Toussaint L’ouverture

I august 1791 brød et oprør ud blandt de slavegjorte arbejdere i Frankrigs vigtigste koloni, Saint-Domingue. Oprøret startede som koordinerede afbrændinger af Marquis de Gallifets nordligt beliggende plantager, men snart blev det klart, at oprørerne var bedre organiseret og mere ambitiøse, end slavegjorte før havde været i deres modstandshandlinger. Oprøret udviklede sig til en revolution, og i centrum for begivenhederne stod den nærmest mytologiske skikkelse, Toussaint L’ouverture. Med en henvisning til slaven, der gjorde oprør mod Romerriget, er L’ouverture gået over i historiebøgerne som den sorte Spartacus.

Da Napoleon Bonaparte i 1799 overtog magten i Frankrig, sluttede Den franske revolution endegyldigt. Som led i sine drømme om at opbygge et globalt imperium genindførte Napoleon i 1802 slaveriet, som ellers var blevet afskaffet af den jacobinske regering i 1794. Det var kun naturligt for ham også at ville genetablere kontrollen over ”Antillernes perle”, som den oprørske koloni Saint-Domingue var blevet kaldt igennem 1700-tallet. Under sin svoger general Leclercs lederskab sendte han derfor en flåde bestående af 30.000 soldater til Caribien i december 1801. Missionen var klar: slå oprørerne ned og bring kolonien tilbage til den profitable fortid. De haitianske revolutionære havde imidlertid ingen planer om igen at lade sig underlægge fransk styre, og i spidsen for dem stod den energiske, karismatiske og i tiltagende grad megalomane Toussaint L’ouverture.

    Den umiddelbare baggrund for Napoleons frustrationer var, at Toussaint L’ouverture i sommeren 1801 havde sendt ham en nyskrevet forfatning for Saint-Domingue. I forfatningens artikel 3 stod der: ”Der kan ikke eksistere slaver på dette territorium, trældom er her afskaffet for altid.” Den artikel stred imod Napoleons planer, og at koloniens befolkning overhovedet kunne finde på at skrive en forfatning, var et klart signal om, at de var på vej til at løsrive sig fra Frankrig. Når L’ouverture i sit følgebrev til Napoleon skrev, at han så frem til at modtage hans ”godkendelse og sanktionering” af forfatningen, var det, ligesom når han gav udtryk for sin ”dybfølte respekt”, rent spil for galleriet. Saint-Domingue var på vej mod selvstændighed, og Toussaint L’ouverture gjorde intet forsøg på at skjule det. Den dag i dag fejres L’ouverture som landsfader i Haiti. Men hvem var han, denne mystiske figur? Hvad havde givet ham modet til at løsrive en koloni og til at skrive en forfatning og endda sende den til selveste Napoleon? Og hvordan skulle det gå, når Leclercs 30.000 tropper ankom til Caribien?

Toussaint af Bréda

Mange detaljer om Toussaint L’ouvertures handlinger og skiftende politiske ideer ligger hen i det uvisse. Det gør de, fordi han livet igennem yndede at omgærde sig med mystik. Faktisk mener nogen, at han besad magiske kræfter, og en af hans politiske modstandere skrev om ham, at han var ”en mand, som så at sige formåede at gøre sig usynlig, der hvor han var, og synlig, der hvor han ikke var; han synes at have lånt sin bevægelsesspontanitet fra tigeren.” Nye arkivfund tyder på, at L’ouverture allerede fra en tidlig alder begyndte at opbygge det netværk og den mystiske aura, han senere skulle trække på som revolutionær.

Toussaint blev født på sukkerplantagen Bréda, sandsynligvis på Allehelgensdag i 1743. På fransk betyder tous-saint alle helgener, og efter kolonial skik blev han derfor navngivet Toussaint af Bréda. Først i revolutionsårene tog han navnet L’ouverture, som betyder åbning på fransk. Begge hans forældre stammede fra Guineabugten i Vestafrika og var slavegjorte arbejdere på Bréda-plantagen. Toussaints mor tilhørte Ajafolket, mens hans far stammede fra en af Alladafolkets aristokratiske familier. I sin barndom praktiserede Toussaint voodoo og talte sproget fon, som i dag anvendes af omkring to millioner mennesker, primært i Benin. 

Der var en enormt høj dødsrate blandt børn født på plantager i Saint-Domingue i 1700-tallet, og på Bréda-plantagen var det kun hvert tredje barn, der nåede voksenalderen. Toussaint overlevede som bekendt, men han var så lille og svagelig af vækst, at hans forældre frygtede for hans liv. Ifølge en historiker fra midten af 1800-tallet havde den 12-årige Toussaint imidlertid trænet sin krop i en grad, så han kunne løbe hurtigere, klatre bedre og ride vildere heste end nogen andre børn på plantagen. Det er umuligt at vurdere sandfærdigheden af sådan et udsagn, men det harmonerer alt andet lige med de senere vidnesbyrd om Toussaints utrolige udholdenhed og overlegne evner som rytter. Var der behov for hans tilstedeværelse, foretog han gerne lange natlige ridt gennem det bjergrige landskab, og vidner fortalte igen og igen om hans evne til at dukke op ud af intet og til at forsvinde igen lige så pludseligt. 

Bréda-plantagen lå i den nordlige del af Saint-Domingue, nær den store havne- og handelsby Cap-Français, som i dag hedder Cap-Haitïen. Toussaint levede et, i sammenligning med de fleste slavegjorte arbejdere, forholdsvis privilegeret voksenliv på Bréda-plantagen. Fordi han var født på plantagen, fordi hans far stammede fra en højstatusfamilie og fordi han var både intelligent og arbejdsom, udnævnte plantagens advokat og daglige leder, Antoine-François Bayon de Libertat, hurtigt Toussaint til kusk på plantagen. Det friholdte ham fra arbejdet i markerne, og det gav ham en betragtelig mobilitet, idet han skulle løse forskellige opgaver for Bayon de Libertat i hele kolonien. 

Meget tyder på, at Toussaint allerede i 1776, længe inden revolutionens udbrud, blev en fri mand, og det antydede han da også selv i et brev fra 1797. Heri skrev han: ”[D]en dydige Bayon de Libertat […] fjernede slaveriets åg fra mine skuldre […] for tyve år siden.” Videre synes det sandsynligt, at Toussaint personligt ejede en slavegjort, ligesom han fra 1779 til 1781 lejede og drev en kaffeplantage, hvortil hørte tretten slavegjorte arbejdere. Flere af de personer, som sidenhen skulle blive fremtrædende figurer i revolutionen – Jean-François Papillon, Jeannot Bullet og Sans-Souci –, havde Toussaint allerede kontakt med i denne tidlige periode af sit liv. Og ikke nok med det. Selveste Jean-Jacques Dessalines, den senere general og første politiske leder af det selvstændige Haiti, var sandsynligvis blandt de tretten slavegjorte, som arbejdede på L’ouvertures kaffeplantage.

De overrumplende personlige forbindelser kan man anskue som et utroligt, historisk sammentræf, men man kan også drage i hvert fald to konklusioner. For det første var Den haitianske revolution, alle dens utrolige og tilsyneladende kaotiske begivenheder til trods, ikke alene et udtryk for tilfældighedernes spil. Blandt dens mest fremtrædende figurer var en gruppe personer, som havde kendt hinanden i årtier, og som derfor havde fælles erfaringer at handle ud fra og formentligt også fælles mål at styre efter. For det andet kan vi bedre forstå nogle af dynamikkerne mellem de fremtidige revolutionære ledere. Når Toussaint konsekvent undlod at beskrive sit liv før revolutionen, hang det næppe kun sammen med et ønske om at opbygge en myte om sig selv, men også med et strategisk valg om ikke at lede opmærksomheden hen på sin relativt privilegerede fortid. Toussaint havde ikke taget del i det grusomme markarbejde, sådan som de andre revolutionære havde, og i manges øjne ville det diskvalificere ham som politisk leder. 

Lad mig beskrive nogle af Den haitianske revolutions hovedtræk og undervejs beskrive Toussaint L’ouvertures vigtigste bidrag til den.

Fra plantageafbrændinger til slaveriets ophævelse

I den koloniale periode var øen Hispaniola delt mellem to kolonier. Mod vest lå den franske koloni Saint-Domingue og mod øst den spanske koloni Santo Domingo. Santo Domingo var størst af de to, men blev aldrig udviklet og opdyrket til landbrug i nært samme omfang, som den franske koloni mod vest. Historikere har til gengæld kaldt Saint-Domingue en ”plantagemaskine” for at betone den landbrugsindustrielle systematik og kapitalistiske intensitet, som de franske kolonialister udviste. I anden halvdel af sekstenhundredetallet og begyndelsen af syttenhundredetallet blev der dyrket kaffe, tobak, mahogni og farvestoffet indigo i kolonien, men i takt med at den globale efterspørgsel på sukker voksede til astronomiske højder, lagde man i syttenhundredetallet produktionen om, så Saint-Domingue i en periode var verdens største sukkerproducent. Sukkerproduktionen var fysisk krævende og farlig af en række årsager: der var giftslanger i markerne, arbejdet foregik i ekstreme temperaturer, forarbejdningen af sukkerrør krævede store stenkværne, som var farlige at betjene og endelig var opkoget af sukkermassen årsag til adskillige forbrændingsulykker. 

    Det var i August måned, hvor sukkerrørene var klar til at blive høstet, at afbrændingerne af Marquis de Gallifets plantager fandt sted. På det tidspunkt bestod koloniens befolkning af ca. 500.000 slavegjorte, 32.000 hvide kolonialister og 24.000 frie farvede. Som navnet antyder, var de frie farvede en kategori af personer, som ikke var slavegjorte, men som heller ikke var hvide og derfor ikke havde de hvides politiske og sociale rettigheder. Tilsyneladende var plantageafbrændingerne blevet planlagt i detaljer ved den hemmelige Bois Caïman ceremoni. Vidner har berettet om natlige lyde af trommer, råb og dans, og ifølge mundtligt overleverede fortællinger blev der slagtet både grise og haner om natten, drukket blod og gennemført voodoo-ritualer. Store internationale filmsuccesser som eksempelvis James Bond-filmen Live and Let Die (1973) har igennem det tyvende århundrede katapulteret eksotiske og ofte både voldelige og seksuelle fantasier om voodoo, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Allerede under Den haitianske revolution var hvide kolonialister dog nervøse for de slavegjortes religiøse praksisser. Ikke alene var de fremmedartede, men de indebar også i flere tilfælde en viden om blandt andet naturmedicin, som man frygtede kunne bruges til at forgifte franske plantageejere. I det hele taget gav koloniens ulige befolkningssammensætning kolonisterne anledning til i hvert fald periodisk nervøsitet for at blive overløbet.

Hvis Bois Caïman ceremonien i 1791 var stedet, hvor plantageafbrændingerne blev planlagt, så skal vi frem til 1792 for at finde det første eksempel på et dokument, hvor oprørerne selv fremlagde motivationen for deres handlinger. Det skete i et brev, som oprørerne Jean-François, Biassou og Belair skrev og sendte til den franske politiske ledelse i Saint-Domingue. Det er et bemærkelsesværdigt brev, og ligesom meget andet, der relaterer til Den haitianske revolution, er det omgærdet af mystik og strid. Her først en passage fra brevet:

“I, mine Herrer, som har i sinde at underkaste os slaveriet, har I ikke sværget at opretholde den franske forfatning, som I hører under, og hvad ville denne respektable forfatning sige, og hvad er den grundlæggende lov. Har I glemt, at I formelt har sværget troskab over for Menneskerettighedserklæringen, som siger, at menneskene fødes frie og lige, hvad angår deres rettigheder, og at de naturlige rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelsen. Hvis da, som I ikke vil kunne nægte, I har sværget, så har vi ret, og I må indrømme, at I har sværget falsk, og i kraft af jeres vedtagelser anerkender I, at ethvert menneske er frit, og I vil opretholde slaveriet for fire hundrede og firs tusinde individer, som sørger for, at I kan nyde godt af alt det, som I besidder.”

Brevet er skrevet i et temmelig knudret sprog, men beskeden til franskmændene er klar: I har sværget ved menneskerettighederne og ved ideerne om frihed og modstand mod undertrykkelse, og ikke desto mindre opretholder I slaveriet, som i praksis er alt det modsatte af jeres idealer. Brevet kan på den måde læses som en afsløring af fransk dobbeltmoral eller som et slags boomerang-eksempel på, at oprørerne brugte franskmændenes egne politiske ideer imod dem selv. Senere i 1790’erne skulle L’ouverture ved flere lejligheder anvende de republikanske ideer om frihed og rettigheder i sin kritik af franskmændene, men her i 1792 er det højst usikkert, hvem der overhovedet skrev brevet. Nogle mener, at L’ouverture var den faktiske pennefører, men at han enten skulle have skrevet under i sin nevøs, Belairs, navn, eller at han af strategiske årsager skulle have foretrukket at skjule sin medvirken til brevet. Andre igen antyder, at brevet, som først blev publiceret af den monarkiske oberst Cambefort, kan være et falsum skrevet af aristokratisk sindede franskmænd som en slags skrækeksempel på, hvad der ville ske, hvis oprørerne i Saint-Domingue skulle få kendskab til idealerne om frihed og menneskerettigheder. Læst på den måde afslører brevet altså ikke oprørernes ideologi, men derimod konservative aristokraters frygt for, hvad der kan ske, hvis radikale ideer om frihedsrettigheder kommer i hænderne på undertrykte befolkningsgrupper.

    Uanset hvem der har skrevet brevet, synliggør det nogle af konfliktlinjerne i Den haitianske revolution. Blandt franskmændene må man skelne mellem to grupperinger, som er velkendte fra den parisiske revolution. På den ene side en gruppe af kolonialister, som i overvejende grad var konservativt og royalistisk indstillede, og som ønskede hurtigst muligt at slå oprøret ned med henblik på at genoptage sukkerproduktionen. På den anden side stod de franske revolutionære, som var modstandere af slaveriet, om end det ikke stod øverst på deres politiske dagsorden. Den første gruppe af plantageejere og kolonialister kom hurtigt i mindretal og hilste det derfor velkomment, da engelske styrker invaderede kolonien i 1793 og lovede beskyttelse til de franske plantageejere. Den anden gruppe af republikansk sindede franskmænd fik et boost i slutningen af 1792. Her satte den franske revolutionsregering nemlig to jacobinere, Sonthonax og Polverel, i spidsen for 6000 mand, der sejlede mod Saint-Domingue for dels at håndhæve en ny lov, der gav gruppen af frie farvede flere politiske rettigheder, dels at skabe ro i kolonien. Som om det ikke skulle være tilstrækkeligt forvirrende, så tilsluttede Toussaint L’ouverture og hans folk sig faktisk den spanske reservehær, som havde base i Santo Domingo. Efter henrettelsen af den franske kong Ludvig XVI erklærede Frankrig krig mod England, og Spanien indgik allerede fra januar 1793 i den anti-franske koalition. Selvom Den haitianske revolution først og fremmest var et oprør anført af tidligere slavegjorte, var den altså samtidig scene for kampe imellem de stridende europæiske stormagter.

    Allerede kort tid efter at Polverel og Sonthonax ankom til Saint-Domingue, var de pressede rent militært af deres engelske, franske og spanske modstandere. Deres forhåbning var, at deres tilbud om bedre forhold til de frie farvede kunne skabe grobund for en slagkraftig alliance, men de måtte snart indse – ikke mindst efter den voldsomme ødelæggelse af Cap Français i juni 1793 – at deres strategi var forfejlet. De traf derfor et overraskende valg. Den 29. August 1793 erklærede Sonthonax, at slaveriet var afskaffet i kolonien. Ophævelsen var i tråd med både hans egne og Polverels politiske synspunkter, men der er ingen tvivl om, at udmeldingen var del af en militær strategi om at skabe sig allierede blandt oprørerne. Toussaint L’ouverture kæmpede på dette tidspunkt på spansk side og havde arbejdet sig op til en position, hvor han rådede over 6000 mænd. Rent ideologisk hældede L’ouverture imod monarkiet, men hans fremmeste projekt var en afskaffelse af slaveriet, og han var derfor tiltrukket af Polverel og Sonthonax. Han nærede af gode grunde mistro mod franskmændene, og først efter han havde fået besked om, at den jacobinske regering i Frankrig officielt havde stadfæstet afskaffelsen af slaveriet med en lov af 4. februar 1794, skiftede han i foråret eller sommeren samme år side og kæmpede nu for franskmændene. Rent ideologisk var her tale om et brat skifte fra monarkisme til republikanisme, men militært skulle skiftet vise sig at få vidtrækkende konsekvenser.

L’ouverture som hærfører

Efter sit skifte til fransk side udkæmpede Toussaint L’ouverture flere slag mod spanierne, men de fremmeste modstandere var nu de engelske styrker, som var allierede med de tilbageværende franske kolonialister. Som hærfører satte Toussaint de højeste standarder for sine mænd, og rækken af bemærkelsesværdige bedrifter er alenlang: I en kamp mod spanske tropper i oktober 1794 red han forrest ind i en regn af kugler, men lykkedes med at erobre Saint-Raphaël. I begyndelsen af 1795 førte han an i en bayonetkamp og stak sig frem til en erobring af Saint-Malo-fortet. Sammen med sin general Pierre Agé førte han på et tidspunkt an i en ren nævekamp mod britiske styrker, fordi han og hans mænd var løbet tør for ammunition. Tolv heste blev dræbt under ham, og selv blev han såret ved sytten lejligheder. Han mistede sine fortænder, fordi en kanonkugle eksploderede ved siden af ham. En anden kanonkugle knuste fingrene på hans ene hånd, og på et tidspunkt måtte han iføre sig en slynge, fordi hans arm var såret, men han fortsatte alligevel sin kamp til hest. Da han på et tidspunkt blev opfordret til at passe bedre på sig selv, svarede han, at ”det er bedre, at jeg lider, men fortsætter med at gøre gode ting.” Blandt hans tropper var der forståeligt nok en udbredt tro på, at han var beskyttet af voodoo-ånder, som gav ham overnaturlige kræfter.

 

Toussaints militære bedrifter skyldes naturligvis ikke alene hans egne handlinger, men nok så meget hans evne til at kommandere sine tropper – og troppernes evne til at følge anvisningerne. Mens L’ouvertures styrker i mange tilfælde var dårligere udrustet end deres engelske modstandere, så havde de et lokalkendskab, og en evne til at færdes i terrænet, som de formåede at gøre til en fordel. De fangede deres modstandere i baghold, stjal deres militære udstyr, anvendte camouflage og fingerede overgivelser, hvorefter de overfaldt de overraskede modstandere. En engelsk løjtnant beskrev, hvordan han og hans mænd var blevet forstyrret af skud ved ellevetiden om aftenen, hvorefter de havde måttet sende rekognosceringspatruljer ud i tropenatten. Da de efter lang tids forgæves eftersøgning var vendt tilbage til lejren og endelig var faldet i søvn, gentog forløbet sig klokken fire om natten, hvorefter alt håb om søvn måtte opgives. Løjtnanten fik senere at vide, at flere andre britiske positioner var blevet udsat for tilsvarende natlige chikaneangreb. De forskellige guerillateknikker gav L’ouverture og hans mænd anseelige taktiske fordele, men de var udviklet af nødvendighed. L’ouverture skrev fortløbende breve til sin franske overordnede, General Laveaux, og i dem beklagede han rutinemæssigt sine soldaters mangelfulde udrustning. Ikke alene manglede de ammunition, mad og våben. Deres heste manglede også sadler, ligesom soldaterne selv manglende tøj. De var med L’ouvertures ord så ”nøgne som jordorm”. Den manglende påklædning til trods angreb oprørshæren på et tidspunkt et fort, som briterne havde indtaget. Da deres medbragte stiger var for korte, stod mændene på hinandens skuldre i en halv time og agerede menneskelige stiger, imens de blev udsat for massiv beskydning. Trods store tab lykkedes det dem at indtage fortet, og de skulle anvende samme stigeteknik ved flere andre lejligheder.

    Det hører med til historien om L’ouverture, at han i løbet af 1790’erne udkæmpede slag ikke bare mod europæiske styrker, men også imod tidligere slavegjorte, som kæmpede under revolutionære ledere –  Jean-François, Biassou, Rigaud, Dieudonné – som havde fravalgt L’ouvertures alliancepartnere. På den måde var der ikke alene en kamp mellem tidligere slavegjorte og forskellige europæiske magter, men også en intern kamp mellem de tidligere slavegjorte, der handlede om både personlig status og magt til at sætte retningen for koloniens fremtid. I begyndelsen af 1798 indgik Toussaint L’ouverture våbenhvile med englænderne, der lovede at forlade kolonien, efter de havde mistet godt 15.000 mand og brugt over 10 millioner britiske pund i deres mislykkede forsøg på at erobre kolonien. På det tidspunkt var Saint-Domingue praktisk talt ryddet for fjendtlige styrker, og Toussaint L’ouverture kunne som sejrherre vende sig mod spørgsmålet om koloniens fremtid.

L’ouverture som politisk leder

Som militær leder havde L’ouverture holdt kortene tæt til kroppen, og den praksis fortsatte han i sit virke som politisk tænker og praktiker. I sin korrespondance med forskellige politiske ledere lagde han ikke skjul på sin modstand mod slaveriet, men han undlod længe – formentligt af strategiske årsager – at udtale sig direkte om løsrivelse fra Frankrig. I 1797, tre år efter henrettelsen af Robespierre, befandt Den franske revolution sig i en moderat fase, hvor landet blev ledet af et såkaldt Direktorat, som forsøgte at tilbagerulle, hvad dets medlemmer opfattede som revolutionens radikale excesser. På det tidspunkt blev der i Frankrig igen lyttet til de konservativt sindede kolonialister, og det i en grad så den altid velunderrettede L’ouverture frygtede, at Frankrig skulle genindføre slaveriet. Sammen med Pierre Victor Malouet var comte de Vaublanc blandt kolonialismens vigtigste talspersoner på dette tidspunkt, og det var netop Vaublancs argumenter, Toussaint fandt det nødvendigt at gendrive i et berømt brev fra november 1797 stilet direkte til Direktoriet. I brevet besynger han Frankrigs mange dyder, men i en afgørende passage gør han det krystalklart, at Saint-Domingues befolkning hellere vil dø end acceptere en genoprettelse af slaveriet:

“Frankrig vil beskytte os mod alle vore fjender; hun vil aldrig tillade, at hendes sublime moral bliver perverteret, at de principper, som gør hende størst ære, bliver ødelagt, at hendes smukkeste bedrifter bliver degraderet eller at hendes Dekret af 16 Pluviôse [4. februar 1794, datoen for fransk afskaffelse af slaveriet], som er til ære for hele menneskeheden, skulle blive tilbagekaldt. Men hvis dette alligevel sker for at genetablere slaveriet i Saint-Domingue, så siger jeg jer, at det ville være at forsøge det umulige: Vi har stået ansigt til ansigt med store farer for at nå friheden, vi vil også være i stand til at trodse døden for at fastholde den.“

Passagen er et godt eksempel på L’ouvertures strategiske retorik. Indledningsvist appellerer han til Frankrigs friheds- og lighedsprincipper samt til ophævelsen af slaveriet. Appellen rummer et element af provokation, fordi den besynger en lov, der blev vedtaget af den jacobinske regering og dermed af en radikal fraktion, som tre år efter henrettelsen af Robespierre var kommet i unåde blandt Direktoriets mere konservative medlemmer. Den kursiverede del af citatet afslører da også, at L’ouverture var klar over, at hans appel næppe ville overbevise brevets modtagere. Da Jean-Jacques Dessalines 1. januar 1804 proklamerede Haitis uafhængighed, gjorde han det blandt andet med formuleringen: ”Til syvende og sidst må vi leve uafhængigt eller dø.” Allerede hos L’ouverture var denne kompromisløse ide om frihed eller død modnet, og som tiden skulle vise, var han parat til at sætte handling bag ordene.

    Den diplomatiske konflikt med Frankrig kulminerede, da L’ouverture i 1801 sendte sit bud på en ny forfatning for Saint-Domingue til Napoleon. Læser man mellem linjerne, er forfatningen tydeligvis et udtryk for en ambition om selvstændighed. Tager man imidlertid teksten for pålydende, gælder forfatningen for Saint-Domingue, der fortsat omtales som en fransk koloni. Her er altså tale om et tvetydigt dokument. På den ene side er det radikalt i sin fuldstændige afvisning af slaveri og sit forbud mod hierarkier baseret på farveforskelle. Ifølge forfatningen kan der ikke eksistere slavegjorte i kolonien, ligesom ”alle mennesker, uafhængigt af deres farve, er valgbare til alle positioner”. Hvis Olympe de Gouges havde læst L’ouvertures bud på en forfatning, havde hun uden tvivl sat spørgsmålstegn ved formuleringen ”alle mennesker [tous les hommes]”. I praksis gjaldt formuleringen nemlig koloniens mænd, og lighedsperspektivet handlede altså om mænd af forskellig farve.

    Det er imidlertid ikke alene i forhold til kønsspørgsmålet, at forfatningens lighedsperspektiv er tvetydigt. L’ouverture var meget opmærksom på, at Saint-Domingue var et landbrugssamfund, og at koloniens økonomi afhang af markarbejdet. For mange oprørere var det utænkeligt at skulle vende tilbage til plantagernes stordrift, og efter Haitis løsrivelse fra Frankrig valgte mange at bosætte sig i mindre, fællesskabsorienterede landsbysamfund med fælles jorder. Modsat nærede L’ouverture et ønske om, at plantagernes stordrift skulle genetableres, givetvis fordi han mente, det var den måde landets økonomiske selvstændighed bedst kunne fremtidssikres på. Det giver i forfatningen anledning til en idylliserende og paternalistisk beskrivelse af plantagelivet: ”hver plantage er en fabrik, som afhænger af enheden mellem kultivatorer og arbejdere; plantagen er det fredfyldte tilflugtssted for en aktiv og trofast familie, hvor ejendommens ejer eller hans repræsentant nødvendigvis må være faderen.” Skellet mellem kultivatorer og arbejdere er et skel mellem på den ene side markarbejderen og på den anden side dem, der arbejder med forarbejdningen af sukkerrørene. Det var især markarbejdet, som var forbundet med slaveriets traumer, og det gjorde det nødvendigt med en introduktion af nye markarbejdere eller kultivatorer. Her artikel 17 fra L’ouvertures forfatning:

“Eftersom introduktionen af kultivatorer er uundværlig for afgrødernes reetablering og vækst, vil en sådan finde sted i Saint-Domingue; Forfatningen giver guvernøren ansvaret for at tage passende skridt til at opmuntre og fremskynde denne forøgelse af arbejdsdygtige hænder, for at fastsætte og balancere forskellige interesser og for at sikre og garantere udførelsen af de respektive forpligtelser, der vil følge af denne introduktion.”

Artiklen specificerer ikke, hvordan de nye markarbejdere skal introduceres til Saint-Domingue, og i perioden er der en voksende modstand mod menneskehandlen – blandt andet eksemplificeret ved Danmarks forbud mod den i 1792. Ikke desto mindre rummer forfatningens artikel 17 så meget retorisk luft og så stor tiltro til guvernørens fremtidige valg, at den i hvert fald ikke forbyder en handel med mennesker. Hvor forbuddet mod slaveri er utvetydigt i forfatningen, holdes der en dør på klem for at fortsætte menneskehandlen, indtil kolonien har opnået en passende arbejdsstyrke. Ligeså bemærkelsesværdig som den kattelem er imidlertid den absolutte tiltro til guvernøren, koloniens politiske leder. Saint-Domingues fremtid lægges i hænderne på denne guvernør, og Forfatningen specificerer, at Toussaint L’ouverture, ”i betragtning af de vigtige tjenester han har ydet kolonien” og ”på opfordring af koloniens taknemmelige befolkning”, skal være guvernør ”i resten af hans glorværdige liv”, ligesom han skal have den ”eksklusive ret til at vælge, hvilken borger, der skal efterfølge ham i det ulykkelige tilfælde af hans død”.

I sin underlige blanding af tyrannisk magtbegær og radikal slaverimodstand viser forfatningen den kontrastfyldte blindgyde, L’ouverture havde forvildet sig ind i mod slutningen af sit liv. Forfatningen bragte ham da heller ingen venner. Napoleon blev så rasende, at han satte sin svoger Leclerc i spidsen for den ekspedition, der én gang for alle skulle slå koloniens urostiftere ned. Hvor skræmte de end var for truslen om en fransk invasion, så nogle af koloniens beboere den imidlertid også som en mulighed for at slippe af med den i stigende grad megalomane L’ouverture.

Leclerc-ekspeditionen: L’ouvertures død og tilfangetagelse

Historien om L’ouverture ender den 7. april 1803 i Fort Joux-fængslet, som ligger i den østlige del af Frankrig nær grænsen til Schweiz. Her døde revolutionslederen, sandsynligvis af underernæring og tuberkulose, efter at han havde siddet fængslet i godt syv måneder. Dermed nåede L’ouverture ikke at deltage i den afsluttende sejr over de franske styrker, og han nåede heller ikke at se et frit og selvstændigt Haiti. 

    General Leclerc og hans 30.000 styrker nåede Saint-Domingue i slutningen af januar 1802. Franskmændene signalerede indledningsvist, at de ville gå diplomatiets vej i deres forsøg på at få koloniens oprørere til at lægge våbnene. I modsætning til både Jean-Jacques Dessalines og Henri Christophe – som begge skulle blive fremtidige ledere af Haiti – nærede L’ouverture ingen tillid til franskmændene. Han foreslog derfor en strategi, hvor koloniens soldater skulle brænde kystbyerne og de kystnære marker ned til jorden, alt imens de selv red op i bjergene og ventede på, at hovedparten af de franske styrker skulle omkomme af gul feber. Da én af franskmændenes øverstkommanderende pludseligt angreb Fort-Liberté 25 km øst for Cap-Haitïen, blev den diplomatiske strategi afsløret, som den skinmanøvre den var. På det tidspunkt var der imidlertid allerede sået splid mellem oprørslederne. Spliden handlede i umiddelbar forstand om franskmændenes troværdighed, men dens dybere årsag var L’ouvertures egenrådige landbrugspolitik og hans kompromisløse håndhævelse af den. Resultatet af uenigheden blev, at oprørene afslørede L’ouvertures opholdssted for franskmændene, og herfra var det en formssag at anholde ham og fængsle ham i Frankrig.

    Da L’ouverture blev ført bort af de franske tropper, skal han have sagt: ”Ved at omstyrte mig har I blot skåret stammen på de sortes frihedstræ over. Det vil vokse op igen, for dets rødder er talrige og dybe.” I en vis forstand fik han ret. Mens han selv døde i Fort-Joux-fængslet, videreførte hans gamle fæller kampen for haitiansk selvstændighed. Mange af de franske tropper, herunder Leclerc selv, døde af gul feber, sådan som L’ouverture havde forudset, og de tilbageværende franske soldater led et forsmædeligt nederlag ved Vertières i slutningen af 1803. For politikeren og generalen Toussaint L’ouverture forblev Haiti en drøm. Men havde det ikke været for denne tidligere slavegjorte mesterrytters evne til at opdyrke og pleje et revolutionært rodnet, var drømmen næppe blevet til virkelighed. I hvert fald ikke på den måde, som det skete, da haitianerne greb til våben og krævede deres rettigheder og deres frihed fra franskmændene.

Jonas Ross Kjærgård er lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Han arbejder i krydsfeltet mellem litteraturhistorie, politisk historie og idehistorie og har udgivet bøger og artikler om blandt andet den franske revolution, den haitianske revolution og Inger Christensen.

Videre læsning

Dubois, Laurent & John D. Garrigus: Slave Revolution in the Caribbean 1789-1804: A Brief History with Documents. Boston & New York: Bedford/St.Martin’s, 2006.

Dubois, Laurent: Avengers of the New World: The Story of the Haitian Revolution. Cambridge & London: The Belknap Press of Harvard University Press, 2004.

Hazareesingh, Sudhir: Black Spartacus: The Epic Life of Toussaint Louverture. UK: Allen Lane, 2020.

James, C.L.R.: The Black Jacobins: Toussaint L’ouverture and the San Domingo Revolution. London: Penguin, 2001. 

Nesbitt, Nick (red.): Toussaint L’ouverture: The Haitian Revolution. London & New York: Verso, 2008.

Popkin, Jeremy: You Are All Free: The Haitian Revolution and the Abolition of Slavery. Cambridge: Cambridge University Press, 2010.