Polens erindringsministerium fordrejer historien om holocaust

FOKUS: EUROPÆISKE PRISVINDERE | I løbet af efteråret udgiver Baggrund en række artikler, der har vundet eller er blevet nomineret til priser ved European Press Prize 2023. Organisationen blev stiftet som værn mod tiltagende undertrykkelse af presse- og frihedsrettigheder. Den fungerer, med støtte fra europæiske medier som The Guardian Foundation og Politiken, som organ for den kritiske journalistik, et sundt demokrati har brug for. Siden 2013 har de oversat, udgivet og præmieret artikler fra alle 46 europæiske lande, inklusiv Belarus og Rusland. Baggrund bringer her 3 udvalgte artikler, der hver udfordrer den europæiske selvforståelse om emner som international jurisdiktion, grænser og historiepolitik. Denne artikel er en oversættelse og genudgivelse af artiklen “Poland’s ministry of memory spins the Holocaust” af Katia Patin. Den blev oprindeligt bragt i Coda Story den 26. juli 2022 og var nomineret i kategorien “Distinguished Reporting Award.”

I årevis trænede den 36-årige kanoroer i olympisk slalom Dariusz Popiela på Dunajec-floden i det sydlige Polen. Da han var i sine tyvere, sejlede han hver dag på en snoet strækning mellem to broer i sin hjemby Nowy Sacz. Han havde aldrig troet, at dette sted, der var så velkendt for ham, ville blive kilden til det, der senere skulle blive hans erindringsoprør. Popiela har altid været fascineret af historie og han voksede op med at udspørge sin bedstefar om dennes barndomsminder fra livet i det nazi-besatte Polen.

Men der var et enormt kapitel i den mentale erindringsbog som hans bedstefar havde revet ud: historien om de næsten 12.000 jøder, der boede i Nowy Sacz før 1939 – omkring en tredjedel af byens indbyggere før krigen. De var forsvundet fra byens erindring. Da det ikke var en del af i undervisningen i skolen, var det først, da Popiela begyndte sin egen research, at han stiftede bekendtskab med omfanget af den jødiske historie i Nowy Sacz og i Polen. Med tusind års jødisk historie var landet, udover USA, ved starten af Anden Verdenskrig hjemsted for verdens største jødiske befolkning.

Popiela var forbløffet, da han læste detaljerne om deportationen af de jødiske indbyggere fra hans by og transporten til den nærliggende udryddelseslejr Belzec. Mange tilbragte deres sidste nat i Nowy Sacz sammenkrøbne på flodbredden præcis mellem de to broer, hvor han så ofte havde roet i sin kano.

“De så den samme udsigt. De hørte de samme stemmer og lyde fra floden,” sagde Popiela, da vi i maj sidste år stod ved flodbredden. Dunajec-floden løber gennem noget af det mest pittoreske landskab i det sydlige Polen. Et område fyldt med stejle kløfter, fyrreskove og marker med højt græs, der vokser lige op til flodens brusende vandlinje. Popiela pegede på familier, der cyklede forbi, og par, der gik langs floden. “Halvdelen af byen forsvandt, og man har ingen erindring om det,” sagde Popiela og trak på skuldrene. “Hvordan er det muligt?”

Siden sin opdagelse har Popiela, gennem sin fond “People, Not Numbers”, stået i spidsen for et utal af mindehøjtideligheder for jødisk kultur og historie, på tværs af Polen. Popiela er del af en ny generation af polske borgere, historikere, forfattere og undervisere, der presser på for at få et mere sandfærdigt opgør med Polens historie i det 20. århundrede.

I årtier blev polsk-jødisk historie opbevaret i det, forskere kalder “den kommunistiske fryser”. Omkring tre millioner polske jøder blev myrdet af nazisterne. Det var først i 1960’erne, at Polens kommunistiske myndigheder tolererede en større diskussion af folkemordet. Når de gjorde det – eksempelvis under en antisemitisk udrensning af partiet i 1968 – var det for at beskylde jøderne for ikke at udvise tilstrækkelig taknemmelighed over for de etniske polakker, der forsøgte at redde dem.

Efter kommunismens fald blev noget af den tavshed brudt. På det seneste har landets siddende højrefløjsregering konsolideret en nationalistisk fortælling om fortiden, der lægger vægt på stolthed frem for det, de kalder en skammens politik. Det har haft stor effekt. Nye undersøgelser viser, at polakkerne tror, at mere end halvdelen af deres landsmænd direkte hjalp eller skjulte jøder i deres hjem under nazisternes besættelse, hvilket er en absurd overvurdering. Folk som Popiela, der arbejder for at mindes de jødiske ofre, bliver ofte beskyldt for at fremme det, som regeringen kalder “skammens pædagogik”. Udtrykket bruges som politisk skældsord både af politikeren og partiformanden for det regerende Lov og Retfærdighedsparti (forkortet PiS på polsk), Jaroslaw Kaczynski, men også partiets øvrige medlemmer. Udtrykket er blevet ensbetydende med en liberal politisk dagsorden og tilgang til historien, der skulle overdrive mørke facetter af polsk historie.

I centrum for disse konkurrerende historiske fortællinger står Polens erindringsministerium – ”National Institute of Remembrance” med forkortelsen IPN på polsk – der blev oprettet i begyndelsen af 2000’erne for at tage sig af landets kommunistiske arv, forvalte de historiske KGB-arkiver og retsforfølge forbrydelser begået under kommunismen. I dag beskæftiger instituttet sig i høj grad også med arven fra den nazistiske besættelse og har i det hele taget til opgave at forsvare landets “gode navn”. IPN var i 2018 centrum for en større international vrede, da den PiS-ledede-regering vedtog en “Holocaust-lov” – i Polen kendt under navnet “IPN-loven” – der gjorde det strafbart at “ærekrænke” den polske nation ved at hævde, at polakker havde ansvar for nazistiske forbrydelser.

IPN er en af Polens mest magtfulde institutioner med et budget, der gør det til landets største institut for historisk forskning og dermed overgår universiteternes historie-institutter og diverse uafhængige forskningsinstitutter. Det er en enestående bureaukratisk institution, der udover at være landets mest produktive udgiver af historiske tekster, også inkluderer en anklagemyndighed og et produktionsselskab for historiske film og spil og derved tjener som vigtig myndighed, til at forme, hvad skoleelever over hele landet lærer om historie. Erindringsinstituttets budget er næsten fordoblet under Lov og Retfærdighedspartiet, som har været ved magten siden 2015. I dag har det omkring 2.000 ansatte, 11 regionale afdelinger og et årligt budget på 430 millioner polske zloty (svarende til godt 692 millioner danske kroner).

Idet ledelsen udpeges af parlamentet, er instituttet en kontroversiel institution i et allerede stærkt polariseret politisk miljø. En række førende historikere har endda stillet krav om, at instituttet skal afvikles eller reformeres. En langt mere udbredt og folkelig modstand kommer til udtryk i form af lokale initiativer som eksempelvis Popielas, der alle forsøger at ændre erindringskulturen i Polen.

Et erindringsoprør 

Da Popiela hørte om koncentrationslejren ved bredden af Dunajec, kun få skridt fra det smukt bevarede bytorv i Nowy Sacz, var hans første følelse faktisk skam. 

Hver ny detalje, der viste sig, føltes personlig: Han opdagede, at dæmningen længere oppe ad Dunajec-floden var blevet bygget af jødiske tvangsarbejdere, og senere fandt han også resterne af både matzevah – hellige stensøjler i jødedommen – fra det 17. århundrede og jødiske gravsten, der var blevet brugt i opførelsen af Nowy Sacz´ infrastruktur, og hvis hebraiske skrift kun akkurat kunne anes på kantstenen til en travl vej.

“Men skammen gav mig styrke,” siger Popiela. “Den gjorde mig oprørt og gav mig kræfterne til at gøre noget.”

I de sidste ti år har Popiela viet al tid ved siden af sin professionelle sportskarriere til mindearbejdet. Med hjælp fra kun en håndfuld medlemmer har hans fond, ”People, Not Numbers”, undersøgt arkiver og interviewet ældre indbyggere for at kunne identificere fornavn, efternavn og alder på de jødiske ofre på tværs de polske landområder. De har fået rejst 10 monumenter og opdaget 10 jødiske massegrave. Frivillige vedligeholder en række af de efterladte jødiske kirkegårde og Popiela udgiver månedligt på egen hånd, hvad han – med et glimt i øjet – kalder sin “underjordiske” avis om den jødiske historie i Nowy Sacz. Han deler stakkevis ud på blandt andet rådhuset og de lokale kaffebarer.

Da vi mødes i maj, er Popiela ved at tage første spadestik til sit seneste todelte projekt: en mindepark i det, der engang var Nowy Sacz´ jødiske ghetto, og etableringen af en mindeplade langs Dunajec-flodens bred på det sted, hvor den tidligere lejr lå. Alle disse tiltag er crowdfunded på Popielas eget initiativ. Jeg spurgte ham, hvorfor han – en olympisk kanoroer, der snart skal deltage i EM – gør dette i et land, der faktisk har oprettet et helt statsligt bureaukrati til at tage sig af landets erindring.

“De bekymrer sig om andre historier,” siger han. Jeg opfordrer ham til at uddybe, og han kommer med et eksempel. For et par år siden forsøgte fonden at samarbejde med IPN om en markering, der skulle mindes en jødisk familie på otte, der var blevet myrdet i 1944, efter at deres nabo havde udleveret dem til Gestapo. Instituttets lokale afdeling sagde, at der på mindepladen skulle stå, at familien var blevet dræbt af nazisterne. Det nægtede Popiela.

“Ville du sætte morderens navn på din families grav?” spurgte Popiela. Han modtog for nylig det samme krav i et åbent brev fra flere lokalpatriotiske organisationer, der er imod hans plan om at bygge et monument for de jøder, der blev dræbt i Nowy Sacz. “De har ikke ofrenes synspunkt. Det vigtigste for dem er en markering af, at tyskerne skabte Holocaust.”

Polen har længe forsøgt at kontrollere det sprog, der vedrører Holocaust. Da USA’s tidligere præsident Barack Obama henviste til “polske dødslejre” under et besøg i Warszawa i 2012, blev Det Hvide Hus tvunget til at undskylde. Højreorienterede lovgivere i Polen har gjort flere forsøg på at indføre en treårig fængselsstraf for at bruge sådan et udtryk.

En udbredt opfattelse blandt polakker er, at resten af verden undervurderer polakkernes lidelser under den nazistiske besættelse. “De har den her besættelse, der starter, når folk siger, at polakkerne er ansvarlige for Holocaust. Nu er IPN’s fortælling, at næsten alle polakker havde en jøde gemt i deres kælder,” siger Popiela. “De påstår, at vi alle var helte. Men ud fra arkiverne ser det knap så godt ud.”

Jeg tog med Popiela til nabobyen Grybow, hvor han og hans team af frivillige i 2019 installerede et mindesmærke på en jødisk kirkegård på en bakke med udsigt over byen. Kirkegården havde været forladt i 80 år og var en indhegnet jungle. I dag er det et fredeligt, skovklædt område med flere informative tavler rundt omkring på kirkegården med fotografier af de begravede ofre. Mindesmærker som fonden har installeret. Midtpunktet er et stort granitmonument af en splintret matzevah med plaketter på hver side, der viser navn og alder på de næsten 2.000 jødiske ofre, der blev dræbt i Grybow under besættelsen, hvoraf næsten en tredjedel var børn under 13 år.

Længere oppe ad bakken sætter Popiela sig på hug og begynder at hive ukrudt op fra en massegrav, som de har opdaget ved hjælp af en drone og en georadar. Han fortæller mig om det had, han får på nettet for sit arbejde, fra folk, der beskylder ham for at arbejde for George Soros eller fortæller ham, at han hellere skulle bruge sin tid på at rydde op på de katolske kirkegårde. Når han søger finansiering, får han ofte svaret, at han skal finde en “rig jøde” til at betale for mindesmærket. 

Vi kører ned ad bakken fra kirkegården tilbage til byen og passerer den lokale Grybow-kirke. Det er søndag eftermiddag, og den røde murstenskirke er propfyldt med mennesker, der alle stimler sammen ved hoveddøren og endda står på pladsen udenfor. Kun få skridt fra den tårnhøje basilika står Grybows jødiske synagoge, forladt og med vinduerne slået ud. Der er ingen jøder i Grybow længere. Over for synagogen har en kunstner for nylig malet et stort vægmaleri i sepiatoner. Vægmaleriet er baseret på et fotografi fra 1922, der viser tre generationer af Grybows forsvundne jødiske indbyggere.

Spøgelserne vender tilbage

“Vi er erindringsministeriets største fjender,” siger Agnieszka Haska, der er kulturantropolog ved Polens Centre for Holocaust Research i Warszawa. Det er en af de første ting, hun fortæller mig, da vi mødes.

En stor del af Haskas arbejde er fokuseret på spørgsmålet om kollaboration og jødisk flugt fra det besatte Polen, og hun siger, at IPN konstant har hendes publikationer og centerets andre publikationer under luppen. IPN’s team af faktatjekkere markerer, hvad de mener er fejl, tilføjer fodnoter og udgiver lange tilbagevisninger. Vicepræsidenten for IPN siger, at det er en del af en “løbende akademisk debat.” Haska fortæller at hun bliver kaldt forræder på offentlige tv-kanaler og at det derfor ”føles meget mere som en igangværende krig.”

Det kan også være chikane af mere smålig karakter. Haska fortæller, at hun flere gange har ringet til IPN og bedt dem stoppe de regelmæssige leverancer af deres seneste udgaver af forskning, som bliver sendt til hendes kontor på Centre for Holocaust Research. Instituttets historikere er produktive og udgiver op til 300 titler om året. Publikationerne oversvømmer de nationale boghandlere og er subsidierede, hvilket derfor gør det endnu sværere for ikke-IPN-forfattere at sælge deres titler. “De chikanerer os!” sagde Haska.

Nogle af Haskas seneste publikationer handler om polsk antisemitisk science-fiction. En populær genre i det 19. århundrede. Forfatterne kunne udgive deres anti-jødiske tekster som “fantasy”-bøger for at undgå det russiske imperiums censur. Haska koncentrerer sig særligt om en roman skrevet af forfatteren Tadeusz Hollender fra 1938 med titlen “Polen uden jøder”. Hollenders værk, der stort set er forsvundet fra historiebøgerne, var ment som en kritik af den polske antisemitisme. I Hollenders satire beslutter jøderne i Polen, at nu har de fået nok. Familier over hele i landet pakker deres ejendele sammen og begynder en lang rejse til et nyt land, og ender med at slå sig ned på Madagaskar. Pludselig opdager de kristne polakker, at de ikke længere har nogen jødiske naboer, ingen at banke eller give skylden for deres ulykker. Det viser sig, at livet i Polen, uden jøder, ikke er som de havde håbet på. Personerne i Hollenders værk samler så en delegation, der tager til Madagaskar og beder deres jødiske landsmænd om at vende hjem med ordene: “Vi ved ikke, hvem vi er uden jer.”

Kun få år efter udgivelsen af Hollenders bog i 1938, trak den tyske hær sig ud af Polen. Næsten alle jøder var blevet slået ihjel. Godt 90% af de polske jøder var blevet myrdet under Holocaust. Omkring 20% af Polens samlede befolkning døde som konsekvens af krigsrelaterede begivenheder, heriblandt forfatteren Tadeusz Hollender, der blev skudt af Gestapo i 1943 for sin rolle i den polske undergrundsbevægelse. Efter krigen emigrerede mange af de jøder, der formåede at overleve, til Israel eller USA.

Da Jan Gross, landets mest kendte historiker, skrev om Polen under Anden Verdenskrig, citerede han en række erindringer fra Holocaust-tiden med ordene: “Det var en krig, som ingen helt overlevede.” Næsten seks millioner polakker omkom i løbet af den seks år lange nazistiske besættelse. Gross´ beskrivelse af den totale ødelæggelse af det polske byliv tydeliggøres i tal: næsten en tredjedel af alle byboere var forsvundet efter krigen, og ved krigens afslutning var 40% af de polske læger dræbt, 30% af universitetsprofessorerne og de katolske præster og 55% af advokaterne. Den efterfølgende sovjetiske besættelse medførte også sin helt egen brutalitet med den sovjetiske hærs massakre på 22.000 polske officerer i Katyn i 1940 og terrorkampagnerne, der blev ført over hele landet af NKVD, Sovjetunionens hemmelige politi.

Den dag i dag er mange i Polen stadig bitre og mener, at Vesten efterlod dem og solgte dem til Sovjetunionen ved afslutningen på Anden Verdenskrig og derved dømte dem til 50 års autoritær kommunisme. “Anden Verdenskrig dikterer efter firs år stadig vores nutid,” siger Haska. “Det er virkelig skræmmende, hvis man tænker over det, men verden gik virkelig under den 1. september 1939.”

Derefter fortæller Haska mig om en af sine første rejser til Israel for mange år siden. Hun husker det chok og den skam hun oplevede, da folk over hele landet straks genkendte navnet på hendes hjemby Ciechanow i det nordvestlige Polen, med et indbyggertal på 43.000. Hun fik en historietime af de israelere, hun mødte, om hvordan byen engang var næsten halvt jødisk og om Roza Robota, der var en af de fire kvinder, der ledte et oprør i Auschwitz i september 1944 og hun var fra Ciechanow.

“Alle vidste, hvor Ciechanow lå, og alle kendte Robotas navn,” husker Haska. “Jeg voksede op 50 meter fra en jødisk kirkegård i Ciechanow, og jeg anede det ikke.”

Det eneste spor efter Robotas liv i Ciechanow er en gade, der er opkaldt efter hende, og som strækker sig over tre karreer i udkanten af byen. Tre lave boligbyggerier, der afspejler Lov og Retfærdighedspartiets og IPN’s præference for bestemte historiske fortællinger. Jødiske ofre for Holocaust mindes som baggrund for en omfattende historie om Polens katolske heltemod og modstand. Der er kun lidt eller slet ingen plads til en af de grusomste sandheder om det 20. århundredes autoritære styre: Folk blev medskyldige i deres egen undertrykkelse.

Denne sandhed tjener som en af de indledende bemærkninger i Gross’ bog Neighbors, der gav rystelser i den polske offentlighed, da den blev udgivet i 2000 og som stadig er meget kontroversiel, i dag 20 år efter. Bogen beskriver den endnu ikke studerede massakre på polske jøder i juli 1941. En massakre, der blev begået af ikke-jødiske naboer i byen Jedwabne. Gross skildrer, hvordan tyskernes engagement under pogromen begrænsede sig til blot at se på og tage billeder af begivenhederne. I begyndelsen af 2000’erne bekræftede det dengang nyoprettede IPN, at det var de polske indbyggere, der dræbte deres naboer. Et år efter bogens udgivelse bad den polske præsident Aleksander Kwasniewski offentligt om tilgivelse ved en ceremoni i Jedwabne.

På det seneste har der dog været en modreaktion. Der er en kampagne i gang for at grave ligene af de jødiske ofre op for at bevise, at de blev dræbt af tyske soldater og ikke af deres naboer. I en kommentar til massakrerne i Jedwabne og Kielce, der blev ledet af polske indbyggere i en nordlig by efter krigen i 1946, nægtede landets undervisningsminister i et interview i 2016 at anerkende, at det var polakkerne, der var ansvarlige, og sagde, at den del af historien “er blevet misforstået mange gange.”

I Jedwabne betød det, at hele byen fra den ene dag til den anden fik at vide, om indbyggernes bedsteforældre enten havde deltaget i eller blot set på under den brutale massakre på jøderne, hvoraf mange blev brændt levende. En række historikere har efterfølgende studeret den historiske modreaktion i Polen. Blandt andet har socialpsykologen Michal Bilewicz set på, hvordan mennesker, der har oplevet historiske traumer, er mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier som en tilpasning til traumet, og hvordan uddannelsesprogrammer om Holocaust i nogle tilfælde faktisk har forårsaget symptomer på PTSD hos polske deltagere eller ledt til mistro og afvisning af fakta.

Under vores møde i Warszawa fortæller Haska mig en historie om sin tante, der for et par år siden fik besøg i hendes hjem, en smuk villa bygget i 1930’erne. Kvinden, der bankede på døren, var tysk, og hun var kommet for at se, om hendes gamle familiehjem stadig stod. Hun var som lille pige vokset op i området, da det var en del af Tyskland. Familien flygtede i januar 1945, da den sovjetiske hær var rykket ind i Polen. Kvinderne talte til hinanden på tysk. Haskas tante fortalte den besøgende, hvordan hendes to brødre blev dræbt af Gestapo i 1943. Den tyske kvinde delte et minde om sin lillebror, der døde, da familien flygtede fra deres hjem i løbet af vinteren i 1945.

“Halvdelen af Polen bor i andres hjem, ikke kun jødiske, men også tyske,” sagde Haska. “Men spøgelserne kommer tilbage.”

Patriotisk afpresning

På tværs af Polen er der sket et boom i mængden af historiemuseer. I løbet af de sidste femten år er der åbnet ikke mindre end tolv nye historiemuseer. I årene før covid-19 havde museerne i Polen – et land med 38 millioner indbyggere – 38 millioner besøgende, hvilket overgår billetsalget til fodboldlandsholdet. En række af disse nye museer har dog også medført skandaler og pinlige overskrifter i flere internationale medier.

I 2020 fjernede regeringen historikeren Dariusz Stola fra sin post som direktør for Warszawas berømte POLIN-museum. I 2017 erstattede kulturministeren direktøren for Gdansks nye museum for Anden Verdenskrig med en kandidat, der levede op til regeringspartiets fortælling; historikeren Karol Nawrocki, der i dag er præsident for IPN. Museet Warsaw Ghetto Uprising er endnu ikke åbnet, men bliver allerede beskyldt for at politisere historien. Et andet museum, Warsaw Uprising Museum, der åbnede i 2004, kom i mediernes søgelys efter at have afsløret en ny udstilling med navnet “Room of the Young Insurgent”, der var fyldt med udstoppede dyr, farveblyanter og “inspirerende” historier om unge børnesoldater under Anden Verdenskrig, sammen med en statue af en polsk børnesoldat, der holder et automatvåben.

Selvom IPN ikke er knyttet til nogen af disse museer, er Ulma Family Museum, der mindes de polakker, der reddede jøder, måske den bedste og mest konkrete repræsentation af instituttets politik. Museet åbnede for seks år siden og museets udstillinger blev dengang kurateret af IPN’s nuværende vicepræsident, Mateusz Szpytma.

Polens præsident Andrzej Duda deltog dengang i åbningsceremonien for museet, der ligger to og en halv time uden for Krakow i landsbyen Markowa med 4.000 indbyggere.

“Verden kender ikke den virkelighed, der herskede i Polen under besættelsen, og det er denne uvidenhed, der kaster smuds på vores lands gode navn,” sagde Duda i en tale på museets gårdsplads.

På flere billeder fra åbningsdagen bliver Duda oplyst af nogle af gårdens tusindvis af lysende mindeplader, der hver især bærer navnet på en polsk statsborger, der blev myrdet for at hjælpe eller beskytte jøder under krigen. Mange af dem har modtaget Israels erkendtlighed “Retfærdighed blandt nationer”, som gives til folk, der påtog sig ekstraordinære risici for at hjælpe jøder under krigen. Polen er det land i verden med det største antal modtagere af denne udmærkelse. Over 7.000 polske statsborgere, hvoraf mange blev dræbt for deres handlinger, har modtaget hædersbeviset.

Museet fortæller historien om familien Ulma, der beskyttede og gav husly til otte jøder i landsbyen Markowa under den tyske besættelse. Efter at være blevet angivet, blev hele Ulma-familien sammen med familierne Goldman, Didner og Grunfeld skudt og dræbt. I alt sytten mennesker inklusiv deres børn og et endnu ufødt barn.

Når man går gennem gården til museets indgang, er det første man ser, et stort oplyst fotografi af Ulma-familien, der er taget af familiens far, Jozef Ulma. Ulma var efter alt at dømme et rigtigt renæssancemenneske, og han tog utallige billeder af sin familie med sit kamera, der var en sjælden og værdsat ejendel i en polsk landsby i 1930’erne.

Udstillingen, der er indrettet i en minimalistisk og moderne metal- og glasstruktur, viser mange af de billeder, han tog af sin familie, sine naboer og det omkringliggende landskab. Nogle af dem er stadig plettede af familiens blod. Ulma Family Museum fremhæver krigens grusomhed, det faktum at 20% af Markowas jøder overlevede krigen i skjul – et usædvanligt højt overlevelsestal – og det intense pres, landsbyboerne var under ved at samarbejde og informere.

“Jeg vil gerne have, at alle museets besøgende kender til den skæbne, der ramte det jødiske folk under Anden Verdenskrig,” siger IPN’s vicepræsident Mateusz Szpytma, der var den første historiker til at føre an i efterforskningen af Ulma-familiens historie. Han anslår, at titusinder af jøder overlevede i Polen takket være hjælp fra ikke-jøder. “Jeg vil gerne have, at de skal vide, at det selv i de sværeste stunder under totalitarisme er muligt at hjælpe mennesker i nød. Det er op til os hver især, hvordan vi opfører os; om vi holder med forræderne, om vi er helte, om vi risikerer vores liv for andre mennesker.”

Udendørs befinder der sig en stor mindegrav til ære for Ulma-familien. Den er prydet med et polsk våbenskjold og et kors og en frisk buket røde roser ligger på jorden. Syv urner med familiens jordiske rester er udstillede. De jødiske ofre, der gemte sig i Ulma-familiens hjem, er begravede på en militærkirkegård cirka 15 kilometer væk. Golda Grunfeld, Lea Didner og hendes barn samt fem mænd, der gik under navnet Goldman er ikke opført på listen. De er mindet sammen med nogen af de tre hundrede navnløse jødiske polakker, der blev myrdet under krigen og nu er begravede på militærkirkegården.

Nogle af Polens mest prominente historikere, heriblandt Jan Grabowski og Agnieszka Haska fra Holocaust Research Centre, har været højlydte kritikere af udstillingens udformning.  Ulma Family Museum er på en måde et afgørende brud i arbejdet med fortiden. Folk i Polen, der fik ”Retfærdighedsudmærkelsen”, skjulte i årtier hæderen for deres naboer og familiemedlemmer i frygt for stigmatisering og forfølgelse. Det har længe været på høje tid at hædre dem på nationalt plan, men kritikere mener, at det sker på bekostning af de jøder, de reddede, der som konsekvens bliver reduceret til redskaber for polsk heltemod.

“Som polsk statsborger og som polsk forsker er jeg helt med på at mindes disse sjældne undtagelser af ædle polakker, der var modige nok til på den ene eller anden måde at modsætte sig den virkelighed, der herskede under krigen. Men samtidig bliver disse liv brugt som en slags patriotisk afpresning,” siger Maria Kobielska, som er medstifter af Centre for Research on Remembrance Culture på Jagiellonian University i Krakow. Hun har forsket i nye historiemuseer og har skrevet om Ulma Family Museum.

“Det generelle budskab er, at det var polakkernes typiske opførsel at opføre sig som Jozef og Wictoria Ulma. Hvis man modsætter sig denne fortælling og dette museum, modsætter man sig på en eller anden måde mindet om Ulma-familien,” siger Kobielska. “Disse mennesker bliver brugt som et alibi for alle, der er polakker.”

Maria Babinska, fra Centre for Research on Prejudice ved Warszawas Universitet, har over en periode på fem år gennemført socialpsykologiske undersøgelser. “Vi bad folk om at forestille sig og give deres skøn af – idet de specifikke historiske procentsatser ikke kendes og aldrig vil blive kendt – hvor mange polakker der samarbejdede med tyskerne, og hvor stor en procentdel der var ligeglade,” siger Babinska.

Undersøgelsen viste, at polakkerne mente at godt 60% af befolkningen uselvisk hjalp jøderne under Anden Verdenskrig, men også at 25% af polakkerne samarbejdede med nazisterne.

Resultaterne var stærkt polariserede, og opdelingen baserede sig blandt andet på, hvilket politisk parti respondenterne stemte på, men også på faktorer såsom antisemitiske synspunkter eller støtte til IPN’s holocaustlov. 

Jeg spurgte IPN’s vicepræsident Mateusz Szpytma, hvad han havde at sige til disse tal: “Jeg tror ikke, at Polen er en undtagelse her i forhold til at folk opfatter historien forkert,” sagde Szpytma. “Det er vigtigt at vise historien, som den var, hvad man skal være stolt af, og de ting, der var dårlige, dem skal man skamme sig over. Disse to sider er begge stærkt til stede i vores arbejde på Institute of National Remembrance.

Babinska forklarer sine forskningsresultater på baggrund af grundlæggende menneskelig psykologi: Medlemmer af et fællesskab overvurderer ofte gruppens moral. 

Moral, identitet og tilhørsforholdet til en gruppe har alle været stærke temaer i Lov og Retfærdighedspartiets valgkampe. Kampagneslogans og taler har forstærket både landets katolske og polske identitet og den patriotiske modstand mod nazisternes og kommunisternes besættelse.

“Erindringspolitik er en erstatning for den ideologi, som partiet bruger til at legitimere sig,” sagde den afsatte direktør for Warszawas POLIN-museum og historiker ved det polske videnskabsakademi, Dariusz Stola.

Lov og Retfærdighedspartiet har siden 2015 udarbejdet en officiel “strategi” for partiets historiepolitik, og præsident Duda har sagt, at “historiepolitik er en af præsidentens vigtigste opgaver.”

Folkets historie

Maciej Sanigorski og Jeremi Galdamez vogter over en anden slags erindring, som er endnu mere upopulær end landets jødisk-polske historie – den polske kommunismes historie. Siden 2017 har IPN genoptaget og styrket landets forsøg på ”afkommunisering” fra 1990’erne, hvilket har betydet ændring af gadenavne og nedrivning af over 200 monumenter over hele Polen, der “symboliserer eller udbreder” totalitarisme. Det er IPN’s mest offentlige arbejde, og instituttets nuværende præsident har blandt andet holdt videopressekonferencer foran monumenterne, mens arbejdere, i baggrunden, river monumenterne ned. 

Sanigorski, der arbejder med transport for det polske postvæsen, og Galdamez, der skriver for et historiemagasin, og hvis far var medlem af Chiles kommunistiske ungdom og flygtede til Polen i 70’erne for at undgå politisk forfølgelse, er begge frivillige i venstreorienterede organisationer i Warszawa og har ført an i en kampagne for at bevare mindet om de polske frivillige, der kæmpede i den spanske borgerkrig i 1930’erne. Polen havde, efter Frankrig, den største gruppe af internationale frivillige, der kæmpede i Spanien mod Francos fascister.

Indtil videre har deres største sejr været at samle de over tusind underskrifter, der var nødvendige for at modsætte sig en beslutning fra IPN om at ændre et gadenavn i Warszawa, der var opkaldt efter den polske brigade. Det var en stor opgave i et postkommunistisk land, hvor alt, der har med socialisme at gøre, stadig er giftigt.

Sanigorski og Galdamez viste mig flere af de steder, hvor nogle af Warszawas kommunistiske monumenter er forsvundet fra den ene dag til den anden. Ud over at diskutere historiepolitik, arrangerer de også en årlig mindehøjtidelighed for Polens soldater på en militærkirkegård i Warszawa, hvor der i år deltog delegationer fra Spanien, Tyskland og Italien.

“Jeg siger altid, at hvis jeg levede under kommunismen, ville jeg kæmpe for mindet om den antikommunistiske modstand, fordi man er nødt til at kæmpe for de ting, der skrives ud af historien,” siger Sanigorski.

Valentin Behr, der er politolog ved Paris Institute for Advanced Study, siger, at gruppen er en af mange græsrodsinitiativer, der er i opposition til ”afkommuniseringen” af det offentlige rum og viser, at national erindringspolitik nogle gange kan ende med at give bagslag.

“Det er en måde, hvorpå man kan producere en modfortælling til den officielle fortælling og vise, at der er en anden del af Polens historie, der ikke er konservativ og ikke er fascistisk, men derimod er progressiv, og som ofte bliver glemt i den kollektive erindring.”

Sanigorski og Galdamez protesterer begge mod IPN’s historiepolitik – som de kalder et orwellsk sandhedsministerium, der gennemtvinger erindringspolitik helt ned til gadenavnene i små byer på tværs af landet. Begge indvendte dog, at det ville være kompliceret at skulle afskaffe det hele. Omtrent alle, jeg spurgte, havde hver deres bud på, hvad der skulle ske med IPN. Selvom der ikke er noget, der tyder på, at instituttet forsvinder under den nuværende regering, er der en løbende debat om, hvordan det ville kunne reformeres eller endda nedlægges, såfremt oppositionen genvinder flertallet.

Erindringens vogtere

Adam Musial, der har undervist i historie på et gymnasium i Krakow i 22 år, sagde i 2019 sit job op efter at have fundet det stadig sværere at undervise i Holocaust. “Den generelle atmosfære vedrørende erindringen i Polen forstærkede simpelthen min beslutning,” siger han.

Som en del af et forskningsstipendium har han interviewet omkring 20 lærere fra hele landet. De fortæller ham, at de synes det er blevet sværere for dem at arbejde. “Atmosfæren er kvælende,” sagde han.

Han gav et eksempel på en lærer, der havde forsøgt at få en jødisk Holocaust-overlever til at besøge skolen. Under et fakultetsmøde foreslog en kollega, at hvis de gik videre med idéen om et besøg, ville det være bedst at invitere en taler mere med, for at kunne give eleverne forskellige perspektiver på emnet. “Skal jeg så invitere en nazist?” svarede læreren og droppede til sidst helt ideen.

De seneste år har lovgivere diskuteret en ny lov i Polen, der vil gøre det endnu sværere for lærere at kunne invitere eksterne talere eller omvendt selv kunne deltage i supplerende undervisnings- og opkvalificeringstilbud. Højreorienterede politikere har protesteret mod “moralsk korruption” i skolerne – hvilket i virkeligheden hentyder til seksualundervisningen – og har gennemtvunget en lov, der vil tvinge lærerne til at søge skriftlig tilladelse til at inddrage eksterne talere eller organisationer, der ikke findes på en allerede udarbejdet og forhåndsgodkendt regeringsliste. Sammen med seksualundervisningen vil dette gå ud over størstedelen af Holocaust-undervisningen i skolerne. Men efter at være blevet vedtaget i det polske parlament, nedlagde præsident Duda veto mod loven og bad lovgiverne om at “udskyde den” med henvisning til den igangværende krig i Ukraine. Som det ser ud nu, kommer loven til at komplicere integrationen af de hundredtusindvis af flygtede ukrainske elever i Polens skoler.

Men forslaget om en lovændring og det usikre år, der fulgte, har allerede sat sine spor: Polens største og ældste nonprofitorganisation dedikeret til jødisk-polsk kommunikation har omstruktureret sit program og orienteret sig væk fra skolerne – netop for at kunne være mere modstandsdygtige over for politiske indgreb. Siden 1998 har organisationenForum for Dialogue inviteret undervisere og Holocaust-overlevere ud til næsten 10.000 elever på godt 400 skoler i hele Polen, med et tydeligt fokus på at undervisning og workshops skulle foregå i små byer og landsbyer, der engang havde et jødisk samfund. En central del af programmet – kendt som ”School of Dialogue” – får eleverne på de pågældende skoler til at grave i deres lokalsamfunds jødiske historie, der så ender med en elevstyret vandretur for de lokale beboere i byerne.

Nu er Forum for Dialogue i gang med andre projekter, såsom en direkte videreuddannelse i Holocaust og en udvidelse af deres eksisterende netværk af over hundrede lokale historieaktivister i hele Polen. Organisationen kalder dem “erindringens vogtere” – en af dem er Dariusz Popiela fra Nowy Sacz.

Bagslag

Tilbage i Nowy Sacz fortæller Popiela mig om en frokost han spiste med sin bedstefar for et par år siden. Popiela var på det tidspunkt allerede begyndt på sit erindringsarbejde, og de diskuterede et af projekterne. Pludselig bemærkede Popiela tårer i sin bedstefars øjne. For første gang fortalte han Popiela om et minde, han havde om dengang han var en lille dreng. Byens ghetto var blevet lukket, og murene, der adskilte ghettoen fra resten af byen, var faldet sammen. 

Popielas bedstefar fortalte, hvordan han gik gennem de tomme gader og dér så et par drenge på hans egen alder gemme sig i en af bygningerne. Bøger, nogle endda med hebraiske guldbogstaver, lå spredt ud over fortovet. Han fortalte Popiela, hvor dum han følte sig over, at hans familie og andre familier havde samlet bøgerne og brændt dem, fordi de ikke havde andet at tænde op med. Og så begyndte han at græde.

Selv om både Popielas far og bedstefar begge støtter regeringspartiet, siger han, at de har fået øjnene op for det arbejde han laver, og i dag står hele familien sammen om mindehøjtidelighederne, inklusiv Popielas små børn.

Popiela siger, at hvis der stadig ikke er et Holocaust-monument i Nowy Sacz når hans datter fylder 18, så forlader han byen. Da vi mødtes tilbage i maj, ventede han stadig på at få tilladelse til at begynde at bygge mindesmærket. Dagen forinden havde han heppet på sin 11-årige datter i hendes første kanoroerkonkurrence, der fandt sted nede på flodbredden mellem de to broer, hvor han planlægger at bygge den anden del af sit mindesmærke.

I ugerne efter blev der givet grønt lys til byggeriet og nu er der planlagt en åbningsceremoni i midten af august.

Rettelse: Efter udgivelsen i 26. juli 2022 har forfatteren Katia Patin tilføjet:
“Den originale version af artiklen tilskrev fejlagtigt præsident Barack Obama udtalelsen om ”polske dødslejre” under et besøg i 2012 i Warszawa. Kommentaren faldt rent faktisk i 2012 i Washington D.C. under en posthum ceremoni til ære for den polske frihedskæmper Jan Karski, der blev tildelt ‘The Presidential Medal of Freedom'”. 

Denne artikel var blandt de nominerede til The European Press Prize 2023 i kategorien “Distinguished Reporting Award”.
Genudgivelsen sker med venlig tilladelse fra European Press Prize.
Besøg www.europeanpressprize.com for mere fremragende journalistik. Distribution via Voxeurop Syndication Service.

Oversat fra engelsk af Johan Bolding Rasmussen