Den Nye Accelerator

Illus­tra­tion af Den Nye Accel­er­a­tor i mag­a­sinet Amaz­ing Sto­ries (1926). Wiki Com­mons.

To venner, én mikstur, en verden i acceleration. H. G. Wells blander kemiske eksperimenter, kapitalismekritik og tidlig science fiction i sin novelle ”Den Nye Accelerator” (1901), som Baggrund udgiver i en dansk oversættelse med en introduktion. Læs novellen nedenunder eller begynd med en introduktion til novellen.

Hvis der nogensinde skulle være et men­neske, der fandt en guinea, når han ledte efter en nål, ville det bestemt være min gode ven, pro­fes­sor Gib­berne. Jeg har før hørt om forskere, der ram­mer over målet, men aldrig helt i samme grad, som han har gjort. Han har virke­lig, på nuværende tid­spunkt i hvert fald, uden nogen form for over­driv­else, fun­det noget, som kan rev­o­lu­tionere men­nes­kets liv. Og end­da mens han egentlig ledte efter en all-round ner­ves­tim­u­lans med poten­tiale til at få sløve men­nesker til at klare tidens stress og jag. Jeg har nu prøves­magt stof­fet op til flere gange, og jeg kan ikke gøre andet end at beskrive den effekt, som det har haft på mig. Det vil dog blive tilstrække­ligt åbenlyst, at der er for­bavsende oplevelser på vej for alle, som led­er efter nye san­seindtryk. 

Som mange ved, er Pro­fes­sor Gib­berne min nabo i Folk­stone. Med­min­dre min hukom­melse spiller mig et puds, så har hans portræt gen­nem tiden været i The Strand Mag­a­zine – jeg men­er, sid­ste gang var i 1899; jeg er dog ikke i stand til at slå det op, da jeg har lånt udgaven til en, som aldrig har sendt den tilbage. Læseren kan måske huske den høje pande og de ual­min­deligt lange sorte øjen­bryn, der giv­er sådan et mefistofil­isk udtryk i hans ansigt. Han bor i et af de behagelige små fritliggende huse i en eklek­tisk stil, som gør den vestlige ende af Upper Sandgate Road så inter­es­sant. Hans er det med de flamske gavle og de mau­riske søjle­gange, og det er i det lille rum med det sprossede karvin­due, at han arbe­jder, når han er hernede, og i hvilket vi mange aften­er  har tilbragt tid sam­men, imens vi har røget og snakket. Han er en mægtig spøgefugl, men udover det kan han også godt lide at tale med mig om sit arbe­jde; han er en af de mænd, som find­er hjælp og stim­uli ved at sam­tale, så det har været muligt for mig at følge frem­still­in­gen af Den Nye Accel­er­a­tor fra et meget tidligt stadie. Selvføl­gelig er størst­ede­len af hans eksper­i­mentelle arbe­jde ikke fore­taget i Folk­stone, men i Gow­er Street i det fine nye lab­o­ra­to­ri­um ved siden af hos­pi­talet, som han har været den første til at benytte. 

Som alle ved, eller i det mind­ste som alle intel­li­gente men­nesker ved, så er den afdel­ing, hvor Gib­berne har vun­det så stort og velfort­jent et ry blandt fys­i­ologer, spe­cialis­eret i stof­fers påvirkn­ing af nervesys­temet. Når det gælder sovemed­i­cin, beroli­gende midler og bedøvelse er jeg blevet for­t­alt, at han er uden lige. Han er også kemik­er af bety­delig rang, og jeg for­mod­er, at der i den sub­tile og kom­plekse jun­gle af gåder omkring gan­glion­celler og akse­fi­bre er små ryddede områder, som han har lavet, små lysninger af oplysning, som, indtil han er klar til at udgive sine resul­tater, stadig er uve­j­somme for ethvert andet lev­ende men­neske. Og i de sid­ste par år har han været særligt ihærdig omkring dette spørgsmål om ner­ves­tim­u­lanser og har allerede, før opdagelsen af Den Nye Accel­er­a­tor, haft stor suc­ces med dem. Lægev­i­den­sk­aben bør takke ham for mindst tre dis­tink­te og fuld­stændig sikre opkvikkende stof­fer med uovertruf­fen vær­di for arbe­j­dende folk. Jeg for­mod­er, at Gib­bernes bland­ing kendt som “B Sirup” i til­fælde af udmat­telse allerede har red­det flere liv, end nogen red­nings­båd langs kys­ten har.

Men ingen af disse småt­ing er end­nu i nærhe­den af at at til­fredsstille mig,” for­t­alte han mig for næsten et år siden. “Enten øger de den cen­trale ener­gi uden at påvirke nerverne, eller også øger de blot den tilgæn­gelige ener­gi ved at mindske nervernes led­ning­sevne; og de er alle­sam­men ulige og lokale i deres funk­tion. En vækker hjertet og ind­volde og efter­lad­er hjer­nen bedøvet, en ram­mer hjer­nen med samme effekt som cham­pagne og gør intet godt for solar plexus, og det, jeg vil have — og det, som jeg, hvis det alt­så er jordisk muligt, har tænkt mig at skabe — er en stim­u­lant, der stim­ulerer det hele, og som vækker dig for en tid fra issen til spid­sen af din storetå, og som får dig til at have to — eller end­da tre sekun­der — for alle andres ene. Hva’? Det er det, jeg er efter.”

Det ville trætte et men­neske,” sagde jeg

Ingen tvivl om det. Og du ville spise det dobbelte eller det tre­dobbelte — og alt det der. Men prøv lige at tænke på, hvad det ville betyde. Forestil dig selv med en lille ampul som denne” – han holdt en lille flaske af grønt glas op og demon­str­erede sin pointe med den – “og i denne dyre­bare ampul er kraften til at tænke dobbelt så hur­tigt, bevæge sig med dobbelt hastighed, udføre dobbelt så meget arbe­jde i et givent tid­srum, som du ellers ville kunne”.

Men er sådan noget muligt?”

Det tror jeg. Hvis ikke har jeg spildt min tid i et år. Disse forskel­lige præ­parater af hypo­fos­fider for eksem­pel ser ud til at vise noget i den ret­ning … selv hvis det kun var hal­van­den gang så hur­tigt, ville det også gå an.”

Det ville gå an”, sagde jeg.

Hvis du var en stats­mand, der var trængt helt op i et hjørne, for eksem­pel, med tiden arbe­j­dende imod dig, noget presserende der skulle ordnes, ikke?

Han kunne give noget til sin pri­vat­sekretær”, sagde jeg.

Og få – dobbelt tid. Og forestil dig, hvis du, for eksem­pel, gerne ville gøre en bog færdig.”

For det meste”, sagde jeg, “ville jeg ønske, at jeg aldrig var beg­y­n­dt på dem.”

Eller en læge, pres­set helt i bund, der gerne vil sid­de ned og tænke en opgave igen­nem. Eller en advokat – eller en mand, der ter­p­er inden en eksamen.”

Det er en guinea værd per dråbe”, sagde jeg, “og mere for mænd som dem.”

Og ligeledes i en duel,” sagde Gib­berne, “hvor alt afhænger af din hur­tighed på aftrækkeren.”

Eller i fægt­ning”, fores­log jeg.

Ser du,” sagde Gib­berne, “hvis jeg får skabt det som en all-round ting, så vil det ikke gøre nogen skade over­hovedet – måske bort­set fra, at det muligvis bringer dig en forsvin­dende lille smule nærmere alder­dom­men. Du vil bare have lev­et dobbelt ist­edet for andres ene gang — “

Jeg forestiller mig,” spekulerede jeg, “at i en duel – der ville det være rimeligt?”

Det er et spørgsmål om sekun­der,” sagde Gib­berne.

Jeg vendte tilbage til sagens kerne. “Og du tror virke­lig, at sådan noget ER muligt?”, sagde jeg.

Lige så muligt”, sagde Gib­berne og kast­ede et blik på noget, som bankede mod vin­duet, “som en motor-bus. Fak­tisk — “

Han holdt inde og smilede indgående til mig og bankede lang­somt mod kan­ten af sit bord med den grønne ampul. “Jeg tror, jeg kender stof­fet … Jeg har allerede noget på vej.” Det nervøse smil hen over hans ansigt afs­lørede alvoren i hans åben­bar­ing. Han talte sjældent om sit igangværende eksper­i­mentelle arbe­jde, med­min­dre det var meget tæt på afs­lut­nin­gen. “Og det kan godt være, det kan være – det ville ikke over­raske mig– det kan måske end­da gøre det med en end­nu højere hastighed end dobbelt.”

Det ville være en tem­melig stor ting,” sagde jeg med en vis frygt.

Det vil nem­lig være en tem­meligt stor ting, tænker jeg ”.

Men jeg tror trods alt ikke, at han helt vid­ste, hvor stor en ting det ville blive.

Jeg kan huske, at vi havde mange flere snakke om stof­fet efter det. Den Nye Accel­er­a­tor kaldte han det, og han blev mere sikker i sin tone for hver gang. Nogle gange talte han nervøst om uvent­ede fys­i­ol­o­giske resul­tater, som bru­gen måske kunne med­føre, og så blev han en lille smule ned­slået; andre gang var han ærligt talt grådig, og vi debat­terede længe og æng­steligt, hvor­dan præ­paratet måske kunne blive anvendt kom­mer­cielt. “Det er en god ting,” sagde Gib­berne, “en storartet ting. Jeg ved, at jeg giv­er ver­den noget, og jeg synes kun, at det er rimeligt, at vi for­ven­ter, at ver­den betaler. Det er da fint nok med viden­sk­abens værdighed, men jeg synes på en måde, at jeg bør have monopol på stof­fet i, for eksem­pel, ti år. Jeg kan ikke se, hvor­for alt det sjove i livet skal gå til dem, der sæl­ger luftkasteller.

Min egen inter­esse i det kom­mende stof blev sandelig ikke min­dre med tiden. Jeg har altid været sært draget imod metafysikken i mit stille sind. Jeg har altid været draget af paradokser om rum og tid, og det forekom mig, at Gib­berne rent fak­tisk var i gang med at skabe intet min­dre end den abso­lutte accel­er­a­tion af livet. Hvis nu en mand gen­tagne gang tog sådan et præ­parat: Så ville han helt sikkert leve et aktivt reko­rdliv, men han ville være vok­sen som 11-årig, midal­drende som 25-årig, og som 30-årig ville han være godt på vej mod et senilt for­fald. Det virkede på mig som om, at Gib­berne på den måde kun ville gøre for den, der tog stof­fet, hvad naturen har gjort for jøder og øster­lændinge, som er mænd i deres teenageår og aldrende som halvtred­sårige og hur­tigere i tanke og han­dling, end vi er på noget tid­spunkt. Stof­fers vidun­der har altid fyldt meget i mit sind; du kan gøre en mand sindssyg, berolige ham, gøre ham utrolig stærk og vågen eller du kan gøre ham til en hjælpeløs klods, frem­skyn­de en pas­sion og dæmpe en anden, alt sam­men ved hjælp af stof­fer, og her var et nyt mirakel at føje til dette mærkværdi­ge arse­nal af ampuller, som lægerne bruger! Men Gib­berne var alt for ivrig omkring sine tekniske point­er til at gå særligt ind i mit per­spek­tiv på spørgsmålet.    

Det var den 7. eller 8. august, da han for­t­alte mig, at des­til­la­tio­nen, som skulle bestemme hans fiasko eller suc­ces for en tid, var ved at blive frem­stil­let, mens vi talte, og det var den 10., at han for­t­alte mig, at den var færdig, og at Den Nye Accel­er­a­tor var en hånd­gri­belig realitet i ver­den. Jeg mødte ham, da jeg var på vej op af Sandgate Hill mod Folk­stone – jeg tror, jeg var på vej til frisøren, og han kom has­tende ned for at møde mig – jeg for­mod­er, at han var på vej hjem til mig for straks at fortælle mig om sin suc­ces. Jeg kan huske, at hans øjne var usæd­van­ligt klare og hans ansigt rød­mende, og jeg bemærkede allerede på det tid­spunkt en hur­tig iver i hans gang.

Det er færdigt,” udbrød han og greb min hånd og talte meget hur­tigt; “det er mere end færdigt. Kom hjem til mig og se.”

Virke­lig?”

Virke­lig!” råbte han. “Utroligt! Kom op og se.”

Og gør det – dobbelt?”

Det gør meget meget mere. Det skræm­mer mig. Kom op og se det. Smag det! Prøv det! Det er det mest fan­tastiske stof på jor­den.” Han tog fat i min arm, og mens han råbte af mig på vej op ad bakken, var jeg tvunget til at lunte på grund af hans hastige skridt. En hel vogn fuld af men­nesker vendte sig i sam­let flok og stirrede efter os, sådan som folk i vogne gør det. Det var en af de der varme, klare dage, som det ofte ses i Folk­stone, hver en farve var utrolig klar og hver en omkreds stod skarpt. Der var en brise, selvføl­gelig, men ikke så meget brise, at det under disse omstændighed­er var nok til at holde mig kølig og tør. Jeg stønnede om nåde.

Jeg går ikke hur­tigt, gør jeg?” udbrød Gib­berne og sagtnede farten til en hur­tig march.

Du har taget noget af stof­fet,” prust­ede jeg.

Nej,” sagde han. “Aller­højst en dråbe vand, som stod i det bæger,  jeg har brugt til at bort­vaske de sid­ste spor af stof­fet. Jeg tog noget i går aftes, forstår du. Men det er en oldgam­mel his­to­rie nu.”

Og det virk­er dobbelt?” sagde jeg, mens jeg nærmede mig hans dør i taknem­melig svedighed.

Det virk­er tusind­fold, mange tusind­fold!” udbrød han med en drama­tisk hånd­bevægelse, hvormed han opslog sin ege­port udskåret på gam­mel engel­sk vis.

Pyh!” sagde jeg og ful­gte efter ham til døren.

Jeg ved ikke, hvor mange gange det virk­er,” sagde han med sin nøgle i sin hånd.

Og du — “

Det kaster alt muligt lys på nerve­fy­s­i­olo­gien, det spark­er teorien om synet ind i en helt ny form! … Himlen må vide hvor mange tusind­fold. Alt det må vi prøve senere – det vigtige er at prøve stof­fet nu.”

Prøve stof­fet?” sagde jeg, som vi gik hen ad gangstien.

Helst”, sagde Gib­berne og vendte sig imod mig inde på hans arbe­jdsværelse. “Det er her i denne lille grønne ampul. Med­min­dre du måske er bange?”

Af natur er jeg er en for­sigtig mand og kun i teorien even­tyrlysten. Jeg var bange. Men på den anden side er der stolthed.

Jaså,” forhan­dlede jeg. “Du siger, at du har prøvet det?”

Jeg sat­te mig ned. “Giv mig blandin­gen”, sagde jeg. “Skulle det værste ske, så slip­per jeg for at få klip­pet mit hår, og det synes jeg er en af de mest forhadte pligter for en civilis­eret mand. Hvor­dan tager man mik­s­turen?”

Med vand,” sagde Gib­berne og hev en karaf­fel ned.

Han stod foran sit skrive­bord og betragt­ede mig i sin lænestol; hans måde at være på var plud­selig påvir­ket af et stre­jf af Harley Street-spe­cial­is­ten. “Det er lavet på rom, forstår du,” sagde han.

Jeg slog ud med hån­den.

Jeg må først og fremmest advare dig om, at du, så snart du har slugt det, skal lukke dine øjne og åbne dem for­sigtigt efter et min­uts tid eller sådan noget. Man kan stadig se. Synet er et spørgsmål om vibra­tionernes længde og ikke en masse påvirkninger; men der er et slags chok mod nethin­den, en for­færdelig svim­lende forvir­ring, hvis øjnene er åbne på det tid­spunkt. Hold dem lukket.”

Lukket”, sagde jeg. “Fint!”

Og det næste er at sid­de stille. Du skal ikke beg­y­n­de at fare omkring. Du får dig måske et for­færdeligt smæk, hvis du gør det. Husk på, at du kom­mer til at bevæge dig tusind gange hur­tigere, end du nogensinde har gjort før, hjerte, lunger, muskler, hjerne – alt – og du vil slå dig hårdt uden at vide det. Du kom­mer ikke til at kunne vide det, forstår du. Du vil bare føle dig, som du gør nu. Bort­set fra at alt i ver­den vil virke til at gå tusind gange lang­som­mere, end det nogensinde har gjort før. Det er, hvad der gør det så pokkers under­ligt.

Her­regu’”, sagde jeg. “Og du men­er — “

Det vil du få at se,” sagde han og tog et lille måle­bæger op. Han kiggede på gen­standene på sit bord. “Briller”, sagde han, “vand. Alt er her. Må ikke tage for meget i første omgang”

Den lille ampul klukkede sit dyre­bare ind­hold ud.

Glem ikke, hvad jeg for­t­alte dig,” sagde han og vendte ind­hold­et fra det lille måle­bæger ned i et glas på samme måde som en ital­ien­sk tjen­er måler whisky op. “Sid med øjnene helt lukket og i fuld­kom­men ro i to min­ut­ter,” sagde han. “Så vil du høre mig tale”.

Han til­fø­jede omtrent en tomme vand til den lille dosis i hvert glas.

I øvrigt” sagde han “lad være med at stille dit glas ned. Hold det i din hånd og hvil din hånd på dit knæ. Ja – sådan. Og nu — “

Han hævede sit glas.

The New Accel­er­a­tor,” sagde jeg.

The New Accel­er­a­tor,” svarede han, og vi skålede, og vi drak, og øje­b­likke­ligt lukkede jeg mine øjne.

Du kender den der tomme ikke-eksis­tens, som man kan falde i, når man har taget “gas”. I et ubestem­meligt øje­b­lik var det sådan. Så hørte jeg Gib­berne, der bad mig om at vågne, og jeg rørte på mig og åbnede mine øjne. Der stod han, som han havde stået, stadig med glas­set i hån­den. Det var tomt, det var den eneste forskel.

Nå?” sagde jeg.

Ikke noget usæd­van­ligt?”

Intet. Måske en lille følelse af opstemthed. Ikke andet.”

Lyde?”

Der er stille,” sagde jeg. “Ved Jupiter! Ja! Der er stille. Bort­set fra en slags svag trom­men, små trommes­lag, som regn der falder på forskel­lige ting. Hvad er det?”

Analy­serede lyde,” men­er jeg, at han sagde, men jeg er ikke sikker. Han kast­ede et blik ud af vin­duet. “Har du nogensinde set et gardin sid­de fast på den måde før?

Jeg ful­gte hans øjne, og der var enden af gar­dinet, som om det var fros­set fast, med hjør­net løftet, som om det var midt i at flappe raskt i brisen.

Nej,” sagde jeg; “det er besyn­derligt.”

Og her,” sagde han og åbnede hån­den, som holdt glas­set. Naturligvis fór jeg sam­men, for­di jeg for­vent­ede, at glas­set ville smadres. Men det var så langt fra at gå i stykker, det virkede end ikke til at bevæge sig; det hang midt i luften – ubevægeligt.

Groft sagt”, sagde Gib­berne, “så falder et objekt på disse bred­de­grad­er 16 fod det første sekund. Dette glas falder med 16 fod i sekun­det lige nu. Men, ser du, det er end­nu ikke faldet i mere end en hun­dred­edel af et sekund. Det giv­er dig en idé om hastighe­den af min Accel­er­a­tor.” Og han vinkede hån­den rundt og rundt, over og under det lang­somt synk­ende glas. Endelig tog han det om bun­den, trak det ned og plac­erede det for­sigtigt på bor­det. “Hva’?” sagde han til mig og grinede.

Det virk­er alt sam­men rigtigt,” sagde jeg og beg­y­n­dte meget for­sigtigt at rejse mig fra min stol. Jeg følte mig helt i orden, meget let og behagelig og ganske sikker i min egen opfat­telse. Alt ved mig bevægede sig hur­tigt. Mit hjerte slog for eksem­pel tusind gange i sekun­det, men det gav mig intet ube­hag over­hovedet. Jeg kiggede ud ad vin­duet. En ubevægelig cyk­list med hov­edet nedad og et frossent pust af støv efter sit baghjul, susede for­bi for at over­hale en hes­tevogn, som ikke rørte sig. Jeg måbe­de i for­bløf­felse over dette utrolige syn. “Gib­berne,” udbrød jeg, “hvor lang tid vil dette forvir­rende stof vare?” 

Det må gud­erne vide!” svarede han. “Sid­ste gang jeg tog det, gik jeg i seng og sov det ud. Jeg var bange, kan jeg fortælle dig, jeg var bange. Det må have varet nogle min­ut­ter, tror jeg – det føltes som timer. Men efter et stykke tid løjer effek­ten ret plud­seligt af, tror jeg.”

Jeg var stolt af at obser­vere, at jeg ikke følte mig bange – for­di vi var to, for­mod­er jeg. “Hvor­for går vi ikke ud?” spurgte jeg.

Hvor­for ikke?”

De kom­mer til at se os.”

Ikke dem. Nej, min­sandten! Vi kom­mer jo til at bevæge os tusinde gange hur­tigere end det hur­tig­ste tryl­let­rick, der nogensinde er blevet udført. Kom med! Hvilken vej skal vi gå? Vin­due eller dør?”

Og vi tog afst­ed ud gen­nem vin­duet.

Ganske sikkert af alle de mærke­lige oplevelser, jeg nogensinde har haft eller forestil­let mig eller læst om andres oplevelser eller forestill­inger, så var dette lille rov, som jeg lavede sam­men med Gib­berne på Folk­stone Eng, under påvirkn­ing af Den Nye Accel­er­a­tor, det mærke­lig­ste og skøreste af dem alle. Vi gik ud gen­nem hans port og ud på vejen, og der lavede vi en minu­tiøs under­søgelse af den stat­uelig­nende for­bipasserende trafik. Top­pen af hju­lene og nogle af hestenes ben ved denne hes­tevogn, enden af pisken og kæben af kon­duk­tøren – som netop var beg­y­n­dt at gabe – var observer­bart i bevægelse, men resten af denne klodsede trans­port virkede til at stå stille. Og ganske lydløst bort­set for en svag rallen, som kom fra en mands hals! Og som en del af dette stillestående bygn­ingsværk var der en chauf­før, forstår du, og en kon­duk­tør og 11 men­nesker! Da vi gik rundt, var effek­ten i beg­y­n­delsen sindssygt skør og til sidst meget ube­hagelig. Der var de, folk som os selv og så alligev­el ikke som os, frosne i skødesløse udtryk, fanget midt i bevægelser. En pige og en mand smilede til hinan­den, et sjofelt smil, som truede med at vare for evigt; en kvin­de med en bøl­gende bred­skygget dame­hat hvilede sin arm på et gelæn­der og stirrede på Gib­bernes hus med et fast blik mod evighe­den; en mand strøg sit over­skæg som en voks­fig­ur, og en anden strak­te en træt stiv hånd med udstrak­te fin­gre mod sin løsnede hat. Vi stirrede på dem, vi grinede af dem, vi lavede ansigter af dem, og så blev vi overvæld­ede af en slags væm­melse over dem, og vi vendte os bort og gik omkring cyk­lis­ten mod græsen­gen.

Du godeste!” udbrød Gib­berne plud­seligt; “se der!”

Han pegede, og der foren­den af hans fin­ger, gli­dende ned gen­nem luften med vingerne bask­ende lang­somt og med den samme fart som en excep­tionelt lang­som snegl – var der en bi.

Og så kom vi ud til engen. Der virkede det næsten end­nu mere skørt end før. Ban­det spillede på en øvre scene, men for os var al den lyd, der blev frem­bragt med lav tone­højde, en hvislende raslen, nærmest et for­længet sid­ste suk, som ind i mellem lød som en lang­som, dæm­pet tikken fra et mon­strøst urværk. Frosne men­nesker stod ret op, under­lige, stille, som selvbe­v­id­ste dukker, der hang usta­bilt midt i et skridt, promenerende på græs­set. Jeg passerede tæt for­bi en lille pud­del­hund, som hang midt i et spring, og betragt­ede hans bens lang­somme bevægelse, da han sank mod jor­den. “Gud, se her!” råbte Gib­berne, og vi standsede et øje­b­lik foran en storartet per­son iført hvidt og svagt stri­bet flan­nel, hvide sko og en panama­hat, som vendte sig tilbage for at blinke til to smukt klædte damer, som han var gået for­bi. Et blink, som bliv­er nærstud­eret med sådan over­lagt fornø­jelse, som vi kunne nå, er ikke noget særligt attrak­tivt. Det mis­ter enhver fornem­melse af vågen munter­hed, og man bemærk­er, at det blink­ende øje ikke lukker sig helt, at der under dets hæn­gende øjen­låg kan ses den nedre kant af et øjeæble og en lille lin­je af hvidt. “Må himlen lade mig huske,” sagde jeg, “og jeg vil aldrig blinke igen”.

Eller smile,” sagde Gib­berne med sine øjne på den mælende dames tæn­der.

Det er helvedes varmt, alligev­el,” sagde jeg. “Lad os gå lang­som­mere.”

Årh, kom nu!” sagde Gib­berne.

Vi fandt vej gen­nem badesto­lene på stien. Mange af de folk, der sad på sto­lene, så nærmest naturlige ud i deres pas­sive poseringer, men den forvrængede rødme hos bandmedlem­merne var ikke rar at se på. En lille mand, helt lil­la i hov­edet, var fros­set midt i en vold­som kamp om at folde sin avis imod vin­den; der var meget bevis på, at alle disse folk på deres træge måde var udsat for en bety­delig brise, der på ingen måde fandtes i vores san­seindtryk. Vi kom ud og gik lidt væk fra men­neskemæng­den og vendte os og betragt­ede den. At se hele dette sam­men­su­ri­um foran­dret til et billede, beta­gende stift så at sige, til en antyd­ning af real­is­tisk voks, var usandsyn­ligt fan­tastisk. Det var selvføl­gelig absurd; men det fyldte mig med en irra­tionel, en jublende fornem­melse af over­legen fordel. Tænk på hvilket under! Alt det, som jeg har sagt og tænkt og gjort, siden stof­fet var beg­y­n­dt at virke i mine årer, var sket, så vidt som det angik disse men­nesker og ver­den i det hele taget, på et kort øje­b­lik. “Den Nye Accel­er­a­tor,” beg­y­n­dte jeg, men Gib­berne forstyrrede mig.

Der er den helvedes gam­le dame!” sagde han.

Hvilken gam­mel dame?”

Bor ved siden af mig,” sagde Gib­berne. “Har en skøde­hund, der bjæf­fer. I Gud­er! Fris­telsen er for stor!”

Der er er ind imellem noget meget drenget og impul­sivt over Gib­berne. Før jeg kunne udtrykke min stærke uenighed, var han sprunget frem, havde snup­pet det uheldige dyr ud af sin syn­lige eksis­tens og løb vold­somt afst­ed mod en klippe ved udkan­ten af fælle­den. Det var højst usæd­van­ligt. Det lille udyr, ser du, gøede ikke eller vred sig eller gav noget som helst tegn på liv. Det forholdt sig helt stift i en døsig hvile, og Gib­berne holdt det i nakken. Det var lige­som at løbe afst­ed med en hund lavet af træ. “Gib­berne,” råbte jeg, “sæt den ned!” Så sagde jeg noget andet. “Hvis du løber på den måde, Gib­berne,” råbte jeg “så sæt­ter du ild til dit tøj. Dine hør­bukser er allerede ved at blive brune!”

Han slog sin hånd mod sit lår og stod og tøvede ved kan­ten. “Gib­berne,” råbte jeg på vej op, “sæt den ned. Denne varme er alt for meget! Det er, for­di vi løber sådan! To eller tre mil på et sekund. Luftens frik­tion!”

Hvad?” sagde han og kiggede på hun­den.

Luftens frik­tion,” råbte jeg. “Luftens frik­tion. Vi bevæger os for hur­tigt. Lige­som mete­orit­ter og sådan. Det bliv­er for varmt. Og Gib­berne! Gib­berne! Jeg kan mærke en prikken over det hele og en slags per­spi­ra­tion. Jeg kan se, at folk bevæger på sig en lille smule. Jeg tror, at stof­fet er ved at aftage! Sæt den hund ned.”

Hva’?” sagde han.

Det er ved at aftage,” gen­tog jeg. “Vi har det alt for varmt, og stof­fet er ved at aftage! Jeg er gen­nem­blødt.”

Han stirrede på mig. Så hen på ban­det, den hvislende raslen fra deres optræ­den gik uden tvivl hur­tigere. Og så, med et enormt kast med armen, kylede han hun­den væk fra sig, og den snurrede opad, stadig ubevægelig, og hang til sidst over de grup­perede para­soller, som hørte til en sam­ling af snakkende men­nesker. Gib­berne tog fat i min albue. “Ved Jupiter!” udbrød han, “det tror jeg også, det gør! En slags varm prikken og – ja. Den mand bevæger sit lom­metørk­læde. Mærk­bart. Vi må straks ud her­fra.”

Men vi kunne ikke komme der­fra hur­tigt nok. Heldigvis, måske! For måske ville vi have løbet, og hvis vi havde løbet, så tror jeg, at vi var brudt ud i flam­mer. Vi ville næsten med sikker­hed være brudt ud i flam­mer! Ser du, ingen af os havde tænkt på det … men før vi over­hovedet kunne være beg­y­n­dt at løbe, var stof­fets effekt ved at være aftaget. Det var et spørgsmål om en lille brøkdel af et sekund. Effek­ten af Den Nye Accel­er­a­tor passerede, som når man trækker et gardin fra, det forsvandt med en enkelt hånd­bevægelse. Jeg hørte Gib­bernes stemme i højt bered­skab. “Sæt dig ned,” sagde han, og flop, så sad jeg ned oven­på tør­ven ved kan­ten af engen – glo­hed som jeg var. Der er stadig en brændt plet i græs­set, hvor jeg sat­te mig ned. Hele stag­na­tio­nen virkede til at vågne op, mens jeg gjorde det, den uar­tikulerede vibra­tion fra ban­det hast­ede sig sam­men til et brag af musik, de gående sat­te deres fød­der ned og gik deres vej, papir­erne og fla­gene beg­y­n­dte at vejre, smil blev til ord, den blink­ende færdig­gjorde sit blink og fort­sat­te selvtil­freds afst­ed, og alle de sid­dende men­nesker bevægede sig og talte.

Hele ver­den var kom­met til live igen, bevægede sig lige så hur­tigt som os, eller det var snarere os, der ikke var spor hur­tigere end resten af ver­den. Det var lige­som at sagtne farten, når man nærmer sig en togsta­tion. Alt virkede til at snurre rundt i et sekund eller to, jeg havde en ganske fly­gtig følelse af kvalme, og det var det. Og den lille hund, som havde vir­ket til at hænge et øje­b­lik, da kraften fra Gib­bernes arm var udløst, faldt med hur­tig fart lige igen­nem en dames para­sol. Så var vi red­det. Bort­set lige fra en kor­pu­lent mand i en badestol, som så sandelig blinkede med øjnene, da han så os og efter­føl­gende betragt­ede os med mellem­rum med et dys­tert mis­tænk­somt blik, og til sidst, tror jeg, sagde noget til sin syge­ple­jer­ske om os, så tvivler jeg på, at en eneste per­son bemærkede, at vi plud­selig kom til syne. Plop! Vi må være kom­met til syne meget plud­seligt. Vi holdt op med at ulme nærmest med det samme, men jor­den under mig var ube­hageligt varm. Alles opmærk­somhed — også forlys­telses­forenin­gens band, som i dette øje­b­lik den eneste gang i dets his­to­rie spillede fal­sk – var fanget af den fan­tastiske omstændighed, og den end­nu mere fan­tastiske gøen og optø­jer, som var opstået, for­di en respek­ta­bel, over­fo­dret skøde­hund, som lå og sov ligeså stille øst for sce­nen, plud­selig faldt gen­nem en dames para­sol på den vestlige side – i en anelse afsvedet til­stand på grund af den ekstreme fart på dens bevægelse gen­nem luften. End­da i disse absurde dage, hvor vi alle prøver at være så synske, og fjollede og overtroiske, som vi kan! Folk rejste sig op og tram­pede på andre folk, stole blev væl­tet, fælle­dens politi­bet­jent løb. Hvor­dan det hele faldt til ro igen, det ved jeg ikke – vi var alt for æng­stelige efter at rode os ud af det hele og komme ud af den gam­le mand i badestolens åsyn til at gøre os grundi­ge obser­va­tion­er. Så snart vi var tilstrække­ligt ned­kølede og var kom­met os oven­på vores opstemthed og kvalme og forvir­ring, rejste vi os op og gik i udkan­ten af men­neskemæng­den, lod vores skridt føre os tilbage langs vejen neden­for­byen mod Gib­bernes hus. Men midt i lar­men hørte jeg meget tydeligt man­den, som havde sid­det ved siden af damen med den iturevne para­sol, bruge ganske urimelige trusler og sprog mod en af de stol­e­vagter, som havde ‘inspek­tør’ stående på deres kas­ket. “Hvis ikke du kast­ede den hund,” sagde han, “hvem gjorde så?”

Den plud­selige tilbageven­den af bevægelse og velk­endte lyde og vores naturlige bekym­ring for os selv (vores tøj var stadig for­færdelig varmt, og for­si­den af lårene på Gib­bernes hvide bukser var svedet til en kedelig brun farve) afholdt mig fra at gøre de detal­jerede obser­va­tion­er, som jeg ellers gerne havde vil­let gøre om alt dette. Fak­tisk gjorde jeg mig ingen obser­va­tion­er af viden­sk­a­belig vær­di oven­på den tilbagevend­ing. Bien var selvføl­gelig væk. Jeg så efter cyk­lis­ten, men han var allerede ude af syne, da vi kom til Upper Sandgate Road, eller han var gemt bag trafikken; men hes­tevog­nen, med alle dens folk, som nu var lev­ende og i bevægelse, klaprede afst­ed i en brisk fart næsten henne foran den nærmeste kirke.

Vi bemærkede i øvrigt, at den vin­dueskarm, gen­nem hvilken vi var trådt ud af, da vi skulle ud af huset, var en anelse for­brændt, og at vores fod­spor i gruset på stien var usæd­van­ligt dybe.

Så det var på den måde, at jeg havde min første oplevelse med Den Nye Accel­er­a­tor. Rent fak­tisk havde vi løbet omkring og sagt og gjort en masse ting i løbet af et sekunds tid. Vi havde lev­et en halv time, mens ban­det havde spillet, måske, to tak­ter. Men den effekt, det havde på os, var, at hele ver­den var stop­pet op for vores bele­jlige inspek­tion. Alt taget i betragt­ning, og særligt i betragt­ning af vores hast med at komme ud af huset, så kunne oplevelsen sagtens have været meget mere ube­hagelig, end den var. Det viste uden tvivl, at Gib­berne stadig har meget at lære, før hans præ­parat er en håndter­bar bekvem­me­lighed, men dets anven­de­lighed blev sandelig demon­str­eret ud over enhver diskus­sion.

Siden det even­tyr har han støt bragt dets brug under kon­trol, og jeg har flere gange, og uden et eneste dårligt resul­tat, taget afmålte dos­er under hans forskrifter; men jeg må dog tilstå, at jeg end­nu ikke er taget ud igen, mens jeg har været påvir­ket. Jeg kan nævne, for eksem­pel, at denne his­to­rie er blevet skrevet ud i en køre og uden afbry­delse, bort­set fra at jeg har gum­let på lidt choko­lade som hjælpemid­del. Jeg beg­y­n­dte klokken 6.25, og mit ur er nu næsten et min­ut over halv. Det bele­jlige ved at sikre sig et langt uforstyrret stræk af arbe­jde midt i en dag fuld af aftaler kan ikke over­drives. Gib­berne arbe­jder nu på den kvan­ti­ta­tive brug af sit præ­parat med særligt hen­blik på markante effek­ter på forskel­lige krop­styper. Derefter håber han på at finde en Forsinker, som kan fortyn­de nuet ist­edet for at give over­drevet styrke. Forsinkeren vil selvføl­gelig have den mod­sat­te effekt i forhold til Accel­er­a­toren; bruges den alene vil den gøre patien­ten i stand til at sprede nogle få sekun­der over mange timers nor­maltid – og på den måde bevare en sløv inak­tivitet, et gletch­er-agtigt fravær af iver midt i de mest livlige og irriterende omgivelser. De to ting sam­men må nød­vendigvis skabe en rev­o­lu­tion i den civilis­erede tilværelse. Det er beg­y­n­delsen på vores flugt fra det Tid­støj, som Car­lyle taler om. Mens Accel­er­a­toren vil gøre os i stand til at kon­cen­trere os med enorm betyd­ning i ethvert øje­b­lik eller begiven­hed, som kræver det ypper­ste af vores sanser og han­dlekraft, så vil Forsinkeren gøre os i stand til at passere i pas­siv ro gen­nem uen­delige trængsler og ked­somhed. Måske er jeg en lille smule opti­mistisk omkring Forsinkeren, som så sandelig stadig man­gler at blive opdaget, men omkring Accel­er­a­toren hersker der ikke læn­gere nogen tvivl over­hovedet. Dens ind­tog på markedet i en prak­tisk, kon­trolleret og assim­i­ler­bar form kan ske i løbet af de næste par måned­er. Den vil være tilgæn­gelig for alle kemikere og apotekere i små grønne flasker til en høj, men på ingen måde over­drevet pris, dens ekstra­ordinære kvaliteter taget i betragt­ning. Den vil blive kaldt Gib­bernes Nerveac­cel­er­a­tor, og han håber at kunne levere den i tre styrk­er: en i 200, en i 900 og en i 2000, som man respek­tivt kan skelne mellem ved gule, lyserøde og hvide etiket­ter.  

Der er ingen tvivl om at dens brug kan gøre et stort antal ekstra­ordinære ting mulige; for selvføl­gelig kan både selv de mest bemærkelsesværdi­ge og poten­tielt set også krim­inelle sager blive påvir­ket af ure­t­færdig straf­fri­hed ved at nogen, om man vil, und­slip­per tid og sted gen­nem tem­po­rale mellem­rum. Som alle andre potente præ­parater er det muligt at mis­bruge den. Men vi har diskuteret dette aspekt meget grundigt, og vi har beslut­tet, at det udelukkende er et spørgsmål om med­i­cin­sk ret­sprak­sis og helt og alde­les uden for vores område. Vi kom­mer til at pro­duc­ere og sælge Accel­er­a­toren og i forhold til kon­sekvenserne – der må vi se.

H. G. Wells (1866−1946) var en britisk for­fat­ter, der lev­ede det meste af sit liv i Lon­don. Nov­ellen er i Pub­lic Domain og er over­sat af Bag­grund. En intro­duk­tion kan læs­es her.

Scroll til toppen