Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik

Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik
Foto: Søren Solkær Star­bird

Teaterforestillingen Manifest 2083 om Anders Behring Breivik har mødt stor modstand og kritik. Siden det blev annonceret, at teaterinstruktøren Christian Lollike og skuespilleren Olaf Højgaard havde planer om at opsætte forestillingen, er den blevet beskyldt for at føre Anders Behring Breiviks sag. Baggrund har interviewet Christian Lollike og spurgt, hvorfor Manifest 2083 skulle opføres — og hvorfor det er nødvendigt at forstå Anders Behring Breivik.


Man­i­fest 2083 er opdelt i 21 korte scener. Forestill­in­gen er en doku­men­tarisk under­søgelse af Anders Behring Breiviks man­i­fest og måned­erne og ugerne op til mas­sakren på Utøya. Men det er sam­tidig også en under­søgelse af, hvor­dan det er muligt for teaterkun­sten at behan­dle og tilve­je­bringe en forståelse af Breivik og de radikale poli­tiske strømninger, han er inspir­eret af.

Skue­spilleren Olaf Høj­gaard vek­sler mellem at spille sig selv, imitere Breivik og spille Breivik. I en scene vis­er Høj­gaard, hvor­dan Breivik forsøgte at knuse gød­ningepiller til bomben, der sprang i Oslo. I en anden scene fortæller Høj­gaard, hvor­dan han isol­erede sig selv i en lej­lighed i et forsøg på at mime den samme form for selvradikalis­er­ing som Breivik.

Der er ganske få rekvisit­ter og stemn­ings­markør­er: mellem et udprint­et eksem­plar af Breiviks Man­i­fest 2083, musik­stykker som inspir­erede Breivik, pow­er­pointslides, et bord, en stol og et par man­nequin­dukker bevæger Høj­gaard sig ind og ud mellem overve­jelser over sin egen posi­tion som skan­di­navisk mand med et skan­di­navisk værdis­æt og Breiviks udvikling af sit man­i­fest.

Hov­ed­kri­tikken af forestill­in­gen har været, at den før­er Breiviks sag og er med til at sprede hans man­i­fests radikale tankesæt. Forestill­in­gen er sam­tidig blevet kri­tis­eret for at rode hen­synsløst rundt i en nation­al tragedie.

Under­ve­js i forestill­in­gen stiller Høj­gaard spørgsmålet: “Er jeg bare Anders Behring Breiviks nyt­tige idiot?”. Forestill­in­gen lad­er spørgsmålet stå ubesvaret hen. Vi vil finde ud af, om Chris­t­ian Lol­like og Olaf Høj­gaard bare er Anders Behring Breiviks nyt­tige idiot­er.

Manifestet

Bag­grund: Hvor lang tid efter den 22. juli beg­y­n­dte I at arbe­jde på stykket?



Chris­t­ian Lol­like: Olaf og jeg mødtes i beg­y­n­delsen af august for at tale om et eventuelt samar­be­jde. Vi havde et pro­jekt, som vi ikke rigtig vid­ste, hvor­dan vi skulle komme videre med. Vi kom til at tale om den 22. juli. Det viste sig, at Olaf havde down­load­et Man­i­fest 2083. Vi aftalte at beg­y­n­de at læse det og mødtes en uge senere. På det næste møde aftalte vi at læse mere. På det tred­je møde aftalte vi at lave work­shops. Det vil sige, at Olaf skulle prøve at “spille” tek­sten. Vi ville se, hvad hans krop kunne fortælle om tek­sten. Om vi kunne få en fornem­melse af Anders Behring Breivik stemme. På det tid­spunkt var der jo ingen der vid­ste, hvor­dan han talte. Han blev frem­stil­let som et mon­ster.

Cir­ka fire uger efter det første møde tog vi beslut­nin­gen om at lave en forestill­ing — eller en scenisk under­søgelse af tek­sten. Vi oplevede, at det billede vi fik af Breivik ved at stå på gul­vet med tek­sten kunne blive en bidrag til forståelsen af ham — og det tankesæt, han er en del af. Med andre ord blev store dele af det første halve år lavet ud fra en tese om, at Breivik var mere rationel end han blev frem­stil­let. Vi var skep­tiske over­for den første rap­port fra ret­sp­syki­ater­ne.

Bag­grund: Hvilke prob­le­mer stødte I først på?

Chris­t­ian Lol­like: At der var så afsindigt meget tekst, og at der er store forskel­lighed­er i mate­ri­alet. Det vil sige, noget er klogt, nøgternt og andet virk­er som om det er skrevet af en van­vit­tig mand. Dog er selv kom­po­si­tio­nen forholdsvis strin­gent, logisk, kon­sekvent. Så det første prob­lem var, hvilke tek­ster vi skulle vælge.

Bag­grund: Havde I nogle overve­jelser eller prob­le­mer, som I blev ved med at vende tilbage til? En slags gordisk knude, som I ikke kunne løse?

Chris­t­ian Lol­like: Egentlig ville vi have pro­duc­eret forestill­in­gen før retssagen, men det kunne ikke lade sig gøre af økonomiske årsager. Den skulle egentlig have haft pre­miere i jan­u­ar. Vi søgte penge fra Scenekun­studval­gets Aktu­alitet­spul­je, men fik dem ikke, så vi var nødt til at skyde pre­mieren. Det betød at retssagen gik i gang og den ændrede på mange måder alt.

Tek­studvæl­gelsesprocessen fort­sat­te frem til pre­mieren. Og det blev ikke nem­mere ved at vi beslut­tede at tage mate­ri­ale fra retssagen med. Det var det første prob­lem. Det andet prob­lem lig­ger i for­læn­gelse af det første prob­lem. Folk, ver­den, blev vidne til et medieshow uden side­stykke. Det var live-teater dagligt med en fan­tastisk aut­en­tisk skue­spiller. Han pro­duc­erede nyt mate­ri­ale. Folk lærte ham at kende. Jeg havde hele tiden en følelse af at skulle beskrive noget, der fly­t­tede sig. Han for­måede jo at frem­stå mys­tisk og i en vis for­stand ube­gri­belig.

Bag­grund: Der er en scene, hvor Olaf Høj­gaard spiller en skolelær­er, som står foran en tavle og i punk­t­form frem­læg­ger den europæiske borg­erkrigs tre fas­er som for­muleret i Anders Behring Breiviks man­i­fest. Den slut­ter med, at lær­eren bliv­er skudt. Hvilken funk­tion har denne scene i forestill­in­gen?

Chris­t­ian Lol­like: Sce­nen har flere funk­tion­er. For det første fortæller den om, hvor­for Man­i­festet hed­der 2083, og den fortæller med Breiviks ord, hvor­dan han forestiller sig kri­gen. Under­ve­js bliv­er Olaf skudt og “liv­er” op igen. Det vil sige at sce­nen bliv­er både komisk, grotesk og uhyggelig. Det er sådan, jeg oplevede den del af man­i­festet, da jeg læste det første gang.

Europæisk radikalitet

Bag­grund: Hvor­for var det nød­vendigt for dig at invol­vere dig?

Chris­t­ian Lol­like: For det første da jeg læste Man­i­festet og oplevede, at den måde han blev frem­stil­let på, ikke stemte overens med sand­he­den. Skan­di­navien, og Norge i særde­leshed, havde behov for at frem­stille ham som van­vit­tig. Og det fandt jeg fork­ert. For det andet, da vi først fik en fornem­melse af, at han var poli­tisk tænk­ende og at hans tanker ikke var orig­i­nale, men en del af et tankesæt, der i større og større grad sæt­ter sig igen­nem i Europa.

Det er de to hov­ed­grunde til, at jeg måtte invol­vere mig. Jeg har jo i det meste af det, jeg har lavet, forsøgt at give det, “vi” gerne vil kalde for umen­neske­ligt, et sprog hvorigen­nem de såkaldt “men­neske­lige” kan komme til at iden­ti­fi­cere sig med det/ham/hende. Der­for val­gte jeg en til­gang, der trods sin kølighed (sin fore­drags­for­m/lec­tureper­for­mance-stil) har til for­mål at udviske skel­let mellem Olaf og Breivik.

Det vil sige helt konkret at gøre pub­likum trygge ved Olaf, således at de via ham kan iden­ti­fi­cere sig med Breivik. På den måde forsøger vi at mime den bevægelse, Breivik selv har fore­taget. Bevægelsen fra at være et almin­delig vel­fun­gerende men­neske til at vælge at blive en anden karak­ter. Hans selvpåførte manip­u­la­tion. For mig var det inter­es­sante og uhyggelig ved retssagen Breiviks evne til at jus­tere sig tilbage til en genk­endelig virke­lighed.

Bag­grund: Du sagde før, at I var skep­tiske over­for ret­sp­syki­ater­nes første rap­port og at det var prob­lema­tisk at rubricere ham som van­vit­tig. Hvor­for ville du udfor­dre fagspe­cial­is­ternes diag­nose? Hvad var din dom?

Chris­t­ian Lol­like: Jeg turde ikke fælde nogen dom, men blev imens jeg sad med mate­ri­alet, hele tiden over­ras­ket over, at det ikke forekom mig så sindssygt. Jeg havde en fornem­melse af, at der var et stort pres på at få ham stem­plet som irra­tionel eller syg. Jeg kan huske, at jeg — da den første psyki­a­triske diag­nose faldt — fik at vide, at nu var der ingen grund til at lave pro­jek­tet. Under­forstået: et para­noid­ski­zofrent men­neske kan ikke han­dle rationelt og kan der­for ikke ses som et udtryk for en ten­dens. Det men­er jeg OGSÅ er en prob­lema­tisk logik. Der­for beslut­tede vi at fort­sætte.

“Ud af selvgodhedens hellighed”

Bag­grund: Hvor­for skal han være men­neske og hvor­for skal vi forstå ham?

Chris­t­ian Lol­like: Det er en af vejene ud af selv­god­he­dens hel­lighed… ups, jeg har en rem af huden selv. Det er den uhyggelig selverk­endelse, som jeg altid er optaget af. Afmys­ti­fi­cerin­gen er vigtig. Forståelsen af at se ham som en del af noget større og ikke som et isol­eret sygt til­fælde.

Bag­grund: Du siger, at I brugte, hvad du kalder kølige frem­still­ings­former til at udviske skel­let mellem Anders Behring Breivik og Olaf Høj­gaard. Hvor­dan kan det kølige, dis­tancerede vise os det men­neske­lige?

Chris­t­ian Lol­like: Med ‘kølige’ mente jeg nok bare gen­ren lec­ture-per­for­mance. Jeg tror, at Olaf Høj­gaard-fig­uren (og fore­drags­for­men) blev brugt til at skabe tryghed. Denne tryghed udviskes i takt med, at man som pub­likum bliv­er i tvivl om, hvornår han spiller Breivik og hvornår han er (spiller) sig selv.

Bag­grund: Vi forstår jeres forestill­ing som et forsøg på at genind­skrive Anders Behring Breivik i den fælles his­to­rie. Mediernes dæmonis­er­ing var med­virk­ende til at eksklud­ere Anders Behring Breivik fra det sam­fundsmæs­sige. Jeres forestill­ing synes at tvinge ham ind i his­to­rien og sam­fun­det igen ved at betragte ham som et men­neske. Kan man forstå jeres forestill­ing som et forsøg på at genind­skrive Anders Behring Breivik i vores fælles his­to­rie?

Chris­t­ian Lol­like: Ja, helt afgjort.

Bag­grund: Du siger i et inter­view med Poli­tiken, at du men­er, stykket er en demokratisk forplig­telse. Hvad forpligter dig?

Chris­t­ian Lol­like: Ja, det bliv­er hur­tigt selvhøjtideligt, men jeg synes det er vigtigt at scenekun­st — og kun­st — og vi alle forsøger at sætte os ind i, hvor­for og hvor­dan der udvikles radikale posi­tion­er. Det vil sige at forstå, hvor­for den type fortællinger har så stærk en tiltrækn­ingskraft. Det føler jeg mig en forplig­telse til at forsøge at forstå.

Bag­grund: Hvor­for var jeres teater­stykke ikke bare en del af mediernes teater?

Chris­t­ian Lol­like: Det var det også. Det blev det. Det kunne det ikke undgå at blive.

Scroll til toppen