Grænser A/S: Migrationskontrol som industri

FOKUS: EUROPÆISKE PRISVINDERE | I løbet af efteråret udgiver Baggrund en række artikler, der har vundet eller er blevet nomineret til priser ved European Press Prize 2023. Organisationen blev stiftet som værn mod tiltagende undertrykkelse af presse- og frihedsrettigheder. Den fungerer, med støtte fra europæiske medier som The Guardian Foundation og Politiken, som organ for den kritiske journalistik, et sundt demokrati har brug for. Siden 2013 har de oversat, udgivet og præmieret artikler fra alle 46 europæiske lande, inklusiv Belarus og Rusland. Baggrund bringer her 3 udvalgte artikler, der hver udfordrer den europæiske selvforståelse om emner som international jurisdiktion, grænser og historiepolitik. Denne artikel er en oversættelse og genudgivelse af artiklen “Borders Inc: the migration control industry”. Bag artiklen står den spanske netavis El Confidencial sammen med forsknings- og formidlingsorganisationen Fundación porCausa. Den blev oprindeligt udgivet den 15. juli 2022 og var runner-up i kategorien “The Migration Journalism Award”

I slutningen af 2020 modtog Kanarieøerne rekordmange irregulære migranter. I alt ankommer mere end 23.000 mennesker i små kanoer og både det år. De fleste fra de marokkansk-, mauretansk- og senegalesisk-kontrollerede dele af Vestsahara. Myndighederne kunne ikke håndtere det. Billederne af sammenstuvede migranter sovende på havnekajernes bare underlag i Arguineguín ramte forsiderne og gik viralt. Den pludselige stigning i migration gentog sig i 2021, hvilket konsoliderede den såkaldte ’Kanarieøerne-rute’: En af de dødeligste på planeten. 

Hvem tjener på migrationskontrol? El Confi-dencial og Fundación porCausa har analyseret samtlige offentliggjorte kontrakter den spanske regering har indgået i relation til migration fra januar 2014 til april 2022. Denne undersøgelse dækker dermed 2.795 offentlige kontrakter til en samlet sum af 981,8 millioner euro. Dette er blot toppen af isbjerget. 

At drive forretning på grænser – altid de samme vindere 

Som nummer to på denne rangliste finder man The ACS Group (Clece, Cobra og Retevisión blandt flere), ejet af fodboldklubben Real Madrids præsident Florentino Pérez. ACS har en diversificeret portefølje som indeholder alt fra organiseringen af oplysningskampagner i flygtningecentre over ansættelsen af private sikkerhedsvagter i udlændingekontorene, til de sikkerhedslys, som omgiver havnen i Melilla og levering af måltider og rengøring i centrene, hvor udokumenterede migranter indkvarteres.

Indra, en af de første til at udnytte det fremvoksende marked for migrantkontrol, har også en prominent position på listen. Indra varetager ikke kun de spanske statsbaner, Renfes, hjemmeside eller designer apps, såsom den spanske regerings covid-19 opsporingssapp. De vedligeholder også det radarnetværk som Guardia Civil bruger til at opsnappe små både, kontrollerer videokameraer ved grænseovergangene og leverer fingeraftryks- og pas-scannere til Barcelonas og Madrids lufthavne. Af de 58 kontrakter Indra har fået tildelt på migrationsområdet, var 45 af dem fritaget offentlig licitation. Indra-gruppen har mere end 52.000 ansatte, men er i flere af de offentlige kontrakter listet som en ’lille eller mellemstor virksomhed’ (SMV). En kategorisering som kan have positiv betydning for en virksomhed, der ønsker at få tildelt en kontrakt. Efter spørgsmål fra porCause og El Confidencial, har Indra forklaret, at de ikke søger licitationstilbuddene som en SMV, og henviser i stedet til den kontrakt-ansvarlige instans: ”Vi er klar over, at det er en fejl.” 

En anden virksomhed, som skiller sig ud på ranglisten, er Eulen, hvis fokus ligger på driften af tilbageholdelsescentrene for udlændinge. Air Europe og Air Nostrum, som varetager udvisningsflyvninger, optræder også på listen, ligesom El Corte Inglés, som sælger computere, airconditions, madrasser, møbler og andre produkter til tilbageholdelsescentre for migranter, immigrationskontorer og andre statslige enheder. Denne virksomhed deltager også i administrationen af de ’anti-immigrationsradarer’, som er fordelt ud over den spanske kyst, og leverer endda de visum-printere, som bruges af det spanske udenrigsministerium. 

En uigennemsigtig og ukendt industri 

Kontrollen med migration i Spanien flytter hvert år hundrede millioner af offentlige midler, men for den brede befolkning er det stadig en ukendt industri. Dette skyldes i stor udstrækning den uigennemsigtighed som kendetegner statsadministrationens håndtering af migrationsområdet: Seks ud af ti af de analyserede kontrakter var tildelt uden offentlig licitation, og specifikationer samt andre detaljer offentliggøres ofte ikke. Beløbene svarer ofte til små kontrakter, som dermed automatisk ikke bliver genstand for offentlig licitation. Dog svarer beløbene samtidig til det maksimale beløb, disse kontrakter må lyde på. Journalister har lov til at opsøge fængsler, militærbarakker, hospitaler og anden kritisk infrastruktur, men ikke tilbageholdelsescentre og andre dele af migrationskontrolsystemet. 

Med den tilgængelige information, der baserer sig på den analyserede data, kan det bekræftes, at det spanske indenrigsministerium er den aktør, som bevilliger flest penge til migrationskontrol (fem ud af hver ti euro). Men vi ved, at vi ikke har indsamlet alt det relevante materiale, så analysen er ikke udtømmende. Ofte pålægger Indenrigsministeriet disse kontrakter et ‘fortrolighedsstempel’ med henvisning til den nationale sikkerhed som begrundelse. Ministeriet fremlægger ingen estimater over, hvad der bruges af midler på grænsekontrol. Regeringen har endda, over de sidste år, tildelt million-kontrakter til private virksomheder og selskaber, som derefter udliciterer arbejdet til andre virksomheder, hvilket skaber endnu et lag af uigennemsigtighed. Den spanske gennemsigtighedslov anerkender retten til aktindsigt i enhver offentlig institutions sager, men ikke i private organisationers. Eksempelvis tilfaldt den seneste renovation af hegnene i Ceuta og Melilla den spanske entreprenørvirksomhed Transformación Agraria S.A. (en kontrakt på 32 millioner euro), som derefter udliciterede arbejdet til andre selskaber. Transformación Agraria S.A. fremlægger ikke informationer om disse projekter, hvilket de heller ikke er forpligtede til. Migrationsministeriet anvendte samme logik, da det underskrev en aftale med Røde Kors om kontrollen over det humanitære og nødhjælpsorienterede modtagesystem ved Arguineguíns havnefront. Hverken Indenrigsministeriet, Migrationsministeriet eller Røde Kors har gjort disse kontrakters indhold tilgængeligt for offentligheden. 

Spanien, et laboratorie for migrationskontrol 

Migrationskontrollen er blevet en international forretning. Spanien fungerer som et laboratorium, hvor ny teknologi testes, fra droner til detektorer designet til at monitorere færdsel på tværs af grænser, som efterfølgende erhverves af andre stater. Da den daværende spanske premierminister José Zapateros regering besluttede at installere flænsetrådstypen concertina på hegnene ved Ceuta og Melilla, var den Malaga-baserede producent af disse stålhegn med flænsetråd, Mora salazar, knapt et provinsielt selskab. I dag er Mora Salazar en multinational virksomhed med kontorer i Berlin, som eksporterer concertina-tråd til i omegnen af 30 lande, inklusiv Ungarn, Polen, Tyrkiet og Sudan. Et andet ’made in Spain’-migrationskontrolsprodukt med stort internationale potentiale er overvågningssystemet Integrated External Surveillance System (SIVE), som er designet af Indra og administreret af Guardia Civil. Dette system er allerede blevet erhvervet af et stort antal lande, fra Portugal og Rumænien til Hong Kong. Indenrigsministeriet fremlægger ikke specifikationerne i SIVE-kontrakterne og forsikrer om, at ”de ikke har skrevet nogen kontrakter med virksomheden Indra på migrationsområdet.” 

Hvad der startede som indenrigsforretning er vokset til en kæmpeindustri, der tiltrækker mange udenlandske virksomheder. Der er allerede tre udenlandske virksomheder i top ti på dette marked. Den første er Babcock, et britisk selskab som er specialiseret i maritim luftredningsservice med en omsætning på 271 millioner euro. Babcock fastholder en ’low-cost’ forretningsmodel, som ifølge klager fra den spanske fagforening Confederatión General del Trabajo, resulterer i regelmæssige konflikter med dets medarbejdere. 

Sikkerhed og risiko i forbindelse med migrationskontrollen omfatter ikke kun problematiske samarbejder og konflikter med aktører i ikke-europæiske lande. Sikkerhedskilder, som har indvilliget i at udtale sig på betingelse af anonymitet, udtrykker bekymring og mener at de europæiske staters forsøg på at varetage egeninteresser skaber en konfliktsvære internt mellem europæiske lande. Kilderne informerer eksempelvis om hvordan Frankrig og Marokkos tætte alliance skaber en risiko for at franske virksomheder, som er tæt knyttede til den politiske magt i deres land (en sædvanlig situation i forsvarssektoren), kan bruge den information de har til fordel for tredjelande i modsætning til Spaniens interesser. De franske virksomheder Thales, ATOS, Inetum og Eiffage svarede ikke på spørgsmål stillet af El Confidencial og Fundación porCausa. 

Afrika, den udliciterede grænse 

Fra Senegals strande er det muligt at få et glimt af den den spanske Guardia Civils omfattende tilstedeværelse i landet. Guardia Civils både og helikoptere patruljerer den senegalesiske kyst dag og nat for at forhindre kanoer i at sætte sejl mod Kanarieøerne. Den samme procedure finder sted langs kysten hele vejen til Mauretanien. I lufthavnen i Dakar, Senegals hovedstad, er det en spansk nationalpoliti-betjent og ikke en senegalesisk gendarm, der tjekker passagerernes dokumenter inden boarding. 

Den Spanske regerings indsats for at forhindre migranter i at ankomme til landet er ikke begrænset til Spaniens fysiske grænser, men strækker sig altså også ind i oprindelses- og transitlandene. Spanien udstationerer agenter og militærtropper for at bekæmpe migration fra Afrika. Ydermere bruger den spanske regering hvert år store pengesummer på at udlicitere kontrolarbejdet til en lang liste af afrikanske regeringer og belønner dem, som gør mest for at holde migrantstrømmene nede. Undersøgelsen bag denne artikel har lokaliseret og analyseret 236 kontrakter, for mere end 93 millioner euro, relaterede til udlicitering af grænsekontrol. Denne udgift er primært blevet kanaliseret igennem The International and Ibero-American Foundation (FIIAPP), som er knyttet til det spanske udenrigsministerium, selvom Indenrigs- og Forsvarsministeriet også er involverede. Til gengæld agerer disse afrikanske regeringer, inklusiv flere autoritære regimer, grænsevagter. Udliciteringen af grænsekontrol er en stigende tendens. 

Forsvarsministeriet svarer, at det ikke allokerer ressourcer til ”projekter og kontrakter direkte relaterede til migration”, men anerkender at bevæbnede styrker ”i visse situationer” leverer ”operationel og forsyningsmæssig støtte” i nødsituationer ”af migrationsnatur.” Udenrigsministeriet fremlægger ikke de efterspurgte specifikationer fra de 28 kontrakter og forklarer, at FIIAPP-migrationsprojektet i Marokko og andre afrikanske lande er finansieret af midler fra den Europæiske Union. Derudover afklarer ministeriet ikke, hvorvidt Spanien har kontrolmekanismer, som skal forhindre at disse produkter bliver brugt til at krænke migranternes fundamentale rettigheder, men forsikrer, at landet ”sikrer, at fundamentale rettigheder garanteres og respekteres i udøvelsen af dets eksterne aktioner.” 

Den spanske regerings tilbud om at fordele og hjælpe lande som samarbejder i kampen mod irregulær migration er yderst omfattende: terrængående køretøjer, lastbiler, motorcykler, kikkerter med nattesyn, droner, elefanthuer, computere, udstyr til at opfange kommunikation, biometriske genkendelsesprogrammer, radarer, videokameraer, militærhjelme, skudsikre veste, demonterbare hangarer, generatorer og endda sokker. Spanien leverer også træning, uddannelse og andre ydelser med det formål at gøre disse landes sikkerhedsstyrker i stand til at opererer disse teknologier. 

De 236 udliciteringskontrakter, som El Confidencial og porCausa har analyseret, viser at Marokko er en af hovedmodtagerne af disse produkter og ydelser. Nogle af Madrids største donationer til Rabat falder sammen med krisesituationer, hvor Marokkanske myndigheder slækkede på migrationskontrollen. 

Spanien benytter sig af en lignende logik i en lang række afrikanske lande, inklusiv Senegal, Mauretanien, Gambia, Mali, Burkina Faso, Algeriet, Ghana, Elfenbenskysten og Niger. Niger ligger på den migrationsrute, som 90 procent af migranterne fra landende syd for Sahara krydser i forsøget på at nå Europa. Siden 2015 har Niger retsforfulgt alle, som i på den ene eller anden måde er forbundet til migranter og har begrænset bevægeligheden for landets egen befolkning. En metode, Den Europæiske Union bifalder. 

I slutningen af 1990’erne fik José María Aznars regering den spanske efterretningstjeneste CNI til skabe et spion- og informantnetværk i Afrika til at monitorerer irregulære migranter og menneskesmugling-netværkers bevægelser. En af de CNI-agenter, som er involveret i opbygningen af dette spionnetværk, primært i Sahelregionen og landene i syd for Sahara anerkender, at lokale myndigheder ofte bruger den teknologi, som Spanien har leveret, til at forfølge og undertrykke oppositionsgrupper, aktivister og borgere, som udgør en trussel for regeringen. Den samme kilde, som i mere end 15 år ledte flere informant-celler, hævder, at de spanske myndigheder er bekendte med, at nogle afrikanske regeringer har denne dobbelte brug af de apparater og produkter, som efter sigende oprindeligt var ment til bekæmpelsen af irregulær migration. En agent fra Guardia Civil, med flere års erfaring i Senegal og Mauretanien, bekræfter CNI-agentens information. Begge kilder taler på betingelse af anonymitet. 

Fieldsports Ltd, en mellemstor jagt- og sportsudstyrsforretning beliggende i en Nordmaltesisk by, skiller sig ud blandt de virksomheder, som Spanien har lavet aftaler med om at levere disse produkter til afrikanske lande. Siden 2020 har denne virksomhed faktureret mere end fire millioner euro til Spaniens udenrigsministeriet gennem 21 kontrakter omhandlende levering af køretøjer, militæruniformer, kikkerter med nattesyn, droner, maskingeværer og telekommunikationsteknologi. 

Fieldsports er en af de virksomheder, som optræder i de såkaldte The Paradise Papers, som var katalysatoren for en international skattely-skandale tilbage i 2017. Dets direktør, James Fenech, bliver i Malta undersøgt for angiveligt at overtræde den internationale embargo mod Libyen, da krigen i landet var på sit højeste. Ifølge aviserne Malta Today og Times of Malta skulle Fenech angiveligt blandt andet have leveret både, som blev brugt af pro-Gaddafi lejesoldater til at flygte ud af Libyen. Som svar på en forespørgsel i forbindelse med denne undersøgelse benægter Fieldsports, at den favoriseres af den spanske regering og fastholder, at det er for Fenechs rolle i en anden virksomhed, at han bliver undersøgt i Malta. Udenrigsministeriet udtaler, at de ”udfører de relevante tjek” inden tildeling af kontrakter og understreger, at Fieldsports ”ikke optræder i nogen af databaserne,” der har til formål at forhindre hvidvaskning, terrorfinansiering og skattely. 

Besat af den sydlige grænse 

Spanien har et ministerium for Migration, men migrationskontrollen har Indenrigsministeriet i praksis monopol på. Ligesom hans forgængere ser indenrigsminister Fernando Marlaska og hans embedsmænd migration som en trussel for Spaniens sikkerhed. Fordelingen af funktioner og kompetencer leder jævnligt til spændinger mellem migrationsministeren José Escrivá og Marlaska, som begge repræsenterer socialistpartiet. 

Ført an af indenrigsministeren, bestræber regeringen sig på at forstærke grænserne for enhver pris – især ved den sydlige grænse, der lægger beslag på 8 ud af hver 10 euro centralregeringen bevilliger til migrationskontrol. Dette tal står i kontrast til en anden virkelighed: I Spanien kommer 8 ud af 10 udokumenterede migranter fra Latinamerika og arbejder i uundværlige jobs, særligt i omsorgssektoren, hvor de passer ældre og børn. Disse mennesker – de fleste af dem kvinder – ankommer til landet på turistvisa, og primært via Madrids og Barcelonas lufthavne. Til spørgsmål om dette svarede indenrigsministeren: ”idéen om at omgrænse internationale lufthavne med en landegrænse er dum.” 

Ved midnat d. 18. maj genåbnede grænserne ved Ceuta og Melilla efter at have været lukkede i mere end to år. De, som stod i kø for at blive genforenet med deres familier, fik et glimt af den såkaldte ”smart border,” en af de mest lovende forretninger for migrationskontrolindustrien. Fremtidens grænse tager form i disse to spanske enklaver. Spanien danner fortrop for den Europæiske Union, som i midt-2020, midt under pandemien, godkendte en udgift på mere end 300 millioner euro for at implementere disse intelligente grænser ved Europas ydre grænser.  

Indenrigsministeren har i flere år bevilliget ressourcer til projektet og holder skarpt øje med det. Dette system kombinerer banebrydende kunstig intelligens-teknologi med biometriske scannere, de nyeste kameraer og endda droner med hvilke Guardia Civil allerede lokaliserer og forfølger migranter, som forsøger at rejse irregulært ind i landet. De, som var til stede ved genåbningen af Ceuta-grænsen, kunne høre lyden af Matrice 300 RTK-dronen som Guardia Civil bruger i de to selvstyrende byer. Mere end 50 organisationer advarer om den risiko, som de ”smarte grænser” udgør for de fundamentale rettigheder for migranter og mennesker, hvis dagligdag afhænger af at krydse grænser. Indenrigsministeriet forsikrer, at implementeringen af de ”smarte grænser” er en beslutning truffet af den Europæiske Union, som arbejder for at ”kombinere respekt for individuelle rettigheder med forbedret beskyttelse af europæisk territorie i lyset af aktuelle trusler.” 

En forretning for alle 

Den forretning, som føres på baggrund af Spaniens migrationspolitik, omfatter ikke stor infrastruktur eller avanceret teknologi. Det er i de mest trivielle og umistænkelige detaljer, at små og mellemstore entreprenører vinder deres største markedsandele – somme tider med tvivlsomme metoder. Albie, en virksomhed ”specialiseret i skolemåltider,” leverer mad til flere tilbageholdelsescentre for udlændinge. Det er den samme virksomhed, som leverede vedligeholdelse, rengøring og mad til tilbageholdelsescentret Fuerteventura CIE gennem flere år, indtil en undersøgelse udført af porCausa og El Confidencial afslørede, at det havde stået tomt i fem år. Albie fakturerede i den tid mere end en halv million euro uden at leverer nogen form for service. 

Som følge af denne information lukkede Indenrigsministeren Fuerteventura CIE. Sidenhen har den samme virksomhed faktureret Nationalpolitiet for mere end 13 millioner euro for at levere mad til andre tilbageholdelsescentre, primært på Kanarieøerne. Virksomheden Alonso Hipercas, omtalt i begyndelsen af denne artikel, sælger mad til staten, som blandt andet serveres i migrantcenteret CATE de Cartagena. Guardia Civil hævder, at CATE de Cartagena er lukket, og at det ikke engang har en planlagt åbningsdato. Sidste år fakturerede Alonso Hipercas mere end 35.000 euro til Indenrigsministeriet for ”diverse leverancer og ydelser” til CATE de Cartagena. Indenrigsministeriet tildelte Alonso Hipercas denne kontrakt uden offentlig licitation. Ministeriet fremlægger ikke specifikationerne, men garanterer at CATE er ”færdigt og klar, men venter på en administrativ procedure fra Forsvarsministeriet” og forsikrer, at disse kontrakter ”bliver brugt til midlertidige faciliteter, som er sat op i havnen i Cartagenas.” 

En defekt model? 

”Vi er et land, som altid har forsvaret regulær og ordentlig migration,” svarede den spanske premierminister Pedro Sanchez for nyligt på et spørgsmål om den seneste tragedie ved Melillas grænse. På papiret sigter spansk migrationspolitik mod at forhindre uautoriserede indrejser, facilitere sikker ankomst for dem, som har tilladelse til at arbejde, og sikre varetagelsen af migranters fundamentale rettigheder. En analyse af migrationskontrollens kontrakter afslører en model, der langt fra forfølger disse interesser, en model, hvor kontrollen med de spanske grænser, i nogle tilfælde, er overladt til ikke-demokratiske regeringer og et lille antal private aktører. En gruppe på 20 virksomheder modtager ifølge undersøgelser udført af El Confidencial og Causa 6 ud af 10 euro bevilliget af offentlige fonde til grænsekontrol. 

De Forenede Nationers fremskrivninger indikerer at den spanske befolkningen i arbejdsalderen vil falde til 50 procent i løbet af de næste 30 år. Adskillelige økonomer, forskere, arbejdsgiverorganisationer og NGO’er advarer om behovet for at implementere politik på migrationsområdet med henblik på blandt andet at tackle det spanske samfunds lave fødselsrater og progressive aldring. Der er på nuværende tidspunkt omkring 500.000 udokumenterede ikke-EU-borgere bosat i Spanien, hvoraf 147.000 er mindreårige. Antallet af migranter, som ankommer til Spanien – og antallet som dør i forsøget –, fortsætter med at stige. Samtidig øger regeringen de offentlige udgifter, der anvendes til migrationskontrol, til fordel for anti-immigrationsindustriens konsolidering. 

Ministeriet for transport, mobilitets og den urbane agenda (Fomento), ACS Group, Tragsa, Røde Kors, Thales, ATOS, Inetum, Eiffage, Alonso Hipercas og Albie har ikke svaret på Fundación porCausa og El Condifencials spørgsmål i forbindelse med denne undersøgelse. 

Undersøgelsens metode

Hvem tjener på Spaniens migrationspolitik? Dette er det indledende spørgsmål i ’Fronteras SA: la indistria del control migratorio’ (Grænser A/S: Migrationskontrol som industri). For at nærme sig et svar har Fundación porCausa indhentet alle centralregeringens offentlige indkøb (via den offentlige sektors indkøbsplatform og det officielle statstidende) fra januar 2014 til april 2022. Fra de indhentede kontrakter valgte de dem ud, som indeholdt et eller flere af mere end 400 nøgleord relateret til migrationsemnet. Heraf udvalgte de 2.795 kontrakter ti lat udgøre deres database. De besluttede at inkludere kontrakter for multi-anvendelige produkter og ydelser – eksempelvis grænsescannere, som anvendes til at bekæmpe irregulær migration, men også til at opspore smugling eller narkotikahandel. Derefter strukturerede de informationen, analyserede den og opstillede kategorier for at opnå et overordnet billede. 
Databasen består udelukkede af centralregeringens offentligt udgivne kontrakter. Offentlige kontrakter med et fortrolighedsstempel og dem, som regeringen ikke offentliggør, er ikke inkluderede. Kontrakter uddelt af EU-organer, autonome sammenslutninger – med primære kompetencer indenfor modtagelse af migranter –, byråd såvel som midler behandlet som subsidier – primært brugt til at finansiere servicer involveret i den indledende modtagelse og integration af migranter og flygtninge – er heller ikke medtaget i denne undersøgelse. Offentlige budgetter afsat til at dække faste udgifter i forbindelse med migrationskontrol såsom lønninger til betjente fra Guardia Civil udstationeret i Ceuta og Melilla er heller ikke medregnet. 
 
Klik her for at lære mere om metodologien og for at downloade databasen. 

Denne artikel var blandt de nominerede til The European Press Prize 2023 i kategorien “The Migration Journalism Award 2023”.
Genudgivelsen sker med venlig tilladelse fra European Press Prize.
Besøg www.europeanpressprize.com for mere fremragende journalistik. Distribution via Voxeurop Syndication Service.

Oversat fra engelsk af Astrid Lykke Raunkjær Jessen