Nu bærer vi alle rundt på staten

Europas grænser er skrevet med magt. For fem hundrede år siden var Europa et virvar af magtcentre spredt ud over hele kontinentet. I dag har vi et europakort med klare grænser, der opdeler landskabet i nationalstater. Mikkel Thorup undersøger, hvordan det europæiske territorium blev underlagt regulering, love og grænser og blev formet til det landkort, vi i dag har hængende over vores skriveborde.

MAGTENS SFÆRER Vi taler ofte om, at magten bliv­er udøvet i de inder­ste gemakker, at magten er suveræ­nen, der sid­der i cen­trum og trækker i trå­dene. Men hvem siger, at magt er i midten? Måske bliv­er magten defineret af det, der lig­ger på kan­ten af den, i de rum, der omkranser den.


Før det 16. århun­drede eksis­terede der hverken suveræne ter­ri­to­ri­al­stater eller et inter­na­tion­alt poli­tisk sys­tem. Ved slut­nin­gen af det 17. århun­drede var begge disse fast etableret, det end­da i et sådant omfang, at de monop­o­lis­erede først det europæiske rum og fra det 19. århun­drede og frem også det glob­ale.

Stats­magten, hvis man over­hovedet kan tale om en sådan, havde ringe offentlige finanser, og ofte knap nogle indtægter. Ikke andet end hvad der kunne plyn­dres under krig og et par for­brugsskat­ter. De havde ingen egentlig hær eller flåde. Hæren blev sam­let tvangsmæs­sigt ved krig­sud­brud, pri­vate skibe blev tvangsind­skrevet, og lejesol­dater udgjorde den primære del af hæren. Der var meget få poli­tiske insti­tu­tion­er andet end hof­fet og nogle dom­stole, der som regel ikke havde meget magt uden­for hov­ed­staden. Der var stort set intet bureaukrati eller embeds­man­dsværk, der var ingen opteg­nelser, arkiv­er eller sta­tis­tikker.

Ofte var der ikke engang et egentligt kort over lan­det, og hvis der var, så blev det holdt skjult for alle andre end kon­gen, da kort på denne tid blev betragtet som en stat­shem­me­lighed. Alt i alt gjorde det, at stat­en var så fraværende, at den lige så godt ikke kunne eksis­tere.

Det væsentlige er, at der ikke var noget etableret eller reg­uleret forhold mellem magt, vold og ter­ri­to­ri­um. I tilbage­b­lik kan vi se, at ter­ri­to­ri­al­stat­en for­måede at udkonkur­rere alle sine rivaler nedad og opad, idet den viste sig uligt bedre til at ind­drive, fordele og for­bruge ressourcer, til at føre krig og sidst til at opnå sine under­såt­ters loy­alitet og lydighed. Det vil sige: Den er alle over­legen, når det kom­mer til at udnytte forbindelserne mellem magt, vold og ter­ri­to­ri­um.

Tidligere var grænserne mellem lan­dene mere at forstå som grænse­land, et ubestemt rum mellem to eller flere nation­er, der var ringe kon­trolleret, ringe insti­tu­tion­alis­eret, ringe afmær­ket. Med den sti­gende stat­slig­gørelse ændr­er grænsen sig fra at være et ubestemt bælte af omstridt land mellem nation­er til at blive en streg eller lin­je. Det ubestemte rum mellem nation­er svin­der ind, efter­hån­den som stat­slig­gørelsen når ud i hjørn­erne og til grænserne af sit ter­ri­to­ri­um.

Den indre afpoli­tis­er­ing, stats­magtens sam­tidi­ge cen­tralis­er­ing og udfyld­ning af dets ter­ri­to­ri­um med nationale sym­bol­er, nation­al lov­givn­ing, nation­al kon­trol, gør plud­selig spørgsmålet om grænser meget rel­e­vant. Idet statsvil­jen beg­y­n­der at gøre sig gældende fra cen­tret ud imod per­ife­rien, beg­y­n­der statsvil­jerne at mødes, hvo­raf den mark­erede og mil­i­taris­erede grænse opstår.

Det poli­tiske niveau opstod med vold og etablerede sig ved at beherske et ter­ri­to­ri­um og erk­lære det eksklu­sivt sit eget. Det rev­o­lu­tionerende i europæisk his­to­rie er, at det for første gang lykkedes at monop­o­lis­ere den poli­tiske magt inden­for et givent ter­ri­to­ri­um og i et eller andet omfang at gøre dette monopol legit­imt.

I

For at forstå statens forhold til ter­ri­to­ri­um, kan vi tage udgangspunkt i en skel­nen, som James Ron fore­tager i sin Fron­tiers and Ghet­tos. Ron skel­ner mellem to mar­ginale ter­ri­to­ri­er set fra statens syn­spunkt: grænse­landet og ghet­toen, hvor stats­magten og dens offi­cielle og uof­fi­cielle kræfter i begge til­fælde oper­erer for at hævde stat­slig dom­i­nans i ter­ri­to­ri­er, hvor dom­i­nansen er svær at hævde og håndtere.

Ghet­to­erne er opbe­var­ingsst­ed­er for uønskede og mar­ginale per­son­er, og her oper­eres med en bru­tal orden­shånd­hævelse, men dog ikke med udry­d­delse eller depor­ter­ing. Det er en måde at inklud­ere og kon­trollere de eksklud­erede. Ghet­toen er omringet af stat­en og udgør et afgrænset, insti­tu­tion­alis­eret og reg­uleret om end ikke fuldt og totalt kon­trolleret, som man ser i mange af Europas forstæder, hvor udstødte, men dog tålte, befolkn­ings­grup­per lever i sam­fund, der på mange måder er afkoblet fra resten af sam­fun­det. De tillades nogle fri­heds­grad­er i ghet­toen, for eksem­pel et vist krim­i­nalitet­sniveau over nor­malen, men vel at mærke ud fra den implicitte forud­sæt­ning, at disse sære­gen­hed­er for­bliv­er i ghet­toen: Ghet­toen og de uskrevne regler, der gælder for dens eksis­tens, er blevet et glob­alt fænomen i ver­dens megaby­er.

Grænse­landet der­i­mod er et område, der ikke er inko­r­por­eret i statens gængse dom­i­nans, og hvor vold­sudøvelsen der­for ofte antager en mere ekstrem karak­ter. I grænse­landet ager­er lykkerid­dere, elitesol­dater og straf­fer­eg­i­menter. Grænse­landet kende­teg­nes ved sine uhel­lige alliancer og sine sted­fortræderkrige. Den kolde krig blev udkæm­pet i grænse­landet – i Afghanistan, i den Per­siske golf og i Lev­an­ten – og kri­gen mod ter­ror udkæm­pes langt hen ad vejen på de samme slag­mark­er, skønt ven­ner og fjen­der siden har byt­tet plads. Her benyt­ter man stat­sligt sank­tionerede, pri­vate vold­sudø­vere og ser igen­nem fin­gre med deres han­dlinger.

Grænse­landet etableres som en buffer­zone. Her hersker den brændte jords poli­tik, her teg­nes de røde lin­jer, her udstykkes no-go zon­er, civil­i­sa­tion­slin­jer, ingen­mand­s­land, sikker­hed­szon­er, stød­pude­zon­er. Ron skriv­er:

Indtil de poli­tiske enhed­er omslut­ter grænse­landet og etablerer deres cen­trale autoritet, da væl­ger de ofte at påvirke udviklin­gen gen­nem skjulte allierede i grænse­landet, der oper­erer med ringe respekt for loven. Grænserne er der­for ofte svagt insti­tu­tion­alis­eret og er ofte kao­tiske skue­pladser med ten­dens til selvbestalt­ede orden­shånd­hæ­vere og paramil­itære free­lancere.

Grænse­landet mark­er­er ikke i sin oprindelige betyd­ning en grænse mellem to ter­ri­to­ri­ale enhed­er, men der­i­mod området mellem den stat­slige orden og naturen, og – som allerede Fred­er­ick Jack­son Turn­er påpegede i sin berømte tale The Sig­nif­i­cance of the Fron­tier in Amer­i­can His­to­ry fra 1893 – grænse­landet udgør ikke statens nega­tion; tvær­ti­mod er det ud af grænse­landets kaos, at statens storhed, i dette til­fælde de Forenede Staters storhed, træder frem. Det er i den henseende helt i tråd med Turn­ers oprindelige analyse, at James Ron fremhæver den amerikanske ero­bring af det vestlige grænse­land som arketypisk. Myten om det vilde vesten repræsen­ter­er netop forestill­in­gen om en tid, hvor grænsen var åben, og hvor de ind­fødte grup­per end­nu ikke er inko­r­por­eret i det poli­tiske sys­tem – hvor­for de i par­entes bemær­ket helt legit­imt kunne udsættes for etnisk udren­sning af såv­el hæren som af pri­vate mil­its­grup­per. Men da grænse­landet først var domes­ticeret og under­lagt cen­tral stat­sreg­u­ler­ing, da de ind­fødte først var sam­let i reser­vater, i ind­heg­net grænse­land eller ghet­to­er, kunne de ikke mødes med mil­itær­magt men med orden­shånd­hævelse.

II

Mellem grænse­landet og ghet­toen lig­ger det ter­ri­to­ri­al­stat­slige rum, og her er der en inten­siv optageth­ed af ikke bare ter­ri­to­ri­ets kvan­ti­ta­tive omfang, men også alle dets kval­i­ta­tive egen­sk­aber. Stats­magtens forhold til lan­det han­dler der­for om en bevægelse fra det, vi kan kalde for ter­ra, der er beteg­nelsen for jord uden poli­tiske kval­i­fika­tion­er og klas­si­fi­ceringer, til ter­ri­to­ri­um, der er beteg­nelsen for jord med disse. Ter­ra er alt­så ud fra et poli­tisk per­spek­tiv et ukval­i­fi­ceret stykke jord, hvo­rimod ter­ri­to­ri­um beteg­n­er et kval­i­fi­ceret forhold til og anven­delse af land.

De før­mod­erne poli­tiske enhed­er havde hov­ed­sagelig et ter­ra-per­spek­tiv på deres lan­dom­råde. Det ser vi for eksem­pel hos Nic­colò Machi­avel­li (1469−1527), der kun i en vis for­stand kan betragtes som ophavs­man­den til en mod­erne poli­tik­forståelse, der adskiller poli­tik fra moral. Machi­avel­li er nem­lig i en anden for­stand den sid­ste i en række af poli­tiske tænkere, for hvem ter­ra snarere end ter­ri­to­ri­um er udgangspunk­tet, og dermed en klart præ­mod­erne tænker, der end­nu ikke har opdaget den admin­is­tra­tive og ekstrak­tive dimen­sion af ledelseskun­sten.

I kapi­tel 14 af Fyrsten fra 1513, i kapit­let om en fyrstes mil­itære opgaver, skriv­er Machi­avel­li, at fyrsten altid skal tænke på krig og holde sig beredt, blandt andet ved at gå på jagt i området:

Han må også stud­ere forskel­lige egnes natur, bestige bjerge, under­søge flodernes beskaf­fen­hed, hvor­dan dalene løber ud, hvorledes slet­terne strækker sig og sumpenes karak­ter, og han må anvende stor omhu på dette … thi kun på denne måde lær­er man at finde fjen­den, at finde en heldig lejringsplads, at bestemme marchret­nin­gen, at vælge kamp­plad­sen og at omringe en fæst­ning på den mest forde­lagtige måde.

Machi­avel­li betragter land­sk­a­bet ud fra angre­bets eller forsvarets optik, hvo­rimod det som senere bliv­er altafgørende, er at betragte land­sk­a­bet som ressource og inter­ven­tions­felt. Vi kan også sige det på den måde, at land­sk­a­bet for Machi­avel­li skal beherskes despo­tisk, hvo­rimod den store opgave efter ham bliv­er at dominere det infra­struk­turelt. Hermed trækker jeg på en skel­nen fra den his­toriske soci­olog Michael Mann, der opstiller to ide­al­typiske rela­tion­er mellem stats­magt og behers­ket ter­ri­to­ri­um, nem­lig det despo­tiske og den infra­struk­turelle forhold.

Despo­tisk magt hen­vis­er til den række af han­dlinger, som stat­seliten anven­der ure­gelmæs­sigt, med besvær og store omkost­ninger, uden insti­tu­tion­er og reg­uleret prak­sis over for et ter­ri­to­ri­um og dets befolkn­ing, der ikke er under­lagt fuld kon­trol. Det bety­der også, at mag­tan­ven­delsen ofte er bru­tal, plud­selig og inef­fek­tiv, men også at den ikke møder anden mod­stand end den, de ramte befolkn­ings­grup­per kan udøve; at den ikke er under­lagt ret­slige (eller moralske) begræn­sninger; og at den foregår langt fra det met­ro­poli­tiske cen­trum og ofte udføres af irreg­ulære trop­per. Despo­tisk magt angiv­er en under-insti­tu­tion­alis­eret, man­gel­fuld dom­i­nans af et ter­ri­to­ri­um, som der føl­gelig kom­penseres for ved bru­gen af uhæm­met volds­magt. Despo­tisk magt er kende­teg­net ved at være ure­gelmæs­sig og vold­som, pulserende snarere end per­ma­nent. Hvor ter­ri­to­ri­ets ressourcer i et infra­struk­turelt domineret land­skab hentes gen­nem beskat­ning, kan den despo­tiske magt, som hverken har egne mag­tor­gan­ers per­ma­nente tilst­ede­værelse eller befolknin­gens loy­alitet at støtte sig til, kun komme i besid­delse af dem ved at tage dem med magt. Begre­bet despo­tisk magt opsum­mer­er glim­rende den før­mod­erne stats forhold til sit ter­ri­to­ri­um: svag kon­trol kom­penseret med stor, ure­gelmæs­sig vold­san­ven­delse, men uden evne til eller inter­esse for per­ma­nent tilst­ede­værelse og kon­trol.

I mod­sæt­ning her­til har vi den mod­erne ter­ri­to­ri­al­stats ide­al­typiske magt­form, infra­struk­turel magt, der angiv­er statens fak­tiske evne til at stat­slig­gøre ter­ri­to­ri­et, til at imple­mentere og hånd­hæve sin dom­i­nans gen­nem opbygnin­gen af insti­tu­tion­er, legit­ime prak­siss­er, reg­u­laris­eret og kon­trolleret mag­tan­ven­delse, hvor der i prin­cip­pet ikke er nogen forskel mellem stat­sprak­sis­sen i cen­trum og i per­ife­rien. Infra­struk­turel magt angiv­er en insti­tu­tion­alis­eret, bureaukra­tis­eret, lov-reg­uleret dom­i­nans af et ter­ri­to­ri­um, der i nor­maltil­standen kun behøver ordinær poli­ti-magt. På et ter­ri­to­ri­um domineret af infra­struk­turel magt behøver man alt­så ikke gribe til despo­tisk magt eller ekstrem vold for at hævde sin dom­i­nans. Ter­ri­to­ri­et er paci­fi­ceret, neu­tralis­eret og domineret af reg­u­leringer, bureaukrati og love, der i sid­ste ende har det kon­ven­tionelle vold­sap­pa­rat i form af poli­ti og dom­stole bag sig for at sikre den effek­tive hånd­hævelse af reglerne.

III

Det mest hånd­gri­belige eksem­pel på ter­ri­to­ri­alis­erin­gen eller på etab­lerin­gen af en infra­struk­turel magt find­es for­mentlig med land­ko­rtets opkomst. Etab­lerin­gen af en mål­sæt­ning om den kor­rek­te topografiske gen­givelse af et stat­sligt ter­ri­to­ri­um mark­er­er således et helt afgørende skred inden for kar­tografien fra et kos­mol­o­gisk ide­al til strate­gisk. Målet var nu ikke at gen­give ver­den som udtryk for en gud­dom­melig orden med den Hel­lige Stad i ver­dens cen­trum, end­sige at skil­dre dens har­moni med et klas­sisk ide­al om kon­ti­nen­ternes bal­ance, men der­i­mod – i og med at ver­dens cen­trum nu befandt sig i cen­trum af den konkrete, enevældige fyrstes ter­ri­to­ri­um – helt konkret at kortlægge den stat­slige enheds styrk­er og svaghed­er med hen­blik på netop at forsvare denne enheds beståen.

Land­ko­rt og kor­topteg­n­ing går fra at være en vel­bevogtet stat­shem­me­lighed til at blive statens udstill­ing af egen magt. Land­ko­rtet var oprindeligt en hem­me­lighed i hjertet af stats­magten. Den spanske poli­tik havde et begreb om siglio, hvilket bety­der en prak­sis, hvor land­ko­rt blev opbe­varet i en kiste med to låse, hvis nøgler altid var i to forskel­lige per­son­ers varetægt. Hen­rik Søfar­eren, den por­tugi­siske opdagelses­re­jsende fra midten af det 15. århun­drede, for­bød udbre­delsen af geografiske doku­menter. I samme peri­ode blev de kort, som blev pro­duc­eret under Colum­bus’ eks­pedi­tion­er forsøgt hem­me­ligholdte af den spanske stat.

Denne prak­sis er ophørt – om end der er rem­i­nis­censer i nuti­dens kort, hvor der sjældent optræder mil­itærin­stal­la­tion­er – men det væsentlige er, at land­ko­rt er gået fra at udtrykke statens magt gen­nem sin hem­me­lighed til nu at udtrykke statens magt gen­nem sin syn­lighed og udbre­delse. Det er det fak­tum, at land­ko­rt – opdelt i nation­al­stater – fylder op i alle klas­selokaler, bil­handskerum, iPhones og bogre­ol­er, der gør statens nat­u­ralis­er­ing af sin kontin­gente magt så effek­tiv og så selvføl­gelig.

Men dette ide­al om kortlægn­ing standser ikke ved øns­ket om at beherske jor­den. Det udvides og kom­mer også til at omfat­te kortlægnin­gen og beherskelsen af lan­dets afgrøder, af dets kroppe og ideelt set af sjæ­lene. I den for­stand er det sta­tis­tik, vi betragter; sta­tis­tik som det oprindeligt blev forstået nem­lig som det i 1672 blev beskrevet som Staatenkunde – statskun­nen eller statskund­skab. Det første nationale sta­tis­tiske bureau blev opret­tet i Sverige i 1749 under navnet ’Tabel­lver­ket’, mens Norge og Dan­mark fik deres i 1797. I mod­sæt­ning til den mod­erne betyd­ning af begre­bet sta­tis­tik, dækkede det i beg­y­n­delsen således over langt mere end en sam­ling af numeriske data eller en gren af matem­atikken. Sta­tis­tik beteg­nede et syn­spunkt på eller en beskriv­else af sam­fun­dets og befolknin­gens til­stand. Tidligere sta­tis­tikere kaldte sig selv for stat-ister, det vil sige stat­sar­be­jdere, hvilket tydelig­gør forbindelsen til stat­en. I de tyske stater var sta­tis­tik del af Polizei­wis­senschaft, hvor poli­ti dækkede over den fulde række af tilt­ag over­for befolknin­gen inden­for hygiejne, mål og vægt, offentlig orden, byplan­lægn­ing, regler og forord­ninger. Adam Smith sagde i sin Lec­tures on Jurispru­dence fra 1760’erne, at enhver regering bør:

… være ivrig efter at fremme statens vel­stand og rig­dom. Denne opgave skaber dét, vi kalder for poli­ti­et. En hvilken som helst reg­u­ler­ing med hen­syn til et lands erhverv, han­del, land­brug, man­u­fak­tur­er betragtes som hørende hjemme under poli­ti­et.

Og denne poli­tiv­i­den­skab benyt­tede sig i stor udstrækn­ing af sta­tis­tik for at lokalis­ere prob­le­mom­råder, måle frem­skridt, afgøre ind­satser. Land- og byko­rt blev teg­net for at omdanne det ukendte og uigen­nemtræn­gelige til noget kendt, håndter­bart og manip­uler­bart. Sta­tis­tik  tjen­er, lige­som land- og byko­rt, til at gøre rum­met og befolknin­gen til objekt for poli­tisk viden og han­dlen.

Sta­tis­tik og kort er der­for afgørende stat­ste­knolo­gi­er, der for­van­dler despo­tisk, diskon­tin­uerlig, bru­tal og uforudsigelig magt til infra­struk­turel eller admin­is­tra­tiv magt, der er kon­tin­uerlig, per­ma­nent, stille og rolig. Folkeop­tælling, opmåling af land­skab, ejen­dom, ressource­grund­lag, sta­tis­tik giv­er en tilsyneladende objek­tiv beskriv­else af tin­ge­nes til­stand, ren og anven­delig viden. Folk, områder, bydele, prob­lem­st­ed­er bliv­er iden­ti­fi­ceret, klas­si­fi­ceret og kat­e­goris­eret, og der bliv­er ret­tet speci­fikke strate­gi­er imod speci­fikke grup­per. Stat­en udkaster sit blik og sin hånd til at omfat­te det hele sam­fund med regler, målinger og poli­tikker. I mod­sæt­ning til tidligere stats­former så er ter­ri­to­ri­al­stat­en en nys­ger­rig stat.

IV

I 1660’ernes Frankrig skrev finans­min­is­ter Col­bert en befal­ing til Sieur Gau­dois, der var udsendt til Cana­da, en på det tid­spunkt per­ifer provins, der kun i ringe grad blev under­lagt den form for kon­trol, som Frankrig blev under­lagt. Col­bert skrev:

Det vil blive [vigtigt] apro­pos omhyggeligt at dis­t­ing­vere frugt­barhe­den i lan­det med hen­syn til hvad, der er passende for det; hvilke korn­sorter, typer såsæd eller grøntsager, der bedst kan gro der; kvan­titeten af jord, der kan bear­be­jdes, hvilken der kan blive klar til et bestemt tid­spunkt, og hvilken kul­tur, de kan under­lægges … til hvad ind­byg­gerne specielt kan tilpass­es; hvori deres han­del består, midlerne de har for at opretholde livet og for at lade deres børn vokse op … Han skal informere sig omhyggeligt om det totale omfang af land, som er taget i besid­delse af fran­skmæn­dene, specielt af hver ind­byg­ger, og af antallet af fam­i­li­er og de per­son­er, som de består af, og af sted­erne for deres lokalis­eringer, for hvilke det vil blive nød­vendigt at teg­ne en form for kort, der er så nøjagtig som muligt. Han skal nævne antallet af lan­dop­målinger, som vil blive bear­be­jdet og knyt­tet til hver bosæt­telse, og af hvilken kvalitet de, som er mellem de opgjorte bosæt­telser, er af. Han skal informere sig over kvan­titeten af korn, som lan­det kan pro­duc­ere, i ordinære år, om det kan pro­duc­ere en større mængde kvan­titet, end hvad der er nød­vendigt for at under­holde ind­byg­gerne, og om der er noget håb om, at det vil blive til mere eller ej. Sieur Gau­dois skal obser­vere, om der er et deficit af kon­er og piger i de omtalte egne, således at det nød­vendi­ge antal kan blive sendt til næste år.

I Col­berts befal­ing til Sieur Gau­dois ser vi en optageth­ed af befolknin­gens og ter­ri­to­ri­ets sta­tus ud fra nogle stat­slige og økonomiske imper­a­tiv­er, og vi ser en fokuser­ing på optælling og stan­dard­is­er­ing. Selv ”kon­er og piger” bliv­er et red­skab til inter­ven­tion og opti­mer­ing.

Idet stat­en udstrækker og bureaukra­tis­er­er sin dom­i­nans ud over hele ter­ri­to­ri­et, så fast­slår den også det, vi kan kalde et def­i­n­i­tion­s­monopol — den gør sine kat­e­gori­er og beteg­nelser gældende. Forhold, som vi i dag anser for naturlige og selvføl­gelige såsom sprog­et, fam­i­liestruk­tur, mål og vægt, feriedage, men også diverse kort såsom pas, cpr-num­mer, fød­sel­sat­test, vielsesat­test, syge­sikrings­be­vis, eksamenspa­pir­er, køreko­rt, skat­teko­rt og husskøder samt licenser for at kunne prak­tis­ere som læge, apotek­er, advokat er alle eksem­pler på, at stat­en hævder en ret til at definere det passende, det lovlige, – det gældende.

Alle disse kat­e­gori­er, kort og licenser er stats­ma­n­ip­ulerede og statssank­tionerede process­er, insti­tu­tion­er og prak­siss­er, der både fun­ger­er objek­tivt i ’virke­lighe­den’ og i vores alle­sam­mens hov­ed­er og kroppe som dis­po­si­tion­er, hverdagssprog, for­vent­ninger, smag, der i sid­ste ende bestem­mer os som stat­slige væsen­er. Vi bær­er rundt på stat­en. Stat­en gør ikke kun sin ret gældende over­for og på ter­ri­to­ri­et, men også over­for og i ethvert indi­vid på ter­ri­to­ri­et.

Pierre Bour­dieu er blandt de teo­retikere af statens blik, også det geografiske blik, der mest eksplic­it har insis­teret på, at vi analy­ser­er vores virke­lighed som en stat­sligt bestemt og benævnt virke­lighed. Bour­dieu hjælper os til at se og kri­tis­ere statens nat­u­ralis­er­ing, det vil sige dens selvføl­gelig­gørelse af sig selv og sine kat­e­gori­er, hvilket ikke mindst gør sig gældende i forhold til statens ind­skrivn­ing af tegn på jor­den:

Stat­en kon­cen­tr­erer infor­ma­tio­nen, bear­be­jder og fordel­er den. Og navn­lig fore­tager Stat­en en teo­retisk ensret­ning. Efter­som den ind­tager Alt­ings, hele sam­fun­dets, syn­spunkt, er den ans­varlig for alle de sam­men­fat­tende oper­a­tioner i sam­fun­det, hvilket især foregår via reg­istreringer (fx folketælling) og sta­tis­tik, eller via nationale opgørelser (fx Statens reg­n­skab). Af samme grund, er den ligeledes ans­varlig for alle de objek­tiv­erende oper­a­tioner, fx via udar­be­jdelsen af land­ko­rt, denne enheds­frem­still­ing af rum­met set fra oven, eller sim­pelthen via skriften, dette red­skab til opsam­ling af viden (med arkiverne som eksem­pel) – lige­som den er ans­varlig for kod­i­fi­cerin­gen, forstået som en kog­ni­tiv ensret­ning der inde­bær­er at sam­fun­dets viden cen­tralis­eres og monop­o­lis­eres hos de lærde og skriftk­loge. Der lig­ger en fore­nende kraft i Kul­turen. Stat­en bidrager således til dan­nelsen af et sam­let kul­turelt marked ved at sam­le alle juridiske koder, sprog­lige koder og opmålingskoder og gøre dem ens, samt ved at fore­tage en homogenis­er­ing af kom­mu­nika­tions­formerne, især de bureaukratiske.

At kortlægge et ter­ri­to­ri­um bety­der formelt at definere rum­met eller jor­den efter lin­jer og kri­terier fast­lagt inden­for et bestemt epis­te­mol­o­gisk og poli­tisk udgangspunkt. Det er en måde at vide og dominere på. Navn­givn­ing er en dom­i­nan­shan­dling, der i selve det at give navn erk­lær­er en hen­sigt om dom­i­nans og selvføl­gelig­gør den, idet navnet fra da af synes at kor­re­spon­dere med en virke­lighed. Men navnet kom­mer før virke­lighe­den.

V

Den bed­ste illus­tra­tion af denne ter­ri­to­ri­al­pro­ces skal ikke find­es i den poli­tiske filosofi eller i begiven­hed­shis­to­rien men der­i­mod i skøn­lit­ter­a­turen, mere præ­cist i for­fat­teren Ivo Andrics bog Broen over Dri­na, som han fik Nobel­prisen i lit­ter­atur for i 1961. Broen over Dri­na han­dler om livet omkring en bro i Bosnien fra dens opførelse i 1500-tal­let til dens ødelæggelse i starten af første ver­den­skrig.

Den lille by Viseg­rad lever sit eget liv fjernt fra omver­de­nens tumult, der som regel kun kom­mer til byen som kanon­tor­den i det fjerne og halve rygter. Det, vi skal høre lidt om, og som radikalt ændr­er byens hidtil autonome liv, har sit udgangspunkt i Berlin­er-kon­gressen i 1878, der bevirkede, at østrig-ungarske trop­per besat­te Bosnien og Herce­gov­ina for at udligne den rus­siske ind­fly­delse i det østlige Balkan.

Bogen vis­er i kom­primeret form stat­slig­gørelses-processen, udviklin­gen og kon­solid­erin­gen af den infra­struk­turelle magt. Den konkrete scene gen­givet neden­for han­dler godt nok om besæt­telse­s­trop­per som stat­slig­gørelsens agen­ter, men poli­tikken og prak­sis­sen er almen (og i de fak­tiske stat­slig­gørelsesprocess­er blev embedsmæn­dene sendt fra hov­ed­staden ofte set som invaderende styrk­er fra en fremmed magt, der bare denne gang blev boede eller blev ved med at komme igen). Fremmede trop­per installerer sig alt­så i byen, og i første omgang adskiller dette sig ikke fra andre besæt­telser, idet sol­dater­ne slår lejr ved broen og livet fort­sæt­ter stort set som før, men ikke helt:

I beg­y­n­delsen så det ud, som kom de ganske til­fældigt og blot for­bigående skulle føre den form for tilværelse, som man altid havde ført her hos os – som skulle de civile myn­dighed­er end­nu et stykke tid fort­sætte den okku­pa­tion, som hæren havde beg­y­n­dt. Imi­dler­tid blev antallet af udlændinge større og større, efter­hån­den som måned­erne gik. Det, der for­bavsede folk fra byen aller­mest og fyldte dem med forun­dring og mis­tro, var imi­dler­tid ikke så meget deres antal som deres uforståelige og uigen­nem­skuelige plan­er og den utræt­telige flid og udhold­en­hed, med hvilken de gik i gang med at gen­nem­føre dem. Disse udlændinge havde ingen ro på sig og lod heller ikke andre få lov til at være i fred. Det så ud, som om de var fast beslut­tede på med deres usyn­lige, men stadig mere følelige net af love, forord­ninger og forskrifter at omfat­te selve livet med dets men­nesker, dyr og døde gen­stande, som om de ville fly­tte om på alt og foran­dre både byens udseende og folks skikke og men­tal­itet, fra de blev født, til de gik i deres grav. Men det gik dog alt sam­men fre­deligt for sig uden mange ord og uden vold eller nogen form for pro­voka­tion. Der var der­for ikke rigtig noget, man kunne mod­sætte sig. Stødte de imi­dler­tid på man­gel på forståelse eller på virke­lig mod­stand, holdt de straks op, foran­drede blot ret­ning og metode og gen­nem­førte på den måde alligev­el, hvad de havde haft i sinde.

Alt, hvad de gik i gang med, virkede i og for sig tem­melig harm­løst, ja, næsten meningsløst. De lod mark­erne opmåle, afmærkede træerne i skoven, inspicerede reti­raderne og afløb­sren­derne, efter­så hes­tene og køerne i munden og under­søgte mål og vægten­hed­er, spurgte ud om, hvilke syg­domme man led af der på egnen, forhørte sig om antallet og navnene på de forskel­lige frugter og om, hvilke får- og fjerkrærac­er man havde. Det så næsten ud, som om de leg­ede og alt, hvad de fore­tog sig, forekom byens borg­ere både uforståeligt og uvirke­ligt, thi alt, hvad de på de måde og med så stor omhu og iver havde udført, forsvandt derefter sporløst. Gud ved hvorhen. Men nogle måned­er, ofte et helt år efter, da alt dette var gået fuld­stændig i glem­me­bo­gen, åben­bare­des plud­seligt menin­gen med disse tilsyneladende van­vit­tige og for længst glemte forhold­sre­gler.

Foged­erne fra byens forskel­lige kvarter­er blev ind­kaldt til at møde på råd­huset, og her med­delte man dem de nye bestem­melser angående skovenes fæld­ning, bekæm­pelse af tyfus, salg af frugt og søde sager og bestem­melserne i forbindelse med stude­pas. Hver dag kom der nye forord­ninger og med hver forord­ning sat­te man på en eller anden måde en begræn­sning for det enkelte men­neske, mens den del af tilværelsen, man havde fælles med andre i byen og i lands­byen udvid­edes og for­grenedes.

1 kommentar til “Nu bærer vi alle rundt på staten”

  1. glim­rende lille artikel med inter­es­sante hen­vis­ninger og citater til de (mig) der er yderligere inter­esserede. Tak, Mikkel!

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen