UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Utøya: At vedstå arv og gæld

Fotorettigheder: Britta Timm Knudsen.

Fotorettigheder: Britta Timm Knudsen.

FOKUS: KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

Når det nationale monument Memory Wound næste år indvies på Utøya, vil det være den foreløbige kulmination på en mindeproces, der er foregået lige siden de tragiske begivenheder i Oslo og på Utøya. Denne proces har grebet skelsættende ind i stedets betydning og de følelser, som vi forbinder med det.


 

Den 22. juli 2011 kl. 3:25:22 detonerede en bombe i en hvid kassevogn parkeret tæt på statsminister Jens Stoltenbergs regeringskontor i Grubbegata i Oslos centrum. Bomben slog syv mennesker ihjel og beskadigede mange bygninger. Halvanden time senere ankommer Anders Behring Breivik forklædt som politimand til afgangskajen for den lille færge, der besejler de 600 meter over Tyrifjorden, til Utøya. Han tager færgen over til øen, der på dette tidspunkt af året huser den tilbagevendende sommerlejr for det norske arbejderpartis ungdomsorganisation. Breivik begynder med det samme han sætter fod på øen at skyde mennesker ned på klos hold. Igennem 72 minutter forfølger han sine ofre i Cafébygningen, ved Pumpestationen, på Kærlighedsstien og i det hele taget langs kysten, hvor mange forsøger at tage flugtvejen via vandet, der netop det år var exceptionelt koldt som følge af en kølig og regnfuld sommer. Inden han overgiver sig uden modstand til det norske politis terrorenhed, når han at dræbe 69 og såre 66 andre. Naboer ankommet i både fra Sørbråten redder 250 unge, der er sprunget i Tyrifjorden på flugt fra kugleregnen.

Listen over terrorhandlinger, der har ramt verden siden 11. september 2001 er lang. Mange af handlingerne har fundet sted tæt på Danmark, i Madrid 2004, i London 2005, i Oslo/Utøya 2011, i Paris 2015 og i København i 2015.

Terroren på Utøya skiller sig ud fra de andre ved ikke at udgå fra mere eller mindre organiserede fundamentalistiske miljøer med rod i islam. Den har rod i ”hjemmegroet” højreradikal fundamentalisme. Alligevel ligner denne terrorhandling dem, der fandt sted på Krudttønden i København og på Charlie Hebdos redaktion i Paris, hvor helt særlige grupper blev udpeget som mål og myrdet i massemordslignende aktioner, der har den tætte kontakt mellem gerningsmand og offer som kendetegn.

Lige siden de tragiske begivenheder i Oslo og på Utøya har der været en kulturarvsproces i gang, som griber skelsættende ind i steders betydninger og de følelser, som vi forbinder med dem.

 

Memory Wound på Sørbråten

21. juli 2016 indvies det nationale monument på Sørbråten, 800 meter nordvest for Utøya. Monumentet, Memory Wound, udføres af den svenske kunstner Jonas Dahlberg. Monumentets vægtigste udtryk er en 3,5 meter bred revne, som Dahlberg vil skære i landskabet i den hensigt at afskære et stykke af landskabet fra hovedlandet.

Det er meningen, at monumentgæsterne skal stå på fastlandssiden og se over på den afskårne del, hvor navnene på ofrene vil stå indhugget i sten. Uomgængeligt synlige i et landskab set et ganske bestemt sted fra, og hvor også ofrenes dødssted, Utøya, er til stede i synsfeltet, men hvor ofre og navne for altid vil være udenfor den besøgendes fysiske rækkevidde. Sammenstødet mellem urørlighed og synlighed udgør monuments affektive kommunikationsform.

Monuments egen tilblivelseshistorie har været meget vanskelig, og det indvies da også med ét års forsinkelse, på grund af mange protester over monuments form, dets beliggenhed og den manglende involvering af de lokale i processen. Når det nationale monument indvies næste år, vil det være den foreløbige kulmination på en kommemorationsproces, der er foregået lige siden de tragiske begivenheder i Oslo og på Utøya.

 

Græsrodsmonumenterne

Processen har været inddelt i flere faser. I en første fase florerer såkaldte græsrodsmonumenter. Græsrodsmonumenter er foreløbige manifestationer, som almindelige borgere spontant udfører umiddelbart efter en voldsom begivenhed som terrorangreb, naturkatastrofer, drab og trafikulykker.

Også omkring Utøya var der mange græsrodsmarkeringer: rose-paraderne i Oslo umiddelbart efter 22. Juli, markeringer på selve åstederne, for eksempel i Cafébygningen på øen, hvor 13 blev dræbt. Her lå breve, billeder af afdøde, hjerter af slik, blomster og digte. På Sørbråten blev der lavet et græsrodsmonument med udsigt til Utøya. Dette monument havde bidrag fra hele verden.

Selvom græsrodsmanifestationerne ofte har samme udtryksformer på tværs af tid og rum og et ret konventionelt indhold, ses de som spontane måder at sørge sammen på. De er, som det udtrykkes af de to erindringsforskere Peter Jan Magry og Cristina Sanchez-Carretero ”spontaneous shrine making and can be seen as expressions of mourning and grief, ’nonformal and not regulated by any institution, and no traditional societal rules or mourning costumes”. Græsrodsmonumenter udtrykker ofte en implicit kritik af manglende offentlige markeringer eller en generel kritik af mere strukturelle forhold.

Men de spontane græsrodsmonumenter kan også fortsætte mange år efter begivenheden. For eksempel blev monumentet, Frihedens flamme, der blev opsat på Pont d’Alma i Paris i 1989, omfortolket til et monument over Lady Diana samme nat, som hun omkom ved en trafikulykke den 31. august 1997, fordi det befandt sig tæt på ulykkesstedet. Det selvbestaltede monument over Lady Di fungerer stadig her i 2015, 18 år efter begivenheden med friske blomster, digte, breve, og objekter af særlig betydning.

I erindringens og sorgbearbejdelsens anden fase, som sker inden for et år efter udåden, tilbydes alle kommuner i Norge, der har mistet nogle af sine bysbørn, et standardiseret mindesmærke udført af den norske billedkunstner Nico Widerberg. 52 kommuner tager imod tilbuddet.

 

På vej til et monument

I mellemtiden er der– og dette indleder tredje fase af sorgbearbejdelsen – forhandlinger omkring, hvad der overhovedet skal ske med Utøya, som ejes af Arbeidernes Ungdomsfylking. Her indledes en diskussion om, hvilket nationalt monument, der skal markere den voldelige hændelse, og hvor det skal placeres. Arbeidernes Ungdomsfylking melder ud, at man vil rive alle de bygninger ned, der har været involveret i de voldsomme hændelser – Cafébygningen, Pumpehuset med flere

Dette tages dog af bordet igen efter, Alice Greenwald, direktør for 9/11 National Memorial Museum i New York, bliver hentet ind som konsulent på den norske kommerationsproces. Hun og Støttegruppen 22. juli, en national støttegruppe, bestående blandt andet af overlevende, familiemedlemer til ofre og overlevende, får forpurret Arbeidernes Ungdomsfylkings plan.

I stedet igangsættes en inddragende proces, der foreløbigt har resulteret i etableringen af et læringscenter til at opleve og erfare demokrati, ytringsfrihed, tolerance og mangfoldighed – Hegnhuset – netop med udgangspunkt i Cafébygningen. Desuden opstilles på et tidligere ikke-markeret sted på øen, et mindested af mere privat karakter end det endnu ikke indviede officielle monument på fastlandet. Udover disse konkrete markeringer, som direkte inddrager de involverede, har man også forholdt sig til øens fremtid som vært for fremtidige Arbeidernes Ungdomsfylking-sommerlejre.

Der har været en meget følsom debat om, hvorvidt hændelsen vil hjemsøge øen for altid og dermed netop determinere dens skæbne i al fremtid, eller om det faktisk kan lade sig gøre at forandre øens affektive økologi på trods af hændelserne. Deltagerne i debatten varierer i symbolsk tyngde. Der er forskel på at have en ejendomsret over et stykke land, som Arbeidernes Ungdomsfylking har og håndhæve denne ret og så det at have et barn, en bror, en søster eller en nær ven, for ikke at tale om selv at være en overlevende.

Bølgerne er gået højt i debatten, men et flertal har besluttet, at sommerlejrene skal fortsætte og de blev genoptaget i 2015. Med denne beslutning genoptages øens historie før denne voldsomme begivenhed, men netop uden at ville fjerne henvisningerne til den, som Arbeidernes Ungdomsfylking først havde planlagt.

 

Hvem kan vidne?

Diskussionerne efter voldsomme hændelser som Utøya er afgørende for, hvordan begivenheder rodfæstes i kulturarven. De var kendetegnet ved to centrale stridspunkter: hvilken rolle skulle Utøya have i erindringen og hvilken autoritet skulle vidnerne tilskrives?

Den vigtigste symbolske kategori i erindringen af vanskelig kulturarv er helt klart ofrene. Dernæst kommer vidnerne, som har bevidnet begivenheden: de overlevende, deres redningsmænd i form af de lokale ”bådhelte” og de som tog sig af de overlevende på Sørbråten. Endelig er der de vidner som fulgte begivenheden live i diverse medier.

Den franske filosof Ricœur bestemmer vidnet ud fra tre parametre: for det første er vidnet altid et øjenvidne, der har bevidnet noget med sin egen fysiske krop. For det andet er vidnesbyrdet fra et vidne både højt hævet over almindelig politik, og samtidig underkastet den politiskes sfæres tvister og forhandlinger. Og for det tredje er et vidne én, der er underlagt kravet om at aflægge vidnesbyrd samtidig med at det, der skal vidnes om, er for stort og voldsomt til at kunne rummes i sproget.

 

Det globale vidne

Erindringsstudier af medievidenskabeligt tilsnit har udvidet disse Ricoeur’ske vidnekategorier betragteligt. Især ved at hævde, at den fysiske nærhed til det, der bevidnes ikke længere er den eneste adkomst til at være vidne. Vi bevidner ofte voldsomme begivenheder igennem medier, hvilket betyder, at mediebrugere globalt set faktisk bliver vidner til noget, der kan foregå meget langt væk både geografisk og kulturelt. Med globaliseringens og de digitale mediers nye mobilitetsparadigme rejser steder og begivenheder med en langt større hast og mere intensivt end tidligere, hvilket skaber nye forbindelser, nye magtzoner og affektive logikker, som John Urry og Mimi Sheller har peget på i deres artikel The New Mobilities Paradigm fra 2006.

Når Utøya rammes af en så voldsom begivenhed begynder et sted at rejse, fordi det eksponeres, deles og spredes. Det bliver et ”erindringssted” og en del af en ”globital erindring.” At steder bliver til sådanne globale erindringssteder får som konsekvens, at flere mennesker relaterer til dem, vil ønske at besøge dem, har ”andel” i dem. Det fremgår tydeligt af det internationale græsrodsmonument, der blev rejst på Sørbråten efter begivenheden.

De overlevende, der har oplevet begivenheden på klos hold kan placeres i øjenvidnekategorien, ligesom de naboer, der aktivt tog del i redningsaktionerne var det. Ofrenes familier har ligeledes en stærk legitimitet i forhold til begivenheden og i forhold til at udtale sig om den, ligesom Arbeidernes Ungdomsfylking som organisation er involveret i begivenheden i kraft af deres formelle ejerskab af Utøya, og det var deres sommerlejr som blev udsat for tragedien.

Striden udspillede sig grundlæggende på to måder. Man strides om at få lov at udfylde den symbolske position som offer, der giver adgang til at indtage en privilegeret position hvorfra man taler netop oven over politiske og praktiske forhandlinger. Der sker det dramatiske, at naboer til Utøya på Utstranda faktisk flytter dette græsrodsmonument i nattens mulm og mørke.

Naboerne protesterer over den øgede trafik, som dette græsrodsmonument angiveligt har affødt. Som der blev skrevet i Bergens Tidende den 14. juni 2014: ”Folk, der bor på Utstranda beretter om trafikproblemer, frække turister, forurening og en generel dårlig opførsel, der kræver stor tålmodighed fra de lokales side” De lokale beboere omtaler sig selv som ofre: ”Utstranda Vel (en selvbestaltet beboerforening) har ofret sig nok”. Denne handling affødte straks modreaktioner blandt andet fra talspersoner fra Støttegruppen 22, der udtaler til Dagsavisen den 3. juli 2014 at ”det er trist med den mangel på respekt for det intuitive monument , som sørgende, familier og andre behandler med respekt. Se hvad der er blevet af det efter at ’naboer’ har flyttet det. De skulle skamme sig!”

Naboerne forsøger således at tilkæmpe sig en offerrolle og samtidig udgrænse turister og medievidner som legitime interessenter i begivenheden og stedet.

 

Kampen om det lokale

Det er besluttet, at det nationale monument Memory Wound skal placeres på Sørbråten med udsigt til Utøya. Denne placering er imidlertid stærkt omstridt. På den ene side fremhæves det, at ’illegitime’ individer bryder ind i hverdagen for Utstranda Vel’s beboere, eftersom et stort og prestigiøst monument vil tiltrække gæster fra hele verden. På den anden side vil en placering af det nationale monument i de lokale beboeres baghave dagligt minde dem om en begivenhed, som de egentlig helst ville lægge bag sig.

Termen ’gen-traumatisering’ blev brugt flere gange i en beskrivelse af, hvordan de som naboer ville fortsætte med at lide ved synet af det meget lidt katharsiske monument. Et tredje argument, som også fremføres af naboerne, at de ikke er blevet taget med på råd om hverken placering eller udformning af monumentet. Dette demokratiske ”underskud” anføres i samme åndedrag som naboernes omtale af sig selv som både ofre og nationale helte.

Det, som ikke eksplicit omtales, men som ligger under hele denne debat, er naturligvis den private ejendomsret, retten til at leve uforstyrret, det vil sige til at leve som før denne rystende begivenhed. Nu forstyrres livet af bekymringen for faldende huspriser, forstyrret ferie-ro og i det hele taget det forhold, at stedet i og med det voldsomt kom ind i historien som et åsted og som et vanskeligt kulturarvssted helt har skiftet status.

Faktisk kan man hævde, at hele denne debat drejer sig om retten til at tale på vegne af begivenheden og stedet. Det at være tæt på ofrene – enten som familiemedlem eller som redningsmand – og dermed få status af at være øjenvidne gør det muligt at hævde sin vidnestatus, når man diskuterer. Så selv om overlevende og familier helt sikkert har mere legitimitet end naboer, kan naboerne polstre deres argumenter ved at påberåbe sig status af at være vidner og det at have været kropsligt udsatte. Men i det øjeblik deres rettigheder til det lokale område kommer i spil, mister de autoritet.

Den gruppe, der øjensynligt placeres som helt illegitim, er turisterne (dem, man forestiller sig, vil besøge monumentet). Sådanne sekundære vidner tilkendes ingen ret til dette erindringssted. Når nogle naboer reagerer aktivistisk ved at flytte et græsrodsmonument, prøver de at komme udenom begivenhedens forandrende kraft for det sted, de bebor. Man strides om stedet som et ”common” – et fælleseje – og der er ligeledes strid om lokalitetens affektive økologi.

Utøya som sommerlejr for medlemmer af socialdemokratisk ungdom har været et sted for politisk entusiasme, kærlighed og glæde. Med begivenheden indhylles stedet i sorg samtidig med, der opstår en debat omkring hele øen som mindested. Med beslutningen om både at lave konkrete mindesmærker på øen og samtidig genoptage sommerlejrene, sameksisterer sorg og håb på øen. Naboernes indsats for ikke at få et nationalt mindemærke i deres baghave er derimod en bestræbelse på at fastholde stedet i et nostalgisk blik, der nægter at inddrage begivenheden.

Britta Timm Knudsen er lektor i oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur og Jan Ifversen er lektor i Europastudier begge på Aarhus Universitet. Artiklen bygger blandt andet på på kapitlet “Commemoration, heritage, and affective ecology – the case of Utøya” fra den kommende bog Affecting Heritage (Waterton, E. And Watson S. (eds.), Ashgate 2016).