Hvem bestemmer over det åbne hav?

Når vi tænker politisk magt, tænker vi sædvanligvis magt over et territorium. Historisk set har magten til vands dog været lige så, hvis ikke mere, vigtig end magten til lands. I dag diskuterer vi stadig havet, når staterne imellem skal forholde sig til til piraterne i Aden-bugten eller retten til ressourcerne under Antarktis. Mathias Hein Jessen viser, hvordan de historiske diskussioner om retten til havet blev forløbere for moderne international ret.

MAGTENS SFÆRER Vi taler ofte om, at magten bliv­er udøvet i de inder­ste gemakker, at magten er suveræ­nen, der sid­der i cen­trum og trækker i trå­dene. Men hvem siger, at magt er i midten? Måske bliv­er magten defineret af det, der lig­ger på kan­ten af den, i de rum, der omkranser den.


Nation­al­stat­en tænkes stadig som den mest cen­trale enhed i forhold til poli­tisk magt, selvom dens opløs­ning og reelle irrel­e­vans kon­stant proklameres af diverse teori­er om sen‑, post‑, eller fly­dende moder­nitet. Vi tænker stadig poli­tisk magt som kon­stitueret i forhold til land, stat, nation og ter­ri­to­ri­um (ter­ra = land). His­torisk set har magten til vands dog været langt mere cen­tral i en tid hvor han­del, kom­mu­nika­tion og krig i overve­jende grad foregik til vands og ikke til lands. Vand­ve­je, både som en lang kystlin­je eller som et netværk af floder, var mere sikre og far­bare end vejen til lands. Magten til vands var afgørende for magten til lands, og herredøm­met til søs var afgørende for mil­itær såv­el som han­delsmæs­sig dom­i­nans.

Havet i dag

I dag er ret­ten og magten på havet reg­uleret af FN og trak­tat­en UNCLOS (Unit­ed Nations Con­ven­tion on the Law of the Sea), som blev skabt på en række kon­fer­encer mellem 1973 og 1982 og trådte i kraft i 1994. Trak­tat­en definer­er lan­des ret­tighed­er og forplig­telser i bru­gen af havet, udstikker ret­ningslin­jer for han­del, miljø og natur­res­sourcer og giv­er en opdel­ing af de forskel­lige zon­er ud for et lands kyst: I ter­ri­to­ri­alt far­vand 12 sømil ud for kys­ten kan en stat lov­give og bruge ressourcer som den vil; I en tilstø­dende zone op til 22 sømil fra kys­ten kan stat­en reg­ulere i forhold til told, beskat­ning, immi­gra­tion og foruren­ing: I en eksklu­siv økonomisk zone (EEZ) ud til 200 sømil fra kys­ten har stat­en eneret på at udnytte natur­res­sourcer; og slut­teligt find­es det åbne hav, eller inter­na­tion­alt far­vand, hvor alle har ret til at færdes frit.

Som det fremgår er denne trak­tat meget ny, og hvad angår juris­dik­tio­nen på det åbne hav er den stadig ikke særlig speci­fik. Det bev­idnes af f.eks. usikker­he­den omkring til­fange­tagne pirater i Aden-bugtens retssta­tus såv­el som diskus­sion­erne over hvem der har ret til ressourcerne under Antark­tis.

Havet kan ikke ind­heg­nes og gøres til gen­stand for dom­i­nans på samme måde som land, og det er denne tvety­dighed ved magten til vands, der altid har præget diskus­sion­erne – og stadig gør. Selvom denne nye trak­tat nu ind­del­er staters ret­tighed­er over deres far­vand, kan man sige, at der stadig helt grundlæggende bliv­er skel­net mellem to sfær­er på havet: det lukkede hav (mare clausum), hvor en stat har magt og juris­dik­tion og et frit hav (mare liberum) på åbent hav, hvor ingen har mere ret end andre, og hvor der ikke er nogen uafhængig instans til at dømme i forhold til uov­erensstem­melser. Begre­berne mare clausum og mare liberum blev bragt i spil i de mest afgørende diskus­sion­er om magten til vands i 1600-tal­let, nem­lig diskus­sion­erne om fiskerettighed­er og han­dels- og sejl­ruter. Disse blev også afgørende for opkom­sten af nye diskus­sion­er om forhold­et mellem de ter­ri­to­ri­al­stater, der opstod i samme peri­ode. Dermed dan­ner de grund­laget for den senere dan­nelse af dok­triner inden for inter­na­tion­al ret, folk­eret og kri­gens og fre­dens ret. Disse er dok­triner der stadig i dag udvis­er noget af den tvety­dighed, der er at finde i ret­ten på havet.

Havet og handel

Som man kunne læse i den første artikel i denne serie om magtens sfær­er, eksis­terede der før det 16. århun­drede hverken suveræne ter­ri­to­ri­al­stater eller et inter­na­tion­alt poli­tisk sys­tem, men ved slut­nin­gen af det 17. århun­drede var disse fast etablerede. Den begrænsede stats­magt der fandtes før etab­lerin­gen af ter­ri­to­ri­al­stat­en (og også i tiden lige efter dens etab­ler­ing) havde få offentlige finanser, end­sige offentlige indtægter. Fra og med den mil­itære rev­o­lu­tion omkring 1400-tal­let, hvor krudt, gevær­er og kanon­er blev mere almin­deligt udbredt, blev større indtægter dog en sti­gende nød­vendighed. Gevær­er og kanon­er, og de fæst­ninger, der skulle beskytte imod dem, var dyre. En vigtig kilde til indtægt blev således han­de­len med fjerne områder, så vel som importen af fremmede råstof­fer og ressourcer – særligt ædel­met­allerne guld og sølv, men også i høj grad han­de­len med luk­sus­var­er som kry­d­derier, porcelæn, silke, osv. En stor del af denne ’han­del’ var direk­te plyn­dring og udbyt­ning. Men den foregik i stor grad til søs og den mar­itime dom­i­nans fik der­for en øget betyd­ning.

Han­de­len med peber og andre kry­d­derier fra ori­en­ten havde altid været en ind­brin­gende for­ret­ning, som særligt de nordi­tal­ienske bystater tjente godt på som endesta­tio­nen for de kar­a­van­er, der bragte kry­d­derierne til Europa. Men da osman­nerne i 1453 ero­brede Kon­stan­tinopel, sat­te de sig på porten til østen og kon­trollen med både kar­a­vaneruterne og søve­jen. Det tvang på den ene side europæerne ud på en end­nu læn­gere og end­nu mere fare­fuld færd rundt om Afrikas horn, hvilket førte til opret­telsen af han­delssta­tion­er og kolo­niale poster på Afrikas kys­ter (som så også meget prak­tisk kunne bruges som slaves­ta­tion­er). På den anden side med­førte det også Christof­fer Colum­bus’ forsøg på at finde en anden rute til Indi­en, der som bek­endt i 1492 førte til opdagelsen af et nyt kon­ti­nent. Opdagelsen af det nye kon­ti­nent, og særligt de rige guld- og sølvmin­er, skabte en stor økonomisk og tankemæs­sig foran­dring i Europa.

Det spanske kolo­nial­styre og særligt dets behan­dling af de ikke-kristne ind­fødte førte til nogle af de første reflek­sion­er over hvad man nu kalder inter­na­tionale forhold. Siden Aris­tote­les havde man haft dok­tri­nen om det naturlige slaveri, hvilket naturligvis kunne appliceres på de lokale indi­anere. Ikke-kristne kunne man ikke han­dle eller indgå kon­trak­ter med, man kunne behan­dle dem som man ville og føre ret­færdig krig på den bag­grund, at de ikke var kristne. Den ind­still­ing blev udfor­dret af de jesuitiske tænkere kon­cen­tr­eret omkring uni­ver­sitet i Sala­man­ca i Spanien i løbet af 1500-tal­let. Tænkere som Fran­cis­co de Vito­ria, Domin­go de Soto og Fran­cis­co Suarez var alle kri­tiske, eller havde i hvert fald deres reser­va­tion­er over­for hvor­dan man behan­dlede de ind­fødte i Sydameri­ka. Sala­man­ca-skolens tænkn­ing kan således siges at være nogle af de første reflek­sion­er over forhold­et mellem og reg­u­lerin­gen af folkeslag af forskel­lig etnicitet, kul­tur og religiøs over­be­vis­ning. De er dermed de første ansatser til tanker om inter­na­tionale forhold, inter­na­tion­al ret og folk­eret – en tænkn­ing der netop var ans­poret af, at man nu i sti­gende grad havde kom­mer­cielle rela­tion­er til fremmede folkeslag, som krævede en gen­vur­der­ing af det aris­totelisk-kristne forhold til bar­bar­er og andre fremmede folkeslag.

Han­del­sre­la­tion­er havde længe eksis­teret også med ikke-kristne. Dette sås særligt i de ital­ienske bystaters han­del med nordafri­ka, som i høj grad udviklede sig fra aftaler om udvek­sling af krigs­fanger til han­del­saf­taler. Disse mere reg­ulerede møder med ikke-kristne og behovet for mere sta­bile kom­mer­cielle rela­tion­er gen­nemt­vang alt­så en gen­tænkn­ing af det aris­totelisk-kristne ver­dens­billede, hvor det civilis­erede, velordnede og kul­tiverede sam­fund var grund­lagt på den kristne tro. Her i rela­tion­erne med mellemøsten, nordafri­ka og Sydameri­ka stødte man på civilis­erede sam­fund med højt udviklede byer og et intellek­tuelt liv, der ikke var baseret på kris­ten­dom­men.

Territorial og maritim suverænitet

Der har altid været en stærk sam­men­hæng mellem poli­tiske, mil­itære og han­delsmæs­sige inter­ess­er. Og det gælder i høj grad også angående magten til vands. Trans­porten til søs var generelt let­tere og min­dre fare­fuld end vejen til lands – internt i lande på floder og også på de fare­fulde eks­pedi­tion­er over læn­gere dis­tancer.

Eng­lands vej til at blive en af de mest magt­fulde stater var fast forankret i deres mar­itime tra­di­tion. Lan­dets særlige poli­tiske udvikling kan fork­lares gen­nem dets geografiske posi­tion, hvor havet på den ene side betød et naturligt værn mod fjen­der, men hvor den lange kystlin­je også betød en bedre infra­struk­tur end hvad der på det tid­spunkt fandtes til lands. Eng­lands vej til at blive en europæisk stor­magt gik på den måde hov­ed­sageligt gen­nem deres mar­itime dom­i­nans, som blev grund­lagt gen­nem de ved­varende kampe om det han­delsmæs­sige herredømme. Det var kampe om havet og sejl­ruterne i det 17. og 18. århun­drede, der kul­minerede i det enorme kolo­niale imperi­um i det vic­to­ri­anske Eng­land.

Som nævnt var de europæiske stater i det 17. århun­drede ikke særligt velud­viklede admin­is­tra­tive eller mil­itære enhed­er. Krige blev ført af lejetrop­per på land­jor­den og til søs af pirater hyret som krigsskibe (som såkaldte fribyt­tere). En anden afgørende aktør var han­del­skom­pag­ni­et, som de europæiske stater på dette tid­spunkt benyt­tede sig af til at opnå herredøm­met til søs og til at tiltvinge sig de ind­brin­gende han­del­sruter. Det skulle også vise sig afgørende i diskus­sion­erne af magten til vands, da de fleste europæiske stater i løbet af det 17. århun­drede opret­tede deres egne kom­pag­nier for at etablere han­del og kolonier, samt bekrige andre nation­er, i fjerne områder. På den måde var der heller ikke nogen essen­tiel forskel på et krigsskib og et han­delsskib, da krig og han­del var to sider af samme sag. Begge havde brug for kanon­er til at bekæmpe pirater, lokale herskere eller europæiske konkur­renter, såv­el som til at tiltvinge sig adgang til han­de­len.

Den 31. decem­ber 1600 blev et af de første, og et der senere skulle blive et af de mest mag­fulde, opret­tet. The Gov­er­nor and Com­pa­ny of Mer­chants of Lon­don trad­ing into the East Indies, mere almin­deligt kaldet The Eng­lish East India Com­pa­ny fik i deres char­ter — et kon­geligt priv­i­legiebrev der var nød­vendigt for større for­sam­linger af men­nesker og organ­i­sa­tion­er for at eksis­tere — monopol på han­de­len med the East Indies, hvilket dækkede området fra Kap det Gode Håb på Afrikas syd­spids til Mag­el­lanstrædet i Chile. Udover monopol på han­de­len med dette enorme område fik kom­pag­ni­et også ret­ten til at have deres egen hær, at hånd­hæve krim­inel- og civ­il ret, fik lov at bygge fæst­ninger og forsvarsværk­er og ret til at føre krig og lave fred med ikke-kristne magth­a­vere. Senere fik det også ret­ten til at have sit eget flag og slå mønt. Disse befø­jelser blev kom­pag­ni­et tildelt for at beskytte de han­dlende og han­de­len mod andre europæiske kom­pag­nier, pirater og ikke mindst for at tiltvinge sig adgang til den lukra­tive han­del.

Sådanne han­del­skom­pag­nier med lig­nende befø­jelser og priv­i­legi­er blev i løbet af det 17. århun­drede opret­tet i stort alle de europæiske stater. Det mest magt­fulde i det 17. århun­drede var det Hol­landske Østindiske Kom­pag­ni  (Veerenigde Ost-Indis­che Com­pag­nie, VOC), der blev opret­tet i 1602. Hol­læn­derne var generelt mis­undt over hele Europa, for­di de som et lille land uden nævneværdig befolkn­ing, natur­res­sourcer eller indus­tri alligev­el for­måede at være en af de rigeste og mest mil­itært stærke nation­er. Et forhold som man ikke mindst så begrun­det i deres dom­i­nans til søs og over han­de­len.

Men Hol­lands, og VOCs, entré på og gen­nem havet krævede en vis teo­retisk under­bygn­ing, hvilket resul­terede i det mest berømte værk om ret­ten på havet, Hugo Grotius’ Mare Liberum (Det frie hav).

Hugo Grotius og terra nullius

Den 25. feb­ru­ar 1603 angreb og plyn­drede en af admi­ralerne i det Hol­landske Østindiske Kom­pag­ni det por­tugi­siske skib San­ta Cata­ri­na ud for Sin­ga­pores kyst. Da byt­tet fra ski­bet blev sol­gt i Ams­ter­dam i efteråret 1604 (trans­port­tiderne var lidt læn­gere den­gang) ind­bragte det 3,5 mil­lion­er gylden, hvilket var en enorm sum, men bestemt ikke ukarak­ter­is­tisk for hvad der blev han­dlet med i Sydøs­tasien på dette tid­spunkt. Det store beløb tiltrak sig da også en stor opmærk­somhed, og direk­tør­erne i kom­pag­ni­et følte sig således nød­saget til at fork­lare hvor­for man, uden at være blevet angre­bet, havde plyn­dret et andet skib (selvom det for­mentlig langt fra var unor­mal prak­sis). De hyrede der­for den på det tid­spunkt 21-årige Hugo Grotius (1583−1643) til at skrive et forsvar for angre­bet, men det blev aldrig udgivet. For­mentlig for­di det endte med at blive et langt og forholdsvis teknisk værk.

I 1609 var der dog gang i en række freds­forhan­dlinger mellem Kon­gen af Spanien og Por­tu­gal og De Forenede Ned­er­lande (det vi i dag kender som Hol­land). De Forenede Ned­er­lande var formelt under den spanske konge, men havde siden 1579 kæm­pet for uafhængighed. Ski­bet hol­læn­derne havde angre­bet var netop også por­tugi­sisk og Grotius’ værk havde således også været et forsøg på at afvise Por­tu­gal og Spaniens monopol på ver­den­shavene. Det var de nem­lig blevet tildelt i 1493, da Pave Alexan­der VI delte ver­den imellem dem. Det Østindiske Kom­pag­ni hyrede der­for igen Grotius til at genud­give noget af sit værk for at yde ind­fly­delse på de igangværende fred­forhan­dlinger, hvor kom­pag­ni­et naturligvis gerne ville have ind­ført nogle bestem­melser angående ret­ten til at han­dle og sejle frit på ver­den­shavene.

Selvom udgivelsen af vær­ket blev brem­set til efter forhan­dlingerne var ovre, er den anonymt udgivne lille afhan­dling Mare Liberum det nok mest afgørende bidrag angående ret­ten på haven. Skriftet, der alt­så var et forsøg på at legit­imere enhvers ret til at bruge havene, blev heftigt debat­teret og meget ind­fly­delses­rigt i de næste mange år. Det lagde yder­mere fun­da­mentet for al debat om ret på havet de næste 450 år.

I vær­ket fastlæg­ger Grotius først og fremmest, at por­tugis­erne ikke kunne have suverænitet over ter­ri­to­ri­erne i Sydøs­tasien med hen­vis­ning til, at disse lande allerede før por­tugis­erne kom der­til havde ret­mæs­sige herskere. Dermed fasthold­er Grotius også, at ikke-kristne kunne være legit­ime herskere, at man kunne indgå kon­trak­ter med dem og han­dle med dem, og dermed også at man ikke kunne føre krig mod dem eller ero­bre deres lande blot på den bag­grund, at de ikke var kristne. Et skifte til at anerk­ende de lokale herskeres legit­imitet var således også nød­vendigt for at kunne legit­imere og reg­ulere mere formelle han­del­sre­la­tion­er og aftaler.

Angående ret­ten til søs argu­menterede Grotius for, at havet er af den særlige karak­ter ikke at være nogens eksklu­sive ejen­dom. Ifølge Grotius var der intet der fra naturens hånd var pri­vat ejen­dom for­di Gud havde givet ver­den til men­nes­ket i fæl­lesskab. Men for sin egen selvo­prethold­elses skyld havde men­nesker dog ret til at tage visse ting i besid­delse og have det som pri­vat, eksklu­siv ejen­dom forud­sat at dette ikke skad­ede andre. Man havde alt­så ret­ten til pri­vate­jen­dom over det man havde taget i besid­delse og brugte. Men havet kunne ikke tages i besid­delse, opdyrkes eller bruges på samme måde som et stykke land, og man kunne ikke bygge noget på det for at afgrænse hvad der var éns eget. Ud over det argu­menterede Grotius for, at nogle ting kunne ejes eksklu­sivt af én per­son, nogle kunne ejes fælles af f.eks. en by eller en stat (som dermed eksklud­erede andre fra at bruge det), og så var der nogle ting som var skabt til men­neske­he­dens fælles brug. Disse ting var f.eks. sollys, luft og vand. Havet var, argu­menterede Grotius, netop også en sådan ting. Det var så stort at en enkelts brug af det, hvad enten det var for at sejle eller fiske, ikke udelukkede at andre kunne gøre det samme, som f.eks. opdyrknin­gen af en mark hin­drede at alle kunne leve af den.

Havet kunne alt­så ikke besid­des lige­som et ter­ri­to­ri­um kunne, og det kunne der­for ikke være ’nogens’. Havet var dermed det, man med en beteg­nelse fra latin kaldte ter­ra nul­lius, tomt land. Havet kon­stituerede der­for, med et begreb fra senere poli­tisk filosofi, en natur­til­stand, hvor der ikke var nogen uafhængig dom­mer og myn­dighed. Yder­mere var havet af en sådan karak­ter, at den enkeltes brug af det ikke hin­drede andres brug af det, og det var dermed udtryk for en vold­som ure­t­færdighed, når por­tugis­erne ville hin­dre hol­læn­derne i at sejle på det. Det var dermed hol­læn­dernes pligt at straffe por­tugis­erne som på denne måde overtrådte naturloven (netop ikke pos­i­tive lov eller civillov, som kræver en uafhængig døm­mende instans). Disse kon­cepter om naturlov og folk­eret blev alt­så udviklet i en kolo­nial og mar­itim kon­tekst, og blev sam­tidig brugt til at forsvare visse for­mer for kolo­nial han­del. Disse tidlige reflek­sion­er over inter­na­tionale forhold relaterede sig således også i udgangspunk­tet til forhold­et mellem europæiske nation­er over­for et kolo­nial fremmed.

Terra nullius og mare clausum

Begre­bet om ter­ra nul­lius skulle alt­så vise sig at have en stor ind­fly­delse på senere poli­tisk filosofi, og også i en kolo­nial kon­tekst. Den engelske filosof John Locke argu­menterede i kapi­tel 5 ’Om ejen­dom’ af sin Anden afhan­dling om styre­for­men fra 1690 netop for, at Gud havde givet jor­den til men­neske­he­den som fælle­se­jen­dom, men til brug for den flit­tige og for­nuftige. Gen­nem bru­gen og opdyrknin­gen af jor­den kunne man tage den i besid­delse, hvilket netop var et argu­ment, som Locke selv og mange andre brugte til at legit­imere deres kolonis­er­ing af Ameri­ka, hvor indi­an­erne, for­di de lev­ede som jæger-sam­lere, ikke havde opdyr­ket jor­den og dermed ikke kunne siges at være legit­ime ejere af den.

Mare Liberum blev som nævnt heftigt debat­teret og et af de første svar var skot­ten William Wel­wod, der argu­menterede for, at dele af havet sagtens kunne være under­lagt poli­tisk suverænitet. Skot­terne var særligt bekym­rede for silde­fisknin­gen i Nord­søen, som de søgte at holde for sig selv. Dette argu­ment skulle senere (1635) blive udbygget af englæn­deren John Selden i Mare Clausum (det lukkede hav), som netop igen søgte at påvise hvor­dan havet kunne være under en stats eksklu­sive autoritet. De to begre­ber Mare Liberum og Mare Clausum er som nævnt i dag stadig de grundlæggende begre­ber der benyttes når man taler om ret­ten på havet, hvor et land har autoritet, poli­tisk suverænitet og juris­dik­tion over et vist stykke af havet ud for dets kyst, Mare Clausum, mens det åbne hav er åbent for alle, Mare Liberum. Til at bestemme hvor Mare Clausum overgik til Mare Liberum oper­erede man med den såkaldte kanon­skud­sregel, der tilskrives hol­læn­deren Cor­nelius Bynker­shoek, hvor en stats juris­dik­tion over havet ud for dens kyst gælder indtil 3 sømil, den dis­tance en kanon kunne skyde.

Den fortsatte tvetydighed

Grotius’ lille skrift, og den efter­føl­gende debat, udgør alt­så på mange måder stadig grund­laget for vores tænkn­ing om ret­ten og magten til vands. Der er selvføl­gelig sket meget siden da, både prak­tisk og intellek­tuelt, men det 17. århun­drede kan stadig siges at være stedet for helt grundlæggende tænkn­ing om ikke bare magten til vands, men også forhold­et mellem de nydannede ter­ri­to­ri­al­stater.

Mare liberum, samt Grotius’ efter­føl­gende arbe­jde (De jure bel­lic ac pacis – Om kri­gens og fre­dens ret), lagde grund­ste­nen til dok­trinerne om inter­na­tion­al ret, folk­eret og inter­na­tion­al rela­tions. Det var på og gen­nem havet, at europæerne kom i kon­takt med fremmede folkeslag og kul­tur­er, som således pro­vok­erede en tankereak­tion i forhold til hvilke ret­tighed­er sådanne fremmede folk (og ikke-kristne) havde. Kunne man indgå kon­trak­ter med dem? Kunne man han­dle med dem? Kunne man uden videre føre ret­færdig krig mod dem? Kunne de være legit­ime herskere? Alle sådanne spørgsmål førte til en reflek­sion over forhold­et mellem folkeslag og nation­er. Eller for at være mere præ­cis, så førte det til tanker over forhold­et mellem Europa og ’de andre’. Opret­telsen af de suveræne ter­ri­to­ri­al­stater i løbet af det 17. århun­drede, som Den West­falske Fred fra 1648 i dag er sym­bo­l­et på, førte til et sys­tem af ligeværdi­ge stater i et internt ligevægts­forhold (i hvert fald formelt). Hvor sit­u­a­tio­nen de europæiske stater imellem var præget af ligeværdighed og anerk­endelse af hinan­dens suverænitet (igen: formelt set), var forhold­et mellem europæerne og de andre et helt andet. Den tidlige folk­eretslige og inter­na­tionale tra­di­tion vid­ner på den måde om et uligeværdigt forhold mellem europæerne og de andre, hvor der ikke var tvivl om, at europæerne var mere civilis­erede, men at det dog drejede sig om at udstikke nogle ret­ningslin­jer over for forhold­et til de fremmede. Så selvom Grotius’ skrifter var afgørende for denne tra­di­tion, vid­ner de stadig om den usikker­hed der lig­ger i de inter­na­tionale forhold. Havet var stadig en art natur­til­stand, et ter­ra nul­lius, hvor der ikke var nogen uafhængig dom­mer eller uafhængig instans til at mægle. I sid­ste ende var magt ret, og den stærkeste havde ret. Måske er det i virke­lighe­den denne arv som de tidlige ansatser til ret­ten til vands og inter­na­tion­al ret har givet videre til de mod­erne inter­na­tionale forhold.