Gillette og verdens længste arbejdskonflikt
Verdens længste arbejdskonflikt udspillede sig over 30 år i det danske frisørfag, og førte både til nye kooperative forretningsmodeller og spørgsmål om arbejderkooperation som organisationsform. I baggrunden lurede Gillettes sikre og brugervenlige barbermaskine til hjemmebrug. Sociolog Peter Søndergaard fortæller historien.
Den italienske avis La Repubblica har en daglig klumme Accadde oggi, Det skete i dag. Klummen indgår i den genre mange nyhedsmedier dyrker, om hvad der skete i dag for 50, 75, 100 eller et eller andet antal år siden, og 5. januar 2022 fortælles det, at på dagen i 1855 blev drengebarnet King Camp Gillette født i byen Fond du Lac, i Wisconsin i USA. Gillette var i mange år handelsrejsende, og efterhånden modnedes den erfaring, at de produkter det var lettest at sælge, var dem, som kunderne brugte og smed væk. Så i stedet for barberkniven, som kunne slibes, når den blev sløv, fik han ideen til en safety razor, en sikkerhedsbarbermaskine med et udskifteligt blad, der kunne bruges af selv den mest fummelfingrede uden at skære halsen over på sig selv. Når barberbladet blev sløvt, blev det skiftet og smidt ud.an
Ideen gik sin sejrsgang over hele verden, hvor også den amerikanske krigsadministration under 1. Verdenskrig var med til at udbrede det glade budskab ved at udstyre de enkelte soldaterkits med barberblade, hvor Gillettes navn og kontrafej prydede indpakningen.
Det var jo en opbyggelig historie, og avisklummen slutter med fem linjer, som ikke handler om Gillette, men dog har berøring til barberfaget. Den 5. januar er, viser det sig, også dagen hvor verdens længste strejke blev afblæst, nemlig i 1961. Da havde konflikten stået på i 34 år. Og der, hvor det hele udspillede sig, var i Danmark for kun 61 år siden.
Det er ikke ofte La Repubblica skriver om danske forhold, for det meste er det petitstof i den kuriøse afdeling, eller når den påfaldende store interesse i Italien for Grønland trækker Danmark med sig ind på avissiderne. Men her var altså en sag af interesse, hvor vi danske tilmed har en verdensrekord. Den danske model, hvor vi lader arbejdsmarkedets parter om at løse problemerne uden politisk indblanding. Men hvad var det, der skete i 1927 og først blev løst i 1961? Det viser sig ved nærmere eftersyn, at det der kaldes verdens længste strejke, i lige så høj grad kan kaldes verdens længste lockout.
På Arbejdermuseets hjemmeside finder man en beskrivelse af det, som mere korrekt her kaldes verdens længste arbejdskonflikt. En mere detaljeret beskrivelse finder man i Frisørforbundets jubilæumsskrift 1961 Dansk Frisørforbund gennem 50 år. Og vel er det sikkert verdens længste arbejdskonflikt, men det er uden tvivl også en af de mest rodede, hvor striden mellem arbejdstagere og arbejdsgivere ustandseligt forplumres af mestrenes og svendenes respektive interne stridigheder, udmeldelser og eksklusioner, hver gang et mæglingsforslag lider skibbrud. I forbundets jubilæumsskrift hedder det om de mangeårige uenigheder lidt lakonisk: “Det er vanskeligt at forstå, at de så at sige altid elskværdige frisører har været så stridslystne.”
Der var tradition for konflikt både i provinsen og især mellem svende og frisørmestre i København i begyndelsen af 1900. Sådanne konflikter kunne stå på i ugevis, og mens de rasede, åbnede svendene såkaldte kampstuer i lejede lokaler, hvor man tog sig af kunderne. Det kunne lade sig gøre, fordi faget var meget lidt kapitalintensivt, og nøgternt set kun krævede en stol, en saks, en kam, en ragekniv og noget barberskum. Kampstuerne kørte så længe konflikterne varede, og svendene delte overskuddet ligeligt mellem sig, mænd og kvinder.
I 1927 opsagde de organiserede københavnske frisørmestre overenskomsten med frisørernes forbund, og da det ikke lykkedes at få en ny, blev svendene lockoutede.
Mestrene kræver en lønnedgang på otte procent for mænd og tolv procent for kvinder, ret til at ansætte uorganiseret arbejdskraft, arbejde på helligdage uden tillæg. Arbejdernes Fællesorganisation svarede igen og foreslog at oprette permanente kooperative frisørforretninger med det formål at tilbyde alle organiserede svende at søge arbejde enten i de kooperative forretninger eller hos mestre, som stod uden for konflikten, og allerede i 1928 fandtes der 42 sådanne forretninger organiseret af frisørernes forbund. I 1929 blev forretningerne samlet under et kooperativt selskab med navnet Figaro-salonerne, opkaldt efter Rossinis Barberen i Sevilla. Svendene havde i starten ligeløn, men allerede i 1930 ændredes princippet så den “flittige og dygtige svend fik større fortjeneste”, og der indførtes forretningsinspektører med ledelsesansvar. De mindste saloner blev nedlagt og andre blev professionaliseret og nyindrettet, og i 1930 var der i København 29 forretninger med 340 ansatte svende. Enkelte af salonerne var kæmpestore, for eksempel havde Figaro-salonen på Østerbrogade 39 arbejdspladser, de fleste til damefrisører. Professionaliseringen indebar også, at forbundet startede fabrikation af sæber og parfumer til salonerne og forhandlede andre frisørremedier som grossist.
Der var mange mæglingsforsøg op igennem 30’erne og ligeså mange strandede; svendenes forbund levede fint med konflikten bortset fra, at der var problemer med at løse lærlingespørgsmålet og videreuddannelsen af svendene uanset køn. Lønningerne i salonerne lå lidt over lønningerne hos frisørmestrene. Den markante og noget selvrådige formand for frisørernes forbund, forretningsfører H.M. Christensen kørte en konsekvent organisationslinje, som fejede alle betænkeligheder ved at skulle varetage svendenes interesser samtidig med at forbundet selv var arbejdsgiver til side, uanset de blev fremført af en ikke ubetydelig københavnsk fagopposition eller af De samvirkende Fagforbund, datidens LO, Men en del af de københavnske frisørsvende var trætte af, at H.M. Christensen var leder af såvel fagforeningen som Figaro, og derfor kunne diktere både svendenes arbejdsvilkår og lønforhold. Helt galt gik det, da oppositionen vandt magten på en generalforsamling i afdelingen i København. Det ignorerede forbundsledelsen ganske enkelt og indkaldte til ny generalforsamling, hvor H.M. Christensens modstandere blev smidt ud.
Efter krigen stillede De samvirkende fagforbund det ultimatum, at enten afviklede frisørforbundet sit engagement i Figaro, eller også var det ud af klappen. Og det blev som ud af klappen, for Figaro var et guldæg, Christensen og Co. vågede over, og så kunne mestrene, fagoppositionen og De samvirkende for den sags skyld hoppe og danse. Christensen var urørlig, og så længe han sad ved roret, skete der ingen ændringer i frontstillingen. Der var ingen organiseret frisør i det københavnske overenskomstområde, der blev overladt til sig selv, kooperationen erstattede strejkekassen, og sådan forblev det, indtil Christensen gik af i 1958. To år efter var der forhandlet en aftale og en overenskomst med de københavnske mestre, hvor forbundet forpligtede sig til at lukke Figaro-salonerne. Aftalen trådte i kraft 5. januar 1961 efter 34 års konflikt, som vel var meget mere end en strejke, og snarere et forsøg med en alternativ og noget problematisk organiseringsform.
Problematisk organisationsform? I hvert fald lå der en mulig interessekonflikt i at fagforeningens ledelse skulle varetage både frisørernes og forretningens interesser, men det problem kendes også fra andre kooperative virksomheder. Arbejderkooperation var fra 1860’erne et alternativ til det almindelige arbejder-kapitalist relation, og den internationale arbejderbevægelse fandt det vigtigt at arbejde for udbredelse af arbejderkooperation, senest på 2. Internationales kongres i København 1910. Men mens nogle nationale socialistiske og socialdemokratiske partier, fpr eksempel det danske, opfattede kooperationen som den “tredje gren” i arbejderbevægelsen, så opfattede andre, blandt andet de mere marxortodokse partier, kooperationen som en underordnet del af den politiske kamp om statsmagten. I Danmark blomstrerede arbejderkooperationen og selv om en række af de mere iøjnefaldende kooperative virksomheder gik ned eller blev opkøbt i sidste halvdel af forrige århundrede, yder den kooperative sektor stadig et betydningsfuldt bidrag til lønarbejdernes reproduktion. Derimod er de oprindelige tanker om, hvad arbejderkooperation også kunne være, arbejderråd, fabriksråd og selvstyre ikke salonfæhigt og huskes kun af få.
Måske er dansk arbejderkooperation noget af en tam ælling, fordi den i nogen grad har stået i skyggen af landbrugskooperationen, den danske andelsbevægelse, der på ganske få år omorganiserede bøndernes og husmændenes produktion og produktforarbejdning. Hvis andelsbevægelsen var bølgen, så var arbejderkooperationen skvulpet. Også pionererne i det danske socialdemokrati var betaget af andelsbevægelsens succes og indarbejdede dens principper i sin egen landbrugspolitik op til husmandslovgivningerne i 1899 og 1919 om småproducenternes, husmændenes, fællesdrift af den udparcellerede landbrugsjord. Så vidt kom det dog kun på forsøgsbasis. Ser man på substansen, kan man også konstatere, at arbejderkooperation i de industrielle eller håndværksmæssige sektorer må være anderledes vanskelig og specialiseret end det der gælder for den ensartede landbrugsproduktion. Produktion af ensartede og relativt få varetyper letter massetilslutning til den kooperative forening af ensartede producenter og er helt afgørende i konkurrencekampen med ikke-kooperative virksomheder.
Et måske kuriøst indslag i kooperationsdebatten var Lenins sønderlæmmende, men fejlagtige kritik af den danske andelsbevægelses påståede evne til at beskytte de små landbrugsproducenter. Lenin deltog som delegeret i 2. Internationales kongres 1910 i København, hvor en af kongresbeslutningerne manede til udbygning af arbejderkooperationen, men han var som de marxortodokse skeptisk over for kooperationens velsignelser, fordi aktiviteten kunne få indflydelse på den socialistiske politiske strategi. Hvorfor nu det? Lenin var på linje med flertallet i det tyske socialdemokrati, der var det toneangivende parti i Internationale, og diskussionerne der havde betydning for de europæiske partiers orientering. I tiden omkring århundredskiftet stredes de tyske socialister om, hvilken landbrugspolitik man skulle forfølge. Skulle man understøtte de tyske landarbejderes og småbrugeres krav om udparcellering af landbrugsjord til småbrug, eller skulle man forsøge at overbevise de samme landarbejdere og husmænd om, at den kapitalistiske udvikling ville skabe store konkurrencedygtige storbrug, som efter revolutionen ville blive forvandlet til samfundsejendom og drevet af moderne lønarbejdere ved landbrugsmaskinerne. Ville man ved en udparcellering og oprettelse af små ineffektive brug modvirke den samlede arbejderklassens langsigtede interesse? Marx og Engels havde jo selv i deres økonomiske analyser peget på, at den kapitalistiske udviklings to hovedkræfter, centralisering (færre ejere) og koncentration (højere organisk sammensætning) gjaldt for såvel industriel som agrarisk produktion. Det var et spørgsmål om tid, hvornår den sejrrige arbejderklasse kunne plukke frugten af kapitalens udvikling i form af storindustri og storlandbrug.
Mindretallet i det tyske socialdemokrati mente, at intet tydede på at den kapitalistiske landbrugsproduktion fulgte de marx’ske forudsigelser, men at det var vigtigt for socialdemokratiet at vinde smålandbrugerne for sig ved at støtte deres ønsker om jord: Se bare mod vort naboland mod nord, og se hvad de danske landarbejderes og husmænds har opnået med deres kooperative virksomheder. Netop den danske andelsbevægelse har vist, at driften mod koncentration og centralisering ikke er uafvendelig i landbrugsproduktion, men et bevis på, at man via kooperation kan udvikle en moderne landbrugsproduktion med udgangspunkt i det lille landbrug. Lenin tog mindretallets udfordring op og forsøgte at imødegå reformisternes optimisme ved studier af dansk landbrugsstatistik, hvor han sarkastisk omtaler Danmark som “Ideallandet”. Han mente at kunne påvise statistisk, at også småbønderne i Danmark forarmedes, og at de måtte nøjes med “spise den billige margarine”, men han tog fejl og først en ændret landsbrugslovning fra 1960’erne afsluttede det danske småbrugs succeshistorie og lagde grunden til den nuværende landbrugsmisere.
Også John Stuart Mill tog fejl, når han i modsætning til Lenin mente, at arbejderejede virksomheder i sig selv besad en økonomisk konkurrencefordel, og at de lidt efter lidt ville erstatte kapitalistiske ejerformer. Vi har den historiske fordel frem for Mill at kunne konkludere på et 125 år længere udviklingsforløb. Det viser os, at kapitalistisk produktion med et rent markedstrut i trompeten almindeligvis og i helt snæver økonomisk forstand er den mest effektive fremstillingsform for varer og tjenesteydelser. Hvis vi derimod ønsker at beskytte naturgrundlaget og arbejdskraften, er andre måder at organisere produktion på formentlig konkurrencedygtige. Det kræver, at alternative produktionsformer befordres af politisk magt og regulerende markedslovgivning, på samme måde som godt 100 års forudgående landbrugslovgivning og politisk vækkelse muliggjorde andelsbevægelsens tigerspring. Afløsningen af kapitalistiske produktionsformer kunne starte med, at al fremtidig produktion skulle være bæredygtig i ordets fulde betydning.
Og hvordan var det så med sammenhængen i den historie, der begyndte med Gillette og sluttede med de danske frisørsvende, mænd og kvinder? Det er kun lykkedes mig at finde et eneste udsagn i 50 års jubilæumsskriftet for frisørsvendene i Danmark, hvor Gillette er nævnt i forbifarten. Det drejer sig om et citat fra fagbladet Ugens Spejl, 10. januar 1934: “Dagspressen meddeler, at der skal være opfundet en ny elektrisk barbermaskine […] Maskinen koster imidlertid 90 kr., og da man vel nok sige, at herrerne tages rigtig grundigt i skægget, er der sikkert ingen grund for frisørerne til at frygte noget fra den kant. Konkurrencen fra Gillette er jo også mere end tilstrækkelig.”
Peter Søndergaard er mag. scient. soc. fra Københavns Universitet og har skrevet tekster om dansk landbrug, økonomisk magt, organiseret kriminalitet.