Autenticitetens flertydighed

Fatamorgana
Fatamorgana. Octopus/ Slovenian Wikipedia udgivet under CC BY-SA 3.0

Autenticitet er et ord, der i de seneste år i høj grad har været i vælten. En søgning på infomedia.dk kan tjene til at illustrere dette: I de sidste to års medier er der 2.573 hits på ordet autenticitet. I perioden primo januar 2000 til ultimo december 2007 er der 3.063 hits på ordet. I de sidste to år er der altså skrevet næsten lige så mange artikler med ordet autenticitet som i de otte år mellem 2000 og 2008. Hvad afspejler mediernes øgede brug af ordet autenticitet?

Crossfit, nordisk mad, stenalderdiæt, Bonderøven, barfodsløb, osv. Der er en umiddelbar oplevelse af, at disse fænomener har et eller andet til fælles, men det er ikke helt klart, hvad det er. En ting de har til fælles er, at de alle  blevet forbundet med autenticitet i medierne. Udøverne af crossfit, barfodsløberne eller palæodiætisterne har ikke nødvendigvis udlagt sig selv som dyrkere af et særligt autenticitetsideal. Men sociologer, journalister og andre har indekseret deres handlinger som et udtryk for en autenticitetskult, der dyrkes i for tiden. Autenticitet menes endda at være så afgørende for en virksomheds overlevelsesevne, at STAGIS A/S arbejder med at gøre andre virksomheder mere autentiske. Autenticitet er blevet et ideal i stort omfang og bruges i flæng til at forklare fænomener.

Autenticitetens fata morgana

Autenticitet er måske et eksempel på et begreb, der har nået en høj grad af kapabilitet. Det vil sige, at det er et begreb, der kan gøres en lang række ting med. Ifølge ph.d. i musikvidenskab, Henrik Marstal, lader det til at være tilfældet. Han kalder autenticitet for: ”en uvirkelig størrelse, et fata morgana, en kamæleon, som kan bruges til at betegne nærmest hvad som helst” og fortsætter med at sige om autenticitetsbegrebets legitimerende potentiale:

”Det, som jeg oplever som værende autentisk, rummer altid en stor mængde legitimitet i sig. Jeg kan uden at risikere at blive til grin for mine venner tage snart sagt enhver ting til mig, så længe jeg kan redegøre for hvori det autentiske består.”

Marstal beskriver et begreb, der ikke længere betyder noget i sig selv, men bliver givet betydning af de aktører der byder ind på det. Der bliver til stadighed: ”konstant henvist til denne upræcise og svært håndtérbare term, og det i en grad så man skulle tro, at ’autenticitet’ var et entydigt, bæredygtigt og vedkommende begreb.”

Fælles for mange af dem, der bruger autenticitetsbegrebet er, at de ikke kvalificerer det. Det er dog blevet forsøgt af kommunikationsrådgiver Judy Hermansen:

“Begrebet autenticitet fungerer mere som et samlebegreb for en generel skepsis over for nogle karakteristiske aspekter af det, vi kalder moderniteten: sekulariseringen, som har efterladt mennesket alene i universet; markedsøkonomien, som æder sig ind på vores liv og identitet; liberalismen, som fokuserer på individet og dets frie udfoldelser, men devaluerer fællesskabet – og sidst, men ikke mindst teknologien, der som en mørkets fyrste driver hele denne udvikling ubønhørligt fremad.”

Autentiske virksomheder bliver fremtidens vindere

Autenticitetsbegrebet må, ifølge Hermansen, ses som en reaktion mod markedsøkonomien. Paradoksalt nok benytter den selvsamme markedsøkonomi autenticitetsbegrebet. Management- og kommunikationslitteraturen har været hurtig til at tage autenticitetsbegrebet til sig. En af repræsentanterne for en markedsøkonomisk brug af autenticitetsbegrebet er Nikolaj Stagis, direktør i STAGIS A/S og forfatter til bogen Den Autentiske Virksomhed. Han fortæller i sin artikel ”Autentiske virksomheder bliver fremtidens vindere”, hvorfor det er vigtigt for virksomheder at være autentiske:

“Forbrugere viser større præference for produkter, services og oplevelser, der er forbundet til en autentisk organisatorisk identitet. Derfor er virksomheders evne til at relatere deres arv og historie til nutiden, handle ud fra egne holdninger og repræsentere lokalt nærvær afgørende for deres omdømme og succes på markedet.”

At kunne håndtere autenticitet er altså, ifølge Stagis, en central kompetence for at sikre en virksomheds succes. Nikolaj Stagis’ brug af autenticitetsbegrebet er langt hen ad vejen at hælde gammel vin på nye flasker. Han har en essentialistisk forestilling om, at der findes et autentisk jeg inde i en selv, eller inde i virksomheden. At være autentisk er for ham et spørgsmål om at få dette essentielle frem. Autenticitet bliver her en ny term for en gammelkendt selvrealiserende, identitetssøgende stræben. Nikolaj Stagis er et eksempel på en ”anvender” af autenticitetsbegrebet. Han bruger begrebet i sin virksomhed, hvor han hjælper andre virksomheder med at blive mere autentiske.

Den absurde jagt efter det autentiske

Over for ”anvenderne” af autenticitetsbegrebet står en række af kritikere, der forsøger at vise autenticitetsjagtens hulhed. Et fælles referencepunkt for mange af kritikerne er Andrew Potters kritik i bogen The Authenticity Hoax – How we get lost finding ourselves. Blandt de danske kritikere er sociologen Ulla Holm en af de fremtrædende i medierne. Hun forklarer, som Hermansen, den værdi der tillægges det autentiske med en særlig opfattelse af det moderne:

“Vi lever med en forestilling om, at moderniteten er skyld i menneskets og naturens forfald, men at der engang fandtes en balance. Der er opstået et helt vokabular med ord som bæredygtighed og udrensning, og det tages for givet, at det moderne liv kontaminerer kroppen, sjælen og naturen. Og så begynder man at jage det autentiske på mere og mere absurde måder.”

Både hos Holm og Hermansen er autenticitetsjagten altså en reaktion mod en oplevelse af det moderne. Ph.d.-studerende i madsociologi, Arun Micheelsen, går videre og forbinder denne modreaktion mod det moderne med oplevelsen af at leve i en krisepræget tid:

“Nu er man i en mere krisepræget tid, hvor man ikke kigger frem mod nyt og spændende, men tilbage og går imod en diskurs om, at alt moderne skal være nyt. Det ideelle for de øverste lag af samfundet er at spise, så man får et bedre klima og planet, samtidig med man rodfæster sin fremtid i en fortælling om noget fortidigt – for eksempel ’det autentiske’.”

Kritikerne spiller selv en afgørende rolle i at gøre autenticitet til et begreb med en stor forklaringskraft, i og med at de har haft et behov for at begrebsliggøre, indfavne og kategorisere det de kritiserer.

Autenticiteten gør forskellen

Mulighedsrummet for, hvad begrebet autenticitet kan bruges til er for nyligt blevet udvidet betragteligt. Autenticitet er nu blevet et parameter, der betegner klasseskel i Danmark. I en artikel i Information hedder det sig, at: ”Vi er, hvad vi spiser. Og at spise er blevet den vigtigste markør for, hvilken klasse man befinder sig i.” Jo mere autentisk mad man spiser, des højere klasse befinder man sig i.

Ifølge Arun Micheelsen er: ”et særligt segment af veluddannede, ressourcestærke storbyboere […] med til at producere et ideal om samfundet, hvor autenticitet spiller en central rolle.”

Dette er et eksempel på, hvad det er blevet muligt at forklare med autenticitetsbegrebet. Det er også et eksempel på, hvordan aktører, i forsøget på at begribe samfundet, har sat et begreb i spil, og dermed har åbnet for nye typer af fortolkning af samfundet. I dette tilfælde en nytolkning af klasseforestillingen gennem begrebet autenticitet. Begrebet autenticitet bliver hermed et begreb, der sætter en forskel.

Begrebet autenticitet er blevet noget, der kan bruges til at udøve visse typer af handlinger. Det er blevet et begreb med en forklarende, indekserende og legitimerende effekt. Det bruges både til at legitimere praksis og til at forstå samfund. Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan autenticitetsbegrebet bliver brugt. Hos Stagis er autenticitet en indre værdi i en virksomhed, der skal realiseres for at opnå succes. Hos Holm er autenticitet det, vi jager i en reaktion mod det moderne. Hos Stagis er autenticitet et afgørende attribut for at klare sig på markedet, hos Holm et symptom på en tid. Der er tale om to typer af betydning, der tilskrives begrebet autenticitet. Selvom begrebet i følge Marstal fremstår uvirkeligt, fatamorganisk, kamæleonisk, bruges det stadig meget konkret. Dets evne til at blive brugt så konkret ligger måske netop i, at det defineres af dem, der byder ind på det.

I denne artikel har mit mål ikke været at definere autenticitetsbegrebet, forklare dets succes eller bedømme dets evne til at indfange samtiden. Konstruktionen af autenticitetsbegrebet er her blot et eksempel på, hvordan en række af hvad man kan kalde sproglige ingeniører, med vidt forskellige interesser har forsøgt at begribe en tid med et begreb, og brugt dette som afsæt for kritik og erhverv.

Scroll to Top