UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

UHØRT #2: Den dødelige gud – Thomas Hobbes læser Trump

uhort_faerdig-trukket

Illustration: Naima Callenberg.

Idéhistorikeren Mathias Hein Jessen har læst Donald Trump med den politiske tænker Thomas Hobbes til Baggrunds bog “UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Mathias Hein Jessens kapitel og et interview med ham i det andet afsnit af UHØRT-podcasten.


Thomas Hobbes (1588-1679) er en af de mest berømte tænkere i den vestlige politiske idéhistorie. I Leviathan fra 1651 fremlagde Hobbes en stærk absolutistisk doktrin, hvor alt i staten skulle være underlagt suverænens magt, for at staten ikke skulle blive svag og bryde sammen. Hobbes forestillede sig tiden før statens indstiftelse som en naturtilstand, hvor alle mennesker konstant bekrigede hinanden, og som derfor var præget af utryghed og usikkerhed. Den eneste garant mod dette var indstiftelsen af den suveræne stat og for ethvert individ at afgive den absolutte frihed, de nød i naturtilstanden for at indgå i staten, der med sin absolutte suveræne magt over alle aspekter af livet kunne garantere fred, sikkerhed og velstand.

For Donald Trump er vejen til at genetablere USA’s storhed afhængigt af en øget kontrol ved grænserne og med bevægelserne ind og ud af landet. På den måde bringer Trump den suveræne stat tilbage i centrum af den politiske analyse.

Thomas Hobbes er statens og suverænitetens tænker. Han karakteriserede berømt naturtilstanden før statens indstiftelse som ”alles krig mod alle”, hvor menneskets liv var ”ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort.” Denne tilstand kunne kun afsluttes og holdes i skak ved indstiftelsen af staten, som Hobbes beskriver som ”den store Leviathan, […] denne Dødelige Gud, hvem vi under den Udødelige Gud skylder vor fred og vort forsvar”. For Hobbes var mennesker egeninteresserede, frygtsomme og grådige, og uden en stærk og altdominerende statsmagt ville forholdet mellem mennesker ende i det rene anarki, i en usikker naturtilstand. Hobbes ville for alt i verden undgå en sådan situation, og for ham kunne kun en stærk, forenet og absolut statsmagt med autoritet over alle aspekter af det sociale liv garantere dette.

Hobbes er territorialstatens tænker. En tænker, der er central for etableringen af den suveræne, territoriale stat som den mest centrale politiske aktør i det 17. århundrede. Hobbes skrev i en periode præget af krig og usikkerhed, hvor Den Engelske Borgerkrig samt den europæiske Trediveårskrigs – fra 1618 til 1648 – religiøse stridigheder havde resulteret i voldsomme ødelæggelser, og hvor svaret blev mange af de suverænitetsprincipper, vi kender i dag. Enhver stat var ideelt set suveræn inden for sit eget territorium, hvilket betød, at ingen andre måtte blande sig i dens interne anliggender. I denne situation var netop grænsedragningen mellem stater central.

Donald Trump sætter for alvor fokus på staten som en territorial enhed. Trumps program handler om at gøre ’America great again’, og USAs nuværende svaghed karakteriserer han som et resultat af åbne grænser, der har ladet arbejdspladser og kapital strømme ud og indvandrere vælte ind. Særligt mexicanske og illegale. Den mur, Trump vil opføre på grænsen mellem USA og Mexico, er netop udtryk for denne territorialstatslogik, hvor staten beskyttes ved at holde øje med, have styr på og holde kontrol med dens grænser. En suveræn stat må i Hobbes’ og Trumps forståelse selv suverænt kunne bestemme, hvem og hvad den lukker ind og ud.

Årtiers løs grænsepolitik samt multilaterale handelsaftaler har ifølge Trump gjort Amerika svagt, og det er med Trumps hjælp, at grænserne igen kan oprettes og opretholdes. På mange måder kan man argumentere for, at grænseprojektet, territorialstatsprojektet er det centrale omdrejningspunkt i Trumps politik. Hvis man kan styre grænserne, kan man gøre USA ’great again’.

Trumps politik er, i hans egen optik, et opgør med den eksisterende politiske konsensus, og han iscenesætter sig selv som en ’anti-establishment’ præsident, særligt ved at kritisere de liberale handelspolitikker og handelsaftaler. Trump repræsenterer dermed et retur til statens suverænitet i en globaliseret verden med åbne grænser og flydende bevægelighed.

Den samme suverænstatslogik gør sig gældende i forhold til Trumps indrejseforbud, der skulle hindre indvandring fra en række navngivne, muslimske lande, men som i første omgang blev stoppet af domstolene for at være forfatningsstridigt. Igen ser vi her ønsket om, at staten suverænt skal kunne beskytte sine grænser og selv suverænt bestemme hvem og hvad, der rejser ind. Trump var efterfølgende særdeles kritisk overfor, at domstolene hindrede et sådant forbud, og tordnede mod dem for at sætte landets sikkerhed på spil. For Trump – som for Hobbes – må staten være suveræn og selv bestemme over sine grænser. Der er ingen magtens tredeling i udøvende, lovgivende og dømmende hos Hobbes, og dette er også et princip – et ellers hævdvundet princip i den liberale retsstat – som Trump her kritiserer, netop fordi det hindrer statens ret og mulighed til at gøre, hvad den vil. For Trump og Hobbes må staten være suveræn og almægtig, ellers risikerer vi at ende i anarki og krig.

Hobbes forestillede sig berømt staten, eller Leviathan, som ”et Kunstigt Menneske”, som en kæmpe krop, hvori alle statens enkeltindivider var inkorporeret i én krop, ét politisk legeme. Som nævnt forestillede Hobbes sig naturtilstanden før statens indstiftelse som en krigstilstand, og i denne naturtilstand havde alle mennesker en naturlig ret til at bruge deres naturlige frihed til at gøre, hvad de ville. Men det var netop denne ubetingede frihed, der for Hobbes førte til en tilstand af usikkerhed og frygt, fordi der ikke var nogen fælles magt til at holde de individuelle friheder i skak. Alle mennesker kunne derfor ud fra deres fornuft indse det fornuftige i at afgive en del af denne absolutte, naturlige frihed for i stedet at leve under statens og lovens beskyttelse, hvilket sikrede deres liv og ejendom. Men dette betyder også, at mennesker, når de indgår i staten og det politiske fællesskab, afgiver deres naturlige frihed til at bestemme over deres eget liv og overdrager det til en anden, til staten og suverænen, at bestemme, hvad der er mest fornuftigt og hensigtsmæssigt.

Statens indstiftelse finder sted ved, at alle menneskene indgår en kontrakt med hinanden, hvor hver enkelt overdrager deres ret til en mand eller en forsamling, og dermed, at alle ”Bemyndiger alle hans Handlinger.” Skabelsen af staten sker altså ved, at alle mennesker overdrager ”al deres magt og styrke til en enkelt Mand eller en Forsamling af Mænd, der kan reducere alle folks viljer, […] til én Vilje.” Dermed skal hver og én vedgå, at de er ophavsmænd til ”hvad det end måtte være” denne person ”udfører som Handling eller foranlediger bliver udført som Handling i sager, der vedrører den Fælles Fred og Sikkerhed.”

Staten er dermed én krop, og grunden til, at staten må være absolut suveræn, er, at den for alt i verden må undgå splid og strid, for det vil føre til dens opløsning og undergang. Alle viljer må reduceres til én, sådan så uenighed og konflikt reduceres. Igen kan vi se Trumps forsøg på at forhindre al dissens og modstand som et udtryk for denne statens, denne enhedens og udelelighedens princip. Trump vil ikke kritiseres, hvilket måske er et udtryk for hans personlige forfængelighed – som uden tvivl spiller en  rolle -, men det passer også perfekt med hans syn på, at staten skal være én homogen, harmonisk og stærk enhed. Trump og hans medarbejdere kritiserer konstant pressen for ikke at være fair i sin kritik og for at forsøge at underminere hans position og gøre ham til grin. Pressen forsøger ifølge Trump at skabe splid, og derved underminerer de Trumps og også statens styrke og er dermed medvirkende til at gøre USA svagt. Idealet er en presse og en befolkning, der støtter 100% op om præsidenten i alt, hvad han gør – alt andet resulterer i anarki. Derfor er det også legitimt for ham – i statens, suverænitetens og sikkerhedens navn – at udelukke visse medier fra Det Hvide Hus, netop fordi det gælder statens sikkerhed, enhed, udelelighed og dermed, statens magt, sikkerhed og styrke.

Det samme gør sig gældende i Trumps forhold til de protester, der er rettet mod ham siden hans indsættelse, med The Womens’ March og de mange protester under sloganet og hashtagget ’not my president’. Igen anklager Trump dem for at skabe splid og protest og ikke lade sårene og kløfterne hele for i stedet som et samlet land at gå udfordringerne i møde. I stedet skulle den amerikanske befolkning respektere beslutningen og det faktum, at det nu er Trump, der er præsidenten og suverænen, og dermed lade ham gøre alt det, de ifølge valghandlingen og resultatet har indvilliget i og accepteret, at han gør. Eftersom han er præsident, har han autoriteten fra alle, fra hele landet, til at bestemme, hvad han synes, er det rette for at sikre statens sikkerhed, velfærd og velstand.

Et af de steder, hvor Hobbes så en virkelig naturtilstand udspille sig, var i forholdet mellem suveræne stater: ”i en tilstand og med en holdning som Gladiatorer; med deres våben peger de på deres nabo og fikserer med blikket hans øje, dvs. i form af Forsvarsværker, Garnisoner og Kanoner opstillet ved Grænserne til deres Kongerige.” En sådan såkaldt ’realistisk’ udenrigspolitik har på mange måder længe været dominerende i amerikansk udenrigspolitik. Men med sit fokus på øget isolationisme og ’America first’, og på at USA ikke længere skal være jordklodens politimand, har Trump radikaliseret denne position. USA må fokusere på sig selv først og fremmest, og hvis USA skal hjælpe andre lande, må de også bidrage til at hjælpe USA militært. Det er ’America first’, den suveræne stat først, og kun sekundært alliancer og samarbejde.

Trump udtrykker mange af de samme principper, som den højrepopulistiske bølge, der i de seneste mange år er brudt igennem og som, udover Trumps valgsejr, gav sig tydeligst til kende i Brexit, men som er repræsenteret mange steder i Europa, i Danmark særligt med Dansk Folkeparti. Ligesom andre højrepopulister er Trump fokuseret på statens suverænitet og på opretholdelsen af dens grænser. En suverænitet, som de mener, er blevet svækket med globaliseringen, multikulturalismen, indvandringen og i Europa særligt gennem eller med EU. Generelt taler Trump og højrepopulisterne til dem, der ikke føler, de har fået opfyldt globaliseringens løfter og hvad de opfatter som den liberale elites politik og handelsaftaler. På den måde er den nye højrepopulistiske politik en retur til gamle principper: den suveræne stats principper. Kun ved at vende tilbage til en stærk og suveræn stat, ledet af en stærk suveræn, kan man genoprette tidligere tiders (idealiserede) storhed.

Det er kun staten, kun suverænen, kun Trump, der kan sikre mod anarki, uorden og en tilbagevenden til en naturtilstand præget af alles krig mod alle. Det er kun Trump, der kan opretholde grænser og orden og dermed sikre Amerikas storhed. For at dette kan lykkes, skal alt – som hos Hobbes og hos Trump – være underlagt statens magt. Det er staten, der skal bestemme alt, og alt skal gøres for statens skyld og for velstand: Staten  skal bestemme, hvem der rejser ind , og hvem der rejser ud, og dermed skal også de økonomiske bevægelser være under suverænens kontrol. Alt i staten skal gøres for at sikre statens styrke – og al dissens og modstand skal stoppes, fordi det fører til splid og tvister og dermed til en svækkelse af staten og ultimativt dens undergang.

Særligt siden murens fald, kapitalismens sejrsgang over kloden og det liberale, repræsentative demokrati som den eneste mulige legitime styreform er verden gået i en retning af mindre stat og mere magt til transnationale enheder som FN, EU, WTO, IMF, Verdensbanken, og multinationale selskaber. Mange har ikke oplevet, at det skulle have været fulgt af øget velstand, fred og sikkerhed. Og dem repræsenterer Trump og de andre højrepopulister. For mange mennesker er staten stadig den mest centrale politiske enhed, og mange ser indvandring og globalisering som skadelige, noget som må stoppes ved at vende tilbage til den suveræne stat og dens grænser.

Trump som USA’s præsident vidner om, at staten som den vigtigste politiske enhed ikke er forsvundet – men at dens centralitet for alvor er kommet tilbage på den politiske dagsorden.

“Den dødelige gud – Thomas Hobbes læser Trump” er skrevet af Mathias Hein Jessen til bogen ”UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Tekst: Mathias Hein Jessen. Tilrettelæggelse, klipning og interview: Kasper Mikael Jacek. Oplæsning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illustration: Naima Callenberg.