15447080366_50afe3a28e_o(1)
Demon­stra­tion i Fin­land. Foto: Amnesty Fin­land.

Hvem dræbte Anna Politkovskaja? Det spørgsmål bliver ikke alene afgjort i retssalen, men også i international politik. For mange er Politkovskaja blevet et billede på Ruslands vaklende demokrati. Inden for landets grænser holder Putin fast i, at hendes mord alene er en sag for politiet. Kampen om Politkovskajas historie er ikke længere bare et spørgsmål om, hvem der trykkede på aftrækkeren.

Den 7. okto­ber 2006 blev den rus­siske jour­nal­ist Anna Politkovska­ja fun­det dræbt i ele­va­toren til sit lej­lighed­skom­pleks. Anna Politkovska­ja var blevet skudt to gange i brys­tet, én gang i skul­deren og én gang i hov­edet på klods hold. Mord­våb­net, en 9‑millimeter Makarov-pis­tol, blev fun­det ved siden af liget. Det hele lugt­ede af kon­trak­t­mord.

Rus­lands præsi­dent Vladimir Putin var the usu­al sus­pect. Politkovska­ja blev myrdet den 7. okto­ber, Putins fød­sels­dag. Kon­spir­a­tioner om en selvbestilt fød­sels­dags­gave hang i efterårsluften i både Rus­land og Europa. Andre forestillede sig, at det måtte være en af Putins mange fjen­der, der ville gøre Putin til mord­mistænkt og i samme vend­ing miskred­itere og desta­bilis­ere den rus­siske regering. Her tænk­te man nok især på den rus­siske oli­gark og tidligere oliemil­liardær, Boris Beresovskij, der har gjort det til sin per­son­lige mis­son at vælte Putin af tro­nen. Putin var først stille. Stil­he­den fun­gerede som ben­zin på kon­spir­a­tions­bålet.

Der dukkede speku­la­tion­er op om, at Ram­san Kady­rov — den putin­støt­tede led­er af Tjet­je­nien og hov­ed­målet for Politkovska­jas jour­nal­is­tiske arbe­jde — havde ryd­det hende af vejen. Helt andre tænk­te, at en fjende af Kady­rov skulle have bestilt mordet for at pinne det på Kady­rov.

Putin blev hur­tigt frik­endt. Ingen kom­men­ta­tor­er troede på, at Putin skulle have bestilt et mord på en ver­densk­endt jour­nal­ist. Men spørgsmålet om Politkovska­ja lev­ede videre. På års­da­gen for Politkovska­jas død min­des man ikke bare kvin­den Politkovska­jas død, men også den rus­siske jour­nal­ismes død. Det er ikke kun en his­to­rie om at finde ud af, hvem der førte pis­tolen, det er også en his­to­rie om, hvor­dan vi over­hovedet skal forstå mordet.

No Justice for Anna Politkovskaya

Mordet blev udgangspunkt for en skarp kri­tik ret­tet mod man­glende presse­fri­hed og mod anti­demokratiske ten­denser i Putins Rus­land. I dagene og ugerne efter mordet afviste Putin kri­tikken i en række inter­views, pressekon­fer­encer og taler. Mens kri­tikere ind­skrev Politkovska­jas mord i for­fald­shis­to­rie om den rus­siske jour­nal­ismes død, så for­t­alte Putin en helt anden his­to­rie. Putin mente, at Politkovska­ja uret­mæs­sigt var blevet et sym­bol. Hen­des kri­tik var ille­git­im og radikal. Ifølge Putin var mordet på Politkovska­ja alene en sag for poli­ti­et. Der skulle ikke drages nogen ide­ol­o­giske kon­sekvenser af den.

Men mere end bare at forstå det som et spørgsmål om to sider af samme sag, så må vi også forstå Putins respons som et forsøg på at forskyde kri­tikkens nexus. Mens Putin mente, at his­to­rien om Anna Politkovska­ja ikke var andet end en sag for det rus­siske poli­ti og efter­ret­ningst­jen­este, så overve­jede det inter­na­tionale sam­fund, om det var en begiven­hed med stor­poli­tiske kon­sekvenser.

Nyhed­er om anhold­elser i sagen er dukket op flere gange siden Politkovska­jas død. Decem­ber sid­ste år blev en tidligere poli­tiof­fi­cer, Dritrij Pavlut­jenkov, dømt til 8 år i fængsel. Han blev dømt for at skygge og kortlægge Politkovska­jas daglige ruti­n­er med det for­mål at slå hende ihjel. Poli­tiof­fi­ceren erk­lærede sig skyldig i alle anklager, så ingen vid­ner blev ind­kaldt, ingen bevis­ma­te­ri­aler fremvist. Som New York Times skrev i en kro­nik, så var der stadig No Jus­tice for Anna Politkovskaya, end­nu ingen ret­færdighed for Anna Politkovska­ja. Sagen udspiller sig ikke læn­gere bare i retssalen. Den har fået et juridisk og ret­sligt efter­spil, men der bliv­er også råbt efter ret­færdighed på et andet plan.

Anna Politkovskaja

Politkovska­ja var ikke hvem som helst. Hun var kendt i det meste af ver­den for sin kri­tiske dækn­ing af forhold­ene i Tjet­je­nien og sin udtalte kri­tik af Putin. Få dage før hen­des død blev hun inter­viewet af det oprørske inter­net­ma­gasin Radio Free Europe / Radio Lib­er­ty, der har det som sit erk­lærede mål at etablere jour­nal­is­tiske netværk og dækn­ing i de stater, hvor det end­nu ikke find­es. Politkovska­ja for­t­alte, at hun havde to fotografi­er hjemme på sit skrive­bord. I tiden op til sin død havde hun efter­fors­ket tor­tur i Ram­san Kady­rovs Tjet­je­nien. Fotografierne viste to bort­førte, tor­tur­erede og dræbte per­son­er, en tjet­jen­er og en russ­er. I samme inter­view kaldte hun Kady­rov for “vor tids Stal­in”.

Hun blev uddan­net jour­nal­ist fra Moskvas Stat­suni­ver­sitet i 1980, i 1999 blev hun ansat som jour­nal­ist for den krem­lkri­tiske avis, Nova­ja Gaze­ta, én af de få avis­er, der ikke er stat­se­jet. Hun har vun­det en række inter­na­tionale pris­er for sin jour­nal­is­tik og udgivet en række bøger om Tjet­je­nien og Rus­land under Putin. Hun var en af de jour­nal­is­ter, der var kendte for at være frygtløse.

En journalists død

Mordet oprørte den europæiske og rus­siske offent­lighed. Flere europæiske lande samt EU udst­edte offi­cielle erk­læringer, hvor man fordømte mordet på Politkovska­ja. Flere stat­sledere krævede, at den rus­siske regering måtte igangsætte en grundig efter­forskn­ing af mordet.

Det poli­tiske efter­spil udspiller sig sådan set stadig og bliv­er stadig ful­gt af hele det inter­na­tionale presseko­rps. Den tidligere sov­je­tled­er, Mikhail Gor­batjov, har ram­mende opsum­meret, hvor­dan nyhe­den om mordet på Politkovska­ja blev mod­taget:

Det er en uhyrlig for­bry­delse mod en pro­fes­sionel og ser­iøs jour­nal­ist og en modig kvin­de. Det er et anslag imod hele den demokratiske og uafhængige presse.

Christo­pher John Chivers, New York Times’ bureauchef i Mosk­va og Pulitzer-vin­der, skrev, at siden Sov­je­tu­nio­nens sam­men­brud har Rus­land været et af de farlig­ste lande at være jour­nal­ist i: ”The cli­mate has con­tin­ued in recent years; at least 12 jour­nal­ists have been killed in Rus­sia in con­tract-style mur­ders since 2000, accord­ing to the the Com­mit­tee to Pro­tect Jour­nal­ists”.

Mordet var et slag mod et demokrati, der allerede lå ned. Mange forstod mordet som en del af et bestemt poli­tisk kli­ma i Rus­land. Det var ikke bare his­to­rien om en kvin­des og en dygtig jour­nal­ists tragiske død, men sam­tidig his­to­rien om en usund demokratisk kul­tur i Rus­land.

En sag for politiet

Putin svarede, at Politkovska­jas kri­tik var radikal og ille­git­im. Tre dage efter ved St. Peters­borg Dia­logue Social Forum i Dres­den holdte Putin en tale, hvor han nærmede sig spørgsmålet om Politkovska­ja. Her sagde han:

”And the experts know well (…) that per­haps because Ms Politkovska­ia held very rad­i­cal views she did not have a seri­ous influ­ence on the polit­i­cal mood in our coun­try”.

Tal­en blev holdt ved afs­lørin­gen af et Dos­to­jevskij-mon­u­ment, der skulle være med til at vise de gode inten­tion­er og det gode bånd mellem Rus­land og Tysk­land. Mordet faldt sam­men med en større PR-kam­pagne som Putin havde bestilt for at booste Rus­lands demokratiske image. Men debat­ten om det rus­sisk-europæiske part­ner­skab blev hur­tigt erstat­tet af en diskus­sion om men­neskerettighed­er og demokratiske kar­di­naldy­der. Den tyske for­bund­skansler Angela Merkel sagde på et pressemøde med Putin samme dag:

We spoke about civ­il soci­ety, about the fact that I was shocked by the mur­der of the jour­nal­ist Anna Politkovskaya, and about the fact that we con­sid­er free­dom of the press to be an inte­gral part of demo­c­ra­t­ic devel­op­ment”.

Merkel hen­tyd­ede, at der var lang vej end­nu for Rus­lands demokratiske udvikling, når promi­nente jour­nal­is­ter som Politkovska­ja risik­erede at blive slået ihjel for at udøve presse­fri­hed. Under spørgerun­den var Putin hur­tig til at afvise, at Politkovska­ja over­hovedet skulle have haft nogen ind­fly­delse inden for Kremls mure:

This jour­nal­ist was indeed a fierce crit­ic of the cur­rent author­i­ties in Rus­sia. But, as the experts know, and as jour­nal­ists should realise, I think, her impact on Russ­ian polit­i­cal life was only very slight. She was well known in the media com­mu­ni­ty, in human rights cir­cles and in the West, but her influ­ence on polit­i­cal life with­in Rus­sia was very min­i­mal. a hor­ri­bly cru­el crime and it can­not go unpun­ished.”

Ifølge Putin var mordet på Politkovska­ja en større slag mod den rus­siske regering end Politkovska­jas egne udgivelser, for­di hun nu var blevet et sym­bol i vestlige men­neskerettighed­skredse. Der­for var det ikke på sin plads at lade sig rive med. Som Putin siger i inter­view med Time Mag­a­zine:

No one ever talked about her. Only a lim­it­ed num­ber of peo­ple – you could count them on your fin­gers — knew about her activ­i­ties, and now all the coun­try and the whole world is talk­ing about her. I think this is just a delib­er­ate provo­ca­tion – a sac­ri­fi­cial vic­tim was cho­sen and a woman was killed, that is all. But we will nev­er­the­less do all we can to ensure that this inves­ti­ga­tion is car­ried out in full”.

Putin for­t­alte en anden his­to­rie. Det her var en sag for poli­ti­et. Ikke noget at se her. Keep mov­ing.

”I had thought journalists do not get murdered”

Mordet på Politkovska­ja var ikke det første i Rus­land, tvær­ti­mod så ran­ger­er Com­mit­tee to Pro­tect Jour­nal­ists Rus­land som ét af de farlig­ste lande at være jour­nal­ist i. Den dag hvor Politkovska­ja blev slået ihjel for­t­alte den rus­siske jour­nal­ist og redak­tør på Radio Free Europe / Radio Lib­er­ty, Masha Gessen sine børn, at jour­nal­is­ter bliv­er slået ihjel. Ifølge Gessen mark­erede mordet på Politkovska­ja et vendepunkt. Både for­di hun var en kvin­de, for­di mordet skete ved højlys dag og for­di det var på Putins fød­sels­dag. En af Gessens venin­der skrev på Face­book: “I had thought jour­nal­ists do not get mur­dered”. Med ét blev Rus­lands jour­nal­is­ter dødelige.

Mordet er blevet et sym­bol på den rus­siske jour­nal­ismes død. Det havde Putin ret i. Jour­nal­is­ter, ven­ner og kol­leger for­t­alte om en modig og frygtløs jour­nal­ist, hvis kri­tiske dækn­ing af forhold­ene i Tjet­je­nien gav hende mange fjen­der. Kri­tikere og men­neskerettighed­sor­gan­i­sa­tion­er så hen­des død som et symp­tom på et sygt rus­sisk demokrati.

Putin for­t­alte en helt anden his­to­rie: Tragisk, men poli­tisk set irrel­e­vant. Kan Putin få folk til at tro på sin udgave af his­to­rien? Indtil nu ser det ud som om his­to­rien om Politkovska­ja ikke bare han­dler om en enkelt kvin­des tragiske død, men at den også han­dler om jour­nal­is­tens død, presse­fri­he­dens og ytringrings­fri­he­dens.

Kasper Mikael Jacek er redak­tør på Bag­grund og skribent

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen