Hvis stemmer? Da kolonitiden for alvor kom på museum

Lille Marie på Nekys arm (1838) malet af Niels Peter Hol­bech. Maleri­et er udstil­let i National­museets Stem­mer fra Kolonierne. Billede fra National­museet 2019. 

100-året for salget af Dansk Vestindien, de nuværende Amerikanske Jomfruøer, førte til avisartikler, debatoplæg, bogudgivelser og nyåbnede museumsudstillinger om den danske kolonihistorie. Men i dag, tre år efter jubilæet i 2017, er meget af opmærksomheden forsvundet igen. Én af de udstillinger, der blev tilbage, efter de røde bånd var klippet og hverdagen igen var sat ind, var Nationalmuseets Stemmer fra Kolonierne. Vibe Nielsen, der er ph.d. i antropologi og ansat som post.doc ved Københavns Universitet, har besøgt udstillingen og sætter i denne artikel fokus på de valg og fravalg, der ligger bag Nationalmuseets formidling af Danmarks rolle i kolonitiden. Som opfølgning til hendes Slagmark-udgivelse Museale formidlinger af fortiden på danske og britiske museer fra 2017, undersøger hun, hvis stemmer, der har fået lov at komme til orde.

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonis­er­ing er ikke bare én placer­bar begiven­hed, der fandt sted, hvor det formelle kolo­niale styre fik sin ende. Afkolonis­er­ing er en pro­ces, hvor kolo­nial­is­mens kul­turelle og epis­temiske arv fort­sat udfor­dres. I samar­be­jde med forskn­ing­spro­jek­tet ECHOES har vi udgivet e‑bogen Key­words, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teo­retiske posi­tion­er, der lig­ger bag de fort­sat­te krav om afkolonis­er­ing blotlægges.

I 2017 ramte sær­tillæg nyhedsstrøm­men, bogserier og roman­er blev udgivet, og museer og bib­liotek­er lan­det over søgte at bringe nye vin­kler på for­tiden, samt danskernes involver­ing i den, med særud­still­inger, fore­drag og andre arrange­menter. Mark­eringerne af 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­di­en blev i 2018 ful­gt op af opsæt­nin­gen af Jeanette Ehlers’ og La Vaughn Belles skulp­tur I am Queen Mary ved ind­se­jlin­gen til Køben­havns Havn. Skulp­turen er plac­eret tæt ved bygninger med stærk tilknyt­ning til Dan­marks kolo­niale for­tid: Vestindisk Pakhus fra 1780, hvor var­er fra Dan­sk Vestin­di­en blev opla­gret, samt Fred­eriksstaden fra 1749, der blev igangsat af en række storhan­dlende med agent Andreas Bjørn (1703−1750) i spid­sen og dermed er delvist finan­sieret af den kolo­niale han­del. I 2019 fik skulp­turen Free­dom af Bright Bim­pong plads ved Eigtveds Pakhus – i et yderligere forsøg på at mang­foldig­gøre det danske land­skab af stat­uer, der længe har været præget af en noget ensidig fejring af dem, der lukr­erede på den kolo­niale han­del: Hvide mænd fra ade­len og det bedre borg­er­skab. De to markante til­fø­jelser til det køben­havnske byrum står imi­dler­tid en anelse alene, for ikke mange af jubilæum­sårets øvrige ini­tia­tiv­er har fået lov at blive stående.

Stem­mer fra Kolonierne er én af de få udstill­inger, der er blev tilbage, efter jubilæum­sårets afs­lut­ning. Udstill­in­gen var del af National­museets mark­er­ing af 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­den, men omhan­dler ikke alene tiden, hvor de nuværende amerikanske Jom­fruøer var danske. Fra1672 til1917. Udstill­in­gen var del af National­museets mark­er­ing af 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­den, men omhan­dler ikke alene tiden, hvor de nuværende amerikanske Jom­fruøer var danske (1672−1917). Udstill­in­gen afdækker desu­den de kolo­niale tråde, Dan­mark fort­sat trækker til såv­el Grøn­land (siden 1721), Island (1380–1944) og Færøerne (siden 1380), de danske forter på Afrikas vestkyst (1660−1850), samt Tran­que­bar (1620–1845) og Fred­erik­snagore i Indi­en (1755–1845). Disse tråde har også fået plads i udstill­in­gen, der strækker sig over syv rum i museets sydøstlige fløj. Flankeret af Rid­der­salen og de øvrige rokoko-inter­iør­er, indret­tet af den danske arkitekt Niels Eigtved i 1740erne, lig­ger udstill­in­gens tema i direk­te for­læn­gelse af sine omgivelser og trækker his­toriske tråde til den bygn­ing, den befind­er sig i: Prin­sens Palæ ved Fred­erik­sholms Kanal bær­er, som andre dele af 1700-tal­lets Køben­havn, stærkt præg af de rig­domme de danske kolonier og den transat­lantiske trekantshan­del ind­bragte danske køb­mænd og han­dels­folk – og dermed den danske stat – i årene, der siden er blevet kaldt den floris­sante han­delspe­ri­ode.

Men hverken dette, eller den rolle som den Old­en­borgske konges­lægt, og dermed det nyin­dret­tede palæs første beboer – den senere Kong Fred­erik den Femte (1723−1766) – spillede i den transat­lantiske slave­han­del, er der gjort meget ud af i udstill­in­gen, der ellers befind­er sig delvist i et af Eigtveds inter­iør. Ryt­ter­stat­uen af Fred­erik den Femte på Amalien­borg Slot­splads, der er frem­stil­let af den franske billed­hug­ger Jacques-Franҫois-Joseph Saly og blev ind­vi­et i 1771, vid­ner om konge­husets tætte tilknyt­ning til den kolo­niale han­del: Stat­uen blev finan­sieret af Asi­atisk Kom­pag­ni, gen­nem dets præsi­dent Adam Got­t­lob Moltke (1710−1792), der var over­hof­marskal og kon­gens højre hånd og desu­den præsi­dent for Det Vestindisk-Guine­siske Kom­pag­ni. Med den danske kongemagts vel­signelse havde Det Vestindisk-Guineiske Kom­pag­ni besat Skt. Jan i 1718 og i 1733 opkøbt Skt. Croix fra Frankrig. Fra 1700 og frem stod kom­pag­ni­et for den danske del af trekantshan­dlen mellem Europa, Afri­ka og Cari­bi­en og havde fra 1734–1754 monopol på ind­førslen og raf­finer­in­gen af råsukker i Dan­mark og Norge. Asi­atisk Kom­pag­ni havde tilsvarende eneret på at dri­ve dan­sk han­del på lan­dene ved Det Indiske Ocean og Kina, hvor­fra te, porcelæn og silke blev importeret. Kom­pag­ni­et styrede i 1732–1777 de danske kolo­niale besid­delser i Indi­en og finan­sierede i vid udstrækn­ing sine indiske lad­ninger med kap­i­tal, som britiske embedsmænd i Indi­en havde opt­jent på ille­gal vis.

De oprindelige røde ”kineseripaneler” fra udstillingsdelen ”Mødet med Danmark” i Nationalmuseets Stemmer fra Kolonierne. Træpanelerne, der er del af museets rokoko-interiører fra 1743-1746, indeholder et motiv af en grønlandsk kajaksejler, der formentlig er malet med inspiration fra Pôq eller Qiperoq, der i 1723 rejste fra Grønland til Danmark og sejlede i kajak gennem Københavns havn. Billede taget af Nielsen 2019.
De oprindelige røde ”kine­seri­pan­el­er” fra udstill­ings­de­len ”Mødet med Dan­mark” i National­museets Stem­mer fra Kolonierne. Træ­pan­el­erne, der er del af museets rokoko-inter­iør­er fra 1743–1746, inde­hold­er et motiv af en grøn­land­sk kajak­se­jler, der for­mentlig er malet med inspi­ra­tion fra Pôq eller Qiper­oq, der i 1723 rejste fra Grøn­land til Dan­mark og sejlede i kajak gen­nem Køben­havns havn. Billede taget af Nielsen 2019.

I det rum, der tidligere var Kong Chris­t­ian den Sjettes audi­ens­ge­mak, ses de oprindelige røde ”kine­seri­pan­el­er” som Eigtved lod hente fra andre sted­er i palæet. Tidens forbindelser til ver­den uden­for det, vi i dag kender som Dan­mark, ses, hvis man kig­ger nøje efter, i portræt­tet af en grøn­land­sk kajak­se­jler malet på det røde træ­pan­el. Det er ikke til­fældigt, at netop dette rum anven­des til at formi­dle his­to­rien om dem, der mødte Dan­mark ude­fra, for kajak­se­jleren på pan­elet er for­mentlig inspir­eret af enten Pôq (1700−1729) eller hans lands­mand Qiper­oq (død 1725), der i 1723 rejste fra Grøn­land til Dan­mark og sejlede i kajak gen­nem Køben­havns havn til stor forun­dring for byens borg­ere. Et stort maleri af de to er opsat i udstill­ingsrum­met, men forbindelsen til motivet på de gam­le pan­el­er skal den besø­gende selv finde. Den enestående chance, man havde for at formi­dle den danske koloni­tid midt i en bygn­ing, hvis rokoko-inter­iør­er blev delvist finan­sieret af den danske koloni­han­del og er skabt i selvsamme peri­ode, som mange af de danske kolonier blev under­lagt den danske stat, lig­ger dermed stort set ubenyt­tet hen.   

Individet i fokus

De man­glende par­al­leller til de omkring­liggende 1700-tals inter­iør­er kan skyldes, at udstill­in­gen, ifølge National­museet selv, hverken han­dler om han­del, var­er  eller ressourcer, men om men­nesker. Det har ikke været his­to­ri­er om prægtige køben­havnske palæer eller om gyldne tapeter og bonede gul­ve, der har været de cen­trale for museet at formi­dle. Som noget nyt – og til forskel fra den del af museets Dan­mark­shis­to­ri­er 1660–2000, der formi­dler his­to­rien om ”Ver­den­shan­del og kolonier” – er udstill­in­gens primære fokus vendt væk fra vareud­vek­sling og borg­er­sk­a­bets front­fig­ur­er. I stedet er opmærk­somhe­den ret­tet mod fire­ogtre­dive per­son­er, hvis livs­fortællinger skal give museets besø­gende et ind­b­lik i den kom­plekse his­to­rie om Dan­marks kolo­niale tråde til Vestin­di­en, Indi­en, Vestafri­ka og Grøn­land. Vi møder slave­han­dleren, sæl­fan­geren, barnepi­gen og oprør­eren, den mis­brugte vestindiske hus­slave og den hel­te­modi­ge barnepige og får dermed his­to­rien om den danske koloni­tid ”for­t­alt af de men­nesker, som lev­ede i den”, som National­museet skriv­er i deres præsen­ta­tion af udstill­in­gen. 

Ind­dragelsen af fortællinger på indi­vid­niveau er et resul­tat af de sen­este års udvikling af muse­umsme­di­et, hvor også eksem­pelvis his­to­rien om Første Ver­den­skrig i sti­gende grad fortælles ud fra per­son­lige beretninger snarere end kort over skyt­te­grave og strate­giske frontlin­jer, som det er til­fældet på The Impe­r­i­al War Muse­um i Lon­don. De per­son­lige fortællinger anven­des ofte i et forsøg på at gøre his­to­rien mere rel­e­vant og lev­ende for den besø­gende muse­ums­gæst, men den man­glende kobling til National­museets rokoko-inter­iør­er i Stem­mer fra Kolonierne skaber imi­dler­tid poten­tiale for en vis forvir­ring. De his­toriske forbindelser, man kunne have trukket mellem inter­iør­erne og de per­son­lige fortællinger lig­ger ufor­t­alte hen og kon­trasterne mellem den rig­dom koloni­han­dlen tilve­je­bragte og de men­neske­lige lidelser den med­førte er ikke så syn­lige, som de kunne have været. Udstill­in­gens fokus på indi­videt er i cen­trum, men måske i så høj en grad, at den store his­to­rie bliv­er til­sidesat i mødet med den lille.

Den syv år gam­le Oly, som i 1733 blev taget til fange i sin lands­by nær Con­go-flo­dens udmund­ing, hvor­fra tusin­der som ham årligt blev sol­gt som slaver og fragtet over Atlanten, er en af de per­son­er den besø­gende møder i Stem­mer fra Kolonierne. Han har sit eget lyd­spor i udstill­in­gen, hvor man kan høre hans fortælling. Hvem var han og de øvrige tre­ogtre­dive men­nesker, der portræt­teres? Igen­nem deres per­son­lige fortællinger har det været National­museets hen­sigt at udstille men­neskene bag de store tal, men­neskene bag den grå masse af små sorte streger teg­net på den berømte mod­el af slaveski­bet the Brooks, og at frem­stille dem som indi­vider frem for pas­sive ofre. His­to­rien om Olys skæb­ne er ind­talt, så besø­gende kan leve sig ind i hans his­to­rie ved at høre en fortæller i første per­son fortælle om de ræd­sler, han gen­nem­levede under over­farten til kolonierne i Cari­bi­en. His­to­rien led­sages af et maleri, der forestiller en lille sort dreng i sel­skab med et tysk medlem af den stadigt eksis­terende kristne Brø­dremenighed, der opkøbte og slaveg­jorde ham ud fra forestill­in­gen om, at det var bedre at være kris­ten slave end hed­ning i Afri­ka. Ved siden af maleri­et ses en danse­dragt fra midten af 1800-tal­let, brugt af Pende-folket i Con­go ved over­gangsritualer fra barn til vok­sen. Gen­stand­stek­sten til dragten lyder:

Hos mange vestafrikanske folk mark­er­er man over­gan­gen fra barn til vok­sen med en religiøs fest. Rit­ualet styrk­er forbindelsen til for­fæ­drene og mark­er­er, at man bliv­er en del af fæl­lessk­a­bet. For Oly blev der ingen over­gangsritualer. Han blev frataget den mulighed, da han blev gjort til slave”.   

Danse­dragten fra Con­go har således ikke noget direk­te at gøre med his­to­rien om Oly, men er udstil­let for at syn­lig­gøre det liv, han og mange andre med lig­nende skæb­n­er blev frataget ved deres til­fange­ta­gen. På den måde gør National­museet brug af en gen­stand, der som mange andre af museets etno­grafiske gen­stande fra 1800-tal­let for­mentlig er ind­sam­let uden megen kon­tekst, til at fortælle en his­to­rie om en speci­fik per­son. For mange af de etno­grafiske muse­ums­gen­stande, der blev ind­sam­let i 1800-tal­let, gælder, at kun deres ind­sam­lingsst­ed og ind­sam­ler er angivet. Der man­gler ofte oplysninger om af hvem, eller til hvad, de blev brugt, lige­som per­so­n­en, der frem­stillede dem, ofte er gået i glem­me­bo­gen. Etno­grafiske gen­stande udstilles der­for ofte med en gen­stand­stekst, der lyder ”kun­st­ner ukendt” eller med en meget bred beteg­nelse, hvor gen­standen – som her – bliv­er repræsen­tant for et helt folk. Efter­som indi­videt bag gen­standen i disse til­fælde ikke anerk­endes, repro­duc­eres en frem­still­ing af ikke-europæiske kun­st­nere som anderledes end europæiske kun­st­nere, hvis indi­vidu­elle genialitet har været hyldet siden renæs­san­cen. Kura­tor­erne bag Stem­mer fra Kolonierne for­mår ved hjælp af deres brug af danse­dragten fra Con­go på den måde både at give liv og kon­tekst til en gen­stand, hvis his­to­rie vi muligvis kun ved meget lidt om, og sam­tidig at give his­to­rien om slaveg­jorte afrikanere en indi­vidu­el stemme.

Slaveg­jorte afrikanere afbilledet på den berømte mod­el over slaveski­bet the Brooks eget af han­dels­man­den Joseph Brooks fra Liv­er­pool. Mod­e­len blev brugt i forbindelse med de par­la­men­tariske under­søgelser af den britiske slave­han­del i 1788, som led i kam­pag­nen mod slave­han­dlens afskaf­felse, men er siden blevet kri­tis­eret for sin skildring af slaveg­jorte afrikanere som pas­sive ofre. Billede bragt i Klint 2019.  

Men Oly var som bek­endt blot én blandt tusin­der. Sam­let set fik mere end 100.000 afrikanere deres liv øde­lagt ombord på danske skibe. Tæller vi de spanske, britiske, franske, hol­landske og andre europæiske skibe med, er tal­let nærmere tolv mil­lion­er. De øvrige til­fange­tagne, der delte Olys skæb­ne, har National­museets kura­tor­er val­gt at skil­dre ved hjælp af indi­vidu­elt udformede ler­fig­ur­er skabt af kun­st­nerne Mar­celline Houn­houe­nou og Agathe Yaovi fra Benin i 2017. Ler­fig­ur­erne møder den besø­gende i flere af udstill­in­gens rum: Som tavse skulp­tur­er, hver med sit speci­fikke kende­tegn, der vid­ner om de til­fange­tagnes indi­vidu­elle karak­ter­er og skæb­n­er, fylder de mon­tr­er med gen­stande, der ellers kan være svære at frem­skaffe. For ikke meget er gemt fra de slaveg­jortes flere uger lange rejse over Atlanter­havet. Fig­ur­erne er skabt ud fra den vur­der­ing, at udstill­in­gen ved deres hjælp kunne undgå at under­støtte slaver­i­ets præmis i formidlin­gen af slaver­i­et. Som kura­tor for udstill­in­gen, Louise Sebro udtrykker det i et inter­view med Bag­grund, var det vigtigt for museet ikke at bidrage til, at ”de slaveg­jorte får taget deres men­neske­lighed fra sig”. For hende er mod­ellen af slaveski­bet the Brooks, der blev frem­stil­let til støtte for den engelske abo­li­tion­ist­bevægelse i 1788, ikke hen­sigtsmæs­sig, for­di den fratager de slaveg­jorte deres indi­vid­u­alitet:

Prob­lemet er, at det bliv­er ske­ma­tisk. Du fornem­mer ikke, at det er indi­vider, som lig­ger i ski­bets bund. Det bliv­er en ansigt­sløs gruppe, og hvor­dan tager man den og kom­mer ind til at sige, at hver og en af de her små sorte streger repræsen­ter­er et men­neske med en his­to­rie, en fam­i­lie, et sprog, en kul­tur og en indi­vid­u­alitet. Det er enormt svært, for­di man både skal vise mæng­den af slaveg­jorte og struk­turens for­færde­lighed, sam­tidig med at man skal prøve at insis­tere på folks men­neske­lighed og forskel­lighed”.

Ler­fig­ur­er frem­stil­let af kun­st­nerne Mar­celline Houn­houe­nou og Agathe Yaovi fra Benin i 2017, udstil­let i National­museets Stem­mer fra Kolonierne. Billede taget af Nielsen 2019.

Ved hjælp af ler­fig­ur­erne fra Benin og de udval­gte livs­fortællinger fra såv­el slaveg­jorte afrikanere, som Kong Adum, der i 1844 lod to børn hen­rette i en strid over, hvem der var den rette over­høvd­ing i Akuapem på Guld­kys­ten, og Sara Malm (født Tim Tam) fra Ga-folket, der var gift med den danske assis­tent ved han­delssta­tio­nen Fort Chris­tians­borg i Accra, Wulff Joseph Wulff (1809−1842), sæt­ter udstill­in­gen navn og ansigt på de men­nesker, der var direk­te involveret i den danske koloni­tid og indi­vid­u­alis­er­er og lev­en­degør på den måde en ellers ofte svært tilgæn­gelig del af his­to­rien. 

Danmarkshistorier uden Neky

Indi­vid­u­alis­erin­gen og lev­en­degørelsen er under­streget ved hjælp af direk­te spørgsmål i udstill­ing­stek­sterne: Ved maleri­et af Neky og lille Marie, malet af den danske maler Niels Peter Hol­bech (1804−1889) i 1838, opfor­dres beskueren til at overve­je, hvorvidt Neky, der kom fra Dan­sk Vestin­di­en og tjente i Admi­ral Hans Birch von Dahlerups (1790−1872) fam­i­lie, var fri eller slaveg­jort. Brød hun sig over­hovedet om at blive ”udlånt til dette portræt”? Maleri­et hang før i National­museets per­ma­nente udstill­ing Dan­mark­shis­to­ri­er 1660–2000: Cen­tralt plac­eret, mødte det besø­gende til udstill­in­gen fra aller­første færd, som et af de største og mest fremtræ­dende billed­er på portrætvæggen i udstill­in­gens første rum. Væggen med de mange billed­er havde til hen­sigt at illus­trere de mange forskel­lige danskere, hvis lev­ede liv tilsam­men udgør de dan­mark­shis­to­ri­er, udstill­in­gen skil­dr­er. Plac­erin­gen fremhævede således Nekys his­to­rie, som en vigtig del af den store fortælling om Dan­mark i årene 1660–2000 og ikke blot som en del af den mere speci­fikke his­to­rie om det tidligere Dan­sk Vestin­di­en. Iro­nisk nok betød etab­lerin­gen af National­museets nye udstill­ing om de tidligere og nuværende danske kolonier på den måde, at portrætvæggen i Dan­mark­shis­to­ri­er 1660–2000 blev frataget his­to­rien om Neky. Hen­des tilst­ede­værelse på væggen fanger ikke læn­gere den besø­gen­des blik ved indgan­gen til udstill­in­gen. I stedet skal man nu bevæge sig langt ind i fortællin­gen om Dan­marks udvikling fra ”europæisk stor­magt […] til et lille land, der må finde sin plads som allian­cepart­ner blandt andre lande” før his­to­rien om Dan­marks tid som kolonimagt i det tidligere Dan­sk Vestin­di­en fortælles. 

Lille Marie på Nekys arm (1838) malet af Niels Peter Hol­bech. Maleri­et er udstil­let i National­museets Stem­mer fra Kolonierne. Billede fra National­museet 2019. 

Først i udstill­ingsrum­met ”Ver­den­shan­del og kolonier” formi­dles his­to­rien om, hvor­dan søfart­sna­tio­nen Dan­mark-Norge del­tog i det, der beskrives som det ”inter­na­tionale koloni- og han­del­sev­en­tyr”. I mod­sæt­ning til Stem­mer fra Kolonierne, fokuser­er denne udstill­ings­del fra 2001 primært på vareud­vek­slin­gen og det nye luk­sus-for­brug i borg­er­sk­a­bet og ade­len, frem­for de  mere bru­tale kon­sekvenser ved koloni­han­dlen. Disse sider er skil­dret, men må ofte vige plad­sen for gen­stande relateret til de danske grev­er Carl Hein­rich Schim­mel­mann (1724−1782) og Ober­stløjt­nant Ulrich Wil­helm de Roep­storffs (1729−1821), Gen­er­al­gu­vernør Peter von Scholten (1784−1854) og Oberst Thomas de Mal­lev­elle (1741−1798). Udstill­ings­de­lens fokus på vareud­vek­slin­gen og det nye luk­sus­for­brug i borg­er­sk­a­bet og ade­len, under­streges af udstill­ings­de­lens to omkring­liggende rum, der på den ene side udstiller en omfat­tende sam­ling af museets behold­ning af porcelæn og fajance og på den anden side en borg­er­sk­ab­sle­j­lighed fra Magstræde, hvor pianofortets klim­tende sonate dan­ner den lyd­mæs­sige ramme om de tesel­sk­aber, man let kan forestille sig, har fun­det sted i de fine stuer. Hel­hedsindtrykket af denne udstill­ings­del er således en behagelig gen­nem­gang af 1700-tal­lets nye – og i europæernes øjne – ekso­tiske han­delsvar­er til ton­erne af her­sk­a­belig musik, der kun ved nærmere betragt­ning rum­mer andre fortællinger end dem, som omhan­dler silke i meter­mål og fint pyn­tet porcelæn.  

Stem­mer fra Kolonierne er tydeligt præget af en ny muse­umsfaglig til­gang, der – i lighed med Køben­havns to nye stat­uer – søger at mang­foldig­gøre den offentlige frem­still­ing af Dan­marks kolo­niale for­tid. Væk er tidligere tiders mere ensidi­ge fokus på han­dels­folk og rig­mænd, vareud­vek­sling og ressourcer – i en sådan grad, at end ikke museets egne orig­i­nale 1700-tals inter­iør bliv­er anvendt i formidlin­gen. Nye stem­mer er i stedet forsøgt bragt til orde, igen­nem lyd­spor for­t­alt i første per­son, nye anven­delser af etno­grafiske gen­stande og ved hjælp af nypro­duc­erede kun­st­gen­stande, der har til for­mål at skil­dre men­neskene bag tal­lene. Som én af de få tilbageværende per­ma­nente udstill­inger efter mark­eringerne af 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­di­en, er Stem­mer fra Kolonierne et væsentligt bidrag til den offentlige fortælling om Dan­marks for­tid som kolonimagt. Det er desu­den et bidrag, som på mange måder var tiltrængt i National­museets hid­tidi­ge formidling af koloni­ti­den, der i udstill­in­gen Dan­mark­shis­to­ri­er 1660–2000 var præget af en noget ensidig frem­still­ing af den kolo­niale vareud­vek­sling og det nye luk­sus­for­brug i borg­er­sk­a­bet og ade­len.

En større sam­men­hæng mellem den eksis­terende fortælling i Dan­mark­shis­to­ri­er 1660–2000 og den nyligt til­føgne kunne imi­dler­tid have skær­pet opmærk­somhe­den mod dette væsentlige kapi­tel i Dan­mark­shis­to­rien. Koblin­gen til National­museets omfat­tende etno­grafiske sam­linger kunne desu­den være styr­ket i såv­el den nye udstill­ing, som i de eksis­terende: Hvor­dan havnede alle disse gen­stande fra nær og fjern på Dan­marks største kul­turhis­toriske muse­um? Hvem ind­sam­lede dem og fra hvem? Særligt i museets Etno­grafiske Skatkam­re savn­er disse tråde at blive udfold­et og knyt­tet til museets formidling af Dan­mark­shis­to­rien, der – som Stem­mer fra Kolonierne tydeligt vis­er – på utal­lige måder er og altid har været et pro­dukt af sin involver­ing med ver­den omkring os.


Blandt bogud­givelserne i forbindelse med 100-året for sal­get af Dan­sk Vestin­di­en kan bogse­rien Dan­mark og Kolonierne redi­geret af H.C. Gul­løv, P. Olsen, N. Brimnes, P. Hernæs, M.V. Ped­er­sen og E. Gøbel, debat­bo­gen Ingen Und­skyld­ning: Erindringer om Dan­sk Vestin­di­en og kravet om erstat­ning for slaver­i­et af A.N. Ander­sen, genop­tryknin­gen af Th. Hansens trilo­gi om den danske slave­han­del, samt roma­nen Haa­bet: 1787–1825 af M. Vraa nævnes. Særud­still­ingerne talte blandt andet Den Sorte Dia­mants Blinde Vin­kler, Vestindisk Pakhus’ Videokun­st med værk­er af Th. Seest, Ufor­t­alte His­to­ri­er på Statens Muse­um for Kun­st, Stop Slaveri på Arbe­j­der­museet, Kolo­ni­ud­still­ing i Fri­landsmuseets bygninger på Fri­landsmuseet, Tales from Par­adise af S. Lose på Øre­gaard Muse­um, Plan­ta­gen La Grange på Muse­um Søn­der­jyl­land og Min Vestindiske Arv på Vejle Muse­um. 

Referencer

AU 2019. J.F. Salys ryt­ter­stat­ue af Fred­erik 5., 1771. Dan­mark­shis­to­rien, Aarhus Uni­ver­sitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jf-salys-rytterstatue-af-frederik‑5–1771/ [hen­tet 20. decem­ber 2019].

Ander­sen, A.N. 2017. Ingen Und­skyld­ning: Erindringer om Dan­sk Vestin­di­en og kravet om erstat­ning for slaver­i­et, Gylden­dal. 

Brengs­bo, M. Andreas Bjørn. Den Store Danske, Gylden­dal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Andreas_Bj%c3%b8rn [hen­tet 14. jan­u­ar 2020].

Brimnes, N. red. 2017. Indi­en – Tran­que­bar, Ser­am­pore og Nico­bar­erne, Dan­mark og Kolonierne bind III, Gads For­lag. 

Brimnes, N. 2019a. Vestindisk-Guineisk Kom­pag­ni, 1671–1754. Dan­mark­shis­to­rien, Aarhus Uni­ver­sitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/vestindisk-guineisk-kompagni/ [hen­tet 20. decem­ber 2019].

Brimnes, N. 2019b. Asi­atisk Kom­pag­ni. Dan­mark­shis­to­rien, Aarhus Uni­ver­sitet. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/asiatisk-kompagni/ [hen­tet 20. decem­ber 2019].

Feld­bæk, O. 2019. Den floris­sante han­delspe­ri­ode. Den Store Danske, Gylden­dal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/den_florissante_handelsperiode [hen­tet 17. decem­ber 2019].

Gul­løv, H.C. red. 2017. Grøn­land – Den Ark­tiske Koloni, Dan­mark og Kolonierne bind II, Gads For­lag.

Hansen, Th. 1967–70 genop­trykt 2016–17. Slav­ernes Kyst, Slav­ernes Skibe og Slav­ernes Øer, Gylden­dal.

Hard­ing, M. Og T. Ejlersen: Fred­eriksstaden. Den Store Danske, Gylden­dal. http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/K%C3%B8benhavns_historie/Frederiksstaden [hen­tet 14. jan­u­ar 2020].

Hernæs, P.O. red. 2017. Vestafri­ka – Forterne på Guld­kys­ten, Dan­mark og Kolonierne bind IV, Gads For­lag.

Kjær, U. 2011. National­museet – Prin­sens Palæ, National­museet. 

Klint 2019: Når man fortæller om slaveri – En sam­tale med Louise Sebro. Bag­grund. https://baggrund.com/2019/10/22/nar-man-fortaeller-om-slaveri/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nar-man-fortaeller-om-slaveri [hen­tet 16. decem­ber 2019].

Lide­gaard, M. 2019. Pôq. Dan­sk Biografisk Lek­sikon, 3. udg. Gylden­dal 1979–1984. http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Opdagelsesrejsende/Opdagelsesrejsende/P%C3%B4q [hen­tet 17. decem­ber 2019].

National­museet 2019. Stem­mer fra kolonierne. https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/udstillinger/stemmer-fra-kolonierne/ [hen­tet 16. decem­ber 2019].

Nielsen 2017. Muse­ale formidlinger af for­tiden på danske og britiske museer. Slag­mark nr. 75, s. 81–94.

Olsen, P.E. red. 2017. Vestin­di­en – St. Croix, St. Thomas og St. Jan, Dan­mark og Kolonierne bind V, Gads For­lag.

Ped­er­sen, M. red. 2017. Dan­mark – En Kolonimagt, Dan­mark og Kolonierne bind I, Gads For­lag.

Vraa, M. 2017. Haa­bet: 1787–1825, Gylden­dal. Wood, M. 1997. Imag­ing the Unspeak­able and Speak­ing the Unimag­in­able: The ’Descrip­tion’ of the Slave Ship Brookes and the Visu­al Inter­pre­ta­tion of the Mid­dle Pas­sage i: Lumen nr. 16, s. 211–245.

Scroll til toppen