Klædt på i takt med naturen
Alt for længe har naturen været genstand for menneskets udviklings- og forbrugsbehov. Dette i en sådan grad, at konsekvenserne nu kan virke uoverstigelige. Her spiller moden, tekstilindustrien og tøjfirmaerne en stor rolle, idet de sætter store klimatiske og økologiske aftryk på jorden. Det er på tide at genoverveje vores forhold ikke blot til naturen, men også til det tøj, der forbinder os til den. Else Skjold fortæller om udviklingen mod det klimatiske kaos, vi befinder os i, og hvordan naturen kan tjene som inspiration til radikalt at ændre tekstil- og tøjindustrien.
PÅ LANDET: Drømmeland – idealisering, kultivering og kolonisering af landet: Udtrykket På landet fremkalder for de fleste guldalderagtige billeder: gyldne, frodige marker, fredelige hyrdeliv og fuglekvidder. Men virkelighedens land er mere nuanceret og holder ikke altid, hvad billederne lover. Gennem tiden har landet været genstand for markante kulturelle drømme og et væld af idéer om menneskets forhold til naturen. Det er igen og igen blevet idealiseret, kultiveret og koloniseret og har på den måde indtaget en selvfølgelig plads i vores historieskrivning. I samarbejde med festivalen Golden Days præsenterer Baggrund onlineuniverset Drømmeland for at undersøge de glansbilleder, skønmalerier og vrangforestillinger af det landlige, der har været på spil i vores kultur.
I et land som Danmark fungerer landet primært som ren produktionsfacilitet for os mennesker, uden meget plads til natur, der kan leve på egne præmisser og i egen ret. Klima- og miljøkrisen skubber til en generobring af landet med mere plads til natur, hvilket har affødt den engelske term ’rewilding’ – på dansk ’vild med vilje’. At ’rewilde’ et område betyder ikke nødvendigvis, at det bliver vild natur igen, men snarere, at vi i private haver såvel som i dedikerede felter i landskabet, installerer såkaldte hjemmehørende arter af planter (planter, der normalt gror i Danmark), som kan stimulere biodiversitet i både jorden og i dyrelivet.
’Rewilding’ har dybe implikationer for vores økonomiske og kulturelle systemer. Filosoffen Bruno Latour taler endda om, at vi skal have en ’jordens økonomi’, som er betinget af vores planetære grænser og planetens trivsel – modsat nu, hvor vi har en økonomi med mennesket i centrum. Også arkitekter og designere verden over bekender sig til nye æstetiske og materielle greb med biodiversitet og ’rewilding’ som billede på det ryk væk fra den standardiserede masseproduktion og eskalering af ressourceforbrug, som har præget disse felter op igennem særligt det 20. århundrede. Dette betyder ikke kun, at artefakter og bygninger ’ser naturlige ud’ eller er lavet med danske hjemmehørende plantemateriale såsom alger, hamp, hør, halm, græs, brændenælder eller uld fra lokale får. Det betyder også en massivt øget interesse for diversitet og inklusion med hensyn til alder, køn, race eller kulturelt tilhørsforhold, samt en afstandardiseret og lokal småskalaproduktion, der rykker tilbage på landet og altså varsler en modurbanisering med fokus på netværk af forskellige typer mikrovirksomheder. Dette stimuleres yderligere af et nødvendigt fokus på at skabe nyt af allerede eksisterende ressourcer og beholde dem lokalt, hvilket giver sig til udtryk i, hvad nogen benævner som ’det fundnes æstetik’ eller en nøjsomhedsæstetik, hvor man helt modsat industrialismens fokus på stadigt nye produkter skaber noget ud af det, som allerede er lavet, hvilket umuliggør masseproduktion, som vi kender den i dag. Man kan altså sige, at et træk tilbage mod landet er i gang, og at behovet for at genetablere tabt natur kommer til at spille en helt central rolle i den fremtid, vi ser foran os. Dette gælder også for nye og unge beklædnings- og tekstildesignere, og i særlig grad de forskere, der arbejder med bæredygtighed og omstilling på området – inklusiv forfatteren af denne tekst.
Tekstilets udvikling
Tekstiler er helt centrale i den ovennævnte udvikling. Næppe mange ved, at tekstiler har spillet en helt afgørende rolle i den industrielle revolution og den dermed følgende urbanisering af vores samfund. Det var nemlig opfindelsen af en lang række maskiner til tekstilproduktion, primært drevet på damp- og vandkraft, som var med til at trække arbejdskraften fra landområderne og ind til ’industrialismens vugge’ – de store engelske byer som Manchester, Liverpool, Sheffield og Halifax – i løbet af det sene 1700-tal og op igennem 1800-tallet. Landet blev i denne udvikling i stigende grad affolket og dermed også romantiseret som noget, der var tabt, hvilket det også var for alle dem, der tog ind og arbejdede i byens nyetablerede fabrikker. Her i Danmark skete samme udvikling omkring værket i Brede, der i dag huser Nationalmuseet, men som blev etableret som klædefabrik i slutningen af 1700-tallet. Særligt Jaquard-væven, opfundet af franskmanden Joseph Jaquard i 1804-1805, er interessant, idet den bygger på selvsamme ’0 og 1’-kodesystem, som senere dannede grundlaget for computerteknologi. Tekstiler har altså leveret byggestenene til både den industrielle og digitale revolution – og ikke nok med det. Der tales og forskes i dag meget i, hvordan vi skal ud af en lineær økonomi og brug-og-smid-væk-kultur og ind i en cirkulær økonomi, hvor vi forvalter klodens ressourcer langt mere kløgtigt. Her er det vigtigt at forstå, at ingen sektor er så lineær som tekstilsektoren. Det er nemlig i særlig grad her, man har opbygget en økonomi med afsæt i, hvad den franske filosof Jean Baudrillard kaldte produktets ’indbyggede død’. For det var her, at en ganske særlig tøjkultur opstod, hvor mode blev lig med ’det nye’, hvilket indebar at ’det gamle’ mistede værdi i det øjeblik en ny modetrend indvarsledes. Det i en sådan grad, at en række brancheaktører selv i et åbent brev til den danske regering under coronapandemien den 27. april 2020 skriver følgende: ”Bliver vores varer ikke solgt nu, er de intet værd. Sådan er det i en branche der lever af sæsonskift”. Samlet set kan man sige, at der i dag ikke synes at være nogen som helst tilknytning imellem på den ene side det klima, vi har, vores jordforhold eller naturens biodiverse økosystemer og på den anden side det tøj, vi går med. I vores menneskelige enfoldighed bliver vi ved med at tro, at vi kan forhandle med naturen, således at den lige kan udskyde klimakrisen til vi har regnet ud, hvad vi nu skal gøre – hvilket naturen sådan set er totalt ligeglad med. Men når nu tekstiler har været medskyldige i de store problemer, vi står med, kunne man så tænke sig, at de også kunne være en del af løsningen? For at svare på det, er det vigtigt at forstå, hvad problemerne egentligt består i, og hvordan det kunne gå så galt.
Den store afkobling
Hvor det tøj, vi bar før i tiden, var lavet på landet hos os selv, er det tøj, vi bærer i dag, typisk lavet på den anden side af jordkloden. De fleste af os klikker på telefonen eller computeren, og så flyver nyindkøbte kjoler, skjorter, støvler og jakker ind i vores hjem, helt friktionsløst og uden det mindste spor af den rejse, der ligger forud. Tøjindkøb er blevet en af middelklassens forlystelser på lige linje med biografbesøg, og enhver lille turistby med respekt for sig selv har et tøj-outlet, hvor vi kan hyggeshoppe til billige penge, når vi har fri. Men ankomsten til vores hjem er ikke endestationen for alle disse produkter. Det er typisk et kortere rejsestop i endnu en lang og strabadserende rejse mod verdens tekstilaffaldsdestinationer, som også ligger langt væk fra os og vores proppede klædeskabe. Destinationer fyldt med ting, der nok var hyggelige at købe, men som i høj grad ikke anvendes nok. Vi har, kort sagt, mistet enhver fornemmelse af, hvad det koster af naturens ressourcer og menneskelig indsats at frembringe vores tekstilprodukter. Og tillige, hvad det koster naturområder i fjerne dele af verden, når vi, under tvivlsomme miljømæssige og sociale forhold, lader tøj producere, og når vores kasserede tøj, efter alt for kort tids brug, ligger og forurener på strande og i kæmpe affaldsdynger. Man kan altså sige, at det, som før skete på landet hos os selv, nu blot er flyttet til et andet land. Og det har fremmedgjort os i en sådan grad, at det har haft meget store konsekvenser. Tekstiler er i dag udråbt til at være Europas fjerde største klima-og miljøsynder på en lang række parametre af det Europæiske Miljøagentur. Og vi er meget langt fra at finde gode løsninger til at vende den udvikling.
I en af sine taler fra perioden 1775-1780 siger den tyske filosof Immanuel Kant: ”der er kun ét formål med naturen. Og det formål er mennesket”. Det citat forvarsler på mange måder det nuværende kulturøkonomiske system, hvori vi mennesker stolt har betvunget naturen til vores eget formål og gjort landet til et sted, vi bruger, men i stadigt stigende grad ikke bebor og har kontakt med. Dette er fokus for bæredygtighedsforskningen inden for en lang række områder, således også inden for tekstiler. For i takt med, at vi har anvendt naturen som en uendelig ressource, der kun er til for os, så har vi skabt en eskalerende klimakrise, som det på nuværende tidspunkt er for sent at afspore på trods af fem til seks årtiers advarsler fra miljøforkæmpere verden over. Alt for sent har industrien, politikere og interesseorganisationer opdaget, hvor stort et ansvar tekstilsektoren har for, at vi er på vej så langt ud over kanten af de planetære grænser, at vores egen eksistens kan være alvorligt truet.
Læren må være, at vi bliver nødt til at forstå, at tøjet ikke bliver lavet inde i vores telefon eller på butikkens bøjlerækker. Tekstiler har et voldsomt ressourcetræk fra naturen, men det har vi glemt, primært fordi tekstilers liv i dag starter og slutter så langt fra os, at det ikke længere er vores vandløb, der farves grønt og fyldes med kemikalier, eller vores kvinder, der får ødelagt krop og øjne, eller vores naturområder, der fyldes op med bunker af kasserede tekstiler, der udskiller metangas, skadelig kemi, og mikroplast. Kort sagt, så har vi i et land som Danmark formået at afkoble os selv fuldstændigt fra naturen, til stor fare for os selv og alle klodens arter og væsener. Hvordan skal vi dog finde tilbage fra det?
Læren fra naturen; den cirkulære økonomi
Omtrent 30% af verdens tekstilforbrug stammer fra natur, hvad enten det er fibre fra dyr eller planter. De resterende cirka 70% tekstiler udvindes af olie, og er altså reelt set plastik. Og omkring 8% af al dyrket landbrug på jorden udgøres af tekstilplanter – primært bomuld. Derfor er tekstiler vigtige at se på, hvis vi skal skabe bedre balance mellem land og by og mellem natur og mennesker. Nogle af de bud på løsninger, der kommer, er termer som ’grøn vækst’, ’vækst afkoblet fra ressourcer’ eller ’cirkulær økonomi’. De italesættes ofte, som om vi alle er enige om, hvad de betyder, men ser man på forskningen, så er der meget store forskelle på, hvordan disse termer forstås i forhold til både økonomiske, kulturelle og biodiverse systemer. I dag forbindes de typisk med Brundtland-rapporten fra 1987, hvori det formuleres, at ”en bæredygtig udvikling er en udvikling, der tilfredsstiller nutidens behov uden at ødelægge kommende generationers muligheder for at tilfredsstille sine behov”. Men hvis man går tilbage og ser på oprindelsen af dem, så er de typisk opstået i de meget tidlige miljøbevægelser i 1960’erne. Helt i takt med den øgede industrialisering og effektivisering af landbruget igennem eksempelvis indførslen af kemisk sprøjtning imod ukrudt, insekter, eller plantesygdomme. En udvikling, der skabte, hvad den amerikanske biolog Rachel Carson kaldte “Silent Spring” i sin bog fra 1962 af samme navn (på dansk Det tavse forår, 1963), hvor alle insekter, biller, orme, fugle og endda små husdyr som katte var forstummede og lå døde på jorden af DDT-forgiftning (forkortelsen for dichlor-diphenyl-trichlorethan). Vores betvingelse og eksperimenteren med naturen var effektiv, når det gjaldt bekæmpelse af såkaldte skadedyr. Problemet var derimod alle de utilsigtede skader, som vi både dengang og til stadighed forvolder naturen.
Derfor startede idéen om den nye cirkulære form for økonomi, der er informeret af naturen, og som fungerer i samspil med naturen. Fra det lille mikrokosmos, når man ser jordens liv igennem et forstørrelsesglas, og til de store globale energi- og ressourcestrømme, der alle sammen er i konstant og gensidig udveksling. Det er disse tanker, der blev populariseret gennem termen ’vugge-til-vugge’, der blev udgivet i bogen Cradle-to-cradle i 2002 af arkitekten William McDonough og kemikeren Michael Braungart i krydsfeltet imellem naturvidenskab og design. En term, som har affødt idéen om ’det lukkede kredsløb’, hvor alt, hvad vi bruger, kan genanvendes uendeligt, eksempelvis gennem ny teknologi. Men selvom der i disse år udvikles massivt på genanvendelsesteknologi til eksempelvis tekstiler, så er evighedsmaskinen desværre endnu ikke opfundet. Vi kommer til at erkende ganske snart, at vi ikke – som vi vist nok bilder os ind – kan blive ved med at forbruge og leve nøjagtigt, som vi gør nu ved teknologiens hjælp. Vi kan altså for eksempel ikke blive ved med at shoppe nyt tøj, der hopper ud af telefonen og ind i stuen, og så genanvende os ud af konsekvensen. Den opfattelse må ses som en ’svag’ cirkularitet, der nok forhindrer noget tekstilaffald i at nå verdens tøjkirkegårde, men som absolut ikke løser hovedproblemet, nemlig overproduktion og korte brugsfaser.
Lad os ‘rewilde’ moden!
Hvordan kan Danmark ’rewildes’, samtidigt med at landet får en ny og central betydning i den grønne omstilling? Er det ikke et paradoks? Og hvis vi skal lære af naturens kredsløb og omsætte det til økonomiske, kulturelle og biodiverse systemer, hvad skal vi så gøre – med tekstil og tøj som eksempel? Et bud fra forskningen er cirkulære økonomier, der rækker tilbage til de tidlige miljøbevægelser, og som handler om at opbygge nye former for ’glokale’ økosystemer, der både er lokale og globale. Dette vil for eksempel indbefatte en genetablering af småskala-produktion i landområderne og at bygge virksomheder op, der er baserede på de ressourcer, der på et givent sted og et givent tidspunkt er til stede – både menneskeligt og fysisk. Dette kan inkludere at lave nye fibre ud af eksempelvis plantemateriale fra dyrefoderproduktion eller gamle tekstilplanter som hør, hamp og nælder, eller at indfarve tekstiler med hjemmehørende arter af planter, som vi gjorde før i tiden. Det kan også handle om at håndtere alle de lokalt kasserede tekstiler og tekstilprodukter og skabe ny anvendelse for dem på højst muligt niveau – for eksempel ved at give dem ny værdi gennem design sådan som mennesket har gjort i årtusinder. Samtidigt inkluderer det også et nyt blik på de mennesker, som på et givet tidspunkt lever i det lokale miljø på landet, og som vil kunne indgå i nye arbejdspladser baseret på sortering, eftersalg, gensalg samt en række af services på tekstiler, som ikke findes i dag, men som altid har været til stede før den lineære økonomis eskalering. En af de helt store erkendelser, der skal finde sted, er nemlig, at vi har haft cirkulære økonomier til alle tider og i alle kulturer – vi har bare glemt det i et par årtier. Økonomiske systemer har stort set altid bygget på at varetage og tjene penge på eksisterende ressourcer, der var knappe og kostbare. Tænk bare på begrebet ’kludekræmmere’, som var helt normalt før i tiden, fordi man kunne tjene til dagen og vejen ved at sælge selv små stofrester. Noget der lige nu er helt utænkeligt, fordi vores tekstiler er for billige og i for dårlig kvalitet.
Ligesom i naturens kredsløb er der tætte forbindelser mellem de arter og ressourcer, der findes lokalt på mikroplan og i de store globale strømme. Det er de kredsløb, vi skal genindsætte i den smertefulde erkendelse, at vi mennesker ikke, som Kant skrev det, er herre over naturen. Vi er naturen. Derfor kan vi ikke ’vækste os ud af kriser’, for den vækst, vi har nu, er ensbetydende med at overskride planetære grænser. Men måske vi kan vokse og gro os ud af klimakrisen, også i økonomisk forstand. Og her må vi ikke glemme, at de økonomiske systemer er tæt forbundne med de kulturelle. Hvis vi skal ’rewilde’ tekstiler, handler det i høj grad om at overveje, hvad termen ’hjemmehørende arter’ kunne betyde i kulturel forstand, og hvordan vi kunne skabe en tøjkultur, der ikke arbejder imod naturen – men sammen med den. Dette vil nok af mange forbindes med, at vi nu ’skal se naturlige ud’ eller ’gå i bæredygtigt tøj’, hvilket typisk vil forbindes med et stort kulturelt tab og noget, der er meget ensartet og kedeligt. Nogle vil måske også tænke, at det betyder, at vi skal gå tilbage i tiden og gøre alt, som det var i de gode gamle dage, hvor vi levede i samspil med naturen ude på landet, før fabrikker, røg, støj og gift ødelagde idyllen.
Til denne forestilling kan man konkludere to ting: Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har Danmark mindre end 0,5 procent vild natur, hvilket placerer os som et af de lande med allermindst plads til naturen i verden. Derfor skal vi tænke os rigtigt godt om med hensyn til, hvad vi flytter ud af byerne og til landet, og hvordan vi gør det. For det andet må vi gøre op med, at ’naturligt’ er lig med ’kedeligt’. Se på de små fantastiske biller med deres smukke skjolde. Fuglenes pragt. Alle typer af planter og blomster, der overvælder med deres vekslende sarte eller farvestrålende fremtoning – fra sommerblomster til store gamle træer. Nogle er hjemmehørende, nogle er kommet hertil og har måske været her i årtusinder som for eksempel brændenælden. Ligesom med os mennesker, der til alle tider har vandret mellem kontinenter og blandet os i lokale og globale netværk, hvor vi har udvekslet dragter, tekstiler, teknikker, dekorationsmetoder, farvekombinationer, silhuetter og måder at dekorere kroppen på. At være klædt i takt med naturen kræver al vores samlede tankevirksomhed, når vi skal udvikle økonomiske, kulturelle og biodiverse systemer for fremtiden. Og det bliver svært. Men gør vi det, kan det ikke blot være med til at sikre planetens fremtid og vores egen eksistens, det kan også frigøre snævre tanker om god æstetik, hvem der definerer god æstetik, give mere plads til diversitet og mangfoldighed og, ikke mindst, så kan det bibringe os uendelig skønhed.
Else Skjold forsker i bæredygtighed og cirkulær økonomi i den danske mode- og tekstilbranche. Hun er ph.d. fra CBS og Designskolen i Kolding og lektor i Design og Bæredygtighed på Institut for Bygningskunst og Design, Det Kongelige Akademi.
Forslag til videre læsning
- Brundtlandkommissionen: Vores Fælles Fremtid, 1987
- Rachel Carson: Silent Spring, 1962.
- William McDonough og Michael Braungart: Cradle-to-Cradle, 2022