UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

UHØRT #4: Løgnens mester – Hannah Arendt læser Trump

hannah-arendt-og-trump

Illustration: Naima Callenberg.

Idéhistorikeren Frank Beck Lassen har læst Donald Trump med den politiske tænker Hannah Arendt til Baggrunds bog “UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Frank Beck Lassens kapitel og et interview med ham i det fjerde afsnit af UHØRT-podcasten. 


Filosoffen Hannah Arendt (1906-1975) måtte som tysk jøde flygte fra Tyskland i 1933. Oplevelsen ændrede hendes liv for altid og satte samtidig hendes tænkning på en særlig kurs. Lige fra gennembruddet i 1951 med Totalitarismens oprindelse, over Menneskets vilkår fra 1958 til Eichmann i Jerusalem i 1963 var Arendt dybt optaget af den systematisk forvrængende løgn, der ikke alene kræver, at der lyves for nogle udvalgte, men at løgneren selv tror på sine løgne. I 1951 handlede det om politiske ideologiers virkelighedsforvrængende effekter, mens det i 1963 handlede om nazisten Eichmann, der ikke længere selv var i stand til at kende forskel på ansvarlighed og ansvarsfraskrivelse. I 1967 samlede hun i et essay i tidsskriftet The New Yorker op på den europæiske katastrofe, men pegede også inspireret i retning af fremtiden for amerikansk politik.

Løgnen er en af de mest befriende, politiske handlinger man kan foretage. Det er samtidig en af de mest hasarderede. Da den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt i 1967 satte sig for at overveje hvad løgnens rolle var i politik videregav hun en middelalderlig fortælling om løgn. Den minder om den bedre kendte fabel af Æsop, ”Drengen og ulven”, men er en tak mere dyster og foruroligende:

“Dag og nat stod der en vagtpost i byens vagttårn for at advare mod fjendens komme. Vagten havde for vane at klovne og lave sjov med andre, så en aften ringede han med alarmklokken, bare for at skræmme folk lidt. Hans succes var overvældende. Alle løb op på murene – og den sidste der løb med var vagten selv.”

Fortællingen indkapsler, hvad Arendt frygtede, når det gælder løgne i politik: at de bliver så omfattende, at de udvikler sig til selvbedrag. Jeg tror også, den udtrykker, hvad vi bør frygte i forbindelse med Donald Trumps kommende år som præsident. Enkeltstående løgne lader sig nok gennemskue og gendrive, men den langsomme forvitrende effekt af hele tiden at blive stresset i sit forhold til sandt og falsk er af en anden karakter. Spørgsmålet bliver derfor: Hvad sker der, når løgne ikke længere udgør huller i sandhedens stof, men bliver selve det netværk, den politiske virkelighed er bygget op af?

Donald Trump lyver. Det overrasker ikke længere nogen. Der er heller ikke udsigt til, at han holder op. Han praler, fornærmer politiske modstandere, kommer med fordomsfulde beskrivelser af kvinder og minoriteter, benægter åbenlyse tilstande og anklager medier for at være gennemført løgnagtige. Trumps succes med løgne i politik er uhørt, og han ved det selv. Som han påpegede tidligt i sin kampagne for at blive præsident, så kunne han gå ud på 5th Avenue og skyde nogen – ”og jeg ville ikke tabe stemmer”. Det er som om, Trump er løgnens mester, der uden de sædvanlige konsekvenser forskyder grænserne for, hvad det er normalt at sige og tænke. Når Trump er på Twitter, destabiliserer han vores faktakompas med den ene sindsoprivende, forrykte nyhed efter den anden.

Det nytter bare ikke at blive stående i forfærdelse. Vi bliver nødt til at se realistisk på politik. Også når det drejer sig om løgn. Vi tænker spontant usympatisk om det at lyve, men for Arendt er det vigtigt at træde et skridt tilbage og se nøgternt på den funktion, som løgn kan have inden for politik. Sandfærdighed er ikke og har aldrig været en politisk dyd. Det ville være naivt at lade sig forbløffe over, at magt og løgnagtighed ser ud til at være så gode venner. Hun citerer og genbruger flittigt den noget ældre filosof Thomas Hobbes, der peger på, at kun den ”Sandhed, der ikke modvirker, hvad der er til gavn og glæde for enhver, er velkommen for alle.”

Arendt er derfor ikke overrasket over, at løgn er en indbygget del af politik. Hun går så vidt som at påstå, at politik er den direkte modsætning til sandhed, og at straffen for ’sandhedssigere’ i politik er hård. Springer man frem med fakta og insisterer på, at de skal respekteres, kommer man faretruende tæt på den mest suspekte politiske figur der findes: den der – tilfældigt eller gennem hårdt arbejde- har fundet sammenhængen mellem sandheden og personlige interesser og nu faldbyder den ganske gratis. Det er en umulig position i politik. Hvis fakta bruges politisk, som argument for en given fremgangsmåde, hvis man lader dem tale for bestemt sag, er de allerede blevet sårbare og udsat for den mistanke, at der er tale om holdninger forklædt som fakta. Når Margrethe Vestager, over for indvendinger imod den førte politik, lakonisk kan svare ”Sådan er det jo”, presses man nemt til at svare ”hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”. En hæderkronet taktik i dansk politik.

Arendt peger på, at magthavere altid har haft en tradition for løgn og hemmeligholdelse. I en lukket kreds af regeringsudøvere, diplomater eller hemmelige tjenester har løgn været et almindeligt redskab. Det har dog altid været et begrænset redskab. Der har været tale om enkeltløgne om enkelte ting, om huller i sandhedens stof, som hun kalder det. Desuden har løgnene altid været rettet mod bestemte personer, for eksempel fjenden eller suspekte borgere. Dertil kommer, at løgne er blevet fortalt af kendere af den rigtige sandhed. Skulle man være venlig mod denne politikforståelse, kan man sige, at det at lyve er en del af et større spil, der jo ikke skal ophæve løgnen til virkelighed. Der er snarere tale om et beskidt kneb, der skal sikre succes i en virkelighed, der stadig er en fælles forståelse af.

Det er ikke det spil, Donald Trump spiller. Arendt gør opmærksom på, at de klassiske løgne ikke gør afgørende eller endelig skade på virkeligheden og heller ikke på løgneren selv. Der er blevet løjet, men ingen er endnu blevet til løgner. Med Trump er det anderledes. Han har ikke blot løjet, han er Løgner – som i notorisk fordrejende, manipulerende, lyvende. Løgneren udgør, som Arendt dramatisk formulerer det, den totale prisgivelse af verden til fordel for opretholdelsen af et selvbillede. For den ambitiøse og omfattende Løgner handler alt om at holde billedet intakt. Trumps løgne er ikke klassiske politiske løgne, der skal dirigere offeret uden om sandheden, men omfattende, improviserede, forskelligartede løgne.

Løgnere ser givetvis forskellige ud alt efter land og tid, men Arendt insisterer på ét fællestræk: helt modsat den klassiske løgn, der har hemmeligholdelsen som rationale, så behandler Løgneren kendte fakta som noget, de ikke er – nemlig en hemmelighed, et tabu eller andres holdning. Da Trump insisterede på, at Barack Obama ikke besad amerikansk indfødsret, eller på at han vandt ’the popular vote’ over Hillary Clinton, var det ikke for at tilsløre eller hemmeligholde fakta, men for at afsløre og miskreditere fakta. Derfor annonceres løgnene så bredt som muligt. Helst på Twitter. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvordan fakta nu agtes som aldrig før. Fakta er blevet ophøjet til vort sidste og fornemmeste bolværk mod Trumps alternative fakta. Lige siden Trumps indsættelse som præsident, der kulminerede i en diskussion om, hvor store masser der fulgte indsættelsesceremonien, og hvor hans rådgiver Kellyanne Conway med et smil påpegede, at der ved siden af fakta jo også fandtes alternative fakta, er spørgsmålet om, hvad fakta egentlig er, blevet brændende.

For Arendt er fakta noget nær en antipolitisk kraft. De står der bare, de forekommer uomgængelige, som noget der uden diskussion blot tårner i landskabet. Fakta er hinsides diskussion, de er stædigt insisterende på at være der. De tager ikke højde for andre menneskers holdninger, mens al politik netop handler om evnen til at opsamle holdninger, repræsentere dem og give dem form. Fakta er derfor også antidemokratiske. Igen er Arendt ikke bange for at være en smule dramatisk. Fakta har noget tyrannisk over sig og et element af tvang. Det er denne tvang, mange knytter håb til, som en instans uden for politik der kan sætte en stopper for tyranniske individer eller omskiftelige borgere. Der jubles, når fakta utvetydigt slår fast, at Trump tager fejl, eller når domstole bremser dekreter.

Arendt er skeptisk over for denne naive tiltro til fakta i politik. Fakta er i en vis forstand, men de er også producerede. Fakta er altid et produkt af flere mennesker. De angår begivenheder og omstændigheder, der opleves og bevidnes af andre, de etableres gennem optællinger, registreringer og tales frem. Fordi de er et produkt af menneskers samtale og samarbejde, er de pr. natur politiske. I bagklogskabens lys ser fakta muligvis nødvendige ud, men det er, hvad Arendt kalder en optisk-eksistentiel illusion. Fakta er blot muligheder dræbt af virkeligheden, det er ikke nødvendigt, at de blev til, selv om de er uomgængelige, nu da de blev til. Fakta er ikke mere selvindlysende end holdninger, og derfor er det også fristende blot at erklære dem for ’stivnede holdninger’.

Stillet overfor fakta som tyranniske er Arendt ikke uden sympati for løgnen. Løgnen er det bevidste forsøg på at omgøre noget der bare ’er’. Hillary Clinton fik samlet set flere stemmer end Trump, men det skal ikke forhindre ham i at påstå det modsatte og dermed insinuere, at det er ham, og ikke Hillary, der er i kontakt med det amerikanske folk. Arendt kalder det et forsøg på at ’change the record’, som har en overraskende politisk gevinst i det, at Løgneren får tildelt agens. Trump siger, hvad der ikke passer og opnår dermed handlekraft – som et vidnesbyrd om, at han vil, at ting skal være anderledes. Benægtelsen bliver et tegn på integritet og forandringsvilje. Arendt beskriver her Løgneren, men det kunne lige så vel være Donald Trump:

“Han er en skuespiller af natur. Han siger ting som ikke er, fordi han vil have, at ting skal være anderledes end de er, hvilket vil sige, han ønsker at forandre verden. Han udnytter den sammenhæng der unægteligt findes mellem vores evne til at handle, til at forandre virkeligheden og den mystiske evne vi har til at sige ‘solen skinner’, når det står ned i stænger.”

At sige sandheden er ikke en politisk handling, mens det at lyve er. At stå på fakta er, at insistere på verden som den er og afgive forklaring om, hvorfor dens indretning nu engang er det bedste for alle. Det afgørende ved Trumps udsagn er derfor mindre, om de er saglige og mere om de er energiske, om de er udtryk for handling eller passivitet. At respektere fakta er lig med at respektere en verden af nødvendigheder, at tildele sig afmagten og apatiens neutralitet, mens modet til at bullshitte er at tildele sig selv handlekraft og integritet. På den måde giver det faktisk mening at tale om alternative fakta. Det er løgne, hvis formål det er ikke at være fakta. Det afgørende er ikke i sidste ende at overbevise verden om, at Trump blev snydt for tre millioner stemmer, men at opnå den politiske position og kapital, der følger af at bestride elitens valgsystem.

Løgnen er, som Arendt spidsformulerer det, et lille mirakel, et vidnesbyrd om noget helt særligt ved vi mennesker, nemlig at vi er relativt frie til at ændre de omstændigheder, vi lever under. Det er den frihed, der bliver misbrugt og perverteret af Løgneren. Mens sætningen, ’sådan er det jo’, ophæver handlefrihed, påstår Løgneren, at der ikke er nogen grænser for vores frihed. Begge udgør yderligheder af det politiske spektrum. Margrethe Vestager efterlod os intet handlingsrum at fantasere om. Donald Trump fantaserer om et handlingsrum, der ikke er der.

Donald Trump illustrerer den voldsomme gevinst, man kan høste ved at behandle fortiden, som om den var fremtid, ved at lade som om de potentialer, der med tiden er blevet overståede, stadig er der, som om det, der nu er blevet fakta, i virkeligheden lader sig omgøre. Det er desværre også en kæmpe fælde, fordi nutiden berøves sit ægte startsted, det sted hvorfra noget kan forandres, og noget nyt for alvor kan begynde. Politik bliver til en steril og afmægtig dans på stedet, der fejrer potentialer som ikke længere findes.

Donald Trump er faldet for en uhyggelig fristelse til privat at omdefinere virkeligheden. Arendt er ikke mild i vurderingen af den slags selvbedrag: Løgneren udgør den totale prisgivelse af verden til fordel for eget selvbillede. Mens velvalgte løgne faktisk kan have en rimelig funktion i politik, handler de serielle pralerier, unøjagtigheder og usandheder alene om at holde et selvbillede intakt. Det er længe siden hun skrev sine ord, men Arendt havde et profetisk bud på konsekvenserne af at have en sådan mand ved roret:

Hvis alle altid lyver for dig bliver konsekvensen ikke, at du tror på løgnene, men snarere at ingen tror på noget som helst længere. Det er fordi løgne, i kraft af hvad de er, hele tiden må laves om, og en løgnagtig regering må hele tiden arbejde på at omskrive dens egen historie. Som modtager får du ikke blot én løgn – en løgn som du kunne bygge resten af dit liv på – nej du får en mængde løgne, alt efter hvordan de politiske vinde blæser. Og et folk der ikke længere kan tro på noget kan heller ikke længere beslutte sig for noget. Det er ikke alene berøvet evnen til at handle, men også evnen til at tænke og fælde domme. Og med sådan et folk kan du gøre hvad du vil.

“Løgnens mester – Hannah Arendt læser Trump” er skrevet af Frank Beck Lassen til bogen ”UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Tekst: Frank Beck Lassen. Tilrettelæggelse, klipning og interview: Kasper Mikael Jacek. Oplæsning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illustration: Naima Callenberg.