Bolighygiejnen – da renlighed blev et (usynligt) arbejde

Hos Inger Nørgård kan du læse, hvordan huslig arbejdsomhed og moral blev forbundet gennem 1900-tallet med nye forestillinger om og krav til god bolighygiejne. 

HJEMMETS ARBEJDE: Vi skelner mellem, hvor vi går på job, og hvor vi bor. Men hvad bygger det skel på, og er det egentlig så tydeligt? I forbindelse med Golden Days’ festival “På arbejde” kommer Baggrund ud i alle hjørner af hjemmets arbejde med en serie af artikler, der fokuserer på de idéer, der ligger bag nutidens forståelser af – og uopmærksomhed overfor – det arbejde, der finder sted i hjemmet.

I dag er der ivrige diskussioner om, hvorfor arbejdet i hjemmet er så usynligt, og om det at ’holde hus’ egentlig er et arbejde. Denne artikel viser, hvordan hjemmets arbejde blev usynliggjort i forbindelse med at sikre en god ’bolighygiejne’. Hjemmets hygiejne og krav til en god bolig blev igennem 1900-tallet diskuteret og positivt omtalt af mange både husmoderforeninger, offentlige myndigheder, arkitekter og private boligforeninger. En god bolighygiejne var vigtig af hensyn til borgernes sundhed – men også deres moral! Gamle, usunde boliger, ja hele kvarterer, blev revet ned i de danske byer i midten af 1900-tallet. Flere offentlige politikker blev udarbejdet. Nu skulle nye beboelsesejendomme med moderne materialer sikre en god bolighygiejne. 

Men hvad udgjorde egentlig en god og sund bolig? Én ting var de materielle rammer, men hvem gjorde rent, og var der krav til det? Her viser sig et skel omkring 1950, hvor kvindeorganisationer som for eksempel Dansk Kvindesamfund, De danske Husmoderforeninger, Marthaforbundet og Hussassistenternes Forbund faktisk satte ord på, hvem der gjorde rent, og hvordan der skulle gøres rent i boligen. Det var ellers ikke noget, som myndigheder, byggeforeninger, arkitekter og andre skrev nævneværdigt om i deres tekster om og vejledninger til en god bolighygiejne. I deres omtale af en god bolighygiejne var boligens fysiske konstruktion helt central. Boligen skulle være indrettet rummeligt, være lys og kunne udluftes samt bestå af gode moderne materialer. Dertil skulle der være nem adgang til vand og toiletter. Boligens materialer skulle også, nævnes det, være til at holde rene.

Det var organisationer og institutioner med en overvægt af mænd, der typisk stod for den fysiske opførelse af nye bygninger, udformede regulativer og var med i relevante kommissioner angående bolighygiejne og boligpolitik. De arbejdede med ens krav til bolighygiejnen uanset klassetilhørsforhold, og de gjorde brug af begrebet bolighygiejne, når de erkendte og argumenterede for, at husmødre/kvinder ikke kunne holde rent i boligen og derved opnå en god bolighygiejne uden de rette fysiske rammer. Men de omtalte ikke den vedvarende og løbende fysiske og mentale indsats, som kvinderne på rette måde skulle udføre løbende i boligen for at opnå en god bolighygiejne. Den indsats findes til gengæld omtalt og diskuteret i kvindeorganisationernes arkivmateriale.¹ Kvindeorganisationerne erkendte og arbejdede med en professionalisering af det løbende huslige arbejde. 

Den beskrevne opdeling fremstår ikke så underlig med den arbejdsdeling, det kønsopdelte samfund havde. Det dokumenterer dog, at der er en grund til, at den mentale indsats og den løbende rengøringsindsats i at holde hus stadig i dag er meget skjult i vores forestillinger om arbejde. Det var den altså også dengang. Den blev ikke omtalt i mange sammenhænge, hvor mandlige aktører var aktive, selvom de for eksempel gerne ville spørge kvinder til råds og erkendte, at materialer skulle være til at holde rene.

Kvindeorganisationerne gav en anden betydning til bolighygiejnen, hvilket hang sammen med tidens husmoderrolle og de knivskarpe kønsroller. For at forstå det, skal vi først se, hvordan Danmark ligesom hele Norden var optaget af boliger og slum.

Ned med de usunde boliger! 

Der var mange problemer omkring boliger i midten af 1900-tallet. Et problem var, at der var for få til de voksende danske byer. Et andet problem var den udbredte slum. Slummen var udtryk for, at nogle grupper medborgere i samfundet levede under usle boligforhold med fugtige vægge, uopvarmede rum, måske med væggelus eller andre skadedyr, ingen nem adgang til vand, ingen adgang til toiletter og måske levede en hel familie i ét eller to rum. Opvarmningen af boligen kunne give luftgener i form af os. Beboerne i byens dårlige boliger blev ofte syge, og derfor kom man til at opfatte byens dårlige boligområder som smittespredere, hvorfra sygdomme som tuberkulose spredte sig. 

De boliger, som medborgere med knappe ressourcer levede i, var med få rum, hvor de skulle både opholde sig, lave mad, sove, vaske tøj, gøre rent og måske arbejde. Sådan en trængsel i boligen kunne skabe meget snavs på et lille område. De fysiske forhold gjorde, at det var vanskeligt, hvis ikke umuligt, at leve op til at holde boligen, sig selv og sin familie ren efter tidens standarder. 

Nye krav om renlighed 

I 1800-tallet fremkom en bevægelsen for at gøre Norden ren. Det at gøre rent blev en positiv ting, der ligesom huslighed og renlighed – udøvet på den rette måde! – blev en del af borgerskabets afgrænsning over for andre klasser i samfundet. Den fint pyntede og rene bolig, hvor kernefamilien fandt sin hjemlige basis, blev idealet. Læger og andet sundhedspersonale talte for, at husmødre gjorde rent, også for at holde de usynlige sygdomsfremkaldende bakterier nede eller væk fra boligen. Overfor disse idealer og tanker om en god bolighygiejne stod slummens boliger og beboere. Der opstod simpelthen en bekymring for dem. Tidens arkitekter, politikere, filantroper og eksperter forbandt i den offentlige debat de dårlige boligforhold med udbredelse af sygdomme til resten af befolkningen, men der var også en forståelse af, at en dårlig moral var mere udbredt i slummen. En dårlig opførsel var altså nærmest at forvente af mennesker, der boede i slumboligerne! I en række byer som Viborg i 1939, Vejle i 1941 og i Indenrigsministeriets Saneringsudvalgs betænkning fra 1938 begyndte man at registrere ejendomme og beboelsesforhold med henblik på at rive dele af byernes kvarterer eller enkelte ejendomme helt ned. Det var en saneringspolitik, som simpelthen fjernede muligheden for at bebo slumejendomme. I stedet skulle nye boliger opføres med moderne materialer. Der skulle være isolering af ydervægge, renovationsordninger, adgang til vand og egne toiletter. 

Hvad adskilte en ældre bolig fra en moderne bolig, der var let at holde ren? I det følgende har vi et eksempel fra Gefle Husmodersförening, som holdt en udstilling om husarbejde og moderne køkkener i 1931. Den svenske historiker Karin Carlsson har arbejdet med netop køkkener og deres modernisering, som ikke alle var tilfredse med. For hvor var den hjemlige hygge for familiens medlemmer, når køkkenet var en specialiseret arbejdsplads med rene, letholdelige flader med alt udstyr på rette plads gemt bag hvide ens skabe og låger? Carlsson skriver:

Med beskrivelsen af gamle materialer og funktioner samt det, at ét rum i tidligere boliger ofte havde mange funktioner, bliver det tydeligt, at moderne boliger gav en markant ændret livsform. Den moderne bolig var lettere at gøre ren og havde en mere specialiseret indretning, hvor forskellige funktioner skulle foregå sit ’eget’ sted. Boligforeninger, forskellige faglige eksperter og myndighederne fokuserede på at få bygget hjemmets køkkener, men i det hele taget også ejendomme og bygninger med anderledes og nyt inventar, nye former for installationer, andet udstyr og moderne materialer. Den funktionsinddelte indretning af boligen og de rette materialer var et led i moderniseringen af boligen. Især fra 1960’erne foregik et generelt byggeboom i bylejligheder, hvor der i de nye bebyggelser blev stillet krav til muligheden for at sikre en god hygiejne.

Den gode bolighygiejne 

I et moderne sprogbrug lyder ordet bolighygiejne fremmed, men i midten af 1900-tallet var det et begreb, som blev anvendt til at forklare og sætte krav til en boligs hygiejnestandard. Som en del af forklaringen på, hvorfor bolighygiejnen var vigtig, blev det ofte fremhævet, hvordan en dårlig bolighygiejne påvirkede menneskene i boligen. De blev syge, og deres moral kunne lettere fordærves. Moralen er et centralt emne hos Indenrigsministeriets Saneringsudvalg, der taler om “moralsk forpestede forhold” i slummen.³ Her må menes, at der er mere kriminalitet, økonomisk uføre og seksuel letfærdig opførsel.

Begrebet bolighygiejne optræder blandt andet i Dansk Husmoderleksikon fra 1951, et dansk husmoderleksikon, som på mange måder var et enestående værk, hvor nærmest alle emner, som berørte husmoderens arbejde i hjemmet, kunne slås op. Som den daværende chef for Sundhedsstyrelsen, Johannes Frandsen, introducerende forklarede i husmoderleksikonnet, er husmoderens gerning mangeartet; hun gør en forskel for familiens ernæring og arbejdsevne. Husmoderen laver for eksempel mad, gør rent, tager sig af børn og syge. Hun forvalter også store dele af landets økonomi gennem husholdningen.

Det påpeges i redaktionens forord til husmoderleksikonnet, at med den udvikling der har været i husholdningsarbejdet og med den rationelle form, hvorunder man driver husholdning i 1951, har danskerne på mange måder forladt det, som tidligere generationer forstod som god og duelig husførelse. I de senere år, står der, har videnskabsmænd, teknikere og statistikere beskæftiget sig med husholdningsarbejdet. De praktiske udøvere af det huslige arbejde, som er husmødrene, udfører deres arbejde i et nøje samarbejde med førende videnskabsmænd og teknikere.

Husmoderleksikonnets læserskare var primært husmoderen. Hun kunne indledende læse om bolighygiejne, at ”Bolighygiejne kræver, at Boliger skal kunne holdes tætte og tørre, ventileres og opvarmes paa passende Maade, have god Adgang for Dagslys, samt kunne holdes rene”. (min kursivering, s. 132 i husmoderleksikon, ’bolighygiejne’) Allerede her, i husmoderens eget leksikon, får man indtryk af, at de fysiske rammer for boligen er centrale, ligesom det nævnes, at den rette bolighygiejne kræver rengøring. Dog uden at læseren forklares, hvordan og hvem der skal gøre rent. Teksten om bolighygiejne fylder to tætskrevne spalter. Renholdelsen af boligen bliver berørt direkte to gange mere i teksten, da det nævnes, at dårlig belysning kan vanskeliggøre renholdelsen, ligesom det er vigtigt for renholdelsen, at der er nem adgang til rigeligt med vand i boligen.

Toiletforhold skal være hygiejniske, ligesom køkkenaffald, fejeskarn og lignende skal kunne bortskaffes på en hygiejnisk måde. Hvad så en ’hygiejnisk måde’ er, og hvordan der skal holdes rent, er ikke beskrevet med gode råd eller klare anvisninger.

Det var ellers meget konkrete råd, der blev givet i teksten om at sikre bolighygiejnen. Der skulle samlet set være en fysisk bolig, der gav beskyttelse og varme, sikrede plads til beboerne, ikke var fugtig, og hvor der var god belysning, adgang til vand, WC og renovation. I teksten om bolighygiejnen henvises læseren til sundheds- og byggevedtægter, hvor det er angivet, hvilke regler, der findes for opførelse og indretning af boligen. Det oplyses også, at offentlige myndigheder førte tilsyn med lejeboligers tilstand. 

For at vise de mere konkrete eksempler husmoderen fik, kunne hun læse, at vægge, gulv og tag skulle have god varmeisolering. Opholdsrummene skulle have en temperatur på cirka 18-20 grader. Den opvarmning, som der var i boligen, måtte ikke udsende strålevarme, især ikke i en ellers utrolig kold bolig, fordi det gav forøget risiko for sygdomme blandt beboerne. Fugt var et udbredt problem i nogle boliger, da især ældre huse kunne suge fugt op fra undergrunden gennem murene. Ligesom fugten kunne komme fra menneskers udånding, tøjvask eller tøjtørring. Dårlig udluftning og opvarmning kunne også give fugt. Utætte, kolde og fugtige boliger gjorde beboerne udsatte for  forkølelser, infektioner, lungesygdomme og gigt. Også faren ved manglende dagslys forklares for læseren. En dårlig belysning virker deprimerende, det anstrenger øjnene og gør det vanskeligere at renligholde lejligheden. Vinduesarealet skal, beskrives der i teksten, udgøre mindst en tiendedel af gulvarealet. Det betyder også noget, hvor vinduerne er placeret, hvor dybt værelset er, samt hvor tæt på vinduerne, der står træer eller modstående bygninger. Mere lys vil simpelthen også gøre boligen ’venligere’ at være i.

Endelig var der en bekymring for overbefolkning i boligerne. Der står direkte skrevet, at overbefolkning ikke må finde sted. Hvis børn af forskelligt køn må dele soverum, når de er over 11-12 år, så er boligen overbefolket, ligesom børn på den alder og opefter ikke skulle dele soverum med forældrene. Her virker moralen dikterende i forhold til at holde ugifte kønsmodne piger, drenge, mænd og kvinder adskilt. 

Opsummerende var målene for en god bolighygiejne at sikre beboernes sundhed, velvære, hvile, velbefindende, arbejdsevne og moral. Det nævnes flere gange, at en god bolighygiejne kræver renholdelse af boligen. 

I husmoderleksikonet fylder den fysiske udformning af boligerne altså meget, og med den udbredte slum og deraf følgende problemer med sygdomme i befolkningen, blev den vinkel begribelig. Samme tilgang til bolighygiejne ses hos datidens politikere og offentligt ansatte ligesom ved private boligforeninger, nemlig at boligens fysiske udformning fylder nærmest alt i forklaringen og forfølgelsen af den gode bolighygiejne. Det fremhæves dog, at nye moderne materialer skal anvendes i boligen af hensyn til renholdelsen. I boligkommissionernes tilsyn kan man finde eksempler på konstateringer af, at personer i de mest forslummede boliger har haft brug for hjælp til oprydning.⁴ Herved erkendte og forstod myndighederne den løbende renholdelse af boligen som en del af bolighygiejnen.

Den evigt gentagne rengøring 

Fra begyndelsen af 1900-tallet voksede husmoderforeningers antal i hele Norden. Disse foreninger satte hjemmet, hygiejne i boligen samt kvindens rolle som husmoder i fokus. Husholdningsforeninger, husholdningsseminarer, nogle højskoler og kvindeorganisationer som for eksempel Marthaforbundet og Husligt Arbejderforbund havde ligeledes det huslige arbejde inden for deres arbejdsområde. Det huslige arbejde var et traditionelt kvindearbejdsområde. 

Oftest anvendte disse organisationer ikke ordet bolighygiejne om deres arbejde, men de havde hygiejnen i bolig eller husholdning mere generelt som en del af deres klare interesse- og arbejdsområde. Deres arbejde påvirkede eller handlede om synet på boligens hygiejne. Hos kvindeorganisationerne lå den faglige interesse og opgaven med at løfte ’en løbende renholdelse af boligen’ samt at sikre huslige færdigheder hos kvinderne.

Husligt arbejderforbund havde en fagskole, som tilbød kurser til forbundets medlemmer. Kursernes emner var blandt andre rengøring af værelser, af køkkener, gulve og flader. Som kursuslitteratur var blandt andet lærerinde ved Suhrs Husholdningsseminarium Astrid Stoumanns bog Gør husarbejdet lettere (1938). Bogen var en lærebog for husholdningsskoler, men kunne også anvendes af husmødre. Ifølge lærebogen skulle boligen udgøre et hygiejnisk og æstetisk indbydende hjem. Konkret får læseren at vide, at det var nødvendigt at rengøringen foregik på moderne, bestemte materialetyper, der var vedligeholdt, ellers var det vanskeligt at gøre ordentligt rent. En del af rådgivningen i lærebogen var at dele rengøringen op i daglige, ugentlige, månedlige og årlige opgaver, sådan at den daglige rengøring for eksempel var at tage opvasken, støvsuge, aftørre badeværelse og tørre lakerede gulve over med klud. Ugentligt rengøring kunne være at støvsuge paneler, døre, møbler, rengøre vindueskarmene samt at rengøre badeværelset og køkken grundigt. Vinduespudsning og rengøring af køkkenskabene skulle foretages hver måned. Renholdelsen bestod af gentagne handlinger. Handlingerne var planlagte, og kvinden skulle selv organisere opgaverne og holde styr på at få dem ordnet efter planen. Det er vanskeligt i lærebogen at aflæse, hvornår noget var rent ’nok’, men synlig snavs var ganske givet ikke foreneligt med en god bolighygiejne, og når rengøringen blev foretaget i faste gentage mønstre, vidste man, at hygiejnen var bedst muligt sikret.

Et andet eksempel på en kvindeorganisation, der indgående beskæftigede sig med boligen og dens hygiejne var De danske Husmoderforeninger (1920), der arbejdede for, at kvindens huslige arbejde skulle anerkendes og højnes. Husmodergerningen var både et kald og en forpligtigelse. I 1945 var der cirka 26.000 medlemmer i De danske Husmoderforeninger, som var en sammenslutning af en række lokale husmoderforeninger. En af lokalforeningerne var Randers Husmoderforening, som tilbød uddannelses- og læringsaktiviteter i husligt arbejde. 

Randers Husmoderforening støttede for eksempel oprettelsen af en Marthaskole i Randers i 1947. Formålet med Marthaskolen var på privat initiativ at oplære unge piger mellem 14 og 18 år i husligt arbejde gennem deltagelse i et tre-årigt kursusforløb. I 1972 havde Marthaskolen i Randers udlært omkring 4000-5000 unge kvinder. Der var kurser i temaerne husholdning, syning, førstehjælp, spædbørnspleje og hjemmets hygiejne. I kursusmaterialet til brug i undervisning om hjemmets hygiejne, som kaldtes “Marthaforbundets Kursus i Hjemmets Hygiejne og Spædbørnspleje”, blev eleverne oplyst om elementer, som er genkendelige fra Husmoderleksikonnets definition af ’bolighygiejne’, nemlig at en bolig skulle være rummelig, yde beskyttelse mod varme, fugt, kulde og regn. Der skulle være fin adgang for lys og mulighed for udluftning. Boligen skulle være til at renholde og vedligeholde. Det tydeliggøres, at husmoderen har et ansvar for at kræve eller forsøge at sikre en bolig med fysiske rammer, der er hygiejniske og sunde. At ikke alle medborgere reelt havde en økonomisk mulighed for dette, var en anden sag.

I kursusmaterialet til hjemmets hygiejne fremgår det, at det huslige arbejde skulle planlægges og tilrettelægges på en god måde. Det var en vedvarende, løbende arbejdsindsats at gøre rent og skabe en god hygiejne. En indelukket usund luft skulle undgås, og snavs bekæmpes. Ikke at gøre rent ville gøre familiens medlemmer syge! 

Både hos Husligt Arbejderforbund og ved Marthaskolen var der ensartede krav for en god hygiejne i boligen. Det var for øvrigt ens krav, der blev stillet til alle boliger, uanset beboernes sociale tilhørsforhold. Sundhed og arbejdsevne skulle sikres for alle.

Sammenfattende kan man udlede, at hos private organisationer med kvindelige medlemmer var det ikke alene boligens gode og moderne fysiske rammer, der udgjorde bolighygiejnen. Kvindernes kvalificerede arbejdsindsats, det at gøre rent løbende på den rette, planlagte måde, var en del af bolighygiejnen. For kvinderne var gode fysiske rammer og letholdte moderne materialer i boligen en forudsætning for at kunne holde en god bolighygiejne med deres løbende arbejdsindsats.

Husmoderen – hjemmets beskytter!

Det kan ikke være fordi, at omtalen af husmoderen og husmoderideologien ikke fyldte i tiden umiddelbart efter besættelsen, hvor Dansk Husmoderleksikon blev udgivet, at den udstrakte usynliggørelse af husmødrenes, pigernes og husassistenternes løbende renholdelse af boligen fandt sted. Tværtimod kom definitionen af bolighygiejnen i husmoderleksikonnet lige efter en besættelsestid, hvor der ifølge historiker Dorthe Chakravarty i bogen Husmor i en rationeringstid. Køkkenliv under besættelsen (2018) var sket en betydelig opvurdering af husmoderens evner til at genbruge og udnytte alle tilgængelige ressourcer. De danske husmødre gik på hjemmefronten ind i kampen mod den tyske overmagt ved for eksempel at indsamle spildfrugt til marmelade, sylte og bage, sy brugt tøj om, og ved at genanvende forskellige materialer og donere deres køkkenaffald til grisefoder.

1800-tallets fokus på den borgerlige kernefamilie, hvor husmoderen sikrede det præsentable hjem i rene, æstetiske og hyggelige omgivelser, der nærmest skulle lokke mand og børn retur til hjemmet, blev en stærk ideologi. Tog samtiden kvindens ansvar for bolig og hjem alvorligt omkring 1950? Det gjorde de i den grad, så meget endda, at mænd og kvinder blev bedømt af omgivelserne som naboer, familie og endda politiet efter, om de havde levet op til deres køns ansvar og dyder. Kønsrollerne stod knivskarpt, som historiker Mette Seidelin formulerer det i sin bog Husspetakler og vold mod kvinder 1945-1970 (2022).

Husmoderideologien var således stærk i det meste af 1900-tallet. For nogle blev det at være huslig betragtet som en iboende egenskab i kvinden. Det var dog ikke altid nok bare at være kvinde, for samtidig kunne – og skulle? – kvinderne indhente mere kundskab om det huslige arbejde ved at tage uddannelse, kurser, deltage i foredrag eller ved at opnå praktisk erfaring. Det var især i privat regi at uddannelser og kurser i husholdning blev skabt. Trods den stærke ideologi om husmoderen og hendes betydning i et samfundsperspektiv for sundhed, økonomi og velopdragne børn, var støtten til dette stærkt begrænset i offentligt regi. Selvom der fra slutningen af 1800-tallet var flere forsøg på at få opbakning til at skabe en statslig videnskabelig uddannelse inden for husholdning, lykkedes det aldrig rigtigt ifølge husholdningslærerinde og kultursociolog Ninna Kiessling:

”Flertallet af danskere er hver dag involveret i en række komplicerede gøremål, som alle sammen er nødvendige. Uden dem kunne hverken vi eller samfundet eksistere. Der købes ind og laves mad, børnene passes, der vaskes tøj og vaskes op, der købes nyt tøj, mormor besøges, oliefyret repareres, forsikringer betales, og trods stigende udgifter forsøger alle at få det hele til at løbe rundt. Og stadig i 1986 er det kvinderne, der påtager sig – og pålægges – hovedansvaret for dette arbejde; dem der trækker det store læs på hjemmefronten, dem der udfører det ”usynlige” arbejde, uanset at de også har et erhvervsarbejde. 

Set i dette lys er det måske mindre mærkværdigt at måtte konstatere, at arbejdet i hjemmet ikke rigtig er et acceptabelt forskningsprojekt, måske mindre forståeligt, at der ikke findes en videnskabelig uddannelse, der retter sig mod forskning og undervisning inden for disse områder,…”.⁵

Ninna Kiessling konkluderede i 1986, at husholdning og hjemmets arbejde ikke var videnskabeliggjort, som andre fag og beskæftigelser. 

Afrunding

I midten af 1900-tallet var boligen i centrum: Boligen blev diskuteret, boligpolitik blev udviklet, slumboliger blev revet ned, og krav til boliger blev skrappe med det formål, at alle danskere i princippet kunne opnå en god bolighygiejne. Ordet bolighygiejne kan findes i Dansk Husmoderleksikon, hvor det viste sig, at målene for en god bolighygiejne var at sikre beboernes sundhed, velvære, hvile, velbefindende, arbejdsevne og moral. Det nævnes under forklaringen af bolighygiejnebegrebet flere gange, at en god bolighygiejne kræver renholdelse af boligen. Dog fylder beskrivelser og gode råd om den fysiske udformning af boligerne meget, og med den udbredte slum og de deraf følgende problemer med sygdomme i befolkningen bliver den vinkel begribelig. 

Den samme tilgang til bolighygiejne ses hos tidens offentlige myndigheder, arkitekter, boligforeninger, der – dengang med en overvægt af mænd i organisationerne – stod for at optimere den fysiske engangskonstruktion af boligen, forstået som boligens fysiske rammer. De moderne materialer til boligens indre skulle være til at holde rene, det var et krav, men ellers omtales det ikke særlig eksplicit, at hygiejnen i boligen også krævede, at nogen gjorde rent. Givetvis fordi, at det lå indforstået, at husmødrene, pigerne og husassistenterne havde ansvaret for at gøre rent. 

De private kvindeorganisationer havde en anderledes tilgang til boligens og hjemmets hygiejne, hvor den løbende renholdelse af boligen med en kvalificeret arbejdsindsats, det at gøre rent løbende på den rette, planlagte måde og at holde styr på, hvornår opgaverne skulle løftes, var en del af hygiejnen. Det er tydeligt, når man studerer deres kursus- og uddannelsesmaterialer. For kvindeorganisationerne var gode fysiske rammer og letholdte moderne materialer i boligen en forudsætning for at kunne holde en god hygiejne. Det var en del af kvindernes ansvar i forhold til bolighygiejnen at sætte krav om, at materialer, lys og installationer i boligen kunne holdes rene. Kvindernes løbende arbejdsindsats med at gøre rent blev i høj grad usynliggjort i forhold til begrebet bolighygiejne. Det huslige arbejde og renholdelse af boligen var skjult arbejde. Selv om det var påkrævet for at holde en god hygiejne, blev det overset eller ikke regnet for relevant at inddrage i et begreb som bolighygiejne hos en række centrale aktører. 

Inger Lyngdrup Nørgård er PhD i historie, museumsinspektør og digitalarkivar ved Museum Østjylland.

Referencer

1. Se side 229-231 i Inger Lyngdrup Nørgård, 2021, “God bolighygiejne for alle – af hensyn til sundheden. Borgerengagement, køn og hygiejne i Randers 1935 til 1965”. ↩︎
2.  Min oversættelse. Side 249-50 i Carlsson, Karin, 2021, ”Rent kök. Hemutställninger, materialitet och renlighet i en svensk stad i början av 1900-talet.”  ↩︎
3. Side 41 i Kristian Buhl Thomsen, 2015,  Da de danske byer blev revet ned: Praksis og ideologi i dansk sanerings- og byfornyelsespolitik 1939-1983.
   ↩︎
4. Se side 157 i Kristian Buhl Thomsen, 2015,  Da de danske byer blev revet ned: Praksis og ideologi i dansk sanerings- og byfornyelsespolitik 1939-1983. ↩︎
5. 5  Side 124 i Ninna Kiessling, 1986, ”Kampen for en videnskabelig husholdningsuddannelse”.  ↩︎

• Dansk Husmoderleksikon: For ordet bolighygiejne se Dansk Husmoderleksikon 1. hovedred. Karen Braae, red. Ulla Pedersen, Astrid Stoumann. 1 bind A-K. Standardforlaget, 1951.
• Den gode bolig og det gode køkken med moderne materialer: Se Karin Carlsson,”Rent kök. Hemutställninger, materialitet och renlighet i en svensk stad i början av 1900-talet”, i Med tvål, vatten och flit. Hälsofrämjande renlighet som ideal og praktik ca 1870-1930, Johanne Annola, Annelie Drakman & Marie Ulväng (red.), Nordic Academic Press, 2021, side 235-258.
• For husligt arbejde: Se Tinne Wammen, ”Det skjulte arbejde: Nyere perspektiver på kvinders arbejde i familien og husstand ca. 1750-1915”, Fortid og nutid, vol. XX1X, nr. 2, 1981, side 202-223.
• For funktionstømning i hjemmene og ændring i husholdningen i 1900-tallet: Se Bodil Olesen og Jytte Throndahl, Da danske hjem blev elektriske 1900-2000, Kvindemuseets Forlag, 2004.
• Forsøg på at skabe en videnskabelige uddannelse for husholdning: Se Ninna Kiessling, ”Kampen for en videnskabelig husholdningsuddannelse”, i Kvinder undervejs: Dansk Kvindesamfund i Århus 1886-1986, Hanne Rimmen Nielsen & Eva Lous (red.), Aarhus University Press, 1986, side 124-132.
• Hjemmets og boligens hygiejne inden for private organisationer: Se Inger Lyngdrup Nørgård, ”God bolighygiejne for alle – af hensyn til sundheden. Borgerengagement, køn og hygiejne i Randers 1935 til 1965”, i Med tvål, vatten och flit. Hälsofrämjande renlighet som ideal og praktik ca 1870-1930, Johanne Annola, Annelie Drakman & Marie Ulväng (red.), Nordic Academic Press, 2021, side 209-234.
• Husmoderens rolle og husmoderideologiens opblomstring under besættelsen: Se Dorthe Chakravarty, Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen, Gyldendal, 2018. 
• Sanering og boligpolitik: Se Kristian Buhl Thomsen, Da de danske byer blev revet ned: Praksis og ideologi i dansk sanerings- og byfornyelsespolitik 1939-1983, Aarhus University Press, 2015.

Læs resten af artiklerne: Hjemmets arbejde – 2024