Kafka ville være tegner
FOKUS: FRANZ KAFKA EFTER 100 ÅR | Det er indiskutabelt, at Franz Kafkas forfatterskab har spillet en afgørende rolle for det 20. århundredes europæiske kultur og åndsliv. På Kafkas egen tid cirkulerede de udgivne værker dog mest blandt tidens litterater, men på grund af Kafkas ven og redaktør Max Brods egenrådighed og dennes sekretær Ilse Ester Hoffe har store dele af forfatterskabet overlevet Kafkas egne dessiner om en total destruktion af de tilbageværende manuskripter efter hans død. I denne serie sætter Baggrund fokus på Kafkas historiske, kunstneriske og litterære relevans og aktualitet 100 år efter hans dødsdag den 3. juni 1924.
Da jeg var 10-12, elskede jeg at tegne. Jeg tegnede alle slags træer, alle slags huse og alle slags veje, der snoede sig ud mod forsvindingspunkter. Af og til tegnede jeg også fotografier. Det var sådan, jeg fandt frem til Franz Kafka. Hans sørgmodige øjne stirrede på mig fra et fotografi på bagsiden af en slidt billigbog, jeg havde taget ned fra en af mine forældres reoler. Jeg stirrede tilbage på dem. Så satte jeg mig ned med mit tegnepapir og mine blyanter og tegnede øjnene, det tilbagestrøgne hår og de smalle læber af.
Kafka, hvis bøger, breve og dagbøger jeg først langt senere begyndte at læse, elskede også at tegne. I et brev fra den 13. februar 1913, et halvt år efter, at de var mødtes første gang hos en fælles ven, fortalte den 29-årige Kafka sin 25-årige veninde Felice Bauer om en drøm, han netop havde haft. ”Det var sen eftermiddag”, fortalte han. ”Vi gik arm i arm gennem en gade. Og vi rørte ikke kun ved hinanden ved albuerne. Nej, vores arme rørte ved hinanden fra skulderen og ned. Vent engang, lad mig tegne det: at gå arm i arm er sådan. Men vi gik sådan…”. Så tegnede han med sin fyldepen på brevpapiret den akavede, men alligevel intime måde, som han i sin drøm havde rørt ved sin kommende forlovede Felice på, og som han ikke kunne beskrive med ord. Nu, hvor han havde tegnet armene, kunne han lige så godt betro Felice en hemmelighed: at han som yngre havde drømt om at blive tegner. ”Hvad synes du om min måde at tegne på?” spurgte han hende. ”Jeg var engang en stor tegner, men så spolerede en tegnelærerinde mit talent. Lad mig sende dig et par gamle tegninger, så har du noget at le ad.”
I Literaturhaus på Fasanenstraße i Berlin hørte jeg en aften for 2-3 år siden Kafka-forskeren Andreas Kilcher fortælle om dette brev. ”Hvor bogstaveligt skal vi tage det?” spurgte Kilcher. ”Betragtede Kafka virkelig sig selv som tegner?”. ”Ja og nej,” svarede Kilcher selv. ”Ja i den forstand, at Kafka igen og igen forsøgte at fastholde konkrete iagttagelser såvel som indre billeder i tegninger, der ofte blev forbløffende virtuose. Nej i den forstand, at han aldrig for alvor troede på tegningernes værdi.”
I Literaturhaus præsenterede Kilcher sin og forlaget C. H. Becks flotte og omfangsrige billedbog Franz Kafka – Die Zeichnungen (dansk: Franz Kafka – Tegningerne, 2019), hvori man for første gang kan finde så godt som alle tegninger af Kafka. Kilcher takkede det tyske litteraturarkiv i Marbach, det engelske Bodleian Library i Oxford og det israelske nationalbibliotek i Jerusalem for velvilligt samarbejde, men fremhævede så, at det frem for alt er Kafkas ven og ofte udskældte udgiver Max Brods fortjeneste, at tegningerne stadig eksisterer. Den 19-årige Kafka og den 18-årige Brod lærte i 1902 hinanden at kende i Prag, fortalte Kilcher. De to unge tysktalende jøder studerede begge jura, og det var faktisk de små karikaturer af deres lærere, som Kafka tegnede i sine notesbøger, der førte dem sammen. Brod syntes, tegningerne var fremragende og bad om lov til at klippe dem ud og gemme dem. Sådan begyndte deres venskab.
Hvor optaget af billedkunst den unge Kafka var, bliver sjældent nævnt i de biografier, der er skrevet om ham. Kun få har fæstnet sig ved, at han i sine studieår abonnerede på et kunsttidsskrift, gik til tegneundervisning og af og til købte grafiske blade af samtidskunstnere eller små gipsafstøbninger af antikke figurer, men det gjorde han faktisk. Kun få har fundet det værd at nævne, at Brod i 1907-08 flere gange, men uden held, opmuntrede Kafka til at blive billedkunstner. Brod, der debuterede tidligt som forfatter, bad igen og igen sit forlag om at bruge tegninger af Kafka som omslag til sine bøger. Da man igen og igen takkede nej, bad han til sidst om, at man så i det mindste brugte en Kafka-tegning som vignet på bagsiden.
Da Kafka døde som blot 40-årig i 1924, opfyldte Brod, som de fleste vil vide, ikke sin vens udtrykkelige ønske. Nemlig at brænde samtlige de af vennens manuskripter og tegninger, der var i hans varetægt. I 1925 og 1926 udkom romanfragmenterne Der Prozeß (dansk: Processen, 1914/1925) og Das Schloß (dansk: Slottet, 1922/1926) i Brods bearbejdelse, og Brod, der altid havde været sikker på, at hans generte ven en dag ville blive berømt, fik nu forbløffende hurtigt ret. Så meget desto mere presserende forekom det derfor at bringe både manuskripter og tegninger i sikkerhed, da det sidst i 1930’erne trak op til krig i Europa. Brod tilbød dem til det amerikanske Princeton University, men universitetet takkede nej. Så da tyske tropper i marts 1939 rykkede ind i Tjekkoslovakiet, var det med en kuffert fuld af Kafka-papirer, at den 54-årige Brod sprang på et af de sidste tog ud af Prag.
At Kafka skulle blive lige så berømt som billedkunstner, som han var det som forfatter, var i årevis Brods drøm, men da drømmen i 1948 så ud til at gå i opfyldelse, fik han betænkeligheder. Institute of Contemporary Arts i London ville arrangere en udstilling med Kafkas tegninger og var villig til at betale Brod, der nu boede i Tel Aviv, næsten hvad som helst, hvis han ville sende dem. Det kan ikke lade sig gøre, svarede Brod instituttet, hver gang det henvendte sig. Tegningerne er alt for snavsede, alt for forrevne, og de kan ikke tåle dagslys. Havde Brod ret? Eller frygtede han mon blot den forargelse, det ville vække, hvis man opdagede, hvordan han ikke kun havde forkortet de af sin vens manuskripter, han havde udgivet, men også klippet i tegningerne?
På et ark, der er gengivet i Franz Kafka – Die Zeichnungen, kan man se en skaldet mand, der sidder i en seng, under hvilken der står en natpotte og et par tøfler. Øverst på arket har Brod tydeligvis klippet en lille firkant ud. Hvad har der været på firkanten? Har der mon været en af de sære små tændstiksmænd, det tyske Fischer Verlag lige siden 1950’erne har brugt igen og igen som forsideillustrationer til Processen eller Slottet, eller en af forlagets mange andre Kafka-udgivelser?
Når jeg ser på arket med den skaldede mand i sengen og den fraklippede firkant, som Kilcher forresten fremviste en smuk kopi af den aften for 2-3 år siden i Literaturhaus i Berlin, kommer jeg straks til at tænke på de sære tegninger, jeg selv lavede som barn. Hvorfor tegnede jeg træer, hvis grene var arme? Hvorfor tegnede jeg huse, hvis facader var ansigter? Jeg kommer dog også til at tænke på de mange sengescener i Kafkas tekster. På scenen i fortællingen Das Urteil (dansk: Dommen, 1912/1913), hvor en aldrende, forsømt far fra sin seng udslynger en dødsdom over sin tilsyneladende succesfulde søn. På scenen i fortællingen Die Verwandlung (dansk: Forvandlingen, 1912/1915), hvor en søn i sin seng forvandles til et insekt. På scenen i det første kapitel af Processen, hvor den ugifte Josef K. på morgenen for sin 30-års fødselsdag arresteres i sin seng på det pensionat, hvor han bor. Senere i romanen opsøger K. en forsvarsadvokat, der halvsovende ligger i sin seng. Maleren Titorellis trøstesløse landskabsmalerier, som K. køber en hel stak af, viser sig senere at ligge under en seng på malerens atelier. Ja, i Kafkas tekster står sengene på række som i en sovesal.
Hvad der måske kan overraske, er imidlertid, at Kafka faktisk tegnede den skaldede mand i sengen og natpotten under den, længe før fortællingerne og romanfragmenterne blev til. Arket stammer, som Kilcher fortalte, fra et hæfte, som Kafka tegnede i mellem 1901 og 1906. I samme hæfte findes der også mange andre sære skikkelser, som Kafka-læsere vil føle, at de kender: adrætte fægtere og akrobater, der slår kolbøtter på skyer eller på det blågrå papir. ”Kan man konkludere”, spurgte Kilcher for 2-3 år siden, ”at hele Kafkas forunderlige persongalleri blev til på tegninger, før det blev til på skrift?”. Det kan man måske.
Når jeg bladrer i Franz Kafka – Die Zeichnungen, kan jeg se, hvordan Kafka år for år tegnede færre selvstændige tegninger. Til gengæld er det, som om skellet mellem skrift og tegning blev mere og mere udvisket. I de breve, han skrev til kvinderne i sit liv, Felice Bauer, Milena Jesenská og Dora Diamant, er der igen og igen små tegninger i marginerne. Det samme er der i hans manuskripter, hvor små kruseduller ofte er blevet til ansigter eller kroppe. Det var ikke kun i brevet til Felice fra februar 1913, at han forklarede ting, han ikke kunne sige med ord, med en tegning. I manuskriptet til Slottet ser det sågar ud, som om de nervøst svungne bogstaver i sig selv er en slags tegninger. Den tuberkuløse Kafka skrev de første sider af det, der skulle blive hans sidste romanfragment i Tatrabjergene i vinteren 1922-23. Da landmåleren K., en sen aften ankommer til den fjerne landsby, man måske, måske ikke har hidkaldt ham til, har det sneet i flere døgn. Når jeg ser på manuskriptet, synes jeg faktisk, at bogstaverne ligner snefnug.
Jørgen Herman Monrad er cand.mag. i tysk og filosofi, lektor på Sankt Annæ Gymnasium, litteraturkritiker ved Weekendavisen og oversætter. Sammen med Judyta Preis har han blandt andet oversat Klaus Wagenbachs biografi Franz Kafka – Billeder fra hans liv på Forlaget Vandkunsten og senest Thomas Manns novelle Herre og hund på Gyldendal.