UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Vi er alle forgældede

Rake701

William Hogarths stik af et gældsfængsel, 1735 – The Rake’s Progress. Plate VII. The Rake in debtor’s prison.

Gæld er ikke kun noget, du har til banken. Gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, gæld til vores venner, gæld til samfundet og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage, mens andet hverken kan eller bør betales tilbage.


For cirka to år siden tog den ene af vores redaktører ned i banken. Her blev han ledt ind i et lille rum, der lå lidt for sig selv, og satte sig ved bordet. Med en kuglepen i den ene hånd og en maskinlavet kaffe i et limegrønt papkrus i den anden underskrev han et stykke papir. Nu var han så i gæld. Det betød umiddelbart ikke det store. Han står i dag godt nok i et juridisk bindende forhold til banken, men han modtager kun et par ekstra mails fra sin bankansvarlige, og betaler stort set det samme for at bo i sin andelslejlighed, som han gjorde, da han boede i lejelejlighed.

Men denne situationen havde også en anden og meget vigtigere funktion. Den fungerede som et moderne indvielsesritual. Efter at have gældsat sig selv blev det meget nemmere for vores redaktør at tale på lige fod med sine familiemedlemmer til julefrokoster og børnefødselsdage. Det var ikke, fordi de familiemedlemmerne havde ændret sig, men fordi han nu, efter at have været inde i bankens dybeste og mest private gemakker, delte en grundlæggende erfaring med dem – de var alle forgældede.

Selvom bankoverførslerne ikke har ændret sig synderligt, har gælden også affødt noget nyt: En følelse af ansvar, forpligtelse eller bundethed. En bundethed overfor en bankinstitution der regner med at han, på lang sigt, nok skal være i stand til at betale sin månedlige ydelse. Følelsen er ikke entydig tyngende, for på den anden side kan vores redaktør nu gå op i at betale sin gæld retmæssigt. At være en god debitor, og ikke en af de dårlige, vi kender fra Luksusfælden. En debitor, der udviser ansvar og pragmatisme og kan skabe sig en god og stabil husholdning.

Som den tyske filosof Friedrich Nietzsche peger på, så er gældsforholdet mellem kreditor og debitor et aftaleforhold, der er lige så gammelt som det antikke retssubjekt. Men gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og husejeren. Det at være i gæld kendetegner vores eksistens, og gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, gæld til vores venner, gælden til staten, gælden til samfundet og den troendes evige gæld til Gud.

Den europæiske gældskrise har skabt et enormt fokus på gæld de seneste år. Senest henover sommeren med forhandlingerne og protesterne i Grækenland. Det er en gæld mellem stater, der trækker på et økonomisk sprog om renter, lån og banker, hvor kreditorer og debitorer er knudepunkterne. Men der findes et væld af andre måder, som vi er vant til at tale om det at være i gæld eller det at skylde. Gældssproget skifter nemlig karakter alt efter, hvilke personer eller institutioner, som den er stiftet imellem. Vi står alle i et socialt gældsforhold til vores forældre, der ikke kan betales tilbage. Den dømte og fængslede forbryder står i gæld til samfundet og betaler tilbage med år af sit liv. De troende står i eksistentielt gældsforhold til Gud og hans værk, et forhold hvor det ville være absurd at skulle betale sin gæld tilbage.

I forordet til sit aktuelle værk om gældens historie fortæller den amerikanske antropolog David Graeber om en samtale, han havde med en kvinde, hvis arbejde var at rådgive fattigdomsbekæmpende foreninger i juridiske spørgsmål. Samtalen udviklede sig til at handle om Graebers holdning til de gældsposter, som lande i den tredje verden har til den internationale valutafond. Graeber forklarede, at han ønskede at deres gæld skulle afskrives. Samtalen når sit højdepunkt da kvinden svarer ham, hvordan det dog kan være muligt, da man jo skal betale ens gæld. I dette ganske umiddelbare udsagn om at man skal betale sin gæld finder Graeber en helt klar logik i hvordan gæld og moralitet spiller sammen: “Grunden til, at det er så kraftfuldt er, at det faktisk ikke er et økonomisk udsagn: det er et moralsk. Det at betale ens gæld er vel trods alt det moralitet handler om? At give folk hvad de er berettiget til. At acceptere ens ansvar. At overholde ens forpligtigelse overfor andre, ligesom man ønsker at de skal overholde deres overfor en selv.”

Men Graeber stiller spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan bruge denne moralske logik til at forstå alle gældsforhold. Skal man også betale en gæld tilbage, som man ikke selv har stiftet? Eller skal man betale en gæld, der er indgået med trusler og militær magt, som da de europæiske kolonimagter indtog store dele af verden?

Vi vil i løbet af de næste uger åbne op for refleksioner over hvad der kendetegner vores opfattelse af retfærdig og uretfærdig gæld. Oftest tænker vi om gæld at den altid bør betales tilbage. Men hvad med de gældsposter der faktisk aldrig kan betales tilbage? Eller de typer af gæld der er skabt under dybt uretfærdige vilkår? Vi vil undersøge hvornår mennesker har gjort sig gældfrie og hvordan de har gjort det, for at åbne muligheder for at overveje gavnligheden og problemerne ved gældsafskrivning i vor egen tid.

Vi vender blikket mod de forgældede op igennem historien og stiller spørgsmålet: Hvorfor skal noget gæld naturligvis betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?