston, Yale og London.

Kan det derfor overhovedet være en overraskelse for os, hvis de syriske generaler allerede har fjernet Palmyras ikoniske hjerte, Bel Templet? Det er et spørgsmål om arv.

Artiklen er en dansk oversættelse af Jessica Jacobs’ Palmyra: Tadmor and a very different heritage, som blev udgivet på Opendemocracy i maj 2015. Den er oversat af Morten Gustenhoff. Siden artiklens udgivelse er Tadmorfængslet blevet bombet.