UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Velkommen til Baggrund

Kære læsere,

Vi er stolte af at kunne præsentere et nyt samtidshistorisk internetmagasin: Baggrund.
Baggrund er et sted for perspektiverende nyhedsdækning, baggrundsartikler og iscenesættelse af akademisk viden. Redaktionen har sin baggrund i idehistorie ved Aarhus Universitet, og en af vores motivationer til at udgive dette nye magasin kom fra en konstatering af, hvor mange gode historier, der bliver fundet og afdækket på humaniora. Dem vil vi gerne dele.

Med det sagt er Baggrund ikke et akademisk magasin. Målet er at vores skribenter, som oftest har en akademisk baggrund, kaster lys på de historier, der er uudtalte, glemte eller oversete i den almindelige nyhedsdækning. Baggrund vil sætte fokus på de strømninger, udviklinger og forestillinger der danner baggrund for vores nutidige begivenheder og forestillingerne om dem.
Baggrund er et forsøg på at give disse begivenheder et andet perspektiv, som bunder i den historiske og idéhistoriske faglighed. Vi vil skrive samtidshistorisk.
Ved at lancere Baggrund på internettet, hvor alle har adgang til det, håber vi at kunne vise den store viden frem, som findes i den akademiske verden. Målet er at ramme et bredt publikum i en mere samtidshistorisk orienteret dækning af aktuelle begivenheder og bringe en bred vifte af bidrag fra både professionelle akademikere, studerende, tidligere studerende og folk, der har brugt historien og idehistorien i deres arbejde.

Baggrund.com præsenterer en række forskellige former for artikler. Vi har valgt at inddele artiklerne i rubrikkerne Aktuelt, Essay og Forskning. En sådan inddeling har selvfølgelig både fordele og ulemper. I nogle tilfælde vil grænserne mellem to former for artikler være svære at opretholde. Men rubrikkerne skulle gøre det lettere at navigere i indholdet på siden.

Aktuelt kommer til at bringe Baggrunds svar på nyhedsartikler, men idéen er at udfordre det gængse aktualitetsbegreb. Her er en artikel ikke nødvendigvis bragt, fordi den behandler en verserende nyhed. Tværtimod håber vi, at historien og idehistorien, når den udforskes, kan kaste et anderledes lys over aktuelle konflikter, kontroverser og begivenheder.

Essay rummer mere eksplorative tekster og kommer til at antage en række forskellige former. Det kan være et debatindlæg til en verserende kontrovers, en kommentar til den aktuelle nyhedsdækning eller en refleksion over en kunstudstilling, en koncert, en tendens eller en strømning i Danmark eller ude i verden.

Forskning er vores kategori for formidling af humanistisk videnskab. Baggrund vil være en platform, hvor akademikere kan vise de historier frem, som de interesserer sig for. Disse historier er måske for lange eller for snørklede til at blive brugt som korte ekspertkommentarer, så Baggrund vil gerne give rum til dem.
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her på siden. I nyhedsbrevet informerer redaktionen om kommende artikler, nye projekter og tiltag på og omkring Baggrund.com.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller kritik til vores side må du meget gerne sende en mail til baggrund@baggrund.com

Kærlig hilsen,

Baggrund
Christoffer Basse Eriksen, Søren Høgh Ipland, Kasper Mikael Jacek, Jonas Krogh Madsen og Simone Sefland Pedersen