Franz Kafka efter 100 år
FOKUS: FRANZ KAFKA EFTER 100 ÅR | Det er indiskutabelt, at Franz Kafkas forfatterskab har spillet en afgørende rolle for det 20. århundredes europæiske kultur og åndsliv. På Kafkas egen tid cirkulerede de udgivne værker dog mest blandt tidens litterater, men på grund af Kafkas ven og redaktør Max Brods egenrådighed og dennes sekretær Ilse Ester Hoffe har store dele af forfatterskabet overlevet Kafkas egne dessiner om en total destruktion af de tilbageværende manuskripter efter hans død. I denne serie sætter Baggrund fokus på Kafkas historiske, kunstneriske og litterære relevans og aktualitet 100 år efter hans dødsdag den 3. juni 1924.
Der hersker næppe uenighed blandt litterater og germanister om vigtigheden af, dybden i eller den tematiske vidde blandt Franz Kafkas værker. Sekundærlitteraturen på både selve forfatterskabet og Kafkas eget liv taler sit tydelige sprog og viser, i hvor høj grad, hvordan de både færdiggjorte og ufuldstændiggjorte fortællinger og romaner har været omdrejningspunkt for utallige fortolkninger op gennem det 20. århundrede. Spørgsmålet er imidlertid, hvor vidt denne så radikale litteratur egentlig når, og hvad forfatterskabet kan sige os i dag, 100 år efter forfatterens død?
De fleste kender historien om Kafkas formaninger på det tuberkuløse dødsleje til hudløshed: Efter allerede at have fået godt 46 fortællinger udgivet i diverse litteratur- og kunsttidsskrifter, herunder Das Urteil (da. Dommen, 1912/1913), Die Verwandlung (da. Forvandlingen, 1912/1915) og In der Strafkolonie (da. I straffekolonien, 1914/1919), befandt store dele af det, vi i dag kender som Kafkas forfatterskab, sig stadig i skrivebordsskuffen. Ufuldstændigt, mere eller mindre uredigeret og efter Kafkas mening ufærdigt. Til trods for strenge formaninger til sin ven, udgiver og redaktør, forfatteren Max Brod, om at brænde alle ufærdige manuskripter, er det på grund af Brod og dennes sekretær, digteren Ilse Ester Hoffe, blevet eftertiden muligt at læse blandt andet romanerne Der Prozeß (da. Processen, 1914/1925) og Das Schloß (da. Slottet, 1922/1926), adskillige prosafragmenter, hvoraf mange bærer Max Brods titel, og det berømmelige Brief an den Vater (da. Brev til faderen, 1919/1952). Først og fremmest rejser det selvfølgelig spørgsmålet om det betimelige i at beskæftige sig med, endsige udgive, kunst, som kunstneren ikke selv mente var fuldbragt, men derudover beviser den standhaftige beskæftigelse med Kafkas værker, fra Robert Musil og Walter Benjamin på Kafkas egen tid over Albert Camus og Hannah Arendt i årtiet efter Anden Verdenskrig til Leslie Kaplan og Judith Butler i starten af det 21. århundrede, at Kafkas forfatterskab stadig har noget vigtig at sige.
Søren R. Fauth indleder artikelserien med en hyldestintroduktion til radikaliteten i Kafkas forfatterskab, hvor han udfordrer de gængse fortolkninger af forfatterskabets kompleksitet og kommer med sit eget bud på, hvordan man nærmer sig det utilnærmelige hos Kafka. Birthe Hoffmann sætter Kafkas sprog, skrift og liv i kontekst af de kulturelle og politiske forhold i det både transkulturelle og multilinguale østrigsk-ungarske dobbeltmonarki. Med udgangspunkt i Kafkas righoldige dagbogsnotater introducerer Ole Morsing Franz Kafka som forfatter og lader dagbøgerne spejle forfatterskabets tematikker. Moritz Schramm beskæftiger sig med relevansen af Kafkas litteratur 100 år efter forfatterens død, og med forfatterskabets tilbagevendende tematikker understreger han værkernes stadige aktualitet. Lea Wintterlin tager udgangspunkt i sin egen krop for at beskrive Kafkas litterære udfordring af menneskekroppen, og hvordan både Kafka og kroppen er blevet behandlet i filosofien sidenhen. Jørgen Herman Monrad bevæger sig væk fra selve forfatterskabet og fremstiller Kafkas kunstneriske virke i lyset af Kafkas egne tegninger. Tegninger, Kafka selv mente, var en måde at komme af med de” skikkelser”, som han bestandigt så for sig, og i nogle tilfælde lod udgive sammen med sine fortællinger.
Alle artikler er forsynet med de tyske originaltitler, bidragsyderens oversættelse, hvis ikke værk eller citat allerede foreligger i dansk oversættelse, samt årstal for tilblivelse og årstal for udgivelse af værket.