Crowdsourcing er udnyttelsens skalkeskjul

Crowdsourcing
Den ene mod­el er crowd­sourc­ing. Gæt selv hvilken. Foto: open­source­wayCre­ative Com­mons-Navn­givelse-licens.

Crowdsourcing er kernen i flere og flere af vor tids forretningsmodeller. Det er blevet tolket som et tegn på internettets frigørende triumf. Desværre betyder den nye model også en intensiveret udbytning af arbejderne. Det mener den tyske designforsker Florian Alexander Schmidt, der for et par uger siden talte på festivalen Transmediale i Berlin. Baggrund har talt med Schmidt om internetdrømme, crowdsourcing og unfair arbejdsvilkår.


You”, stod der på for­si­den af Time Mag­a­zine, da bladet uddelte den tra­di­tion­srige pris for årets per­son i decem­ber 2006. Inde i bladet kunne man læse, at Web 2.0 havde givet magten til de almin­delige men­nesker og gjort dem til hov­ed­per­son­erne i den glob­ale lands­by. Inter­net­tet gav masserne adgang til at udgive deres ytringer og dermed værk­tø­jet til at vriste magten ud af de fås hæn­der.

Flo­ri­an Alexan­der Schmidt er forsker på Roy­al Col­lege of Art i Lon­don og har spe­cialis­eret sig i crowd­sourc­ing. Han fortæller i en email-kor­re­spon­dance, at artiklen i Time var kul­mi­na­tio­nen på den hype, der omgav begre­bet Web 2.0 og dens fort­sæt­telse af en Open Source-tankegang i årene omkring 2006:

”Web 2.0- myten byggede på den ide, at inter­net­brugere blev bemyn­di­get, for­di de fik adgang til nye værk­tø­jer. Vi forestillede os, at de store fir­maers gam­le top down-infra­struk­tur­er ikke læn­gere kunne kon­trollere den vok­sende kreativitet og ytrings­fri­hed.”

Wikipedia står med sine mere end 29 mil­lion­er sider stadig som kro­nek­sem­plet på, at inter­net­tet er en plat­form, hvor men­nesker i fæl­lesskab kan bygge store mon­u­menter for det almene vel. Ved at tappe det enorme uud­nyt­tede poten­tiale i inter­net­brugernes friv­il­lighed og fritid kunne man løse kom­plekse opgaver hur­tigt og bil­ligt. Da Web 2.0‑hypen var på sit højdepunkt, så man det som et tegn på, at inter­net­tet ville befri os fra de gam­le monopol­er, for­di masserne nu kunne samar­be­jde, organ­is­ere sig og pro­duc­ere frit.

Inter­net­tet blev klædt i den store befriers rober. Men i årene siden er de samme rober mere og mere beg­y­n­dt at ligne kejserens nye klæder.

Over de sen­este år er det blevet tydeligt, at vi var lidt for opti­mistiske i 2006. Fak­tisk spiller fir­maer som Google, Face­book og Apple et spil, hvor vin­deren tager det hele, og hvor brugerne har langt min­dre magt og kon­trol over deres egne data end førhen,” siger Schmidt.

Fremtidens forretningsmodel er en gråzone

Det har i flere år været trendy for inter­netvirk­somhed­er at indar­be­jde crowd­sourc­ing i for­ret­ningsmod­ellerne. Sider som Ama­zons Mechan­i­cal Turk og Crowd­Flower giv­er fir­maer mulighe­den for at udlicitere mikro-opgaver til vil­lige arbe­jdere med kom­pen­sa­tion­er, der lig­ger langt under mind­steløn­nen til gengæld. Der find­es tonsvis af såkaldte logomøller, hvor designop­gaver udby­des, så designere ver­den over kan konkur­rere om at lave den bed­ste løs­ning. Ofte er der flere hun­drede bidrag i en konkur­rence — ét vin­der, resten kasseres. I dan­sk regi har blandt andre Danske Bank eksper­i­menteret med at crowd­source pro­duk­tudviklin­gen af en mobil-app gen­nem Face­book-kam­pag­nen Ide­bank.

Det kan betale sig at mobilis­ere folkemængderne bag skærmene, men der opstår sam­tidig en lang række ret­tighed­sprob­le­mer i grå­zo­nen mellem udnyt­telse og friv­il­ligt arbe­jde.

Jeg tror på, at der er et enormt poten­tiale i store åbne online-samar­be­jder. Det har pro­jek­ter som Lin­ux, Wikipedia og Open­StreetMap vist os. Spørgsmålet er bare, om den slags pro­jek­ter også kan fun­gere, når der kom­mer penge i spil. I øje­b­likket ser det ud til, at lige så snart der kom­mer penge på banen, opstår der en ten­dens til, at de få tjen­er på de mange,” siger Schmidt.

Mange bække små…

De opgaver, der crowd­sources, er tit repet­i­tive mikro-han­dlinger, som hver især ikke har meget vær­di. Det kan være at iden­ti­fi­cere ind­hold­et af et billede, tran­skribere lyd­fil­er, udvælge det bed­ste billede ud af flere, skrive anmeldelser, vur­dere pro­duk­ter eller alle mulige andre opgaver, som com­put­ere end­nu ikke er i stand til at udføre. Så snart alle de små han­dlinger lægges sam­men, bliv­er de enormt værdi­fulde, og det er netop dette, de store inter­net­for­ret­ninger har forstået at gøre. Mange bække små…

Mechan­i­cal Turk blev startet, for­di der var en række process­er, som Ama­zons com­put­ere ikke kunne udføre. Ved at betale vil­lige brugere en frak­tion af en cent for hver udførte han­dling kunne man forfine Ama­zons sider og øge indt­jenin­gen.

Fra arbe­jdernes per­spek­tiv er prob­lemet med den mod­el, at de ikke har sta­tus som ansat­te og der­for ikke lønnes efter gældende overen­skom­ster. Crowdet behan­dles mere som en ressource, der kan tappes, end som en gruppe af arbe­jdere med ret­tighed­er. Kom­pen­sa­tio­nen for arbe­jdet øges ikke pro­por­tionelt med den prof­ittil­vækst, som Ama­zon gener­erer, når fir­maet læg­ger alle mikro-han­dlingerne sam­men. Tvær­ti­mod.

I okto­ber sid­ste år indgav amerikaneren Christo­pher Otey et grup­pesøgsmål mod Crowd­Flower, for­di de ikke betaler deres arbe­jdere den mind­steløn, som er gældende under Fair Labor Stan­dards Act. Crowd­Flow­ers advokater har til forsvar påpeget, at arbe­jderne på plat­for­men udfør­er arbe­jdet fuld­stændigt friv­il­ligt, og at de skal betragtes som free­lancere og ikke ansat­te.

Mange brugere af plat­formene klager, men de er sam­tidig bange for at miste den ekstra ind­kom­stk­ilde, som arbe­jdet giv­er,” siger Schmidt og uddy­ber arbe­jdernes kom­plekse moti­va­tion­er: “Jeg har talt med adskil­lige brugere, der for eksem­pel har stud­eret design og nu har jobs, hvor de ikke har lej­lighed til at udleve deres kreativitet. De bruger plat­formene til at udleve det behov om afte­nen i stedet for at se TV. Men der er også mange, der des­per­at prøver at tjene penge på plat­formene — og det mis­lykkes ofte.”

Når arbejdet bliver en leg

Arbe­jdere føler sig udnyt­tede, men ønsker sam­tidig ikke at miste arbe­jdet. Det paradoks bliv­er gjort end­nu sværere at håndtere i takt med, at virk­somhed­er beg­y­n­der at fokusere på spilmo­ti­va­tion­er — en tak­tik der bliv­er kaldt for gam­i­fi­ca­tion.

Stifteren af Crowd­Flower, Lukas Biewald, sagde i 2010 til BBC, at han elskede disse spillogikker, for­di man nærmest snød folk til at gøre noget brug­bart. Det er netop den type bedrag, der bekym­r­er Schmidt. Ofte kan de moti­va­tion­er, der er ind­bygget i spil erstat­te behovet for betal­ing, og det er en strate­gi, der efter­stræbes helt åbenlyst.

På en plat­form som FourSquare får brugere forskel­lige emble­mer som beløn­ning for at checke ind på geografiske sted­er i hele ver­den. Der går konkur­rence i at have mange emble­mer, for­di det sig­nalerer en form for kul­turel kap­i­tal. Bag scenetæp­pet gener­erer brugernes aktivitet enorme mængder af meta­da­ta om forhold­et mellem men­neskenes sociale adfærd og de geografiske sted­er. Den slags data er der mange måder at tjene penge på, mens brugerne jager emble­mernes opfundne val­u­ta.

Schmidt genk­ender prob­lemet: “Jeg har selv oplevet det på crowd­sourc­ing-plat­for­men OpenIDEO. Jeg får ikke penge for mit arbe­jde der, men til gengæld bidrager min ind­sats til min ‘Designkvo­tient’. Det er et stærkt inci­ta­ment, for den er det første, andre medlem­mer ser på min pro­fil. Den definer­er min rolle og det niveau af respekt, jeg får. Det får mig til at arbe­jde hårdere, for­di det er en anden form for menings­fuld kap­i­tal.”

Men er der over­hovedet nogen grund til at gøre opmærk­som på manip­u­la­tio­nen med folks moti­va­tion, så længe brugerne delt­ager friv­il­ligt? Schmidt men­er, at kon­sekvenserne er større end som så, for­di der opstår skævvrid­ninger i afløn­ningssys­te­merne:

Ved første øjekast kan det ligne en god ide at gøre arbe­jdet til en leg, men det vis­er sig, at strate­gien let kom­mer til at give bagslag for arbe­jderen, for­di han hur­tigt ender med at arbe­jde mere og blive betalt min­dre — bare for­di det er sjovt.”

Det bety­der, at løn­niveauet kan sænkes og konkur­ren­cen på markedet skær­pes. Virk­somhed­erne kan strøm­lines og mak­simere deres salg. Men når løn­ninger sættes ned, får den nye klasse af crowd­sourc­ing-arbe­jdere ikke noget mærk­bart udbytte af effek­tivis­erin­gen. I stedet med­virk­er de til at hive gul­vtæp­pet væk under sig selv. I sid­ste ende har deres ekstra arbe­jde kun nytte for deres midler­tidi­ge arbe­jds­gi­vere. De mange arbe­jder for de få. Der er reelt set tale om, at Web 2.0’s frigørelses­myte har fået omvendt fortegn.

Crowdsourcing-utopier

Men crowd­sourc­ing er ikke nød­vendigvis ens­be­ty­dende med nådesløs udnyt­telse. Schmidt hold­er fast i, at crowd­sourc­ing og de store online-samar­be­jder trods alt bær­er enorme poten­tialer:

Jeg er kort sagt for at arbe­jde for det fælles og skabe en fri og glob­al pul­je af imma­terielle ressourcer, men det er vigtigt at forstå grænserne for den åbne til­gang med hen­blik på den økonomiske bæredygtighed for bidragy­derne.”

Wikipedias grundlæg­ger, Jim­my Wales, udtalte i 2011 til The Next Web, at han had­ede udtrykket crowd­sourc­ing, for­di det inde­bær­er, at man udnyt­ter naive brugeres arbe­jd­skraft. Det virk­er måske paradok­salt at høre den slags ord fra Wales, for Wikipedia var næppe blevet til noget uden de samme process­er, som han begræder.

Men ifølge Schmidt kan Wikipedia ikke sam­men­lignes med Crowd­Flower og de andre crowd­sourc­ing-plat­forme. Wikipedia lever nem­lig op til den drøm, man havde om crowd­sourc­ing i 2006:

Først og fremmest for­di Wikipedia er tilgæn­gelig og brug­bar for alle. På Wikipedia får mange glæde af de fås friv­il­lige arbe­jde. Med crowd­sourc­ing er det nor­malt omvendt. De få høster de manges ind­sats. Når et fæl­lesskab pro­duc­er­er til det fælles ejer­skab, vil jeg ikke kalde det udnyt­telse. Men hvis Jim­my Wales for eksem­pel ejede ind­hold­et på Wikipedia, ville det være en helt anden his­to­rie.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen