Morgendagens løfter — den nye republikanske folkelighed

Morgendagens løfter - den nye republikanske folkelighed

Den økonomiske krise kradser i USA. Økonomer foreslog at hæve skatterne i landet for at redde statsbudgettet og det kastede det republikanske parti ud i en lidenskabelig debat om partiets værdier — kickstartet af partiets nye ansigter.


Det vil for selv den mest spo­radiske og uin­ter­esserede iagt­tager af amerikan­sk inden­rigspoli­tik være tydeligt, at lan­dets kon­ser­v­a­tive højre­fløj er i krise. Hvor amerikan­sk kon­ser­vatisme i åre­vis har været syn­onymt med ”tra­di­tionelle værdier” og uprob­lema­tisk leg­emelig­gjort i det repub­likanske par­ti ser det, i disse dage, ud til at Rebu­likan­erne er i mere grundlæggende intern splid end nogensinde før. Sam­tidig med at Oba­ma udvis­er nyfun­den vil­lighed til uni­lat­er­al­isme med en moral­sk ladet retorik, der lån­er heftigt fra den tra­di­tionelle amerikanske højre­fløj, forsøger en ny bølge i det repub­likanske par­ti at teg­ne en mere pro­gres­siv pro­fil for de kon­ser­v­a­tive, tilsyneladende ved at overtage ven­stre­flø­jens tra­di­tionelle bekym­ringer for sam­fun­dets svageste.

Mens Oba­ma – i forbindelse med debat­ten om den såkaldte finan­sielle afgrund og de nylige forslag til stramninger af våbenloven – tilsyneladende har val­gt at indlede sin anden embedspe­ri­ode med at aflægge sig sit image som kom­pro­mis­sø­gende prag­matik­er, er det etablerede repub­likanske par­ti alt­så i nogen grad i intern, ide­ol­o­gisk tumult.

Kravet om modernisering

Dette kom­mer blandt andet til udtryk hos folk som Flori­das Mar­co Rubio der, efter at have for­fat­tet et kom­pro­mis­sø­gende immi­gra­tionslov­forslag, blev beskyldt for at løbe demokrater­nes ærinde; hos Bob­by Jin­dal fra Louisiana, der har argu­menteret for at repub­likan­erne skal ”holde op med at være det dumme par­ti”; eller hos New Jer­seys flam­boy­ante og højrøst­ede Chris Christie, der her­hjemme er bedst kendt for sin midler­tidi­ge poli­tiske kovend­ing efter orka­nen Sandy havde raseret hans hjem­stat. Da kon­gressen i den anled­ning udskød en afstemn­ing om at bevil­lige ekstra­ordinære økonomiske nød­hjælpsmi­dler til New York og New Jer­sey, kri­tis­erede Christie i bitre og rasende vendinger sine repub­likanske kol­leger i Kon­gressen og ros­te Oba­ma for hans hånd­ter­ing af krisen.

Selvom Christie for­mod­entlig næppe vandt mange repub­likanske allierede med denne manøvre, er den type højrøst­ede og lige­fremme util­fred­shed som han eksem­pli­fi­cer­er dog tilsyneladende min­dre og min­dre ekstra­ordinær hos repub­likan­erne. Disse mænd, der alle nævnes som real­is­tiske bud på repub­likanske kan­di­dater til præsi­dent­val­get i 2016, repræsen­ter­er alle facetter af en gener­el og tilsyneladende fre­mad­stor­mende bevægelse i par­ti­et som plæder­er for eksten­siv poli­tisk selvransagelse og for en gener­el åbn­ing over­for intern debat om par­ti­ets frem­tidi­ge ret­ning. Det er en bevægelse som ikke alene præges af en udtalt vil­lighed til åbent at kri­tis­ere par­tiledelsen, men også af en under­liggende insis­teren på nød­vendighe­den af gen­nem­gribende revur­deringer af den måde repub­likanske, ide­ol­o­giske nøgleson­dringer, hen­syn og pri­or­iteter de sen­este år er blevet for­val­tet. At dette er til­fældet er, ikke mindst af de implicerede selv, blevet tolket som symp­tom på at det repub­likanske par­ti i disse år står ved en fun­da­men­tal, ide­ol­o­gisk skillevej.

Jin­dal har i denne forbindelse gjort sig til for­t­aler for at ”Repub­likan­erne skal (…) stoppe med at kigge længsels­fuldt tilbage mod de gode, gam­le dage og blive et mere mod­erne, kon­ser­v­a­tivt par­ti”. Sam­tidig opleves intet måske som mere sigende for hvor fremhersk­ende og altom­slut­tende den repub­likanske reform­trang og iden­titet­skrise er blevet, end det forhold at kri­tiske røster er beg­y­n­dt at tale ser­iøst om mulighe­den for, i visse til­fælde, at gen­tænke par­ti­ets ufor­son­lige til­gang til skat­te­spørgsmålet, som ellers i åre­vis har været den kon­ser­v­a­tive nøgle­sag par excel­lence. Tea Par­ty bevægelsen gjorde den for eksem­pel til en cen­tral, kon­stituerende del af sit poli­tiske pro­gram, og hævd­ede gerne at bevægelsens navn, uagtet dets øvrige his­toriske kon­no­ta­tion­er, også var et akro­nym for Taxed Enough Already.

Ikke desto min­dre kan det måske, for den som ønsker at holde fokus på amerikanske inden­rigspoli­tiske forhold i lidt læn­gere tid, være ønskværdigt at se nærmere på kon­tek­sten for og det nærmere ind­hold af de argu­menter, der led­sager den nuværende snak om opbrud og gen­tænkn­ing blandt repub­likan­erne.

Republikanerne som arbejderparti

I denne forbindelse er det i første omgang cen­tralt at Jin­dals reform­pro­jekt eksplic­it er styret af en insis­teren på, at repub­likan­erne ”er et pop­ulist-par­ti, og bliv­er nødt til at gøre dette klart” for omver­de­nen. Denne for­mu­ler­ing, som faldt i en nylig tale til nogle hun­drede repub­likanske par­tiledere, klinger måske ekstrem i europæiske ører, der er vant til at forbinde pop­ulisme med højre­fløjspoli­tikere som Jörg Haider, Geert Wilders, Sil­vio Berlus­coni og fam­i­lien Le Pen; folk der ofte antages at være repræsen­ta­tive for en mere eller min­dre kynisk, manip­ulerende og nation­al­is­tisk form for poli­tik med en vag bis­mag af folke­for­førelse. Jin­dals uprob­lema­tiske fast­slåelse af repub­likan­sk pop­ulisme er dog langt fra en util­sigtet fadæse, men i stedet et cen­tralt og essen­tielt led i en langsigtet, poli­tisk strate­gi.

At dette er til­fældet skyldes ikke alene at pop­ulisme i amerikan­sk kon­tekst har en lang og forholdsvist glo­rværdig his­to­rie på begge flø­je af det amerikanske poli­tiske spek­trum, men også at begre­bet her har langt mere uprob­lema­tiske kon­no­ta­tion­er end det er til­fældet i Europa. I denne mere upar­tiske kon­tekst er en pop­ulis­tisk bevægelse grundlæggende at forstå som én, der i et demokratisk sys­tem hævder at repræsen­tere det poli­tisk legit­imerende folk over­for et sys­tem som de i sti­gende grad oplever sig som eksklud­erede fra.

Givet Amerikas oprindelse i rev­o­lu­tionære begiven­hed­er, der inde­bar en folke­lig misk­endelse af britisk kolo­nial­magt, er dette naturligvis en til­gang som er unikt veleg­net til amerikanske, poli­tiske forhold. Efter­som en stor del af lan­dets poli­tisk fun­derende lit­ter­atur og teori kredser om at definere og prob­lema­tis­ere en etableret stats­magt — navn­lig den engelske — som ille­git­im, krænk­ende og despo­tisk er dets poli­tiske idéhis­to­rie også rig på retoriske eksem­pler på såv­el mist­il­lid til cen­tralis­eret poli­tisk magt som omfat­tende lovpris­ninger af folkets poli­tiske suverænitet.

Når Jin­dal hævder at repræsen­tere et pop­ulist­par­ti, er det der­for ikke i nødtvun­gen anerk­endelse af det nød­vendi­ge i en mere kynisk poli­tisk prak­sis, men snarere som en hævdelse af repub­likan­ernes ret­mæs­sige sta­tus som det par­ti, der reelt bedst repræsen­ter­er det jævne, amerikanske folk. Jævn­før her også par­tifællen Rubios lokalis­er­ing af ”mor­genda­gens løfter” som liggende ”i vore hotellers køkken­er. Hos de anlægs­gart­nere der arbe­jder i vore nabo­lag” og ”[i] de nathold der rengør vore kon­tor­er”.

Selvom dette lign­er en repub­likan­sk tilsnigelse — i bed­ste fald en meget markant midter­søgn­ing — er det ikke desto min­dre knapt så nye ton­er i en amerikan­sk kon­ser­v­a­tiv sam­men­hæng som man kunne fristes til at tro. I en vis for­stand er der primært tale om en mere ekspliciteret ver­sion af temaer der allerede var tilst­ede i f.eks. Tea Par­ty-bevægelsens retorik. Således udråbte dele af pressen også, i forbindelse med midtve­js­val­get i 2010, Rubio til Tea Par­tyets ”kro­n­prins”, mens Christie i 2011 var hov­ed­taler ved en pri­vat fundrais­er afholdt af mil­liardæren Charles Koch, angiveligt en markant støtte for bevægelsen.

Denne kobling ser umid­del­bart ud til at under­bygge den på den amerikanske ven­stre­fløj hyp­pigt forek­om­mende anklage om, at Tea Par­ty-bevægelsens græs­rods­baserede ophav i virke­lighe­den blot var et stykke nøje orkestr­eret, top­styret repub­likan­sk skyggeteater. Ikke desto min­dre vil det dog måske være ure­t­færdigt at lægge for megen kon­spir­a­torisk vægt i disse sam­men­fald. Selvom det kan være svært at huske, blev repub­likanske kar­ri­er­er i 2010 og 2011 både skabt og sun­ket i grus af bevægelsen, og det var svært at være kon­ser­v­a­tiv poli­tisk kan­di­dat ved midtve­js­val­get uden at søge deres gun­st. Ikke desto min­dre kan de nye retoriske vin­de hos de kon­ser­v­a­tive for­mod­entlig læs­es som forsøg på aktivt at imple­mentere erfaringer fra Tea Par­ty-fænomenets pop­u­lar­itet i det etablerede, repub­likanske par­ti.

Nyt er det dog ikke desto min­dre, at main­stream-repub­likan­erne så direk­te og kon­sekvent som det er til­fældet hos f.eks. Jin­dal og Rubio, italesæt­ter økonomiske hen­syn i ter­mer, der utvety­digt hævder at repræsen­tere ikke blot den almene amerikan­er, men også sam­fun­dets svageste.

Latino-vælgere og den amerikanske drøm

I appellen til et væsentligt seg­ment af disse kan Rubio vise sig at blive par­ti­ets knapt-så-hem­melige våben. Det skyldes at hans fam­i­lie tilhør­er den hastigst vok­sende — og tra­di­tionelt primært demokratiske — væl­ger­gruppe i Ameri­ka, nem­lig lati­no­erne. Selv om det i okto­ber kom frem at Rubios foræl­dre ikke, som han ellers hidtil havde hævdet, var tvunget til at for­lade Cas­tros Cuba, men ret­tere var rejst fra lan­det tre år før Cas­tro kom til magten, er Rubio dog stadig noget så sjældent som en repub­likan­sk sen­a­tor med immi­grantrød­der, der ikke strækker mere end en enkelt gen­er­a­tion tilbage. Det samme er til­fældet for Jin­dal, der dog ikke er lati­no, men af indiske foræl­dre. Den type tilhørs­forhold for­len­er, ikke mindst i Rubios til­fælde, hans poli­tiske kend­skab til de prob­le­mer der kon­fron­ter­er sam­fun­dets laveste klass­er med en grad af plau­si­bilitet der hidtil for mes­ten­dels har und­slup­pet Repub­likan­erne.

Hvor den aut­en­tiske kobling til lan­dets arbe­jderk­lasse og immi­grant­be­folkn­ing er ny for par­ti­et, er Jin­dal og Rubios anvis­ninger til hvor­dan man løs­er deres prob­le­mer dog alt andet. Efter­som disse prob­le­mer blandt andet består i træghed i job­sk­a­belsen og sti­gende lev­eomkost­ninger, lig­ger løs­nin­gen — hvilket for repub­likan­erne næsten er en ide­ol­o­gisk tru­isme — i det pri­vate erhvervs­livs kræfter. I hvert fald når disse, vel at mærke, tillades at operere med så få snærende, stat­slige bånd som muligt.

Implic­it i over­be­vis­nin­gen om at økonomiske prob­lem­still­inger bedst afhjælpes og mest effek­tivt overkommes ved min­i­mal stat­slig inter­ven­tion i erhvervs­livet, lig­ger naturligvis frimarked­stanker, men koblet til idéen om den amerikanske drøm; at alle – immi­granter, arbe­jd­sløse, enlige mødre — poten­tielt kan blive en del af mid­del- eller overk­lassen, blot de gives mulighe­den for og lej­lighe­den til selv at kæmpe for at vin­de adgang til den. Der­for udlægges enhver form for stat­sligt ind­greb, i form af for eksem­pel velfærdsy­delser eller offentligt udbudte arbe­jder, som ødelæggende over­greb på det pri­vate ini­tia­tiv og det frie markeds kræfter som, i videst muligt omfang, bør undgås.

Republikansk gentænkning

Her er den nye repub­likanske bølge, hvis vi kan tillade os at tale om en sådan, fuldt ud på lin­je med Tea Par­ty-bevægelsen. Men hvor Tea Par­ty-kan­di­dater som anty­det plæderede for at imple­mentere disse poli­tiske prin­cip­per ved en kom­bi­na­tion af skat­testop og ned­skæringer, ser det ud til at den nye skole af repub­likanere i stedet har val­gt at fokusere deres ind­sats primært på min­imerin­gen af stat­en, og på det som Rick Per­ry – kort­varigt en repub­likan­sk præsi­den­tkan­di­dat i 2012 — har kaldt et ”light reg­u­la­to­ry touch”, når det kom­mer til statens rolle i erhvervs­livet. Det bety­der, at folk som Jin­dal og i et vist omfang Christie i langt højere grad end de Tea Par­ty-affil­ierede poli­tikere, der næsten gjorde skat­te­spørgsmålet til ker­nen af deres poli­tiske plat­form, er åbne for at overve­je spørgsmål om det nød­vendi­ge og ret­mæs­sige i at opkræve skat­ter. Dette skyldes naturligvis også i et vist omfang at Oba­ma førte, og vandt, sin anden præsi­den­tkam­pagne på eksplicitte løfter om øgede afgifter og top­skat­ter til de rigeste amerikanere. At insis­tere på at modar­be­jde sådanne skat­teløft ville, for et par­ti som søger at indlede en pop­ulis­tisk charme­of­fen­siv over­for demokratiske kernevæl­gere, være decideret kon­trapro­duk­tivt.

Det bør dog stadig ikke under­spilles præ­cist hvor radikalt et brud med tra­di­tionel, repub­likan­sk ide­olo­gi indrøm­melser på skat­teom­rådet repræsen­ter­er. Selvom de lov­forslag der blev ved­taget i forbindelse med den økonomiske afgrund dårligt kan siges at repræsen­tere et repub­likan­sk poli­tisk knæ­fald for demokrater­ne, er der afgjort kræfter, navn­lig i de mange i forve­jen løst definerede og uenige Tea Par­ty-grup­peringer, der ser enhver efter­given­hed i skat­te­spørgsmål som grund­lag for yderligere, intern split­telse i par­ti­et. Her er det muligvis forhåb­nin­gen at appellen til lati­novæl­gere og arbe­jderk­lassen igen kan sam­le og styrke dele af par­ti­et.

Repub­likan­ernes under­liggende påberå­belse af et folke­ligt man­dat eller tilhørs­forhold bør dog ikke undre os alt for meget. Denne til­gang repræsen­ter­er som nævnt langt fra et enestående eller nyt fænomen i amerikan­sk poli­tik. Tænk blot i det mest nylige his­toriske per­spek­tiv på Nixons ”silent major­i­ty” i 1969, eller Ralph Naders Pop­ulist Par­ty of Mary­land i 2004. Igen er det væsentlige ikke så meget de emn­er og begre­ber der tages op, som de implicitte ram­mer de søges hen­lagt til og det ind­hold de antages at repræsen­tere. At repub­likan­erne forsøger at appellere speci­fikt til arbe­jderk­lassen med økonomiske argu­menter repræsen­ter­er der­for måske ikke så meget en kom­plet nysk­abende, kon­ser­v­a­tiv til­gang som en, mere eller min­dre sub­til, rekali­brering af par­ti­ets ide­ol­o­giske begreb­sap­pa­rat og dets inten­derede mod­tagere. I den sam­men­hæng er det da også påfaldende at en stor del af det der, hos Jin­dal, Rubio og Christie, på nogle områder tolkes som kom­pro­misvil­lighed og midter­søgn­ing, på andre fel­ter synes at dække over en end­nu mere radikal, hard­line kon­ser­vatisme end man find­er hos visse af deres par­tifæller. I de mere ufor­son­lige økonomiske aspek­ter af deres kon­ser­vatisme, og i deres utvety­di­ge insis­teren på størst mulig afvikling af stat­en, lign­er de alle Tea Par­ty-kan­di­dater snarere end forhan­dlingsvil­lige prag­matikere.

Scroll til toppen