UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Vietnamesisk kaffe – en ideologikritik

Ca phe

Vietnamesisk kaffe i Phin-filter. Rettigheder: McKay Savage under Creative Commons-licensen.

ESSAY: Hvorfor er det så svært at få en sort kaffe uden kondenseret sukkermælk i Vietnam? Det skyldes måske ikke kun almindelige høfligheder hos tjenerne, men også en ideologi der kræver nydelse, selv midt i et land hvis historie har været præget af kolonial vold og krig.


 

”Vietnamese coffee. Fresh milk, no sugar!” Jeg kigger den venligt smilende servitrice lige i øjnene, så jeg er sikker på, vi forstår hinanden. ”Thank you, sir.” Vi forstår hinanden. Hun tager menukortet med ind på caféen og signalerer bestillingen til en yngre mand i køkkenet. Jeg kigger ud over den travle hovedgade, hvor scootere, høns og boder væver ind og ud af hinanden i et larmende mylder under den insisterende sol, der hele sommeren igennem gør Ha Noi til en sødligt duftende varmluftsovn.

Jeg sætter tasken fra mig og smøger ærmerne op. Man må gøre sig klar, når man har bestilt sådan en kaffe. For alt imens jeg er en ualmindeligt trænet kaffedrikker efter europæiske standarder, så er der med den rigtige vietnamesiske cà phê tale om en helt anden kategori af væske, der er usammenlignelig med den europæiske kaffe. En cà phê er en korpulent afstraffelse pakket ind i en intens sort robusta. Det er en drik, der lidt ligesom en uventet stærk snaps skal rystes ned i kroppen med sammenknebne øjne og en kort spasme i skuldrene.

Med andre ord er den vietnamesiske kaffe en næsten lige så barsk omgang som landets turbulente historie, og på den måde kan den næsten føles som en lettere hævnagtig fredspibe til de turister, hvis forfædre på skift har besat landet – primært kineserne, franskmændene og selvfølgelig amerikanerne. Den unge mand kommer ud fra caféen og sætter min cà phê på det lille røde plastikbord, mens han giver et lille venligt nik. Den klassiske vietnamesiske kaffe brygges på en Phin, en lille bliktragt, som placeres direkte på koppen, som den knald-stærke, tyktflydende tjære så drypper ned i én dråbe af gangen. Det giver den ubarmhjertige bryg en spændingsopbyggende gennemløbstid på 6-8 minutter. Den ældre tjener kigger på mig. Afventende. Jeg drikker.

Det knurrer og knager fra min mave, der agerer beholder for den velsmagende trojanske hest af en kaffe, der lige nu minder hele mit system om, hvordan en besættelsesmagt fungerer. Hun nikker og går indenfor igen. Jeg efterlades med min kaffe og min krop, hvis lyde atter dækkes ind af den helt igennem gale trafik på denne del af kloden. Cà phê’en er kendt for sine nærmest hallucinerende effekter, og dem mærker jeg pludseligt og tydeligt.

Jeg tager en slurk. De fremmede magter trænger ind fra nord. I Ha Noi. Puh, jeg begynder at svede – sikke en tåget analogi. Så ryger den ned i midterregionen, hvis kultur den mere eller mindre udrydder. Min mave vrider sig, mens jeg tænker på rædslerne fra Agent Orange, amerikanernes uoverskueligt farlige biokemiske våben, der nedkastet fra oven netop havde den effekt på Vietnams egen midterregion. Nu er koffein-vildelserne vist komplette. Jeg kigger lidt ud på gaden og prøver at berolige min krop. Men så sker der noget. Et hyper-effektivt tunnel-netværk, Cù Chi, giver passage til, ja, de nedre regioner. Sai Gon. Den megen tumult og røre ender, nærmest uundgåeligt, i en hurtig revolution. Jeg spørger efter toilettet. Hele kroppen sættes i bevægelse, og efterlades forandret. Motiveret. Energisk.

 

Den franske arv

Kaffen i Vietnam er i sig selv en arv fra én af besættelsesmagterne; den franske. En bastard på lige fod med den populære street-sandwich; Bánh Mì’en. Indholdet er udpræget vietnamesisk; stegt gris eller ko, diverse vietnamesiske grøntsager og, selvfølgelig, koriander. Altid koriander. Det franske består i, at hele herligheden er stoppet ind i en lille baguette.

Når man rejser rundt til forskellige vietnamesiske kaffesteder, hvad end det er i det nordligste Sa Pa eller det sydligste Sai Gon, så skal man gøre det helt klumpe-dumpe eksplicit for den serverende part, at man ikke ønsker sukker i kaffen. ‘Fresh milk – no sugar!’ De kigger som om, jeg har bedt om en kaffe uden vand. ‘Fresh milk, sir?!’ ‘Yes!’ ‘No sugar?!’ ‘No sugar!’

Jeg hader sukker i kaffen. Jeg kan ikke udstå det. Det er den mest effektive måde at ødelægge en lækker kop ren, sort kaffe. Jeg har altid følt, at folk der brugte sukker i kaffen slet ikke fortjente den i første omgang. Hvis du bestiller en kaffe med sukker i, så er det fordi, du hellere ville have haft en kakao. Og måske er det her, Slavoj Žižek ikke har helt ret, når han siger, at den moderne kapitalistiske ideologi ønsker at fratage tingene deres substans, for at vi kan nyde dem i tilpas afstand. At markedet i dag tilbyder os en skadefri pseudo-udgave af de nydelses-objekter, vi forbruger. Vi kan i dag få kaffe uden koffein, fløde uden fedt, øl uden alkohol osv. Eller, det har han for så vidt ret i, men måske handler det ikke om kaffe uden koffein, som han plejer at sige, men nærmere om kaffe med sukker. Hvis Žižeks pointe er, at vi ønsker os tingen uden dens (skadelige) essens – kaffe uden koffein, Cola uden sukker, krig uden faldne (på vores side), så kunne man måske med den vietnamesiske kaffe sige, at vi er villige til at udholde meget, så længe det serveres med et skud sukker i.

Og de fleste gange har jeg da også, endog efter den meget eksplicitte bestilling, fået en cà phê, der mest af alt har smagt af flydende Nutella. Hvis jeg da lidt forsigtigt pegende mod koppen har gentaget min bestilling i spørgeform, ‘Fresh milk, no sugar?’, har de evigt venlige vietnamesiske tjenere gang på gang smilende bekræftet. Og ret skal være ret: Der er en sælsom sødme over de vietnamesiske robusta- og arabicabønner (blandt andet på baggrund af en lidt speciel riste-metode, og af ofte at være blandet med cikorie), men på ingen måde noget, der ville kunne have passeret som tiramisu i en blindtest, sådan som det har været tilfældet med mange af de påståede usødede udgaver, jeg er blevet præsenteret for.

 

Kapitalisme, sukker, ideologi

Som jeg ser det, er der to mulige læsninger af dette fænomen. Enten at sukkeret har samme status i Vietnam, som alkoholen har i Rusland, hvor det at være afholdsmand betyder, at man ikke drikker hård spiritus. ‘Jeg drikker ikke’ betyder med andre ord, ‘altså undtagen vin og øl, naturligvis.’ På samme måde kan man læse de vietnamesiske tjeneres svar som et ‘nej, jeg har ikke puttet rå, raffineret sukker i, og det er såmænd frisk mælk, der er i.’

Men lige så naturligt, som at der heller ikke på menukortet står, at serveringen også indeholder vand og en kop, så står der heller ikke, at den vietnamesiske kaffe brygges, dryp for dryp ned på en bund af tyktflydende, kondenseret mælk (som i sig selv indeholder omkring 50% sukker), der er et ligeså neutralt udgangspunkt for bryggen som koppen og vandet er det. En ramme, man end ikke ser. Den kondenserede mælk er, om man vil, ren ideologi. Det er en selvfølgelighed, vi ikke snakker om. Det er en benægtelse, der ikke er bundet til et ord: Noget der er lagt til eller trukket fra, uden vi binder det op på andet end en tilsyneladende neutral ramme. Svarer man eksempelvis ‘nej’ til spørgsmålet; ‘er der noget kød, du ikke spiser?’, så behøver man ikke eksplicitere, at det dog ikke gælder menneskekød.

Og måske grunder vores mulighed for at opleve Vietnam overhovedet, som vesterlændinge, netop i menneskekødet. Eller det vil sige i den kondenserede mælk – i den moderne vietnamesiske ideologi. Her har du et ‘nej,’ der ikke kan trækkes fra. En ingrediens, du ikke kan få taget ud af din oplevelse. Sukker, du ikke kan tage ud af din kaffe.

 

Den amerikanske arv

Efter august-revolutionen i 1945, hvor Hồ Chí Minh og frihedsbevægelsen Việt Minh kom af med den franske kolonimagt, fulgte den lange kamp mellem det kommunistiske nord og det sydvietnamesiske styre, der sammen med amerikanerne endeligt måtte kapitulere i Sai Gon i 1975. Det efterlod landet forenet under et kommunistisk et-parti-styre, som på papiret gør Vietnam til et af verdens fem sidste kommunistiske lande (sammen med Kina, Cuba, Laos og Nordkorea). Onkel Ho (Chí Minh) vejer stadig tungt på flag fra lygtepæle i storbyerne og toner frem som lysbringer på propaganda-plakater på tværs af det atter frodige land, men de facto er kommunismen i landet i dag lige så rød, som kaffen er sort. Allerede i 1986 indførte regeringen en stribe økonomiske reformer, Chính sách Đổi Mới, der skulle skabe en ‘socialistisk orienteret markedsøkonomi’. Den vietnamesiske økonomi voksede lynhurtigt og amerikanerne løftede endeligt deres handelsembargo i 1994.

I 2000 åbnede den første børs, og Vietnam er i dag en af verdens hurtigst voksende økonomier. Og mens det selvfølgelig ville være ualmindeligt naivt at hævde, at de nye kapitalistiske tiltag har fordrevet landets barske historie, eller kommunistiske ånd, så forbliver det besynderlige materielle faktum, at man i dag ikke kan få den vietnamesiske hævn af en kop kaffe uden den ekstremt sukrede, klistrede kondenserede mælk til, som får hele den olierede masse til at glide ned. Og det gør den! Den glider ned. Og man gør det igen. Ja, man lærer faktisk at holde af den – cà phê’en. Ligesom den venligt smilende ideologi, den leveres med. For den anden mulige læsning er netop den, at hævnen ikke så meget er en hævn, men en sukret, klistret tilgivelse.

Eller som min chauffør så bemærkelsesværdigt sagde: ”My father don’t like the french. But that’s the old generation. I speak a little french myself. You know; it’s not only bad what they [kolonimagterne] brought us. Look at this!” Vi kørte igennem en tunnel. ”The french built this. The Americans made a lot of infrastructure. Big roads. I think, today, we are actually thankful.” Og måske er det netop denne ‘taknemmelighed’, der kommer til udtryk som klistret kaffe-ideologi, når jeg forsøger at bestille en ‘fresh milk – no sugar.’ Kan jeg bare få landet og dets historie, råt for usødet – bogstaveligt talt? Kan jeg få smerten, udviklingen og revolutionerne, bønnerne, den knurrende mave og lange vedholdende, harske eftersmag? ‘Ja, selvfølgelig!’ (Med sukker).

 

Nyd den!

For ligger der ikke netop en forbruger-interpellation i den måde, en hvid, skjorteklædt vesterlænding får lov at komme ’tilbage’ til kolonien på? Selvfølgelig har jeg ikke koloniseret landet. Selvfølgelig er det ikke chaufføren, der er blevet brugt af franskmændene til at grave tunnellen ud – så hvorfor skulle vi ikke bare kunne mødes som mennesker (med lidt sukker imellem)? Man fristes til at sige; lad nu gjort være gjort og nyd din kaffe. Og ja, faktisk sådan – i bydeform. Nyd den! For den ideologi, der gemmer sig på bunden af koppen, og som for en hvid, skjorteklædt vesterlænding åbenbart ikke kan negeres med ord, er netop det forhold, at landets sidste revolution, hvor kapitalismens sukrede nydelses-kultur blandede sig med den rå vietnamesiske historie, samtidig gjorde enhver besøgende til en forbruger, hvis primære ernæring er nydelsen.

Min chaufførs idé var selvfølgelig, at det ikke blot var Nord- og Sydvietnam, der blev genforenet, men også at Vietnam som sådan blev genforenet med resten af verden igennem kommunismens fald. Kapitalismens homogeniserende ånd har på en måde slået en streg i sandet, som forener amerikaner, vietnameser, kineser, franskmand og dansker i én usynlig ramme: Den kondenserede mælk. Kapitalismens nydelsesimperativ.

Det, jeg får, er ikke en ‘uautentisk oplevelse,’ det er ikke kaffe uden koffein. Det er, som jeg indledningsvist skrev, rigeligt autentisk – en barsk omgang. Man kan sagtens se både krigenes og kaffens rædsler i øjnene her. Den moderne, kapitalistiske ideologi er ikke, at der er noget, der mangler. Det er nærmere, at der er noget i overskud. Jeg har fået alt, hvad jeg har bestilt, men jeg får også altid noget andet, noget mere, igennem hvilket jeg tvinges til at nyde, hvad end det er, jeg forsøger at opleve. Chaufføren og jeg er muligvis blevet genforenet (han troede, jeg var franskmand), men vi er blevet genforenet i et ganske bestemt forhold; i den ramme, at jeg sidder på bagsædet af hans bil og betaler ham for at køre mig til lufthavnen. Nøjagtigt som en meget velmenende tjener, for hvem min grundtilstand som menneske tilsyneladende er; én som ønsker at nyde. Én som skal have lidt sukker i. På samme måde var det ganske naturligt, at da jeg efter en særdeles oplevelsesrig dag i Ha Noi vendte træt tilbage til hotellet, og svarede ”Nothing. Just relax. I’m tired” på den smilende concierge’s spørgsmål om, hvad jeg skulle i aften, så responderede hun uden tøven med; ”Of course! For a relaxing massage, I can recommend these three places…”

Nydelsen, hvilket til enhver tid også vil sige transaktionen, er grundtilstanden i den nye genforening, hvor vi kan mødes som ligeværdige mennesker i en situation, der hele tiden også er en forbrugssituation. Chaufføren og resten af hans generation tager imod Vesten med åbne arme (Vietnam har verdens yngste befolkning med en gennemsnitsalder på bare 25 år), men den ånd, med hvilken vi ‘giver slip på fortiden’ er samtidig en relation, hvor der er noget til overs. Der er sukker i koppen, inden man bestiller sin kaffe.

 Anders Ruby er Cand.mag i idéhistorie og underviser på Engelsholm Højskole.