Kafka, min krop og mig
Skrøbelig, frastødende, endda fragmenteret: Kafka skriver gentagne gange om det vanskelige forhold til kroppen. I netop denne vanskelighed opdager Lea Wintterlin muligheder for kropslig frigørelse.
Min krop er fremmed for mig. Mine arme, mine ben, mine ansigtstræk – i spejlet genkender jeg dem som tilhørende mig, ved hjælp af dem bevæger jeg mig mere eller mindre sikkert gennem hverdagen, men alligevel forbliver de til en vis grad mystiske for mig. “Hvor er armmusklerne dog fremmede for mig”, skriver Franz Kafka i sin dagbog i 1911, og det er præcis sådan, det føles: som en afstand, ikke bare rumlig, men substantiel, blandet med en stille tvivl om kroppens styrke, om dens vitale funktion. Som barn var jeg i en overgang bange for at synke. Fra den ene dag til den anden blev denne automatiske handling umulig for mig, fordi tanken om at blive kvalt hele tiden lurede i baghovedet. Det var, som om noget var kommet imellem mig og de fysiske processer og havde forstyrret dem i en sådan grad, at jeg fundamentalt tvivlede på deres naturlighed. Næsten ingen har formuleret denne følelse så imponerende som Franz Kafka. Også han syntes at kende dette skrøbelige forhold til ens egen krop. Et forhold, der er præget af mistro og frygt for, at den kan bryde sammen hvert øjeblik, det skulle være. I Brief an den Vater (dansk: Brev til faderen, 1919/1952) skriver han: “[Jeg] undrede mig over alt det, jeg stadig havde til rådighed, som et mirakel, eksempelvis min gode fordøjelse; det var nok til at få mig til at miste den”. Fordøjelsen, synkningen, søvnen: Hvis man koncentrerer sig for meget om disse processer, mister de deres naturlighed. Jeg har mistet alle tre ting flere gange.
Min krop har altid forekommet mig forstyrrende. Som noget fremmed, selv om den burde være det mest særegne og naturlige. I Kafkas mest berømte fortælling, Die Verwandlung (dansk: Forvandlingen, 1912/1915), gøres en sådan radikal, fysisk fremmedgørelse til udgangspunktet for historien: at vågne op i en billes krop. Resten af teksten handler om forsøget på at gøre denne krop til sin egen og beskriver udførligt hans [hovedpersonen Gregor Samsa red.] fiasko: “Først ville han stå ud af sengen med den nederste del af sin krop, men denne nederste del, som han i øvrigt endnu ikke havde set, og som han ikke rigtig kunne forestille sig, viste sig at være for svær at bevæge”. Forvandlingen går så vidt, at Gregor Samsa mister sin stemme. “Det var en dyrestemme”, bemærker en besøgende hos familien. På den måde bliver Gregors fysiske eksistens i den mest bogstavelige forstand menneskefremmed. De låser ham inde på et værelse og lader ham kun af og til tage del i familielivet gennem en åben sprække i døren. I sidste ende er det den fare, der udgør grundlaget for oplevelsen af fysisk fremmedhed: udelukkelsen fra den menneskelige og sociale sfære. Hvad der bliver tilbage, er den radikalt individuelle, misforståede, modbydelige krop.
Ved at oversætte sådan en oplevelse til sprogets almenhed kan den skildrede fremmedhed dog blive til en trøst. Når Kafka i et brev til sin lægeven Robert Klopstock skriver, at han føler sig som “et menneske, der er svær at tolerere, begravet i sig selv, låst inde i sig selv med mærkelige nøgler”, er det, som om denne sætning simpelthen låser en lille lås op inde i mig. Med tiden har jeg affundet mig med denne kafkaske kropsfølelse, ja, endda mere end det: Sammen med kropsforståelsen har også en filosofi, der kunne kaldes “poststrukturalistisk”, udgjort et mere eller mindre stabilt panser for min fysiske identitet.
Udsprunget af manglen
For filosofien er kroppens fremmedhed naturligvis ikke et nyt problem. Det såkaldte sjæl-legeme-problem, som fandt sin mest prominente formulering i René Descartes’ antagelse om to separate substanser, har optaget filosofien siden dens begyndelse. Først og fremmest har det dog ofte været i forsøget på igen problemløst at forene krop og sind. Eksempelvis befinder der sig i G.W. Leibniz’ filosofi om fysiske og mentale tilstande en af Gud indrettet “præstabiliseret harmoni”. De poststrukturalistiske tænkere fra midten af det 20. århundrede, som Jacques Derrida, Jacques Lacan og deres efterfølger Judith Butler, lader dog ikke uden videre krop og sind harmonere. Snarere tegner de et billede af mennesket, hvis mentale evner ikke længere repræsenterer kronen på værket, men tværtimod udspringer af en mangel. På den måde er mennesket i psykoanalytikeren Jacques Lacans teori et hjælpeløst væsen, der er født for tidligt, og som med ukoordinerede kropsdele, der opfattes som fragmenterede og parterede, ikke kender nogen anden måde at hjælpe sig selv på end ved at identificere sig med et imaginært, ensartet billede – såsom spejlbilledet – og i sidste ende som et sprogligt udtryk. Som resultat af det er jeg nødt til at acceptere, at jeg er repræsenteret ved et navn – Lea – som dog aldrig er mit alene. Det repræsenterer aldrig fuldstændig min individuelle, unikke virkelighed. Kroppen undslipper bestandigt sin sproglige repræsentation. Mit navn eller udtrykket “min krop” kan ikke yde hele min levende organisme retfærdighed, eller gøre denne levende funktion, helt ned til mindste detalje, gennemskuelig for mig. I sin dagbog fra 1910 synes Kafka også at kæmpe med dette: Hvis “bare det var tilstrækkeligt at føje et ord til og så vende sig bort i rolig bevidsthed om at have fyldt hele ordet med sig selv”.
I stedet for at opløse denne ikke-kommen-overens, ikke-dækkende forfatning mellem fysiske og mentale tilstande, er det netop spaltningen, der i den poststrukturalistiske teori ophøjes til det væsentlige, og endda hyldes for det: Vi eksisterer ikke umiddelbart, er ikke umiddelbart tilgængelige for os selv, men kun i og gennem sproget. På trods af denne ikke-kommen-overens opstår der i ordet en sammenhæng mellem krop og sind. På den måde findes jeg’et i Lacans teori først der, hvor det ikke er. Det kartesianske “jeg tænker, derfor er jeg” omformuleres hos Lacan til “jeg tænker, hvor jeg ikke er, derfor er jeg, hvor jeg ikke tænker”. Den algerisk-franske filosof Jacques Derrida beskriver selvets tilstedeværelse som “ude af stand til at fremstå på anden måde end i sin egen forsvinden”. Kroppen og jeg’et forsvinder i ordet; men det er det modus, hvori de bliver givet til os. Begge er aldrig helt til stede.
Konsekvensen af denne idé er dog ikke – som denne teoriretning ofte beskyldes for – at kroppen og al materialitet forsvinder helt bag diskursen, og “alt bliver til sprog”. Det antages blot, som Butler udtrykker det, at “der ikke finder en henvisning til en ren krop sted, som ikke samtidig også er en yderligere dannelse af denne krop”. Det benægtes ikke, at kroppen har en naturlig eksistens uden for sproget, men nok snarere, at denne naturlighed kan gives til os på en anden måde end ved at trække sig tilbage. Dermed menes der, at enhver henvisning til etablerede biologiske kendsgerninger, baseret på formodninger, i sidste ende afslører sig som værende en sproglig konstruktion, bag hvilken “kendsgerningerne” – den naturlige krop – altid bliver til overs. Butler understreger, at denne konstruktion hele tiden forårsager lidelse, idet den brandmærker kroppe, der undslipper bestemte sproglige repræsentationer – eksempelvis kategorierne “mand”/”kvinde” – som afvigelser, der skal straffes. Samtidig sker denne afvigelse alligevel hvert øjeblik. Den krop, der unddrager sig sproget, gør sig konstant bemærket gennem revner og brud: Den viser sig netop i følelsen af usikkerhed, når “mine armmuskler” pludselig forekommer mig fremmede. Den poststrukturalistiske teori hjælper mig således med at forstå, hvorfor min krop præsenterer sig for mig som noget, der i høj grad forstås negativt, og ofte har negative konnotationer. Kafka beskriver også kroppen som noget forstyrrende og smertefuldt, da han i 1922 noterer i sin dagbog: “Set med et primitivt blik er den virkelige, uigendrivelige (…) sandhed kun fysisk smerte”. Denne fortvivlelse, der opstår i mødet med kroppen, glider på en muntert grotesk måde over i de af Kafkas tegninger, der i 2021 blev udgivet af litteraturforskeren Andreas Kilcher. Det er skitser på papir, der virker udtryksfulde, flygtige og fragmentariske, nogle er tegnet med en sart blyant, andre med tykt sort blæk. De fleste af dem forestiller menneskekroppe og -ansigter, dog ikke naturalistiske, men karikeret forvrængede, med lange, kunstnerisk snoede ben eller enorme maver. Kroppen er her også infiltreret af en fremmedartethed. Men i modsætning til Kafkas skrifter er de præget af en næsten humoristisk friskhed og lethed. Judith Butler, som har skrevet et essay om tegningerne, genkender i dem en frigørelse fra kroppens vægt og begrænsninger. De skildrede figurer svæver frit på papirets hvide overflade og mangler ofte enhver antydning af tredimensionalitet. De “udelukker muligheden for at fryse, for at have brug for mad eller husly, for at deltage i hele den sfære af afhængighed, eksponering og sårbarhed, der altid optræder sammen med det fysiske liv”. Kroppene bliver til blotte linjer, tryksværte på papir. Med andre ord nærmer de sig skriften. Judith Butler følger herved Kilchers idé om, at tegningerne i deres grafiske udtryk oscillerer mellem billede og tekst. Ofte findes skitserne i margenen af det skrevne, mellem tekster i dagbogen eller i brevene. I skitse nr. 138, der viser en kunstner på en stige, opløses tilskuernes ansigter i stadig mere abstrakte linjer, som, jo længere de bevæger sig mod sidens højre kant, i højere grad ligner gådefulde tegn. Bogstavets streg bliver til billede og omvendt.
Samsas glæde
Bevægelsen i dette fikserbillede kan nu betragtes i to forskellige retninger. På den ene side, som Judith Butler har beskrevet det, hvor billedet nærmer sig skriften, og derved til en vis grad slipper af med den forstyrrende krop. I den omvendte bevægelse – hvor skriften bliver til billede – genkalder skriften sig den kropslighed, den indeholder: Det er, som trådte materialet ud af bogstaverne, og påbegyndte sit eget liv. Bogstaverne forlænges på legende vis til en krop, og antager til sidst en fysisk, næsten menneskelig form. Kafkas tegninger lader således en kropslig lethed komme til syne, som også er latent til stede i poststrukturalismens teori, selv om den ganske vist ikke fremhæves så ofte. Det er skriftens materiale, der er anstødsstenen for den fra Lacan til Derrida så højt besungne “signifianternes leg”: de processer, der leger med betydningen af et ord gennem lydforskydninger og visuelle ligheder, så det eksempelvis kan lade det talte ord “lærke” jonglere frem og tilbage mellem et træ og en fugl.
Og ikke kun skriftens krop, men også den konkrete, menneskelige krop har en indvirkning på ordets betydning. For selv om, eller netop fordi, den aldrig helt stemmer overens med den sproglige betegnelse, er den det sted, hvor der ifølge Butler “kan ske queer ting”: På kroppen kan grænserne for sproglige normer og betydninger (hvad vil det sige at være en “kvinde”?) flyttes, og nye iscenesættelser kan finde sted. For eksempel i drag-praksis, hvor der brydes og leges med kønsforventninger. Og sidst, men ikke mindst, er kroppen også et sted for glæde og nydelse. Så nu, ved nærmere eftersyn, opdager jeg i Kafkas prosa også glædelige øjeblikke for kroppen. Selv i Forvandlingen oplever Gregor Samsa en vis glæde ved sin billeform: “Han kunne især godt lide at hænge i loftet; det var helt anderledes end at ligge på gulvet; man trak vejret mere frit; der gik en let gyngen gennem kroppen; og i den næsten lykkelige åndsfraværelse, som Gregor befandt sig i deroppe, kunne det ske, at han til sin egen overraskelse gav slip og klaskede mod gulvet.” Her viser kroppen sig som noget legende, som noget, der skal begribes i bevægelse: som en svingning mellem tab og tilstedeværelse, mellem smerte og lyst, mellem at være bøjet og være livligt og fornøjeligt udstrakt. Den eneste udfordring er dog at lade begge sider komme til deres ret, hvilket frem for alt betyder, at lade den positive side komme mere frem. Måske er det også tid til, at jeg rejser mig fra mit skrivebord, og strækker mig godt og grundigt.Og ikke kun skriftens krop, men også den konkrete, menneskelige krop har en indvirkning på ordets betydning. For selv om, eller netop fordi, den aldrig helt stemmer overens med den sproglige betegnelse, er den det sted, hvor der ifølge Butler “kan ske queer ting”: På kroppen kan grænserne for sproglige normer og betydninger (hvad vil det sige at være en “kvinde”?) flyttes, og nye iscenesættelser kan finde sted. For eksempel i drag-praksis, hvor der brydes og leges med kønsforventninger. Og sidst, men ikke mindst, er kroppen også et sted for glæde og nydelse. Så nu, ved nærmere eftersyn, opdager jeg i Kafkas prosa også glædelige øjeblikke for kroppen. Selv i Forvandlingen oplever Gregor Samsa en vis glæde ved sin billeform: “Han kunne især godt lide at hænge i loftet; det var helt anderledes end at ligge på gulvet; man trak vejret mere frit; der gik en let gyngen gennem kroppen; og i den næsten lykkelige åndsfraværelse, som Gregor befandt sig i deroppe, kunne det ske, at han til sin egen overraskelse gav slip og klaskede mod gulvet.” Her viser kroppen sig som noget legende, som noget, der skal begribes i bevægelse: som en svingning mellem tab og tilstedeværelse, mellem smerte og lyst, mellem at være bøjet og være livligt og fornøjeligt udstrakt. Den eneste udfordring er dog at lade begge sider komme til deres ret, hvilket frem for alt betyder, at lade den positive side komme mere frem. Måske er det også tid til, at jeg rejser mig fra mit skrivebord, og strækker mig godt og grundigt.
Artiklen er bragt d. 5. april 2024 i Philosophie Magazins særudgave “Der Unendliche Kafka”
Oversat af Johan Bolding Rasmussen
Lea Wintterlin har studeret Filosofi i Tübingen og Berlin og Litterær Skrivning i Leipzig. I øjeblikket arbejder hun på sin debutroman. Hun skriver regelmæssigt for Philosophie Magazin.