Moderarbejdet
HJEMMETS ARBEJDE: Vi skelner mellem, hvor vi går på job, og hvor vi bor. Men hvad bygger det skel på, og er det egentlig så tydeligt? I forbindelse med Golden Days’ festival “På arbejde” kommer Baggrund ud i alle hjørner af hjemmets arbejde med en serie af artikler, der fokuserer på de idéer, der ligger bag nutidens forståelser af – og uopmærksomhed overfor – det arbejde, der finder sted i hjemmet.
Når min søn er syg, og jeg ringer til lægen, stiller hun typisk spørgsmålet: ”Hvordan er hans normaltilstand?”. Som barnets mor forventes jeg at kunne redegøre for, hvordan mit barn normalt opfører sig. Hvor meget spiser han på en normal dag? Hvor aktiv er han? Hvordan er hans humør? Det ved jeg heldigvis, fordi jeg har indsamlet utallige observationer og iagttagelser om alt, hvad han er og gør. Jeg kender mit barn indgående som resultat af en arbejdsindsats, som jeg knap nok selv er opmærksom på, at jeg gør, og som ingen andre nogensinde har påtalt eller anerkendt.
Den viden er usynlig, men på ingen måde ligegyldig eller værdiløs. Den har for eksempel stor værdi i det øjeblik, lægen skal vurdere, om der er grund til alvorlig bekymring eller handling. Det er bare et enkelt eksempel på, hvordan vores samfund både er baseret på og opretholdt af, at mødre – og fædre – hver eneste dag mader, skifter, bringer, putter, observerer, trøster, synger, leger, henter, plejer, bader, taler med, forklarer, krammer, kysser og elsker deres børn.
I de seneste år har debatter og samtaler om husholdningsarbejde i hjemmet fyldt mere og mere, men vi mangler stadig et sprog for et andet vigtigt arbejde, der foregår i hjemmets sfære: moderarbejdet. I denne artikel udforsker jeg derfor sammenhænge mellem husholdningsarbejde og moderarbejde som to typer af arbejde, der hører hjemmet til, og som i høj grad er forudsætningen for, at der overhovedet kan arbejdes uden for hjemmet. Det er også to typer arbejde, som i stor stil er systematisk og strukturelt usynliggjort. Det er en bredt udbredt fortælling, at kvinderne først kom på arbejdsmarkedet i 1950’erne, men hvad der bliver underspillet i den fortælling, er, at kvinder altid har arbejdet – i hjemmet.
Jeg skriver primært om det usynlige arbejde i moderskabet, da jeg selv er mor, og primært arbejder med mødre. Ligeledes har børnepleje, børneopdragelse og husholdningsarbejde været, og er stadig, et arbejde, der primært tilfalder kvinder. Moderskabet er således i en helt anden grad tynget af historiske og ideologiske idealer og forestillinger end faderskabet. Derfor vil meget af det, der står i artiklen her, også kunne overføres til faderskabet – og andet vil ikke.
Arbejdet, vi helst ikke skal se
Mens jeg skrev på denne artikel, fik jeg lyst til at gense tv-serien Matador. Der var noget ved temaet Hjemmets arbejde, der fik mig til at tænke på de scener, hvor vi ser stuepigen Agnes springe op og ned ad køkkentrapperne med tunge bakker for at servere til familien Varnæs’ mange selskaber.
I løbet af det første afsnit ser vi Agnes og kokkepigen Laura forberede og eksekvere et middagsselskab med tre retters menu, vaske op, gøre rent, banke tæpper, flytte møbler, pudse sølvtøj, passe børn og udføre andet (ofte fysisk hårdt) arbejde, der er grundlaget for, at familien Varnæs’ husholdning løber rundt.
Der bliver ikke pudset sølvtøj i mit hjem, men der bliver lavet mad, ryddet op, gjort rent, vasket tøj og vandet planter. Der bliver mæglet mellem utallige søskendekonflikter og trøstet, når yndlingstrøjen er beskidt, og legetøjet går i stykker. Der bliver koordineret to fuldtidsarbejdsskemaer og lukkedage i institution, familiefødselsdage, legeaftaler, fritidsaktiviteter, lægeaftaler, sygedage og hvornår der skal indkøbes nye vinterstøvler, og hvilke flyverdragter der også passer børnene denne sæson.
Alle hjem er fulde af både mentale og fysiske arbejdsopgaver, som udgør et ufravigeligt fundament for det liv, vi lever uden for hjemmets rammer. Hvis der ikke er noget rent tøj i mit skab den dag, jeg skal holde oplæg for 30 mennesker, påvirker det min præstation på mit (løn)arbejde. Hvis mine børn ikke har skiftetøj eller det rigtige overtøj med i institutionen, påvirker det både deres dag og pædagogernes mulighed for at passe deres (løn)arbejde. Hvis der ikke er morgenmad i skabet, når hele familien er sulten om morgenen, påvirker det både vores start på dagen, arbejdspræstation og de mennesker, vi omgås.
Problemet med hjemmets arbejde er, at det kun er synligt, når det ikke bliver gjort. Jeg kan få øje på opvasken og vasketøjet, der hober sig op. Jeg kan få øje på nullermændene i hjørnerne og legetøjet, der flyder på gulvet. Hvis det hjemlige arbejde udføres godt, lægger man ikke mærke til det. Hjemmets arbejde skal helst være usynligt, men for at det kan være usynligt, er der nogen, der skal udføre det.
Hjemmets arbejde, kvinders arbejde
I en af mine yndlingsscener fra Matador sidder Agnes, Laura og stuepigen Gudrun rundt om bordet i Varnæs’ køkken og taler om, at Agnes skal giftes og stifte eget hjem. Gudrun begynder at opliste alle de hårde huslige arbejdsopgaver, der ligger i at holde hus, hvilket får Agnes til passioneret at udbryde: ”Det er da ikke arbejde, når det er ens eget!”
For Agnes er det arbejde, hun som stuepige blev betalt for at udføre, og det arbejde, hun snart skal udføre som husmoder i eget hjem, af fundamental forskellig karakter. Selvom det er præcis de samme arbejdsopgaver, der er tale om. Hvis vi køber denne præmis, så bliver paradokset i hjemmets arbejde, at det kun tæller som ”arbejde”, når vi betaler andre for at gøre det. Ellers er det jo bare ”at have sit eget”, som Agnes ville sige.
Forfatter og aktivist Emma Holten pointerer i sin nye bog Underskud, at dette paradoks afspejles i den måde, et lands bruttonationalprodukt (BNP) udregnes på. Hvis jeg betaler mig fra rengøringen i mit hjem ved at hyre andre til at gøre det, så bidrager det positivt til BNP’et. Hvis jeg selv gør rent, så har det ingen økonomisk værdi. At sende mine børn i børnehave bidrager til BNP’et. At jeg er sammen med dem, har ingen værdi, ud over hvad jeg selv måtte tillægge det. Hvis jeg køber modermælkserstatning, bidrager jeg positivt til økonomien; hvis jeg ammer, gør jeg ikke. Som journalist og forfatter Hanna Rosin formulerede det: ”Breastfeeding is only free if a woman’s time is worth nothing.” Dertil kommer, at opstart og vedligeholdelse af en amning koster rigtig mange kvinder blod, sved og tårer.
At Agnes og Laura er kvinder, er ikke tilfældigt. Husholdningsarbejdet – det cykliske arbejde, der er påkrævet for at opretholde en husholdning – har historisk primært været udført af kvinder.
I 1989 udgav den amerikanske professor i sociologi Arlie Hochschild bogen The Second Shift, der løst kan oversættes til ”den anden vagt.” Bogen er en undersøgelse af amerikanske familiers fordeling af arbejdet i hjemmet og arbejdet uden for hjemmet. Hochschild interviewede over 50 familier igennem en årrække og beskriver i bogen det, hun kalder the second shift: det stykke arbejde, der skal udføres, når de interviewede kom hjem fra deres lønarbejde. Hochschild observerede, at det primært var kvinderne, der udførte the second shift, med det resultat, at de arbejdede i gennemsnit en måned mere om året end deres mandlige partnere. Kvinderne gik således på arbejde to gange på én dag. Først ude, så hjemme i ”den anden vagt.”
Det ville være dejligt at kunne skrive, at sådan er det heldigvis ikke længere, men i 2018 udgav Rockwool Fondens Forskningsenhed undersøgelsen ”Hvordan bruger danskerne tiden?”. Den konkluderede, at i både 2008 og 2018 brugte kvinder i gennemsnit knap en time mere (54 minutter) på husholdningsarbejde (blandt andet indkøb, madlavning, rengøring og børneomsorg) end mænd. Det bliver til ni fuldtidsugers arbejde om året, ca. 329 timer. Undersøgelsen beskriver også, at det eneste tidspunkt, hvor mænd reelt kommer op på at udføre halvdelen af husholdningsarbejdet, er de tilfælde, hvor manden arbejder i mindre end 37 timer om ugen, og kvinden arbejder mere.
På trods af at en del af hjemmets arbejde er blevet uddelegeret og forvandlet til lønarbejde, idet danskerne i stigende grad køber sig til rengøringshjælp og op mod hver sjette dansker får leveret måltidskasser, er det dog stadig kvinderne, mødrene, der trækker det største læs i de danske hjem.
Ideen om the second shift hører således ikke kun tidligere årtier til. Det er stadig sådan, at kvinder sammenlagt arbejder mere i hjemmene. Til gengæld arbejder mænd gennemsnitligt mere på arbejdsmarkedet, og så kunne man være tilbøjelig til at tænke, at det hele går lige op i sidste ende.
Problemet er bare, at man ikke optjener pension af husholdningsarbejde og man kan ikke betale for sine dagligvareindkøb ved at henvise til, at man drager omsorg for sine børn. Kvinder mister i gennemsnit 20 % af deres løn over et helt arbejdsliv ved at få børn. Forskere fra Danmark, Storbritannien og USA har ved hjælp af data fra Danmark påvist, at mænds og kvinders indkomst stort set udvikler sig parallelt indtil fødslen af deres første barn, hvorefter kvinders arbejdsindkomst falder brat umiddelbart efter fødslen. På den korte bane falder kvinders arbejdsindkomst med i gennemsnit 30 % (blandt andet på grund af barselsorlov), men også efter 10 år ligger deres arbejdsindkomst i gennemsnit 20 % under, hvad den ville have været, hvis kvinden ikke havde fået barn. For fædrene derimod er arbejdsindkomsten i store træk upåvirket af, om de har børn eller ej, og derfor er fødslen af børn en af de primære årsager til løngabet mellem mænd og kvinder i Danmark i dag. Det medfører naturligt også, at der er stor forskel på mænds og kvinders pensionsforhold, hvor en kvinde gennemsnitligt har en opsparing, der er 25-40 % mindre end hendes mandlige partners.
Kvinder arbejder måske mindre end mænd på arbejdsmarkedet, men kvinder arbejder ikke mindre end mænd. De arbejder bare et sted, vi normalt ikke anerkender som en arbejdsplads – derhjemme. I Underskud, citerer Emma Holten en undersøgelse, der viste, at hvis kvinder har børn, så stiger deres stressniveau, når de kommer hjem. Mænds falder. En undersøgelse fra Sverige har desuden vist, at det at have hovedansvaret (frem for at dele det ligeligt med en partner) for sine børn var forbundet med øget risiko for langtidssygemelding for de svenske kvinder.
Kvinder kommer i højere grad end mænd hjem til en second shift, hvor de udfører arbejdsopgaver, der normalt ikke tildeles synderlig værdi, hverken symbolsk eller økonomisk. Det har det uundgåelige resultat, at en stor del af kvinders arbejde kontinuerligt forbliver usynligt og dermed negligeret – hvilket i sidste ende kan være en medvirkende faktor til et dårligere fysisk og psykisk helbred.
Fordelingen af husholdningsarbejdet har længe været et offentligt samtaleemne, og derfor har vi for eksempel deciderede undersøgelser af, hvordan husholdningsarbejdet fordeler sig mellem kønnene. Vi har derfor også et sprog for, hvad den skæve fordeling betyder, og hvilke konsekvenser den medfører. Vi mangler dog stadig et sprog for det omsorgsarbejde, som alt det andet er baseret på: moderarbejdet.
Hvad mødre egentlig gør
Da jeg ventede mit første barn, læste jeg alle de bøger om graviditet og fødsel, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg læste om vigtigheden af hud-mod-hud-kontakt mellem mor og barn (der stod ikke så meget om far og barn). Jeg læste om symbiosen mellem mor og barn og om, at mit barn var fuldstændig afhængig af mig for både at overleve og trives. Selv hvis jeg ikke selv havde opsøgt denne viden, ville jeg være stødt på den hos jordemoderen, til den offentlige fødselsforberedelse, på sociale medier eller i mødet med sundhedsplejersken.
Sammenlignet med andre pattedyr er menneskebarnet utroligt skrøbeligt og dermed mere og længere afhængigt af omsorgspersoner. Der skal rigtig meget omsorgsarbejde til at forme et menneske. Et omsorgsarbejde, som i modsætning til husholdningsarbejdet, stadig er stort set usynligt, da vi ikke har et sprog til at beskrive hverken det konkrete arbejde eller værdien af det.
Der er få bøger, der har gjort indtryk på mig som forfatteren Naomi Stadlens What Mothers Do – Especially When It Looks Like Nothing. Bogens første kapitler beskriver, hvordan mødre på barsel føler sig fuldstændigt udmattede af at drage omsorg for et lille barn, mens de samtidig føler, at de ikke rigtigt laver noget. Stadlens grundlæggende pointe er, at mødre selvfølgelig laver noget. Vi mangler bare ord og sprog for, hvad det egentlig er, mødre gør. What Mothers Do er et begyndende forsøg på at konstruere dette manglende sprog for moderskabets usynlige arbejde.
Hun skriver: ”Mothering enables a newborn to grow into a capable child […] Each mother is preparing her child to belong to the society that we all share. It doesn’t seem too much to say that the whole of civilization depends on the work of mothers […].” Det er værd at bemærke, at Stadlen her taler om ”mothering” som en praksis, noget man gør, og en praksis, som ikke nødvendigvis er forbeholdt moderen. Moderskabets arbejde er således ikke knyttet til en relation mellem to mennesker. Det er en bevidst og ubevidst udførelse af en række aktiviteter, der foruden at holde barnet i live, har til formål at sikre, at barnet trives og vokser op til at blive et individ, der kan indgå i samfundet på god fod med sine medmennesker.
Et menneskebarn fødes skrøbeligt, afhængigt, decideret hjælpeløst. Det omsorgsarbejde, der tillader det at vokse op og blive et selvberoende, kapabelt skolebarn, teenager og ung voksen, er, hvad jeg her kalder moderarbejdet. Det årelange arbejde, der ligger i at forvandle et spædbarn til en samfundsborger, og som langt hen ad vejen er fuldstændigt usynligt.
Moderskabets arbejde
Sociologen Sophie Brock, der er specialiseret i moderskabsstudier, oplister følgende fem typer af arbejde i moderskabet: kognitivt arbejde (cognitive labour), intellektuelt arbejde (intellectual labour), the mental load , følelsesmæssigt arbejde (emotional labour), og maternal thinking. Jeg gennemgår og uddyber alle fem begreber herunder. Jeg oversætter ikke begreberne the mental load og maternal thinking, da de direkte danske oversættelser ”mentalt læs” og ”moderlig tænkning” hverken er kanoniserede eller særligt anvendelige til at favne begrebernes kompleksitet. The mental load er desuden allerede ret udbredt på dansk, og selvom det samme ikke gør sig gældende for maternal thinking, mener jeg ikke, at det er min opgave at oversætte dette ret komplekse filosofiske begreb her.
Brock skelner mellem det kognitive og det intellektuelle arbejde i moderskabet. Det kognitive arbejde indebærer at modtage og omsætte information, at observere, rationalisere og tage beslutninger. Det er for eksempel kognitivt arbejde at observere sygdomstegn ved barnet og vurdere, om det er noget, der kræver en konsultation, eller om det er forsvarligt at se tiden an. Det er kognitivt arbejde at modtage og omsætte lægens informationer om for eksempel medicinering til sin egen hverdagskontekst; hvis barnet skal have medicin tre gange om dagen, er det for eksempel kognitivt arbejde at vurdere og beslutte, hvilke tre tidspunkter i løbet af dagen der vil passe bedst ind i de eksisterende hverdagsrutiner. Det kognitive arbejde handler også i høj grad om at gøre sig observationer om netop dette unikke barn.
Det intellektuelle arbejde handler i højere grad om problemløsning, researcharbejde, indsamling af viden samt moralske og etiske overvejelser om eget forældreskab. Eksempler på intellektuelt arbejde er overvejelser om, hvilken slags mor eller forældre man gerne vil være, hvilken slags sovearrangement, der passer bedst til hele familien, om barnet skal vaccineres, om barnet skal ammes og eventuelt hvor længe, hvilket babyudstyr det er nødvendigt at anskaffe, og hvilket udstyr der er det bedste til netop denne families behov.
The mental load er byrden af det konstante og gentagne arbejde med at holde styr på, hvilke opgaver der er involveret i at drage omsorg for et barn. Ofte er det også byrden af at føle sig eneansvarlig for at have det overblik og eventuelt uddelegere det til andre. The mental load – som efterhånden også er blevet et almindeligt dansk udtryk – lyder som: ”Vil du huske at købe bleer og mælk med hjem efter arbejde?” eller ”Har du husket at ringe til lægen og bestille tid til vaccination?” Det er at holde styr på, hvilken tøjstørrelse barnet bruger lige nu, hvor meget man allerede har i næste størrelse og hvad der skal købes. Det er at holde styr på, hvornår der er udflugter i vuggestuen, og hvilket overtøj der skal pakkes i turtasken den dag. Brock pointerer, at vi udfører kognitivt arbejde i håndteringen af the mental load, der findes i en given familie og husstand.
Det følelsesmæssige arbejde (eller følelsesarbejdet) er det arbejde, der er påkrævet for at håndtere og regulere egne og andres – typisk barnets – følelser. Det dækker blandt andet over empati og emotionel intelligens, der gør moderen i stand til at forstå den treåriges nedsmeltninger over en knækket banan som udtryk for og konsekvens af en lang dag i børnehaven. Det er følelsesmæssigt arbejde at regulere sin egen vrede eller følelse af jalousi, hvis barnets første ord er ”far”, eller hvis svigerfar kommer med uvelkomne og forældede råd om børneopdragelse. Begrebet tilskrives sociologen Arlie Hochschild, der ikke brugte det om moderskabet, men i stedet om servicepersonale, hvis arbejde er baseret på, at de med smil og god stemning kan få en kunde til at føle sig godt tilpas. Det er en arbejdsform, der er fokuseret på at skabe og styrke forbindelser og forhold.
Den sidste arbejdstype, Brock omtaler, er maternal thinking, som er et begreb, hun henter fra den feministiske filosof Sara Ruddick. Maternal thinking er en særlig tilgang eller mindset, en særlig måde at være i verden på, som udgøres af tre delkomponenter: bevarelse, vækst og acceptabilitet (preservation, growth og acceptability).
Bevarelse dækker over det basale arbejde, der ligger i at holde et barn i live. Det begynder i graviditeten og fylder de første mange år af barnets liv. Det er alle de aktiviteter, der er involveret i den basale bevarelse af barnets liv: amning, flaskegivning, sørge for at barnet sover, sørge for at barnet bliver trøstet, badet og meget mere.
Ideen om vækst supplerer den basale bevarelse og handler om mere end blot overlevelse. Vækst handler om at give det unikke individuelle barn muligheder for at vokse og trives. Det handler om at se det enkelte barns personlighed, interesser og styrker og om at give barnet muligheder for at gro og blomstre som et særligt unikt individ. Det handler om at få øje på, hvordan netop dette barn er forskelligt fra andre børn, og hvilke rammer der skal til, for at dette barn kan trives bedst muligt.
Fra skolealderen, skriver Ruddick, begynder det sidste element at blive styrende for en mors opfostring af sit barn: acceptabilitet. Ønsket om at opdrage et barn, som vil blive accepteret af og indlemmet i de sociale fællesskaber, bliver, i takt med at barnet bliver ældre, mere og mere anvisende for, hvordan barnet skal opfostres.
Disse tre områder styrer ifølge Ruddick, hvordan en mors praksisser formes og udføres. Maternal thinking er således en samlende kraft, der forener det rationelle og det emotionelle arbejde i moderskabet. Mødrepraksisser er ikke enten rationelle eller emotionelle; de er ofte, hvis ikke altid, begge dele. Den enkelte mor kan vægte delkomponenterne forskelligt, og der kan være andre ydre og indre grunde til, at hun ikke kan varetage totaliteten af disse delkomponenter. Den individuelle mor udfører således altid sit moderarbejde i en konkret praksis, der kan understøtte eller besværliggøre dette. Maternal thinking overlapper med andre af de af Brock nævnte arbejdsformer, men er en samlende kraft i den individuelle mors moderskabspraksis, som skærpes og udvikles igennem udøvelse af moderarbejdet over tid. Man kan måske forstå det som en form for moderskabssans eller et unikt perspektiv, der styrkes gennem praktiske og intelligente opgaver og erfaringer.
Der er to andre typer af arbejde involveret i moderskabet, som jeg mener bør fremhæves som særegne arbejdstyper: det ideologiske og det fysiske arbejde i moderskabet.
Ideologisk kalder jeg det arbejde, der kræves for at navigere i alle de eksplicitte og implicitte forventninger, der hviler på mødrenes skuldre. Digteren Adrienne Rich skelnede i sit værk Of Woman Born mellem moderskabet som en unik personlig erfaring og moderskabet som institution. Moderskabet som institution udgøres af alle de kollektive forventninger og idealer om, hvordan en mor ”bør” være og agere. Det er de budskaber, der er både tydeligt og subtilt indlejret i vores specifikke kulturelle idealer om hvordan man er ”en god mor”, og det er den overordnede ramme for den enkelte mors individuelle ageren som mor. Moderrollen er i høj grad ideologisk ladet med flere hundrede års vægt af kulturelle, religiøse og moralske anvisninger og forestillinger om, hvordan en mor skal være og agere. Der hviler ikke den samme tyngde på rollen som far i vores kultur og samtid, og derfor skal der også mindre til for at blive betragtet som en god far end en god mor i dag.
At skulle navigere i at finde sin egen unikke moderskabsstil kræver store og vedvarende mængder kognitivt, intellektuelt, emotionelt, refleksivt og introspektivt arbejde. Kontinuerligt at reflektere over, hvilken mor man reelt er, og hvilken mor man faktisk gerne vil være, og hvordan disse passer sammen med den person, man er, er en stor og langvarig opgave. Især i en kultur, der tilbyder meget få positive eller neutrale fremstillinger af mødre, men til gengæld et overload af børneopdragelseslitteratur og holdninger til, hvordan mødre skal agere og opdrage deres børn – og hvad der kan gå galt, hvis de fejler.
Moderskabet er utvivlsomt også et fysisk arbejde. At blive gravid, bære en graviditet, gennemgå en fødsel med eventuelt langvarige komplikationer og derefter løfte og bære, eventuelt amme, et barn er hårdt fysisk arbejde.
”Det er jo ikke en sygdom at være gravid,” sagde min mandlige læge til mig, da jeg var gravid med min ældste. Faktisk oplever cirka hver anden gravid i Danmark dog en eller anden grad af bækkensmerter, 80% af gravide oplever at have kvalme, 50% kaster op og gravide er langt oftere sygemeldt end ikke-gravide. Læg dertil de kvinder, der oplever alvorlige fødselsskader, og skal slås med deres forsikring for at få skaden anerkendt. Eller de mødre, der må trave i timevis hver dag for at få barnet til at sove i barnevognen. Eller dem, der må bruge timevis på at hoppe på en pilatesbold med barnet i armene af samme grund. Eller bare konstant bære et barn i bæresele på maven for at slippe for øredøvende gråd.
Da jeg gik til fødselsforberedelse, fik jeg gentagne gange at vide, at en fødsel svarer til at løbe et maraton. Begge dele kræver energi, mental styrke og forberedelse, og negligeringen af denne nødvendige fysiske og mentale indsats, der ligger i et udsagn som: ”Det er jo ikke en sygdom at være gravid” ligger næsten snublende op ad ”Det er ikke jo arbejde, når det er ens egne børn.”
Kald det kærlighed eller kald det arbejde
Alle de nævnte typer af arbejde kan samles i et begreb om moderarbejde. Et arbejde som i sin essens er et omsorgs- eller kærlighedsarbejde.
Stadlen skriver: ”Being a mother centres on the love a mother gives to her child. She gives it in all kinds of ways. Her style is unique. Yet our common experience of this love connects us.” og Sara Ruddick stemmer i: “Maternal practices begin in love […].” Mødre udfører deres arbejde af kærlighed til deres børn uden umiddelbart at få noget igen. Resultatet af moderskabsarbejdet viser sig også sjældent i samme øjeblik, som det udføres. Der kan være flere års responstid, før det viser sig, om der er kommet et voksent, ansvarligt, godt menneske ud af de mange års pleje og omsorgsarbejde.
Det er en væsentlig fællesnævner for både Stadlen, Brock og Ruddick, at de taler om moderarbejdet som en række praksisser i stedet for at betragte moderskabet som (udelukkende) en relation mellem en mor og et barn. At tale om maternal practices – moderlige praksisser – frem for at tale om moderskabet som en essens – at være mor – betyder, at de praksisser er tilgængelige for alle. Alle kan udføre moderarbejdet, alle kan agere moderligt.
Vi mangler et konkret ord på dansk for udførelsen af disse praksisser. Moderskabssociologen Sophie Brock bruger for eksempel de engelske begreber ”mothering” og ”to mother”, som løst oversat til dansk ville blive til ”at mødre” som et verbum. At mødre er således at udføre moderarbejdet, som er en række kognitive, følelsesmæssige, intellektuelle og syntetiserende praksisser, som er funderet i kærlighed. Funderet i at udøve omsorg.
Moderarbejdet har historisk set primært været udført af kvinder, og som beskrevet tidligere, falder husholdnings- og moderarbejdet stadig i højere grad på kvinders end på mænds skuldre. Så selvom det måske i dag kunne være nærliggende at omdøbe denne type arbejde til et mere bredt ”forældrearbejde”, ville en sådan reformulering være endnu en negligering af, at det faktuelt har været kvinder, der i århundreder og stadigvæk løfter størstedelen af denne arbejdsbyrde. Det ville være endnu en negligering af, at kvinder statistisk er dårligere økonomisk stillet, fordi de i højere grad bidrager i hjemmene. At fastholde ”moder” i et begreb om moderskabsarbejde er således at insistere på, at kvinders bidrag også har værdi.
At bruge begrebet moderarbejde om en praksis, der er tilgængelig for alle, er en måde at honorere den arbejdsindsats og den fortid, vi deler. De samtaler, vi mangler at have i dette samfund, er således ikke, hvad det mest korrekte begreb ville være, men hvad der skal til, for at moderarbejdet bliver tillagt den retmæssige værdi og respekt, så alle – uanset køn – kan være stolte af at tage del i den.
Moderarbejdet er i sidste ende et begreb for det omsorgsarbejde, der er relateret til at sætte børn i verden. Enkelte af disse praksisser (graviditeten) er knyttet til et bestemt biologisk fænomen (at have en livmoder), men langt størstedelen af de praksisser, som jeg her har beskrevet, som udgør moderarbejdet, er praksisser, som for fremtiden både kan og bør betragtes som naturlige og tilgængelige praksisser for alle. Det er gentagne gange påvist, at der sker nogle af de samme hormonelle og neurologiske ændringer i en mandlig partner, som der gør i en gravid kvinde, hvilket for begge parter betyder en øget sensitivitet og evne til empati. Særdeles praktiske egenskaber, når man skal til at tage sig af et spædbarn.
I Danmark bliver både mænd og kvinder gennemsnitligt mindre lykkelige af at få børn. Ifølge politologen og lykkeforskeren Michael Birkjær er det blandt andet stive rammer på arbejdsmarkedet og en generel ufleksibel arbejdsmarkedspolitik i Danmark, der betyder, at det især er danskere mellem 30 og 39 år – dem, der har små børn – der oplever mest stress på jobbet. Arbejdsmarkedet er ikke designet til børnefamilier.
At have små børn kræver enorme mængder moderarbejde i hjemmet – og i dag afkræves det både af mor og far (eller andre primære omsorgspersoner). Når det er forældre til små børn, der især oplever stress på arbejdsmarkedet, er det nærliggende at påpege, at netop forældre til små børn i høj grad har ”two shifts.” De skal præstere på deres lønarbejde, og de skal yde enorme mængder omsorgsarbejde derhjemme.
Som mange andre har pointeret, er det et gennemgående problem for de fleste typer af omsorgsarbejde, at de er dårligt lønnede, hvilket også er en faktor i kvinders økonomiske ligestilling, da langt størstedelen af omsorgsarbejderne er kvinder. Fordi man som sygeplejerske, jordemoder eller pædagog formodes at udføre sit arbejde på baggrund af et kald eller en kærlighed til sine medmennesker (eller sine børn), må arbejdet jo bære lønnen i sig selv. Vores samfund regner ikke omsorg for ret meget, og slet ikke for at have væsentlig økonomisk værdi.
Moderarbejdet er en forudsætning for, at et samfund kan opretholdes. Som Emma Holten formulerer det i Underskud: ”Bare ved at eksistere ”tvinger” vi faktisk andre til at gøre noget for os. Hvert eneste menneskes eksistens ”tvinger” andre mennesker til at være der for dem.” Vi er kun noget hver især, og vi kan hver især kun bidrage til et fælles samfund, fordi andre har taget sig af os i mange år og stadig gør det.
På både et individuelt, institutionelt og ideologisk niveau trænger vi til et opgør med de herskende, forældede ideer om, hvad arbejde er, og hvad det ikke er. Hjemmets arbejde i alle dets former er lige så fundamentalt og uundværligt for vores samfunds opretholdelse som lønarbejde er. Et nyt sprog og en ny forståelse for, hvad moderarbejdet er, og hvilken værdi det har, er første skridt på vejen mod en retmæssig anerkendelse og respekt for vigtigheden af dette stykke arbejde, der er funderet i kærlighed.
Cecilie Kjær er cand.mag. i idéhistorie, ph.d.-studerende på idéhistorie ved Aarhus Universitet samt selvstændig efterfødselsvejleder, foredragsholder og yogalærer.