Kafkas kamp for universel retfærdighed

FOKUS: FRANZ KAFKA EFTER 100 ÅR | Det er indiskutabelt, at Franz Kafkas forfatterskab har spillet en afgørende rolle for det 20. århundredes europæiske kultur og åndsliv. På Kafkas egen tid cirkulerede de udgivne værker dog mest blandt tidens litterater, men på grund af Kafkas ven og redaktør Max Brods egenrådighed og dennes sekretær Ilse Ester Hoffe har store dele af forfatterskabet overlevet Kafkas egne dessiner om en total destruktion af de tilbageværende manuskripter efter hans død. I denne serie sætter Baggrund fokus på Kafkas historiske, kunstneriske og litterære relevans og aktualitet 100 år efter hans dødsdag den 3. juni 1924.

Franz Kafkas 100-års dødsdag i juni 2024 er blevet mødt med stor opmærksomhed omkring den verdensberømte forfatter, og hans værker, ikke mindst i Tyskland. Der er blevet udsendt en fjernsynsminiserie om Kafkas liv, alle store og landsdækkende aviser har mindet dødsdagen med udførlige essays, og flere nye bøger har fokuseret på Kafkas liv og skrift. Relativt sjældent er der dog blevet spurgt ind til hans værkers betydning for vor samtid: hvorfor skal vi egentlig læse Kafka i dag, og hvad har han at sige til os – ud over at give os et indblik i digterens særegne sind, og eventuelt perspektivere forfatterskabet til datidens konflikter og problemstillinger? 

For mig, der har læst Kafka siden gymnasietiden, har især et emne vist sig at være af gennemgående betydning i forfatterskabet: nemlig spørgsmålet om forholdet mellem magt og retfærdighed. Eller mere præcist: spørgsmålet, om vi har mulighed for at måle vores skiftende historiske og politiske kontekster med afsæt i en uforanderlig, universel retfærdighed? Findes der overordnede, universelle værdier, som er uafhængige af skiftende magtpositioner, individuelle perspektiver, eller slet og ret: historiske sejre eller nederlag? Er den til hver en tid gældende idé om retfærdighed resultatet af de herskende magtforhold, og måske sågar udtryk for enkelte gruppers privilegier eller positioner i samfundet? Eller findes der et overordnet retfærdighedssyn, som er uafhængigt af gældende magtforhold eller politiske udviklinger? 

I store dele af forskningslitteraturen har man gennem tiden læst Kafkas værker som fremtrædende eksempel på en indre sammenhæng mellem retfærdighed og magt, altså, for at sige det på en anden måde, på magtens indflydelse på den til hver en tid gældende idé om retfærdighed. Den tysk-rumænske forfatter Elias Canetti har i sin berømte bog Der andere Prozeß. Kafkas Briefe an Felice (dansk: Den anden proces. Kafkas breve til Felice, 1967) omtalt Kafka som ”den største ekspert i magt”. Bogen viser, hvordan magt gennemsyrer alle mellemmenneskelige relationer, og, ifølge denne tilgang, nærmest umuliggør et ståsted uden for det til hver en tid gældende magtforhold. Især siden poststrukturalismens gennembrud i den akademiske verden i 1980erne har man ofte henvist til Kafkas værker som udtryk for retfærdighedens afhængighed af magten, som direkte modsiger idéen om en universel og ukrænkelig retfærdighed, der går forud for eller ligger udenfor magten. Der findes følgelig ingen universel idé om retfærdighed, om det gode og om sandheden –, men blot, som den tyske filolog og filosof Friedrich Nietzsche mente, skiftende magtforhold, der bestemmer, hvad der anses som rigtigt eller forkert, hvad det gode er, og hvad vi anser som retfærdigt i verden. Kafkas værker synes, kort sagt, at afspejle denne nye erkendelse af retfærdighedens afhængighed af magten. 

Disciplin og retfærdighed

Denne ret udbredte tolkning af Kafka og hans værker kan der naturligvis – i hvert fald ved første øjekast – findes belæg for i hans værker. Eksempelvis italesættes allerede i fortællingen Der Heizer, (dansk: Fyrbøderen, 1913) denne sammensmeltning mellem magt og retfærdighed. Under en slags ”retssag” mod en af fortællingens hovedpersoner, fyrbøderen, får vi nemlig at vide, at hans sag ikke blot handler om ”retfærdighed”, men også, og måske i endnu højere grad, om ”disciplin”. Begge sager, tilføjes der af en anden af fortællingens karakterer, er underlagt skibets kaptajn, der tydeligvis bestemmer over både idéen om retfærdighed og idéen om disciplin og orden. Retfærdighed findes altså, hvis man følger dette perspektiv, ikke uafhængigt af magtens repræsentant, som i dette tilfælde er skibets kaptajn. Han bestemmer enerådigt over disciplin og retfærdighed, som i teksten begynder at smelte sammen. 

Denne sammensmeltning mellem magt og retfærdighed bliver endnu mere tydelig i romanen Der Prozeß (dansk: Processen, 1914/1925), som Kafka skrev knap to år efter fortællingen Fyrbøderen. I romanen møder vi Josef K., som en morgen bliver ”arresteret” i sin lejlighed, uden at vi – eller ham selv – nogensinde får at vide hvorfor. Josef K. kæmper i resten af romanen mod en anklage, uden at kende hverken dens indhold eller baggrund. I denne forbindelse opsøger Josef K. på et tidspunkt kunstmaleren Titorelli, der menes at have særlige forbindelser til dommerne og domstolene, og som derfor måske kan hjælpe Josef K. med hans ”sag”. Da Josef K. kommer ind i kunstmalerens atelier, er Titorelli i gang med at male et portræt af en dommer, et maleri, der tiltrækker Josef K.’s opmærksomhed. Især kan han se omridset af en mørk skikkelse på dommerens skulder, som han dog har svært ved at tyde. Titorelli fortsætter imidlertid med at male skikkelsen, og på et tidspunkt kommer dens betydning til syne: det er retfærdighedsgudinden, Justitia, der med sit sværd, sit bind for øjnene og vægten i den anden hånd vogter over dommernes arbejde. Mens de to diskuterer detaljerne i dette billede, begynder Josef K. imidlertid at opdage, at gudinden alligevel ser mærkelig ud, idet hun har ”vinger på hælene”, samtidig med at hun ”er i løb”. En detalje, som Titorelli forklarer med den simple kendsgerning, at der er tale om retfærdighedens gudinde og sejrens gudinde, Nike, i en og samme person. Og ikke nok med det: Senere i samtalen bliver det tydeligere for Josef K., at figuren på lærredet i virkeligheden mest antager formen af jagtens gudinde, Artemis. Alle tre figurer smelter sammen: retfærdighed, magt og jagt er tilsyneladende meget tæt forbundne, om ikke de ligefrem er helt den samme.

I forskningslitteraturen har man tolket disse sammensmeltninger mellem retfærdighed, sejr og jagt som udtryk for retfærdighedens gennemgående afhængighed af den historiske sejr: der findes, ifølge denne tilgang, ingen uafhængig retfærdighed, som ikke er resultat af skiftende magtpositioner og historiske udviklinger. Sejrsgudinden bestemmer, hvad retfærdigheden består af. Konsekvensen af en sådan læsning er omfattende: i så fald har vi ingen mulighed for at vurdere andre historiske epoker med afsæt i vores nuværende retfærdighedssyn, ligesom vi på ingen måde kan vurdere andre kulturelle fænomener eller gerninger med afsæt i ”vores” idé om retfærdighed. Selve oplysningstidens forestilling om en universel, fornuftbåren eller religiøs idé om retfærdighed, der eksisterer uafhængigt af skiftende magtforhold, vil i så fald fuldstændig falde fra hinanden: hvis magt og retfærdighed smelter sammen, ender vi i en altomfattende værdirelativisme, der ikke giver os mulighed for at finde et uafhængigt ståsted for vores kritik af omverdenen og vores egne handlinger: alt er blot udtryk for magtens skiftende dominans. 

Konsekvenserne af denne tankegang er næsten uoverskuelige, og i Kafkas værker trækkes trådene endnu længere. For hvis ikke der findes nogen universel retfærdighed, der er uafhængig af magten, findes der heller ingen sandhed, som eksisterer uafhængigt af de herskende magtrelationer, og alle vores moralske og politiske dagsordener er derfor nødvendigvis påvirket af magtens underliggende dominans. Den ofte besungne tolkningsmangfoldighed af Kafkas værker, der ifølge en del forskere unddrager sig enhver entydig forståelse, er ligeledes forbundet til denne sammensmeltning af magt og retfærdighed. Den berømte scene i Processen, hvor en præst udlægger parablen ”Foran loven” til Josef K., afspejler denne tolkningsmangfoldighed: efter at præsten har fremlagt mange forskellige perspektiver på den parabel, han lige har fortalt til Josef K., henviser han til, at teksten godt nok er uforanderlig, men at tolkningerne er uendelige. Josef K., der bliver mere og mere forvirret af præstens skiftende udlægninger af parablen, kommenterer efterfølgende denne tolkningsmangfoldighed kort og tørt med henvisning til, at det, hvis det var rigtigt, ville betyde, at ”løgnen blev til verdensorden”. Hvis der findes uendelige tolkninger, og hvis alle tolkninger er lige gode, findes der ikke længere noget perspektiv, som er mere sandt end andre, som er mere rigtigt end andre. Sandhed er i så fald, ligesom retfærdighed, reduceret til et spil med ord og perspektiver: dem, der har magt, kan definere både sandhed og retfærdighed. Litteraturvidenskabelige tolkninger fremstår således ligeledes, kan man sige, som udtryk for skiftende magtpositioner, mere end for en egentlig tilnærmelse til teksten. Relativismen vil i så fald også gælde inden for forskningsverdenen. 

Magtkritik og radikal universalisme

I de aktuelle politiske og akademiske diskussioner forbinder en sådan værdirelativisme sig typisk med en magtkritisk dagsorden. Det gælder, hører man gang på gang, om at forstå, at angiveligt universelle normer og værdier for det meste er udtryk for historisk skiftende magtpositioner. Selve idéen om universelle værdier er ifølge denne tilgang typisk udtryk for et bestemt ”vestligt” blik, som underlægger sig verden, og som forsøger at skjule sin egen koloniserende magtposition. Ifølge denne tilgang gælder det om at vise og afmontere de magtrelationer, der skjuler sig bag angiveligt universelle værdier, og åbne for den grundlæggende erkendelse: at alle værdier er afhængige af den udsigelsesposition, de kommer fra: der findes ingen universelle værdier, men blot forskellige positioner i et hav af erfaringer, der ikke kan subsumeres under et fælles perspektiv. Den magtkritiske dagsorden består følgelig i at vise de enkeltes positioners forhold til magten, og skabe modfortællinger, der afviser de dominerende tolkninger af verden. Kafkas værker bliver, set fra dette perspektiv, til udtryk for denne magtkritiske tilgang: de viser, hvordan den enkelte bliver til offer for anonyme magtinstanser, der bruger idéer om retfærdighed og sandhed som en del af deres undertrykkelse og dominans. Kafkas egne kritiske bemærkninger til eksempelvis opdragelse eller retssystemet peger i den samme retning: gang på gang bliver samfundets magtmekanismer kritiseret og angrebet i forfatterskabet.

Den israelsk-amerikanske historiker Omri Boehm har for nylig, i sin fremragende bog Radikaler Universalismus (dansk: Radikal Universalisme, 2022), diskuteret denne tendens til at afvise alle universelle værdier til fordel for magtkritiske positioneringer. Hvor hans studerende tidligere typisk gik ind for universelle oplysningsværdier, og bakkede op om eksempelvis den amerikanske uafhængighedserklæring med dens universelle værdier, er de i dag langt mere kritiske og afvisende over for faste værdisystemer. Troen på universalismen er, ifølge Boehm, i stigende grad blevet afløst af en kritisk erkendelse af alle værdiers afhængighed af de politiske kontekster og betingelser, der har frembragt dem. Ifølge den nyere tilgang handler det om at afmontere angiveligt universelle værdier, og ikke mindst vise, at idéen om en universel retfærdighed er en ideologisk tilgang til verden, som kun skjuler de underliggende magtpositioner. 

Hvad angår Kafkas værker, er det imidlertid ikke helt klart, om hans forfatterskab uden videre kan tages som eksempel på denne værdirelativisme. Netop med henblik på retfærdighed er det nemlig sigende, at Kafkas helte typisk modsiger den udbredte sammensmeltning mellem magt og retfærdighed, som de i teksterne bliver konfronteret med. Således modsiger eksempelvis både Karl Roßmann i Fyrbøderen og Josef K. i Processen entydigt denne sammenkobling mellem de forskellige kategorier og dimensioner. Ikke mindst Josef K. insisterer over for Titorelli på, at sejren og retfærdigheden netop skal ses som uafhængige dimensioner, og ikke skal smelte sammen. Kombinationen af de to er ”ingen god forbindelse”, giver han udtryk for. Hvis retfærdighedsgudinden er i bevægelse – altså ikke er ahistorisk stillestående, men bevæger sig i historien – vil vægten begynde at ”gynge”, bemærker Josef K., og ”så kan man ikke fælde en retfærdig dom”. Også alle andre helte i Kafkas tekster insisterer på tilsvarende vis på en universel og historisk uforanderlig retfærdighed. Den tyske forsker Heinz Hiebel har derfor omtalt disse helte som ”naive retfærdighedssøgere”, som ifølge ham endnu ikke har forstået, at magten og retfærdigheden altid hører sammen, og at der altså, ifølge Hiebel, ikke findes nogen universel retfærdighed. For at komme til denne konklusion skal Hiebel imidlertid alliere sig med faderfigurerne i Kafkas værker, som typisk personificerer sammensmeltningen mellem magt og retfærdighed. For mig at se er virkeligheden mere kompliceret: Kafka giver i sine værker ikke blot udtryk for en angivelig sammensmeltning mellem magt og retfærdighed, men henviser snarere til et spændingsforhold mellem en universel retfærdighedsidé, som hans helte går ind for, og den udbredte sammenkobling mellem magt og retfærdighed, som faderfigurerne, dommerne, og kaptajnerne i hans værker insisterer på. I stedet for at læse hans værker som eksempler på denne sammenkobling, kan man derfor lige så godt læse dem som advarsler mod den, og se dem som udtryk for en søgen efter et andet og universelt retfærdighedsideal, som i Kafkas samtid var under voldsomt pres. Er Kafka ikke, i det mindste potentielt, den sidste forkæmper for en universel retfærdighed, der skal forsvares mod den dybt problematiske sammenkobling mellem magt og retfærdighed?

Historiske perspektiver

Det er selvfølgelig ikke nemt at vide, hvordan Kafka selv tolker situationen. For mig at se har det spændingsforhold, som hans værker giver udtryk for, dog haft stor og vedvarende betydning. Historisk set kom den omfattende sammensmeltning af magt og retfærdighed ikke mindst til udtryk i nazisternes afvisning af universelle oplysningsværdier, og deres insisteren på at læse retfærdighed ud fra partikulære magtinteresser: retfærdighed er ikke en uafhængig, universel værdi, men snarere udtryk for det, som skal tjene en bestemt gruppes interesser – i deres tilfælde det racemæssigt begrundede tyske folkefællesskabs position i verden. Selv efter nazismens herredømme – som en passant bemærket slog de fleste af Kafkas familiemedlemmer ihjel – blev diskussionen om magt og retfærdighed et fortløbende emne i de tyske diskussioner: hvordan skal vi vurdere de nazistiske forbrydelser, hvis ikke vi har uafhængige, universelle retfærdighedsnormer? Kan vi overhovedet føre retssager mod nazister, når de hævder blot at have fulgt den under nazitiden gældende værdi- og retsorden? Findes der en retfærdighed, som er større end det gældende retssystem? På hvilket grundlag skal vi fordømme forbrydelsernes vanvittige karakter? 

Disse spørgsmål er ikke lige så abstrakte, som de umiddelbart kan virke. Nürnberg-retssagerne efter krigen, hvor førende nazister – heriblandt min egen bedstefar – blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, stod over for udfordringen om at skulle bygge deres sag på normer og værdier, som på forbrydelsernes tidspunkt ikke var nedskrevet i international lov. Med Hannah Arendt in mente kan man sige, at retssagerne efter krigen med tydelighed viste, at menneskerettigheder var meget abstrakte værdier, så længe de ikke var funderet i nationalstaternes ret. Hvordan skulle man altså begrunde retssagen mod nazisterne? Eller var retssagerne, som mange tyskere efter krigen mente, blot udtryk for sejrsjustits, det vil sige sejrherrernes magt? Smeltede magten og retfærdigheden ikke sammen, netop i forsøget på at dømme nogle af de værste forbrydelser i menneskehistorien? Hvem bestemmer, hvad der er retfærdigt?

Allerede i 1946 argumenterede den tyske retshistoriker Gustav Radbruch i en indflydelsesrig artikel for nødvendigheden af at genetablere en slags naturret, der går forud for den positive ret, altså den gældende retsorden. Ifølge ham viste nazisternes herredømme, at selve idéen om, at retten og retfærdigheden er afhængig af den til enhver tid herskende magtposition, ikke er holdbar for fremtiden: vi har brug for uafhængige, universelle retsnormer, som er større end den til enhver tid gældende ret. Vi har brug for en universel retfærdighedsidé, som vi kan bruge til at måle det til enhver tid gældende retssystem på. 

Radbruchs artikel indledte det, man har kaldt en tilbagekomst af naturretten i retshistorien efter 1945. Sagen handler dog ikke kun om nazismen og dens eftervirkninger. På sin vis handler diskussionen om forholdet mellem magt og retfærdighed også om det normative grundlag for alle politiske fællesskaber, og deriblandt for demokratiet. Både i Danmark og i andre demokratiske samfund insisterer man løbende på, at den demokratiske proces netop er kendetegnet ved sin åbenhed over for det værdisystem, man ender med at implementere: enhver idé om, hvad der er sandt og retfærdigt, er afhængig af demokratiske afgørelser, og det vil ifølge denne tilgang netop være udemokratisk, på forhånd at udelukke bestemte positioner eller værdier som uretfærdige eller usande. Boehm har diskuteret denne underliggende forestilling om et åbent demokratisk samfund meget nøje i sin fornævnte bog om radikal universalisme, hvor han netop sætter spørgsmålstegn ved denne idé om historisk foranderlig retfærdighed. Selve idéen om den åbne demokratiske proces indebærer nødvendigvis – hvis ikke den begrænses af et historisk uafhængigt, universelt retfærdighedsbegreb – risikoen for flertallets tyranni. Sammensmeltningen mellem magt og retfærdighed, som Kafka diskuterer så indædt i sine værker, finder altså potentielt også sted i demokratiske samfund. Boehms provokerende og tankevækkende pointe består i, at vi skal forstå, at vi nødvendigvis, også i demokratiet, bør favne idéen om en universel retfærdighed, der går forud for alle retssystemer, alle menneskeskabte love, normer og konventioner. En idé om retfærdighed, der eksisterer uafhængigt af skiftende magtrelationer. 

Måske er det præcis denne tankegang, som bevirker, at Kafkas værker fortsat er så aktuelle i dag: det interessante og vedkommende ved dem er ikke bare italesættelsen af den udbredte sammensmeltning af magt og retfærdighed, men snarere de voldsomme konsekvenser af en sådan sammensmeltning, som trækker tæppet væk under alle vores moralske domme og kritiske perspektiver. I sidste instans råber Kafkas helte løbende op imod denne sammensmeltning, og peger dermed på nødvendigheden af, at vi har brug for at kunne stole på universelle værdier, som hjælper os med at beskytte den enkelte mod den farlige sammensmeltning mellem magt og retfærdighed. Set fra dette perspektiv er Kafkas helte ikke bare naive retfærdighedssøgere, men snarere personer, der med rette insisterer på en højere retfærdighed, som eksisterer uafhængigt af de skiftende politiske eller samfundsmæssige magtforhold. 

Moritz Schramm er lektor ved Tyske Studier, Syddansk Universitet, og formand for Dansk Tysk Selskab. Foreliggende essay bygger delvis på hans artikel “’Retfærdighed har altid et særligt kendetegn…’ Retfærdighed og magt i Kafkas forfatterskab” i Kafka i syv sind, redigeret af David Bugge, Søren R. Fauth og Ole Morsing, Forlaget Anis 2012.