Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

His­to­rien om babel­står­net, her i M. C. Esch­ers træs­nit fra 1928, er måske det bedst kendte eksem­pel på, at også de “hårde” viden­sk­aber og ingeniørkun­sten er afhængige af sprog­et og de begre­ber, der behan­dles af human­io­ra. Illus­tra­tion: Museu de Arte Pop­u­lar, Lis­bon, Por­tu­gal via Flickr/Pedro Ribeiro Simões

Én måde at tilgå den aktuelle debat om human­io­ras rel­e­vans er at stille skarpt på de mange begre­ber, human­is­ter har opfun­det og udviklet, og de konkrete bidrag, begre­berne har ydet til vores forståelse af ver­den. Det syn­spunkt illus­tr­erer Mikkel Bille, Anders Eng­b­jerg-Ped­er­sen og Karen Gram-Skjoldager i denne artikel, der er en bear­be­jdet ver­sion af indled­nin­gen til bogen Ver­den ifølge Human­io­ra – 40 bane­bry­dende begre­ber der for­mer vores virke­lighed, hvor 40 human­is­tiske forskere giv­er deres bud på de vigtig­ste og mest tankevækkende begre­ber fra den nyere human­is­tiske forskn­ing. Bogen er netop udkom­met på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag.

Da den bul­garske lit­ter­at Julia Kris­te­va (f. 1941) i 1980 udviklede begre­bet abjek­tion skabte hun en ny forståelse af sam­fun­dets omgang med det afskyelige: med råd­den­skab, sekreter, døde men­nesker. Når vi f.eks. skiller os af med de døde, gør vi det ikke bare for­di, hygiej­nen eller vores følelser for den afdøde kræver det. Vi gør det også, for­di liget på uhyggelig vis forstyrrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være men­neske. Når vi ser på et lig, ser vi på en mellemt­ing mellem os selv og en gen­stand, noget, der ikke læn­gere er lev­ende, men som heller ikke helt er blevet til et ikke-lev­ende objekt. Synet af et lig giv­er os et utåleligt glimt af vores egen fremtid. Abjek­tion, eller blot abjek­tet, hjælper os der­for til at forstå og fork­lare men­neskers han­dlinger, som når vi kre­mer­er eller gem­mer de døde af vejen i kister, under ligk­læder, i urn­er, eller i grave for at opretholde et klart skel mellem det lev­ende og det døde. Mellem os og dem.

Abjek­tet, som netop i år blev optaget i Den Danske Ord­bog, er blot ét blandt utal­lige begre­ber, som human­is­tiske forskere har udviklet. Begre­ber kan forstås som en slags opfind­else, der kan gribe direk­te ind i vores hverdag. De for­mer vores forståelse af ver­den omkring os, skaber afk­lar­ing og ind­sigt og åbn­er nye mulighed­er for at han­dle. Det kan være overordnede begre­ber som moder­nitet, post­mod­ernisme eller nation, eller det kan være mere snævre begre­ber som abjek­tet, kri­gens ram­mer eller banal nation­al­isme, som kan tilskrives speci­fikke forskere, og som fokuser­er på særeg­ne fænomen­er og prob­lem­still­inger.

Opfind­elser forbinder man som regel med naturv­i­den­skab eller de tekniske viden­sk­aber – med teknolo­gi­er, mask­in­er og instru­menter som f.eks. atom­kraft, LED-skærme eller kvan­te­com­put­ere. Som en naturv­i­den­sk­ab­s­mand sagde for nylig, er der kun tale om et forskn­ingsre­sul­tat, hvis det siger ‘klonk’, når man slår på det. Begre­ber siger ikke klonk, hvis man prøver at slå på dem. De er sprog­lige opfind­elser og udtryk for efter­tanke og ind­sigt. De er måder at ordne ver­den på, som ikke fandtes før en filosof, en his­torik­er eller et andet kvikt hov­ed fandt på dem. Når et begreb først er opfun­det, og eventuelt udviklet og nuanceret af andre, kan det bruges som et værk­tøj – et greb, om man vil – til at gribe ind i virke­lighe­den både for at forstå den og for at ændre den. Det er ikke lig­e­gyldigt, om man kalder nogen for fri­hed­skæm­per, oprør­er eller ter­ror­ist. Vi begriber ver­den med begre­ber og han­dler derefter. Nogle gange har de cen­tral betyd­ning for viden­sk­aben og sam­fun­det som hel­hed – tag f.eks. grundlæggende viden­sk­a­belige begre­ber som par­a­digme og diskurs. Andre begre­ber lever et stille liv i en mere snæver akademisk kreds: De sæt­ter kun aftryk hos de forskere og stud­erende, der bruger dem til at se lige præ­cis den del af ver­den, de stud­er­er, på nye måder og til at frem­bringe ny viden, der så igen kan have bredere sam­fundsmæs­sig ind­fly­delse.

Ofte repræsen­teres human­io­ra af store – som regel man­dlige, europæiske – tænkere som Kant (1724−1804), Kierkegaard (1813−1855) og Niet­zsche (1844−1900). Det er hævet over enhver debat, at de tre filosof­fer har bidraget afgørende til at forstå men­neskernes ver­den, og at de har sat dybe aftryk i den måde vores sam­fund er organ­is­eret på — også selvom mange men­nesker ikke er klar over det. Men det er ikke uden prob­le­mer altid at hen­vise til de store, gam­le tænkere, når vi diskuter­er betyd­nin­gen af human­is­tisk forskn­ing: Det skyg­ger for de gen­nem­brud, der karak­teris­er­er den nyere human­is­tiske forskn­ing. Det gælder ikke mindst for tiden efter Anden Ver­den­skrig, hvor uni­ver­sitetet er blevet min­dre elitært og har åbnet sig mod ver­den, i takt med at de store ung­dom­sår­gange har ind­taget de højere lære­anstal­ter og forsknin­gen har kastet sig over nye prob­lem­still­inger, der kredser om poli­tisk delt­agelse, social ulighed og kul­turel mang­foldighed. Det har skabt en sand opblom­string af human­is­tisk forskn­ing inden for alt fra his­to­rie og sprog til filosofi og kul­turstudi­er og en mang­foldighed af nye human­is­tiske begre­ber.

Humaniora er én lang succeshistorie

Human­is­tiske suc­ceshis­to­ri­er hør­er vi dog sjældent om. Når vi åbn­er en avis, find­er vi tvær­ti­mod ofte his­to­ri­er om et viden­sk­a­beligt felt, der befind­er sig i per­ma­nent krise med dal­ende kvalitet og tårn­høj arbe­jd­sløshed blandt nyud­dannede. Vi læs­er, at human­is­tisk forskn­ing skæres ned, er irrel­e­vant og uden vær­di. I medierne og i dele af befolknin­gen er der opstået en fortælling om et ver­dens­f­jernt, kvalitet­sløst human­io­ra i et sam­fund, der har brug for læger, ingeniør­er og dat­a­loger.

Hvor kom­mer den ned­slående fortælling fra? I et større, inter­na­tion­alt per­spek­tiv må man søge tilbage til den udvidelse af uni­ver­sitetssek­toren, som fandt sted efter Anden Ver­den­skrig. Som led i den generelle vækst i sam­fun­det voksede uddan­nelses- og forskn­ingssek­toren markant. Idéhis­torik­eren Ste­fan Colli­ni har vist, at der var 50.000 stud­erende ved engelske uni­ver­siteter i 1939. I 1980 var tal­let 300.000 og i 2012 over to mil­lion­er. Her­hjemme steg antallet af stud­erende på uni­ver­siteterne tilsvarende, da poli­tik­erne proklamerede, at de ville have Dan­marks bedst uddannede gen­er­a­tion. Det skulle vise sig, at mange ønskede en human­is­tisk uddan­nelse. Boomet i antallet af stud­erende gav anled­ning til en ny forståelse af, hvad de skulle på uni­ver­sitetet: Fokus skift­ede fra tileg­nelse af viden til kom­pe­tenceud­vikling. Dan­nelse måtte vige for job­for­bere­delse. Snart ful­gte his­to­ri­erne om dal­ende kvalitet og arbe­jd­sløshed, idet human­io­ra i al sin diver­sitet fra arkæolo­gi, teater­v­i­den­skab og filosofi, til eski­molo­gi og ara­bisk blev portræt­teret som brødløst.

Når man går den konkrete udvikling efter i sømmene, teg­n­er der sig dog et andet billede. En under­søgelse af human­is­tiske kan­di­dater i Dan­mark fore­taget af Køben­havns Uni­ver­sitet i 2015 viste, at selvom antallet var næsten tre­doblet fra 1998 til 2014, var fuldtid­sledighe­den for human­is­ter faldet fra 8 til 6,1 pro­cent. His­to­rien om human­io­ra er alt­så his­to­rien om en beskæftigelses­suc­ces. Suc­ce­sen afspe­jler, at nok er de human­is­tiske fag ikke ‘pro­fes­sion­sud­dan­nelser’ på samme måde som med­i­cin, jura eller ingeniørstudi­et, men de human­is­tiske kan­di­dater har en række brede kom­pe­tencer, som de er gode til at bringe i spil i mange forskel­lige jobs.

Det er imi­dler­tid ikke kun uddan­nelses­mæs­sigt, at human­io­ra har haft et vok­sende gen­nem­slag; det samme gælder for den human­is­tiske forskn­ing. I et stort dan­sk forskn­ing­spro­jekt, Huma­nomics,har blandt andre Fred­erik Stjern­felt og David Budtz Ped­er­sen doku­menteret, at human­is­tiske forskere i stort omfang indgår i tætte samar­be­jder med sam­fund­sak­tør­er uden for uni­ver­sitetet, det være sig gym­nasi­er, museer, foreninger, kom­muner eller virk­somhed­er. I 2018 for­t­alte 82 pro­cent af de danske human­is­tiske forskere, at de havde delt­aget i eksternt videnssamar­be­jde inden for de sen­este tre år, mens ni ud af ti havde formi­dlet deres forskn­ing i medierne og andre offentlige sam­men­hænge.

Når man ser på inter­na­tion­al forskn­ing­sex­cel­lence, har dan­sk human­io­ra også gen­nem­slagskraft. På den såkaldte QS rank­ing, der ran­ger­er alle de bed­ste uni­ver­siteter, er både Aarhus og Køben­havns Uni­ver­siteter eksem­pelvis mere anerk­endte for deres humanv­i­den­skab end for deres naturv­i­den­sk­a­belige, sam­fundsv­i­den­sk­a­belige, og tekniske viden­sk­a­belige aktiviteter. Tilsvarende er danske human­is­tiske forskere de mest citerede blandt alle OECD-lan­dene. Når det gælder forskn­ingskvalitet, beskæftigelse og sam­fund­sen­gage­ment klar­er human­io­ra i Dan­mark sig alt­så glim­rende trods mediehis­to­ri­erne om human­io­ras krise.

Kri­tikken har pres­set for­t­alere for human­io­ra ind i en defen­siv posi­tion, hvor de kon­stant må forsvare deres fags rel­e­vans, dimit­ten­dernes arbe­jd­sløshed og antallet af ugentlige under­vis­ningstimer. Når human­is­tiske forskere forsøger at for­lade forsvar­spo­si­tio­nen, sker det hyp­pigt ved,at meget generelle værdier som dan­nelse, demokratiske kom­pe­tencer og kri­tisk tænkn­ing, ganske rigtigt, fremhæves. Human­io­ras helt konkrete forskn­ingsmæs­sige bidrag til sam­fun­det har til gengæld fået lov at glide i bag­grun­den. Og det er en skam.

En ny fortælling

Der er brug for en ny fortælling om human­io­ra. En fortælling, der tager udgangspunkt i de mange konkrete ind­sigter, opfind­elser og resul­tater, humanv­i­den­sk­a­belig forskn­ing har skabt. En fortælling, der fremhæver alle de måder, forsknin­gen har ændret ver­den.

Og en ting står klart: løs­ningerne på samti­dens udfor­dringer med foruren­ing, fly­gt­ninge og for­brug kræver mere human­is­tisk forskn­ing og flere human­is­tiske begre­ber. Det human­is­tiske per­spek­tiv gør det nem­lig muligt i samar­be­jde med andre viden­sk­aber at udvikle vores fælles forståelse af den virke­lighed, vi lever i. Det gør det muligt at begribe de poli­tiske og tek­nol­o­giske han­dlemu­lighed­er, vi har. Og ikke mindst de etiske udfor­dringer og moralske dilem­maer, vi står over for. Det er et fak­tum, mange tekniske og sund­hedsv­i­den­sk­a­belige uddan­nelser allerede nu har fået øjnene op for og udnyt­ter.

Imi­dler­tid må sådan en fortælling være baseret på andre præmiss­er end den forskn­ing, der udføres inden for de tekniske og sund­hedsv­i­den­sk­a­belige områder. Human­io­ra skaber sjældent paten­ter eller ting, der siger ‘klonk’. I stedet gør det noget langt mere fun­da­men­talt: det ændr­er den måde, vi men­nesker tænker og han­dler i ver­den – det italesæt­ter alt det, vi tager for givet. Nogle gange læg­ger man mærke til land­vin­dingerne, f.eks. når et nyt fund fra oldti­den graves op af jor­den, eller når en ny under­søgelse af børn og unges mediefor­brug offentlig­gøres. Andre gange siv­er land­vin­dingerne blot ube­mær­ket ind i vores hverdagssprog og hverdagsprak­sis. Der er brug for, at både human­io­ras syn­lige og usyn­lige gen­nem­slagskraft kom­mer frem i lyset. Den viden om og kri­tik af sam­fun­dets til­stand, der pro­duc­eres i det human­is­tiske værk­st­ed, lever nem­lig hjemme i dagligstuen, på museerne, i byde­signet og siv­er ind i andre viden­sk­aber, der er bedre til at tydelig­gøre deres sam­funds­bidrag.

Begrebernes liv

En måde at tale om og tydelig­gøre de erk­endelser og kri­tiske reflek­sion­er, human­io­ra bidrager med, er at stille skarpt på den konkrete og cen­trale del af den human­is­tiske forskn­ing­sprak­sis, der består i opfind­elsen og udviklin­gen af begre­ber. Human­io­ra er naturligvis meget andet end begre­ber og begreb­safk­lar­ing. Det er studi­et af de his­toriske værk­er og gen­stande, som men­nes­ket som han­dlende og skabende væsen pro­duc­er­er. Det er analy­sen af sprog­lige struk­tur­er og nutidi­ge begiven­hed­er. Det er gen­for­tolkn­ing af gam­le sand­hed­er, tek­ster og kilde­ma­te­ri­ale. Det er kri­tik af sam­fundsstrømninger, og det er udred­nin­gen af moralske dilem­maer. Det han­dler om men­neskers evne til at give ver­den betyd­ning og om men­neskers han­dlemåder i bre­deste for­stand. Men begre­ber og begreb­safk­lar­ing er et af de fællestræk, der går igen i al human­is­tisk forskn­ing og uddan­nelse.

Selvom begreb­sud­vikling er en cen­tral del af human­io­ra, fejr­er vi sjældent nye begre­ber som nybrud, end­sige opfind­elser. Omkring årsskifter udgiv­er både nationale og inter­na­tionale medi­er lis­ter over årets største forskn­ingsre­sul­tater, men der er langt mellem de human­is­tiske bidrag. Det er ikke for­di, de ikke find­es – tvær­ti­mod, kan man fristes til at sige. Der er bare ikke blik for det.

Nogle nye begre­ber slår da heller ikke bredt igen­nem. Der er næppe mange, der kender til den disko­r­dante konko­r­dans i Paul Ricoeurs (1913−2005) metafor­te­ori – eller ville vide, hvad de skulle bruge den til. Andre begre­ber er så udbredte, at vi glem­mer, at de har udgangspunkt i et human­is­tisk gen­nem­brud. Tænk på begre­ber som livsver­den, livs­lang læring eller kul­turel kap­i­tal, der efter­hån­den er gledet ind i hverdagssprog­et, og hvis oprindelse på human­is­tiske tænkeres skrive­bor­de er gået i glem­me­bo­gen. Nogle gange har human­is­tiske forskere haft så stor ind­fly­delse, at vi så at sige taler human­io­ra uden at være klar over det. Usyn­lig­gørelsen af human­is­tiske ind­sigter skyldes ofte det, man kalder ‘hind­sight bias’. Det er et begreb (der var det igen!), som beteg­n­er den psykol­o­giske mekanisme, at har man først hørt noget beskrevet, så er det indlysende,at sådan er det selvføl­gelig — og så falder onklens bemærkn­ing om, at ‘det kunne jeg godt have for­t­alt dig’.

 I vores bog, Ver­den ifølge human­io­ra, har vi sam­let en lille, men mang­foldig buket, der kan vise læseren forskel­lighe­den i den human­is­tiske forskn­ing. Vi har forsøgt at favne alt fra de mest kendte begre­ber, der er gledet ind i hverdagssprog­et, til ukendte og udfor­drende begre­ber, der hidtil har lev­et deres eget, stille liv inden for bestemte fag. Vi har val­gt både kanon­is­erede begre­ber og helt nye, der først er ved at finde deres form.

Alle begre­berne har det til fælles, at de udpeger, forbinder og ord­ner dele af virke­lighe­den. Fælles for dem er også, at de kan foran­dre sig, når andre forskere senere kri­tis­er­er, jus­ter­er eller videreud­vikler dem på bag­grund af deres måder at betragte ver­den på. Men begre­berne udfylder også forskel­lige funk­tion­er. De befind­er sig så at sige på forskel­lige niveauer. I et humanv­i­den­sk­a­beligt per­spek­tiv beskriv­er bull­shit en bestemt måde at kom­mu­nikere på, mens f.eks. tale­han­dling, diskurs og kri­gens ram­mer giv­er et mere overord­net per­spek­tiv på, hvor­dan vi med vores sprog struk­tur­erer virke­lighe­den. Nogle begre­ber rammesæt­ter ver­den på nye måder som f.eks. per­for­ma­tivitet og medi­alis­er­ing. Andre nuancer­er et eksis­terende begreb ved at fokusere på et bestemt aspekt af det, som det er til­fældet med bl.a. kul­turel nos­tal­gi, hverdagsøkono­mi, kog­ni­tiv arbe­jds­del­ing og banal nation­al­isme. Begre­ber skal nem­lig udfor­dres og bringes i spil i nye sam­men­hænge for at man kan finde grænserne for, hvad de kan fork­lare. Ofte foran­dr­er begre­ber sig også over tid. De kan både krys­tallis­ere sig til en skarpere og mere snæver betyd­ning, som nævnt oven­for, og de kan udvide sig, hvis de bliv­er brugt på nye viden­som­råder, og i takt med, at den virke­lighed, de beskriv­er, foran­dr­er sig. Sådan er det f.eks. med begre­ber som dekon­struk­tion og par­a­digme.

Lad os tage nogle eksem­pler. Da Nel­son Man­dela i 1960’erne rejste rundt for at skaffe støtte til sin kamp mod apartheid, skulle han fly­ve med Ethiopi­an Air­lines fra Khar­toum i Sudan. Men da han så en sort pilot i cock­pit­tet, blev han gre­bet af angst. Hvor­dan kunne en sort per­son styre en fly­ve­mask­ine? Det var jo en hvid mands job. Man­dela fork­lar­er i sin selvbi­ografi, hvor­dan han måtte irettesætte sig selv. Han var faldet i kolo­nial­is­mens men­tale fælde og skældte sig selv ud for at have den slags tanker. Anek­doten er et eksem­pel på ”tankens afkolonis­er­ing” – et begreb, som den kenyanske for­fat­ter og lit­ter­atur­te­o­retik­er Ngũgĩ wa Thiong’o har intro­duc­eret. Begre­bet beskriv­er en pro­ces og et ide­al om at frigøre sig fra kolo­nial­is­mens rod­fæst­ede måder at tænke på, som også skabte en særlig men­tal­itet hos de kolonis­erede: Vestens his­to­rie, kul­turelle udtryks­former og viden­skab frem­stod som et uni­verselt højdepunkt, som de kolonis­erede i kraft af deres egen kul­tur, his­to­rie og race umuligt kunne komme på højde med. Ikke bare sam­fun­det, men også tanken skulle afkolonis­eres og skal det stadig. (Læs også Casper Ander­sens artikel på Bag­grund om Sin­dets Afkolonis­er­ing, red.).

Et mere almin­deligt kendt begreb er det engelske ”Bull­shit.” Til daglig bruges det nogle gange i betyd­nin­gen ”løgn og latin,” men den amerikanske filosof Har­ry Frank­furt har vist, at det mere præ­cist kan bruges om udsagn, hvis sand­hed eller usand­hed afsenderen ganske enkelt er ligeglad med. For­målet med bull­shit er at spille på folks følelser og på den måde at fremme sin egen dag­sor­den. Ikke over­rask­ende er USA’s præsi­dent Trump blandt de poli­tikere, der benyt­ter sig meget af bull­shit. Det har større kon­sekvenser. For bull­shit kan blive farligt for vores kul­tur, hvis alle efter­hån­den for­ventes at have meninger om alt, uanset om de ved noget om sagen eller ej. Så svækkes vores evne til at være opmærk­somme på, hvor­dan tin­gene fak­tisk forhold­er sig. Og der­for er bull­shit i det lange løb måske farligere end løg­nen.

Endelig kan man tage et begreb som uformel økono­mi. Dette begreb har, mod­sat hvad man kunne forestille sig, nem­lig ikke sin oprindelse i økonomisk viden­skab. Det var tvær­ti­mod antropolo­gen Kei­th Harts måde at forstå de dele af en økono­mi, der ikke umid­del­bart er syn­lige i reg­n­sk­aber, løn­ninger, ban­klån, og så videre. Hart opdagede gen­nem sit feltar­be­jde i Ghana, der fokuserede på det økonomiske liv, snarere end mod­eller, at trods økonomisk krise og arbe­jd­sløshed, arbe­jd­ede folk stadig – de tjente stadig penge. Men det var ikke penge, der indgik i nogen formel økono­mi. Begre­bet gik sin sejrs­gang gen­nem FN, og fik nye betyd­ninger og måder at indgå i forståelsen af et lands økono­mi. Med begre­bet blev det tydeligt, at man bør være var­som med at stole for meget på den formelle økono­mi, hvis man vil forstå det økonomiske liv.


Det er blot tre eksem­pler på, hvad human­is­tiske begre­ber kan være og kan gøre. Men lis­ten er naturligvis lang. Fag som antropolo­gi, filosofi eller reli­gionsv­i­den­skab kunne hver især fylde tykke bøger med begre­ber, der hjælper os til at forstå vores omver­den og gribe ind i den på nye måder. Begre­ber, der siger noget om men­nes­ket som tænk­ende, skabende og han­dlende væsen. Begre­ber der både syn­ligt og usyn­ligt bevæger sig ud over det akademiske felts grænser og har ind­fly­delse på den måde men­nesker lever i eller forstår ver­den på.  Det er den fortælling der skal frem i lyset i større omfang, hvis vi skal forstå hvor­for human­is­tisk forskn­ing er vigtig – ja fak­tisk helt uund­værlig – både nu og i fremti­den.

Mikkel Bille er lek­tor på Insti­tut for Men­nesker og Teknolo­gi ved Roskilde Uni­ver­sitet og ph.d. i social antropolo­gi fra Uni­ver­si­ty Col­lege Lon­don. Anders Eng­berg-Ped­er­sen er pro­fes­sor på Insti­tut for Kul­turv­i­den­sk­aber ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet og ph.d. i lit­ter­aturv­i­den­skab fra Har­vard Uni­ver­si­ty. Karen Gram-Skjoldager er lek­tor på Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund ved Aarhus Uni­ver­sitet og ph.d. i his­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen