Udlændingepolitik har altid splittet Socialdemokratiet 

”Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets ordfører Frederik Vad fra Folketingets talerstol i forbindelse med den årlige værdidebat den 5. april 2024. Det satte gang i en ny bølge af interne konflikter i Socialdemokratiet. Og det er ikke første gang. Tværtimod har parti-interne slagsmål om udlændingepolitik været grundtonen i partiet siden immigration blev et nyt politisk tema i midten af 1980’erne.

Dengang som nu var fronterne trukket hårdt op med kommunale repræsentanter på den ene side og folketingsgruppen på den anden. Rollerne var dengang byttet om, for det var de københavnske vestegnspolitikere som Per Madsen og Vibeke Storm Rasmussen, der talte for det, vi i dag kalder stramninger, mens Svend Auken og Birte Weiss sammen med resten af  folketingsgruppen argumenterede for en humanistisk udlændingepolitik. Socialdemokratiet har i årtier bakset med at finde en balance mellem humanisme og en ”stram udlændingepolitik.” Det har givet store slagsmål internt i partiet og kostet stemmer. Talrige forsøg på at skabe forlig i udlændingepolitikken internt og med andre partier har i perioder begrænset konflikterne. Men udlædningetemaet har ulmet i partiet i fire årtier og har været en vedvarende kilde til intern splid og splittelse.

Hvornår blev udlændinge et politisk tema? 

Udlændingetemaet er et såkaldt nyt politisk tema. Frem til 1980 blev indvandring og integration primært diskuteret i lokalpolitisk sammenhæng og indvandring handlede mest af alt om gæstearbejdere fra den økonomiske vækstperiode i 1960’erne og om specifikke grupper af flygtninge som ungarere i 1956 og vietnamesiske bådflygtninge i 1970’erne. Udlændingedebatten var dermed ikke én samlet debat eller ét politisk tema, men nærmere en debat, der blev taget fra sag til sag. I folketinget blev indvandring diskuteret i løbet af 1970’erne, men det var først i 1980’erne, at udlændingetemaet tog form. Fra midten af 1980’erne blev udlændinge skrevet ind i partiernes programmer og dermed var udlændinge i ordets bredeste forstand blevet et emne, som partierne hver især havde en samlet politik for.

Socialdemokratiets grundkonflikt om udlændinge 

I Socialdemokratiet gav udlændingepolitikkens fødsel anledning til voldsomme konflikter. På den ene side var flygtningepolitik blevet aktuelt i kølvandet på udlændingereformen 1983. Med vedtagelsen af en ny udlændingelov fik bl.a. flygtninge retskrav på asyl, når de levede op til de i loven stillede betingelser, retskrav på familiesammenføring m.v. Den efterfølgende vækst i antallet af spontane asylansøgere. På den anden side var der især på den københavnske vestegn talrige diskussioner om, hvordan man lokalt skulle integrere de indvandrere, der allerede boede på Vestegnen og samtidig modtage nye flygtninge. Løsningen blev et parti-internt udvalg, som skulle levere et udspil til partiets samlede udlændingepolitik. Det arbejde stod Vibeke Storm Rasmussen, lokalpolitiker fra Albertslund for. Og hendes forslag var kontroversielle. En samlet integrationspolitik reguleret af stat og kommuner var én komponent. Mere velfærdsstat kunne Socialdemokratiet godt samles om. Den anden komponent omfattede et loft for, hvor mange udlændinge (flygtninge og indvandrere) Danmark skulle modtage. Forslaget gik på maksimum 5000 per år.

Det var dette forslag, der drev en kile ned gennem Socialdemokratiet. De folkevalgte landspolitikere kunne ikke acceptere en politik, der tilnærmelsesvist mindede om borgerlige krav om adgangsbegrænsninger i en kontekst, hvor Fremskridtspartiet agiterede for lukkede grænser og talte om ”Tyrkerdrænet” i den danske statskasse. Fra lokalpolitisk side var der imidlertid et ønske om at begrænse antallet af nytilkomne udlændinge til vestegnskommunerne. Grundkonflikten mellem Folketingsgruppe og borgmestre var dermed etableret. Referencerammerne var forskellige og de forslag, der var moderat kontroversielle i lokalpolitik, var ekstremt kontroversielle i landspolitik.

I 1988 blev Vibeke Storm Rasmussens rapport taget af bordet, pakket ned i en arkivkasse og gemt væk på Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek. Svend Auken havde overtaget formandsposten efter Anker Jørgensen og de unge landspolitikere, der nu var ledere af partiet, stod vagt om en menneskevenlig adgangspolitik. Mere velfærdsstat med en samlet integrationspolitik blev i første omgang Socialdemokratiets svar på udlændingespørgsmålet.  

Borgmesteroprør og integrationslov

I 1993 faldt Schlüter-regeringen på en sag om udlændinge: Tamilsagen. Dermed kunne Socialdemokratiet indtage regeringskontorerne og partiets ny formand Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister. 1990’erne blev Socialdemokratiets årti og åbnede muligheden for at realisere partiets udlændingepolitik. Birte Weiss havde som indenrigsminister ansvar for udlændingepolitikken, der blev fjernet fra Justitsministeriets resortområde i kølvandet på Tamilsagen. Weiss var en markant stemme på partiets såkaldt humanistiske fløj og stramninger af udlændingelovgivningen var dermed ikke en del af regeringens politik. Fokus var i stedet på integration.

Fraværet af restriktioner i adgangspolitikken gav anledning til den næste store konflikt, for med den jugoslaviske borgerkrig og det meget store antal flygtninge (ca. 18.000), Danmark modtog, pressede spørgsmålet om stramninger sig på. Det udmøntede sig i det såkaldte borgmesteroprør, der denne gang ikke begrænsede sig til Vestegnen. Den magtfulde Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen markerede sig nu også i debatten.

Udlændingetemaet var i mellemtiden blevet mere end et ideologisk og substantielt spørgsmål. Med Dansk Folkepartis dannelse i 1995, var udlændingetemaet også et elektoralt emne og problem for Socialdemokratiet. DF tog stemmer fra S, og det var kernevælgere, der valgte det gamle arbejderparti fra. Socialdemokratiet forsøgte at bekæmpe det nye højrefløjsparti med humanistiske argumenter, mest berømt med Poul Nyrup Rasmussen tale i Folketinget i 1997: ”Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer. Stuerene, det bliver I aldrig.”

Samtidig skulle der skabes ro på de indre linjer og om muligt laves et bredt forlig med de borgerlige partier. Derfor valgte Poul Nyrup Rasmussen at udpege Thorkild Simonsen som ny indenrigsminister. Hans opdrag var klart: han skulle realisere Socialdemokratiets integrationspolitik med en ny integrationslov og om muligt med stemmer fra Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Det lykkedes delvist. Integrationsloven blev vedtaget og partiets svar på udlændingespørgsmålet blev ophøjet til lov. Men det skete ikke med borgerlige stemmer. Udlændingeordførerne Birte Rønn Hornbech (V) og Helge Adam Møller (K) undlod at stemme sammen med resten af deres respektive folketingsgrupper. På de indre linjer i Socialdemokratiet var der nu ro for en stund, men udlændingetemaet blev sat på den politiske dagsorden for fuld kraft og Socialdemokratiet tabte folketingsvalget og regeringsmagten til Venstre under den nye formand Anders Fogh Rasmussen i et valg, der om noget handlede om udlændingepolitik.  

10 års ørkenvandring 

1990’erne var Socialdemokratiets årti, men det endte brat i 2001 og de følgende årtier blev formet markant af liberale tanker og regeringer. For Socialdemokratiet, der er et såkaldt office seeking parti, altså et parti, der søger indflydelse gennem regeringsmagt, betød tabet af netop regeringsmagten at strategi blev vigtigere end ideologi. Udlændingepolitikken havde vist sig at være partiets akilleshæl og gradvist rykkede partiet sig i spørgsmålet om adgangsreguleringer. Under Mogens Lykketofts formandskab var en menneskevenlig udlændingelov fortsat det gældende princip, men det ændrede sig, da Helle Thorning-Schmidt blev partileder i 2005. Integrationspolitikken blev under hendes formandsperiode reformuleret med betoning af incitamenter og at udlændingelovgivningen skulle strammes. Det skift blev helt tydeligt ved folketingsvalget i 2011, hvor debatten bl.a. handlede om, hvilken type af pointsystem, der skulle anvendes i udlændingepolitikken. Spørgsmålet var ikke længere, om udlændingeloven skulle strammes, men hvordan det skulle ske.

Socialdemokratiet for stramninger: Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen

Helle Thorning-Schmidt tog de første skridt mod at rykke Socialdemokratiet i retning af en mere restriktiv linje i udlændingepolitikken. Selvom regeringssamarbejdet med Radikale Venstre begrænsede muligheden for større reformer af udlændingeloven blev makkerparret Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal repræsentanter for en ny tid for centrum-venstre-fløjen i dansk politik. Både Socialdemokratiet og SF talte for at stille krav til indvandrere og for en ny og strammere form for regulering af indvandring blandt andet gennem pointsystemer og midlertidig beskyttelse som garant mod at flygtninge kunne blive til permanente indvandrere. Helle Thorning-Schmidt sikrede Socialdemokratiet regeringsmagten efter ti års opposition. Dermed kunne Mette Frederiksen overtage formandskabet fra en partileder, der havde tabt folketingsvalget, men brudt den lange oppositionsperiode. Mette Frederiksen stod på skuldrene af Helle Thorning-Schmidt, da hun i 2015 blev valgt som ny partiformand og eftersom Thorning havde taget de første skridt mod en mere restriktiv udlændingepolitik, var muligheden åbnet for at Mette Frederiksen kunne indføre flere stramninger i Socialdemokratiets udlændingepolitik.

I den nuværende statsministers periode som partileder har Socialdemokratiet rykket sig markant på udlændingepolitikken. På partikongressen i 2017 konstaterede Mette Frederiksen at ”Det er på tide at bilægge årtiers strid om dansk udlændingepolitik i en bred aftale hen over den politiske midte” og året efter lancerede partiet et stort nyt program: Retfærdig og Realistisk. Det indeholdt en række markante tiltag: opgør med såkaldte parallelsamfund, arbejdspligt for modtagere af integrationsydelse og, mest kontroversielt, eksport af asylsagsbehandlingen til modtagecentre udenfor Europa. Programmet skulle samle Socialdemokratiet om en fælles linje internt og skabe grundlag for et bredt forlig i udlændingepolitikken. Det lykkedes – for en stund. 

Udlændingepolitik – et evigt stridspunkt

Konflikterne om Socialdemokratiets udlændingepolitik er blusset op igen. I dag er det de kommunale repræsentanter, der bliver vrede, når tonen i Folketinget bliver for hård. Årsagerne hertil er bl.a. at integrationsoplevelser er forskellige i kommunal og landspolitisk sammenhæng, ligesom de elektorale rationaler er forskellige.  Partiets leder og statsminister Mette Frederiksen bakker ikke overraskende op om sin udlændingeordfører, for han siger præcis det, Folketingsgruppen har besluttet. Partifællerne på Borgen slår ring om Frederik Vad samtidig med at socialdemokratiske borgmestre tager bladet fra munden. Det politiske spil internt i politiske partier skal man som regel finde kilder til i arkivkasser, men i udlændingepolitikken er offentligheden en del af kamppladsen. Det skyldes ikke kun valgtaktiske overvejelser i forhold til det kommende kommunalvalg i 2025, som flere politiske eksperter har peget på. Det skyldes også – og især, at der er grundlæggende uenighed om substansen i udlændinge- og integrationspolitik i Socialdemokratiet. 

Heidi Vad Jønsson er Ph.d. i historie, lektor på Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber ved Syddansk Universitet samt senior fellow ved Nordic Humanities Center