Den rejsende retssal

FOKUS: EUROPÆISKE PRISVINDERE | I løbet af efteråret udgiver Baggrund en række artikler, der har vundet eller er blevet nomineret til priser ved European Press Prize 2023. Organisationen blev stiftet som værn mod tiltagende undertrykkelse af presse- og frihedsrettigheder. Den fungerer, med støtte fra europæiske medier som The Guardian Foundation og Politiken, som organ for den kritiske journalistik, et sundt demokrati har brug for. Siden 2013 har de oversat, udgivet og præmieret artikler fra alle 46 europæiske lande, inklusiv Belarus og Rusland. Baggrund bringer her 3 udvalgte artikler, der hver udfordrer den europæiske selvforståelse om emner som international jurisdiktion, grænser og historiepolitik. Denne artikel er en oversættelse og genudgivelse af artiklen “Kriegsverbrechen in Liberia – Das Wandergericht” af Johannes Böhme. Den blev oprindeligt bragt i Die Zeit den 5. juni 2022 og vandt i kategorien “Distinguished Reporting Award.”

En mand fra Sierra Leone er på anklagebænken i Finland. Han er anklaget for krigsforbrydelser. Som led i retssagen flytter den finske retssag flere måneder til Vestafrika. Men kommer man sandheden nærmere, hvis man rejser efter den?

Foran retssalen glitrer havet i det fjerne. Atlanterhavets bølger ruller ind med hvide skumkroner. Gennem vinduet kan man se bungalows fra et ferieresort, en infinity-pool og palmebladsparasoller. Stranden er mennesketom så tidligt om morgenen. 

Det er den 17. marts 2021 i Paynesville, en forstad til Monrovia, hovedstaden i Liberia, på den afrikanske vestkyst. I et mødelokale, der til lejligheden er indrettet som retssal, fortæller en kvinde, hvordan hendes søn for 20 år siden blev myrdet. Hun har klipklapper og en lilla nederdel på og et lyserødt tørklæde om hovedet. Hun vipper med benene, så hendes fødder slår mod stengulvet; klap, klap, klap. 

Omkring vidnet sidder fremmede, hvide mennesker: fire finske dommere (to mænd og to kvinder), to finske anklagere, den tiltaltes finske advokat og tre oversættere. På trods af varmen er mændene ulasteligt klædt i jakkesæt og nystrøgne skjorter og kvinderne i mørke blazere. 

”Da jeg kom til mine forældres hus, kom soldaterne løbende med geværerne rettet mod mig,” fortæller vidnet. ”Soldaterne sagde: stop! Ikke et skridt længere.” Hun beskriver, hvordan soldaterne slæbte alt, hvad hendes far ejede, ud af huset, bandt hendes søn og satte hele landsbyen i brand. Hendes stemme bliver sagte og forpint. ”Så skød de, og min søn var død.” Hun begynder at græde. Fra hendes lomme finder hun et lille lommetørklæde, med hvilket hun tørrer tårerne væk fra ansigtet. Mødet afbrydes.

Efter et kvarter fortsætter det. En af de to finske anklagere spørger: 

”Ved De, hvad kommandanten hed?”

”Ja, jeg husker det tydeligt.”

”Hvad var hans navn?”

”Angel Gabriel Massaquoi.” 

Englen Gabriel, ligesom én af Guds sendebud. Ærkeenglen og den anklagedes efternavn: Massaquoi. En ejendommelig sammensætning af navne. 

Gibril Massaquoi er hans officielle navn. I mere end 20 år var han krigsherre under borgerkrigen i Sierra Leona på den afrikanske vestkyst. Da krigen sluttede etablerede FN en særdomstol med det formål at fælde dom over dens alvorligste forbrydelser. Massaquoi optrådte som kronvidne, hvilket til gengæld sikrede ham immunitet mod retsforfølgelse for sine handlinger i Sierra Leone. I 2008 tog han til Finland, hvor han i mere end et årti levede et fredeligt og uforstyrret liv. Men så indhentede fortiden ham. En menneskerettighedsorganisation i Liberia havde indsamlet beviser. Anklagen: Massaquoi havde også begået forbrydelser i nabolandet Liberia, hvor der dengang også rasende borgerkrig. Det dreje sig om mord, tortur og voldtægt. Og fordi Massaquoi levede i Finland, blev han stillet for en finsk domstol. 

Mange stater har i de senere år retsforfulgt forbrydelser begået i krig og forbrydelser mod menneskeheden, i henhold til det såkaldte princip om universel jurisdiktion. I sager om universel jurisdiktion betyder det ikke noget, hvor forbrydelserne er begået. Det betyder heller ikke noget, om de formodede gerningsmænd for længst har forladt deres hjemlande. De bliver retsforfulgt i og af de lande, hvor de bor nu.

Tyskland har indledt sager mod torturbødler fra Assad-regimet i Syrien og mod krigere fra “Islamisk Stat”, Frankrig har dømt folkemordere fra Rwanda, Senegal har retsforfulgt den tidligere præsident i Tchad, og Sverige har retsforfulgt en iransk bøddel. Forbrydelser begået under krigen i Ukraine vil formentlig også snart blive retsforfulgt ved udenlandske domstole.

Det var derimod finnernes egen idé at forhøre en kvinde om de mest traumatiske øjeblikke i hendes liv, 7000 kilometer fra der, hvor den finske distriktsdomstol egentlig har til huse. Normalt arbejder juristerne i en murstensbygning i centrum af Tammerfors, Finlands tredjestørste by. Deres eksperiment er blevet hyldet som den “finske vej” inden for international strafferet: Hele domstole behandler forbrydelser, der har fundet sted i andre verdensdele og rejser derhen for at forhøre vidnerne på de steder, hvor grusomhederne har fundet sted og for at besøge gerningsstederne. Forhåbningen er, at de derigennem kan komme tættere på sandheden.

I foråret 2022, efter mere end et års sagsbehandling, afsiger den finske domstol endelig dom i sagen mod Gibril Massaquoi. Resultatet bliver anderledes end forventet.

Juhani Paiho, 55 år, er manden, der leder retssagen. Han er høj, og hans hoved er som hugget i granit. I marts 2021, mere end et år før domsafsigelsen, sidder Paiho ved hotellets pool i Monrovia og beskriver, hvordan han blev rettens formand: Da den største sag om krigsforbrydelser i Finlands historie blev henvist til den lille distriktsdomstol i Tammerfors, blev alle de andre dommere forfærdede. Paiho derimod fandt ved hjælp af Google frem til Liberia på sin telefon og tænkte: “Sådan en sag får du aldrig igen.”

Paiho er egentlig dommer i civilretslige sager. Hans ressortområder er underholdsbidrag, forældremyndighedstvister og ubetalte håndværkerregninger. Men han er også en af de få dommere i Tammerfors med international erfaring. For år tilbage arbejdede Paiho nogle måneder for EU i Kosovo. Altså blev han tribunalens formand.  

Borgerkrigene i Sierra Leone og Liberia

Siden da har Paiho set en del. I tre dage kørte han gennem det liberianske opland for at se gerningsstederne. Han så, hvordan grusveje blev opløst i tordenvejr. Han boede på et hotel, hvor han fik en spand brøndvand stillet til rådighed til morgenens brusebad. Han udholdt en natlig invasion af termitter. Nu er han tilbage i Monrovia, hvor han stadig har svært at rekonstruere, hvad der præcist skete i Liberia for 20 år siden. “Vi er ofte i tvivl om, hvorvidt to vidner egentlig taler om den samme begivenhed – eller om der er tale om to helt uafhængige forbrydelser,” siger han. Han nævner også, at nogle af vidnerne, der blev bragt til Monrovia fra fjerntliggende landsbyer for at vidne, blev som forstende ved synet af havet foran hotellet. Deres opfattelse er, at havet bebos af onde ånder.

Det er ofte svært for de finske jurister at afgøre, hvor pålidelige vidnerne er – eller hvorvidt den kulturelle afstand gør det umuligt at forstå vidneudsagnene.

Akaa-fængslet i Finland ligger ved en sø omgivet af birke- og fyrretræer, 4o minutter i bil fra Tammerfors. Her sidder 127 mennesker fængslet. Heriblandt den tiltalte, Gibril Massaquoi. I Liberia kunne finnerne ikke garantere hans sikkerhed, så han blev i Finland. Han overværer for det meste sin retssag via videolink fra et lille besøgslokale i fængslets stueetage.

Massaquoi kommer ind i lokalet iført en rullekrave, joggingbukser og hjemmesko. Han har været her i to år. Randene under hans øjne er dybere, og hans ansigt er slankere, end på videooptagelserne fra krigen. Men han ser stadig et årti yngre ud end sine 52 år.

Massaquoi var talsmand for Revolutionary United Front, forkortet RUF, i Sierra Leone. Oprørsgruppen startede i 1991 en brutal borgerkrig, som varede i 11 år, og som det anslås kostede mellem 30.000 og 50.000 mennesker livet. RUF huggede armene af tusindvis af mænd, kvinder og børn, efter på forhånd at have stillet ofrene det kyniske spørgsmål: “Langærmet eller kortærmet?”

Borgerkrigene i Sierra Leone og Liberia var tæt forbundne. Mange soldater kæmpede på begge sider af landegrænserne. RUF bragte diamanter fra Sierra Leones miner til Liberias præsident Charles Taylor og modtog våben til gengæld.

Når man stiller Massaquoi spørgsmål, skal man være agtpågivende over for svarene. Massaquoi er en professionel mediemand. Som talsmand for RUF gav han i slutningen af halvfemserne jævnligt interviews til udenlandske journalister. Han afledte, benægtede og skød skylden på andre. Da RUF i 2000 kidnappede flere hundrede af FN’s fredsbevarende styrker, stillede Massaquoi sig op foran verdenspressen og antydede, at soldaterne måske bare var faret vild i skoven. Han tilbød endda at sende et eftersøgningshold ud.

Kort efter krigen, i 2002, påbegyndte en Sandheds- og Forsoningskommission sit arbejde i Sierra Leone. I dens endelige rapport lyder det, at Massaquoi var “unik i RUF,” fordi han forblev et mysterium, selv for de soldater, der stod ham nær. 

“Mr. Massaquoi, de andre soldater sagde efter krigen, at du var et mysterium for dem. Hvorfor tror du, det var sådan?”

“Fordi de var jaloux.”

Massaquoi bliver aldrig højrøstet eller aggressiv i en samtale, selv når han bliver konfronteret med de mest alvorlige beskyldninger. I stedet takker han høfligt for spørgsmålene.

I retssalen i Monrovia fortæller en mand den finske domstol, hvordan hans kone og søster blev myrdet, da de var ved at forberede palmeolie i skoven. Han beskriver, hvordan deres lig blev fundet: hans søster lå på jorden, med sit stadigt levende spædbarn på ryggen. En anden mand fortæller, hvordan han begravede sine naboers halvt forrådnede lig. Vidnerne beskriver med stor følelsesmæssig styrke, hvad der skete med dem og viser dommerne arrene på deres kroppe. 

Tvivlen om Massaquois skyld opstår på baggrund af noget relativt trivielt i lyset af den ellers uomtvistelige lidelse: vidnernes tidsangivelser. For mange liberianere er tid ikke noget, der måles i måneder og år. Den er snarere defineret af årstiderne, af frugternes og afgrødernes vækst. Analfabetismen i landet er på 51,7 procent, og mange mennesker kan kun skønne om deres egen alder. 

I retssalen bliver spørgsmålet om tid imidlertid altafgørende. Massaquois finske advokat, Kaarle Gummerus, spørger gentagende gange hvert vidne: ”Hvornår skete det?” I 2001 eller måske senere, i 2003? Gummerus sidder ved sit bord, 57 år gammel, med et ansigt så  ubevægeligt som en pokerspillers, og gentager sine spørgsmål om tid, indtil den pedantiske insisteren næsten virker grusom. En tidligere liberiansk soldat siger på et tidspunkt, tydeligt frustreret: “Jeg kan ikke huske det hele. Min hjerne er ikke en computer.”

Grunden til den insisterende spørgeteknik? Massaquoi har et alibi for hele perioden efter den 10. marts 2003.

“De lyver. Alle 91 vidner”

Massaquoi skjulte aldrig overfor de finske myndigheder, hvem han var. Det vidste de, da bragte ham ind i landet. Da FN’s særdomstol begyndte sit arbejde efter borgerkrigens afslutningen, indså Massaquoi hurtigere end andre, hvad klokken var slået. Han tilbød sin hjælp som kronvidne. Efterforskerne interviewede ham i ugevis, og udskrifterne af hans afhøringer fylder 1735 sider. Takket være ham blev flere af de største krigsforbrydere arresteret og dømt. Massaquoi blev ikke kun garanteret immunitet mod retsforfølgelse for sine forbrydelser i Sierra Leone, han blev også inkluderet i domstolens vidnebeskyttelsesprogram. Efterforskerne formodede, at det før eller siden ville rygtedes i Sierra Leone, at han var forræderen, der havde talt med efterforskerne. Massaquoi fik bevæbnede sikkerhedsvagter døgnet rundt. Indtil 2008 boede han i Freetown, Sierra Leones hovedstad. Så tilbød Finland, der havde støttet oprettelsen af særdomstolen, at give ham husly.

I tolv år levede Massaquoi et ubemærket liv i Tammerfors. Han boede med sin familie i et socialt boligbyggeri i udkanten af byen. Han gjorde rent på byens ishockeystadion og delte aviser ud på frostklare aftener. Det finske politi lod ham være i fred.

Lige indtil den dag finnerne fandt ud af, at Massaquoi. ikke blot var mistænkt for at have begået krigsforbrydelser i Sierra Leone, men også i Liberia. For de forbrydelser har ingen lovet ham immunitet. I maj 2020 arresterede det finske politi ham. Det var stadig nat, og han var lige kommet tilbage fra sin avisrunde.

Politibetjentene var forbløffede over, hvor uberørt Massaquoi var under sin anholdelse. Han lagde sig bare ned i sin celle og faldt i søvn.

Hvorfor var han så synligt uimponeret?

Da han bliver spurgt, siger han: “Jeg sov godt, fordi jeg er uskyldig.”

“Men hvad med alle vidnerne?”

“De lyver. Alle 91 vidner.”

Den finske retssag mod Massaquoi er den første retssag, der behandler, krigsforbrydelser begået i Liberia. I modsætning til Sierra Leone forblev hovedpersonerne i Liberias borgerkrig i betydningsfulde positioner efter krigens afslutning. På den måde undgik alle en straffesag. Kun den tidligere liberianske præsident Charles Taylor blev retsforfulgt i Haag i Holland. Ellers er ingen af landets krigsherrer, generaler eller bødler nogensinde blevet retsforfulgt. Og det på trods af, at krigen i Liberia var grusommere end den i Sierra Leone. Det anslås, at 250.000 mennesker døde mellem 1989 og 2003. Omkring ti procent af befolkningen mistede livet under borgerkrigen.

Gerningsmændene sidder i parlamentet i dag. De er præsidentkandidater. Man møder dem i hovedkvarteret for Charles Taylors gamle parti, National Patriotic Party, der er en del af den nuværende regeringskoalition. De bor i store huse ikke langt fra det hotel, hvor retssagen finder sted. Finnerne har begivet sig ind i en verden, hvor fortiden lever videre under overfladen.

Politiinspektør Thomas Elfgren har tilbragt så meget tid i Liberia op til retssagen, at hans chauffør har sørget for en særlig nummerplade til den SUV, han bruger til at køre rundt i Monrovia. På nummerpladen står der: Tuffe1. Tuffe er Elfgrens kælenavn. Det finske politi har besøgt Liberia fem gange og har opholdt sig i landet i flere uger. Elfgren, 67 år, er solbrændt og slank. Han går af princip kun i kortærmede skjorter, trekvartlange bukser og sandaler, når han bevæger sig rundt i byen. 

En morgen i marts 2021 kører inspektøren gennem Monrovias tætte Waterside-markedskvarter. Det er et af de tre steder, hvor Massaquoi påstås at have dræbt eller tortureret mennesker. SUV’en må snegle sig afsted på grund af trafikpropper. Gaderne på markedet er smalle og fyldt til bristepunktet med store bunker af stilethæle og lyserøde bh’er, trillebøre fulde af T-shirts, toiletpapir, mangoer og figenkaktusser – en frugt, der ligner et grønt, hjerte med pigge.

Ved et vejkryds peger Elfgren til højre og siger: “Dengang lå de døde bare her på gaden.” I dag er der en butik, der tilbyder hundredvis af forskellige grydeskeer.

Et par meter længere oppe ad gaden lå den butik, hvor sultne mennesker engang under krigen brød ind for at stjæle mad. Kort efter indbruddet kom soldaterne og åbnede ild. Et vidne siger i retten, at han så, hvordan Gibril Massaquoi skød folk med en pistol. En anden hævder at have set, hvordan Massaquoi med en kniv skar halsen over på en mand. Andre igen hævder, at han ikke selv dræbte, men derimod gav ordrerne. Versionerne er så forskellige, at der ikke tegner sig noget klart billede af, hvad der egentlig skete den dag. Vidnerne kan heller ikke sige helt præcis, hvornår det skete – de kan ikke sætte en dato på mordene.

En ting er de dog enige om: Slaget om Monrovia var allerede begyndt. Krigen var ankommet til hovedstaden. Og det definerer et præcist tidsvindue for mordene: Kampen om Monrovia begyndte i juni 2003 og sluttede to måneder senere.

Massaquoi har et alibi for den periode. Han var i Sierra Leone, hvor krigen var slut og særdomstolens arbejde allerede var begyndt. Massaquoi blev bevogtet 24 timer i døgnet af domstolens sikkerhedsvagter. Alligevel hævder adskillige vidner, at de så ham i Monrovia på det tidspunkt.

Der er noget, der ikke stemmer.

En storm driver ind fra havet, hurtigt og uden varsel. Regnen trommer mod bølgeblikstagene. Det lyder som knurren fra et stort monster. Så brager tordenen igennem, så højt, at anklageren, Tom Laitinen, farer sammen. Da det næste lyn blinker over Atlanterhavet, holder han sig for ørerne, som et barn.

Retfærdighedens arbejde er tit utaknemmeligt

Den 52-årige Laitinen er en forsigtig anklager. Når han samtaler, holder han ofte lange pauser, som om han har brug for at sortere sine tanker. Der  hviler et stort pres på ham. Det er en dyr retssag. Det var Laitinen selv, der foreslog at flytte den til Liberia. Han er af den overbevisning, at man forstår tingene bedre, når man ser dem for sig. “Vi er nødt til at vurdere hele personen, hans ansigtsudtryk, hans bevægelser, hvordan han taler. Det kan man ikke gøre nær så godt på video, som når man er i samme rum.”

Laitinen medgiver, at vidneafhøringerne alligevel kan være ret uforudsigelige. “Det er stadig ikke klart for mig, hvilke spørgsmål jeg skal stille for at få deres vigtigste erindringer frem.”

Der er meget få områder inden for moderne politik, hvor troen på  “fremskridt” er så stærk som inden for international strafferet. Drømmen er en verden, hvor organiserede grusomheder er bandlyst ved lov. En fremtid, hvor tanken om en fængselscelle afskrækker potentielle massemordere fra at slippe deres tropper løs.

I virkeligheden bevæger retfærdigheden sig med en pinefuld langsommelighed på jagt efter volden og uhyrlighederne, ofte år eller årtier for sent. Retfærdighedens arbejde er forbundet med store omkostninger, er ofte utaknemmeligt og ikke sjældent helt nytteløst.

Da det finske politi arresterede Massaquoi, fandt de et bogmanuskript på 372 sider på hans computer, med titlen: The Secret Behind the Gun. Massaquoi siger, at han begyndte at skrive på det for mere end to årtier siden, mens han stadig var i RUF; det er en blanding af biografi og politisk afhandling.

Massaquoi fortæller i manuskriptet, at hans familie var så fattige, at han ofte kun spiste ét måltid om dagen. Da RUF tvangsrekrutterede ham, var han i begyndelsen af tyverne og matematiklærer på en katolsk skole i Pujehun i det sydlige Sierra Leone på grænsen til Liberia. “Egentlig ville jeg gerne have været revisor,” siger han.

I teksten fortæller Massaquoi om sit første møde med lederen af RUF, Foday Sankoh, i en træningslejr. Fuld af ærefrygt skriver Massaquoi: “Vi joggede ved siden af ham. Det var et elektrificerende øjeblik.” Senere gjorde Sankoh den unge Massaquoi til sin personlige assistent. I bogens mest brutale scene beskriver Massaquoi, hvordan Sankoh, der ikke overlevede borgerkrigen, lod en kvinde dræbe. Sankoh beordrede sine soldater til at overhælde hende med varm palmeolie og derefter binde hendes fødder til et træ, “hvor hun hang,” skriver Massaquoi, “indtil hun døde.” I et interview kalder han senere Sankoh for en “omsorgsfuld mand.”

Finnerne er venlige og reserverede gæster i Monrovia med en besynderligt todelt dagligdag. Fra morgen til eftermiddag er de deres professionelle titler: dommer, anklager, forsvarer og politiinspektør. Om aftenen afklæder de sig deres officielle rolle i et par timer. Forsvareren Gummerus og anklageren Laitinen spiser spaghetti bolognese sammen i den fugtige nattevarme. Dommeren Paiho sludrer med politiinspektøren Elfgren ved poolen. De taler om deres børn, deres hobbyer og deres mavebesvær. I Monrovia er de ikke bare tættere på vidnerne, men også på hinanden. Tættere end de nogensinde ville være i Finland. I sidste ende vil de have tilbragt i alt 16 uger sammen i Vestafrika.

I retten bliver det hurtigt tydeligt, at anklager Laitinen ikke kan stille noget op mod Massaquois alibi, når det gælder, når det gælder mordene i Monrovia. Men der er yderligere to påståede gerningssteder. Massaquoi er også mistænkt for at være ansvarlig for forbrydelser som fandt sted tidligere, engang i 2001, i den indre del af landet, længe før han blev kronvidne for særdomstolen.

Lofa County er smukt og fattigt. Landskabet er kuperet. Langs vejene står 70 meter høje kapoktræer. De ældste stod der allerede, da slavehandlere for 250 år siden tvang folk fra regionen ombord på skibe med retning mod vest. Røgfaner stiger op over skovene. Bønderne rydder jorden for at gøre plads til rismarker.

Landsbyen Kamatahun Hassala ligger på en bakke. Husene er lavet af lersten, tagene er af bølgeblik. Der er også en lille moské. Vidnerne i retten har beskrevet netop denne landsby. I deres erindringer huskes den som et helvede på jord. Under krigen blev hundredvis af mennesker fra det omkringliggende område gennet sammen her. Snesevis blev brændt levende i hytterne.

I retten hævdede vidner, at det var en soldat, der kaldte sig Angel Gabriel, der gav ordrerne. En mand berettede, hvordan netop denne kommandant torturerede ham med elektriske stød og derefter urinerede ham i munden. En anden fortalte, at Angel Gabriel lod en mand dræbe for at lave suppe af ham. Fortællingerne portrætterer Angel Gabriel som massakrens afgørende karakter.

Hvem var soldaternes kommandør?

Der tegner sig et andet billede, når man som journalist tager alene til Kamatahun Hassala, uden dommer eller anklager, for at tale med overlevende på stedet.

Varfee Konneh bor i et lille hus med to værelser. I soveværelset hænger en plakat af den amerikanske sangerinde Alicia Keys. Konneh dyrker ris lige uden for landsbyen på marker, han har ryddet til formålet. Da soldaterne kom, var han 12 eller 13 år gammel.

Han fortæller, at han så det hele. Hvordan folk blev gennet ind i et af husene, unge mænd og gamle mænd, kvinder og børn. Ilden. Døde.

Han overlevede kun, fordi soldaterne brugte ham som stikirenddreng, siger Konneh. Han lavede mad og hentede vand. Én af de gange, han hentede vand, flygtede han.

Hvem soldaternes kommandør var? Konneh siger kun ét ord: “Zigzag.”

Joseph “Zigzag” Marzah var en berygtet kommandør i Charles Taylors hær, en mand, der selv efter krigen pralede med at have spist mennesker. Få navne har spredt så meget rædsel i Liberia. Marzah lever i dag som en fri og ustraffet mand. 

Tre andre mænd i landsbyen, som fortæller, at de var øjenvidner til massakren, nævner netop dette navn over for DIE ZEIT. De siger alle, at Joseph Marzah gav ordrerne.

Konneh fortæller, at soldater fra Sierra Leone også var til stede under drabene i Kamatahun Hassala. Men hverken Konneh eller nogen af de andre mænd kan huske en mand, der kaldte sig enten “Angel Gabriel” eller Gibril Massaquoi. Ingen af disse landsbyboere har vidnet for den finske domstol.

Da Konneh efter mere end et år på flugt vendte tilbage til landsbyen som del af en mindre gruppe af flygtninge, var landsbyen tom og overgroet med planter. “De første par nætter,” siger han, “hørte vi stemmer i mørket.” Det var spøgelser, siger han.

Hvad sagde de?

“Alilor e va ngor? Zizamazza lov e par ngor.”

Hvem dræbte mig? Zigzag Marzah dræbte mig.

Kaarle Gummerus, Massaquois forsvarsadvokat, sidder på sit hotelværelse i Monrovia iført polotrøje og gymnastikshorts og peger på skærmen på sin bærbare computer. Han har lavet en liste i et Excel-ark med de vidner, som det finske politi har afhørt. De fleste af dem fik vist et udvalg af tolv billeder med ansigter på, hvoraf Massaquoi var et af dem. Det var meningen, at vidnerne skulle identificere ham.

I Excel-regnearket har advokaten sorteret vidnerne efter tid og sted for afhøringen. Hvis vidnet har valgt Massaquois billede, er cellen mørkegrøn. Dem, der ikke identificerede Massaquoi, vises som blå celler, og dem, der ikke var sikre, vises som grå.

Gummerus peger på blokken af vidner fra Lofa County: Der er næsten alle celler blå, med et par grå imellem. Ikke en eneste flise er grøn. Ikke et eneste af vidnerne fra Kamatahun Hassala eller de omkringliggende landsbyer identificerede Gibril Massaquoi som gerningsmanden.

71 af de 91 vidner fik vist billederne, og kun otte identificerede Massaquoi. De kom alle fra hovedstaden Monrovia. Overfor deres anklager har Massaquoi et alibi.

“Mærkeligt, ikke sandt?” siger Gummerus.

Manden, der startede hele sagen, sidder på tagterrassen på Boulevard Palace Hotel i Monrovia. Heroppe er byens lyde og bilernes dytten blot en fjern brusen. Hassan Bility viser sine ar frem, et i hver armkrog. “Det er det mærke, han efterlod.” Han hentyder til Massaquoi. Det er der, rebet skar sig ind i kødet på ham. Bility er en lille mand med let udstående ører. Han er den mest kendte menneskerettighedsaktivist i Liberia.

De ar, han viser, er resultatet af en torturmetode, der var udbredt under borgerkrigen i Liberia: Armene bindes så stramt bag ryggen, at albuespidserne rører hinanden. Det er umådeligt smertefuldt. I løbet af få minutter mister man al følelse i armene. Bility siger, at det var Massaquoi, der bandt ham på denne måde tilbage i 2002 i en af Taylor-regimets torturkældre i Klay Junction, 35 kilometer nord for Monrovia. Det er det tredje påståede gerningssted. Den finske anklagemyndighed har sigtet Massaquoi for tortur baseret på Bilitys beretning.

Bility var journalist og en af de få, der vovede at skrive kritisk om Charles Taylor. Han blev flere gange arresteret, tortureret og udvist af landet af Taylors sikkerhedsstyrker. Bility tog til USA. Efter krigen kom han tilbage og grundlagde NGO´en Global Justice and Research Project. Bilitys organisation indsamler beviser mod liberianske krigsforbrydere, der bor i udlandet, og sender dem videre til europæiske og amerikanske anklagere. Som følge af hans arbejde sidder flere krigsforbrydere allerede i fængsel, blandt andet i Schweiz og USA. 

I 2009 optrådte Bility som vidne i retssagen i Haag mod Charles Taylor. Her nævnte han, at Massaquoi havde tortureret ham. Bility husker det således: “Han spurgte mig, om jeg vidste, hvad navnet Gibril betød, og jeg sagde ja, fordi jeg taler arabisk. Jeg sagde, at det betyder Gabriel. Han sagde: ‘Okay, jeg er din engel Gabriel’.”

Hvordan passer det hele sammen?  

På det tidspunkt bekymrede ingen sig om den udtalelse. Sagen handlede om Taylor, ikke om Massaquoi. Det var først senere, at Bilitys organisation indsamlede flere beviser på Massaquoi’s skyld – og gav anledning til hans anholdelse i Finland.

Det mærkelige er, at Bility er den eneste, der nogensinde nævnte, at Massaquoi havde kaldt sig “Angel Gabriel.” I ingen af de mange tekster om RUF, i intet interview, i ingen anden kilde – ikke engang i rapporten fra Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sierra Leone, som er flere tusinde sider lang – bliver dette nom-de-guerre, dette dæknavn, nogensinde brugt.

Lige indtil den finske retssag. Her sagde langt de fleste vidner pludselig, at Massaquoi havde kaldt sig “Angel Gabriel.“

Hvordan passer det hele sammen?

Forklaringen er måske, at de finske politifolk omkring Elfgren havde brug for hjælp, da de kom til Liberia for at efterforske. De havde brug for nogen, der kendte landet, som kunne finde vidner og oversætte interviews. De havde brug for en fixer.

Den, der ved så lidt om et land, som finnerne gør om Liberia, er prisgivet sine lokale assistenter. Tolkene kontrollerer, hvad de udefrakommende forstår, og hvad de ikke forstår. Finnerne ansatte en mand ved navn Albert Kollie, som var en af 14 ansatte i Hassan Bilitys NGO. Finnerne brugte ham i flere måneder og betalte hans løn i perioden. Kollie var uundværlig for dem. Han fandt næsten alle de vidner i Monrovia og Lofa County, der vidnede mod Massaquoi i retten.

Kollie skulle ikke selv interviewe potentielle vidner, men kun føre dem videre til det finske politi, som så skulle gennemføre interviewet. Det var vigtigt: Erindringer er lette at manipulere. Alene det at nævne navnet på en mistænkt kan føre til, at vidner tror de genkender ham som gerningsmanden. Ofrene er nødt til selv at komme på navnet.

Kollie beskriver i retten sin fremgangsmåde således: “Jeg spurgte vidnerne, om de var villige til at fortælle om RUF’s aktiviteter. Jeg nævnte ingen navne. Jeg sagde til dem, at de bare skulle fortælle politiet, hvad de havde oplevet. Nogle ville have flere oplysninger, men så sagde jeg ’nej’ til dem.”

Enhver, der følger den fremgangsmåde, vil løbe ind i mange blindgyder og føre talrige samtaler med folk, der husker krigen, husker mord – men ikke husker den mistænkte. Det ville under normale omstændigheder være spild af tid. 

Men det skete ikke.

På bare tre en halv måned fandt Kollie snesevis af vidner, der beskyldte Massaquoi for utallige forbrydelser i Monrovia og Lofa County. Det er spektakulært. Da Kollie skal forklare i retten, hvordan det er lykkedes ham, fortæller han, at han bare tog rundt i byen. “Jeg tog hen til Ataya-butikkerne,” siger han – steder i centrum af Monrovia, hvor der serveres grøn te med mynte. Andre vidner fandt han i den offentlige transport, i busser og i deletaxaer. Sågar ved et sæbekøb opdagede han et potentielt vidne. Hver gang overhørte han folk tale om krigen. Kollie fortæller, at han aldrig eksplicit spurgte efter Massaquoi.

Massaquois advokat synes det virker mere og mere usandsynligt. Han spørger, hvorfor hvert eneste vidne, Kollie fandt, kunne huske lige præcis Massaquoi, af alle mennesker.

“Det ved jeg ikke, jeg accepterede bare, hvad de fortalte mig,” sagde Kollie.

Insisterede han på, at vidnerne skulle nævne Massaquoi?

“Nej, slet ikke.”

Albert Kollie fortæller, at han stødte på Gibril Massaquoi overalt. At det ikke kan være rigtigt bliver klart, når man kaster atter et blik i rapporten fra Liberias Sandheds- og Forsoningskommission fra 2009. Kommissionen registrerede mere end 17.000 vidneudsagn fra krigen. Men hverken Gibril Massaquoi eller “Angel Gabriel” nævnes nogensinde. Hvis Massaquoi havde begået krigsforbrydelser i Liberia, var det sket i al hemmelighed. Der kan ikke være så mange mennesker, der kan fortælle historier om lige netop det.

Hvorfor opdagede de finske efterforskere så ikke, at noget var galt?

På et tidspunkt under interviewet med dommeren Juhani Paiho, bemærker han, at folk har en tendens til at glatte historier ud, lede efter sammenhænge, udfylde huller. Specielt i fremmede lande er der ofte ingen anden måde at gå frem.

Albert Kollie gav de finske politiefterforskere, hvad de ville have: en skyldig. Det tog de velvilligt imod.

Det lader sig ikke bevise

Helt ubevidst havde den finske domstol selv givet et incitament, der kunne gøre det nemt at manipulere vidner. Alle, der vidnede i retssagen, fik en rejsegodtgørelse, der efter finske standarder var lille, men enorm efter liberianske. De fleste vidner tog hjem med omkring 100 dollar, og nogle, der sagde, at de kom langvejs fra, fik op til 500 dollar. Udover dækning af rejseudgifterne fik vidnerne en daglig godtgørelse på 20 dollar.

Retsformanden Juhani Paiho mener dog ikke, at dette har påvirket vidnerne i større grad. Men af og til virker det ikke til, at finnerne helt forstår, præcis hvor fattige de mennesker, der sidder foran dem, er. Medianindkomsten i Liberia er to dollars om dagen. Mange af vidnerne tog så mange penge med hjem, at de kunne brødføde deres familier i flere måneder.

Der er ingen garanti for, at den fysiske nærhed bringer dig tættere på sandheden. Man kan være meget tæt på og alligevel kun se forbi. Man kan rejse langt og alligevel misforstå det hele. Men retssalen er også et godt korrektiv. I krydsforhør falder opdigtede historier og løgne ofte fra hinanden.

Retssager om krigsforbrydelser er nødt til at indeholde en mulighed for frifindelse. De skal demonstrere, at der i en retsstat er vide rammer for at vurdere beviser. Selv en person som Gibril Massaquoi, der var dybt involveret i en af de seneste årtiers grusomste krige, skal kunne håbe på en da at komme hjem som fri mand, hvis de forbrydelser, han er anklaget for, ikke kan bevises. Selv en dårlig mands  frifindelse kan være rigtig.

Det er en kold, regnfuld dag i november 2021 i Tammerfors. Alle vidnerne i Liberia er blevet afhørt, og de påståede gerningssteder er blevet besigtiget. Retten er tilbage i Finland, og Massaquoi bliver afhørt for anden og sidste gang. Han er iført en sort bomberjakke og en grå rullekrave.

Hans forsvarsadvokat spørger ham: “Hvor mange gange besøgte du særdomstolen i foråret 2003 og sommeren 2003?”

“Flere gange. Når de måtte have brug for mig.”

“Skete det nogensinde, at efterforskerne ønskede at se dig, og du ikke var der?”

“Nej, aldrig.”

Fra kl. 9.30 til 18.00 den dag i november afgiver Massaquoi detaljerede oplysninger. Han forbliver rolig, han tager noter, alt, hvad han nævner, lyder plausibelt. Til sidst siger han: “Ingen ved deres fulde fem ville gøre det, som anklagemyndigheden beskylder mig for.” Ingen ville forlade sikkerheden i et vidnebeskyttelsesprogram og drage ind i en krigszone, ind i en megaloman diktators rige, der fik sine fortrolige dræbt i dusinvis fordi han mistænkte dem for forræderi.

Massaquoi har et alibi for mordene i Monrovia. Ingen af de påståede vidner i Lofa County kan identificere ham. Og i tilfældet med torturen i Klay Junction er det den ene mands ord mod den andens. “Jeg var der aldrig,” siger Massaquoi.

Alt dette betyder ikke, at Massaquoi er uskyldig. Måske dræbte han i Liberia, måske torturerede han virkelig Hassan Bility. Men det kan ikke bevises.

Dommen falder den 29. april 2022, skriftligt nedfældet og sendt pr. e-mail: “Den anklagede Gibril Massaquoi frifindes for alle anklager,” står der på side 31 af 850 sider.

Kaarle Gummerus, Massaquois forsvarsadvokat, fortæller i telefonen, at han vil kræve en erstatning til sin klient på flere hundrede tusinde euro for den lange tid i fængsel.

Tom Laitinen, statsanklageren, har appelleret dommen. Massaquoi siger selv, at han vil skrive en ph.d.-afhandling – om sin egen retssag.

Denne artikel er vinder af The European Press Prize 2023 i kategorien “Distinguished Reporting Award”.
Genudgivelsen sker med venlig tilladelse fra European Press Prize.
Besøg www.europeanpressprize.com for mere fremragende journalistik. Distribution via Voxeurop Syndication Service.

Oversat fra tysk af Johan Bolding Rasmussen