Revolutionerne og den moderne verdenshistorie gennemsyrer hinanden. Vores moderne samfund, handlingsmønstre og forståelsesrammer er formet af revolutionernes historie. Og revolutionerne kondenserer selve den forandring og den udskillelse af viljer og projekter, der kendetegner det moderne. Lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard har skrevet et essay om, hvad der er på spil, når vi undersøger revolutionshistorien.

Indus­triel rev­o­lu­tion, kom­mu­nika­tion­srev­o­lu­tion, viden­sk­a­belig rev­o­lu­tion, Oba­ma-rev­o­lu­tion, ’rev­o­lu­tionerende’ kos­metik og tand­ple­je, tøj med røde stjern­er og Che-ikon­er – uanset hvor vi kig­ger hen, synes rev­o­lu­tion­er at kaste sig over os. Alle disse små og store, harm­løse og alt­foran­drende allu­sion­er til rev­o­lu­tion er vidt forskel­lige, nogle af dem kan måske synes triv­ielle. Men de har sigende fællestræk: De sig­nalerer foran­dring – ikke sindig og grad­vis udvikling, men spring hen mod det radikalt nye. De anty­der en vil­je til det nye og den han­dling, som skal til for at forkaste det gam­le og foræld­ede.

Deri­gen­nem forbinder disse forskel­lige ’rev­o­lu­tion­er’ sig på hver deres vis med det fænomen, der har bestemt og formet vores mod­erne rev­o­lu­tions­forståelse: de sociale og poli­tiske rev­o­lu­tion­er – og den omfat­tende ikono­grafi og sym­bo­l­ik, der knyt­ter sig til dem: når vi taler om rev­o­lu­tion, dan­ner vi billed­er af bar­rikadekampe, for­revne fan­er og massernes protest mod ulidelige livs­betingelser. Rev­o­lu­tion forbindes med hel­te­mod, håb, frem­skridt og mod­stand mod under­trykkelse, men også med tragedie, skuf­felse og ødelæggelse. Rev­o­lu­tion er liden­sk­a­belig rus – ”de under­tryk­tes og udbyt­tedes fest”, som Lenin for­mulerede det i sin bog To slags tak­tik i den demokratiske rev­o­lu­tion fra 1905 – men også blodig, vold­som alvor. For nogle er rev­o­lu­tio­nen en Mes­sias, for andre er den Fan­den selv.

Sociale rev­o­lu­tion­er er blevet defineret på klas­sisk vis i den amerikanske soci­olog The­da Skocpols bane­bry­dende værk States and Social Rev­o­lu­tions fra 1979 – som ”hastige, grundlæggende foran­dringer af et sam­funds stats- og klasses­truk­tur­er” i sam­men­hæng med ”klasse­baserede oprør fra neden”, der ikke blot led­sager struk­tur­foran­dringerne, men også er med til at skabe dem. Rev­o­lu­tion­er i denne for­stand er sjældne og dog tilbageven­dende und­tagelser fra sam­fun­dets nor­maltil­stand. De inde­bær­er meget mere end blot en ny regering med en lidt anden par­ti­farve. Rev­o­lu­tion­er er snarere poli­tiske og sociale kon­flik­ter, der afføder nye, mere cen­tralis­erede stater og styrk­er grund­foran­dringer i de sociale struk­tur­er. Den franske rev­o­lu­tion grund­lagde ikke blot en mod­erne nation­al­stat, men ret­tede også et grund­skud mod de gam­le feu­dale trosk­abs- og tvangs­forhold.

Her ere vi alle Dus

Disse store foran­dringer i stat og sam­fund forbinder sig også med andre dimen­sion­er i men­neske­liv­et, som ikke ind­fanges i The­da Skocpols for­mu­ler­ing: tanker, sprog og kul­tur. Rev­o­lu­tion er også noget, som formes gen­nem men­neskers forestill­inger og ide­al­er, og som selv skaber billed­er og asso­ci­a­tion­er, der over­leveres til efter­tiden. Rev­o­lu­tion­er sprænger vores gam­le sanser og ord­for­råd. I stedet grundlægges nye måder at opleve, forstå og tale om ver­den på. De avler nye for­mer for kom­mu­nika­tion og sam­liv mellem men­nesker, nye opfat­telser af men­nes­kets egen rolle som han­dlende, foran­drende kraft i ver­dens udvikling, foru­den nye erk­endelser af tragedi­er og katas­tro­fer.

Under rev­o­lu­tion­ernes hastige foran­dringer og skarpe, åbne kon­flik­ter får ord nye betyd­ninger og mere tyn­gde: Leg­en med ord bliv­er til alvor. Det bliv­er et spørgsmål om liv og død, hvor­dan man beteg­n­er sin omver­den, sine ven­ner og fjen­der. Rev­o­lu­tion­er har ikke kun omvæl­tet stater og herskere, men også sprog­lige hier­arki­er. De har vendt op og ned på, hvad der gjaldt for fint eller godt – rys­tet de gam­le ran­gor­den­er, som blev opretholdt af under­danige og ned­ladende talemåder. Konger, grev­er, køb­mænd og sko­magere er blevet for­van­dlet til ’med­borg­ere’, ’med­men­nesker’ og ’kam­mer­ater’ – eller til ’monark­ister’, ’aris­tokrater’, ’kon­trarev­o­lu­tionære’ og ’folke­f­jen­der’, hvis de vendte sig imod rev­o­lu­tio­nen. Rev­o­lu­tion­er har sam­let stæn­der og provinser til ’nation­er’ eller ned­brudt nationale skel for at række ud mod en ny ’men­neske­hed’.

Alt dette er ikke bare noget, som er sket af sig selv i rev­o­lu­tion­erne; det er noget, folk har kæm­pet bev­idst om. I 1848 krævede tyske hånd­værksmestre, at den ned­ladende du-tiltale­form fra overordnede skulle udry­d­des. Den røde hærs led­er i de første år efter den rus­siske okto­ber­rev­o­lu­tion, Lev Trot­skij, fremhævede i en artikel fra 1922 en sam­tale mellem en menig og en offi­cer, der tiltalte hinan­den hen­holdsvis ’De’ og ’du’. Også han anbe­falede, at sam­tal­en i dette forum skulle gøres ligeværdi­ge ved det respek­t­fulde ’De’, der ifølge ham udtryk­te ”alles borg­erlige og moralske lighed”. Omvendt ses den jævne og famil­iære ’du’-form i Steen Steensen Blich­ers nov­el­le ’Fjorten Dage i Jyl­land’ fra 1836, der byggede på erindringer fra Dan­mark på den franske rev­o­lu­tions tid. Idet fortælleren træder ind i en lokal jakobin­erk­lubs lokale i Viborg, for­manes han: ”Du maae vide, det er en Lov, at saalænge vi befinde os her, ere vi alle Dus, lige­som vi alle af Naturen er Lighe­dens Børn”.

Rev­o­lu­tion­erne har bidraget afgørende til den mod­erne ver­dens kul­tur og sprog. Dens his­to­riesk­abende, sam­funds­foran­drende han­dling har været med til at udforme nogle af de mest grundlæggende træk ved den mod­erne epokes begre­ber om kun­st, lit­ter­atur og æstetik. Før den mod­erne epoke fandtes der ganske vist også malerier, skulp­tur­er og kom­pon­is­ter, og nogle var tydeligvis bedre end andre – ikke mindst de få frem­ra­gende indi­vider, som senere epok­er har kanon­is­eret: Tiz­ian, Michelan­ge­lo, Dante… Men selve det kun­st­be­greb, vi ser tilbage på disse genier med, selve vores opfat­telse af kun­st som kun­st og vores for­dringer om at møde det sub­lime, det vir­tu­ose eller i det mind­ste det frit selvsk­abte og leg­ende, når vi dyrk­er kun­sten – alt det opstod hånd i hånd med de mod­erne rev­o­lu­tion­er. Den franske filosof Jacques Ran­cière har påpeget, at den franske rev­o­lu­tion fra 1789 og frem ind­varslede ’det æstetiske regime i kun­sten’, dvs. den i dag almene grun­dop­fat­telse, at kun­st ikke nød­vendigvis skal være f.eks. moral­sk opbyggelig, men først og fremmest skal udtrykke men­nes­kets fri, skabende, viljestyrede aktivitet. Mod­erne kun­st skal kon­cen­trere kreativitet og bevare sin uafhængighed. Den skal bygge på foran­drende, sub­jek­tiv tanke, han­dling og vil­je – ganske som rev­o­lu­tio­nen.

Modernitet og tid

Som fortæt­ninger af foran­dring, foran­dringsvil­je og foran­drende han­dling er rev­o­lu­tion­erne særligt knyt­tet til den mod­erne epoke i ver­dens his­to­rie, dvs. de særlige erfaringer og kul­turelle og poli­tiske for­mer, der er vok­set frem sam­men med vare­pro­duk­tio­nens og marked­sre­la­tion­ernes gen­er­alis­er­ing – med ét begreb: kap­i­tal­is­mens tid­salder. Vores forestill­inger om rev­o­lu­tion­ers for­mer, for­løb og føl­ger stam­mer fra de sen­este århun­dred­er – især fra den franske rev­o­lu­tion i 1789, der vælt­ede den enevældige konge og grund­lagde en repub­lik, og den rus­siske rev­o­lu­tion i 1917, der vælt­ede zaren og etablerede Sov­je­tu­nio­nen. Disse rev­o­lu­tion­er annon­cerede nye hov­ed­prin­cip­per for men­neske­he­dens poli­tiske og sociale fremtid: men­neskerettighed­er, demokrati, borg­er­sam­fund, kom­mu­nisme, nation­al­isme, inter­na­tion­al­isme og meget andet.

Rev­o­lu­tion­er fortæt­ter mod­erne opfat­telse af foran­dring over tid, men sam­tidig kan de synes atter og atter at forkaste de mod­erne tid­sho­rison­ter, vi netop havde lært at betragte som nor­male. De skaber brud i tiden. De er his­toriske skel, der afs­lut­ter gam­le epok­er og ind­varsler nye: fra standssam­fund til borg­er­sam­fund, fra enevælde til demokrati, fra kap­i­tal­isme til social­isme. Den franske rev­o­lu­tion i slut­nin­gen af 1700-tal­let vælt­ede et af Europas mægtig­ste kongedøm­mer og mark­erede nye sociale og poli­tiske mod­sæt­ninger. Den rus­siske rev­o­lu­tion i 1917 ind­varslede det 20. århun­drede som en særskilt poli­tisk og kul­turel epoke.

Også på andre måder skaber rev­o­lu­tion­er opbrud. Ved at sætte almin­delige men­neskers han­dling i cen­trum for en hastig, his­torisk foran­dring, rokker rev­o­lu­tion­erne ved de opfat­telser af his­torisk tid, som indgår i vores syn på os selv og vores omver­den. Ikke alene kan rev­o­lu­tion­er kuld­kaste de gam­le tra­di­tion­ers magt og skærpe den erfar­ing, at vores liv og sam­fund er foran­derlige, og at fremti­den vil adskille sig væsentligt fra vores erfaringer. I rev­o­lu­tio­nen beg­y­n­der vi også selv at se os som del af en sam­fundsmæs­sig kamp om, hvor­dan nuti­den og fremti­den skal omformes.

Den kamp lad­er heller ikke for­tiden uberørt. Under rev­o­lu­tio­nens brat­te foran­dringer får den gam­le sam­fund­sor­dens kanon­iske fortællinger om konger og nationale hel­te­gerninger plud­selig mod­spil fra andre aspek­ter af for­tiden. De under­tryk­tes his­to­rie – arbe­jdernes, bøn­dernes, kvin­dernes, de udstødtes og deres pro­test­ers his­to­rie – bliv­er aktu­alis­eret som alter­na­tive tra­di­tion­er, der giv­er ori­en­ter­ing og styrke til de rev­o­lu­tionære foran­drings­be­stræ­belser her og nu. Rev­o­lu­tion­er forsøger dermed ikke bare at kappe forbindelserne til for­tiden og tra­di­tion­erne. De etablerer også nye, kom­plekse rela­tion­er mellem for­tid, nutid og fremtid. Fremtidsmå­lene udpeges paradok­salt nok tit gen­nem gam­le ide­al­er og sprog eller for­tids­forestill­inger, som uundgåeligt foran­dres ved at blive gen­t­aget i nye kon­tek­ster: den gam­le fri­hed, det oprindelige demokrati, den tabte gul­dalder tages op som red­sk­aber i kam­p­en for den nye, kom­mende fri­hed.

Strid om den revolutionære historie

Når rev­o­lu­tio­nen er en så radikal foran­drings­form, og når den i så høj grad stadig trænger sig på som bag­grund for vores aktuelle til­stand, kan den ikke være neu­tral. Der find­es intet uskyldigt eller ubesmit­tet helle, hvor­fra man kan betragte rev­o­lu­tio­nen uden engage­ment. Det lig­ger i rev­o­lu­tio­nens væsen, at den er strid­bar og omstridt. Den vækker uenighed og kræver still­ing­ta­gen. Selv for­tidi­ge rev­o­lu­tion­er har det med at trænge sig på som aktuelle, poli­tiske spørgsmål. Når vi ser tilbage på den franske rev­o­lu­tion, får vi næppe alle øje på det samme. Nogle vil især hæfte sig ved men­neske- og borg­er­ret­tighed­ernes for­mu­ler­ing, andre ved guil­loti­nens blod­sorgi­er. Nogle opdager oprindelsen til demokrati eller senere velfærdsstater, andre find­er grundlæggelsen til senere tiders total­itære styre­former. Nogle vil under­strege disse for­tids­be­given­hed­ers nutidi­ge rel­e­vans, andre vil forsøge at skærme nuti­den af fra denne for­tid ved at erk­lære rev­o­lu­tio­nen for et helt igen­nem over­stået kapi­tel.

Ofte strides man end­da om, hvorvidt en bestemt udvikling bør beteg­nes som en rev­o­lu­tion eller ej: var den danske enevældes fald i 1848–49 en rev­o­lu­tion? Bør 1930’ernes spanske his­to­rie hov­ed­sagelig anskues som en borg­erkrig mellem den repub­likanske regering og gen­er­al Fran­cos oprør­shær, en slags gen­er­al­prøve på Anden Ver­den­skrig, eller må vi også anerk­ende den sociale rev­o­lu­tion i den repub­likanske lejr: omfordelin­gen af jord og magt fra god­se­jere og gejst­lighed til jævne spanske bøn­der og arbe­jdere? Dette er langt­fra blot en strid om ord. Om man i en speci­fik his­torisk begiven­hed kan se en rev­o­lu­tion eller ej, har bety­delige føl­ger for, hvad man vil være i stand til at påpege, opdage eller forstå i for­tiden – og hvor­dan man forstår den nutid og fremtid, som føl­ger efter.

Revolutionen: et definerende aspekt af den moderne verdenshistorie

Rev­o­lu­tio­nen er ikke et sim­pelt fænomen, men en særlig sam­men­sæt­ning af egen­sk­aber med afgrænset his­torisk gyldighed, knyt­tet til den mod­erne epoke og end­da bestemte episoder inden for denne epoke. Rev­o­lu­tion­er er afbry­delser af sam­fun­dets nor­maltil­stand – af den gam­le poli­tiske styre­form, den gam­le ret­sor­den, de gam­le sociale livs­former og magt­forhold. Ikke desto min­dre er afbry­delserne uløseligt for­bun­det med nor­maltil­standen: De er fortæt­ninger af kon­flik­ter, der ulmede under over­fladen i det gam­le sys­tem. Der­for kan rev­o­lu­tion­er også kaste et særligt lys på de til­stande, de gør op med.

Så alt imens rev­o­lu­tio­nen kan afgræns­es som et særligt fænomen, må den også ses som et inte­gr­eret led i en hel fam­i­lie af fænomen­er, der vedrør­er sam­fun­dets udvikling og foran­dring: reform, borg­erkrig, kon­trarev­o­lu­tion med flere. Og selv om rev­o­lu­tion­er udspiller sig som kort­varige for­løb inden for den mod­erne ver­den­shis­to­rie, er de også kende­teg­nende for denne his­to­rie som hel­hed. Rev­o­lu­tio­nen er et definerende aspekt af den mod­erne ver­den­shis­to­rie. Den udtrykker selve ker­nen i, hvad det vil sige at være mod­erne i his­torisk for­stand – foran­dring, opbrud, nygrundlæggelse. Den mod­erne ver­den­shis­to­rie som hel­hed er ikke mindst en rev­o­lu­tio­nens ver­den­shis­to­rie. Vi kan hylde eller bekæmpe rev­o­lu­tio­nen, forskyde den til andre tider eller sted­er. Men und­slippe dens arv kan vi ikke.

Artiklen byg­ger på for­fat­terens bog Rev­o­lu­tion – mass­er af mod­stand, der er udkom­met på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag i 2012.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *