Mellemøstens trediveårskrig

I 1916 delte den britiske officer Sir Marks Sykes og den franske diplomat Francois Georges-Picot Mellemøsten mellem Frankrig og Storbritannien. Den aftale kom senere til at hedde Sykes-Picot-aftalen og tegnede det mellemøstkort, som vi kender i dag. Lars Erslev Andersen gør status over de mellemøstlige grænser, der er under ombrydning: Med et EU, der ikke kan, et USA, der ikke vil og en række arabiske regimer, der kæmper for deres overlevelse står Mellemøsten, ifølge Lars Erslev Andersen, overfor deres egen trediveårskrig.

I efterspillet af Første Verdenskrig blev Mellemøstens nuværende grænser dannet. Det var de vestlige stormagter, først og fremmest Storbritannien og Frankrig, der med Sykes-Picot-aftalen tegnede mellemøstkortet med nye grænser og vestlige interessesfærer. Aftalens navn skyldes de to hovedforhandlere, den britiske officer og globetrotter Sir Mark Sykes og den franske diplomat Francois Georges-Picot, som i hemmelighed i 1916 fordelte Mellemøsten mellem Storbritannien og Frankrig i nogle såkaldte mandatområder, der også gav lidt til Rusland og Italien, og som i store træk tegnede det kort, Mellemøsten etablerede sig i efter Det Osmanniske Riges endegyldige afvikling i 1923. I en omdiskuteret artikel i The New York Times Imagining a Remapped Middle East argumenterer Robin Wright, forfatter og journalist og nu tilknyttet som forsker for The Woodrow Wilson Center i Washington, DC, at det mellemøstlige kort er under stærk ombrydning og de gamle grænser i opløsning. Hun forudser, at der vil komme en række nye og mindre stater, der er bestemt af etnisk eller religiøs identitet.

Andre kommentatorer har ligeledes diskuteret Sykes-Picot aftalens status anno 2013/2014. De fleste kommentatorer afviser, at den er under afvikling med den begrundelse, at de nuværende stater grundlæggende er for stærke til at blive splittet op og heller ikke har interesse i det. I en artikel i bogen Mellemøstens nye verden argumenterer jeg for, at de mange konflikter, der fulgte efter det arabiske oprør, ikke mindst med borgerkrigen i Syrien, sætter grænserne under pres og efter alt at dømme vil føre til et opbrud i Mellemøsten. Det betyder, at det nuværende system af stater, der i store træk følger de grænser, Sykes-Picot aftalen tegnede, vil blive brudt op.

Siden de enkelte staters selvstændighed har de alle været under pres, ligesom mange af grænserne har været og stadig er omstridte. Således er der stort set ingen grænser på Den Arabiske Halvø, som der ikke er en eller anden strid om. Andre er også omstridte som for eksempel mellem Tyrkiet og Syrien, og dertil kommer Palæstinakonflikten. Den enkelte arabiske stat har været og er stadig under pres tre steder fra: Fra de globale stormagter, fra de regionale stormagter samt fra transnationale forbindelser af etnisk, religiøs eller politisk observans (nationalisme, socialisme). Når systemet trods dette pres alligevel i det store og hele er forblevet stabilt, hvad grænser angår, skyldes det, at det i overvejende grad har været i både de enkelte staters og det internationale systems interesse. Det bedste eksempel er her Golfkrigen i 1990-1991, der handlede om at smide Irak ud af Kuwait, som irakkerne havde besat i august 1990. Krigen, der havde bred opbakning internationalt og i regionen – for eksempel  fra Israel, over Syrien til Saudi-Arabien og Iran – handlede ene og alene om at genoprette den gamle orden, hvilket betød Irak ud af Kuwait, men ingen regimeskifte i Bagdad. Argumentet i 1991 mod nedkæmpelse af Saddam Hussein var, at det ville åbne en Pandoras æske af allehånde konflikter og efterlade et magttomrum i regionen. De mellemøstlige stater var mest interesserede i at bevare systemet (også selvom de flere gange prøvede sig med unionsdannelser) og det ville det internationale system med USA og Sovjetunionen i spidsen også. Frem til 11. september-terrorismen støttede USA de autoritære regimer, således at der langt hen ad vejen var en uskøn alliance mellem autoritære regimer og det demokratiske Vesten. Denne orden er i dag i opløsning og fører formentlig til, at Mellemøsten kommer i årelang konflikt. En konflikt, dervil  føre til nedbrydelse af det gamle system af stater.

USA’s reaktion på 11. september terrorismen 2001 ændrede på den opfattelse, at støtte til autoritære regimer giver stabilitet – nu skulle stabilitet komme fra demokratisering. En af de vigtigste begrundelser for Irak-krigen i 2003 var, at der skulle skabes en demokratisk bølge i det arabiske Mellemøsten. Det lykkedes ikke, men i stedet fik man åbnet den nævnte Pandoras æske af konflikter. I 2006 opgav såvel USA som EU deres militante demokratieksport, formindskede interessen for Mellemøsten og indledte halvhjertet dialog med de autoritære regimer om reformer. Samtidig var der med al-Jazeera og andre arabiske satellitkanaler samt de sociale mediers indtog i Mellemøsten blevet etableret en ny arabisk offentlighed, og i sommerkrigen 2006 havde man set, hvordan folk kunne mobiliseres til demonstrationer mange steder i Mellemøsten. De bekymrede arabiske regimer gik nu sammen med Israel og USA om at holde især islamisterne nede og Iran ude af regionen.

De nye mediers muligheder, den folkelige utilfredshed, den politiske apati og de stadig mere trængte arabiske regimer blev rystet af det arabiske oprør i foråret 2011. Et oprør, der både rykkede ved de gamle alliancer, men først og fremmest sendte ny dynamik ind i de transnationale forbindelser af forskellig observans. Samtidig kom de arabiske regimer under helt nyt pres: I Jordan, Libanon samt i Nordafrika støttede USA reformkræfterne og i Egypten fjernede amerikanerne helt tæppet under den ellers så trofaste allierede Mubarak, og kastede i stedet deres kærlighed på Det Muslimske Broderskab. Alt sammen til stor harme og irritation for Saudi-Arabien, som har reageret stærkt. Generelt har USA nedtonet sit engagement i Mellemøsten: soldaterne fra Irak blev trukket hjem med udgangen af 2011 og USA har ikke vist nogen vilje til at gribe ind i Syrien-konflikten. Sammen med Rusland og FN håber USA på en politisk løsning efter internationalt støttede forhandlinger.

Hermed er alt åbnet for konflikt: Saudi-Arabien og Iran involverer sig på hver side af fronterne i Syrien. Har Iran fremskridt med forhandlinger, der vil fastholde Assad-regimet, vil Saudi-Arabien gøre sit til at sabotere processen. Grænsen mellem Irak og Syrien er ikke-eksisterende, Irak er på tærsklen til borgerkrig og konflikterne i Irak og Syrien vil forstærke hinanden. Begge konflikter fører til fornyede flygtningestrømme, som allerede presser lande som Jordan og Libanon til bristepunktet. Konflikten i Bahrain truer konstant med at brede sig til Saudi-Arabien og det samme gør den komplicerede situation i Yemen. På overfladen ser det ud som en ny trediveårskrig, hvor protestanter og katolikker er erstattet af sunni og shia. Men under denne konflikt, som mest af alt er frembragt af politiske interesser, lurer mange andre. Konflikten i Irak er ikke blot sekterisk mellem sunni og shia, men er i høj grad bestemt af økonomiske og ressourcemæssige interesser samt interesser fra de omkringliggende lande, Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet. Der er ingen instanser til at begrænse konflikterne: USA vil ikke, EU kan ikke og de arabiske regimer kæmper med dem uden andet perspektiv end deres egen opretholdelse. Vi er med andre ord vidne til Mellemøstens trediveårskrig.

Det er ingen, der ved, hvordan det nye mellemøstkort kommer til at se ud. Det vil imidlertid være forkert, som Robin Wright foreslår i The New York Times, at det nye kort og den nye orden vil bestå af enklaver bestemt af etnisk og religiøs identitet. Ganske vist ser vi allerede nu blodige etniske og religiøse udrensninger, men der er som antydet mange andre interesser på spil som kontrol over havne, stræder, ressourcer og økonomi. Konflikterne i Mellemøsten vil brede sig og blive værre og det vil føre til ombrydning af de nuværende grænser, uden at nogen ved, hvordan det nye kort vil se ud. Konfliktånderne er sluppet ud af flasken og Mellemøstens trediveårskrig allerede i gang.

Det er ingen, der ved, hvordan det nye mellemøstkort kommer til at se ud. Det vil imidlertid være forkert, som Robin Wright foreslår i The New York Times, at det nye kort og den nye orden vil bestå af enklaver bestemt af etnisk og religiøs identitet. Ganske vist ser vi allerede nu blodige etniske og religiøse udrensninger, men der er som antydet mange andre interesser på spil som kontrol over havne, stræder, ressourcer og økonomi. Konflikterne i Mellemøsten vil brede sig og blive værre og det vil føre til ombrydning af de nuværende grænser, uden at nogen ved, hvordan det nye kort vil se ud. Konfliktånderne er sluppet ud af flasken og Mellemøstens trediveårskrig allerede i gang.

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved DIIS

Scroll to Top