Hjemmets arbejde og arbejderens hjem – om hjemmeliv og forsørgere i Familiejournalen
Illustration: udklip af Albert Engström, Kunstnerens far, læser en avis, 1892. Open Access
HJEMMETS ARBEJDE: Vi skelner mellem, hvor vi går på job, og hvor vi bor. Men hvad bygger det skel på, og er det egentlig så tydeligt? I forbindelse med Golden Days’ festival “På arbejde” kommer Baggrund ud i alle hjørner af hjemmets arbejde med en serie af artikler, der fokuserer på de idéer, der ligger bag nutidens forståelser af – og uopmærksomhed overfor – det arbejde, der finder sted i hjemmet.
”Når det drejer sig om opvask, ved mænd i det hele taget ikke, hvad der er tale om. De kender den af navn, men anser det ikke for vigtigt at sætte sig ordentligt ind i, hvilke rædsler der i realiteten skjuler sig under begrebet. Dette er altså i bogstaveligt beklagelig forstand en kvindesag.”
Citatet stammer fra en kronik, som Tove Ditlevsen skrev til Information i 1956, kaldet ”Flugten fra opvasken”. Den indfanger en frustration fra midten af det årti, som på tværs af Vesten er blevet kaldt kernefamiliens, og som var præget af stærke forestillinger om forbindelsen mellem køn og hjemmets arbejde. Titlen som kernefamiliens årti har det gjort sig fortjent til. Det var det eneste årti i det 20. århundrede, hvor skilsmisseraten og gennemsnitsalderen for førstegangsviede faldt, mens fødselsraten steg. Året 1960 markerer det absolutte højdepunkt for husmoren i dansk historie, hvor 75 % af alle kvinder var gift, og 75 % af gifte kvinder var husmødre. Det betød altså en skarp og kønnet adskillelse, hvor mænd primært havde lønarbejde, mens kvinder var beskæftigede med hjemmets arbejde.[i]
Det var selvfølgelig ikke en arbejdsdeling, der opstod ud af den blå luft. I 1966 kortlagde den unge jurist Inger Margrete Pedersen, hvordan idéen om den mandlige forsørger var funderet i juridiske og økonomiske incitamenter. Ganske vist havde man indført gensidig forsørgerpligt i ægteskaber i 1920’erne, men det var specificeret, at forsørgelsen både kunne gælde løn- og husarbejde. På den måde stadfæstede man idéen om adskilte kvindelige og mandlige arbejdssfærer. Derudover fik alle gifte mænd udbetalt en ”forsørgerbonus”, og i skattelovgivningen blev der givet en ”hustrurabat”, hvis en kvinde valgte at blive hjemmegående husmor, når hun giftede sig. Mænds arbejde uden for hjemmet og kvinders arbejde i hjemmet blev altså også en realitet, fordi det ganske enkelt kunne betale sig. Helt op i 1970 lå kvinders løn officielt 1/3 under mænds per offentlig overenskomst.
Det er spændende at dykke ned i arbejdsdelingen i 1950’ernes kernefamilie, fordi perioden præsenterer os for en ekstrem version af nogle problemer, der fortsat hjemsøger vores samtid. I denne artikel vil jeg præsentere nogle af resultaterne fra min undersøgelse af mænds hjemmeliv, som er baseret på en nærlæsning af de tusindvis af sider, som Familiejournalen udgav i 1955. Hvordan påvirkede den juridiske og økonomiske stadfæstelse af den mandlige forsørger forholdet mellem hjem og arbejde? Hvis hjemmet var kvindens arbejdsplads og mandens fristed, hvilke konsekvenser fik det da for familielivet? Hvordan fremstillede Familiejournalen forbindelsen mellem løn-, hus- og følelsesarbejde?
I min undersøgelse opdagede jeg tre gennemgående tematikker, baseret på ovenstående spørgsmål.
- Mænds hjemmeliv: Der var en idé om, at mænd kunne vise omsorg for deres familier gennem lønarbejdet, og dermed blev hjemmet i højere grad et frirum for mændene. Idéen blev udfordret i bladet, hvor mænd ofte blev fremstillet som infantile i deres manglende evner og vilje til at deltage i husarbejdet – med undtagelse af det såkaldte mandsarbejde.
- Faderskabet: Efter 2. verdenskrig opstod et øget fokus på faderskabets betydning i psykologi og familiestudier, der hurtigt spredte sig til populærkulturen. Dermed opstod et øget fokus på fædres involvering i deres børns liv, hvilket også udfordrede tidens institutionalisering af den mandlige forsørger.
- Det ulige ægteskab: Ved at læse Familiejournalens fremstillinger af utroskab og vold, bliver det tydeligt, at den mandlige forsørgerrolle skabte en ulighed i hjemmet, der både trak økonomiske og emotionelle tråde – og som ultimativt fastholdt mange kvinder i ulykkelige ægteskaber.
Lidt om ugeblade og hjemmets arbejde
Inden vi dykker ned i resultaterne, vil jeg knytte nogle kommentarer til baggrunden for undersøgelsen. Man kan spørge sig selv, hvorfor Familiejournalen kan bruges til at sige noget som helst om fortiden? Det kan den, fordi det var en enormt vigtig kulturinstitution. Sammen med Hjemmet var det i mange år Danmarks mest læste blad. En undersøgelse fra 1958 viste, at det blev læst af 35 % af alle danske mænd og 39 % af danske kvinder.[ii] Derudover er det et spændende blad, fordi det rummer så mange modsætninger. Det er nemlig et magasin, et ord vi med rette også bruger om lagerrum. For som et rodet lagerrum er de modstridende udtalelser klistret side om side i Familiejournalen, hvor reklamer og noveller ofte modsiges direkte af tegneserier og brevkassebreve. Bladet minder altså om en collage, hvor tidens forskellige blikke på familielivet karambolerede. Hvis man forventer en blind dyrkelse af kernefamilien i bladet, tager man altså fejl. Bladet giver plads til nuancer.
Derudover er det nødvendigt med en kort begrebsafklaring – for hvad menes der med hjemmets arbejde? Da man i dansk lovgivning i 1920’erne begyndte at skelne mellem løn- og husarbejde med indførelsen af en gensidig forsørgerpligt, italesatte man ironisk nok hjemmets arbejde som et arbejde. Det betød dog ikke, at det var et arbejde, som gav løn. I stedet har der været en tendens til at anskue arbejde i hjemmet som en naturlig feminin omsorg, som en kærlighed til sin familie. Som historikeren Tithi Bhattacharya dog rammende har beskrevet, er det ulønnede arbejde i hjemmet faktisk fundamentet for hele det kapitalistiske samfund:
”Hvis det er arbejderens arbejde, der skaber al samfundets velstand, hvem skaber så arbejderen? Sagt på en anden måde: hvilke slags processer gør det muligt for arbejderen at træde ind på hendes arbejdsplads hver dag, så hun kan skabe samfundets velstand? Hvilken rolle spillede hendes morgenmad? Eller hvad med en god nats søvn?”[iii]
Hvis kvinder fik løn for det ubetalte arbejde, som de udfører i hjemmet, ville det blive dyrt. Ifølge en rapport fra Oxfam, der udkom i 2020, ville det koste 10.800.000.000.000 dollars årligt, svarende til tre gange den samlede omsætning i verdens tech-industri! Hvilket arbejde er der tale om? Det gælder dels praktisk husarbejde, der involverer tøjvask, madlavning, rengøring og lignende. Som flere forskere dog har fremhævet, involverer det også følelsesarbejde, hvor særligt kvinder ofte er tvunget til at regulere deres følelser for, at de kan passe til konteksten.[iv] Der skal lyttes, trøstes, løses konflikter og skabes en generel tryg og behagelig stemning i hjemmet. Når jeg i undersøgelsen snakker om hjemmets arbejde, henviser jeg altså til det ulønnede hus- og følelsesarbejde, der typisk bliver udført af kvinder, og som står i kontrast til det lønnede arbejde uden for hjemmet.
Mænd i lænestole
Med en bedre forståelse for betydningen af hjemmets arbejde, vil jeg nu vende mig mod Familiejournalens fremstillinger. Den mandlige forsørgers lønarbejde havde nemlig stor betydning for hans hjemmeliv. Lønarbejde blev på mange måder til en form for maskulin omsorg – at tage væk fra sin familie og sit hjem for at slide på arbejdspladsen blev set som et offer, som man gjorde for familien, og netop som en måde at vise sin kærlighed på. Historikeren Jørgen Lorentzen har rammende skelnet mellem fædres mulighed for at være for eller i familien. Ifølge Lorentzen har de sidste 150 år været præget af en stadig spænding mellem, om fædre bedst kunne vise omsorg ved at forsørge familien økonomisk eller ved at engagere sig i familiens hverdag. Når mænd viste omsorg for deres familier, greb det ind i hjemmelivets dynamikker. Groft sagt blev kvinder hjemmets arbejdere, mens den mandlige forsørger kunne vende hjem til arbejderens hjem. Det var et sted, hvor manden kunne holde fri og slappe af. Intet sted træder det mere tydeligt frem end i billederne af mænd i lænestole, helst med en avis og en pibe eller cigaret. Et arketypisk eksempel ses her:
Som billede på mænds hjemmeliv var lænestolen uovertruffen. Jeg gennemgik årgangen og fandt 115 billeder af mænd i lænestole. 40 % af billederne lignede de to nedenfor:
På begge billeder indtager resten af familien en noget mere akavet plads, mens manden sidder i sin lænestol. På den måde blev lænestolen et godt billede på det privilegium, som forsørgeren havde i hjemmet. Det skulle være et rum for afslapning, når arbejdsdagen var slut. Det var en afslapning, som ikke var alle forundt, og det gik ikke ubemærket hen i bladets tegneserier. Det bedste eksempel er oversættelsen af den amerikanske tegneserie om teenagepigen Tina:
Tina dagdrømmer om ægte kærlighed under opvasken, men drømmen får en brat afslutning, da drømmemanden blot indtager farens plads i lænestolen, og hun er tilbage ved opvasken. På den måde bliver lænestolen et potent symbol, som bruges til at forhandle betydningen af mænds hjemmeliv og manglende deltagelse i husarbejdet.
I tegneserierne får denne diskussion flere udtryk. På den ene side fremstilles hjemmet som et fængsel, hvor den retmæssige frihed ikke tilkommer mænd grundet deres koners strenge krav. Et eksempel ses her, hvor en kvinde for en gangs skyld selv får en lænestol – til gengæld får manden en lænke om foden.
Omvendt ser vi også en gennemgående kritik af mændenes manglende evner inden for husholdning som noget barnligt, ja næsten infantilt. I eksemplet nedenfor er manden taget med ud at købe ind i et af de nye, moderne supermarkeder – dengang kaldet selvbetjeningsbutikker – og da han bliver træt, får han lov til at sidde i indkøbsvognen.
Det betyder dog ikke, at mænd slet ikke skal deltage i husarbejdet. De tildeles underkategorien ”mandsarbejde”, og der medfølger typisk en anerkendelse af deres styrke eller håndværkerevner. I en novelle af Ivar Ahlstedt defineres dette arbejde temmelig præcist, ligesom det kobles til mandens maskulinitet:
”Billederne skulle hænges anderledes, møblerne flyttes, søm slaas i, tæpper
bankes, børnene skældes ud, ting flyttes fra kælderen til loftet eller
omvendt. – Det er mandsarbejde, sagde hun, – selv om det er klart, at hvis
du ikke kan overkomme det, saa… Og saa gjorde han det, for hvis ikke
han gjorde det, kom der et glimt i hendes øjne, en foragt, som han ikke
kunne holde ud”
I bladets fremstillinger var forholdet mellem løn- og husarbejde altså kompliceret. Nogle mente, at hjemmet skulle være et frirum til afslapning, efter man havde vist omsorg gennem lønarbejdet. Andre fremhævede, hvordan frirummet opstod på bekostning af andres arbejde i hjemmet. Den manglende deltagelse i husarbejdet blev fremstillet som værende asocial eller infantil. En vigtig parentes var det gør-det-selv mandsarbejde, der skulle udføres mindre regelmæssigt. Forståelsen af lønarbejdet som mænds bidrag til hjemmet blev dog også udfordret fra andre sider.
Far eller forsørger?
Et stort fokus i bladet er nemlig vigtigheden af, at mænd også er i familien, først og fremmest som fædre. Faderskabet var et enormt tema i bladet, og der blev brugt mange kræfter på at overveje, om mænd burde arbejde for eller i hjemmet. Det ses tydeligt i flere noveller, hvor en stedfar stilles over for en biologisk far for at reflektere over deres kvaliteter. Det skifter, hvem der er hvem, men den ene portrætteres som en god forsørger, den anden som en god far. Et eksempel er en novelle af Ernst Ekwall, hvor farens ”brune, leende øjne” stilles over for stedfarens evner til at skaffe ”velplejede kreaturer” og en lade ”fuld af rug og hø”. Novellerne understreger, at forsørgerrollen ikke er tilstrækkelig, og at tiden med familien er vigtigere. Det ses også tydeligt i bladets billedside, der ofte viser kærlige fædre.
Det forventes, at mænd indtager en venskabelig rolle over for børn, der er gensidigt meningsgivende – man bliver på én gang ven, rollemodel, og den, som sikrer børnenes disciplin. Hvordan relaterer dette venskab sig så til husarbejdet? Lad os forsøge engang at zoome længere ud på det ovenstående billede, der stammer fra en vaskepulverreklame.
Mens far og datter kigger kærligt på hinanden, er moren, nærmest som en fodnote, henvist til venstre hjørne, hvor hun står for bleskiftet. Det er et gennemgående tema i noveller om kærlige fædre, at deres koner ikke formår at levere det samme følelsesarbejde – fordi de ganske enkelt er nedslidte af bleskift, madlavning og rengøring, som fædrene ikke hjælper synderligt med. På den måde betinges de tætte bånd mellem fædre og børn af mødrenes husarbejde, der samtidig fremmedgør dem fra resten af familien.
Hvorfor dog dette enorme fokus på fædre i bladet? Den britiske historiker Laura King har foreslået, at vi skal vende blikket mod 2. verdenskrig. Her drog flere (primært) mænd ud i krig end nogensinde før eller siden, og det skabte altså faderløse familier på en skala, som ellers ikke er set. De mange familier uden fædre fik psykologer til at fokusere på en antagelse om vigtigheden af en kernefamilie med både mor og far, og den forskning blev hurtigt spredt i massemedierne. Selvom de færreste fædre var væk fra deres familier i Danmark under krigen, så spredte budskaberne sig, fordi bladene efterlignede og genoptrykte indhold fra udenlandske massemedier.
De kærlige fædre, der insisterer på også at være i familien, gennem ferier, lege og højtlæsning bliver på den måde et billede på en større angst – hvad ville der ske med samfundet, hvis ikke familien leverede det arbejde i hjemmet, som var nødvendigt for at forme den næste generation? Den angst kommer stærkest til syne i en klumme, hvor en psykolog stiller spørgsmålet ”Findes der forbrydere i vore børnehaver?” For skribenten er svaret et rungende ja:
”Er der noget galt i hjemmet, er der… og det er et forfærdende tal… 98 procents chance for, at et barn bliver kriminelt.”
Fra et videnskabeligt standpunkt er citatet helt ude i hampen – men fra et kulturhistorisk standpunkt er det en stemningsfuld illustration af den ængstelse, som knyttede sig til tidens dyrkelse af kernefamilieidyllen. Med den gensidige forsørgerpligt, der blev indført i 1920’ernes ægteskabslovgivning, bestræbte man sig på en adskillelse, hvor mænd viste omsorg for familien, mens kvinder viste den i familien. Det var dog en adskillelse, som illustrerede et paradoks ved tidens kernefamilie, hvor fædre på den ene side forsørgede familien økonomisk, men på den anden side skulle agere rollemodeller og venner for deres børn. På trods af, at Danmark ikke mønstrede nogle store hære under 2. verdenskrig, er Familiejournalens fremstillinger farvet af tendenser på tværs af Vesten i 1950’erne. Bladet satte fokus på vigtigheden af fædres tilstedeværelse i familien ovenpå krigstraumet og angsten for et faderløst samfund. Den tætte relation til børnene betød dog ikke en øget deltagelse i hjemmets arbejde, men nærmere en intensivering af kvinders husarbejde, som kunne fremmedgøre dem over for familien.
En emotionel og økonomisk dissonans
Forholdet mellem løn-, hus- og følelsesarbejde træder allertydeligst frem i fremstillingerne af ægteskaber, der viser, hvordan 1950’ernes kernefamilie var en grundlæggende ulige institution. Når mænd var de eneste forsørgere – som det gjorde sig gældende i ¾ af danske familier – var en naturlig konsekvens, at kvinder blev økonomisk afhængige af deres mænd. Derudover var der en følelsesmæssig skævvridning. I bladet eksisterede en forventning om hjemmet som et maskulint frirum. Det var ikke blot et sted, hvor mænd kunne slappe af efter en presset arbejdsdag – det var også et sted, hvor de kunne modtage ømhed, efter at have ageret professionelle i den offentlige sfære hele dagen. I mange noveller er kvinder ved at miste deres ægtemænd, indtil de lærer at vise dem tilstrækkelig ømhed. I det mest markante eksempel fejldiagnosticerer en læge hovedpersonens mand med vilje for at lære hende, at hun skal vise ham mere ømhed.
Disse tematikker bliver også sat på spidsen i en novelle, der gengiver plottet i den amerikanske film ”There’s Always Tomorrow”. Her føler manden Cliff sig lige så mekanisk i sin rolle som forsørger, som de legetøjsrobotter, han producerer på sin fabrik – ”Man trækker mig op, og jeg arbejder og betaler alle regningerne.” Cliff forsøger at række ud til sin kone ved at invitere hende i teatret, men hun vælger i stedet at tage til datterens danseopvisning. Senere vælger hun at blive hjemme hos deres syge datter frem for at tage med ham ud af byen på weekendtur. Som en logisk konsekvens må Cliff søge ømhed andre steder, og han tager sig en elskerinde. I novellens klimaks konfronterer Cliffs børn elskerinden, der kommer med historiens morale:
”Hvorfor skulle Cliff have brug for mig, hvis han fik den kærlighed hjemme, som han trængte til?”
Historien fremstiller Cliff som en øm og følsom mand. Læser man derimod historien mod hårene, illustrerer den samtidig, hvordan følsomheden hviler på en enorm skævvridning i følelsesarbejdet. I novellen er det ikke Cliff, der svigter, selvom han ikke kommer til danseopvisninger og forlader sine syge børn for at tage på ferie – det er konen og børnene, fordi de ikke viser ham nok ømhed. Ligesom i billederne af lænestole, bliver et hierarki afsløret, hvor mænds lønarbejde også var med til at strukturere familiens følelsesarbejde.
Den ulige fordeling af følelsesarbejde træder tydeligst frem i de ekstreme situationer, hvor utroskab og vold driver kvinder til selvmordets rand. I bladets noveller fremstilles utroskaben ikke negativt, men nærmere som en erotisk og revitaliserende kraft, der kan puste nyt liv i ægteskabet gennem lidt sund konkurrence. En novelle beskriver for eksempel hvordan en kvinde reagerer, da hendes mand kommer hjem med rød læbestift på kinden i slutningen af historien:
”En anden kvinde havde været ude efter hendes mand. Hendes mand. Hun var ophidset og oprørt… og midt i det hele ganske idiotisk lykkelig over, at hun havde set John… i en ny belysning.”
I brevkassen beskrives utroskaben helt anderledes, og den kædes ofte sammen med den økonomiske ulighed. De brevskrivende kvinder får hverken penge til tøj eller mad, mens deres mænd bruger pengene på elskerinder. For Edith Rode, der var Tove Ditlevsens forgænger som brevkasseredaktør på bladet, er der dog ikke meget medfølelse. En kvinde skriver, hvordan utroskaben og mandens ødsle spenderen på sin elskerinde har fået hende til at overveje at tage et glas piller. Rode har dog ikke meget medfølelse i sit svar:
”Nar børnene nu har saadan en tosset far, saa maa De jo prøve paa at være en dobbelt saa god mor – ellers er De alt for egoistisk.”
Det samme gør sig gældende i de breve, hvor kvinder skriver til brevkassen om partnervold. Der er ikke mange eksempler på fysisk vold i bladet. Der er til gengæld masser af eksempler på tvangsmæssig kontrol.[v] Det er et begreb udviklet i 2007 af sociologen Evan Stark for at belyse en subtil og personaliseret form for partnervold, der ofte overses, men der kan få ofre til at udvise de samme traumereaktioner, som folk der har været holdt som gidsel. Et eksempel fra bladet er Minnie, som beklager sig, fordi hendes mand ikke vil lade hende kigge på blomster og træer, når de går tur. Selvom det ikke lyder voldsomt, tyder hendes reaktion på, at den lille fortælling er et symptom på tvangsmæssig kontrol. Hun kalder sig for ”en tom skal” uden tanker selv, og hun bliver ofte så nervøs, at hun stiller sig ned på gaden for at falde til ro. Edith Rode udtrykker dog heller ikke meget håb i sine svar til disse kvinder, der igen gøres ansvarlige for hjemmets følelsesarbejde:
”Alt, hvad man kan gøre, er at prøve paa at indrette sig i tilværelsen, saa den bliver saa taalelig som mulig, og uden at gøre eller afstedkomme for meget vrøvl.”
Med et nutidigt blik virker hendes svar til tider så kolde og kyniske, at det er tragikomisk. Læser man hendes svar med god tro, fremstår de i stedet som et forsøg på at hjælpe kvinderne med at eksistere i en hverdag, hvor mange af de brevskrivende kvinder ikke oplevede at have noget alternativ.
En historisk arv
Kigger man tilbage på forholdet mellem løn-, hus- og følelsesarbejde i 1950’erne, står man ikke tilbage med simple svar. Selv i Familiejournalen, der ofte bliver beskrevet som en konservativ højborg for kernefamilien, møder vi et mudret billede. Den mandlige forsørger blev institutionaliseret og realiseret i et omfang, der ikke er set siden. Samtidig blev forsørgerrollen dog udfordret fra flere sider – der blev udtrykt frustration over mænds manglende deltagelse i husarbejdet, ligesom nye krav om mere involverede fædre udfordrede idéen om at leve for familien og vise sin kærlighed ved at komme hjem med en lønseddel. For mænd blev hjemmet ofte præsenteret som et frirum, hvor de kunne slappe af og modtage ømhed fra resten af familien. Det var dog kun muligt, fordi det samtidig skabte et hierarki i hjemmet. Der var en forventning om, at kvinder skulle tage det meste af følelsesarbejdet på sig, mens de var økonomisk afhængige af deres mænd. Det skabte en ulighed, som i værste fald fastholdt kvinder i ulykkelige og voldelige ægteskaber.
En historisk forståelse af hjemmets arbejde er vigtig, fordi den trækker tråde helt op i vores samtid. I begyndelsen af 2020brugte europæiske kvinder fortsat 9 timer mere om ugen på husarbejde end mænd, i 2 ud af 3 danske heteroseksuelle forhold tjener mænd mest, og danske kvinder udsættes for vold i hjemmet 3-6 gange oftere end mænd. Så selvom dele af Familiejournalen anno 1955 i dag fremstår absurde, så er det i allerhøjeste grad en historisk arv, som vi fortsat bærer. Vil vi en forandring, så må vi forstå den arv. Vi skal afsøge de skjulte rædsler, som Tove Ditlevsen engang så i historiens millionvis af opvasker.
Andreas Schmidt Eriksen er kandidat i historie fra Københavns Universitet og ph.d.-studerende på Medicinsk Museion i København
Forfatterens kommentar:
Hvis du vil vide mere om hjemmets arbejde, vil jeg i høj grad anbefale:
Federici, Silvia. Revolution at point zero: Housework, reproduction, and feminist struggle. PM Press, 2020.
Vil du læse mere om faderskabets historie, har jeg været særligt glad for:
King, Laura. Family men: fatherhood and masculinity in Britain, c. 1914-1960. Oxford University Press, 2015.
Derudover henviser jeg i teksten også til den udmærkede:
Lorentzen, Jørgen. The history of fatherhood in Norway, 1850-2012. Springer: 2015.
Referencer:
[i] Tal i dette afsnit er baseret på følgende:
Christoffersen, Mogens Nygaard. Familiens udvikling i det 20. århundrede. Demografiske strukturer og processer. København: Socialforskningsinstituttet, 2004.
Danmarks Statistik. Kvinder & Mænd i 100 år – fra lige valgret mod ligestilling. Danmarks Statistik, 2015.
Deding, Mette & Helle Holt (red.) Hvorfor har vi lønforskelle mellem kvinder og mænd? En antologi om ligeløn i Danmark. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 2010
Det Statistiske Departement. Statistisk Årbog 1963/64 – Årgang 68. København:
Bianco Lunos Bogtrykkeri, 1964.
[ii] Observa. Hvem læser ugebladene? København: Danske Reklamebureauers Brancheforening, 1959.
[iii] Egen oversættelse
[iv] Se for eksempel Hochschild, Arlie Russell. “Emotion work, feeling rules, and social structure,” i American Journal of Sociology, vol. 85 (3), 1979, ss. 551-575 samt Gotby, Alva. They Call It Love. The Politics of Emotional Life. London: Verso, 2023.
[v] På engelsk kaldet Coercive Control. Se Stark, Evan. Coercive control: The entrapment of women in personal life. Oxford University Press, 2009.