UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

The Internet is not a Dark and Scary Place

“You were right about Assange and Wikileaks, now make it stop!”

Den amerikanske policy rådgiver Ben Scotts telefon glødede med den slags beskeder fra amerikanske ambassadører efter Wikileaks’ lækage af diplomatiske korrespondancer i 2010. Men Scott kunne allerede dengang svare, at det ikke ville stoppe. Om noget ville det blive værre for de politiske beslutningstagere – i hvert fald for de af dem, der ønskede at bevare kontrollen over internettet.

Sidste måned holdt Ben Scott en forelæsning i Googles tyske lobbykontor på Unter den Linden i Berlin. Scott var inviteret til at afrunde en hel dag med ekspertdebatter om digital innovation. Hans meterlange CV tæller stillinger som leder af Free Press og rådgiver for Hillary Clintons State Department. Han er om nogen en mand, der har været i internetlovgivningens krydsild.

Scott fortalte, at han som rådgiver for Clinton blandt andet skulle lære diplomaterne på de amerikanske ambassader, hvordan de skulle forholde sig til internettets potentialer. Den normale modtagelse på ambassaderne var høflig. Scott forklarede, hvordan decentraliserede informationsnetværk også betød, at magten ville blive distribueret og at nationale regeringer ikke længere ville kunne bevare samme kontrol. Afskeden var også høflig: “The secretary says great things about you. See you next time”. Scotts besked fes aldrig rigtigt ind. Indtil Cablegate, hvor de desperate telefonopkald begyndte.

Galileis teleskop og det westfalske problem

Bertrand de la Chapelle skrev sidste år, at internettet er som Galileis teleskop, der gav tidens astronomer en ny måde at se på. De nye observationer var anomalier, som ikke passede ind i det geocentriske verdensbillede. De observerede fænomener var der – man kunne se dem i teleskopet – men de gav ikke mening i den klassiske kosmosmodel. De krævede med andre ord en ny model. Derfor var de, som bevisbyrde, medvirkende til at man alment accepterede Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede.

Internettet viser os på samme måde et helt nyt sæt af udvekslinger og tilhørsforhold, der ikke kan indeholdes effektivt af traditionelle styringsformer. Hvor teleskopets observationer udfordrede den ptolemæiske model og var medvirkende til et videnskabeligt paradigmeskifte, kolliderer forandringerne på internettet i følge de la Chapelle med den westfalske statsmodel. Siden den Westfalske Fred i 1648 har den suveræne nationalstat været organiseringsformen. Nationalstaten er indadtil suveræn, og samarbejdet udadtil foregår med nationalstaten som den mindste enhed, f.eks. i FN.

I korte træk afløste den westfalske model en europæisk organisering, der var fragmenteret og overlappende. Før den var det at bebo ét territorie ikke ensbetydende med at have én loyalitet. Der kunne være flere samtidigt gældende loyaliteter til fyrste, kirke, lav osv. Kontinentets organisering var altså heterogen, og magtinstanser udøvede deres indflydelse over forskellige territorier på decentraliseret vis.

 

Multi-stakeholder governance

For de la Chapelle viser internettet i et omfang tilbage til en mere mangfoldig organisering, der ikke kan indeholdes i systemet af suveræne nationalstater. I stedet træder et system, der kan kaldes multi-stakeholder governance, hvilket i korte træk indebærer, at beslutningsprocesser flyttes til en mangfoldighed af ikke-statslige aktører.

Det skal ikke forstås sådan, at nationalstaten forsvinder. Men der opstår områder, hvor nationale lovgivninger er i konflikt, særligt hvad angår privatlivspolitik og ytringsfrihed. Et godt eksempel er Googles vedvarende diskussioner om censur med kinesiske lovgivere. I juni annoncerede de en ny software, der advarer kinesiske brugere, hvis de skal til at lave en søgning, som normalt bliver censureret af kinesiske myndigheder. I praksis fortæller Google brugeren, at han sandsynligvis bliver misinformeret. I den forstand trumfer Google den kinesiske suverænitet, fordi de afslører sidstnævntes manipulation med informationerne.

Facebook er et andet eksempel. Som Facebook-bruger lever man de facto under Facebook-lov. Ved at acceptere deres Terms of Service bliver man effektivt underlagt deres regelsæt, der igen er afhængig af et amerikansk ditto. Så de mere end 900 millioner indbyggere i landet Facebook lever alle under en lov, der ikke er direkte bundet til et territorie. Det kan måske sammenlignes med middelalderens katolikker, der nok var spredt over det europæiske kontinent og havde lokale tilhørsforhold til de verdslige magter, men samtidig alle skulle stå til ansvar for kirkens og Guds lov.

Der opstår en ny geografi baseret på sociale netværker, hvor tilhørsforhold transcenderer landegrænser. Enorme firmaer, NGO’er, sociale platforme, lokale organisationer med internetadgang osv. bliver alle centre for nye digitale territorier. Tilhørsforholdene flytter med og det samme gør beslutningsprocesserne. Nationalstaterne forsvinder naturligvis ikke. Men de nationale regeringer skal oftere og oftere håndtere situationer, hvor jurisdiktioner overlapper, og forhandlingerne foregår ikke længere bare mellem stater – der skal mægles mellem flere nye aktører.

 

Statsræson og det mørke internet

Da de amerikanske ambassadører begyndte at lytte, begyndte Ben Scott at forklare dem, at internettet ikke var et farligt sted. Problemet lå i at få dem til at acceptere, at de var svækkede, men at det ikke nødvendigvis var en dårlig ting. Og det er en opgave, der er sværere end den lyder, for med nationalstatens suveræne regering gælder statsræsonens logik. Den centrale statslige magt har opfattet internettet som en risiko, der skal beregnes og håndteres effektivt. Nok har man anerkendt, at internettet afføder positive effekter, men det handler først og fremmest om at håndtere faren, så borgerne ikke udsættes for svindel, cyberkriminalitet, hacks og lignende.

Men innovationen på internettet er ikke et enten-eller, som statsræsonen effektivt kan evaluere og så vælge de tiltag, den finder positive og fravælge de negative. For på begge sider af spektret er de samme kræfter på spil. Det decentraliserede og distribuerede informationsnetværk er lige så ansvarligt for børneporno, identitetstyveri og cyberkrige, som de er for digitalt iværksætteri, græsrodsaktiviteter, vidensdeling osv.

Og det bliver værre endnu. For hvor meget den end ønsker det, vil den centrale magt aldrig længere kunne blokere effektivt. Det har vi allerede har set med Wikileaks, Anonymous’ brug af Tor-netværket, Twitter under det Arabiske Forår og i uendeligt mange andre eksempler.

Pointen hos Ben Scott og Bertrand de la Chapelle er, at når kampen for at konservere er håbløs, giver det bedre mening at gøre det modsatte. Regeringer skal fokusere mindre på beskyttelse og mere på bemyndigelse – mindre på kontrol og mere på at give plads til potentialet for positiv forandring.

Ben Scott mødte lederne af oprøret i Libyen efter konflikten var blusset ned. Én af deres første indsatser var at finde Gaddafis overvågningscentre, lagerhaller med flere millioner minutters optagede udlandsopkald. De lavede et indeks over indholdet og aflukkede straks derefter centrene for at signalere, at en ny æra er sat i gang.

Det er et godt eksempel, der viser den ændring, der er behov for. At der desværre cirkulerer rapporter om, at libyerne har genaktiveret overvågningssystemerne er forstemmende, men tager intet fra eksemplet og øger kun vægten af budskabet. Der er globalt set et behov for at skabe en ny lovgivningskultur, der aktivt forholder sig til de nye fordringer som internettets interaktionsformer stiller. Det betyder samtidig, at der skal dannes kultur for at acceptere tabet og fragmenteringen af magten. Beslutningerne kan simpelthen ikke længere effektivt centraliseres.

Det bringer os tilbage til embedsfolkene med mørke jakkesæt og røde slips, der sidder på Capitol Hill, på ambassaderne, i de danske ministerier, i Bruxelles og så videre. Fremover handler det om at overbevise dem om, at internettet ikke er et mørkt og farligt sted.

Ben Scotts keynote kan ses her.
Bertrand de la Chapelles tekst om multistakeholder governance er åbningsbidraget i Co:llaboratorys diskussionsbog om internet policy making.

LÆS OGSÅ: Bag Anonymous’ maske