Grønlands forsoningskommission 10 år senere – interview med Poul Bloch Jensen

Hvor hentede man idéer, inspiration og sprog til den grønlandske forsoningkommission? Det taler idéhistoriker Astrid Nonbo Andersen om med Poul Bloch Jensen, der var en af initiativtagerne bag. I kommissionens første år, 2014, bragte vi en hel fokusserie om emnet, som du kan læse videre i her.

I begyndelsen af 2024 blev lederne af det udredningshold, der skal undersøge forholdet mellem Grønland og Danmark i perioden 1945 frem til i dag, udpeget. En udredning, der er blevet aftalt mellem Naalakkersuisut, Grønlands regering, og den danske regering og blandt andet skal ”bidrage til forsoning”, som der står i aftalen.[1]

Samtidig er det her i 2024 10 år siden, at den grønlandske forsoningskommission blev nedsat af Selvstyret. I den anledning ser Poul Bloch Jensen, medstifter af Partii Inuit, som var det parti, der satte den grønlandske forsoningskommission på dagsordenen, tilbage på de oprindelige tanker om forsoningsprocessen i en samtale med idéhistoriker Astrid Nonbo Andersen, der fulgte processen dengang.

Poul er født i 1968 af en grønlandsk mor og en dansk far og har boet i begge lande i sin barndom og ungdom. Han talte grønlandsk som barn, men måtte genlære det i en voksen alder efter at have glemt det under sin skolegang. I dag betegner han sig selv som 60:40 dansk-grønlandsk.

Interviewet er en forkortet version af en række interviews og samtaler mellem Astrid og Poul i 2023 og 2024 som led i Astrids forskning i sandheds- og forsoningskommissioner i de nordiske lande og Grønland.

Vælgermøder: Ny politisk mobilisering

Partii Inuit blev stiftet i 2013 af Nikku og Georg Olsen, Poul Bloch Jensen og Randi Broberg, med flere. Stifterne delte en forståelse af, at særligt enkeltsproget grønlandsktalende grønlændere uden for Nuuk holdt sig selv nede; at Grønland kunne mere selv og skulle frigøre sig fra afhængighedsforholdet til Danmark. Det nydannede parti opnåede i 2013 efter en kort, men meget succesfuld valgkampagne at blive valgt ind i Inatsisartut, Grønlands parlament, med to mandater. Partiet nåede inden da at sidde i regering i næsten et år. Poul var ikke selv aktiv politiker, men som administrator og rådgiver i partiet sad han med i koalitionsforhandlingerne, da partiet Siumut med Aleqa Hammond og Vittus Qujaukitsoq i spidsen d. 12. marts 2013 dannede regering med partierne Atassut og Partii Inuit. Han fortæller, at ideen om forsoningskommissionen dels byggede på nogle tanker om selvudvikling og om at bryde negative mønstre, som han havde tænkt over i flere år inden, men også at ideen tog form undervejs i valgkampagnen og koalitionsforhandlingerne med Siumut.

Hvornår opstod ideen om forsoningskommissionen?

“Vi havde en masse vælgermøder op og ned ad kysten. Og de handlede tit om folks problemer i dagligdagen. Der var nogle problemer og mønstre, der gik igen. For eksempel, at man på grund af sin etnicitet eller manglende uddannelse eller manglende sprog blev trykket ned og set ned på. Det var dem, der blev holdt nede, vi ville kæmpe for. Dengang var det en politisk parole i Danmark, at alle problemer skulle løses med ’uddannelse, uddannelse og uddannelse’. Og den kopierede flere partier i Grønland direkte. I Grønland er mange stadig meget autoritetstro, og det bliver mere udtalt, jo længere væk fra Nuuk man kommer. Dronningen hænger stadig på væggen som et udklip fra Billedbladet i mange hjem. Der er en ide om, at nogen bestemmer over en. Det med at stå på sin ret eller kræve noget, den mentalitet var ikke så udbredt. Mange turde ikke: ’jeg er jo kun grønlænder, og jeg kan jo ikke dansk, og jeg kan ikke læse, og jeg kan ikke…’, men sagde omvendt ’jeg kan arbejde!” Vi mente, hvis bare man deltog i samfundet på lige fod med andre og betalte sin skat, så havde man også ret til kun at tale grønlandsk og ikke nødvendigvis have nogen uddannelse. Det var blevet sådan, at man ikke længere var et ”rigtigt” menneske, medmindre man havde en uddannelse og kunne engelsk og dansk, ud over grønlandsk.”

Poul fortæller, at partiet diskuterede forskellige kreative tilgange til at adressere problemerne med det manglende selvværd. For eksempel i form af koncerter eller en genoplivning af Aasivik-festivalerne, der særligt i 1970erne og 1980erne spillede en vigtig rolle for politisk mobilisering blandt grønlandske unge. Tre af partiets medlemmer var professionelle musikere og havde en meget kunstnerisk tilgang til politik. Men det var svært at finde formen på det, husker han:

”Partii Inuit havde fået to mandater, og vi skulle ind og forhandle koalitionsaftalen. Jeg prøvede at være meget hands-on på den der koalitionsaftale, hvor vi skrev nogle håndterbare ting ind, som kunne eksekveres. Hen imod slutningen var der plads til mere. Og så tænkte jeg: ‘Det er nu eller aldrig!’ Det var dér, at jeg hev Nikku ud på gangen og sagde: ’jeg vil helt vildt gerne have den der forsoningskommission med.’ Han var med på ideen, for vi havde jo talt om det før, men vi havde begge to været usikre på, om Grønland var klar til det. Men vi gik ind med det. Og det kom med i koalitionsaftalen.”

Inspiration fra udlandet og fra selvudviklingskurser

Da Partii Inuit foreslog forsoningskommissionen, var sandhedskommissioner og historiske kommissioner kendt fra en lang række andre steder i verden. Den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission (1995-2001) var den første, hvor begrebet forsoning også indgik. Den sydafrikanske proces blev fulgt tæt i det meste af verden. De tidligste ideer om, at en eller anden form for sandheds- og forsoningsproces også kunne være relevant i en nordisk og grønlandsk kontekst, dukker op i begyndelsen af 00erne[2], og i 2008 blev en sandheds- og forsoningskommission nedsat i Canada, der skulle dokumentere overgreb og uretfærdigheder begået mod elever på de såkaldte Indian residential schools. Den canadiske kommission blev nedsat som del af et forlig efter et massesøgsmål og indleverede sin endelige rapport i 2015. Poul fortæller, at han læste alt, hvad han kunne finde om andre sandheds- og forsoningsprocesser for at finde inspiration:

“Jeg har boet i Canada i et års tid og kendte til Inuits problemer der. Og jeg kendte også til den canadiske sandheds- og forsoningskommission. Men da jeg læste om den proces, fik det mig ikke til at tænke at ‘vi gør det samme’. I mine øjne var det lidt for high court-agtigt. Lidt som den Internationale Domstol i Haag. Der var for meget jura over det. Det, jeg ville, var ikke, at nogen skulle for retten eller holdes ansvarlige eller den slags. Det, vi havde talt om, var jo mere noget i stil med Aasivik-festivalerne. Og når jeg søgte online om Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, syntes jeg heller ikke, det gav mening i Grønland. Jo mere jeg læste om det, jo mere syntes jeg, at de greb det forkert an. At der kom rigtig mange problemer ud af det alligevel, fordi det var alt for juridisk. Det med offentlige høringer kunne jeg heller ikke se for mig i Grønland. Det var slet ikke det, det handlede om. Det, jeg gerne ville have, vi skulle tale om, var i højere grad nedarvede familiemønstre og den slags, der går langt tilbage i historien.”

Kan du give et eksempel?

“Det kunne for eksempel være min egen families historie. Min mormor havde en halvbror, som blev kaldt et uægte barn. Min oldemor var kiffaq – stuepige hos handelsforvalteren Koch. Hun skulle også varme sengen op for handelsforvalteren. Koch blev efter sigende forelsket i min oldemor og ville gerne giftes med hende. Men hvis han gjorde det, ville han miste alle rettigheder. Og hans kone og tre børn i København ville komme på fattighjem. Han beholdt sin danske familie, men fik en søn med min oldemor, en lille lys dreng med lyst hår og blå øjne – en såkaldt ’horeunge’. Og på den tid – sådan var det jo i hele verden – så var det bare ikke godt at være uægte barn. Han blev mobbet, spyttet på, konstant drillet og måtte ikke være med mange steder. Han havde megen modgang. Alt det, gjorde at han fik et enormt fighter-gen. Han kæmpede og insisterede på at være grønlænder. Al den frustration udmøntede sig dog også i druk og vold. For eksempel bankede han sin kone, fordi hun ikke havde lavet kaffe, da han kom hjem efter at have været ude og fiske. Jeg har igennem min opvækst set med egne øjne, hvordan disse egenskaber gik videre i familien. Det var blandt andet den slags problematikker, som jeg gerne ville, at forsoningskommissionen skulle bearbejde, fordi jeg opdagede, at jeg ikke var ene om det, men at det var et udbredt problem.”

“På vælgermøderne oplevede vi tit, at folk fortalte om deres problemer. Senere samme aften så begyndte de at fortælle: ’Jamen min forfader, han var jo handelsforvalter i…’ Men de koblede ikke problemerne sammen med familiehistorien eller mellem generationerne. Men når man ved noget om personlig udvikling og traumer og personer med udsathed, så ved man jo også, at ens ophav har noget at sige i forhold til det, man er blevet til. De her mennesker følte ofte at ’det er mig, der er problemet’. De var dog også samtidig lidt stolte af at have haft en forfader, der var handelsforvalter, selvom han havde forårsaget alle de problemer og grinede lidt af det. Der var sådan en afsky, respekt, stolthedsfølelse på en mærkelig måde. Og det var blandt andet dén følelse vi gerne ville tage fat i.”

Hvilket sprog tænkte du først ”forsoning” på?

“Jeg begyndte med det engelske ord reconciliation. Jeg skulle lige finde ud af, hvad det hed på engelsk, og så søgte jeg mest på det engelske ord. Det grønlandske kom først senere. På grønlandsk hedder det, at man forliger sig med hinanden. Saammaasseqatigiinneq er ordet. Forsoningskommissionen fik navnet Saammaateqatigiinnissamut Isumalioqatigiissitaq på grønlandsk. Stammen i ordet er saammarpoq, altså ’han er kommet til ro’. Det grønlandske sprog har den opbygning, at flertalsformer kommer efter stammen på ordet. Det er svært at bruge det ord, uden at der sættes et køn på. I det her tilfælde kommer stammen i ordet af saamavoq, som betyder ’er venlig’ eller ’er blid’. Jeg tager forbehold for, at det kan oversættes eller forstås på flere måder. Men alt i alt betyder ordet saammaasseqatigiinneq ’med-henblik-på-at-blive-rolige-sammen’, det vil sige at man kommer til ro sammen. Det sidste ord, isumalioqatigiissitaq, kan oversættes til ’udvalg’ eller ’kommission’. Til slut får vi derved ”kommissionen, der arbejder på at vi skal blive rolige sammen.”

Så i partiet var I enige om, at en form for traumebearbejdelse var nødvendigt sammen med en undersøgelse af, hvordan nutidens problemer hang sammen med fortiden?  

“Ja, flere af de andre i partiet var gode til at forløse følelser med musik. De arbejdede med mennesker og kultur i det daglige og havde blandt andet arrangeret nogle SMS-festivaler, der på en måde mindede lidt om Aasivik. SMS stod for Saqqaq Midnight Sun-festival og var alkohol- og hashfri. Festivalerne var ikke kun musik, men også sangskrivning og lege, der gav de unge deltagere mulighed for at opleve samvær på en anden og sundere måde. Så da jeg bragte ideen om forsoningskommissionen på banen, stemte det godt overens med de tiltag, som de andre havde gjort med SMS-festivalerne igennem flere år.”  

Men hvis ideen ikke kom fra udlandet, hvor kom den så fra?

“For min del voksede idéen blandt andet ud af de erfaringer, jeg havde gjort mig med forandringsledelse, innovation og entreprenørskab som kerne og ofte med socialt udsatte personer, som var i forandringsforløb. Dengang jeg begyndte at arbejde med unge i begyndelsen af 00erne var det nærmest umuligt at få psykologhjælp. Det er det måske fortsat, selvom der er kommet mange flere psykologer til, både grønlandske og danske. Men ventelisten var bare superlang dengang, så folk fik ikke hjælp til at komme videre. Det var på den baggrund, at jeg begyndte at udarbejde en kursusmodel for hjælp til selvhjælp. Mine metoder bestod overordnet set i øvelser, som bryder barrieren mellem folk ned, og som gør det lettere for dem, der ikke er vant til at sige noget, at komme på banen. Dertil at arbejde med sin egenforståelse og opbygge det, man kalder agens. Personlig selvværd og selvtillid. Jeg bistod for eksempel også med etableringen af grønlandske aktiveringscentre. I dag kalder man dem Majoriaq. Det er tiltag for at understøtte fagligt svage unge under 25.”

De erfaringer, du havde fra din erfaring med personlig udvikling, forandringsprocesser og innovation, hvordan formede de ideen om en grønlandsk forsoningsproces?

“Jeg har været med til mange borgermøder i Grønland. Og det, jeg typisk oplever, er, at danskerne og sådan nogle som mig stiller spørgsmål hele tiden, fordi vi er trænet til det.  Men jeg opdagede, at der var virkelig mange, der dukkede sig, når der var mulighed for at stille spørgsmål. Peger man direkte på dem, dukker de sig lidt, og kigger bagud, fordi de tænker, at det var ikke mig, hun pegede på, det var nok én bagved. Det er et meget udtalt mønster.”

“Det voksede ud af den berøring med alle de mennesker, både de udsatte, men også de velfungerende. Et andet mønster, jeg så, var, at de havde en tendens til at give skylden til andre hele tiden. For eksempel ’det var danskernes skyld, at vi ikke var selvstændige’ eller ’det var kommunens skyld, selvstyrets eller arbejdsgivernes skyld, at man ikke kunne’ det ene og det andet. På den baggrund begyndte jeg at interessere mig for, hvordan man kunne skubbe lidt til folk – nudge dem, så de selv begyndte at tage nogle skridt til forandring. Så forsoning handlede om at forsone sig med sig selv først og dernæst med andre. Og så skulle folk lægge de der fjendebilleder, de havde, væk.”

Det lyder som om, der var flere elementer i det? Det var både noget med at bearbejde nogle traumer og italesætte dem, forstå forbindelsen mellem fortid og nutid og bevæge sig videre? 

“Ja. At bevæge sig fremad. Det allervigtigste var at rejse sig op selv. Det er fint at få hjælp af andre, men det duer ikke, hvis man er for afhængig af andre. Det, jeg mener, er, at når man er stærk selv, så er man også stærke sammen. Det var et helt grundlæggende element i det, vi ville.”

Men I var i tvivl om formen på det?

“Ja. Jeg tror også, det var rimelig vagt, hvad der egentlig stod om den i koalitionsaftalen. Jeg havde en idé om formen, men at skrive det ned var ikke nemt. For mig var det meget intuitivt. Det var det også for de andre med blandt andet Saqqaq Midnight Sun festival. Det ligger intuitivt i os, hvad der skal gøres. Så skulle vi overføre den viden, ville det skulle gøres mundtligt. Den forvaltning, der blev etableret i forhold til forsoningskommissionen, rakte ud til en lang række mennesker, blandt andet undertegnede, for at finde retning for, hvordan det skulle gøres. Jeg synes de ramte rimelig rigtigt. Det er jeg meget glad for.”

Danmarks deltagelse

Koalitionsaftalens sætninger om forsoningskommissionen skabte også kortvarigt en del opmærksomhed i Danmark. Udmeldingen faldt nogenlunde tidsmæssigt sammen med udgivelsen af Kim Leines roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, og begge var afsæt for en længere debat i Danmark om, hvorvidt Grønland overhovedet havde været en koloni.[3] Også daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts kommentar til forsoningskommissionen vakte opsigt. ”Vi har ikke behov for forsoning,” bemærkede daværende danske statsminister Helle Thorning-Schmidt under et pressemøde i Torshavn i april 2014.

I koalitionsaftalen står, som jeg husker det, at ’for at skabe afstand til koloniseringen af vores land er det vigtigt, at en forsoningsproces finder sted’. I danske ører lød det som om, at det handlede om en forsoning med Danmark…?

“Ja, det kan jeg godt huske. Det troede man også i Grønland. Men det, vi tænkte på i partiet, var nu mere, at det var forbindelsen til kolonitidens åg, der skulle lægges afstand til. For nu at vende tilbage til min egen ’forfader’ Handelsforvalter Koch, som fik den her blåøjede, lyse, lille og lidt danskeragtige søn. Det var jo ikke hans fejl, at han var født uden for ægteskab. Kolonihistorien i Grønland har ikke været som i portugisiske, spanske, hollandske og belgiske kolonier. Så det var ikke med den brille på. Det var et opgør med den systemiske magtstruktur. Den ligger hos folk selv og er en forståelse af, at ”systemet” kommer og ordner det hele for én – at systemet bestemmer. Men det gør det ikke. Selvfølgelig var der også mange i Grønland, der kunne selv. Men der var bare også rigtig mange, som havde underlagt sig selv en tro på, at de ikke kunne eller måtte. Det er en stærkt internaliseret idé. Og det var den kamp, vi prøvede at tage. Vi ville gerne give folk en tro på, at de kunne selv, også selvom de ikke havde en lang uddannelse eller kunne perfekt dansk.”

Så det handlede ikke om, at Danmark og Grønland skulle forsones, og at Danmark derfor også skulle deltage?

“Nej, det skulle være meget mere SMS-festival-agtigt eller Aasivik-agtigt, hos os selv i Grønland. Vi skulle finde tilbage til den energi, der opstod under krigen, hvor forbindelsen til Danmark blev afskåret, og man mødte verden udenfor, havde en alliance med amerikanerne, og opdagede, at man godt kunne en hel masse selv – dén energi. Den store forskel på Danmark og Grønland under anden verdenskrig var, at Danmark var besat, og Grønland for første gang i flere hundrede år var fri. Det er den fortælling mange, der levede dengang, fortæller. Det var også den frihed, vi søgte.”

Så Danmark var ikke nødvendig i forsoningsprocessen? 

“Nej, overhovedet ikke. Og jeg er glad for, at det ikke blev en del af det. Lad os sige, at Danmark var blevet en del af det. Så ville Danmark jo begynde at ville have det på sin måde. Så skulle den og den være med fra det og det departement i Danmark. Og så ville det pludselig blive enormt styret af dansk tankegang og sprog. Sådan er det jo stadig i Grønland. Hvis der er én, der taler dansk eller ikke forstår grønlandsk, så taler alle grønlændere dansk. Det er sådan en underliggende struktur, som man ikke tænker over. Men det betyder, at de grønlandsktalende skal sidde og hakke sig igennem på dansk. Så hvis Danmark var blevet en del af forsoningsprocessen, så ville det også være blevet meget danificeret, hvis man kan bruge det udtryk. Med en referatstruktur og, ja, hvad man nu gør, når man har en kommission. Det var også lidt sådan, det endte med at blive alligevel, en ret administrativt-teknisk og nok også ret dansk model. Omvendt kan jeg næsten ikke forestille mig andet, fordi bureaukratiet er struktureret på den måde, hvor man skriver ned, samler op og laver rapporter. Men jeg tror, forsoningskommissionen ville have været væsentligt stærkere dansk domineret, hvis Danmark havde været med.”

Meget af den grønlandske modstand mod forsoningskommissionen dengang bundede i, at mange associerede den med Sandheds- og forsoningskommissionen i Sydafrika. Hvorfor forklarede I ikke, at det var noget andet, I ville?

“Vi gjorde et ihærdigt forsøg på at forklare os, men på alle vores punkter blev vi ofte misforstået, særligt af mine egne slags, de velstående og blandede børn, der ofte gik i selvforsvar på mange af vores punkter. Når vi for eksempel talte om, at enkeltsprogede grønlændere skulle have lige så meget ret til basale rettigheder, som rent dansktalende grønlandske blandingsbørn, gik blandingsbørnene i selvforsvar og sagde noget i retning af ‘så vi må ikke være her!’.  Vi skrev ofte til pressen, men kun på grønlandsk. Det gjorde, at der var meget få journalister, der kunne forstå, hvad vi skrev. Den grønlandske presse var og er stadig stærkt båret af det danske sprog. Hovedparten af artiklerne bliver stadig først skrevet på dansk for siden at blive oversat til grønlandsk. Så folk havde opbygget en forhånds-holdning til Partii Inuit, der gjorde, at de reagerede imod, uanset, hvor god en idé, vi mente, vi havde.”

I havde en meget skarp sprogpolitik, udtalte jer kun på grønlandsk og afleverede alle jeres lovforslag på grønlandsk…

“Ja, det var en igen en kamp mod den systemiske magtstruktur, som der stadig ligger fra kolonitiden. For eksempel, så er det sådan, at man til Landstinget godt kan nøjes med at aflevere forslag til dagsorden kun på dansk. Omvendt kan man ikke skrive et forslag kun på grønlandsk og få det godkendt, for så kan juristerne i administrationen ikke læse det. Det, syntes vi, var systemisk racisme. Som vi så det, skulle grønlændere have lov til kun at tale grønlandsk eller aflevere et forslag til Landstinget kun på grønlandsk. En grønlandsktalende grønlænder skal ikke være tvunget til et dobbeltsprog. Men desværre var der rigtig mange, som misforstod det og blev kede af det. Særligt blandingsbørn som mig selv, der er vokset op med at blive grint af, når de forsøgte at tale grønlandsk. Og det gør ondt. Og så holder man op med at prøve at tale grønlandsk. Og samler sig mere og mere med andre som sig selv i en lukket gruppe.”

Hvad der siden hændte

Der er gået 10 år siden forsoningskommissionen blev etableret. Kommissionen afleverede sin endelige betænkning i december 2017. Samme år blev 100-året for overdragelsen af Dansk Vestindien til USA markeret overalt i Danmark under stor mediebevågenhed. Der blev også udgivet en lang række bøger, særudstillinger og så videre, der havde dansk kolonihistorie som omdrejningspunkt, og i nogle tilfælde også drog paralleller mellem Grønland og Dansk Vestindien. I årene efter satte både Black Lives Matter, Indigenous Lives Matter, Rhodes Must Fall og en række andre afkoloniseringsbevægelser og kunstnere fokus på eftervirkninger af kolonialisme rundt om i verden. Også i Danmark og Grønland.

I brugte ordet forsoning – i dag ville man måske have talt om en kommission for mental afkolonisering i stedet?

“Det kan godt være, at de ord allerede fandtes dengang. Det, at vi begynder at bruge dem, er vel også en modningsproces i hele verden. Men der er vel også kommet flere ord til siden, ord som ’kulturel appropriation’, ’systemisk racisme’, ’mental afkolonialisering’ og så videre. Det var ikke de ord, vi brugte dengang. De var slet ikke i vores begrebsapparat. Men det er en god udvikling, synes jeg, og der er også kommet mere lydhørhed for, at vi gerne må være os selv – både sprogmæssigt og kulturelt, sådan som vi plæderede for dengang.”

Poul Bloch Jensen er, Msc. i Innovation & Ledelse, født i Grønland og opvokset i Grønland og Danmark.

Astrid Nonbo Andersen er Ph.D. i Idehistorie fra Aarhus Universitet og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun er leder af forskningsprojektet ”Truth and Reconciliation in the Nordic Countries”, fulgte den grønlandske forsoningsproces i sin postdoc ”The Greenland Reconciliation Process”,  og har desuden forsket i forholdet mellem Danmark og flere af dets tidligere kolonier, herunder Tharangampadhi, US. Virgin Islands og Grønland.

[1] https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/GRU/bilag/66/2727788.pdf.

[2] Se for eksempel Fatuma Ali “Traumer i relation til Grønland.” 2008. http://www.oldsite.transnational.org/Resources_Reconciliation/2007/FatumaAli_Gronland.html.
Se også Astrid Nonbo Andersen, “The Greenland Reconciliation Commission : Moving Away from a Legal Framework”, i  The Yearbook of Polar Law. 2020 ; Vol. 11, No. 1.

[3] Se for eksempel artikelserien i Baggrund fra 2014.