Skærmkrigeren, døden og dronen

Den nye krig bliver ført fra computerskærme i Nevada-ørkenen. Dronekrigeren sætter ikke sit liv på spil i fjendtlige territorier, men kan kysse sin kone farvel om morgenen og tage hjem igen klokken fem. Dronen, der svæver over den afghanske slette, slår mennesker ihjel, men det gør soldaten i Amerika også. Hvad betyder det, når dronekrigeren drager i krig på kontoret?

MAGTENS SFÆRER Vi taler ofte om, at magten bliv­er udøvet i de inder­ste gemakker, at magten er suveræ­nen, der sid­der i cen­trum og trækker i trå­dene. Men hvem siger, at magt er i midten? Måske bliv­er magten defineret af det, der lig­ger på kan­ten af den, i de rum, der omkranser den.


Fra de aller­tidlig­ste kilder, som den forhis­toriske arkæolo­gi samt hule- og vase­ma­lerier frem­stiller, ved vi, at men­nes­ket altid har bet­jent sig af våben til såv­el jagt som krigs­førelse. Den mil­itære ori­en­ter­ing tilk­ende­giv­er sig end­videre i forhis­to­riens ind­del­ing i sten‑, bronze- og jer­nalder, der hov­ed­sageligt er defineret ud fra våbnenes materielle beskaf­fen­hed. Også den helt tidlige lit­ter­atur opvis­er omhyggelige beskriv­elser af krig, sol­dater og våben. Særlig præg­nant i Homers berømte krigs­digt Ili­aden. Hvad der står klart i disse tidlige kilder er, at kri­gens his­to­rie næppe kan adskilles fra våben­te­knolo­giens his­to­rie; his­to­ri­erne hør­er sam­men, lige­som de også mere generelt hør­er sam­men med men­nes­kets his­to­rie.

I en bog om netop krig og teknolo­gi skriv­er den anerk­endte krigshis­torik­er Mar­tin van Crev­eld, at at alle ele­menter i kri­gen er gen­nem­syret eller påvir­ket af teknolo­gi. Der­som dette er til­fældet, må man føl­gelig undre sig over, hvor­for teknolo­gien spiller en så lille rolle hos Carl von Clause­witz, Sun Tzu, Antoine-Hen­ri Jomi­ni, Nic­coló Machi­avel­li eller hos andre af de kanon­is­erede krigs­filosof­fer. Noget kunne måske tyde på, at teknolo­gien er blevet betragtet som noget sekundært over­for kri­gens primære idé, som krigs­filosofien på forskel­lig vis frem­stiller. Omvendt har mange nyere krig­ste­o­retikere og poli­tikere efter Golfkri­gen anvendt begre­bet Rev­o­lu­tion in Mil­i­tary Affairs (RMA) og dermed betonet teknolo­gien som en altafgørende og rev­o­lu­tionerende fak­tor for kri­gens udvikling og afgørelse. Især efter den vestlige højte­k­nol­o­giske krigs­mask­ines modgang i Irak- og Afghanistankri­gene, er der delte meninger om denne deter­min­is­tiske pri­or­i­ter­ing af teknolo­gien.

Hvad er en drone?

I 2011 udgav det britiske forsvarsmin­is­teri­um en rap­port, der for første gang omfat­tende diskuter­er droners frem­tidi­ge rolle i Storbri­tan­niens forsvar­spoli­tik. I rap­portens indled­ning gives en kort og formel def­i­n­i­tion af en drone:

Et ube­man­det fly [en drone] er defineret som et luft­fartøj uden men­neske­lig oper­atør, er fjern­styret med vari­erende grad af automa­tis­erede funk­tion­er, kom­mer nor­malt tilbage og kan opbe­vare dødelig eller ikke-dødelig last.

Udover en def­i­n­i­tion giv­er rap­portens eksis­tens også et vink om, at dro­nen er en teknolo­gi, der har ind­taget en cen­tral plads i forsvars- og sikker­hed­spoli­tiske overve­jelser. Tre forskel­lige sta­tiske ned­slag med udgangspunkt i hen­holdsvis mil­itær, ofre og medi­er giv­er yderligere en fornem­melse af det øgede fokus på droner. Mil­itær: Siden 2001 er det amerikanske forsvars investeringer i droner vok­set med ca. 23% per år. Ofre: I det nordlige Pak­istan er antallet af død­sofre ved dronean­greb steget regelmæs­sigt fra 273 i 2008, 570 i 2009 og 909 i 2010. Medi­er: En søgn­ing på ordet drone­fly i den danske avis­data­base Info­me­dia vis­er, at ordet først indgår i danske avis­ar­tik­ler fra 2008 og der­til, at der i 2009 i alt find­es 51 artik­ler, der inde­hold­er ordet og 328 i 2010. Den sti­gende ten­dens er den samme, hvis søge­ordet erstattes med det i en søge­mask­ine noget mere usikre homonym drone.

Selvom dronerne først i den sen­este tid er blevet almenk­endte i offent­lighe­den, er de tek­nol­o­giske aspi­ra­tioner frem mod nuti­dens mod­eller dog en hel del ældre. Således kan idéen om droner siges at være vok­set ud af en kom­bi­na­tion af krigs­fly og fjern­bet­jente kryd­ser­mis­siler, som begge ind­tog slag­marken i 1. ver­den­skrig. Igen­nem det 20. århun­dredes mange efter­føl­gende væb­nede kon­flik­ter er disse to teknolo­gi­er på forskel­lig vis smeltet mere og mere sam­men og i dag find­es dronerne i mange vari­anter og er med typisk krigspatos tildelt navne såsom Preda­tor, Raven, Reaper, Hunter og Glob­al Hawk. Selvom disse vari­anter alle er amerikanske, er der, foru­den Storbri­tan­nien og USA, også en lang række andre lande der udvikler og invester­er i droner, deri­b­landt Iran, hvis Mis­rad-drone Hezbol­lah anvendte til angre­bet mod Israel i 2006.

Hvad der først og fremmest adskiller en drone fra et almin­deligt jager­fly er, at den fjern­styres via satel­litkom­mu­nika­tion af pilot­er plac­eret et helt andet sted end der, hvor fly­et er på mis­sion. En typisk kon­stel­la­tion er således føl­gende: Dro­nen fly­ver ud fra baser i eller nær Pak­istan, men nav­igeres ca. 12.000 km der­fra i Neva­da-ørke­nen af dronepi­lot­er plac­eret i der­til indret­tede kon­trol­rum.

For at begrænse de tekniske detal­jer fokuseres her på den meget anvendte amerikanske Preda­tor-drone, som debuterede i kri­gen i det tidligere Jugoslavien i midten af 1990erne. Efter ter­ro­ran­gre­bet på World Trade Cen­ter og Pen­ta­gon i 2001 blev Preda­tor-dro­nen, der hidtil udelukkende var anvendt til rekognoscer­ingsmis­sion­er, udstyret med Hell­fire-mis­siler under vingerne. En af årsagerne var, at Preda­tor-droner flere gange før ter­ro­ran­gre­bet havde iden­ti­fi­ceret Osama bin Laden i Afghanistan, men uden nogen mulighed for at angribe ham. Men i dag kan flere af de amerikanske droner, deri­b­landt Preda­tor-dro­nen, alt­så angribe. Til eksem­pel var der i 2011 i alt 70 dronean­greb i Pak­istan, næsten alle sam­men (97%) i det føderale stam­meom­råde Waziris­tan, der arealmæs­sigt er ca. dobbelt så stort som Sjæl­land.

Det er især efter, at dronerne er beg­y­n­dt at angribe, at de har fanget mediernes inter­esse, hvilket kan skyldes, at selve overvågn­ingsaspek­tet nærmest er usyn­ligt og primært af mil­itær inter­esse, mens angreb­saspek­tet giv­er dronerne et out­put, der er ganske syn­ligt og kon­tro­ver­sielt.

Udover Hell­fire-mis­silerne er Preda­tor-dro­nen udstyret med to forskel­lige kam­er­aer, der fun­ger­er som fly­ets syn; det ene kan se om dagen, det andet, som er infrarødt, om nat­ten. Kam­er­aerne har en så høj opløs­ning, at de fra en højde på omkring tre kilo­me­ter kan iden­ti­fi­cere num­mer­pladen på en bil og fra lavere højder også bestemme våben­typer. Deru­dover har Preda­tor-dro­nen også en laser, der via GPS kan udpege de mål, som kam­er­aerne opfanger, blandt andet til efter­føl­gende brug for bemand­ede bombe­fly og som sigteko­rn for egne Hell­fire-mis­siler. De to pilot­er i kon­trol­rum­met styr­er dro­nen via et inter­face af joy­sticks, tas­tatur og skærme. Skærmene giv­er dem adgang til den infor­ma­tion, som kam­er­aerne og GPS-sys­temet ind­hen­ter, og via joy­sticks og tas­tatur kan de styre fly­et og affyre mis­siler; alle in- og out­puts foregår i realtid. På trods af enorme afs­tande er dronepi­loterne bag skærmene i Neva­da-ørke­nen alt­så ikke blot i stand til på nært hold at overvåge fjen­der over­alt i ver­den, men også til at inter­venere direk­te i kri­gen ved for eksem­pel at dræbe fjen­der eller ødelægge bygninger og andet materiel. Dette paradok­sale forhold mellem nær og fjern er helt væsentligt for forståelsen af dronekrig.

At drage i krig — på skærmen

At drage i krig på skær­men og dermed opløse geografiske skel, som ellers altid har været af mil­itærstrate­gisk inter­esse, synes at udfor­dre den gængse forståelse af, hvad krig er. I sin bog om glob­alis­er­ing kredser Zyg­munt Bau­man, med ref­er­ence til Paul Vir­ilio, netop om geografiens endeligt i sen­moder­nitetens højhastighedsver­den:

Afs­tandene bety­der ikke læn­gere noget, efter­hån­den som ideen om en geo­f­y­sisk grænse bliv­er stadig vanske­ligere at opretholde i ”den virke­lige ver­den”. Det står plud­seligt klart, at opdelin­gen i kon­ti­nen­ter og af klo­den som hel­hed har været resul­tatet af afs­tande, som engang var overvældende virke­lige på grund af de prim­i­tive trans­port­mi­dler og rejse­liv­ets stra­badser.

Ikke kun hur­tigere bil­er, tog og fly har i dag erstat­tet de prim­i­tive trans­port­mi­dler, som Bau­man taler om. Også infor­ma­tion­ste­knolo­gien, og måske især den, har bidraget til udvisknin­gen af afs­tande ved at gøre kom­mu­nika­tion mere uafhængig af rum. Ifølge Bau­man med­før­er dette, at rum­met – og tiden, kunne man til­fø­je – er blevet ” […] frigjort fra den men­neske­lige krops begræn­sninger”.

Kri­gen, som den udspiller sig på dronepi­loternes skærme, inkarner­er denne idé om glob­alis­erin­gens frigørelse af tiden og rum­met fra krop­pen og aktu­alis­er­er derved den berømte karte­sianske dual­ismes adskil­lelse af krop og sjæl. Mest præg­nant vis­er denne frigørelse sig ved, at de beskrevne satel­lit­trans­mit­terede infor­ma­tion­er, som over store afs­tande i realtid forbinder drone og pilot, på samme tid også adskiller dem. Lige­som Descartes’ sub­jekt bliv­er et ver­densløst og krop­sløst sub­jekt, bliv­er piloten adskilt fra dro­nen og vigtigere end­nu fra slag­markens fysiske nærvær og risi­ci. Hidtil har mil­itært­jen­esten inde­båret, at sol­dat­en har måt­tet for­lade sit land og sin fam­i­lie med risiko for aldrig at vende tilbage, men med dronerne ændres dette forhold radikalt; udtrykket ’at drage i krig’ får en helt ny betyd­ning. Overvej blot forskellen på dronepi­loten, der efter endt arbe­jds­dag på mis­sion i Pak­istan kan tage hjem og spise aftens­mad med sin fam­i­lie i Neva­da over­for Odysseus, der må drage til Tro­ja for at delt­age i den ti år lange krig og efter­føl­gende bruge ti ligeså tur­bu­lente år, før han igen kan vende hjem til Pene­lope og Itha­ka.

Det er måske ikke helt rimeligt at sam­men­ligne myte og virke­lighed, men det skær­p­er dog forståelsen af det, som flere har omtalt som risikofri krig. Hermed menes, at piloterne, der sid­der i USA og styr­er dronerne, ikke er udsat for den risiko, man nor­malt forbinder med at drage i krig. Det er i den forbindelse inter­es­sant at bemærke, at Carl von Clause­witz i starten af femte bog i Vom Kriege (Om krig) netop kredser om mulighe­den for at skabe et slags risikofrit krigsrum, hvilket indik­er­er at dronerne blot er en markant virke­lig­gørelse af en velk­endt strate­gisk idé om udnyt­telse af dis­tance:

Beskyt­telsen kan bestå i fæst­ninger eller i store naturlige hin­dringer, men også i at der er bety­delig afs­tand til det øvrige krigsrum, – En sådan del af krigsrum­met er ikke blot et stykke af hel­he­den, men selv en lille hel­hed, der derved mere eller min­dre er i den sit­u­a­tion, at de foran­dringer, der sker i det øvrige krigsrum, ikke har direk­te, men kun indi­rek­te ind­virkn­ing på den.

Denne snart 200 år gam­le beskriv­else af et rum i kri­gen, hvori kri­gen kun indi­rek­te virk­er, er vel nærmest den mest præ­cise def­i­n­i­tion på dronepi­loternes risikofrie kon­trol­rum.

Selvom risikofri krig umid­del­bart kunne synes attrak­tiv, advar­er den tidligere nævnte rap­port fra det britiske forsvarsmin­is­teri­um om, at den risikofrie krig kan med­føre, at det bliv­er let­tere for såv­el befolknin­gen som poli­tik­erne at vælge kri­gen frem for diplo­mati­et som løs­ning på kon­flik­ter. De to fremtræ­dende krig­ste­o­retikere James Der Der­ian og Christo­pher Cok­er har ligeledes givet udtryk for denne bekym­ring.

Krigerånden — fra skyttegraven til skærmen

Et andet spørgsmål, der rejs­er sig, er, hvor­dan dronernes risikofrie krig ændr­er det, som Clause­witz kalder Krigerån­den. Som navnet anty­der, udforsker Clause­witz i kapit­let, hvilke psykiske karak­ter­is­ti­ka der kende­teg­n­er krigeren. Hans beskriv­elser af mod, beslut­somhed, ære, stand­haftighed og sted­sans udvikler sig nærmest som en hel antropolo­gi om krigeren. Men er denne antropolo­gi også dækkende for dronekrigeren? Svaret er tvety­digt. På den ene side men­er piloten Bri­an Bur­ridge, der havde det overordnede ans­var for de britiske trop­per ved inva­sio­nen i Irak i 2003, at den skærmkrig, som dronepi­loterne udkæm­per, er en dydløs krig, netop for­di piloten ikke har nogen følelses­mæs­sig forbindelse til slag­marken. Men på den anden side fast­sæt­ter den britiske krigshis­torik­er John Kee­gan udspringet til den ten­dens, som Bur­ridge alt­så kalder dydløs krig, langt tidligere. Via tre his­toriske ned­slag – slaget ved Agin­court i 1415, slaget ved Water­loo i 1815 og slaget ved Somme i 1916 – vis­er Kee­gan således, at sol­datens forhold til både slag­mark og fjende bliv­er mere og mere uper­son­ligt og dis­tanceret i takt med den tek­nol­o­giske forbedring af våben og den sam­tidi­ge geografiske udvidelse af slag­marken.

Selvom der synes langt fra skyt­te­gravskri­gen i Somme til skærmkri­gen i det nordlige Pak­istan (eller er det i Neva­da?), kan trækket af en dydløs og uper­son­lig krigs­førelse siges at være videre­ført. Blot synes den 12.000 km lange afs­tand mellem pilot og slag­mark at under­strege Kee­gans pointe.

The only thing missing is the popcorn

Som man kunne for­vente, har især medierne også sam­men­lignet dronepi­loternes skærmkrig med com­put­er­spil og dermed bet­vivlet dronepi­loternes evne til at skelne det virke­lige fra det virtuelle. En sådan kri­tik potenseres når dronepi­lot­er beskriv­er deres oplevelser af at fly­ve en drone som: ”It’s like a video game, the abil­i­ty to kill. It’s like […] freak­ing cool”, eller: ”The only thing miss­ing is the pop­corn”. Når man der­til til­fø­jer resul­tater fra psykol­o­giske studi­er, der vis­er, at vanske­lighe­den ved at slå ihjel aftager i takt med, at dis­tan­cen til fjen­den forøges, potenseres kri­tikken yderligere. Hermed til­fø­jes også et psykol­o­gisk per­spek­tiv til Bau­mans idé om teknolo­giens opløs­ning af afs­tand og dermed af rum­mets frigørelse fra krop­pen; afs­tand bliv­er psyko-spatisk derved, at fysisk afs­tand også har med psykisk dis­tancerethed at gøre.

På trods af den fysiske afs­tands tilknyt­ning til psykisk dis­tance find­es der dog andre antagelser, der udfor­dr­er denne tese. Eksem­pelvis vis­er en række psykol­o­giske studi­er, at dronepi­lot­er i lighed med almin­delige pilot­er er udbrændte, lid­er af kro­nisk træthed, gener­el følelses­mæs­sig udmat­telse og end­da også af post­trau­ma­tisk stresssyn­drom. Årsagerne til dette ret over­rask­ende resul­tat er imi­dler­tid uklare, men et bud kunne være, at imens den udsta­tionerede pilots krigshan­dlinger legit­imeres i kraft af, at pilotens eget liv er i fare, giv­er dronepi­loternes risikofrie skærmkrig ikke denne moralske tilladelse til at slå ihjel. Man kan desu­den argu­mentere for, at ethvert trin i våben­te­knolo­giens udvikling inde­bær­er en forøgelse af våbnenes poten­tielle række­v­id­de og føl­gelig en forøgelse af afs­tanden til fjen­den. Geografisk betragtet bekræfter dro­nen måske nok dette argu­ment, men grun­det kvaliteten af drone­fly­ets kam­er­aer er dronepi­lotens fjende fak­tisk mere syn­lig end fjen­den er det for piloten i et almin­deligt bombe­fly eller for en oper­atør, der affyr­er kryd­ser­mis­siler. På den ene side er slag­markens ræd­sler alt­så bemærkelsesværdigt livagtige, og på den anden side nærmest usandsyn­ligt langt borte. Et sted i kapit­let om krigerån­den, skriv­er Clause­witz:

Det hjerteskærende syn af far­er og lidelser lad­er følelsen få overvægt over for­standens over­be­vis­ning, og i det skum­rings lys, som ind­hyller alle fænomen­er, er en dyb, klar ind­sigt så vanske­lig, at ændring af syn­spunk­ter bliv­er mere forståelig og til­givelig.

Om dronepi­loternes oplevelser af (skærm)krigens far­er og lidelser også tilde­les en sådan forstående amnesti er vanske­ligt at vur­dere, lige­som det heller ikke er lige til at afgøre, i hvor høj grad dronerne ændr­er kri­gens natur, eller om de blot iklæder den en ny futur­is­tisk haute cou­ture.

Dronerne fjerner verden

Om ikke andet, så giv­er sprog­et et vink om, at noget har ændret sig med dronepi­loternes skærmkrig. Dual­is­merne virkelig/virtuel, nær/fjern og revolutionerende/gammelkendt synes at være i opløs­ning og man ved snart heller ikke, hvilke præ­po­si­tion­er der bedst beskrive forhold­ene mellem dronepi­lot, drone­fly, slag­mark og fjen­der: Er dronepi­loten i krig i Afghanistan? Er han slag­marken svævende over fjen­den? Er dro­nen i Pak­istan eller ved pilotens han­dlende hæn­der?

Måske vi kan tilnærme os en forståelse hos den tyske filosof Mar­tin Hei­deg­ger, hvis præ­po­si­tionelle begreb­sver­den vid­ner om en lang beskæftigelse med denne ver­dens mange forhold. Især i hov­ed­vær­ket Sein und Zeits forsøg på at begribe men­nes­kets forhold til sig selv, ver­den, (brugs)tingene og naturen intro­duc­eres disse mere eller min­dre mærke­lige forhold­sor­dsstyrede neol­o­gis­mer som for eksem­pel det forhån­den­værende, det ved­hån­den­værende, i‑ver­den-væren, omver­dens­lighe­den og tilst­ede­væren.

Lad mig give en kort intro­duk­tion til et par af disse neol­o­gis­mer, som jeg men­er kan være med til at nuancere forståelsen af droner. Men­nes­ket er i‑ver­den-væren, skriv­er Hei­deg­ger igen og igen. Defineret via nega­to­nis vil det sige, at men­nes­ket ikke er i ver­den, lige­som eksem­pelvis noget vand er i en kop, lige­som dronepi­loten heller ikke er i ver­den blot for­di han er i et kon­trol­rum i Neva­da. Snarere vil i‑ver­den-væren sige, at vi altid allerede ophold­er os ved ver­den, dybt optaget af dens ting og anliggen­der. Det bety­der, at ver­den er brug­bar for men­nes­ket; det er gen­nem vores brug af de ved­hån­den­værende ting, at vi forstår os på ver­den. Det er dog egentlig ikke tin­gene, som vi er ret­tet mod, men snarere de værk­er som vi frem­stiller med hjælp fra tin­gene.

Det, som dronepi­loten ophold­er sig ved og vare­tager, alt­så hans værk, er således kri­gen på skær­men. Dette skaber et i første omgang kryp­tisk bland­ings­forhold, derved at dronepi­loternes i‑ver­den-væren blandes med en på-skær­men-væren, alt­så ikke en væren i Neva­da eller i Pak­istan, men slet og ret en væren på skær­men. Denne på-skær­men-væren kan tilnærmes yderligere ved at beskrive den pro­ces, som Hei­deg­ger kalder fjer­nelse af fjern­hed:

Fjer­nelse vil sige at få det fjerne, dvs. fjern­heden af noget, til at forsvin­de, alt­så tilnærmelse […]. Alle for­mer for hastigheds­forøgelse, som vi i dag mere eller min­dre nødtvunget går med på, higer efter at overvin­de fjern­heden. Med ”radio­fonien” eksem­pelvis fuld­byrder tilst­ede­væren [men­nes­ket] i dag noget, som det i sin tilst­ede­værens­mening end­nu ikke er muligt at over­skue, nem­lig fjer­nelsen af ’ver­den’ via udvidelsen af den dagligdags omver­den […]. Det efter sigende ”nærmeste” er slet ikke det, som har den mind­ste afs­tand ”fra os”. For den, der eksem­pelvis bær­er briller, som afs­tandsmæs­sigt er så tæt, at de sid­der ”lige på næsen”, er dette ibrug­tagne brugstøj omver­densligt læn­gere borte, end billedet på væggen, som befind­er sig over­for (Væren og tid: 130–131).

Lige­som Hei­deg­gers eksem­pel, radio­fonien, fjern­er dronerne også ’ver­den’, i den for­stand, at kri­gen så at sige trænger ind i dronepi­loternes kon­trol­rum, hvor­fra den ikke blot kan beskues, men også, især pga. mulighe­den for nav­i­ga­tion i realtid, direk­te vare­tages. Således modsvares Hei­deg­gers brilleek­sem­pel i det oven­stående citat alt­så af dronepi­loternes inter­face; det er ikke inter­facet, der er nærværende, men der­i­mod krigsvær­ket på skær­men. Denne pointe udfor­dr­er opfat­telsen af dronekrig som en langdis­tancekrig. Geografisk betragtet er dronekri­gen da også uomtvis­teligt en sådan, men med Hei­deg­ger bliv­er afs­tands­bedøm­melsen fravris­tet sit naturv­i­den­sk­a­belige udgangspunkt. Det bliv­er muligt at betragte dronekri­gen som en ganske nærværende form for krig. Dette kan også være en del af fork­lar­ing på, hvor­for dronepi­loterne er ramt af mange af de samme psykiske symp­tomer som de udsta­tionerede sol­dater og pilot­er. I hvert fald synes opfat­telsen af dronekrig som en risikofri krigs­form at hvile på en naturv­i­den­sk­a­belig forståelse af afs­tand, der ikke har øje for de psykiske risi­ci i nærværet på dronepi­loternes skærme.

Varetagelse af krigen i realtid

Noget er dog radikalt anderledes med dronernes fjer­nelse af fjern­hed i forhold til Hei­deg­gers eksem­pler. Selvom radioen, og det samme gælder i øvrigt fjern­synet, udvider ver­den, er det en pas­siv udvidelse; radioen og fjern­synet bringer så at sige ver­den ind i stuerne, men uden sam­tidigt at give mulighed for at vare­tage den. I en hei­deg­ger­sk optik kan radioen og fjern­synets frem­still­ing af eksem­pelvis krig således fint betragtes som et krigs-værk, men det er et urørligt og lukket værk, som radioen og fjern­synet præsen­ter­er for os. Med andre ord sup­pleres denne udvid­ede fjern­syns- og radiover­den ikke af nogen mulighed for vare­tagelse. Dronete­knolo­gien der­i­mod tilby­der denne mulighed. Dronepi­loternes mulighed for i realtid at rea­gere på kri­gen er alt­så det, der åbn­er krigs-vær­ket for vare­tagelse. Mod­sat fjern­synsskær­mens repræsen­ta­tion af krig er kri­gen således vit­terligt på dronepi­loternes skærme, netop for­di de kan vare­tage den. Imens fjern­synsskær­men erstat­ter et fak­tisk fravær med et simuleret nærvær, erstat­ter dronepi­loternes skærme alt­så et fak­tisk fravær med et fak­tisk nærvær. Inspir­eret af Hei­deg­ger kan man der­for sige, at dronekri­gen er på-skær­men-værende. Dermed intro­duc­eres præ­po­si­tio­nen på – der ikke er repræsen­teret i Hei­deg­gers vok­ab­u­lar – til beskriv­elsen af men­nes­kets forskel­lige forhold til det værende. Behovet for en sådan begreb­sud­videlse vokser i takt med, at krig, samt en række andre fænomen­er, i sti­gende grad bliv­er på-skær­men-værende derved, at de kan vare­tages, og ikke blot iagt­tages, på skærme.

Det er vigtigt at slå fast, at denne nye forholdsmåde netop udmærk­er sig ved at være tosidig. Det er ikke kun kri­gen, der er skær­men, lige­som i fjern­synets krigsre­portager, dronepi­loten er også skær­men med mulighed for aktivt at vare­tage krigs-vær­ket. Men ligeså vigtigt er det at lade begre­bet om det på-skær­men-værende implicere en dis­tink­tion mellem at være på-skær­men og i‑verden. Således afgrænser skær­men et speci­fikt krigsrum eller en særlig ver­den, hvor dronepi­loterne kan vare­tage krigsvær­ket (overvåge og angribe fjen­der), og det er netop denne skær­mver­den, som begre­bet om det på-skær­men-værende beskriv­er. Hermed etableres en forståelse af skær­men som et sted og ikke blot et medie, hvor kri­gen udspiller sig på en særlig måde, det vil sige efter et særligt regel­sæt bestående af de mulighed­er og begræn­sninger som dronete­knolo­gien skaber. Skær­mver­de­nen adskiller sig fra den ver­den, som den udsta­tionerede sol­dat eller pilot befind­er sig i, ved for eksem­pel at være fri for fysiske risi­ci, men den er ikke mere virke­lig end denne ver­den, lige­som fodgæn­gerens ver­den heller ikke er mere virke­lig end bilis­tens, blot anderledes.

Ved at antyde et slags mellem­rum mellem dronepi­loternes kon­trol­rum og slag­markens krigsrum beskriv­er og ind­fanger begre­bet om det på-skær­men-værende det paradoks, der som et lede­mo­tiv er dukket op i nærværende artikel i forskel­lige vari­a­tion­er: Dronerne, der på én gang skaber en helt ny krigs­form og sam­tidig blot er sen­este man­i­fes­ta­tion af en velk­endt strate­gisk ide om at skabe særlige krigsrum uden direk­te forbindelse til slag­marken. Eller i en anden vari­a­tion: Dronepi­loterne, der på én gang med hjælp fra avanceret teknolo­gi er ganske tæt på kri­gen og sam­tidig meget langt fra dens umid­del­bare far­er.

Krigens nye sprog

Hei­deg­ger skrev, at vi med radioen var i fuld gang med at fuld­byrde en fjer­nelse af ver­den, og at vi end­nu ikke kunne over­skue kon­sekvenserne af denne pro­ces. De satel­litsig­naler, som dronerne styres af, er blot en videreud­vikling af de radiosig­naler som har inspir­eret Hei­deg­gers radioek­sem­pel, og som kort før udgivelsen af Sein und Zeit i 1927 blev anvendt som kom­mu­nika­tion­sred­skab i 1. ver­den­skrig. Men over­skue­lighe­den synes ikke at være blevet min­dre i takt med at satel­lit- og inter­netkom­mu­nika­tion har gjort ver­den end­nu min­dre. Så meget mere synes det vigtigt at for­følge det krav om et nyt sprog, som krig­ste­o­retik­eren James Der Der­ian i en artikel fra 1999, alt­så før dronerne blev alment kendte, stiller til forsknin­gen. Der Der­ian argu­menter­er for, at intro­duk­tio­nen af com­put­ere, videoskærme og realtid­skom­mu­nika­tion i kri­gen har ændret krigs­førelsen mere end nogen anden teknolo­gi, men at denne ændring kræver et nyt sprog, som mil­itær­lit­ter­a­turen end­nu ikke har for­mået at udvikle. Måske denne artikels ’filosofiske svinkeærinde’ til Hei­deg­ger, kan være med til at bidrage til et sådant nyt kri­gens sprog.

Artiklen er en redi­geret udgave af “Dronekrigeren og kri­gen på skær­men”, der første gang blev bragt i Slag­mark — Tidsskrift for idéhis­to­rie.

Scroll til toppen