Nu bærer vi alle rundt på staten

Europas grænser er skrevet med magt. For fem hundrede år siden var Europa et virvar af magtcentre spredt ud over hele kontinentet. I dag har vi et europakort med klare grænser, der opdeler landskabet i nationalstater. Mikkel Thorup undersøger, hvordan det europæiske territorium blev underlagt regulering, love og grænser og blev formet til det landkort, vi i dag har hængende over vores skriveborde.

MAGTENS SFÆRER Vi taler ofte om, at magten bliver udøvet i de inderste gemakker, at magten er suverænen, der sidder i centrum og trækker i trådene. Men hvem siger, at magt er i midten? Måske bliver magten defineret af det, der ligger på kanten af den, i de rum, der omkranser den.


Før det 16. århundrede eksisterede der hverken suveræne territorialstater eller et internationalt politisk system. Ved slutningen af det 17. århundrede var begge disse fast etableret, det endda i et sådant omfang, at de monopoliserede først det europæiske rum og fra det 19. århundrede og frem også det globale.

Statsmagten, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, havde ringe offentlige finanser, og ofte knap nogle indtægter. Ikke andet end hvad der kunne plyndres under krig og et par forbrugsskatter. De havde ingen egentlig hær eller flåde. Hæren blev samlet tvangsmæssigt ved krigsudbrud, private skibe blev tvangsindskrevet, og lejesoldater udgjorde den primære del af hæren. Der var meget få politiske institutioner andet end hoffet og nogle domstole, der som regel ikke havde meget magt udenfor hovedstaden. Der var stort set intet bureaukrati eller embedsmandsværk, der var ingen optegnelser, arkiver eller statistikker.

Ofte var der ikke engang et egentligt kort over landet, og hvis der var, så blev det holdt skjult for alle andre end kongen, da kort på denne tid blev betragtet som en statshemmelighed. Alt i alt gjorde det, at staten var så fraværende, at den lige så godt ikke kunne eksistere.

Det væsentlige er, at der ikke var noget etableret eller reguleret forhold mellem magt, vold og territorium. I tilbageblik kan vi se, at territorialstaten formåede at udkonkurrere alle sine rivaler nedad og opad, idet den viste sig uligt bedre til at inddrive, fordele og forbruge ressourcer, til at føre krig og sidst til at opnå sine undersåtters loyalitet og lydighed. Det vil sige: Den er alle overlegen, når det kommer til at udnytte forbindelserne mellem magt, vold og territorium.

Tidligere var grænserne mellem landene mere at forstå som grænseland, et ubestemt rum mellem to eller flere nationer, der var ringe kontrolleret, ringe institutionaliseret, ringe afmærket. Med den stigende statsliggørelse ændrer grænsen sig fra at være et ubestemt bælte af omstridt land mellem nationer til at blive en streg eller linje. Det ubestemte rum mellem nationer svinder ind, efterhånden som statsliggørelsen når ud i hjørnerne og til grænserne af sit territorium.

Den indre afpolitisering, statsmagtens samtidige centralisering og udfyldning af dets territorium med nationale symboler, national lovgivning, national kontrol, gør pludselig spørgsmålet om grænser meget relevant. Idet statsviljen begynder at gøre sig gældende fra centret ud imod periferien, begynder statsviljerne at mødes, hvoraf den markerede og militariserede grænse opstår.

Det politiske niveau opstod med vold og etablerede sig ved at beherske et territorium og erklære det eksklusivt sit eget. Det revolutionerende i europæisk historie er, at det for første gang lykkedes at monopolisere den politiske magt indenfor et givent territorium og i et eller andet omfang at gøre dette monopol legitimt.

I

For at forstå statens forhold til territorium, kan vi tage udgangspunkt i en skelnen, som James Ron foretager i sin Frontiers and Ghettos. Ron skelner mellem to marginale territorier set fra statens synspunkt: grænselandet og ghettoen, hvor statsmagten og dens officielle og uofficielle kræfter i begge tilfælde opererer for at hævde statslig dominans i territorier, hvor dominansen er svær at hævde og håndtere.

Ghettoerne er opbevaringssteder for uønskede og marginale personer, og her opereres med en brutal ordenshåndhævelse, men dog ikke med udryddelse eller deportering. Det er en måde at inkludere og kontrollere de ekskluderede. Ghettoen er omringet af staten og udgør et afgrænset, institutionaliseret og reguleret om end ikke fuldt og totalt kontrolleret, som man ser i mange af Europas forstæder, hvor udstødte, men dog tålte, befolkningsgrupper lever i samfund, der på mange måder er afkoblet fra resten af samfundet. De tillades nogle frihedsgrader i ghettoen, for eksempel et vist kriminalitetsniveau over normalen, men vel at mærke ud fra den implicitte forudsætning, at disse særegenheder forbliver i ghettoen: Ghettoen og de uskrevne regler, der gælder for dens eksistens, er blevet et globalt fænomen i verdens megabyer.

Grænselandet derimod er et område, der ikke er inkorporeret i statens gængse dominans, og hvor voldsudøvelsen derfor ofte antager en mere ekstrem karakter. I grænselandet agerer lykkeriddere, elitesoldater og strafferegimenter. Grænselandet kendetegnes ved sine uhellige alliancer og sine stedfortræderkrige. Den kolde krig blev udkæmpet i grænselandet – i Afghanistan, i den Persiske golf og i Levanten – og krigen mod terror udkæmpes langt hen ad vejen på de samme slagmarker, skønt venner og fjender siden har byttet plads. Her benytter man statsligt sanktionerede, private voldsudøvere og ser igennem fingre med deres handlinger.

Grænselandet etableres som en bufferzone. Her hersker den brændte jords politik, her tegnes de røde linjer, her udstykkes no-go zoner, civilisationslinjer, ingenmandsland, sikkerhedszoner, stødpudezoner. Ron skriver:

Indtil de politiske enheder omslutter grænselandet og etablerer deres centrale autoritet, da vælger de ofte at påvirke udviklingen gennem skjulte allierede i grænselandet, der opererer med ringe respekt for loven. Grænserne er derfor ofte svagt institutionaliseret og er ofte kaotiske skuepladser med tendens til selvbestaltede ordenshåndhævere og paramilitære freelancere.

Grænselandet markerer ikke i sin oprindelige betydning en grænse mellem to territoriale enheder, men derimod området mellem den statslige orden og naturen, og – som allerede Frederick Jackson Turner påpegede i sin berømte tale The Significance of the Frontier in American History fra 1893 – grænselandet udgør ikke statens negation; tværtimod er det ud af grænselandets kaos, at statens storhed, i dette tilfælde de Forenede Staters storhed, træder frem. Det er i den henseende helt i tråd med Turners oprindelige analyse, at James Ron fremhæver den amerikanske erobring af det vestlige grænseland som arketypisk. Myten om det vilde vesten repræsenterer netop forestillingen om en tid, hvor grænsen var åben, og hvor de indfødte grupper endnu ikke er inkorporeret i det politiske system – hvorfor de i parentes bemærket helt legitimt kunne udsættes for etnisk udrensning af såvel hæren som af private militsgrupper. Men da grænselandet først var domesticeret og underlagt central statsregulering, da de indfødte først var samlet i reservater, i indhegnet grænseland eller ghettoer, kunne de ikke mødes med militærmagt men med ordenshåndhævelse.

II

Mellem grænselandet og ghettoen ligger det territorialstatslige rum, og her er der en intensiv optagethed af ikke bare territoriets kvantitative omfang, men også alle dets kvalitative egenskaber. Statsmagtens forhold til landet handler derfor om en bevægelse fra det, vi kan kalde for terra, der er betegnelsen for jord uden politiske kvalifikationer og klassificeringer, til territorium, der er betegnelsen for jord med disse. Terra er altså ud fra et politisk perspektiv et ukvalificeret stykke jord, hvorimod territorium betegner et kvalificeret forhold til og anvendelse af land.

De førmoderne politiske enheder havde hovedsagelig et terra-perspektiv på deres landområde. Det ser vi for eksempel hos Niccolò Machiavelli (1469-1527), der kun i en vis forstand kan betragtes som ophavsmanden til en moderne politikforståelse, der adskiller politik fra moral. Machiavelli er nemlig i en anden forstand den sidste i en række af politiske tænkere, for hvem terra snarere end territorium er udgangspunktet, og dermed en klart præmoderne tænker, der endnu ikke har opdaget den administrative og ekstraktive dimension af ledelseskunsten.

I kapitel 14 af Fyrsten fra 1513, i kapitlet om en fyrstes militære opgaver, skriver Machiavelli, at fyrsten altid skal tænke på krig og holde sig beredt, blandt andet ved at gå på jagt i området:

Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge flodernes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette … thi kun på denne måde lærer man at finde fjenden, at finde en heldig lejringsplads, at bestemme marchretningen, at vælge kamppladsen og at omringe en fæstning på den mest fordelagtige måde.

Machiavelli betragter landskabet ud fra angrebets eller forsvarets optik, hvorimod det som senere bliver altafgørende, er at betragte landskabet som ressource og interventionsfelt. Vi kan også sige det på den måde, at landskabet for Machiavelli skal beherskes despotisk, hvorimod den store opgave efter ham bliver at dominere det infrastrukturelt. Hermed trækker jeg på en skelnen fra den historiske sociolog Michael Mann, der opstiller to idealtypiske relationer mellem statsmagt og behersket territorium, nemlig det despotiske og den infrastrukturelle forhold.

Despotisk magt henviser til den række af handlinger, som statseliten anvender uregelmæssigt, med besvær og store omkostninger, uden institutioner og reguleret praksis over for et territorium og dets befolkning, der ikke er underlagt fuld kontrol. Det betyder også, at magtanvendelsen ofte er brutal, pludselig og ineffektiv, men også at den ikke møder anden modstand end den, de ramte befolkningsgrupper kan udøve; at den ikke er underlagt retslige (eller moralske) begrænsninger; og at den foregår langt fra det metropolitiske centrum og ofte udføres af irregulære tropper. Despotisk magt angiver en under-institutionaliseret, mangelfuld dominans af et territorium, som der følgelig kompenseres for ved brugen af uhæmmet voldsmagt. Despotisk magt er kendetegnet ved at være uregelmæssig og voldsom, pulserende snarere end permanent. Hvor territoriets ressourcer i et infrastrukturelt domineret landskab hentes gennem beskatning, kan den despotiske magt, som hverken har egne magtorganers permanente tilstedeværelse eller befolkningens loyalitet at støtte sig til, kun komme i besiddelse af dem ved at tage dem med magt. Begrebet despotisk magt opsummerer glimrende den førmoderne stats forhold til sit territorium: svag kontrol kompenseret med stor, uregelmæssig voldsanvendelse, men uden evne til eller interesse for permanent tilstedeværelse og kontrol.

I modsætning hertil har vi den moderne territorialstats idealtypiske magtform, infrastrukturel magt, der angiver statens faktiske evne til at statsliggøre territoriet, til at implementere og håndhæve sin dominans gennem opbygningen af institutioner, legitime praksisser, regulariseret og kontrolleret magtanvendelse, hvor der i princippet ikke er nogen forskel mellem statspraksissen i centrum og i periferien. Infrastrukturel magt angiver en institutionaliseret, bureaukratiseret, lov-reguleret dominans af et territorium, der i normaltilstanden kun behøver ordinær politi-magt. På et territorium domineret af infrastrukturel magt behøver man altså ikke gribe til despotisk magt eller ekstrem vold for at hævde sin dominans. Territoriet er pacificeret, neutraliseret og domineret af reguleringer, bureaukrati og love, der i sidste ende har det konventionelle voldsapparat i form af politi og domstole bag sig for at sikre den effektive håndhævelse af reglerne.

III

Det mest håndgribelige eksempel på territorialiseringen eller på etableringen af en infrastrukturel magt findes formentlig med landkortets opkomst. Etableringen af en målsætning om den korrekte topografiske gengivelse af et statsligt territorium markerer således et helt afgørende skred inden for kartografien fra et kosmologisk ideal til strategisk. Målet var nu ikke at gengive verden som udtryk for en guddommelig orden med den Hellige Stad i verdens centrum, endsige at skildre dens harmoni med et klassisk ideal om kontinenternes balance, men derimod – i og med at verdens centrum nu befandt sig i centrum af den konkrete, enevældige fyrstes territorium – helt konkret at kortlægge den statslige enheds styrker og svagheder med henblik på netop at forsvare denne enheds beståen.

Landkort og kortoptegning går fra at være en velbevogtet statshemmelighed til at blive statens udstilling af egen magt. Landkortet var oprindeligt en hemmelighed i hjertet af statsmagten. Den spanske politik havde et begreb om siglio, hvilket betyder en praksis, hvor landkort blev opbevaret i en kiste med to låse, hvis nøgler altid var i to forskellige personers varetægt. Henrik Søfareren, den portugisiske opdagelsesrejsende fra midten af det 15. århundrede, forbød udbredelsen af geografiske dokumenter. I samme periode blev de kort, som blev produceret under Columbus’ ekspeditioner forsøgt hemmeligholdte af den spanske stat.

Denne praksis er ophørt – om end der er reminiscenser i nutidens kort, hvor der sjældent optræder militærinstallationer – men det væsentlige er, at landkort er gået fra at udtrykke statens magt gennem sin hemmelighed til nu at udtrykke statens magt gennem sin synlighed og udbredelse. Det er det faktum, at landkort – opdelt i nationalstater – fylder op i alle klasselokaler, bilhandskerum, iPhones og bogreoler, der gør statens naturalisering af sin kontingente magt så effektiv og så selvfølgelig.

Men dette ideal om kortlægning standser ikke ved ønsket om at beherske jorden. Det udvides og kommer også til at omfatte kortlægningen og beherskelsen af landets afgrøder, af dets kroppe og ideelt set af sjælene. I den forstand er det statistik, vi betragter; statistik som det oprindeligt blev forstået nemlig som det i 1672 blev beskrevet som Staatenkunde – statskunnen eller statskundskab. Det første nationale statistiske bureau blev oprettet i Sverige i 1749 under navnet ’Tabellverket’, mens Norge og Danmark fik deres i 1797. I modsætning til den moderne betydning af begrebet statistik, dækkede det i begyndelsen således over langt mere end en samling af numeriske data eller en gren af matematikken. Statistik betegnede et synspunkt på eller en beskrivelse af samfundets og befolkningens tilstand. Tidligere statistikere kaldte sig selv for stat-ister, det vil sige statsarbejdere, hvilket tydeliggør forbindelsen til staten. I de tyske stater var statistik del af Polizeiwissenschaft, hvor politi dækkede over den fulde række af tiltag overfor befolkningen indenfor hygiejne, mål og vægt, offentlig orden, byplanlægning, regler og forordninger. Adam Smith sagde i sin Lectures on Jurisprudence fra 1760’erne, at enhver regering bør:

… være ivrig efter at fremme statens velstand og rigdom. Denne opgave skaber dét, vi kalder for politiet. En hvilken som helst regulering med hensyn til et lands erhverv, handel, landbrug, manufakturer betragtes som hørende hjemme under politiet.

Og denne politividenskab benyttede sig i stor udstrækning af statistik for at lokalisere problemområder, måle fremskridt, afgøre indsatser. Land- og bykort blev tegnet for at omdanne det ukendte og uigennemtrængelige til noget kendt, håndterbart og manipulerbart. Statistik  tjener, ligesom land- og bykort, til at gøre rummet og befolkningen til objekt for politisk viden og handlen.

Statistik og kort er derfor afgørende statsteknologier, der forvandler despotisk, diskontinuerlig, brutal og uforudsigelig magt til infrastrukturel eller administrativ magt, der er kontinuerlig, permanent, stille og rolig. Folkeoptælling, opmåling af landskab, ejendom, ressourcegrundlag, statistik giver en tilsyneladende objektiv beskrivelse af tingenes tilstand, ren og anvendelig viden. Folk, områder, bydele, problemsteder bliver identificeret, klassificeret og kategoriseret, og der bliver rettet specifikke strategier imod specifikke grupper. Staten udkaster sit blik og sin hånd til at omfatte det hele samfund med regler, målinger og politikker. I modsætning til tidligere statsformer så er territorialstaten en nysgerrig stat.

IV

I 1660’ernes Frankrig skrev finansminister Colbert en befaling til Sieur Gaudois, der var udsendt til Canada, en på det tidspunkt perifer provins, der kun i ringe grad blev underlagt den form for kontrol, som Frankrig blev underlagt. Colbert skrev:

Det vil blive [vigtigt] apropos omhyggeligt at distingvere frugtbarheden i landet med hensyn til hvad, der er passende for det; hvilke kornsorter, typer såsæd eller grøntsager, der bedst kan gro der; kvantiteten af jord, der kan bearbejdes, hvilken der kan blive klar til et bestemt tidspunkt, og hvilken kultur, de kan underlægges … til hvad indbyggerne specielt kan tilpasses; hvori deres handel består, midlerne de har for at opretholde livet og for at lade deres børn vokse op … Han skal informere sig omhyggeligt om det totale omfang af land, som er taget i besiddelse af franskmændene, specielt af hver indbygger, og af antallet af familier og de personer, som de består af, og af stederne for deres lokaliseringer, for hvilke det vil blive nødvendigt at tegne en form for kort, der er så nøjagtig som muligt. Han skal nævne antallet af landopmålinger, som vil blive bearbejdet og knyttet til hver bosættelse, og af hvilken kvalitet de, som er mellem de opgjorte bosættelser, er af. Han skal informere sig over kvantiteten af korn, som landet kan producere, i ordinære år, om det kan producere en større mængde kvantitet, end hvad der er nødvendigt for at underholde indbyggerne, og om der er noget håb om, at det vil blive til mere eller ej. Sieur Gaudois skal observere, om der er et deficit af koner og piger i de omtalte egne, således at det nødvendige antal kan blive sendt til næste år.

I Colberts befaling til Sieur Gaudois ser vi en optagethed af befolkningens og territoriets status ud fra nogle statslige og økonomiske imperativer, og vi ser en fokusering på optælling og standardisering. Selv ”koner og piger” bliver et redskab til intervention og optimering.

Idet staten udstrækker og bureaukratiserer sin dominans ud over hele territoriet, så fastslår den også det, vi kan kalde et definitionsmonopol – den gør sine kategorier og betegnelser gældende. Forhold, som vi i dag anser for naturlige og selvfølgelige såsom sproget, familiestruktur, mål og vægt, feriedage, men også diverse kort såsom pas, cpr-nummer, fødselsattest, vielsesattest, sygesikringsbevis, eksamenspapirer, kørekort, skattekort og husskøder samt licenser for at kunne praktisere som læge, apoteker, advokat er alle eksempler på, at staten hævder en ret til at definere det passende, det lovlige, – det gældende.

Alle disse kategorier, kort og licenser er statsmanipulerede og statssanktionerede processer, institutioner og praksisser, der både fungerer objektivt i ’virkeligheden’ og i vores allesammens hoveder og kroppe som dispositioner, hverdagssprog, forventninger, smag, der i sidste ende bestemmer os som statslige væsener. Vi bærer rundt på staten. Staten gør ikke kun sin ret gældende overfor og på territoriet, men også overfor og i ethvert individ på territoriet.

Pierre Bourdieu er blandt de teoretikere af statens blik, også det geografiske blik, der mest eksplicit har insisteret på, at vi analyserer vores virkelighed som en statsligt bestemt og benævnt virkelighed. Bourdieu hjælper os til at se og kritisere statens naturalisering, det vil sige dens selvfølgeliggørelse af sig selv og sine kategorier, hvilket ikke mindst gør sig gældende i forhold til statens indskrivning af tegn på jorden:

Staten koncentrerer informationen, bearbejder og fordeler den. Og navnlig foretager Staten en teoretisk ensretning. Eftersom den indtager Altings, hele samfundets, synspunkt, er den ansvarlig for alle de sammenfattende operationer i samfundet, hvilket især foregår via registreringer (fx folketælling) og statistik, eller via nationale opgørelser (fx Statens regnskab). Af samme grund, er den ligeledes ansvarlig for alle de objektiverende operationer, fx via udarbejdelsen af landkort, denne enhedsfremstilling af rummet set fra oven, eller simpelthen via skriften, dette redskab til opsamling af viden (med arkiverne som eksempel) – ligesom den er ansvarlig for kodificeringen, forstået som en kognitiv ensretning der indebærer at samfundets viden centraliseres og monopoliseres hos de lærde og skriftkloge. Der ligger en forenende kraft i Kulturen. Staten bidrager således til dannelsen af et samlet kulturelt marked ved at samle alle juridiske koder, sproglige koder og opmålingskoder og gøre dem ens, samt ved at foretage en homogenisering af kommunikationsformerne, især de bureaukratiske.

At kortlægge et territorium betyder formelt at definere rummet eller jorden efter linjer og kriterier fastlagt indenfor et bestemt epistemologisk og politisk udgangspunkt. Det er en måde at vide og dominere på. Navngivning er en dominanshandling, der i selve det at give navn erklærer en hensigt om dominans og selvfølgeliggør den, idet navnet fra da af synes at korrespondere med en virkelighed. Men navnet kommer før virkeligheden.

V

Den bedste illustration af denne territorialproces skal ikke findes i den politiske filosofi eller i begivenhedshistorien men derimod i skønlitteraturen, mere præcist i forfatteren Ivo Andrics bog Broen over Drina, som han fik Nobelprisen i litteratur for i 1961. Broen over Drina handler om livet omkring en bro i Bosnien fra dens opførelse i 1500-tallet til dens ødelæggelse i starten af første verdenskrig.

Den lille by Visegrad lever sit eget liv fjernt fra omverdenens tumult, der som regel kun kommer til byen som kanontorden i det fjerne og halve rygter. Det, vi skal høre lidt om, og som radikalt ændrer byens hidtil autonome liv, har sit udgangspunkt i Berliner-kongressen i 1878, der bevirkede, at østrig-ungarske tropper besatte Bosnien og Hercegovina for at udligne den russiske indflydelse i det østlige Balkan.

Bogen viser i komprimeret form statsliggørelses-processen, udviklingen og konsolideringen af den infrastrukturelle magt. Den konkrete scene gengivet nedenfor handler godt nok om besættelsestropper som statsliggørelsens agenter, men politikken og praksissen er almen (og i de faktiske statsliggørelsesprocesser blev embedsmændene sendt fra hovedstaden ofte set som invaderende styrker fra en fremmed magt, der bare denne gang blev boede eller blev ved med at komme igen). Fremmede tropper installerer sig altså i byen, og i første omgang adskiller dette sig ikke fra andre besættelser, idet soldaterne slår lejr ved broen og livet fortsætter stort set som før, men ikke helt:

I begyndelsen så det ud, som kom de ganske tilfældigt og blot forbigående skulle føre den form for tilværelse, som man altid havde ført her hos os – som skulle de civile myndigheder endnu et stykke tid fortsætte den okkupation, som hæren havde begyndt. Imidlertid blev antallet af udlændinge større og større, efterhånden som månederne gik. Det, der forbavsede folk fra byen allermest og fyldte dem med forundring og mistro, var imidlertid ikke så meget deres antal som deres uforståelige og uigennemskuelige planer og den utrættelige flid og udholdenhed, med hvilken de gik i gang med at gennemføre dem. Disse udlændinge havde ingen ro på sig og lod heller ikke andre få lov til at være i fred. Det så ud, som om de var fast besluttede på med deres usynlige, men stadig mere følelige net af love, forordninger og forskrifter at omfatte selve livet med dets mennesker, dyr og døde genstande, som om de ville flytte om på alt og forandre både byens udseende og folks skikke og mentalitet, fra de blev født, til de gik i deres grav. Men det gik dog alt sammen fredeligt for sig uden mange ord og uden vold eller nogen form for provokation. Der var derfor ikke rigtig noget, man kunne modsætte sig. Stødte de imidlertid på mangel på forståelse eller på virkelig modstand, holdt de straks op, forandrede blot retning og metode og gennemførte på den måde alligevel, hvad de havde haft i sinde.

Alt, hvad de gik i gang med, virkede i og for sig temmelig harmløst, ja, næsten meningsløst. De lod markerne opmåle, afmærkede træerne i skoven, inspicerede retiraderne og afløbsrenderne, efterså hestene og køerne i munden og undersøgte mål og vægtenheder, spurgte ud om, hvilke sygdomme man led af der på egnen, forhørte sig om antallet og navnene på de forskellige frugter og om, hvilke får- og fjerkræracer man havde. Det så næsten ud, som om de legede og alt, hvad de foretog sig, forekom byens borgere både uforståeligt og uvirkeligt, thi alt, hvad de på de måde og med så stor omhu og iver havde udført, forsvandt derefter sporløst. Gud ved hvorhen. Men nogle måneder, ofte et helt år efter, da alt dette var gået fuldstændig i glemmebogen, åbenbaredes pludseligt meningen med disse tilsyneladende vanvittige og for længst glemte forholdsregler.

Fogederne fra byens forskellige kvarterer blev indkaldt til at møde på rådhuset, og her meddelte man dem de nye bestemmelser angående skovenes fældning, bekæmpelse af tyfus, salg af frugt og søde sager og bestemmelserne i forbindelse med studepas. Hver dag kom der nye forordninger og med hver forordning satte man på en eller anden måde en begrænsning for det enkelte menneske, mens den del af tilværelsen, man havde fælles med andre i byen og i landsbyen udvidedes og forgrenedes.

Scroll to Top