UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Var russerne slaver?

canal_mer_blanche

Hvidehavskanalen.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et kompleks fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

Efter Den Russiske Revolution var forhåbningen at bønder, arbejdere og soldater skulle begynde at opføre sig som ansvarsbevidste statsborgere og omsider give afkald på den slavementalitet, som livegenskaben havde afsat. Snart efter skulle de opleve en helt anden ufrihed: Lenins og Stalins arbejdslejre. Men var der tale om slavelejre? Erik Kulavig ser nærmere på det spørgsmål.


Den flok pæne, velmenende og liberale mænd, der var kommet til magten, efter at Tsar Nikolaj II var abdiceret i marts 1917 i forbindelse med Februarrevolutionen, var overbeviste om, at jo flere af tsarens og det gamle systems tvangsmekanismer, man kunne afskaffe, og jo hurtigere det kunne foregå, desto hurtigere ville de russiske bønder, arbejdere og soldater opgive deres oprør, begynde at opføre sig som ansvarsbevidste statsborgere og omsider give afkald på den slavementalitet, som livegenskaben havde afsat.

Da den meget liberale politik i stedet førte til endnu mere uro og opløsning, begyndte revolutionens politikere at trække i land. Aleksandr Kerenskij, der var et fremtrædende medlem af regeringen, og som var kendt for sine begejstrede og flammende taler om det frie Rusland og de uendelige muligheder, det ville bringe, begyndte i stedet i frustration at skælde russerne ud. De var ikke bare slaver (slavy: medlemmer af den slaviske nation), men også og især raby, det russiske ord for slaver. I dette lå, at de var som børn, krævende og ansvarsløse, men ude af stand til at tage selvstændige initiativer og ikke mindst ansvar. Kerenskij lod sig med andre ord overvælde af tanken om Ruslands tilbageståenhed; af forestillingen om, at ikke bare bestod mere end halvfems procent af befolkningen af bønder, men tilmed af primitive og førmoderne bønder, der knap nok var trådt ud af livegenskabet.

Det var i øvrigt også Lenins opfattelse. I en samtale med Trotskij sagde han under oktoberdagene, da det så ud til, at de skulle vinde magten, at han ville ønske, at de havde lavet Revolution i Estland og ikke Rusland. Der var bønderne nemlig efter hans opfattelse langt mere kultiverede og fremskridtsvenlige, og derfor ville de i langt højere grad have hilst socialismen velkommen.

Denne forestilling om Rusland som et tilbagestående og primitivt bondeland er af gammel dato og særdeles sejlivet. Der er naturligvis noget om snakken. De russiske bønder blev først løst fra livegenskabet i midten af det nittende århundrede, og man kan påstå, at han blev underkastet et nyt under Stalin allerede i 1928. Man er imidlertid alt for tilbøjelig til at glemme, at fritsættelsesprocessen var blevet sat i gang langt tidligere – kun tredive procent af de russiske bønder var livegne, da loven om ophævelsen trådte i kraft – og som vi skal se i det følgende, var der afgørende forskelle på slaveriet i de amerikanske sydstater og på det russiske livegenskab – og ikke mindst på Stalins kolkhoz-bønder og straffefangerne i Gulag.  Selvom der også var ligheder, og selvom det alt sammen er blevet kaldt for slaveri.

 

Slaveri og livegenskab

Slaveriet i de amerikanske sydstater og livegenskabet i Rusland opstod begge på grund af, at de jordbesiddende eliter havde besvær med at skaffe og fastholde arbejdskraft.  Slaverne og de livegne sørgede for, at deres herrer kunne realisere deres handelsmæssige talenter på markedet med de produkter, som slaverne producerede. Markedet for varer fungerede i begge tilfælde på kapitalistiske betingelser, og var i hvert fald i det nittende århundrede på omgangshøjde med det dominerende verdenssyn. Anderledes forholdt det sig med produktionsledet, hvor relationerne mellem jordbesidderne og arbejdskraften sakkede bagud i forhold til de nye tider. Den kommercielle og markedsorienterede funktion satte med andre ord sine spor, men det afgørende var forholdet mellem herre og slave og godsejer og livegen bonde. Forholdet var afgørende forskelligt fra forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder. Det skabte specielle kulturer, der kom mere og mere ud af trit med udviklingen og livssynet det dominerende liberale borgerskab.

Selv om de amerikanske slaveejere mere var forretningsfolk end de russiske godsejere, så var forholdet mellem herre og slave paradoksalt nok mere paternalistisk end forholdet mellem godsejer og livegen. Godsejeren havde sjældent noget at gøre med driften og med bønderne, der var overladt til en forvalter. Mange steder kunne bønderne helt eller delvist købe sig fri af hoveriarbejdet gennem det såkaldte obrok-system, og det blev snart almindeligt, at bønderne lejede et stykke jord af godsejeren. Det betød, at de livegne også havde forbindelse til markedet, hvor de solgte deres egne produkter. Alt sammen noget, der ikke fandtes i slavesamfundet.

En anden forskel er, at kulturen i sydstaterne var slaveejernes. Landsbyen i Rusland var de livegne bønders, og landet var et bondeland. Bønderne havde deres egne institutioner og sociale mønstre, og de passede i langt højere grad sig selv end slaverne.

Slaveriet var en god forretning og blomstrede i det 19. århundrede, mens de fleste russiske godsejere og den oplyste offentlighed og bønderne var klar over, at systemet var på retur.

I modsætning til slaverne, der i det nittende århundrede tilpassede sig så godt de kunne, lugtede de russiske bønder forandring og det gav anledning til opstande. I Rusland som i USA var det dog staten, der trådte til og opløste henholdsvis livegenskabet og slaveriet nogenlunde samtidig i midten af det nittende århundrede. Ingen af stederne skete det fra den ene dag til den anden. I USA gav det anledning til en blodig borgerkrig og efterfølgende raceproblemer. I Rusland var overgangen mere gradvis, idet den livegne bonde forblev bundet til landsbyen gennem den gældsforpligtelse, han sammen med sine landsbyfæller havde sat sig i, da de i fællesskab overtog deres jord.

Dette gav sammen med hårde tider og jordmangel anledning til social uro, som kulminerede i Den Russiske Revolution i 1917. Det der normal forstås som et statskup eller en arbejderrevolution var, når det kom til stykket, en bonderevolution.

 

Lenins og Stalins arbejdslejre

Der skulle imidlertid ikke gå mange år, før de russiske bønder skulle opleve ufrihed i et omfang, de ikke tidligere havde kendt. Der tænkes ikke blot på re-feudaliseringen af det russiske landbrug, der var resultatet af Stalins såkaldte kollektivisering, men også på Lenins og Stalins net af arbejds- og forbedringslejre, hvor omkring tyve millioner mennesker opholdt sig i kortere eller længere tid i lejrenes storhedstid i perioden 1930-1953. Rationalet i kollektiviseringen var at opnå social kontrol over bondestanden, så man var sikker på, at de ikke ville gøre oprør under de fortvivlede levevilkår, de blev budt i den sovjetiske moderniseringsmodel. Den var ensbetydende med hårde og lange arbejdsdage uden nogen nævneværdig løn – eller ofte slet ingen.

I arbejdslejrene var det ikke kun bønderne, der blev udbyttet, men folk fra alle klasser og lag i det sovjetrussiske samfund. Nogle har halvt i spøg og halvt i alvor betegnet disse lejre som den ”lille lejr” og samfundet udenfor som ”den store lejr”. Hvad angår kontrollen og udbytningen – også kaldt den ”kroniske underfinansiering” – var forskellene ganske rigtigt ikke altid særlig store.

Nazisterne var først ude med at betegne det sovjetiske samfund som et slavesamfund og lejrene som slavelejre, men også sovjetiske emigranter og tidligere lejrfanger har brugt betegnelsen. Det samme gælder historikere. SS brugte undertiden ordet “slavelejr” om de nazistiske koncentrationslejre, og siden er det blevet anvendt af tidligere fanger og af historikere og folk i almindelighed. Ud fra en umiddelbar betragtning var der også mange ligheder: Dehumaniseringen ved tilfangetagelsen og transporten. Brændemærkning og nye navne: Nummer og kaldenavne og endelig volden og undertrykkelsen.

Der var dog også afgørende forskelle: De fleste slaver levede i familier, hvor KZ-fanger levede adskilt, og hvor børn blev fjernet eller slået ihjel. Den sorte befolkning i sydstaterne voksede. I KZ-lejrene faldt den. Dødsraterne blandt slaverne i det 19-århundrede var ikke meget under normen i det hvide samfund. Overlevelsesmulighederne i KZ-lejrene var ringe og dødsraterne høje.

 

KZ og Gulag

Ikke sjældent er der blevet draget sammenligninger mellem KZ og Gulag. Hvis vi lader de tyske dødslejre eller tilintetgørelseslejre ude af betragtning – noget lignende fandtes ikke i Sovjetunionen – og udelukkende ser på de tyske arbejdslejre, er der mange ligheder, men det er næppe retvisende at kalde fangerne for slaver.

De historikere, der bruger den amerikanske model som rettesnor, er tilbøjelige til at afvise, at der var tale om slaver. For det første var de amerikanske slaver ejet af private producenter, der alt andet lige havde en interesse i ikke blot at holde deres slaver i live, men også at sørge for at maden og leveforholdene var således, at det ikke gik ud over produktiviteten. For det andet levede slaverne i familier, og dødsraterne var ikke væsentligt højere end blandt befolkningen i øvrigt. Straffefangerne derimod var ejet af staten, lejrene var som regel meget store, og mænd, kvinder og børn levede adskilt i dertil specielt indrettede lejre. Staten var som slaveejerne interesseret i at udnytte arbejdskraften, men fangerne var statens fjender, og det bragte staten og dens embedsmænd i et dilemma. Der er således eksempler på, at myndighederne gik i rette med lederne af lejrene, fordi de behandlede fangerne for godt. For de sovjetiske lejres vedkommende er der også eksempler på, at myndighederne straffede lejrledelsen for at behandle fangerne for brutalt. Under alle omstændigheder må fjendeaspektet have spillet en rolle, når den undertiden meget høje dødsrate i arbejdslejrene skal forklares. I de sovjetiske lejre stod det særligt slemt til, når der var kriser, sult og hungersnød i samfundet uden for. Det var således tilfældet i 1932-33 – da hundredtusinder døde af sult især på grund af Stalins kollektiviseringsprojekt – og under Anden Verdenskrig.

KZ og Gulag var i udgangspunktet straffesystemer, men blev efterhånden mere og mere nødvendige og integrerede dele af samfundsøkonomien. Et af de bedste beviser herfor er, at tyskerne i 1944, da der var et alarmerende behov for arbejdskraft til rustningsindustrien, begyndte at sende jøder fra udryddelseslejrene, der typisk lå i Polen, tilbage til Tyskland for at de kunne blive brugt som arbejdskraft.

Det er næppe nogen tilfældighed, at væksten i antallet af straffefanger i de sovjetiske lejre tog til i forbindelse med iværksættelsen af den Første Femårsplan i 1928. Fangerne blev i stigende omfang anvendt til de gigantiske byggeprojekter, der var kendetegnende for tiden. Udgravningen af Hvidehavskanalen, hvor tyve tusind mand var i gang på samme tid, opførelsen af Bajkal-Amur-jernbanens 4.500 kilometer, Magnitagorsk (verdens største stålværk), Moskvas Metro og Moskvas Universitet, for bare at nævne nogle stykker. Man anslår at omkring to tredjedele af fangerne i Gulag var almindelige kriminelle, mens en tredjedel var politiske fanger. Dødeligheden var i gennemsnit høj. Værst stod det til i guldminerne i Kolyma, hvor den nåede 20 procent. I den specielle lejr for videnskabsfolk ved Moskva, var dødeligheden mindre end i samfundet uden for.

Konklusionen må være, at de russiske livegne ikke var slaver, selvom de undertiden arbejdede og levede under slavelignende forhold. Det samme kan siges om fangerne i Gulag, der sikkert, hvis de var blevet spurgt, gerne havde byttet tilværelse med en slave fra de amerikanske sydstater. Det er ikke uden grund, at forfatteren Solsjenitsyn og historikeren Conquest har kaldt de sovjetiske lejre for udryddelseslejre – dødsraterne var høje og forholdene forfærdelige – men i modsætning til de nazistiske lejre, var der tale om lejre med massedød, ikke massedrab.

Erik Kulavig er lektor ved Institut for Historie, Center for Koldkrigsforskning, Syddansk Universitet. Han har udgivet en række bøger om Rusland og Den Russiske Revolution.