UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

”Uden generøsitet bliver vi aldrig bæredygtige”

Den græske filosof Aristoteles. Aristoteles’ begreb phronesis betyder en sans for at gøre værdier virkelige og praktiske. Ole Fogh Kirkeby mener, at vi må forfine denne sans hvis vi skal blive et socialt og økologisk bæredygtigt samfund.

Den græske filosof Aristoteles. Aristoteles’ begreb phronesis betyder en sans for at gøre værdier virkelige og praktiske. Ole Fogh Kirkeby mener, at vi må forfine denne sans hvis vi skal blive et socialt og økologisk bæredygtigt samfund.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.

Ole Fogh Kirkeby, professor i ledelsesfilosofi, fortæller i dette interview hvorfor generøsitet og sansen for at gøre værdier virkelige er altafgørende for, om vi kan omstille os til et bæredygtigt samfund. Men omstilling må ske i en humanistisk ånd, hvor menneskets relationer til hinanden er forudsætningen for vores forhold til naturen.


 

”Det underholder, men det er ikke dannelseslitteratur som for eksempel Montesquieus Persiske breve”.

Professor i filosofi og ledelse på Copenhagen Business School, Ole Fogh Kirkeby peger på en bog, han har liggende på sit kontor af den populære amerikanske forfatterinde Siri Hustvedt. ”Der er nok ikke noget menneske der vil blive mere indsigtsfuld eller handlingsorienteret af den. Men hun skal ikke fungere som prygelknabe. Det gælder for meget kunst i dag.”

Generelt savner Kirkeby i dag en oplysningslitteratur, eller i det hele taget en kunst der er erkendelsesgivende: ”Det meste kunst i dag er, hvad man kunne kalde reporter eller hofnar”. Kirkeby mener, at idet kunsten ikke længere handler om teknisk mesterskab er den i dag mest til stede i økonomien, ført ind i vareformen ad konceptkunstens banaliserende veje. Vi mangler den sanselige dimension ved kunsten, der er med til at skabe etisk opmærksomhed på os selv og naturen. Kunsten er noget, der har optaget Ole Fogh Kirkeby hele sit liv, både som den tematiseres i filosofien, men også som udøvende skønlitterær forfatter og violinist.

Men jeg er her i dag for at tale om bæredygtighed med ham. Ole Fogh Kirkeby beskæftiger sig sjældent direkte med det bæredygtige i sine bøger, men alligevel er bæredygtighed altid indirekte til stede, når han taler om værdier, etik eller begivenhedsfilosofi. For samfundet i dag er ikke gødet for den generøsitet, som ifølge Kirkeby, er hele forudsætningen for, at vi kan leve bæredygtigt – i økonomisk, social og økologisk forstand. Så at tale om det bæredygtige bliver for Ole Fogh Kirkeby at tale om det generøse menneske, om det ”Gode” og om at gøre værdier virkelige. For ellers bliver vi aldrig bæredygtige. Således er det bæredygtige ikke afgrænset til at være et anliggende for den politisk-administrative forvaltning eller naturvidenskaben. Vi må gøre værdier levende for at overkomme de barrierer, der står i vejen for en bæredygtighed.

 

Politisk økonomi og retsfilosofi

Dybest set står der ifølge Fogh Kirkeby to forhold i vejen når det kommer til bæredygtighed: et politisk-økonomisk forhold og et retsfilosofisk forhold: “Den politisk-økonomiske problematik finder vi stærkt repræsenteret i det klassiske skel mellem i-lande og u-lande. Hvis u-landene skal have ret til at komme op på et anstændigt civilisatorisk niveau ville det simpelthen kræve et par ekstra planeter. Ellers skulle man ty til alternativ energi – hvilket er vanvittigt dyrt – eller simpelthen presse dem tilbage til deres tidligere kulturelle livsformer.”

Ole Fogh Kirkeby overvejer om det ville være muligt at kunne gøre u-landene stolte af deres oprindelige traditioner, men mener, at de nu har fået øje for fjernsyn, coca-cola og kalasjnikover, og tilføjer: “Vi kan ikke komme og sige at de ikke har ret til dette.” Men hvis bæredygtig udvikling ikke kan nås via teknologiske fix, mener han ikke det er utænkeligt, at der vil opstå et internationalt politi, der forhindrer disse samfund i at nå højere udviklingsstadie.

Med det andet aspekt – det retsfilosofiske – tænker Ole Fogh Kirkeby på dyr og naturens rettigheder:

”Magt er ikke ret. Jeg mener ikke at vi har lov til at slagte dyr. Den antagelse der er blevet brugt siden Aristoteles at dyr, hverken kan tænke eller har et sprog holder ikke rigtigt længere. Og specielt Descartes vivisektioner, der mente at påvise, at dyr var en slags maskiner må vi nok forlade i dag. Jeg har hørt om nogle nylige studier, der viser at både spurve og elefanter begraver deres slægtninge. På den måde går jeg ind for at vi skulle give rettigheder til alle organiske substanser. Jeg kunne godt være en ”tree-hugger” hvis ikke det var så besværligt”.

 

En ny uforudsigeligehed

At mennesket påvirker jordkloden i så høj grad, at vi nu begynder at tale om Antropocæn, menneskets geologiske tidsalder, og at vi med filosoffen Peter Sloterdijks ord er blevet ”atmosfæredesignere”, betyder, at der opstår en ny form for uforudsigelighed med nye konsekvenser – ikke bare for atmosfæren, men også for det sociale og økonomiske: ”Vi ved alle sammen, at isen smelter på Arktis, men nu læste jeg for nylig at der er begyndt at opstå isdannelser på Antarktis! Det har vi aldrig set. Og hvad skal vi ligge i dette? Er det udtryk for et tipping point, at en ny istid måske er den snarlige konsekvens af den globale opvarmnings påvirkning af vejrsystemerne?”

Ifølge Kirkeby betyder det også at der kan opstå uventede katastrofer, som kan føre til splittelse af det kontraktuelle samfund som vi kender det, med anarki eller tyranni til følge: ”Klimakrisen er blevet identificeret af Pentagon som en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer i vor tid”.

Uforudsigeligheden påvirker selvfølgelig også økonomien, men kan på en underlig måde være incitament for virksomheder til at handle i et forsøg på at styre de uforudsigelige aspekter ved den omkringliggende natur og vejrsystemer: ”Virksomheder er jo vildt optagede af de parametre der styrer planlægning. Derfor er de selvfølgelig optagede af at begrænse uforudsigelighederne i den omkringliggende natur og vejrsystemer. Men det er jo også blevet et brand, at man skal være bæredygtige – eller i hvert fald nu ”resiliente”.

Resiliens er et begreb der er migreret fra psykologien over til klimatologien og har i mange sammenhænge afløst begrebet bæredygtighed, idet det henviser til at det nu indenfor økonomi og byudvikling handler om at opnå en robusthed og modstandskraft overfor uforudsete menneskeskabte ustadigheder i den omkringliggende natur. Kirkeby er dog en smule mistroisk: “Dette nye begreb resiliens er måske bare en smart måde at indføre håbløshed på så den ikke fremstår helt så håbløs”.

 

Den bæredygtige omstilling

For at blive et mere bæredygtigt samfund, kræver det en mental omstilling: ”Omstillingen skal ske tidligt – i skolen – men kan ikke ske uden holdningsændringer hos dem der underviser og styrer skolen. Børn ville sikkert instinktivt tænke økologisk, hvis de tænkte from scratch.”

Talen falder nu på Serge Latouches bog Fornuftig modvækst, som efter Ole Fogh Kirkebys mening er et fremragende eksempel på, hvordan man kan skabe et samfund der placerer sig i en balance mellem humanisme og en biocentrisme, “biocentrisme” her forstået som en samfundsform der sætter naturen over mennesket: ”Man kunne forestille sig en decentraliseret utopi for Danmark, hvor virksomheder ligger i udkanten eller provinsen, men baseret på helt andre principper om lokaldemokrati, lokal vegetabilsk og vegetarisk produktion. Man skulle i samme selvforsynende ånd have lokale universiteter og læreanstalter”

Der er dog den fælde der hedder økologiske ideologier: “Den grønne omstilling skal ske i en liberalistisk-demokratisk ånd. For at undgå ideologier kan man tænke sig et kommunikativt greb i stil med den apofatiske eller negative teologi. Den ville i stedet for at sige hvad Gud var, sige, hvad han IKKE var. En ideologi fortæller os jo netop, hvad vi skal gøre.”

Ifølge Kirkeby opstillede fx marxismen og nazismen værdisæt, der ikke krævede den store selvrefleksion, eller besynderligt nok ikke særlig meget selvdisciplin – man kunne bare følge med.

“Så på en måde, skal en økologisk etico-politik fortælle os, hvad der er vigtigt ikke at gøre – men samtidig lave et slags billede af en positiv aktivitet.” Her insisterer Kirkeby på vigtigheden af at vi ikke skal lave skræmmebilleder, og derfor til en vis grad følge en pragmatisk logik.

 

Generøsitet og viljen til at give afkald

For at adressere disse udpegede problemstillinger må vi genopfinde det generøse menneske, dét menneske der er villig til at gøre afkald. Ellers bliver vi ifølge Ole Fogh Kirkeby aldrig bæredygtige: ”UNESCO lavede for nogle år siden en undersøgelse der spurgte til, hvilket ord unge mennesker bedst mente der samlet dækkede over deres idealer. Jeg har i så mange forsamlinger spurgt folk hvad de ville gætte på det var for et ord, men alle rammer ved siden af. Ordet er generøsitet. Det betyder ædelbyrdig, men etymologisk har ordet rødder i det latinske ”gen-” som vi også kender i ”gener” og ”genealogi” – og pudsigt nok er det også på latin synonym for natur.”

Men generøsitet bliver et krav til den enkelte. I sidste instans vil det indebære, at det enkelte menneske er tvunget til at tage stilling. Ole Fogh Kirkeby mener ikke, at det at overholde lovens ord betyder at gøre det Gode. Generøsitet transcenderer netop loven. Det er der hvor retfærdighed følger lovens ånd og er blevet refleksiv. Som han skriver i sin bog fra 2011, ”Om velfærd”, fordrer retfærdighed viden om menneskene og livet samt suspension af forhastet dømmetrang. Det Gode sætter enhver doktrin om den oplyste egeninteresse og utilitarisme ud af spil. Ifølge Kirkeby, er det desværre sidstnævnte etik der praktiseres under dagens neoliberale dagsorden. Som han selv siger, er vi blevet hyperpragmatiske og handler hele tiden med spørgsmålet i baghovedet: “what’s in it for me?”. Man er ikke god fordi man hjælper en gammel dame over vejen eller undlader at snyde i skat. Generøsitetens princip må her ikke kun bestemmes som det der er livsnødvendigt for den anden, men som det der er ham kærkomment: ”I sidste instans bliver bæredygtighed et spørgsmål om afkald, fordi vi er så mange mennesker og naturens ressourcer er så få – også selvom vi opbygger alternativ energi. Der vil komme mindre og mindre land pga. oversvømmelse og tørke. Derfor ser vi også at vinbønder i Provence er begyndt at opkøbe jord oppe i bjergene.”

Når et afkald udspringer af tilbøjelighed kaldes det godhed. Bæredygtig velfærd kan derfor i dag kun skabes ud fra den enkeltes velvilje til det Gode.

Men Kirkeby mener at man sagtens kunne forestille sig en grøn hyperkapitalisme med endnu mere ulighed og ufrihed. Vi må sørge for at have alle med og på den måde gå den grønne omstilling i møde med en grundtone af humanisme. “Fællesskabsfølelsen har trange kår i dag, hvor selv mennesker der lever på grænsen til det subsistensløse drømmer om at overkomme deres nødstedthed i en individualistisk form. Eksempelvis når unge i Brasiliens slumkvarterer kun drømmer om at blive elitefodboldspillere”.

 

At gøre værdier levende

Vi må gøre værdier levende. Værdier er sociale relationer og ikke idéer eller mentale ting. Deraf Ole Fogh Kirkebys interesse for det græske begreb ”phronesis”. Denne type praktiske fornuft kalder Ole Fogh også en ”begivenhedssans” der kræver psykologisk talent, situationsfornemmelse, retorisk kapacitet og omsorg. Phronesis er altså ikke i sig selv en værdi, men en praktisk fornuft der kan virkeliggøre værdier.

At gentænke forudsætningerne for at gøre værdier virkelige har været et af omdrejningspunkterne i Kirkebys virke som professor på CBS i ledelsesfilosofi. Derfor har han blandt udviklet en revisitering af den klassiske græske samtalekunst ”protreptik”, som i sin tid var et redskab for ledere til at vurdere sig selv og skabe overensstemmelse mellem værdigrundlag og praksis. Mange af nutidens ledere har i dag taget denne ledelsesfilosofi til sig, og den kan snildt vise en vej for virksomhedsledere til at tage bæredygtige beslutninger i fremtiden, ved at insistere på bæredygtighed som produktionens værdigrundlag. Ifølge Kirkeby, har filosofien – udover at være ontologi og erkendelsesteori – være dybt involveret i praktiske spørgsmål som for eksempel etiske og politiske spørgsmål. Derfor kan filosofien også have en rolle i dag: ”Filosofien kan godt lære virksomhedslederen hvad han skal se efter. For det handler altid om at vide hvad man skal se efter og forblive i en konstant spørgende position: hvor er produkterne produceret henne? Hvilken virkning vil de have? Men også spørge: hvilke sociale relationer de vil producere og reproducere? Det er nok dette blik, der er det allervigtigste.”

For som han siger: “Mennesker er vigtigere end naturen og vores relationer til hinanden er forudsætningen for vores forhold til naturen.”

Ole Fogh Kirkeby er engageret som bestyrelsesmedlem i et nyt stort center for bæredygtighed og resiliens – Choraconnection. Her bliver der også brug for en filosofisk og protreptisk praksis: ”Centerets kerneaktiviteter bliver nok at formidle. At finde måder på at gøre – det, man i mangel på bedre kunne kalde – hr. og fru Jensen opmærksom på, at de med klimaforandringernes ankomst lever på en håndgranat. Formålet er derfor kommunikationsteoretisk og retorisk – derfor netop protreptisk.”

Der er således en klar humanistisk og filosofisk funktion med centret: “Det handler om at få mennesker til at forstå de værdier, der gør, at de ikke tager det højtideligt, sløser med deres personlige værdier eller simpelthen mangler værdier i forhold til det bæredygtige.”

Ole Fogh Kirkeby er dr.phil. og professor i ledelsesfilosofi på CBS, samt forfatter til en lang række bøger, herunder trilogien “Eventum tantum”, “Selvet sker”, “Skønheden sker”, samt for nylig “Om Velfærd”.