En historie om Nietzsche, Schopenhauer og litteraturen

Friedrich Nietzsches indflydelse på den moderne kultur er uomgængelig. Nietzsches ideer har blandt andet haft en særlig gennemslagskraft i den danske skønlitteratur. Professor i tysk ved Aarhus Universitet Søren R. Fauth mediterer over de aftryk, som Nietzsche og dennes store indflydelse Arthur Schopenhauer har sat på den moderne litteratur med deres forskellige beskrivelser af mennesket.

Friedrich Niet­zsches betyd­ning for mod­erne europæisk ånd­sliv kan næppe overvur­deres. Kun Arthur Schopen­hauers lære om ver­den som vil­je og forestill­ing og navn­lig dennes æstetiske og etiske overve­jelser kan opvise en lig­nende imponerende virkn­ings- og recep­tion­shis­to­rie som Niet­zsches tænkn­ing. I det føl­gende skal kon­tur­erne af det tysk-danske udvek­slings­land­skab fra ca. 1900 til i dag ten­ta­tivt teg­nes. Dette er i sig selv et præ­ten­tiøst fore­ta­gende og kan der­for ikke blive til andet end – ja, netop! – et ydmygt forsøg på at teg­ne et omrids. Til sidst ser vi, hvor stor betyd­ning Niet­zsches og Schopen­hauers filosofi har haft for en af det 20. århun­dredes mest læste og anerk­endte europæiske for­fat­tere, nem­lig Thomas Mann.

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Bran­des op på en taler­stol i Køben­havn og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæs­ninger om den tyske filosof Friedrich Niet­zsche. På den måde kick­start­ede Bran­des en virkn­ing­shis­to­rie, som kun få mod­erne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Bag­grund mark­er­er Bran­des’ fem forelæs­ninger med fem artik­ler – én artikel for hver af de oprindelige forelæs­nings­da­to­er – der alle bel­yser, hvor­dan Niet­zsches filosofi sat­te et aftryk på den mod­erne ver­den.

Forskellen mellem Nietzsche og Schopenhauer

Schopen­hauer, Niet­zsches selvud­nævnte opdrager, fore­greb det mod­erne ver­dens­billede, og Niet­zsche videreud­viklede det på sin særeg­ne måde, ikke blot ved at filosofere med ham­meren, men især ved på skul­drene af et livs­langt opgør med kris­ten­dom­men at fos­tre den så ofte mis­forståede forestill­ing om over­men­nes­ket – hint af alle religiøse og moralske bindinger frisat­te indi­vid der som en anden Baron von Münch­hausen ved egen kraft for­mår at trække sig selv op ved håret og (iscene)sætte sit eget liv. Vil­jes­metafysikkens gudløshed som vi møder den i Schopen­hauers tænkn­ing, trækker stadig store vek­sler på og lån­er i sine etiske tanke­fig­ur­er (fornæg­telsen af vil­jen til liv, inteth­edsso­te­ri­olo­gien m.m.) i form af sym­bol­er og metafor­er sprog fra kristne og fjernøstlige reli­gion­er og fasthold­er grund­forestill­in­gen om men­nes­ket som et syn­digt og plaget væsen der har nåde og for­løs­ning behov. Men­nes­ket er og bliv­er ifølge Schopen­hauer afmægtigt, udlev­eret som det er til den irra­tionelle livsvil­je der dri­ver os rundt i fremtrædelsesver­de­nens absurde menageri: som Vladimir og Estragon i Beck­etts En atten­dant Godot evigt stræbende efter opnåelse af de tal­løse ønsker og behov vores umæt­telige drift udstyr­er os med, udspændt mellem ufor­løst længsel, kort­varig til­fredsstil­lelse, ked­somhed og vækkelsen af et ny stræben. Schopen­hauers pes­simistiske antropolo­gi (her forstået videst muligt som ’læren om men­nes­ket’) der længe før Freud gjorde men­nes­ket til slave i eget hus og bragte både Vorherre og for­nuften til fald, gik tilsyneladende adepten Niet­zsche så meget i blodet at end ikke over­men­nes­ke­tanken for­måede at bryde med forestill­in­gen om at alt­ing styres af en blind vil­je. Forskellen på den schopen­hauerske vil­je til liv og Niet­zsches vil­je til magt er mar­gin­al. På andre punk­ter er forskel­lene mærk­bare. Det stærke, frisat­te, driftsstyrede magt- og over­men­neske har for længst taget afsked med kris­ten­dom­mens, bud­dhis­mens og hin­duis­mens asketiske ide­al­er og afs­løret dem som det syge men­neskes forsøg på at tæmme den sunde der i sin erup­tive vital­itet (og virilitet) ikke nøjes med at forkyn­de Guds død på marked­splad­sen, men brøler sit jeg ud for fulde gar­diner og trom­ler næsten ned på sin vej frem gen­nem livet.

Vitalisme og forløsning

Intet under at den frem­skridt­sop­ti­mistiske, teknologibege­jstrede Johannes V. Jensen efter sit kort­varige ophold i sort­seeri­ets dybeste kælder (roma­nen Einar Elkjær fra 1898) blev en stor beun­dr­er af Niet­zsche. Lige­frem muntert i sin slående paradok­salitet er det at kul­tur­radikalis­mens stam­fad­er Georg Bran­des faldt pladask for Niet­zsches her­re­moral og ’aris­tokratiske radikalisme’. Bran­des’ hyldest til Niet­zsches store men­neske der under titlen ”Aris­tokratisk Radikalisme. En Afhan­dling om Friedrich Niet­zsche” stod at læse i tidsskriftet Tilskuerens august­num­mer 1889, udtrykker i sin for­agt for det jævne en decideret anti­demokratisk hold­ning der er uforenelig med inklu­sion, folket­ing og fler­tal­safgørelser. Aris­tokrat­en Bran­des læg­ger i dette skrift en arro­gan­cens radikalisme for dagen der ret beset burde have forhin­dret ham i at blive chefide­olog for den danske intel­li­gentsia i det 20. og 21. århun­drede. Af andre fremtræ­dende ånds- og digter­per­son­lighed­er omkring sekel­skiftet 1900 der del­tog i de bakkan­tiske fes­t­lighed­er, skal den pandyrk­ende Sophus Claussen naturligvis nævnes, også selv om Claussen ganske man­glede sans for det tyske og næsten udelukkende ret­tede sin opmærk­somhed mod Frankrig hvor hel­tene hed Baude­laire, Mal­lar­mé og Ver­laine. Inden for musikken sprang Carl Nielsen på det vital­is­tiske tog, der af den danske hommes de let­tre Vil­helm Ander­sen blev behan­dlet i det essay­is­tiske mester­værk fra 1904 om dion­y­sisk livs­rus i antikken og Nor­den, Bac­chus­to­get i Nor­den.

I Sverige mod­tog August Strind­berg, der selv havde en rem af van­vid­dets hud, breve fra Sils Maria, hvis ind­hold var præget af en stadig større dunkel­hed og ganske klare tegn på den sindssyg­dom, der endte med at for­mørke Niet­zsches bev­id­s­thed helt. Strind­berg flirt­ede heftigt med over­men­nes­ke­tanken, delte Niet­zsches og Schopen­hauers syn på kvin­den, men var ellers mere til okkul­tisme, schopen­hauer­sk og fjernøstlig for­løs­ningslære end dion­y­siske offer­tog og umåde­hold­en selvud­fold­else. Læs blot (eller se!) Ett dröm­spel, hvori Indras dat­ter lede­mo­tivisk repeter­er formlen “Det är synd om män­nisko­r­na”. Og ikke nok med det: Strind­berg isce­nesæt­ter det mis­er­able liv, befolket af lidende sjæle i Ett dröm­spel (og ikke kun dér) som en rejse fra den kval­fulde inde­spær­ring i det ego­is­tiske indi­vid­u­a­tion­sprin­cip til en til­stand hin­sides tid og rum hvori der ikke læn­gere find­es noget ’jeg’ og ’du’, hvor sub­jekt og objekt er elim­ineret, og de martrede sjæle er på vej over i en til­stand af tyst inteth­ed. Denne posi­tion er naturligvis uforenelig med Niet­zsches demasker­ingsp­sykol­o­giske hud­flet­ning af de asketiske ide­al­er i 3. bog af Moralens oprindelse, som han men­er at kunne afs­løre som det svage, dekadente, syge men­neskes vil­je til magt over ’de stærke’ der ved egen kraft, ind­sigt og intellekt for­mår at sætte sig selv suverænt.

Det emancipatoriske projekt og det plagede dyr

Tanken om et sådant selvberoende, mod­erne men­neske der hin­sides godt og ondt autonomt kunne for­mulere sine værdier og således helt på egne præmiss­er og ganske frigjort fra for­dums moralske og religiøse bindinger eksis­tere et menings­fyldt liv (der i øvrigt hverken var irra­tional­is­tisk eller amoral­sk), har besnæret mange siden Niet­zsche i 1872 med Trage­di­ens fød­sel indledte sit pri­vate korstog mod kris­ten­dom­men og alle tænke­lige afarter af denne.

Også på det punkt går der en lige lin­je fra Niet­zsches eman­ci­pa­toriske pro­jekt til den i dan­sk ånd­sliv så fremhersk­ende og dominerende kul­tur­radikalisme i det 20. århun­drede: fra PH til Klaus Rif­b­jerg og Carsten Jensen.

I den helt aktuelle danske lit­ter­atur er der dog noget der tyder på at Niet­zsche er gledet i bag­grun­den. Dik­tio­nen i samti­dens danske lit­ter­atur, og for den sags skyld i den norske (Karl Ove Knaus­gaard, for nu at fremhæve et promi­nent eksem­pel) og svenske, synes at vende tilbage til for­dums pes­simisme. Pris­belønnede for­fat­tere som Har­ald Voet­mann (Vågen og Kødet let­ter), Preben Major Sørensen (hele det omfat­tende for­fat­ter­skab!) og Bjørn Ras­mussen (Huden er det elastiske hyl­ster der omgiv­er hele leg­emet) udlæg­ger, i det mind­ste hvad angår Voet­mann og Major Sørensen, men­nes­ket som et plaget dyr der, helt i tråd med Schopen­hauers vil­jes­metafysik og for­løs­ningslære, er pris­givet sine drifter, og som der­for længes efter en ophævelse af eksis­tensen.

Thomas Mann lever

En af det 20. århun­dredes største og mest feterede for­fat­tere skal her tjene som eksem­pel på en pro­duk­tiv og omfat­tende overtagelse af tanke­fig­ur­er fra Niet­zsches – og så sandelig også Schopen­hauers – tænkn­ing i digt­nin­gen. Jeg tænker på den tyske for­fat­ter Thomas Mann, der for nylig fik sin helt egen lit­terære foren­ing i Dan­mark, og som netop nu, bl.a. takket være tin­drende velo­plagte nyover­sæt­telser ved Judy­ta Preis og Jør­gen Her­mann Mon­rad af samtlige fortællinger, er gen­stand for opmærk­somhed i den tryk­te presse. Om føje tid udkom­mer Børge Kris­tiansens storværk om Thomas Manns for­fat­ter­skab med nær­læs­ninger af en række udval­gte nøgle­fortællinger og Trold­doms­b­jer­get m.m. på for­laget Rosenkilde & Bahn­hof; et storværk på over 600 sider. Med andre ord: Thomas Mann lever her­tillands i bed­ste vel­gående.

Skulle man nævne mester­fortællinger fra Manns tidlige for­fat­ter­skab der ganske enkelt ikke kan forstås uden at den rel­e­vante Niet­zsche- og Schopen­hauerkon­tekst ind­drages, ville føl­gende titler være oplagte bud: Den lille hr. Friede­mann, Tris­tan, Tonio Kröger, En baiaz­zo og sidst, men ikke mindst, Døden i Venedig. Hver især hov­ed­værk­er inden for den mod­erne nov­el­lekun­st og fuld­kom­men gen­nem­syret af Schopen­hauers og Niet­zsches tanke­u­nivers. Tonio Kröger fra fortællin­gen af samme navn er spal­tet mellem længslen efter et nor­malt borg­erligt liv, således som de vitale ven­ner Inge Holm og Hans Hansen repræsen­ter­er dette, og sine indre kun­st­ner­iske tilbø­je­lighed­er der ytr­er sig som hyper­sen­si­bilitet, svaghed og nervøsitet. Tonio Kröger er ganske enkelt kalk­eret over Niet­zsches binære opdel­ing af men­neske­he­den i svage og stærke. Den blonde Hans Hansen med de blå øjne løber selvføl­gelig med den ikke min­dre blonde Inge Holm, og det kan næppe undre at han, Hans Hansen, i sin fritid hold­er af at stud­ere hes­te­bøger med øje­b­liks­billed­er, mens det syge kun­st­nerge­myt Tonio Kröger forskanser sig bag Schillers dra­ma Don Car­los. Over­alt er det Niet­zsches beskriv­elser af det patol­o­giske kun­st­nersind (navn­lig i skriftet Wag­n­ers fald og i den førnævnte 3. bog om de asketiske ide­al­er i Moralens oprindelse), der præger den mannske karak­terteg­n­ing. Til per­lerækken af dekadente kun­st­nere, der er skåret over omtrent samme læst, hør­er Detlev Spinell fra nov­ellen Tris­tan, hr. Friede­mann fra Den lille hr. Friede­mann og Gus­tav von Aschen­bach fra Døden i Venedig. Detlev Spinell har sit åndelige for­billede i Niet­zsches afs­løring af ’die schöne Seele’ (skønån­den) som værende i oppo­si­tion til livet af ren afmagt og ressen­ti­ment. At den mannske fortæller gen­nemgående forhold­er sig iro­nisk til det for­t­alte og lige­frem lat­terlig­gør en fig­ur som Spinell ændr­er ikke ved den kends­gern­ing at Niet­zsches ideer dominer­er sub­tek­sten. De blod­fat­tige, forkrøblede skønån­der er hos Mann altid forsynet med en eller flere vitale antipoder – hys­terisk velo­plagte borg­ere med en hæmn­ingsløs appetit på livet og en uud­slukke­lig vil­je til magt: Klöter­jahn (’Klöten’ er ned­er­tysk for da. ’noss­er’), fam­i­lien Hagen­ströms (der intro­duc­eres i Den lille hr. Friede­mann og dukker op igen som fam­i­lien Bud­den­brooks abso­lutte mod­sæt­ning i den nobel­prisvin­dende roman Bud­den­brooks fra 1901), og de oven­for nævnte Hans Hansen og Inge Holm fra Tonio Kröger, par exem­ple.

Døden i Venedig

Gus­tav von Aschen­bach, hov­ed­per­so­n­en i Døden i Venedig, ind­tager i det tidlige værk en særstill­ing. Teg­nin­gen af denne fig­ur er muligvis det mest rendyrkede eksem­pel i den europæiske lit­ter­aturs his­to­rie på en frugt­bar og lev­ende omsæt­ning af de ’filosofiske’ hov­ed­tanker i Niet­zsches gen­nem­brudsværk Trage­di­ens fød­sel til fortællekun­st. Aschen­bach før­er en fuld­kom­men streng, asketisk og apollinsk tilværelse som for­fat­ter. Han er ind­be­gre­bet af det apollinske for­m­men­neske der gen­nem jern­hård arbe­jds­dis­ci­plin og sub­limer­ing ved skrive­bor­det har tvæt­tet sin sjæl ren og under­trykt krop­pens lyster. Lige indtil den dag hvor han begiv­er sig ud på en spad­sere­tur der via Englis­ch­er Garten før­er ham til udkan­ten af München hvor han hjem­søges af en sum­p­land­sk­ab­svi­sion, samt en ubændig trang til at bryde op, rejse væk, for­lade skrive­bor­det, tage til Venedig og dø. His­to­rien er velk­endt: rejsen til byen der står i havet på vak­lende pæle, før­er ham til yndlin­gen Tadzio, som han forelsker sig i. Da der først er lukket op for sluserne til det ube­v­id­ste, mejer det dion­y­siske fest­tog enhver form for apollinsk orden ned. Kun­stens møj­som­meligt opførte korthus styrter sam­men under drifternes åg. I mod­sæt­ning til Niet­zsches utopi om en har­monisk samek­sis­tens af det dion­y­siske og apollinske går den dekadente kun­ster under i mødet med det stærke liv. Hos Mann find­es der ingen mulig medier­ing af Apol­lon og Dionysos.

Niet­zsches liv og tænkn­ing led­sager fra først til sidst Manns for­fat­ter­skab. Tænk blot på Dok­tor Faus­tus, der blev færdigskrevet på amfe­t­a­min i amerikan­sk eksil og udgivet i 1947: Adri­an Lev­erkühn, roma­nens pro­tag­o­nist, er ganske vist musik­er med hang til Arnold Schön­bergs tolv­tone­musik, men hans tragiske livshis­to­rie – der sam­tidig er fortællin­gen om det naz­i­fi­cerede Tysk­lands under­gang – er en lit­terær gen­skrivn­ing med mod­i­fika­tion­er og vari­a­tion­er over geni­et Niet­zsches fald fra fan­tasiens almagt­stinde ned i fort­a­belsens mørke.

Her ender his­to­rien om Niet­zsche, Schopen­hauer og lit­ter­a­turen ikke. Der find­es kun få his­to­ri­er som ingen ende har. Dette er en af dem.

Søren R. Fauth er pro­fes­sor (MSO) i tysk lit­ter­atur ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen