Uddrag fra Kvinden der samlede verden

En variation over Sapfo-buste. Illustration: Kasper Mikael Jacek / Foto: Public Domain

I den biografiske roman Kvinden der samlede verden fortæller Eva Tind om Marie Hammer, der fra barnsben er dybt optaget af naturen og dens historie. Denne interesse får hun lov til at dyrke, da hun i 1920´erne begynder på først naturhistorie og senere zoologi på Københavns Universitet. Her bliver hun hurtigt fascineret af den omstridte teori om kontinenternes drift og skiftende størrelser, og i takt med at hendes akademiske karriere tager fart, bliver hun mere og mere optaget af de bittesmå mosmider, og hvad de kan fortælle om netop pladetektonikken. Som kvinde, hustru og mor er vilkårene i den akademiske verden og på forskningsekspeditionerne ikke altid i hendes favør, men med en vedholdenhed uden lige kommer Marie Hammer på både selvbetalte og fondsfinansierede forskningsophold til Arktis, Asien, Oceanien, Syd- og Nordamerika. I 1944 opnår hun sin doktorgrad på afhandlingen ”Studies on the Oribatids and Collemboles in Greenland” om de mikroskopiske mosmider og springhaler i Grønland, der vinder hende stor anerkendelse i de akademiske kredse. Følgende er et uddrag fra bogen.

HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.

Samtale, 1949

Mellem dr.phil. Marie Hammer og journalist Ann Ask fra Familie Journalen.

Efter Deres lange ophold i Canada rejste De videre til Amerika?

Ja, men først besøgte jeg Niagara Falls. Siden jeg var barn, har jeg tænkt: Jeg må opleve et af verdens største vandfald, før jeg dør, og nu var jeg jo alligevel i Toronto. Det var et malerisk syn. Vandet brølede ud over kanten på det hesteskoformede vandfald, der støjede som tusind motorveje. Men at betragte ting på afstand er ikke tilfredsstillende for mig. 

De fik betalt et ophold både på Smithsonian Institute i Washington og Harvard University i Boston? Hvad beskæftigede De Dem med der?

Jeg arbejdede med institutionernes egne samlinger af mosmider og dykkede ned i de undersøgelser og tegninger, som er udført af amerikanerne på mit område. Jeg gik også i gang med bearbejdelsen af mine utallige prøver fra Canada, det er vigtigt at have arbejdsro for mig som forsker, for det er et stort koncentrationsarbejde. Jeg sidder ved mikroskopet dagen lang, for mosmiderne er så bitte-bittesmå, at deres legemsdele er komplet usynlige for det blotte øje, munddelene er for eksempel ikke større end brøkdele af en millimeter. For at kunne artsbestemme mine fund bruger jeg størstedelen af min tid på at foretage uhyre nøjagtige beskrivelser af de små dyr. Der er ikke mange, der har beskæftiget sig med mit område tidligere, så jeg har tit kræ under mikroskopet, som ingen har beskrevet før. 

Jeg vil gerne beskrive Deres dyr for vores læsere. Hvordan ser din egentlig ud?

De er meget forskellige. Lad mig tegne en for Dem.

Det ligner en tæge.

Variationerne er uendelige, sågar opfindsomme, faconen varierer, nogle er prydet med store fjer, andre med lange hår, der stikker ud af skjoldet som lange antenner. De er så morsomme, at jeg endda har forstørret nogle af dem og hængt dem på juletræet som pynt. Når man ser dem i mikroskopet, og lyset står omkring dem, er de så utroligt smukke, og antallet er svimlende. I en ganske almindelig dansk hede findes mindst 250.000 af dem pr. m2. Og i nåleskove i Sverige er vi oppe på en million. 

Hvad lever de af?

Fine, bittesmå alger, der findes i jorden. Tager De en ganske almindelig m2 skovbund, kan De have op til 1.000 forskellige arter. Men hvorfor er de så forskellige, og hvad er det for en opgave, de hver især udfører? Vores forståelse af dem er stadig meget lille. 

Når De finder et nyt dyr, er det så også Dem, der navngiver det?

Ja, på den måde minder det om at sætte børn i verden, de eksisterer ikke, før de er gået igennem én. Jeg foretrækker navne, der siger noget om deres størrelse, mærkværdige udseende, krigeriske fremtræden, skrøbelige skønhed, eller jeg opkalder dem efter findestedet eller et betydningsfuldt menneske, jeg ønsker at hædre. 

Der går måske også samlermani i det?

Det er i al fald en lille rus at vide, at man er den første i verden, der har set det dyr, der ligger foran én i mikroskopet. 

Har De en anekdote, De kan fortælle fra Deres amerikanske forskerliv?

Lad mig tænke, jo! Efter en forelæsning, jeg holdt på Harvard University om mit projekt, kom en lille, tyk amerikansk professor op til mig. Han sagde, at jeg var blevet indvalgt i Sigma Xi. Da jeg forholdt mig skeptisk, fik jeg at vide, at det var en stor ære, fordi mange nobelpristagere er eller har været medlem. – Det vil blive indskrevet i Deres nekrolog, sagde han.

Nu er jeg jo ikke død endnu, svarede jeg.
Jeg er i øvrigt altid meget skeptisk over for organisationer og bevægelser, der udelukker det andet køn. Jeg var selvfølgelig glad for anerkendelsen, men jeg er jo også så dansk, at jeg går ind for ligeværdighed. 

Så De arbejder for kvindesagen?

Det vil jeg nu ikke sige, jeg gør.

Ikke?

Nej, jeg interesserer mig ikke for kvindepolitiske spørgsmål, kønnene er forskellige, de burde ikke blive ens, kønsdiskussionen er noget pjat. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er uretfærdigt, at kvinder oplever diskrimination på det naturvidenskabelige felt, og jeg lukker ikke øjnene for, at uligheden viser sig særligt tydeligt i de økonomiske forhold. Men jeg er først og fremmest forsker, og derfor samler jeg mig om min forskning. 

De nyder efterhånden stor anerkendelse i omverdenen. 

Jo, det gør jeg måske nok. Mideeksperter fra resten af verden er begyndt at sende dyr til mig, de kommer sågar til Danmark udelukkende for at studere mit indsamlede materiale, men der følger desværre ingen midler med. 

Her vil nogen sige, at erkendelses glæde er forskerens løn

Erkendelse kan være en drivkraft, men det er ikke en løn. Som forsker kan jeg jo ikke købe varer hos købmanden og betale med en tegning af en mide. Jeg mener, man burde give landets forskere samme anerkendelse som landets kunstnere og sætte en støtteordning på finansloven for forskere, der bidrager videnskabeligt på lige fod med de fastansatte. 

Men De kan vel klare Dem uden støtte. De er jo godt gift, så De behøver vel ikke egen indkomst?

Mange af de kvindelige kunstnere, der får kunststøtte, er også godt gift, det handler ikke om trang, men om opmuntring, anerkendelse og værdsættelse af det reelt store arbejde, som vi frie forskere yder til samfundet. 

Men er det ikke Deres eget ansvar. De kunne jo bare få en fastansættelse i stedet?

Så ville jeg ikke have tid til at gå i dybden med mine resultater. Det ville svare til, at klassiske musikere skulle spille i dansebulerne om aftenen. Nej vel? De skal have tid og rum til at fordybe sig og gøre deres arbejde ordentlig. Det kræver koncentration, man kan ikke arbejde døgnet rundt og flagre rundt fra det ene til det andet som en forvirret gås. Vi har i forvejen rigeligt af forpligtelser over for samlinger, samarbejder, kolleger og formidling i både ind- og udland af vores resultater. Min holdning er, at kunstnere og forskere er seriøse mennesker, der udmærket kan administrere deres evner selv. 

Hvad gør De så selv for at ændre på dette forhold?

Jeg har skrevet et brev til undervisningsministeren, hvor jeg påpeger det forhold, at vi er nogle, der arbejder vederlagsfrit for samfundet. Vi publicerer og forsker som alle andre, men for egne midler. Det er jo ganske urimeligt. 

Fik De også nyttige kontakter til andre forskere på Deres rejse?

Ja, på Harvard mødte jeg en mexicansk forsker fra det største universitet i Mexico City. Han blev så optaget af mit arbejde med jordbundsdyrene, at han inviterede mig til Mexico i en hel måned, alt betalt. Det blev en stor kulturoplevelse. Efter kun få dages arbejde tog vi til indianerfest oppe i bjergene. Indianerne med fjerprydelser på hovedet hvirvlede rundt i lange kapper med perlebroderier og ankelbånd med bjælder på og raslefrø. Og da jeg senere fik mulighed for at se mayaruinerne Chichén Itzá, udskød jeg tilbagerejsen med nogle dage yderligere. Midt mellem ruinerne står den imponerende Kukulkan-pyramide. Når man er der, rejser man jo tilbage i tiden, for ruinerne stammer tilbage fra 600-800 år efter Kristi fødsel, man går faktisk rundt midt i selve historien. Vores guide fortalte, at man i Chichén Itzá havde kastet unge piger, der var udvalgt som regngudens brude og behængt med guld, ud fra toppen af klipperne. De blev dræbt i faldet mod vandspejlet. Forestil Dem, at det var Deres datter. 

Ja, det er godt, vi er blevet civiliseret. Må jeg spørge, hvordan det var for Dem at gense Deres familie. De har jo ganske små børn.

Jeg kom hjem med en amerikafærge, der lagde til i Göteborg, og tog så toget til Danmark. De stod alle sammen og ventede på Hovedbanegården. Det var meget rørende, min ældste datter havde en stor blomsterbuket med, og min mand sprang ind i toget for at hente mig. Jeg havde et kæmpestort net appelsiner med, de er jo helt umulige at opdrive i Europa her efter Anden Verdenskrig, så de vakte stor lykke blandt pigerne. Men min søn Peder kunne ikke genkende mig, det ramte mig hårdt. Det tog mange dage, før jeg genvandt hans tillid. 

Det må have været en byrde at bære.

Nu gav mit fravær også børnene mange store oplevelse, de ikke ville have været foruden. Men det var selvfølgelig en voldsom omvæltning at gå fra at rejse, opleve og indsamle, og så vende tilbage til husmoderrollen, familien og arbejdet med mine indsamlede prøver, alle de tusindvis af smådyr. Den slags tager mange år at bearbejde.

1949

Marie afskyr pynt, men et juletræ har børnene plaget sig til. Hun har lovet dem, at hvis de sidder musestille, mens hun klipper deres hår, vil hun til gengæld finde sig i, at de klistrer lidt hjerter, guirlander og stjerner op her og der.

Den eneste, der undslår sig, er Peder. 

– Jeg tror, drengen funder tryghed under manken, siger Ole.

Og Peders hår vokser. December er fløjet afsted. De har fået en lille gås fra morens gård, der akkurat lige kan være i ovnen. Den ligger nu død og plukket, og der, hvor organerne sad, ligger der nu æblestykker, løg og svesker. Marie tager grydelapperne, åbner ovnen, bøjer sig for den sky af damp og hede, der vælder ud, da Peder skriger højt. Lyden kommer inde fra værelset, og hun styrter derind og når frem, lige inden Karen rykker til. Hun har snoet sine tynde, smidige fingre ind i hans hår. Han skal simpelthen klippes uanset hvad, tænker Marie. Hun bryder sig ikke om, at han bliver drillet i skolen. Både Gitte og Inga står som stivnede umælende med opspærrede øjne, hypnotiserede af optrinnet. 

– Slip, kommanderer Marie. – Det skal være nu!

– Men det var ham, der… svarer Karen.

– Der er kun dumme børn, der slår, siger Marie hvast og sender skarpe lyn fra øjnene mod

Karens fingre. Karens hænder brænder, og hun slipper taget. Så begynder hun at skrumpe ind. Karen bliver mindre og mindre, hud og hår falder af, til sidst kryber hun som en slimet skovsnegl rundt på tæppet. Nøgensneglen har ikke noget hus, men den bagerste del er dækket af en fem millimeter tyk skive kalkhorn, et aftryk fra det sneglehus, som dens fjerne forfædre bar rundt på. Åndeåbningen sidder i den forreste halvdel af skjoldet, huden er dækket af glasklar slim. Sneglen har en hjerne, der er så lille, at den reelt ingen betydning har, den er simpelthen dum. Manglende intelligens betyder udstødelse. Dumme børn bliver usynlige voksne og udfører ligegyldige ting, efterlader intet, som de kommende generationer kan bygge videre på, udover afkom, der er lige så dumme som dem selv. Lyden af klokken opløser dramaet. Marie drejer om på hælen og går ud i entreen for at åbne. Hun trækker vejret dybt ind og lægger så hånden på håndtaget. Der står Aase og Mogens og deres unger med rødkål, risalamande og gaver. Aase ser tynd ud, tænker Marie og kigger sig ned ad sig selv. Hun har vist også tabt sig. Højt siger hun:

– Kom dog ind. 

Aftenen forløber som efter en snor, de spiser, danser om juletræet, pakker gaver ud og spiller spil, indtil ungerne falder udmattede om på gulvet, sofaer og senge, og endelig er der ro til at snakke, men ingen orker at kaste sig over de helt store samtaleemner. Mændene undskylder sig, trækker ud på terrassen, mens Marie og Aase tager opvasken. 

– For hvis skyld er det egentlig, du forsker? siger Aase.

– Du har jo rigeligt i børnene. 

– Du arbejder jo også, siger Marie. 

– Ja, men jeg får løn. Jeg ved udmærket, at man helst skal bruge sin viden til noget nyttigt, men tror du overhovedet, børnene har godt af, at rejser fra dem?

– Hvis jeg nu påviste, at mosmiderne har stor betydning for jordkvaliteten, og det så ville gavne samfundsøkonomien, ville du så stå her og antyde, at jeg skulle opgive min forskning. Hvad angår mine børn, skændes de ikke mere, end dine børn gør, og de er akkurat lige så velopdragne. Og jeg tror, vi er enige om, at det ville være spild af ressourcer, hvis man ikke giver noget tilbage, når man nu har taget en højere uddannelse. Jeg rejser af nødvendighed, og det er selvfølgelig også oplevelsesrigt. Du ville gøre det samme, hvis du var i mine sko. Men det er du ikke, og det er måske dét, der er dit egentlige problem, siger Marie. 

– Skulle jeg være misundelig på dig? svarer Aase.

– Det sagde jeg ikke, det sagde du. 

– Dit liv er ikke en drøm, Marie, det er en arbejdslejr. Og i øvrigt, hvornår har du sidst købt nyt tøj? Det var måske charmerende, at du sjaskede rundt i slidte kjoler, da vi var unge, men nu hvor alting begynder at hænge og gråne, skal vi gøre os mere umage med vores udseende. 

– Vi er nok bare forskellige. Du er mere klæde-ud-typen, det har du altid været. 

– En ny kjole ville jo ikke skade dig. 

– Jeg har ikke råd, min forskning giver ikke økonomisk afkast. Artiklerne og afhandlingerne får jeg ikke en rød reje for. 

– Men du får jo penge fra de helt store fonde. 

– Ja, men jeg skal redegøre for dem alle sammen. 

– Ole tjener jo penge.

– Ja, og det dækker det mest nødvendige, så han råder naturligvis over vores økonomi.

– Mogens lader mig beholde min indtægt.

– Ja, for du har din egen løn, det har vi jo slået fast. 

– Du har jo fået tilbud om ansættelse, Marie. Det egentlige problem er vist, at du ikke vil indgå de samme kompromiser som os andre? Du vil hellere gå rundt klædt i en sæk og forlade dit afkom i månedsvis, for efter dit eget udsagn at tjene dit ekstraordinære store intellekt. 

– Ved du hvad, kære søster, jeg er færdig med dine fornærmelser. Din nederdrægtighed forgifter alt. Din optagethed af det ydre interesserer mig ikke, jeg ville aldrig være tilfreds med at leve det middelmådige liv, du lever. 

– Jeg oplever og rejser som du, siger Aase. – Men jeg ville aldrig ofre mine børn for mine egne ambitioner. 

– Hvad bilder du dig ind? Det er bedst, at du går nu. Ud!

– Men. Marie…

– Jeg vil, at du forlader mit hus NU og aldrig nogensinde kommer igen.

– Ja, ja, nogle mennesker tåler ikke sandheden. 

– Jeg mener det, Aase. Du skal ikke prøve at kontakte mig. 

– Det vil virkelig også være en stor lettelse for mig, hvis du forsvandt ud af mit liv, siger Aase og drejer om på hælen.

Maries vrede løber løbsk; at nærme sig hende er at flyve alt for tæt på solen. 

Marie og Aase skilles, men tvillingeskilsmissen stopper ikke der, en lang hale af brudte relationer snor sig bag dem og rasler som tomme dåser. Bruddet rammer alle dem, der står de to kvinder nær. Børnene skilles fra deres kusiner og fætre, mændenes årelange venskab revner, og søskendeflokken får et åbent sår, der ikke heler, fordi skorpen hele tiden fjernes.

Maries lommebog, 1949

Jeg arbejder nu på tre store artikler. 

Som et adskilt puslespil ’svømmer kontinenterne så lette som isbjerge i oceanernes basalthav’ siger Wegener. 

Gennem mine fund ser det ud til, at jeg kan føje Canada til Grønland, som jeg føjede Grønland til Europa. Jeg har fundet de samme slags mider alle tre steder, så alt peget på, at de tre dele på et tidspunkt må have hængt sammen.

– Det er mor! Hun er i radioen, råber Inga.

I denne udsendelse vil dr.phil. Marie Hammer fortælle om et spændende liv som forsker på rejse ud i verden. Rejsen gjaldt udforskningen af mikroskopiske mosmider. Hun blev anderles end de andre ved at vælge et liv som forsker, der slet ikke var almindeligt for piger. Kvindes plads var i hjemmet. Lad mig spørge Dem, fru Hammer, hvad får overhovedet en kvinde til at forlade hus og hjem og børn for at slå sig ned i flere måneder i en afkrog af verden?

– Så sig ned er nu så meget sagt. Jeg opholdt mig i fire måneder i Canada for at fortsætte den undersøgelse af jordens mikroskopiske mider og insekter, som jeg tidligere havde foretaget i Grønland. Når man nu er forsker som jeg, kan man ikke finde sig i kun at passe hjem og børn. Fra jeg var lille, har jeg tænkt, at jeg ville bruge mit liv helt efter mit eget hoved, ikke bare sy busker eller skrive om andre menneskers liv. Det skulle være nyttigt, og samtidig ville jeg opleve noget.

– Du var da væk i et år, mor, siger Inga.

– Jeg var på indsamling i fire måneder, det var det, jeg svarede på.

– Mor vil ikke have, at folk ser ned på hende, fordi hun rejser fra os i så lang tid, hun prøver at skjule det, siger Karen.

– Det er noget vrøvl, siger Marie. – Jeg skammer mig overhovedet ikke. 

– Ikke?

– Nu skal du stoppe Karen. Du er elleve år, hvad ved du overhovedet?

– Er det en trussel?

– Nej, det er en ordre.

Hverdagen lægger sig til rette. Marie opfylder alle sine huslige pligter, og tingene falder til ro, så hun også får tid til at forske. Efter bruddet med Aase mærker Marie en lettelse, en eufori, hun kun kender fra forelskelsen. Men efter at frihedsfølelsen har lagt sig, bliver hun ramt af et savn, der trækker hende ned og truer hende med at lade hende synke ned i en ligegyldig grød. At miste Aase er lidt som at få amputeret en arm, forklarer hun Ole. Vil den vokse ud igen? Hun beslutter sig for at lære at klare sig med kun den ene hånd, hun har tilbage.

Marie føler sig utilpas i huset, efter at hun er vendt hjem fra rejsen. Det er, som om det er begyndt at gøre modstand. Det begyndte uskyldigt med tallerkner, der gled ud over bordkanten, låger, der smækkede i og efterlod hendes fingerspidser dunkende af smerte. I dag snublede hun så over et gulvbræt, der på mystisk vis stak op, så hun faldt, men uden at tage fra med hænderne. Nu vokser der en bule frem i panden med form som et lille æg. Det ser fjollet ud, og børnene grinder ad hendes klodsede adfærd, og det gør hun også selv.

Hendes vrede mod Ole vil ikke lægge sig. Hun bærer nag. Det vokser. Hun har ikke fortalt ham om isn egen forelskelse i Harald, for Oles mulige utroskab har fået hendes skam til at føles helt ubetydelig. Marie kan mærke, at han stadig længes efter den navnløse. Hun finder aftryk af hende overalt. Syæsken er organiseret på en anden måde, kopperne og glassene i vitrinen er byttet rundt. Sengetøjet bagerst i skabet er foldet forkert. Hun bliver rasende, hver gang hun støder på spor af den navnløse. Hun river hidsigt alt ud af skabet, hvis hun bare finder ét eneste tegn på, at den anden kvinde har været på spil. 

– Hvad laver du, mor? spørger Peder.

– Rydder op, svarer hun.

– Må jeg være med?

– Nej, løb du ud i haven, der er helt sikkert en pind, der venter på at blive fundet, svarer hun.

Så længe Ole tænker på den anden kvinde, nægter Marie at hengive sig til ham. Hun er begyndt bare at lægge sig ned og hive kjolen op, helst med ryggen til. Hun lader, som om de er to dyr, der udfører et nødvendigt parringsritual. Det giver hende en vis fysisk tilfredsstillelse, men hun giver sig ikke hen. 

– Jeg flytter væk den næste måned, jeg har nogle ting, jeg har nogle ting, jeg skal have til at falde på plads, siger Marie. – Det her er ulideligt. 

– Hvor vil du tage hen?

– Min moster på Samsø har god plads, det er sommer, og ungerne er alligevel fordelt hos din mor og min, det må være sådan, indtil tingene finder deres plads. Jeg tager mit mikroskop med. 

Og dagene glider som tal gennem kalenderen. Marie sidder på Samsø og sorterer, tegner, beskriver og navngiver stadigt flere nye arter, mængder af mosmider strømmer gennem hendes hænder, fremkaldt af mikroskopets lys. Det er som at finde glitrende guld i en mørk flod. Kroppen giver små spjæt af ren fryd, når hun igen og igen ser et dyr, intet menneske før har set. Hun nyder det, knokler og glemmer alt. Men en morgen vågner hun med denne ene følelse i hjertet: Det er tid til at vende hjem.

Marie Hammer fortsætter arbejdet som fri forsker, får støtte til sine forskningsrejser, får tilbagevendende besøg af Familie Journalen og indstiller først sent sin karriere. På trods af den anerkendelse, der følger med hendes systematiske indsamling, akademiske bedrifter og indsigt i mosmidernes liv har det krævende forskningsarbejde og de lange ekspeditionsrejser også sine konsekvenser, og spørgsmålet er, hvorvidt historien har ydet hendes utrættelige indsats retfærdighed. Eva Tind har med Kvinden der samlede verden bidraget til historien om Marie Hammers liv og karriere. 

Eva Tind er forfatter, billedkunstner og filmskaber. Hun debuterede med digtsamlingen do i 2009, der indbragte hende Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik fra Det Danske Akademi. Uddraget er fra bogen Kvinden der samlede verden om zoologen Marie Hammer, der i 2021 blev udgivet på Gyldendal.


Læs resten af artiklerne: HVORFOR UKRONET? – 2022

Scroll til toppen