UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Tillid: Danmarks usynlige råstof

Tillid: Danmarks usynlige råstof

Danmark er det land i verden, hvor indbyggerne har mest tillid til hinanden. Det kan de offentlige såvel som de private arbejdspladser udnytte langt mere aktivt. Professor ved Statskundskab Gert Tinggaard Svendsen, der er aktuel med den nye bog Tillid i serien Tænkepauser, fortæller hvorfor tillid er Danmarks usynlige råstof.


 

Udlændinge forbløffes ofte over, at man på køreture gennem det danske sommerlandskab støder på ubemandede boder med friske jordbær, sprøde asparges og en lille cigarkasse med byttepenge. Endnu mere forbløffende er det, at bodens ejer om aftenen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre steder i verden ville både jordbær, asparges og penge være væk.

Jeg bliver selv så glad, når vi om sommeren kommer forbi jordbærboden i Saksild på vej til vores sommerhus. Her står jordbærrene i bakker ved siden af en cigarkasse til penge. Det kan man virkelig kalde en tillidserklæring. Og det kan stort set kun lade sig gøre i Danmark – eller de skandinaviske lande. Danskerne er således verdensmestre i tillid, men hvordan kommer det egentlig til udtryk? Her er 5 eksempler.

 

Danskernes tillid

Et første eksempel kunne være den unge mor fra København, som i 1997 lod sin 14 måneder gamle datter sove i barnevogn uden for en café i New York. Moderen kunne her holde øje med pigen gennem vinduet, mens hun selv spiste frokost. Men nogen tilkaldte politiet, som straks fjernede barnet og arresterede moderen. Selvom hun indtrængende bad om at få sin datter at se, blev hun i stedet fængslet og lænket i en celle, mens hun hørte sin datter skrige. Moderen var ikke klar over, at det bliver betragtet som dybt uansvarligt i USA at efterlade sit barn på gaden i en barnevogn. I retten argumenterede hun for, at det i Danmark er en tradition at lade børnene sove ude, og at vi ikke frygter kidnapning.

Umiddelbart kan det virke tåbeligt og blåøjet med al den danske tillid. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det dog smart, at vi er så tillidsfulde, for social sammenhængskraft i et samfund kan være med til at give en god økonomi. Det store paradoks for økonomerne er netop, hvorfor vi i Skandinavien er så rige. Hvis vi ser på, hvad vi indtil nu har haft af uddannelse og ressourcer, så er det meget svært at forklare. Der må være noget mere. Og ’the missing link’ kunne være vores tillid. Hvis du kan lave tingene baseret på tillid, så sparer du en masse papirarbejde og kontrollanter. Det smører samfundets tandhjul.

På trods af, at den offentlige sektor er kolossal, skatterne skyhøje og de økonomiske tilskyndelser til at arbejde er svage, så hører vi alligevel til blandt verdens rigeste og lykkeligste lande. Hvorfor? Den høje sociale tillid kan måske være forklaringen på Danmarks rigdom og lykke. Det blev jeg opmærksom på som ph.d.-studerende i USA i 1990’erne under den verdenskendte økonom Mancur Olson. Olson blev berømt på sin teori fra 1965 (Logic of Collective Action) om problemerne ved at handle kollektivt og køre på frihjul. Gådens løsning ligger måske derfor et sted, hvor økonomer sjældent kigger. Ikke nede i jorden i form af råstoffer og heller ikke inde i hovedet på folk i form af uddannelse – men nærmere mellem mennesker i form af den tillid de har til hinanden. Tillid kan være Danmarks usynlige råstof.

Et andet eksempel i forhold til velfærdsstaten kunne være debatten om socialt bedrageri, skattesnyd og ’Dovne Robert’. Her får man let det indtryk, at Danmark er et land, hvor tilliden mellem mennesker er i krise. Tendensen til at være ’free-rider’ – at køre på frihjul – kan således gøre det svært at få folk til at arbejde og betale skat. For hvis folk kan nyde alle de sociale goder i Danmark uden at betale for dem, så er der en risiko for at det vil ske. Men intet er mere forkert. Danmark er det land i verden, hvor tilliden er størst.

Man kan således vende det om og sige, at når det kommer frem, at her er en, som ikke ønsker at arbejde og bidrage, som f.eks. ’Dovne Robert’, så kommer det frem i lyset, og folk diskuterer det. Det er da et sundhedstegn! Debatten om socialt bedrageri kommer jo, fordi det er et brud på normen. I Sydamerika ville man trække på skuldrene af folk, der bevidst snyder, fordi det er udbredt og almindeligt accepteret. Hvis den debat forstummer herhjemme, er der først noget alvorligt galt. Så vi skal først være bekymrede den dag, ’Dovne Robert’ ikke kan komme i tv. Vi hører ikke om alle de mennesker, der passer deres ting. Det er netop, fordi det er et brud på den sociale tillid til andre, at det er interessant.

I Danmark tager vi det for givet, at folk laver noget, når de er på arbejde. I mange andre lande er det sådan, at du laver det, du skal, og så venter du på en ny ordre. Og når vi har de her sager, som med Dovne Robert, så er det med til at understrege den tillid. Vi har tillid til, at man som ledig gør sit bedste for at få et job. I mange andre lande var den historie slet ikke blevet til noget.

Et tredje eksempel kunne være en dansker, der spytter sit tyggegummi ud på fortovet. Vedkommende handler rationelt ud fra en økonomisk logik, hvor det drejer sig om at maksimere sin egen nytte og spare besværet med at gå de ekstra skridt til affaldsspanden. Men den uskrevne tillidsnorm siger, at vi alligevel ikke bare spytter ud. Hvorfor? Jo, fordi fordelen ved, at tyggegummiet ryger i affaldskurven, er, at andre ikke træder i det, og at andre ikke skal rydde op. Den norm brydes her. Så kunne man begynde at lave nogle forfærdelige regler om, at det er forbudt at spytte sit tyggegummi ud på fortovet, og hvis man gør det, kommer politiet ligesom i Singapore. Kontrolsamfundet koster. Singapore bruger ressourcer på at kontrollere, der igen overvæltes på priserne. Og i og med at vi sparer den slags udgifter i Danmark, så burde vi alt andet lige kunne producere billigere end dem.

Et fjerde eksempel fra sportens verden viste forskellen mellem Danmark og lavtillidslandet Brasilien i efteråret 2012. Da FC Nordsjælland på hjemmebane spillede mod Shaktar Donetsk i fodboldens Champions League, scorede modstanderens brasilianske angriber (Luiz Adriano) efter en fair play-situation, hvor Donetsk burde have givet bolden til FC Nordsjælland. Her så vi netop bruddet på en uskreven regel, hvorfor det også er svært at straffe Luiz Adriano efterfølgende ud over gennem sociale sanktioner fra modspillerne og publikum. Den brasilianske angriber kørte altså på frihjul – på FC Nordsjællandspillernes tillid til at man overholder reglerne. Og hvis det gentager sig jævnligt, hver gang FC Nordsjælland spiller, så vil det ende det med, at de danske spillere ikke længere stoler på, at de andre respekterer reglerne, og så fungerer det ikke længere. Så skal man til at nedskrive regler og bruge ressourcer på at håndhæve dem. I lavtillidslande griner man ofte ad folk, der bliver snydt, fordi man anser dem for dumme, fordi de lader sig snyde. Her ser man det mere omvendt: De, der bliver snydt, er ofre, som skal hjælpes og beskyttes. Og der er en stærk social sanktion mod dem, der prøver at snyde.

Et femte eksempel kunne være tillid til ikke at blive overfaldet på gaden. For eksempel deltog jeg i 2005 i en konference i den sydafrikanske storby Durban. Jeg medbragte altså de danske 78 procent tillid i rygsækken til et land, som ligger på knap 12 procent. Men stemningen var anderledes og der var noget helt galt. Du ser med det samme de mange kontrolforanstaltninger, bevæbnede vagter overalt, og folk er på vagt overfor hinanden. Der stod bl.a. banditter uden for hotellet. Når folk forsøgte at bestille en taxa eller gå de få hundrede meter hen til konferencestedet, blev de brutalt overfaldet. Der udbrød simpelthen panik blandt deltagerne. Overfaldsmændene var bevæbnet med knive og opererede i par. Den ene satte sig på brystet af byttedyret med kniven for dets strube, mens den anden rodede lommerne igennem. Det foregik på en offentlig befærdet gade, men ingen tog notits af, at der lå en turist her med to mand over sig. Ingen gjorde noget. Det var en del af hverdagen i et samfund med lav social tillid og gav et klart billede på forskellen mellem Danmark, hvor ingen, som Poul Nyrup Rasmussen har sagt engang, har en kniv i hånden uden at have en gaffel i den anden, og et lavtillidsland, hvor man ikke kan have tillid til andre mennesker, og hvor dem med knive ikke har gafler.

 

Måling af social tillid

Hvordan måler vi forskelle i tillid mellem lande? Det vigtigste mål, social tillid, er således den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. I praksis spørger vi folk: ”Mener du, at man kan stole på de fleste andre mennesker? Ja eller nej?”

Det spørgsmål svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score hidtil for noget land i verden – hvorimod Brasilien ligger helt i bund med ca. 3 procent. Vi kan nok ikke slå brasilianerne i fodbold, men i tillid går det langt bedre.

Tillid er egentlig et udtryk for risikoen for at blive snydt. Hvis der er lille risiko for at blive snydt, er det nemmere at samarbejde. Nøgleordet i tillid er således en forventning om, at en anden person følger nogle spilleregler på det pågældende område. Det vil sige, at hvis vi laver en handel, og du sælger noget til mig, lover jeg at sende dig pengene. Den forventning om, at jeg sender pengene, er en samarbejdsform. Vi stoler på, at en aftale er en aftale, uden at vi skal involvere advokater, dokumenter eller hyre tæskehold.

 

Tillidsreform

Så når vi kobler økonomi på det at samarbejde uden at skrive tingene ned, kan vi spare mange ressourcer. Flere politikere har netop talt om en tillidsreform, der skal afskaffe kontrol i den offentlige sektor og give tillid til den enkelte medarbejder. Det er der perspektiv i, fordi det netop kan betale sig at uddelegere arbejde i Danmark. Måske er der en enkelt ansat, der snyder, men alle de andre, der ikke gør det, mere end opvejer det. Og så giver det innovation. Når der er tillid, så flyder informationen lettere. Du kan sige nogle ting til dine overordnede, uden at du bliver fyret. Og det betyder, at mange gode ideer i Danmark kommer nedefra og op.

Unødig kontrol er formentlig den største trussel og i forhold til bevarelse og udvinding af “det danske guld”. Der er jo ingen grund til at have tillid, hvis alting alligevel bliver kontrolleret, og folk bliver behandlede, som om man ikke kan stole på dem. For selvom øget kontrol på papiret kan se ud som en kvalitetssikring af den offentlige sektor og politikernes arbejde, kan det i sidste ende koste dyrt. Ikke alene i form af de ressourcer, myndighederne kaster efter unødige kontrolforanstaltninger, men også i forhold til den langsomme nedskrivning af danskernes unikke tillidsressource, som kontrollen sandsynligvis vil forårsage.

Det er absurd at kontrollere verdens mest tillidsfulde befolkning på den måde. Man bør nøjes med at kontrollere, hvor det kan betale sig – såsom sort arbejde, socialt bedrageri, i trafikken og lignende. Ellers er kontrol som oftest dyrere end det, man sparer ved at stole på folk.

Vi skal derfor passe på, det ikke kammer over. Risikoen er, at folk begynder at spekulere i, hvordan de kan undgå at lave mere end højst nødvendigt. Det påvirker trivslen på en arbejdsplads, hvis man bliver kigget over skulderen hele tiden. Hvis vi går for langt i den retning, kommer man til at bruge en masse tid på at udfylde formularer – tid man kunne bruge på at udføre sit arbejde, og det taber vi penge på som samfund.

 

Bundlinjen og det danske guld

Udnyttes tillidsressourcen aktivt, vil det derimod kunne ses på bundlinjen i såvel offentlige som private virksomheder og til syvende og sidst øge den økonomiske vækst i et land. 100 procent kontrol betyder 0 procent tillid. Derfor kan man meget vel risikere at bortødsle det danske guld, hvis der kommer for megen topstyring. Unødig kontrol er tillids værste fjende.

Det høje tillidsniveau i Danmark betyder derfor, at en ledelse generelt kan stole på sine medarbejdere. Derfor tager vi det for givet, at folk laver noget, når de er på arbejde. Når de er færdige med det, de har fået at vide, at de skal lave, så går de videre med noget andet nyttigt. I mange andre lande er det sådan, at du laver det, du skal, og så venter du på en ny ordre. Det er det danske guld, at vi kan gøre den slags baseret på tillid.

Der er altså mulige gevinster at hente i at vise de ansatte tillid. Den tid, som spares ved, at færre formularer skal udfyldes, kunne for eksempel overføres til mere kvalitet i arbejdet med borgerne. Desuden er det langt sjovere at gå på arbejde, og man yder mere, hvis man bliver vist tillid. Derfor sker også en bevægelse væk fra den stramme, økonomi-baserede New Public Management til den store interesse for tillidsbaseret ledelse. En tendens som er stigende.

Jeg har talt med en række succesfulde, danske direktører, og de siger, at tillid giver dem en stor konkurrencefordel i udlandet. For nogle år siden sad jeg ved siden af en direktør i et dansk verdensfirma efter et foredrag om tillid. Han sagde: “Det, du talte om der, det var præcis min virksomhed. Det var sådan, vi slog amerikanerne”. De sad nogle få mennesker i København og styrede hele den store virksomhed, mens alt ansvar var uddelegeret til regionale ledere, som de stolede på. Og når de i øvrigt lavede aftaler med underleverandører om en levering i næste uge, så regnede de også med den. De vidste godt, at de blev snydt hist og her og tabte lidt engang imellem, men omkostningerne til øget kontrol ville være langt større. Alle de sparede kontrol- og advokatudgifter gjorde, at de var billigst i konkurrencen.

Danmark er stadig verdensmester i tillid. Men vi risikerer at sætte placeringen over styr med den stigende kontrol i samfundet. Lenin sagde, at ’tillid er godt, men kontrol er bedre’. Jeg har omskrevet det til ’kontrol er godt, men tillid er billigere’. Vi taler om tillid som en måske afgørende konkurrencefordel i det nye årtusinde.

 

Gert Tinggaard Svendsen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Gert Tinggaard Svendsen er aktuel med bogen Tillid på Aarhus Universitetsforlag samt bogen Mancur Olson på djøf forlag.