Lidelsernes Tavshed

– Om regeringens psykiatriplans eksistentielle implikationer

Introduktion – Menneskene og deres lidelser

At være menneske er at lide. Men mennesket er også et ’politisk væsen’.¹ Således bliver et af de centrale, politiske spørgsmål, hvad vi skal stille op med denne verdens lidelser. At akkurat lidelsen er et afgørende, politisk spørgsmål hænger ikke alene sammen med, at den kan stå i vejen for vores overlevelse, men at den på mærkværdige måder er forbundet til politikkens egentlige formål, nemlig ’at leve godt’.² At leve godt hænger også sammen med den rigtige forståelse af lidelsen. I vores kulturs store fortællinger, i Biblen, i de græske tragedier, i Gilgamesh-eposset blev der sunget de samme, grundlæggende vers: at lidelsen var meningsfuld, at den rigtigt forstået hang sammen med det bedste liv. For så vidt politikken altså har at gøre med lidelsen, øver den indflydelse på mulighederne for et fuldendt liv.  

Men noget afgørende har ændret sig. Mens det engang gjaldt om at forstå den mening, der var indlejret i lidelserne, har vi i dag udviklet både en tænkning og en række teknikker, der ikke så meget forsøger at forstå lidelser, som simpelthen at reducere dem. Lidelserne er gået fra at være noget, der skal tolkes og forstås, til at være en barriere, der skal fjernes. Dette er også en politisk beslutning, men har mange kilder: fra oplysningstænkningens fokus på folkelig forbedring, til kritikker af både kirkelig og kongelig hensynsløshed overfor befolkningen til nye tekniske muligheder. I løbet af de sidste hundrede år er der især ét felt, der har haft betydning for den nye forståelse af lidelse, nemlig psykiatrien, og især da, fordi den er blevet udbredt til stadigt nye områder.³

Udvidelsen af psykiatrien har taget fart, siden man i 1950’erne opfandt de former for psykofarmaka, der stadig i dag spiller en helt afgørende rolle, nemlig anti-depressiv, anxiolytika, anti-psykotisk og stemningsstabiliserende medicin.⁴ I disse dage ser den historie ud til at blive fortsat. Endnu et område af menneskenes liv står til at blive inkluderet i sygdommenes familie: mistrivslen, særligt de unges. En sådan indlemmelse af nye områder under et psykiatrisk blik kan man kalde en psykiatrisering. Psykiatrisering er et specialtilfælde af patologisering, altså den proces hvorved “noget, der tidligere blev opfattet som et almindeligt menneskeligt problem, en særlig livsstil eller simpelthen en afvigelse fra en norm, nu bliver gjort til sygdom eller forstyrrelse, der kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling.”.⁵

Selvom psykiatrisering ikke i sig selv er dårlig, er den aldrig uden alvorlige konsekvenser. Hvilke problemer følger med, når man betragter noget som en sygdom? Dét vil jeg forsøge at kaste et litterært informeret, filosofisk blik på. Dette skulle gerne, i sidste ende, stille os et sted, hvor vi lidt bedre kan svare på, om en sådan psykiatrisering af mistrivslen tjener os. Men før enden kommer begyndelsen: hvorfor er det psykiatriskes ekspansion vigtigt at tage stilling til akkurat nu?  

Mistrivsel som sygdom 

Folketingsvalget i 2022 vil gå over i historien som dét tidspunkt, hvor den udbredte mistrivsel ikke bare blev en del af den fælles samtale, men noget det politiske fællesskab for alvor ville tage på sig som en offentlig forpligtelse. I den gigantisk anlagte Nationale Sundhedsprofil , der  udkom ca. et halvt år inden valget, havde det nemlig vist sig, at mistrivslen ikke alene var voldsomt høj – Fx havde hele 34.4% af de 16 – 24-årige kvinder et dårligt, mentalt helbred – men også i eksplosiv stigning. Således var både unge mænd og kvinders mistrivsel mere end fordoblet siden 2010. Noget måtte gøres. Regeringen gav dog ikke bare et praktisk svar på problemet, men også noget mere: I den samme bevægelse besluttede man sig nemlig for, hvilke grundlæggende kategorier, mistrivslen skulle forstås igennem: sygdommens. Fra nu af skulle den ’psykiske mistrivsel’ være et offentligt ansvar og behandles i psykiatrisk tænkende institutioner. Det blev fastlagt i den bredt vedtagne 10-årsplan for Psykiatrien,  hvor det mest skelsættende nye tiltag er, at der skal oprettes et “lettilgængeligt tilbud” i alle kommuner, hvor unge mennesker fra 6-17 skal kunne få “behandling” for deres mistrivsel. Ydermere skal der udvikles “værktøjer” i grundskolen, så lærerne bliver bedre til at “genkende symptomer på psykisk lidelse”. Planen lægger altså op til en dobbelt psykiatrisering, dels af selve mistrivslen, dels af lærernes blikke. Men hvorfor tale om en psykiatrisering, når hverken lærerne eller det nye tilbud, formelt tilhører psykiatrien? Fordi der tænkes og tales psykiatrisk. Mistrivslen skal nu ikke alene imødegås med “manualbaseret behandling”, tilbuddet skal også være en indgang til børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom børne- og ungdomspsykiatrien, skal have en “særlig rolle i at understøtte indholdet og udvikle indholdet af tilbuddet”.⁶ Det psykiatriskes betydning for det nye tilbud ligger dog ikke blot i disse mere overordnede forhold, men i dens konkrete indhold. Den behandling, der tilbydes den psykologiske retning, der mere end alle andre, tænker, behandler og kategoriserer psykiatrisk, nemlig kognitiv terapi. At kognitiv terapi kan siges at tænke psykiatrisk, kan ses af, at den “opstod inden for psykiatrien”, ligesom at den har at gøre med “sygdomme” og giver “behandling”. Det største, danske oversigtsværk inddeler da også de enkelte kapitler efter de psykiatriske diagnoser.⁷

10-årsplanen indeholder altså en dobbelt psykiatrisering: dels af mistrivslen selv, dels af lærernes blikke. Effekten af det kan dårligt blive andet end at Danmarks ungdom, i langt højere grad end det allerede er tilfældet, vil blive dannet til en mere psykiatrisk selvforståelse. Og det man lærer som barn, virker stadig på voksne. Vi må således forstå 10-årsplanen som en fortsættelse af en udvikling, der allerede er ekstremt markant. I tiåret fra 2011-2021 er der hele 30% flere, der behandles i voksenpsykiatrien og hele 50% flere, der behandles i børne- og ungepsykiatrien.⁸ I midten af 2023 kunne danske forskere i en storstilet undersøgelse derfor konkludere, at 82,6% af befolkningen i løbet af et liv ville modtage psykiatrisk behandling, enten via en psykiatrisk diagnose fra hospitalspsykiatrien, psykofarmaka fra egen læge eller behandling af privatpraktiserende psykiater.⁹ Hvis et af de vigtige, politiske spørgsmål efter år 2000 altså har været, hvad man skal gøre med sindets knivsystemer, så er psykiatrisk behandling efter valget i 2022 svaret. På den måde var folketingsvalget eksistentielt: Det blev besluttet, at vi som samfund ville forstå en af lidelsens kontinenter, mistrivslen, især hos børn og unge, psykiatrisk. Hvad vil det gøre ved os, at nye områder af livet vil blive behandlet som en sygdom?

Fra sterēsis til privation – de diagnostiske ords grundlogik 

Uanset hvordan psykiatriseringen mere konkret vil blive implementeret, så er der én ting, der vil gå igen, nemlig selve sygdomsbetegnelsen. Diagnosen udgør ikke alene adgangsbetingelsen til systemet, den angiver hvilke problemer det overhovedet er, der arbejdes med. Men derfor udgør den grundprismen for det blik, som psykiatriseringen skaber. Hvad lærer diagnosen os at kigge efter? 

Dét, som diagnosen bringer i fokus vises i de enkelte diagnoser. Alle psykiatriske diagnoser opskrives i manualer. I dansk psykiatri anvendes pr. 1.1.2022 egentligt WHO’s ICD-11, men den er i skrivende stund hverken implementeret eller oversat til dansk. Derfor kan vi nærlæse en af de klassiske diagnoser fra den reelt gældende ICD-10, nemlig F20 Skizofreni:  

“The schizophrenic disorders are characterized in general by fundamental and characteristic distortions of thinking and perception, and by inappropriate or blunted affect. Clear consciousness and intellectual capacity are usually maintained, although certain cognitive deficits may evolve in the course of time. The disturbance involves the most basic functions that give the normal person a feeling of individuality, uniqueness, and self-direction.”¹⁰

Det bemærkelsesværdige er, at alle de bærende ord har samme logik: de henviser til specifikke mangler ved normale træk, der hører til den ’normale person’. Mest tydeligt er det i ord som ’dis-order’ og ’in-appropriate’, der både indeholder normaliteten (order, appropriate) og dens negation i præfix’erne (dis- og in-). Andre ord, der ofte bruges i psykiatriske diagnoser, er ’for-vrænget’, ’ir-relevant’, ’ob-skur’, ’des-organiseret’, ’manglende’, ’bizar’, ’for-styrret’, ’u-normal’, ’u-forståelig’, ’in-kohærent’, ’a-pati’, ’mål-løs’, ’de-personaliseret’, ’for-mindsket’, ’for-stærket’ eller ’dys-funktionel’. Alle disse ord og derfor diagnosen generelt sætter altså fokus på mangler ift. noget normalt.

Således indeholder diagnoserne implicit et sundhedsbegreb, nemlig normalitet og en vej dertil, nemlig symptom-reduktion. I diagnosens logik ligger, at hvis de symptomer forsvinder, der hver især udgør specifikke brud på det normale, vil det normale komme tilbage.  

Denne måde at forstå sygdom og sundhed på har en lang begrebshistorie, der strækker sig helt tilbage til de gamle grækere. Ved at kigge på to af dens hovedstationer kan vi få et klarere begreb om, hvad den indeholder og hvilken retning, den skubber os i. 

Diagnosens logik optræder første gang i lægesønnen Aristoteles’ (384-322 fvt.) begreb ’sterēsis’. Sterēsis er en mangel på noget, man er “født til at besidde”.¹¹ Således er det ikke en mangel for en muldvarp, ikke at kunne se, mens det er det for et menneske, fordi det at kunne se, hører til det at være menneske, men ikke til en muldvarp. Sygdom er således sterēsis, for ’sygdom er fraværet af sundhed’.¹²  

At betragte noget som en mangel, som sterēsis, kræver altså, at man bedømmer det i forhold til, hvad der ’hører til’ det, dvs. at bedømme det ift. en norm om, hvordan mennesket bør være. Således er der i ethvert sygdomsbegreb forudsat en række normer, selvom disse ikke selv ekspliciteres. Denne normative dimension forstærkes når det græske sterēsis på næste station oversættes til det latinske ’privatio’. 

Den kristne kirkefader Augustin (354-430) bruger ’privatio’ til at forklare, ikke bare hvad sygdom er, men selve ondskabens natur¹³. I en kristen kontekst er ondskab et centralt problem, fordi Gud har skabt alt – men har han så også skabt ondskaben? Med privatio-begrebet i hånden, kan man svare nej. Ondskab er nemlig et ’privativt’ fænomen, dvs. ikke noget, der eksisterer i egen ret, men blot en mangel på godhed, en ’fordærvelse’.¹⁴ Den er ingen selvstændig ’substans’.¹⁵ På samme måde som en skygge ikke er skabt af solen, men kun er en mangel på lys, er det onde ikke skabt af Gud, men kun en mangel indenfor hans godhed.  

Men hvad har middelalderlige diskussioner om ondskab at gøre med vore dages psykiatri? Ikke så lidt, viser det sig. Fordi privationen udpegede de steder, hvor der manglede Gud, men hvor han burde være, så betød dét, at når noget blev udpeget som privation, at det skulle fjernes. For hvis manglerne blev fjernet, ville kun Gud stå tilbage. Det betyder, at der er to sammenhængende træk i den privative forståelse: 

For det første, hvis det privative er ondt, betyder det, at det kun er godt, hvis det ikke var, for det gode kan “være til uden det onde”.¹⁶ Mens mange andre ting i tilværelsen kan være sammensætninger af ondt og godt, skidt og fordelagtigt, er selve det, privationen udpeger, entydigt dårligt. Denne entydighed i forståelsen er central. Når noget først er forstået privativt, er alt godt eller nyttigt ved det udelukket. Således er en af de mest markante brud i galskabens historie ifølge Foucault akkurat der, da galskaben begyndte at blive udlagt som et privativt fænomen. Da blev dens ’tragiske og kosmiske erfaring’ nemlig ’maskeret’.¹⁷ Disse erfaringer betegnede nemlig akkurat de elementer i galskaben, der var værd at bevare. Når galskab bliver til sygdom, ophører den altså i samme grad med at have noget at sige os. Den bliver tavs. 

Derfor er privationen for det andet handlingsvejledende. Når noget forstås entydigt negativt, er det eneste spørgsmål med hvilken teknik, det skal fjernes. Dette er formentligt den historisk-filosofiske baggrund for, at det eneste forenende handlingsmål i psykiatrisk behandling er symptom-reduktion. Det er dét, som behandling sigter på. 

I diagnosens udpegning af mangler kan vi altså både se en fortsættelse og en ændring af den logik, der går over sterēsis til privationen. Her skal der gøres opmærksom på tre sammenhængende træk. For det første udpeger den et fænomen som mangel ift. en forudsat norm. For det andet tages manglen som udelukkende negativ ift. normen. Den betyder for det tredje, at den er handlingsvejledende, dvs. at hvis man fjerner det manglende, står kun det positive, det gode tilbage. Samlet kan vi kalde denne måde at forstå på privativ. Når noget udlægges privativt siger man således både, at det er en mangel, at et kun er godt at fjerne den mangel, og at kun det gode står tilbage efterfølgende. Som sådan udgør den privative udlægning grundbevægelsen i diagnosen. 

Derfor ser vi i diagnosen en videreførsel af religionens forhold til det onde med medicinske midler. Hvor religionen fjernede det onde, fjerner psykiatrien sygdommen; men det er samme logik, der gælder. Uanset, at der er mange forskelle, at psykiatrien fx. ikke kan fordømme, at det ikke længere er det evige, men det jordiske, der er på spil, så er der denne lighed.  

Så hvis regeringens psykiatriplan, dens udbredelse af det psykiatriske til folkeskolen og de unges mistrivsel, får en konsekvens, så er det at flere ting vil blive forstået privativt, dvs. gennem diagnoser og derfor som rene mangler. Det eksistentielle spørgsmål, som tidens politiske beslutninger altså stiller os overfor er, hvad det betyder, at vi betragter nogen af vores mest intime lidelser, nemlig de psykiske, som rene mangler. Men at forstå det, kan ikke gøres ud fra en ren begrebsanalyse af diagnosernes grundord. Vi må derfor finde et sted, hvor det i detaljer kan betragtes, hvad der sker med mennesker, der faktisk lever med privationens logik i hverdagen.

Ungeenheden 

Hvor kan man finde en grundlæggende undersøgelse af, hvad privationen kan gøre ved et menneske? Kan vi få et blik for, hvad det er, den privative udlægning af lidelse egentligt truer? Ét sted at kigge er i det underlige mellemland mellem det virkelige liv og tankens renhed: skønlitteraturen. Her kan vi, i en af de senere års mest radikale romaner, følge de egentligt menneskelige konsekvenser af at leve, handle og tænke under privationens herredømme.  

Det drejer sig om Fine Gråbøls Ungeenheden fra 2021, der blev hædret med Bogforums debutantpris. Ungeenheden¹⁸ er på mange måder et vildt og poetisk værk, fyldt af overraskende sansninger, brudte og mærkværdigt sammensatte sætninger og en egenartig opsætning. På nogle sider står der kun ét enkelt udsagn, og andre steder hænger den ene linje øjensynligt ikke sammen med den næste, sidestillet med stærke, socialrealistiske momenter, hvor vi hører systemets tekniske sprog og lærer fx. kontanthjælpssatser at kende. Når jeg henviser til Ungeenheden for at illustrere og udfolde privationens konsekvenser er det netop fordi bogen undersøger, hvordan det psykiatriske systems sprog og praktikker former de individer, der lever i dem. 

I Ungeenheden følger vi en ung, navn- og kønsløs jeg-fortæller henover en sommer på et social-psykiatrisk bosted. Selvom der er en del tegn på, at fortælleren er en kvinde, er det aldrig noget, der siges. Jeg vil derfor referere til fortælleren med det kønsløse ’de’, uden at det betyder, at fortælleren nødvendigvis er non-binær eller overhovedet forholder sig til køn. ’De’ skal forstås som en ufrivillig negation af de identitetsbestemmelser, der kan ligge i at være ’mand’ eller ’kvinde’. De er ikke kønsløse for at gøre plads til et overskud af identitet, som de almindelige termer ikke kan rumme, men fordi de som person er for uklar til at kunne leve op til de eksisterende køns indholdsfylde.  

Derfor skal romanen hverken læses biografisk eller auto-fiktivt, heller ikke selvom forfatteren, ligesom fortælleren, både har været indlagt i psykiatrien og boet på bosted. Når romanen ikke er biografisk, så er det ikke bare for at markere forskelle mellem fortælleren og forfatteren, så er det fordi et af romanens vigtigste formål er at undersøge, hvordan et menneske uden identitet ser ud. Det er netop i denne identitets-negation, at romanen er radikal. Den lader os se hvordan et menneske, hvor jeget hænger i de allertyndeste tråde, lever og kæmper. Ungeenheden er anti-biografisk. Som anti-biografi ville den udelukkende blive svækket og utydelig, hvis den blev læst med den mindste interesse for forfatteren. 

Fortælleren bor altså på et kommunalt, socialt-psykiatrisk bosted, hvor de skal rehabiliteres efter et længere ophold i hospitalspsykiatrien. De har været indlagt både som ung og voksen (31– alle tal i parentes henviser til sidetal). Bostedet er altså et slags ’Øvelseshjem’ (52). Her bor de sammen med en lille gruppe unge, som vi lærer at kende, når der er møde, udflugt, aftensmad, hårklipning, rygning og kriser. Det er psykiatrisk hverdag for fuld udblæsning. 

Ligesom fortælleren hverken har navn, køn eller alder, har de hverken familie, der besøger dem eller venner, de tager hen til. Fortælleren kalder derfor både sig selv og andre i samme situation for ’spøgelser,’ eller det indholdsnegerende ’gennemsigtige’ (82).  

Det for denne undersøgelse afgørende spørgsmål er nu, i hvilken udstrækning romanen ser en sammenhæng mellem afpersonaliseringen, den psykiatriske behandling og det privative sprog.  

Fortiden er fjernet 

Næsten alt i romanen handler om fravær. Det gælder i første omgang fortiden. Når fortælleren kigger tilbage, kan de ikke se andet end en ’bristet verden og disse indvendige ruiner’ (66). Såfremt fortiden overhovedet bringes frem, er det altså som mangel og sammenbrud. Det ses især i en meget stærk scene, hvor fortælleren skal ordne det tøj, som de ikke længere kan passe, da de pga. medicinen har taget meget på. I stedet for egentlige minder, kan de kun tænke på deres tidligere jeg, som noget der er ’slået ihjel’ (111). Fortiden har intet andet at give dem, end en fortsat fornemmelse af ødelæggelse.  

Fortælleren har altså et rent negativt forhold til fortiden. Denne totale mangel på tidslighed er både i sig selv, men endnu mere ved litterær sammenligning sigende. Tidligere tiders psykiatriske fortællinger havde netop opbygningen af tid og livsfortælling som hovedtema. Der foregår intet lignende i Ungeenheden. Derfor adskiller den sig fra klassiske fortællinger om sindets lidelser som Ditlevsens Ansigterne (1968)¹⁹, Greens I never promised you a rose garden (1964)²⁰, eller Wurtzels Prozac Nation (1994)²¹, der alle kredser om personer, der har mistet sig selv, men i fortællingens forløb bliver stærkere og mere sammenhængende. De føres alle til befriende erkendelser, både af den egne fortid og den fælles verden. Vi finder intet i den stil i Ungeenheden, ja hvad der er endnu mere radikalt, ikke engang en eftersøgning af nye perspektiver. Fortiden er ikke bare glemt i den forstand, at der ikke tænkes på den, men den er fraværende som noget, der overhovedet kunne være nogen mening i at prøve at erindre. Det gælder både fortælleren og personalet. 

Der synes at være en intim sammenhæng mellem fortidsnegeringen og det psykiatriske sprogs logik. Hvor psykiatrien nemlig indtil 1980 lagde den største vægt på at forstå sammenhængen mellem nuværende problemer og fortiden, er denne forbindelse siden hen skåret over. Skiftet blev markeret med diagnosemanualen DSM-III, der på alle mulige måder er et afgørende skridt i psykiatriens historie. Fra da af, blev de symptomer, behandlingen skulle fjerne kun forstået ud fra hvordan de så ud lige nu, og ikke ud fra deres opkomst, deres årsag i patientens liv. Hvor det altså før var essentielt at forstå den enkeltes livshistorie, er det i dag i det store hele irrelevant. Som den kendte psykiater Allen Frances siger om introduktion af DSM-III: ”Den udelod næsten alt det mest interessante om patienten”.²² Det mest interessante kunne fx. være det liv man har levet, hvordan man er endt i den situation, man er i eller hvad der kunne være grunden til, at man har det så svært.  

Som så meget andet i psykiatrien kommer alting flere steder fra. Det gælder også fortidsmanglen. Fortælleren siger selv, at “hukommelsessvigtet” kan komme “alle steder fra når man er psykisk syg” (118). Det er ikke alene medicinen, der gør det svært at huske, det er også elektrochokkene, manglen på traumebehandling og hele omverdenens nutidsfokus. Fortidsfjernelsen skubbes altså på den ene side frem af forskellige dele af behandlingen, mens den samtidigt vedligeholdes af en diagnostisk tænkning, der ikke ser andet end nuet.  

Sygdom og identitet 

Ungeenheden fortæller os derfor heller ikke noget om, hvorfor fortælleren er endt på bostedet. Fra forskningen ved vi dog, at omkring 80-90% af de mennesker, der plages af alvorlige, psykiske kriser har tunge traumer i bagagen.²³ En sådan baggrund betyder, at man må have kæmpet for at finde mening, lært at handle på trods af smerter og håbløshed og at man i en eller anden grad må have taget stilling til hvad det betyder at leve, når man ikke kan få mange af de ting, som fx. arbejde og familie, som vi eller opdrages til at tage for givne formål. Det er ofte en meget svær kamp. At fortiden alligevel bliver til et intet er derfor særligt tankevækkende. I Ungeenheden trækkes der en direkte parallel mellem denne negative selvforståelse og det blik, som de psykiatriske institutioner kaster på en. En af værkets mest uhyggelige og prægnante sætninger lyder:

“… jeg ejer kun det syge i mig, resten tildeles man ikke ejerskab over.” (95)

Det er på flere måder en bemærkelsesværdig sætning, fordi den sætter en sammenhæng mellem, hvad den enkelte ’ejer’ og hvad man ’tildeles ejerskab over’. Når fortælleren altså kun ejer det syge, så henføres det altså ikke så meget til, at de er syg, men mere til, hvad de ’tildeles’ af deres omgivelser.  

Hvordan en sådan ’tildeling’ af ’sygdom’ sker i praksis viser en af værkets første scener. Det er typisk for bogen, at den ikke fokuserer på det dramatiske eller voldsomme, men på små, umærkelige interaktioner. Fortælleren skal til møde om en ’handleplan’, altså den plan, der skal aftales mellem beboer og bosted om, hvad der skal arbejdes henimod i den næste periode. De kommer til mødet med et klart ønske, nemlig “jeg vil lære at sove”, hvortil kontaktpersonen svarer, at “det kan jeg nok ikke hjælpe dig med.” Her afvises et tydeligt ønske altså af kontaktpersonen. Derfor udfoldes det heller ikke nærmere. Hvorfor vil du gerne sove? Hvad har du tidligere gjort for at sove, der har virket? Hvad ville du kunne gøre, hvis du kunne sove? Alt det ville have været spørgsmål, der kunne have hjulpet med at udbygge og konkretisere fortællerens ønske, kunnet have fremkaldt allerede fulgte strategier og hjulpet til at transformere det til handling. I stedet vil han ’hjælpe med at finde ud af, hvad du kan lave, når du er vågen’ (21). Et klart ønske fejes til side, ikke så meget af kontaktpersonens person, men af hans funktion. Omkring søvn må de tale med en anden.  

Det passer med, at målet med bostedsopholdet er at ’lære nogen færdigheder’, så de kan flytte ud (23). Men færdigheder i hvad? Det mål, der strukturerer personalets arbejde er ikke den enkeltes egne formål, men normaliteten, men nu forstået lige så tyndt og nøgen, som det nu, alle holdes i:

”Vi bliver fortalt dette: Der kommer en dag, og vi kan øve os sammen i fællesskab i at koge en suppe. Vi bliver fortalt: vi koger en suppe, vi gør det sammen, vi hjælpes ad. Vi bliver fortalt: øv dig i at rose dig selv, støtte dig selv og elske dig selv, i dag skræller du gulerødder, vær stolt. Efter syv år koger vi linsesuppe, som vi spiser sammen som afgrænsede, selvstændige individer. Hvad bliver det næste?” (29)

Her ser vi, hvordan hverdagen på bostedet ikke handler om at finde sprog og blik for, hvad beboerne faktisk kan og vil, men udelukkende om, hvad de ud fra et normalitetsstandpunkt skal kunne, som omvendt betyder: hvad de ikke kan nu. I selve bostedets struktur ligger en implicit privativ udlægning af beboerne. Beboerne får ikke lov til selv at være med til at bestemme, hvilken normalitet, der skal arbejdes hen imod, men omvendt bedømmes de ud fra en forudsat normalitet. Derfor bliver den normalitet, der arbejdes hen imod, lige så kedelig som en linesuppe spist, der selvom den spises sammen med andre, alligevel er i ensomhed. At et menneske, der må have kæmpet, som fortælleren har kæmpet og lidt, som fortælleren har lidt, ikke bevæges synderligt af en linsesuppefremtid, er der ikke noget underligt ved. Det underlige er, hvordan så indskrænkede formål overhovedet kan virke institutionelt overbevisende. Det er et afgørende træk ved privative tænkemåder, at de ikke ekspliciterer, udvikler, forstærker eller tydeliggør de normer, som noget er en mangel i forhold til. Normen bliver det normale, det man ikke behøves at udtale. Selvom de unge i enheden konstant er igang med at tilegne sig nye ‘færdigheder’, så lades den fremtid, som færdighederne skal åbne, lige så tom som fortiden. Fremtidens tyndhed synes altså at hænge intimt sammen med fortidens tomhed. En af de yderste konsekvenser af den privative forståelse af lidelse er, at den kan gøre tid til ikke-tid. 

Totalisering – fra fortid og fremtid til person – og til helingens umulighed 

Ingen på bostedet vil denne fjernelse af fortiden og fortyndelse af fremtiden. Der er ingen onde personer, ingen skurke, hvis overvindelse ville kunne ændre fortællingens gang. Privationen virker næsten som en skæbne, som en logik, der hele tiden udvider sig. Den starter med diagnosens mangelord, der skulle udpege og fjerne konkrete mangler, men ender med at ramme endnu mere: i bostedets omfattende institution gør den personen selv til mangel. Det er noget, som man indenfor den etablerede psykiatri udmærket er klar over og som man bl.a. har prøvet at modgå med nye talemåder som, at man ikke ’er’ fx. skizofren, men ’har’ skizofreni. Alligevel sker denne bevægelse, hvor privationen ender med at omfatte hele personen. Den bevægelse kan man kalde dens totalisering. En sådan totalisering fremstilles i Ungeenheden, som knyttet til helt andre og mere grundlæggende forhold, end hvad man kunne fixe ved en ændret talemåde. Enhver interaktion bostedsbeboerne har med andre, er nemlig mangelcentreret og diagnosefixeret. Det gælder ikke bare selve deres plads på bostedet, men deres kontanthjælpssats (67), magtforholdet mellem plejere og beboere (33) samt tusind andre systeminteraktioner, de må foretage. Overalt er privationen ikke så meget eksplicit, som forudsat. Derfor er det endda som om privationen spreder sig fra personen, og ud til resten af verden. Således siger fortælleren: ’Vi er på bostedet lige meget hvor vi går hen.” (104). 

Den samme totalisering viser sig i selve romanens forløb. I egentlig forstand er der nemlig slet ikke nogen udvikling, men kun billeder fra en fastfrossen tilstand. Der er ingen forhindringer, der overvindes, ingen nye erkendelser og ikke noget, der ligner en beriget slutning.  

Derfor fælder fortælleren en hård dom over den behandling, de modtager: at der overhovedet ’ingen lykkelig helbredelse’ (118) er. En sådan lille sætning kan ikke tages som andet end en næsten grænseløs fortvivlelse. En ‘helbredelse’ ville nemlig under romanens betingelser betyde en forpligtelse på den upersonlige normalitet, som privationen forudsætter, og en accept af, at alle afvigelser herfra, må betragtes som mangler. At betragte den helbredelse som lykkelig, som privationen tilbyder, ville altså være at acceptere privationens totalisering – som igen ville være fortællerens egen udryddelse som person.  

Hvis denne læsning af Ungeenheden er træffende, så er den ikke alene en radikal kritik af psykiatrien, men stiller spørgsmålstegn ved selve privationens forhold til os som individer: Hvad betyder det for os som personer, at få udlagt vores lidelser som noget, det grundlæggende gælder om at komme af med, således at en uformuleret normalitet kan vende tilbage? Det vil jeg følge op på afslutningsvist. 

Det som egentligt trues 

Tankerækken i denne lille tekst forsøgte at tage kvalificeret stilling til en politisk løsning på et alment problem: Regeringens 10-årsplan for psykiatrien som et svar på den omfattende mistrivsel, især hos ungdommen. I regeringens psykiatriplan, så vi en dobbelt udvidelse af det psykiatriskes område: dels til de unges mistrivsel, dels af lærernes blikke. Udvidelsen af det psykiatriske er på ingen måde ny, men har taget voldsom fart over de sidste to årtier. Ved at undersøge psykiatriplanen kan vi altså også se en bredere tendens tydeligere.  

For at komme til at stå et sted, hvor vi kunne tale om implikationerne af en sådan psykiatrisering, undersøgte vi diagnosens grundord og fandt her en særegen logik, nemlig privationens: det at forstå noget som en ren mangel ift. noget, man er født til at have. Fra begyndelsen hos Aristoteles, over radikaliseringen hos Augustin, ender privationens logik med at udgøre grundstrukturen i psykiatriens diagnoser. Mere konkret kommer diagnoser til at bestå af ord som u-normal, u-forståelig, dis-organiseret osv., der alle henviser til mangler, der gælder om at fjerne, så normaliteten kan genoprettes. 

Således forberedt kunne vi læse Fine Gråbøls Ungeenheden, som en undersøgelse af, hvad det vil sige at leve i privationens institutioner. Her beskrev hun en tæt sammenhæng mellem institutionernes sprog og virkemåde på den ene side og en rent negativ udlægning af først den enkeltes fortid, dernæst deres fremtid og til sidst hele personen. Her kunne man i detaljer se, hvordan personen blev tyndere, i samme grad som privationen totaliserede sig. I sidste ende skabes en situation, hvor fortælleren ’kun ejer det syge’, dvs. selv er en ren mangel og derfor må afvise, ikke bare selve behandlingen, men den helbredelse, som er dens endemål.  

Hvis de her fremførte tanker, har fat i noget, så er det, der skal medtænkes, når man tager stilling til regeringens psykiatriplan, samt de sidste mange års udvidelse af det psykiatriske, ikke så meget om planen er effektiv, men hvad en privativ forståelse af lidelser kan gøre ved os som personer. Hvad betyder det for os, hvis vores uden tvivl alvorlige lidelser, allerede fra vi er seks år gamle ‘behandles’ i psykiatrisk tænkende institutioner? Og når denne tænkning også indøves i den første autoritetspersons øjne, vi møder, nemlig skolelærerens?  

Ungeenheden kan læses som en eksistentiel problematisering af den privative tænkning, som velfærdsstatens psykiatriske institutioner bygger på. Hvad vi her får lov til at følge, så tæt som det nu kan lade sig gøre, er effekterne af den enorme udgrænsning af lidelsernes sprog, som ligger i privationens ønske om fjerne de psykiatriske symptomer. Men når lidelserne tysnes, føres vi ikke tilbage til en glædelig normalitet, men til en uhyggelig, spøgelsesagtig verden, hvor selve personlighedens byggesten smuldrer, indtil vi ikke kan se andet end ‘disse indvendige ruiner’ (66). 

Nis Bjarnhof er cand.mag. i filosofi og statskundskab samt selvstændig filosofisk praktiker

1.  Aristoteles (2023): Politik. Oversat af Esben Korsgaard Rasmussen. Gyldendals Forlag  ↩︎
2. Ibid. ↩︎
3. Davies, James (2012): The importance of Suffering. Routledge. ↩︎
4. Kragh, Jesper Vaczy (red) (2008): Psykiatriens historie i Danmark. Hans Reitzels Forlag ↩︎
5. Brinkmann, Svend (red) (2010): Det diagnosticerede liv. Klims Forlag ↩︎
6. Børne- og undervisningsmisteriet, Social- og Boligstyrelsen og Sundhedsstyrelsen (2023): Faglig ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. ↩︎
7. Arendt, Mikkel og Nicole K. Rosenberg (red) (2012): Kognitiv terapi – nyeste udvikling. Hans Reitzels Forlag. ↩︎
8. Sundhedsstyrelsen (2022): Fagligt oplæg til en 10-årsplan – Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser. ↩︎
9. Kessing et all. (2023): Lifetime Incidence of Treated Mental Health Disorders and Psychotropic Drug Prescriptions and Associated Socioeconomic Functioning. ↩︎
10. WHO (1992): The ICD-10 Classification of mental and behavioral disorders – Clinical discriptions and diagnostic guidelines.  World Health Organisation, Geneva. ↩︎
11. Aristoteles (2021): Metafysik. Oversat af Michael Vernersen. Klims Forlag  ↩︎
12. Ibid. ↩︎
13. Augustin (1988): Bekendelser. Oversat af Torben Damsholt. Sankt Ansgars Forlag ↩︎
14. Augustin (2005): Augustins småskrifter om Troen, Bind 2. Oversat af Torben Damsholt. Forlaget Anis ↩︎
15. Augustin (1988): Bekendelser. Oversat af Torben Damsholt. Sankt Ansgars Forlag ↩︎
16. Augustin (2005): Augustins småskrifter om Troen, Bind 2. Oversat af Torben Damsholt. Forlaget Anis ↩︎
17. Foucault, Michel (2003): Galskabens historie i den klassiske periode. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. Det LILLE forlag ↩︎
18. Gråbøl, Fine: Ungeenheden (2021) Gads Forlag ↩︎
19. Ditlevsen, Tove (2015): Ansigterne. Gyldendals Forlag ↩︎
20. Green, Hannah [1964] (1978): I never promised you a rose garden. Pan Books ↩︎
21. Wurtzel, Elizabeth (2002): Prozac Nation – Ung smuk og deprimeret. Oversat af Henrik Vesterberg. Forlaget Politisk Revy
      ↩︎
22. Frances, Allan (2012): Saving Normal. HaperCollins Publishers ↩︎
23. Buhman, Cecilie Böck og Folke, Sofie (2021): Traumer i psykiatrien. Hans Reitzels Forlag ↩︎