At leve i katastrofernes tidsalder

Der henvises oftere og oftere til mellemkrigstiden for at forklare nutiden: kriser og katastrofer, krig og fjendskab synes overalt, og det kan føles som om, vi har oplevet det hele før og ved, hvordan det ender. Men hvordan var stemningen af katastrofe egentlig i mellemkrigstiden? Hvordan blev fremtiden beskrevet og frygtet? I denne artikel vender professor i idéhistorie Mikkel Thorup tilbage til mellemkrigstidens fremtidsforventninger. Ikke fordi det samme vil ske i dag – historien gentager sig ikke, det var en helt anden tid – men fordi vi der kan finde eksempler på, hvordan der blev tænkt og handlet i katastrofernes skygge.

Den 28. januar 1919 holdt den tyske sociolog Max Weber sin berømte tale ”Politik som levevej” for en studenterforening på Ludwig Maximillian-universitetet i München. Lokalet var fyldt med unge studerende, der enten lige var kommet hjem fra skyttegravene i 1. verdenskrig, eller som planlagde kup og revolutioner i den nære fremtid.

Webers foredrag blev holdt i den revolutionære periode mellem krigsafslutningen i november 1918 og underskrivelsen af Weimar-forfatningen i august 1919, hvor monarkiet faldt og de politiske grupperinger kæmpede om magten.

Få uger efter foredraget, i april 1919, udbrød der borgerkrig i München, og der blev udråbt en bayersk sovjetrepublik, også kendt under navnet Münchens rådsrepublik, der allerede 1. maj samme år blev nedkæmpet militært med tæt ved 2.000 døde. Mange af dem, der nedkæmpede kuppet, var frikorps-soldater, herunder Rudolf Höss, der senere skulle blive kommandant i Auschwitz. 

Fire år senere, i november 1923, forsøgte Hitler sit såkaldte ølkælder-kup i München. Overalt i Tyskland var der kup, kupforsøg, udråbelse af nye republikker og væbnede sammenstød mellem politiske partisoldater i en tumultarisk og skrøbelig Weimar-republik.

Vidner til Webers foredrag beskriver ham som ”bleg og afrakket” og som en mand, der rejste sig dybt nede fra afgrunden for, imod alle muligheder for succes, at tale moderation og realisme til en tidsalder, hvor verden var hoppet af sine hængsler.

Weber lægger ud med at sige, at foredraget vil skuffe dem alle – god måde at starte på! – særligt fordi han ikke vil sige det, de alle sukker efter; hvilken politik man bør føre. Foredraget handler i stedet om de nye vilkår for det politiske liv. Det handler om massificeringen af det politiske, opkomsten af storstaten, af bureaukratiet, af massepartier, af massemedier og nye typer af politikere og journalister.

Weber ønsker at indpode en fornemmelse af magtens ansvar i sine tilhørere, men han slutter af med at sige: ”Det er ikke sommerens blomstring, der ligger foran os, men i første omgang en polarnat af isnende mørke og hårdhed, uanset hvilken gruppe, der nu sejrer i ydre forstand.” Det væsentlige her er den bagvedliggende præmis, at enorme kræfter er blevet skabt og sat fri. Kræfter, der ikke kan håndteres med en gammel tidsalders politik.

Fremtiden truer

Denne artikel handler om det brud med den gamle verden, som 1. verdenskrig skabte og afslørede, og den febrilske jagt på den nye politik, der udspillede sig i den europæiske mellemkrigstid. Fortiden var ovre og fremtidsudkastene eksploderede. Mellem fortiden, der var forbi, og fremtiden, der ikke var her endnu, var samtiden et overfyldt rum, der overpolitiserede alt. Fremtiden var åben og uafgjort. Man vidste, hvad fremtiden tilhørte, men ikke hvem den tilhørte. 

For Weber var der bare tale om forskellige sejre i ydre forstand, marginale forskelle i en polarnat af isnende mørke og hårdhed. For de fleste andre var der altafgørende, eksistentielle forskelle mellem friheden og katastrofen. Efter 1. verdenskrig gik det tyske kejserrige, det østrig-ungarske dobbeltmonarki og det osmanniske rige alle under. 

Den tjekkiske forfatter Franz Kafka blev i efteråret 1918 ramt af den globale influenzaepidemi kaldet den spanske syge, der endte med at koste 20 millioner mennesker livet på verdensplan. Han gik i koma som undersåt i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Da han vågnede nogle uger senere, var han borger i den nye tjekkoslovakiske stat. Store dele af hans forfatterskab kan sikkert forklares som forsøget på at forstå den opvågning.

Der var selvstændighedsbevægelser overalt. Ho Chi Minh, den senere leder af det vietnamesiske oprør imod den franske kolonialmagt og sidenhen også USA’s indblanding, forsøgte i 1919, under Versailles-forhandlingerne, at få et møde med den amerikanske præsident Woodrow Wilson for at fremme sin sag om et uafhængigt Vietnam. Wilson var ikke interesseret, men krigen havde udløst en bølge af antikoloniale oprør. I Europa krævede først arbejdere, så kvinder en politisk stemme. Socialdemokrater og kommunister organiserede massebevægelser, og kvindebevægelsen blev stadigt mere synlig, med den britiske suffragette-bevægelse som tydeligste eksempel. For mange var det trusler imod det beståede, kaoskræfter. 

Liberalismen og monarkismen, det 19. århundredes vigtigste politiske kræfter, var løbet tør for energi og overbevisningskraft. Selv deres tilhængere indså, at deres tid var ovre. Hvordan, spurgte man, kan man stabilisere et styre uden monarkiets transcendens eller den liberale elites overhøjhed? 

I stedet opstod det, man i samtiden kaldte et ”forfatningsorgie”: Nye stater opstod, republikker blev udråbt og forfatninger for nye stater blev skrevet. Verden kunne pludselig skrives om. Den massive mobilisering ved fronten og i baglandet og politisering af krigen gjorde, at det aktiverede folk ikke kunne kaldes tilbage til orden. Alt var politisk – og det meste politik var militant.

Lad os huske på 1. verdenskrigs massive rædsler og opkomsten af nye krigsteknikker: fly og dermed luftbombardementer, tanks, ubåde, giftgas – en motoriseret krigsførelse i hidtil uset skala. Som den engelske historiker Eric Hobsbawm skriver i sit mesterværk om det 20. århundrede fra 1994, Ekstremernes århundrede: ”Folk, der blev voksne i løbet af 1930’erne forventede en ny verdenskrig. Forestillinger om grupper af krigsfly i færd med at kaste bomber over storbyer, eller om uhyggelige skikkelser i gasmasker, der famler sig frem i blinde gennem skyer af giftgas, forfulgte min generation som mareridt.” Katastrofen lå i luften. 

Gigantkonflikternes tidsalder

Den tyske kulturhistoriker Oswald Spengler skrev i det meget tidstypiske værk Vesterlandets undergang fra 1918: ”Vi lever nu i gigantkonflikternes tid, hvor politik nu er en krig uden krig; en krig hvor man overbyder hinanden med rustninger og kampberedskab; en tallenes, tempoets og teknikkens krig.”

Der var blandt mange i tiden en ny fornemmelse af faustiske kræfter. Den italienske digter Filippo Marinetti skrev i 1909 det futuristiske manifest, hvor han hyldede ”fartens skønhed”, farten som et nyt vilkår. Og netop futurismen med dens samtidige begejstring over skabelse og ødelæggelse, dens forbindelse til den kunstneriske kreativitet, men senere også til fascismen, og dennes kobling af fremskridt og krig, viser udviklingens ambivalens. Katastrofen kunne også være en længsel.

På den ene side har vi den amerikanske industrimagnat Henry Fords tale om ”menneskets herredømme over sine omgivelser” som følge af de nye tekniske og organisatoriske landvindinger, som hans eget navn sammen med Frederick Taylors kom til at symbolisere. Men denne frisættelse af kræfter truede på den anden side også med at underminere eller eksplodere det hidtil herskende samfunds bærende principper. I tidens skriverier var der en klar ambivalens forbundet med, hvad denne udløsning af potentiale, denne opskalering af sociale og økonomiske kræfter til enormitet, egentlig ville føre til. 

Ville de politiske eliter kunne styre denne udvikling, eller var det udviklingen, der styrede og i sidste ende styrtede sammen? Liberale havde mistet troen på liberalismen. Den engelske socialliberale politiker Leonard Trelawny Hobhouse skriver i en lille bog, Liberalisme, fra 1911: ”Den gamle liberalisme er en uddød form, et fossil, der ovenikøbet ligger ubekvemt placeret mellem to meget aktive og energisk bevægende møllehjul – den plutokratiske imperialismes øvre møllehjul og det sociale demokratis nedre møllehjul.”

Storstaten, gigantplanlægningen, massebureaukratiet og megahæren. Samtidig var en ny kraft opstået meget lig situationen i 1789 med den franske revolution, der åbnede en helt ny politisk situation. Den russiske revolution var alternativet i øst, der talte begejstret om ’fremtiden’ og ’det nye menneske’, og som med sin sejr syntes at bevise, at den gamle verden bare manglede det sidste skub ud over klippen.

Den gamle verdens endeligt

Hvis kup og revolution var de to mest prægnante politiske handlingsudtryk i tiden, så var forfatninger og manifester de to vigtigste politisk-litterære genrer. De besidder nu, som dengang, genremæssigt en særlig opildnet, højtidelig retorisk stil. De abonnerer på ’det selvindlysende’ og har en stærk affektiv, resonansskabende kraft; hævder at repræsentere et ’vi’, der ellers ikke ville eksistere uden den tekstuelle intervention. Manifester konstruerer især en ’historie’ om undertrykkelse op til dette øjeblik ved at opremse klagepunkter og krav og udfordre den gældende magt, og de skaber og markerer et brud i historien. De iscenesætter et skel mellem før og nu, imens de udtrykker en utålmodighed med forhandling. ’Argumenternes tid er forbi,’ siger det politiske manifest, ’Nu er det handlingens tid’.

I tiden efter årtusindskiftet var der en udtalt fornemmelse af, at den gamle verden havde været for længe om at dø. Allerede i 1909 havde Marinetti i det Futuristiske manifest, der netop tiljublede kraften og farten, alle folk under 30, flyet, bilen og krigens destruktion som skabelse, skrevet:

”Vi vil befri dette land for dets stinkende koldbrand af professorer, arkæologer, turistførere og oldtidsdyrkere.”

”Fat jeres hakker, økser, hamre og bryd ned, bryd de gamle, tilbedte byer ned uden skånsel.”

Den nye verden hastede. Tiden havde gjort den nødvendig. Krigen havde gjort den mulig. Filosoffen Martin Heidegger snakkede om ”øjeblikket”, forfatteren og soldaten Ernst Jünger om ”drabet” og ”krigen”, juristen Carl Schmitt om ”beslutningen” og ”undtagelsen” og filosoffen Walter Benjamin om ”historiens engel”. Alle repræsenterer de tilværelses-metafysikker, der mener, at det virkelige bryder frem i det usædvanlige moment. Livet manifesterer sig pludseligt og dramatisk i et intenst nu, der bortjager al den mekaniske stivhed og åndløse gentagelse, der ellers hersker overalt. 

Grundlæggeren af arkitekt- og kunstakademiet Bauhaus, Walter Gropius, skriver i november 1918: ”Efter krigen begynder det at dæmre for mig. Nu er det slut med alt det gamle.” Han kaster sig derfor ud i oprettelsen af ”Arbejdsrådet for kunst” og drømmer om arkitektur for det nye samfund, en gennemgribende masseskalering og omorganisering af det kollektive liv. Krigen, tænker han, var en nødvendig indre renselse for nu at kunne skabe det helt nye: fremtidens drømmebyer.

I 1919 skrev den engelske økonom John Maynard Keynes The Economic Consequences of the Peace, der er en stærk fordømmelse af de vestlige politikere, som efter 1. verdenskrig absolutiserede og prioriterede nationens interesser over fredens, velstandens og verdens. En af bogens påstande var, at perioden før 1. verdenskrig nok var hård, men at de fleste folk var tilfredse. Der var muligheder for de driftige fra alle samfundslag, for god infrastruktur og for en tilbagetrukken stat i en åben verden. ”Folk kunne rejse til ethvert land eller klima uden pas eller anden formalitet”, og endnu vigtigere antog man ”denne tingenes tilstand som normal, sikker og permanent, undtagen i retning af stadig forbedring og enhver afvigelse herfra som atypisk, skandaløs og mulig at undgå.”

Keynes registrerede et brud med det 19. århundredes liberalisme, og samtidig en kritik, der tager sin begyndelse allerede i årtierne før 1900, men som bliver stadig kraftigere op imod og under 1. verdenskrig, for dernæst at blive en af de dominerende idéer i mellemkrigstiden. 

Hans observation af en transformation af liberalismens idé og status ledte ham frem til den konklusion, at ”det 19. århundredes kræfter har haft deres tid og er udmattede. Den generations økonomiske motiver og idealer tilfredsstiller os ikke længere. Vi må finde en ny vej og må lide under ondet og endelig fødselsveerne for en ny industriel fødsel.”

Det blinde antals magt

Det gamles død og det nyes løfte – om paradis eller katastrofe – samles især i tre begreber: revolution, masse og det totale. De tre samles så igen i begrebet og forestillingen om massesamfundet:

Nutidens og fremtidens politik, som stort set alle var enige om, var massepolitik – og fremtiden tilhørte derfor de kollektivistiske ideologier: kommunismen, fascismen og sidst nazismen. Fremtiden tilhører den, der kan stille sig i spidsen for og læse massen. Politik er bevægelsen af ”det blinde antals magt”, som den franske massepsykolog Gustave Le Bon havde skrevet i 1895 i det, der blev en af mellemkrigstidens mest indflydelsesrige værker. Han skrev:

”På ruinerne af alle de ideer, der før blev anset for sande, men som i dag er døde, og af alle de magthavere, revolutionerne efterhånden har fejet bort, er dette den eneste magt, der har rejst sig, og den synes snart at skulle opsluge alle de andre. Mens vore gamle overbevisninger falder og forsvinder, mens samfundets hidtidige støttepiller én efter én synker i grus, er massernes magt den eneste kraft, som intet truer, og hvis prestige vokser dag for dag. Den tidsalder, vi nu bevæger os ind i, vil derfor i sandhed blive MASSERNES ÆRA.”

En anden massetænker, den spanske filosof José Ortega y Gasset, skrev i 1931: ”gennemsnitsmennesket, der før blev ledet, har besluttet at regere verden.” Politik var nu eksistentiel. Faustiske kræfter var sluppet løs, og som man ser skrevet af folk fra højre som Carl Schmitt, Benito Mussolini og Adolf Hitler og fra venstre som kommunisterne Georg Lukács eller Vladimir Lenin: Kun den, der har modet til at erobre og bruge masserne, vil vinde. Den, der af moralske eller andre hensyn fravælger masserne, vælger sit eget endeligt.

Føreren dukker op som både med- og modfiguren til massen. Weber snakker om føreren, Hitler og Mussolini snakker om føreren, og Lenin snakker om avantgardepartiet. Det gælder om kraftfuldt at positionere sig som spydspidsen i den nye gigantiske menneskestrøm for den kommunistiske eller nationale revolution.

Ikke kun magtovertagelsens betingelser har ændret sig. Løftet om, hvad politik kan udrette dagen efter revolutionen, har også ændret sig dramatisk og kan samles i begrebet om ’det totale’, der er et grundbegreb i tiden. Den tyske general Erich von Ludendorff skrev om den ’Den totale krig’ (1935), Ernst Jünger om ’Den totale mobilisering’ (1930), og den nazistiske jurist Ernst Forsthoff om ’Den totale stat’ (1933). Kulminationen sker med topnazisten og propagandaministeren Joseph Goebbels, der i 1939 talte om nazismens totale revolution: ”Vores revolution er total. Den har omfattet alle områder af det offentlige liv og ændret dem nedefra og op. Den har fuldstændig omdannet og genskabt forholdet mellem mennesker, til staten og til selve livet.” 

Det totale svarede til en erfaring i tiden – af massesamfundet og gigantkræfterne – og til et løfte om fremtidens politiske muligheder, det altomfattende, det helt nye, den totale oprydning og den endelige løsning. I 1932 skriver Mussolini sammen med filosoffen Giovanni Gentile (oprindeligt liberal, men blev i 1923 undervisningsminister i det fascistiske Italien) teksten Fascismens doktrin, der kombinerer futurisme med nationalisme, vold med vilje og ’det totale’ som omdrejningspunkt for al politik: ”alle nutidens politiske eksperimenter er anti-liberale (…) det omfattende, eller som fascisterne siger, ’det totalitære’ omfang af dets doktrin, der ikke bare angår politisk organisering og politiske tendenser, men også med nationens hele vilje, tanke og følelse.”

Samme år inviterede Stalin til sammenkomst hos den hjemvendte forfatter Maxim Gorky og sagde: ”Vores tanks er nytteløse, hvis de sjæle, der skal styre dem, er lavet af ler. Det er derfor, jeg siger, produktionen af sjælen er vigtigere end produktionen af tanks. Derfor hæver jeg mit glas for jer forfattere, sjælens ingeniører.” 

Året efter tager nazisterne magten i Tyskland, og som den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt skrev i sit trebindsværk om totalitarismens opståen: ”Totalitær terror er virkeliggørelsen af bevægelsesloven; dens hovedformål er at gøre det muligt for naturens eller historiens kræfter at fare frit gennem menneskeheden, uhindret af enhver spontan menneskelig handling.”

Walter Benjamin skrev i sine historiefilosofiske teser fra 1940, kort før han begik selvmord på grænsen mellem Frankrig og Spanien på flugt fra nazisterne, et lille fragment om en engel. Fragmentets afslutning lyder: ”Men fra paradis blæser en storm, der har tag i dens vinger og er så stærk, at englen ikke kan folde dem sammen. Denne storm driver den ubønhørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen, mens ruinerne foran vokser op i himlen. Hvad vi kalder fremskridt, er denne storm.”

Dengang – og nu?

Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde angiveligt engang, at historien ikke gentager sig, men nogle gange rimer. Og det er tydeligt, at mange i dag ser mellemkrigstiden som noget, der rimer med deres oplevelse af nutiden og ikke mindst med deres forventninger til fremtiden. Populisme, finanskrise og autoritære regimers fremmarch synes at foreslå en gentagelse. Den globale og accelererende klimakrise og et politisk system, der tilsyneladende er inkompetent eller uvilligt til virkelig at adressere truslen, fremmer en generel følelse af usikkerhed og venten på katastrofens flodbølger.

Vi bruger historiske sammenligninger til at reducere nyhedsværdien af noget. Den historiske sammenligning siger, at vi faktisk ved mere om nutiden, end vi ellers tror, og en del mere om den sandsynlige fremtid, fordi vi nogenlunde har set det før. Historiske sammenligninger tjener to ofte forbundne formål: at forklare nutiden og fremtiden, samt at afsige værdidomme allerede i nuet.

Det er ikke givet, at fortiden er en god guide til hverken nutid eller fremtid. Vi har en tendens til at udpege de ting i fortiden, vi synes passer på det nu, vi befinder os i, for at kunne låse det aktuelle historiske forløb fast i fortidens begivenhedsrække. Det her er ikke stedet at vurdere, hvor ensartede eller forskellige dengang og nu er, eller hvor katastrofal vores nutid er og vores fremtid kan blive. 

Det, som et historisk tilbageblik kan lære os, mere end en forsikring om, hvordan det ender, er det stik modsatte, nemlig at historien er åben, at den skabes af folk midt i begivenhedernes stormhvirvel. Men også, at vi altid fortolker nutiden med de redskaber, vi har, herunder vores forestillinger om fortiden og vores drømme og rædsler om fremtiden. Vi er historiefortolkende dyr, og særligt når vi oplever at leve i katastrofale tider, bliver historien vigtig: både som guide og ressource og som bevidstheden om, at vi handler i nuet på fremtidens vegne.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet.