Forfattere og folkemord

Hvilken rolle bør det nazistiske regimes kulturelle institutioner og deres forsøg på at skabe internationale relationer spille som forskningsemne, uden at det derved fjerner fokus fra det, der må og bør være historiens lære?  Hvad betyder et nationalsocialistiske forsøg på at skabe nordiske og europæiske kulturinstitutioner i sammenligning med regimets forbrydelser? De spørgsmål reflekterer Frederik Forrai Ørskov over i dette essay, der tager udgangspunkt i hans nyligt afleverede PhD-afhandling.

I oktober 1941 opholdt to internationale forsamlinger sig i og omkring den tyske by Weimar. 

Den ene lod sig fotografere foran monumentet af Goethe og Schiller i Weimars gamle bykerne og besøgte Tiefurt-slottet, hvor de to sammen med andre af Weimarklassicismens digtere havde mødtes over en årrække. Den anden befandt sig knap 10 kilometer væk, nordvest for Weimar, på Große Ettersburg-højdedragets skråninger; et højdedrag, Goethe eftersigende havde haft for vane at bestige for at arbejde under et af de mange bøgetræer, som havde beklædt skråningen inden store dele af denne bøgeskov – Buchenwald på tysk – i 1937 måtte lade livet og give plads til et lejrsystem, der i løbet af de næste 8 år voksede sig støt større. (“Goethes bøg” var det eneste træ i lejrens hovedområde, som lejradministrationen lod træfældningen gå forbi. Det blev til gengæld ramt af allierede bombardementer i 1944, hvorefter kun træstubben stod til at redde ). 

Den ene forsamling bestod af godt 37 forfattere fra tysk-besatte og -allierede europæiske lande. Mange af dem havde forinden været på en digterrejse gennem det såkaldt ”nye Tyskland,” betalt af det tyske Propagandaministerium. Alle var de æresgæster ved en stort anlagt kongres for tyske forfattere, hvor kongressens vært, Det Tredje Riges propagandaminister Josef Goebbels, henvendte sig til dem og deres tyske kollegaer i den Neue Sachlichkeit-prægede Weimarhalle. Den anden forsamling bestod af den betydelige del af Buchenwald-koncentrationslejrens lejr- og krigsfanger,^[1] der i løbet af krigens første år var blevet fragtet dertil fra Europas tyskbesatte lande, især Polen og Holland, samt et stort antal sovjetiske krigsfanger. 

På kongressen underskrev en del af de forsamlede forfattere desuden et stiftelsesdokument, der formaliserede dannelsen af Die Europäischen Schriftsteller-Vereinigung [Den Europæiske Forfatterforening], en forening hvis første møde fandt sted et år senere, hvor mange af forfatterne samt flere af deres kollegaer igen drog til Weimar. Ifølge historikeren Benjamin G. Martin repræsenterede denne organisation og dens konferencer ”et højdepunkt i det nazistiske forsøg på at redefinere europæisk kultur i Hitler-imperiets tjeneste.” I koncentrationslejren og dens satellit-lejre satte i omegnen af 250.000 fanger fra mere end 35 lande deres fødder inden krigens afslutning – for omkring 56.000 af dem var lejrene det sidste sted, de efterlod sig fodaftryk. 

Kontrasten mellem de to former for ”internationalisme”, jeg her har skitseret, er skarp: Den bevidst iscenesatte kulturelle internationalisme på forfatterkongressen overfor koncentrationslejrens multinationale fangesammensætning. At sammenstille en flok rejsende og kongresdeltagende forfattere, inviterede og feterede af det nationalsocialistiske regime, på den ene side, og det selvsamme regimes ofre, fragtet til Buchenwald fra alle hjørner af Europa og behandlet som undermennesker, i mange tilfælde med døden til følge, på den anden, forekommer formentlig absurd. Når jeg alligevel stiller de to forsamlinger op side-om-side, er det med håb om, at modsætningen spidsformulerer en problemstilling, der mere principielt også gjorde sig gældende, da jeg skrev min PhD-afhandling, og som måske kan udfordre dets moralske forankring: Hvordan kan historikeren forsvare at skrive om forfatterne i Weimar og ikke folkemordet, der fandt sted knap 10 kilometer derfra?

Og kontrasten kunne endda have været tegnet endnu skarpere op. For nok var Buchenwald barbarisk, men endnu værre bliver det, hvis blikket flyttes østpå til de områder, Timothy Snyder har kaldt Europas ”Bloodlands,” hvor landsbyer og bydele blev udryddet i massehenrettelser, ligesom så godt som ingen af de over en million – i overvejende grad jødiske – mennesker, der blev sendt til udryddelseslejrene i Treblinka, Bełżec, Sobibór og Majdanek, kom derfra igen.

Min afhandlings primære forskningsobjekt var hverken forfatterkongres eller folkemord, omend kongressen i et vist omfang står i historisk forlængelse af den institution, der var: Det tysk-nordiske forfatterhus i Travemünde tæt på Lübeck på den tyske Østersøkyst. Huset, en Art Noveau-villa opført af en lybsk senator omkring årtusindeskiftet husede fra dets åbning i 1934 til og med sommeren 1939 årligt et par håndfulde nordiske og tyske forfattere til kollegialt samvær i en eller flere sommermåneder (i alt opholdt 30 nordiske og mere end 20 tyske forfattere sig i huset i løbet af de seks somre). Enkelte af forfatterhusets nordiske og tyske gæster dukkede også op i forbindelse med kongresserne i Weimar, et faktum der ikke i sig selv udgør den vigtigste forbindelse mellem de to begivenheder, men som dog alligevel antyder en institutionel kontinuitet samt nogle lighedspunkter mellem de to institutioners funktioner. Goebbels’ propagandaministerium var eksempelvis den primære finansielle kilde til begge initiativer, der på forskellig vis indgik i Det Tredje Riges kulturelle diplomati. 

Det er altså i en noget mere abstrakt form, at spørgsmålet om forfattere og folkemord var relevant for mit PhD-projekt: Kan man tage det nazistiske regimes kulturelle institutioner og deres forsøg på at skabe internationale organisationer og relationer seriøst som forskningsemne, uden derved at fjerne fokus fra det, der må og bør være historiens lære? For hvad betyder aldrig-for-alvor-realiserede forsøg på at skabe nordiske og europæiske kulturelle institutioner og relationer i sammenligning med nationalsocialismens forbrydelser? 

I et brev til en finlandssvensk kollega, han havde mødt i forfatterhuset, berettede den danske forfatter Erik Bertelsen i den skæbnessvangre sommer 1939, at hans seneste digtsamling havde ”faaet nogle meget fine Anmeldelser, men ikke mange. Der sker jo saa meget i Verden, som overskygger Lyrikken.” Med andre ord: Hvem bekymrer sig om digtsamlinger, når krig og ødelæggelse truer? 

Tidligere fyldte Det Tredje Riges kultur og kulturelle institutioner på samme vis ikke meget i den historiografiske diskussion. På nær enkelte undtagelser, især den på mange måder pionerende historiker George L. Mosse, behandlede historikere indtil for to-tre årtier siden primært nationalsocialistisk kultur og nationalsocialiske kulturelle institutioner som rene propagandainstrumenter, og historikere så derfor generelt ikke noget behov for at beskæftige sig med deres kulturelle indhold. I bogen The Seduction of Unreason har historikeren Richard Wolin bemærket, at den nationalsocialiske stat ofte er blevet portrætteret som en anti-intellektuel stat, ligesom en anden historiker, David Atkinson, har pointeret at mange forskere og forfattere i efterkrigstiden ”holdt fast i den generelle påstand om, at regimet var blottet for tænkere, ideer og ideologi,” en holdning, der viste sig at være ”besynderligt slidstærk.” Den ”nazistiske intellektuelle” blev – og bliver det ofte stadigvæk, især uden for faghistoriske kredse – betragtet som et modstridende begreb i sig selv. Intellektuelle og kulturelle producenter, der har fungeret i eller interageret med den nationalsocialistiske stats institutioner, blev længe primært betragtet som betydningsfulde i det omfang, de bidrog til regimets propaganda og dermed til at legitimere styret og i et vist omfang facilitere dets forbrydelser. 

Det er oplagt, at kunstnere, forfattere og intellektuelle, der indgik i Det Tredje Riges kulturelle produktion målrettet såvel tyske som udenlandske publikummer, medvirkede både direkte eller indirekte til Det Tredje Riges propaganda. Men det betyder ikke, at de ikke har været oprigtige i deres tro, eller at deres verdenssyn og tankegods ikke har været koherente, når forstået på deres egne vilkår, uanset hvor amoralske vi måtte finde dem. Den amerikanske historiker Timothy Snyder, der om nogen har beskrevet det nazistiske folkemords brutalitet i den førnævnte bestseller Bloodlands, reflekterer i et kort afsnit af bogen over historikerens moralske tilgang til henholdsvis ofre og krigsforbrydere:

Det er let at legitimere politiske tiltag eller underbygge identiteter med henvisning til ofrenes død. Det er mindre tiltalende, men moralsk mere presserende, at forstå gerningsmændenes handlinger. Den moralske fare ligger jo aldrig deri, at man kan blive et offer, men at man kan blive en gerningsmand eller en tilskuer.

På et mere teoretisk niveau har den britiske fascismeforsker Roger Griffin siden start-90’erne været skoledannende fortaler for en vending indenfor fascismeforskningen, der fastholder, at det er nødvendigt at forstå fascistiske ideologier på deres egne vilkår, hvis man vil forstå fascismens appel blandt dens politiske tilhængere og partimedlemmer såvel som i den brede befolkning i det hele taget – men også for kunstnere og intellektuelle. Griffin argumenterer med andre ord for en tilgang, der er empatisk snarere end fordømmende; ikke for at undskylde dem, der faciliterede eller var medvirkende i fascismens og nazismens forbrydelser, men for at forstå, hvorfor såvel de ideologisk radikale som den bredere befolkning medvirkede i og støttede de forbrydelser. 

Det er altså ikke forkert at forstå eksempelvis forfatterhuset og forfatterkongressen som en del af Det Tredje Riges propaganda, der i hvert fald et stykke hen ad vejen skulle legitimere nationalsocialistiske ekspansionsplaner. Men det er ikke nok at fordømme den propaganda og eksempelvis nordiske forfatteres medvirken i den. Argumentet kan føres længere: At institutionerne var en del af et propagandaapparat medfører ikke automatisk, at de ikke byggede på oprigtigt mente tanker, idéer og verdenssyn, eller at de aktører, der var involverede, på tysk eller nordisk side, ikke oprigtigt troede på deres ideologiske præmisser. Den tyske historiker Arnd Bauerkämpfer, der har været en af foregangsmændene, når det gælder de seneste to årtiers forsøg på at forstå nazismens transnationale aspekter, argumenterer eksempelvis for, at 

Italiensk fascisme og tysk nazisme var oprigtigt tiltrækkende [for intellektuelle og politikere] i hele Europa i 1920’erne og 1930’erne. De grænseoverskridende bånd, der opstod i disse to vigtige regimers ”magnetfelt,” kan ikke reduceres til en kamoufleret stræben efter dominans.

Og netop fordi der så at sige var bund i propagandaen, er det så meget vigtigere at forstå den, også fordi nogle af de intellektuelle visioner, der kom til udtryk i den kulturelle sfære – for eksempel i de institutioner, jeg har nævnt her og tryksager og tidsskrifter, de producerede – også formede og afspejlede regimets politik. Der er altså en sammenhæng mellem forfatterkongressen og koncentrationslejren. Begge var de resultater af de multifaceterede sæt af visioner for en ”europæisk nyordning”, der, som den tyske historiker Raimund Bauer har vist i bogen The Construction of a National Socialist Europe during the Second World War, konstant var til forhandling blandt Det Tredje Riges embedsmænd og politikere. Sådanne visioner byggede ifølge Bauer i variende grad på racebiologiske hierarkier på den ene side, og økonomiske visioner om Europa som et integreret økonomisk rum – et såkaldt Großraum – på den anden. De forskellige elementers vægt og betydning for tysk okkupationspolitik i forskellige dele af det besatte Europa varierede i løbet af krigen og var i høj grad afhængig af Det Tredje Riges insitutionelle og politiske magtkampe – og af interne diskussioner på embedsmandsniveau. Bauer insister da også ganske overbevisende på, at tyske diskurser om en racebiologisk-økonomisk ”europæisk nyordning” ikke kan forstås tilstrækkeligt klart, hvis de primært anskues som forsøg på at smigre Det Tredje Riges europæiske allierede eller befolkningerne i de besatte lande. 

Bauer beskæftiger sig ikke med den kulturelle sfære, men Benjamin G. Martin anser, som tidligere nævnt, Den Europæiske Forfatterforening som en del af et insitutionelt set-up, der havde som formål at skabe en europæisk kulturel ny-ordning. Mere konkret viser Martin, hvordan oprettelsen af forfatterforeningen sammen med italienske og tyske forsøg på at overtage kontrollen med en række internationale organisationer samt andre nyoprettede institutioner, bundede i seriøse intentioner om at organisere europæisk kulturliv i trit med inter-nationale pricinpper. Vel at mærke inter-nationale forstået på en måde, hvor bindestregen blev taget for pålydende: Disse institutioner skulle fungere som fora, hvor repræsentanter for centraliserede, korporative statslige organisationer hver især kunne repræsentere et udvalg af — ideologisk set acceptable — ’nationale’ kulturelle producenter, hvis kultursyn kredsede om nationale særegenheder og tog afstand fra universalistisk tankegods.

I min PhD argumenterede jeg for, at også forfatterhuset bundede i dybt forankrede visioner for, hvad der udgjorde ”det nordiske,” og seriøse overvejelser om, hvordan ”mellemfolkelige relationer” kunne organiseres i trit med afarter af nationalsocialistisk ideologi. Det betyder ikke, at de tyske institutioners bagmænd ikke håbede – det gjorde de beviseligt –, at huset, samværet med tyske forfattere og de mange rejser til begivenheder, sociale institutioner og turistmål rundt om i Det Tredje Rige ville fungere som god reklame for det nationalsocialistiske Tyskland. Det virkede langt fra altid, men der var dog forfattere, der blev tiltrukket af nazismen – eller som i det mindste kom hjem som bedre ”venner af tysk kultur,” hvad det ifølge en af de besøgende forfattere var husets egentlige formål at skabe. Der var ikke noget folkemord igang i de år, fra 1934 til 1939, hvor skandinaviske og finske forfattere opholdt sig i forfatterhuet, omend regimets diskriminering af jøder såvel som nationalsocialisternes politiske modstandere var i fuld gang. Mange af forfatterne var primært nysgerrige og ønskede ved selvsyn at se det politiske eksperiment, Det Tredje Rige også var, nogle søgte materiale til deres skribentvirksomhed i ”det nye Tyskland,” andre håbede formentlig på at blive introduceret – eller styrke deres stilling – på det lukrative tyske bogmarked. Andre skrev kritisk om det nationalsocialistiske Tyskland efter deres ophold; nogle enkelte tog endda ganske passioneret afstand fra regimet og dets handlinger. Samtidig hjalp deres ophold i sig selv med at normalise kulturelle relationer mellem Det Tredje Rige og de nordiske lande. 

Der er altså mange nuancer at tage i betragtning i udforskningen af de nordiske forfatteres funktion i Det Tredje Riges kulturelle diplomati. I forlængelse af Timothy Snyders pointe er det vigtigt at forstå forfatternes motiver og de visioner, der underbyggede de tysk-nordiske eller ”europæiske” forfattersamkvem, og som de medvirkende forfattere i større eller mindre omfang godtog – at optegne Bauerkämpers ”magnetiske felt” – hvis man vil forstå, hvorfor nogle af forfatterne blev tiltrukket af nazismen og dermed (omend indirekte) blev ”gerningsmænd,” og andre endte som passive ”tilskuere” til de forhold og det politiske system, der gjorde folkemordet muligt. 

Frederik Forrai Ørskov er post.doc ved Helsingfors Universitet og gæsteforsker ved Nordic Humanities Center på Københavns Universitet samt redaktør på Baggrund.

^[1] 7911 lejrfanger og 1902 krigsfanger ved afslutningen af 1941. Se for eksempel “1941 – Buchenwald Memorial,” tilgået September 27, 2021, https://www.buchenwald.de/en/459/.

Forslag til videre læsning

Om forfatterkongresserne i Weimar og Den Europæiske Forfatterforening:

• Frank-Rutger Hausmann, “Kollaborierende Intellektuelle in Weimar – Die ›Europäische Schriftsteller-Vereinigung‹ als ›Anti-P.E.N.-Club‹,” i Europa in Weimar-Visionen eines Kontinents, ed. Hellmut Th. Seeman (Göttingen: Wallstein, 2008), 399–422.
• Frank-Rutger Hausmann, Dichte, Dichter, tage nicht!: die Europäische Schriftsteller-Vereinigung in Weimar 1941-1948(Frankfurt am Main: V. Klostermann, 2004) 
• Benjamin G. Martin, The Nazi-Fascist New Order for European Culture (Harvard University Press, 2016), 224–62.

Om Buchenwald:

• Jessica Rapson, Topographies of Suffering. Buchenwald, Babi Yar, Lidice (New York/Oxford: Berghahn, 2015).
• Peter Monteath, “Buchenwald Revisited: Rewriting the History of a Concentration Camp,” The International History Review 16, no. 2 (1994): 267–283.

Om Holocaust og udryddelseslejrene under Anden Verdenskrig, Bloodlands:

• Timothy Snyder, Bloodlands: Europe between Hitler and Stalin (New York, US: Basic Books, 2010).

Om tilgange til nazismens ideologi, kulturel indflydelse og intellektuelle:

• George L Mosse, Nazi Culture: Intellectual, Cultural and Social Life in the Third Reich (London: Allen, 1966).
• Richard Wolin, The Seduction of Unreason: The Intellectual Romance with Fascism : From Nietzsche to Postmodernism(Princeton; Oxford: Princeton University Press, 2006).
• David Atkinson, “Remembering Nazi Intellectuals,” i Spatiality, Sovereignty and Carl Schmitt: Geographies of the Nomos, red. Stephen Legg (Routledge, 2011), 209-218.
• Arnd Bauerkämper, “Ambiguities of Transnationalism: Fascism in Europe between Pan-Europeanism and Ultra-Nationalism 1919–39,” Bulletin of the German Historical Institute London 29, no. 2 (2007): 43-67.
• Roger Griffin, Fascism: An Introduction to Comparative Fascist Studies, Key Concepts in Political Theory (Cambridge: Polity Press, 2018).
• Raimund Bauer, The Construction of a National Socialist Europe during the Second World War: How the New Order Took Shape(Abingdon & New York: Routledge, 2019).

Om forfatterhuset i Travemünde:

• Tomi Mertanen, “Tredje Rikets Gäster. Finländska Författare Och Författarhemmet i Travemünde På 1930-Talet,” Historisk Tidskrift För Finland 96, no. 4 (2011): 392–421.
• Frederik Forrai Ørskov, “Seaside Encounters: Culture, Politics, and Comradeship at the German-Nordic Writers’ House, 1934-1939” (PhD Dissertation, Helsinki, University of Helsinki, 2023). https://helda.helsinki.fi/items/dbba4ae9-299a-41d2-aa8d-3e0a00072d0f