Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik

Teaterforestillingen Manifest 2083 om Anders Behring Breivik har mødt stor modstand og kritik. Siden det blev annonceret, at teaterinstruktøren Christian Lollike og skuespilleren Olaf Højgaard havde planer om at opsætte forestillingen, er den blevet beskyldt for at føre Anders Behring Breiviks sag. Baggrund har interviewet Christian Lollike og spurgt, hvorfor Manifest 2083 skulle opføres – og hvorfor det er nødvendigt at forstå Anders Behring Breivik.

Manifest 2083 er opdelt i 21 korte scener. Forestillingen er en dokumentarisk undersøgelse af Anders Behring Breiviks manifest og månederne og ugerne op til massakren på Utøya. Men det er samtidig også en undersøgelse af, hvordan det er muligt for teaterkunsten at behandle og tilvejebringe en forståelse af Breivik og de radikale politiske strømninger, han er inspireret af.

Skuespilleren Olaf Højgaard veksler mellem at spille sig selv, imitere Breivik og spille Breivik. I en scene viser Højgaard, hvordan Breivik forsøgte at knuse gødningepiller til bomben, der sprang i Oslo. I en anden scene fortæller Højgaard, hvordan han isolerede sig selv i en lejlighed i et forsøg på at mime den samme form for selvradikalisering som Breivik.

Der er ganske få rekvisitter og stemningsmarkører: mellem et udprintet eksemplar af Breiviks Manifest 2083, musikstykker som inspirerede Breivik, powerpointslides, et bord, en stol og et par mannequindukker bevæger Højgaard sig ind og ud mellem overvejelser over sin egen position som skandinavisk mand med et skandinavisk værdisæt og Breiviks udvikling af sit manifest.

Hovedkritikken af forestillingen har været, at den fører Breiviks sag og er med til at sprede hans manifests radikale tankesæt. Forestillingen er samtidig blevet kritiseret for at rode hensynsløst rundt i en national tragedie.

Undervejs i forestillingen stiller Højgaard spørgsmålet: “Er jeg bare Anders Behring Breiviks nyttige idiot?”. Forestillingen lader spørgsmålet stå ubesvaret hen. Vi vil finde ud af, om Christian Lollike og Olaf Højgaard bare er Anders Behring Breiviks nyttige idioter.

Manifestet

Baggrund: Hvor lang tid efter den 22. juli begyndte I at arbejde på stykket?



Christian Lollike: Olaf og jeg mødtes i begyndelsen af august for at tale om et eventuelt samarbejde. Vi havde et projekt, som vi ikke rigtig vidste, hvordan vi skulle komme videre med. Vi kom til at tale om den 22. juli. Det viste sig, at Olaf havde downloadet Manifest 2083. Vi aftalte at begynde at læse det og mødtes en uge senere. På det næste møde aftalte vi at læse mere. På det tredje møde aftalte vi at lave workshops. Det vil sige, at Olaf skulle prøve at “spille” teksten. Vi ville se, hvad hans krop kunne fortælle om teksten. Om vi kunne få en fornemmelse af Anders Behring Breivik stemme. På det tidspunkt var der jo ingen der vidste, hvordan han talte. Han blev fremstillet som et monster.

Cirka fire uger efter det første møde tog vi beslutningen om at lave en forestilling – eller en scenisk undersøgelse af teksten. Vi oplevede, at det billede vi fik af Breivik ved at stå på gulvet med teksten kunne blive en bidrag til forståelsen af ham – og det tankesæt, han er en del af. Med andre ord blev store dele af det første halve år lavet ud fra en tese om, at Breivik var mere rationel end han blev fremstillet. Vi var skeptiske overfor den første rapport fra retspsykiaterne.

Baggrund: Hvilke problemer stødte I først på?

Christian Lollike: At der var så afsindigt meget tekst, og at der er store forskelligheder i materialet. Det vil sige, noget er klogt, nøgternt og andet virker som om det er skrevet af en vanvittig mand. Dog er selv kompositionen forholdsvis stringent, logisk, konsekvent. Så det første problem var, hvilke tekster vi skulle vælge.

Baggrund: Havde I nogle overvejelser eller problemer, som I blev ved med at vende tilbage til? En slags gordisk knude, som I ikke kunne løse?

Christian Lollike: Egentlig ville vi have produceret forestillingen før retssagen, men det kunne ikke lade sig gøre af økonomiske årsager. Den skulle egentlig have haft premiere i januar. Vi søgte penge fra Scenekunstudvalgets Aktualitetspulje, men fik dem ikke, så vi var nødt til at skyde premieren. Det betød at retssagen gik i gang og den ændrede på mange måder alt.

Tekstudvælgelsesprocessen fortsatte frem til premieren. Og det blev ikke nemmere ved at vi besluttede at tage materiale fra retssagen med. Det var det første problem. Det andet problem ligger i forlængelse af det første problem. Folk, verden, blev vidne til et medieshow uden sidestykke. Det var live-teater dagligt med en fantastisk autentisk skuespiller. Han producerede nyt materiale. Folk lærte ham at kende. Jeg havde hele tiden en følelse af at skulle beskrive noget, der flyttede sig. Han formåede jo at fremstå mystisk og i en vis forstand ubegribelig.

Baggrund: Der er en scene, hvor Olaf Højgaard spiller en skolelærer, som står foran en tavle og i punktform fremlægger den europæiske borgerkrigs tre faser som formuleret i Anders Behring Breiviks manifest. Den slutter med, at læreren bliver skudt. Hvilken funktion har denne scene i forestillingen?

Christian Lollike: Scenen har flere funktioner. For det første fortæller den om, hvorfor Manifestet hedder 2083, og den fortæller med Breiviks ord, hvordan han forestiller sig krigen. Undervejs bliver Olaf skudt og “liver” op igen. Det vil sige at scenen bliver både komisk, grotesk og uhyggelig. Det er sådan, jeg oplevede den del af manifestet, da jeg læste det første gang.

Europæisk radikalitet

Baggrund: Hvorfor var det nødvendigt for dig at involvere dig?

Christian Lollike: For det første da jeg læste Manifestet og oplevede, at den måde han blev fremstillet på, ikke stemte overens med sandheden. Skandinavien, og Norge i særdeleshed, havde behov for at fremstille ham som vanvittig. Og det fandt jeg forkert. For det andet, da vi først fik en fornemmelse af, at han var politisk tænkende og at hans tanker ikke var originale, men en del af et tankesæt, der i større og større grad sætter sig igennem i Europa.

Det er de to hovedgrunde til, at jeg måtte involvere mig. Jeg har jo i det meste af det, jeg har lavet, forsøgt at give det, “vi” gerne vil kalde for umenneskeligt, et sprog hvorigennem de såkaldt “menneskelige” kan komme til at identificere sig med det/ham/hende. Derfor valgte jeg en tilgang, der trods sin kølighed (sin foredragsform/lectureperformance-stil) har til formål at udviske skellet mellem Olaf og Breivik.

Det vil sige helt konkret at gøre publikum trygge ved Olaf, således at de via ham kan identificere sig med Breivik. På den måde forsøger vi at mime den bevægelse, Breivik selv har foretaget. Bevægelsen fra at være et almindelig velfungerende menneske til at vælge at blive en anden karakter. Hans selvpåførte manipulation. For mig var det interessante og uhyggelig ved retssagen Breiviks evne til at justere sig tilbage til en genkendelig virkelighed.

Baggrund: Du sagde før, at I var skeptiske overfor retspsykiaternes første rapport og at det var problematisk at rubricere ham som vanvittig. Hvorfor ville du udfordre fagspecialisternes diagnose? Hvad var din dom?

Christian Lollike: Jeg turde ikke fælde nogen dom, men blev imens jeg sad med materialet, hele tiden overrasket over, at det ikke forekom mig så sindssygt. Jeg havde en fornemmelse af, at der var et stort pres på at få ham stemplet som irrationel eller syg. Jeg kan huske, at jeg – da den første psykiatriske diagnose faldt – fik at vide, at nu var der ingen grund til at lave projektet. Underforstået: et paranoidskizofrent menneske kan ikke handle rationelt og kan derfor ikke ses som et udtryk for en tendens. Det mener jeg OGSÅ er en problematisk logik. Derfor besluttede vi at fortsætte.

“Ud af selvgodhedens hellighed”

Baggrund: Hvorfor skal han være menneske og hvorfor skal vi forstå ham?

Christian Lollike: Det er en af vejene ud af selvgodhedens hellighed… ups, jeg har en rem af huden selv. Det er den uhyggelig selverkendelse, som jeg altid er optaget af. Afmystificeringen er vigtig. Forståelsen af at se ham som en del af noget større og ikke som et isoleret sygt tilfælde.

Baggrund: Du siger, at I brugte, hvad du kalder kølige fremstillingsformer til at udviske skellet mellem Anders Behring Breivik og Olaf Højgaard. Hvordan kan det kølige, distancerede vise os det menneskelige?

Christian Lollike: Med ‘kølige’ mente jeg nok bare genren lecture-performance. Jeg tror, at Olaf Højgaard-figuren (og foredragsformen) blev brugt til at skabe tryghed. Denne tryghed udviskes i takt med, at man som publikum bliver i tvivl om, hvornår han spiller Breivik og hvornår han er (spiller) sig selv.

Baggrund: Vi forstår jeres forestilling som et forsøg på at genindskrive Anders Behring Breivik i den fælles historie. Mediernes dæmonisering var medvirkende til at ekskludere Anders Behring Breivik fra det samfundsmæssige. Jeres forestilling synes at tvinge ham ind i historien og samfundet igen ved at betragte ham som et menneske. Kan man forstå jeres forestilling som et forsøg på at genindskrive Anders Behring Breivik i vores fælles historie?

Christian Lollike: Ja, helt afgjort.

Baggrund: Du siger i et interview med Politiken, at du mener, stykket er en demokratisk forpligtelse. Hvad forpligter dig?

Christian Lollike: Ja, det bliver hurtigt selvhøjtideligt, men jeg synes det er vigtigt at scenekunst – og kunst – og vi alle forsøger at sætte os ind i, hvorfor og hvordan der udvikles radikale positioner. Det vil sige at forstå, hvorfor den type fortællinger har så stærk en tiltrækningskraft. Det føler jeg mig en forpligtelse til at forsøge at forstå.

Baggrund: Hvorfor var jeres teaterstykke ikke bare en del af mediernes teater?

Christian Lollike: Det var det også. Det blev det. Det kunne det ikke undgå at blive.