Gurnahs vrede. En meget kort introduktion til Abdulrazak Gurnahs romaner
INTRODUKTION: Lektor emerita fra Roskilde Universitet Bodil Folke Frederiksen introducerer Abdulrazak Gurnahs forfatterskab. Et forfatterskab, der beskæftiger sig med det væld af følelser tilværelsen, som blandt andet eksileret flygtning eller uheldsvanger fisker indeholder. Hun forklarer, hvordan Gurnah formår både at skildre kampen for uafhængighed og kampen for en almindelig hverdag.
Jeg læste en roman af Abdulrazak Gurnah i 1998, kort efter den var udkommet på dansk. Den danske titel er Tavshedens ø (1998), og den handler om Zanzibar. Jeg husker, at jeg sad med den i hænderne efter endt læsning, overvejede lidt, gik ud i køkkenet og smed den i skraldespanden.
Nu, da Gurnah har modtaget Nobelprisen i litteratur, har jeg haft rig lejlighed til at overveje hvorfor Admiring Silence (1996), som den engelske titel lyder, fyldte mig med ubehag. Nu har jeg læst de fleste af hans romaner – han har skrevet ti – og utallige præsentationer, interviews og anmeldelser. Nu ved jeg, at han forlod en borgerkrigslignende situation i Zanzibar som stor dreng, en situation hvor uafhængighedens eufori var blevet afløst af arbitrære myrderier, flugt og frygt. Zanzibar havde været under arabisk sultanstyre i to hundrede år, i 1890 blev det et britisk protektorat i god forståelse med skiftende omanske sultaner, og i 1963 blev øen uafhængig, stadig under sultanstyre. Året efter gjorde landets sorte befolkning, mange var efterkommere af slavegjorte afrikanere, oprør mod den arabiske elite – en voldsom, blodig revolution. Abeid Karume blev præsident. Tre måneder senere blev unionen med Tanzania etableret, som stadig er gældende, men Zanzibar har egen præsident og et omstridt selvstyre. Konflikten mellem øen og fastlandet er på intet tidspunkt stilnet. Gurnahs familie var en del af den arabiske elite; han er forblevet i eksil i Storbritannien.
Admiring Silence handler om rædslen, som den oplevedes af jeg-fortælleren, drengen, der er hovedpersonen, men nu erindret af ham selv i hans eksil i England, som voksen. Han lever en forholdsvis fredelig dagligdag med sin engelske kæreste Emma og deres datter, som litteraturlærer i en mindre privatskole. Han gemmer rædslerne bort og opfinder idealiserede fortællinger om sin fortid, sit hjemlands mangfoldighed og eksotiske skønhed. I sit nye land forsøger han at være så uanfægtet almindelig som mulig. For at passe ind bliver han manden uden egenskaber.
Hemmeligheder og tavshed er understrømmen i hans liv, det personlige og det politiske. Nationalismen og modstand mod rækken af kolonisatorer – portugisiske, arabiske, tyske, britiske – skabte den midlertidige enhed og optimisme, der bar Tanzanias og Zanzibars uafhængighed frem: ”We liked to think of ourselves as a moderate and mild people. Arab, African Indian Comorian …. Civilized, that’s what we were.” Men selvstændighedens politiske manøvrer og modsætninger buldrer gennem den rolige overflade: ”In reality we were nowhere near we, but us in our separate yards, locked in our historical ghettos, self-forgiving and seething with intolerances, with racisms, and with resentments.”
Den undertrykte, grimme politiske virkelighed har sin parallel i hovedpersonens og hans families hemmeligheder. De dækker over utroskab, svigt og ydmygende følgagtighed, ”a stinking tomb full of writhing lies and dead stories.” Så fortællingen, Admiring Silence, er afsløringen og bearbejdningen af ”writhing lies” og ”dead stories,” fortalt fra eksilet i England, hvor tavsheden vokser og bliver til en fysisk knude i maven: ”I have found myself leaning on this pain. At first I tried to silence it, thinking that it would go, leaving me to my agitated content.” Hans ”sindsoprevne” tilstand er samlivet med Emma, hans elskede, som er konfliktfyldt, og hans ”self-gratifying vision of our lives.” Men i stedet for at forsvinde bliver knuden ”more clear, more precisely located, concrete, an object that occupied space within me, cockroachy, dark and intimate, emitting thick, stinking fumes that reeked of loneliness and terror.”
Med blandede følelser vender hovedpersonen tilbage til Zanzibar efter et halvt liv i det fremmede og uden at fortælle sin familie der, at han har en engelsk kæreste og en datter. Der bliver hans desillusion fuldstændig. Den gælder ham selv, fordi han ikke fortæller sandheden om sit liv i England: ”I wanted to tell my mother that Emma and I were not married, that I had been lying for years about them, and that I was a pityfull vagrant, living a life of bondage and unfulfilment, a stranger, an alien without any particular distinction or use in that place, but that I no longer had any choice.” Og den gælder hans lands tilstand. Han ser kun korruption, griskhed og egoisme. Hans skolekammerater er nu magthavere, der som papegøjer efterligner donorers snak om demokrati og menneskerettigheder, modtager deres bistand og stikker den i egne lommer. Den politiske retorik om uafhængighed og patriotisme dækker over fattigdom, stilstand og blokerede toiletter – romanens centrale metafor.
Jeg ved, hvorfor jeg blev så anfægtet af romanen. I 1990erne underviste jeg på Internationale Udviklingstudier på RUC, lærte studerende hvordan de skulle analysere og forstå lokale strukturer, f.eks. i Tanzania og Zanzibar, og arbejde for at forbedre demokrati, rettigheder og sociale forhold. Tanzania var om ikke et forbillede for vellykket udvikling, så dog et land, hvor milliarder af bistandskroner havde været med til at forbedre levestandarden for millioner af mennesker. Romanen blev skrevet i en periode, hvor udviklingsbistand var under angreb, hvor Verdensbanken gennemførte neoliberale økonomiske reformer – nedskæring af afrikanske staters udgifter til uddannelse, velfærd og sundhed – og hvor optimismen var dalende. Jeg syntes Gurnahs fortælling bidrog til håbløshed og retfærdiggjorde stigende ulighed, arbejdsløshed og sociale forringelser.
Nu, på større afstand, kan jeg se, hvor morsom og skarp Gurnah er. Hans hudfletning gælder autonome Zanzibars første hersker, ”the founding beast,” som ikke bliver navngivet, og Danmarks yndlings-statsoverhoved, Tanzanias præsident Julius Nyerere. Han var ”the Rais of The Federal Republic, who had presided for decades over the crumbling state while his carefully modulated commentaries on the African nation soothed liberal consciences in Europe and North America.” Den rammer jeg-fortællerens svigerforældres nøgne racisme, da Emma bliver gravid. Han forestiller sig svigerfars tanker om barnet som et ”confused offspring of mixed parentage … doomed to instability and degeneration as the tainted blood coursed through generations,” og om barnets navn: ”Shaka Zulu, … or perhaps the Mahdi. Or Mau Mau?” Eller ønsker han sig at barnet skal opkaldes efter de store, hvide imperialistiske helte, General Gordon eller Captain Cook?
Mod slutningen af Admiring Silence rammer ironien og hudfletningen hovedpersonen selv. Han er i gang med et kursus for at blive blikkenslager: ”Why this interest in plumbing? It should be obvious, really, but I’ll say it anyway. Because I don’t want to talk about Emma, and I am not going to. When I’ve done my course on plumbing I’m going to offer my services to my homeland … so we can sort out those blocked toilets.” Manøvren lykkes: De blokerede toiletter – erindringen, det underbevidste – er blevet frisat og, voila!, Admiring Silence er resultatet.
Vreden
Den frisatte fortælling dukker op igen i By the Sea fra 2001. Romanen påkalder sig, ”Historien om ifritten og messingdunken” fra Tusind og én nat (da. 2013). Fiskeren, der har været ramt af uheld, tror hans lykke er gjort, da han i sit net fanger en ”langhalset messingdunk der var fyldt med et eller andet.” Indholdet viser sig at være en rasende djinn, en ifrit, der som straf for sin ulydighed mod Gud blev indespærret i en messingdunk i otte hundrede år. I sin nysgerrighed lader fiskeren ham slippe ud, først som en røg, dernæst fortættet som ”en kæmpemæssig ifrit, med fødderne på den flade jord og hovedet oppe hvor skyerne bor … et hæsligt bæst af den værste sort.” I sit raseri over otte hundrede års indespærring forbander ifritten sin redningsmand, der, rædselsslagen, ved list, får lempet den tilbage i krukken og forseglet den forsvarligt. Listen er fiskeren i stand til at udtænke, fordi ”jeg er et menneske som Gud har udstyret med forstand og gjort overlegen i forhold til ham.” Men hvad er det, der er sluppet løs?
Det er vreden. Den er en understrøm i Gurnahs forfatterskab. Den retter sig mod den arabisk/persiske handelsoverklasse, som drog fra den islamisk dominerede swahilikyst og dens bykultur på rov efter elfenben og slavegjorte mennesker i Afrikas indre. Der hvor religionen ikke var monoteistisk som i Islam, men hvor tilbedelsen rettede sig mod den animerede natur. Der hvor handelsoverklassen og de indiske finansielle långivere og købmænd i samklang med de tyske kolonisatorer underminerede både de afrikanske kongedømmer og stammesamfund og på længere sigt Oman sultanatets magt (Paradise, 1994, dansk titel, Paradis, 1995). Den retter sig mod den tyske kolonimagt, der brutalt nedkæmpede lokal modstand i Maji Maji krigen i 1905-7, drev plantager med ufri arbejdskraft og tvangsrekrutterede drenge og unge mænd til den berygtede Askari Schutztruppe, i første verdenskrig (Desertion, 2005 og Afterlives, 2020). Den retter sig mod sultanatets magtmænd og håndlangere og den nye klasse af afrikanske magtmænd og håndlangere, der tog over efter 1964-revolutionen (By the Sea og Admiring Silence). Den retter sig mod de hierarkiske samfundsstrukturer, der med historiens levn af stivnede distinktioner undertrykker efterkommere af slavegjorte afrikanere, som nu lever i nye afhængighedsforhold, dem der ikke kan læse og skrive, kvinder, udstødte og børn (alle romaner). Og den retter sig ikke mindst voldsomt mod en verdensorden, der skaber millioner af immigranter, flygtninge og eksilerede, og hvor de tidligere kolonimagter igen dækker over katastrofale uligheder og klassificerer immigranter ved hjælp af distinktioner baseret på race og økonomisk formåenhed (Desertion, By the Sea, Gravel Heart, 2017 og Afterlives). Gurnah hader den dovne, rutinemæssige racisme, som han og andre immigranter bliver mødt med i England.
Men Gurnah elsker også England, hvor han har levet det meste af sit liv. Han elsker, at man kan sige hvad man vil, den engelske litteratur, det historisk åbne samfund, og den velvilje som dele af asylsystemet udviser for at hjælpe de flygtninge, der slipper igennem. Mest elsker Gurnah dog Østafrikas merkantile kultur, muliggjort af forbindelserne, handelsvejene, mangfoldigheden, distinktionerne, og af sproget der skaber dem. Han elsker fortællingerne, ikke mindst dem, der blev nedskrevet på swahili; beretningerne om den grusomme Tippu Tip, slavehandleren, der allierede sig med den tyske kolonimagt. Tusind og én nats forbundne skrøner, hvis struktur han udnytter i sine romaner; og Koranens eksemplariske beretninger som de udnyttes, gradbøjes og undermineres af den pragmatiske swahili-befolkning, der befolker hans fortællinger. Hans kendteste roman, Paradise, er en fabuleren over Biblens og Koranens tekst om Joseph/Yusuf og hans brødre, drengen der blev bortvist fra sit hjem, blev begæret af Potifars hustru og blev hersker i Egypten. Romanens Yusuf går det anderledes. Med sit blik for de differentierede befolkningsgrupper på kysten og i det indre, deres alliancer, krige og samarbejde, underminerer romanen kolonialismens og racismens tekster, Joseph Conrads Heart of Darkness (1899) og V. S. Naipauls A Bend in the River (1979).
Værket
Jo mere jeg har læst af Gurnah, jo mere forekommer hans romaner mig at være ét stort, sammenhængende værk. Som om hans ambition er at eftergøre Balzac kunsten, og skrive Den menneskelige komedie (orig. 1829-1848) om dynastier, familier, og enkeltpersoner i Tanzania og Zanzibar, indlejret i det Indiske Oceans merkantile kultur. En region, der i over tusind år har været sammenvævet af menneskers og genstandes trafik mellem swahilikysten, de arabiske stater, Persien, Indien og Kina, men hvor den europæiske kolonialisme på mindre end et hundrede halvtreds år vendte op og ned på etablerede hierarkier, og banede vej for at nye klasser erobrede magten.
Hans genbesøg af temaer og karakterer tilføjer lag på lag i de komplicerede relationer mellem mennesker. Det udsatte drengebarn, der svigtes af sin far og må forlade hjemmet, holder romanerne sammen. Han er indlejret i et net af familiemedlemmer – den svage far, den rige, dominerende onkel, den utro hustru og den savnede moder. Hans stemme og verdenssyn møder vi som jeg-fortællerne i eksilromanerne Admiring Silence, Gravel Heart og By the Sea. Her bliver barnets hjemløshed knyttet samen med den voksnes eksil. Barnet er også Yusuf i Paradise, der bliver pantsat som gældsslave og i bogens sidste linjer magtesløs ser tyske soldater ankomme til hjemmet for at indfange drengebørn til Askari-tropperne. Han er Ilyas og Hamza i Afterlives, der bliver hvervet af tyskerne i første verdenskrig. Han er Latif i By the Sea, der bliver gjort arveløs af sin fars svigt. Ligesom i Gurnahs eget tilfælde er hans eksil forbundet med den blodige revolution i 1964 og dens eftervirkninger i et land, der er nedsunket i fattigdom i 1970erne. Det er eksilet, der afføder det voldsomste sprog og de grummeste metaforer hos Gurnah, men klangbunden er regionens tragiske historie, gennemtrængt af undertrykkelse, slaveri og racisme, der for Gurnah kulminerede i 1964 revolutionens trauma.
Gurnahs forfatterskab vækker dæmoner, opsøger det uhyggelige og beretter tabte eller aldrig fortalte historier. Gurnah tæmmer ånden fra krukken, fordi han ligesom fiskeren i Tusind og én nat har et menneskes forstand. Hans romaner har været smertefulde at skrive, og de er er smertefulde at læse. Gurnahs forfatterskab fylder mig med ubehag og med glæde over litteraturens vældige kræfter.
Cand.phil. Bodil Folke Frederiksen er lektor emerita på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.