Vidensprocesser i humanistiske forskningsmiljøer

De sidste 15 år har et nytteorienteret og økonomisk videnskabsideal hersket. Den humanistiske forskning på universiteterne har været offer for mistillid og dårlige forhold. Ikke desto mindre er ledigheden blandt humanistiske kandidater stort set halveret i de seneste ti år, og videnssamfundet efterspørger i stigende grad humanioras hjælp til at forstå brudfænomener som Det Arabiske Forår og Anders Breiviks massakre. David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt beskriver, hvordan man kan kortlægge humanvidenskaberne og bedre få gavn af deres indsigter i videnssamfundet. Artiklen har tidligere været bragt i Salon 55 #2.

Efter i en årrække at have oplevet en legit­imitet­skrise er human­io­ra på vej tilbage på dag­sor­de­nen som en cen­tral med­spiller i det danske videnssam­fund. Forskn­ing og uddan­nelse i human­io­ra er det grund­lag, ud fra hvilket naturv­i­den­skab, med­i­cin og teknolo­gi kan bidrage til at løse sam­fun­dets udfor­dringer. Inno­va­tion og vækst kræver fornyet forståelse for værdier, indi­vider, kul­tur­er, adfærd og insti­tu­tion­er. Her kan human­io­ra spille en cen­tral rolle.

I disse år åbn­er de human­is­tiske fakul­teter sig stadig mere mod det omgivende sam­fund. Flere og flere human­is­tiske kan­di­dater find­er ansæt­telse i pri­vate og offentlige virk­somhed­er. Akademik­ernes Cen­tralor­gan­i­sa­tion offentlig­gjorde for nylig beskæftigelses­tal fra 2011, der vis­er, at ledighe­den blandt nyud­dannede human­is­ter på tværs af faglige udsv­ing faldt fra 45 pct. til 20 pct. mellem 2002 og 2011, imens human­is­ternes sam­lede ledighed faldt fra 8,3 til 4,6 pct. i samme peri­ode. Et niveau, der svar­er til andre akademiske grup­per. Det punk­ter­er en vigtig myte. Nem­lig at det human­is­tiske arbe­jds­marked langt fra er så kon­junk­turbestemt, som det ofte antages. Den økonomiske krise har ikke skabt større ledighed blandt human­is­ter, tvær­ti­mod.

Det inter­es­sante spørgsmål er, om det klas­siske human­io­ra har ændret sig i forhold til sam­fun­dets behov. Eller om sam­fun­det i stedet er kom­met tæt­tere på human­io­ra i sin efter­spørgsel efter viden og uddan­nelse. Human­is­tisk forskn­ing og uddan­nelse er selvføl­gelig ikke sta­tisk. De human­is­tiske dis­ci­plin­er ændr­er sig i takt med, at ny viden opbygges og gam­mel viden opsam­les eller udskiftes. Alligev­el er der en række viden­sprocess­er i de human­is­tiske dis­ci­plin­er, der ikke læn­gere kun efter­spørges i forskn­ing og gym­nasie­un­dervis­ning, men er blevet nød­vendi­ge ressourcer i løs­nin­gen af nuti­dens udfor­dringer.

Sådanne kom­pe­tencer omfat­ter bl.a. kom­mu­nika­tion, ana­lytiske egen­sk­aber, effek­tiv videns­del­ing og fokus på resul­tater. Men de omfat­ter sam­tidig et sti­gende fokus på at forstå de afgørende økonomiske, sociale og poli­tiske prob­le­mer – og deres løs­ning – som drevet af men­neske­lige fak­tor­er. Når vi taler om de store kris­er i vores samtid: ter­rorkrisen, kli­makrisen, Muhammed­krisen, finan­skrisen, ledelseskrisen, ånd­skrisen, velfærd­skrisen, den moralske krise og så videre – er det fælles for dem alle, at men­nes­ket står i cen­trum, både som med­virk­ende årsag og som eneste løs­ning.

Der er stærke argu­menter for, at økono­mi og teknolo­gi er util­strække­lige som fork­lar­ingskat­e­gori­er, når vi vil forstå de aller­mest cen­trale kon­flik­ter og begiven­hed­er i samti­den. Det Ara­biske Forår, optø­jerne i Lon­don, eller Anders Breiviks myrderier i Oslo er alle eksem­pler på fænomen­er, hvis årsag og sam­men­hænge skal søges inden for den human- og sam­fundsv­i­den­sk­a­belige forskn­ing. Poli­tikere, jour­nal­is­ter og borg­ere stiller sig ofte uforstående og fremmedgjorte over­for disse begiven­hed­er. Men fænomen­ernes fork­lar­ing og årsag kan find­es i de human­is­tiske viden­sk­aber, der sys­tem­a­tisk under­søger men­nes­kets mar­gin­alis­er­ing og polaris­er­ing, oplysning, sprog og tra­di­tion­er, ide­olo­gi og tænkn­ing.

Lidt uforståeligt har der været en mærke­lig sygelig, for­sim­plet til­gang til human­io­ra de sid­ste mange år, der gør, at human­io­ras bidrag til sam­fun­det ikke altid ind­drages i vur­derin­gen af de human­is­tiske insti­tu­tion­er. Som Hans Fink ple­jer at sige, har human­io­ras krise været et standende tema til debat i det mind­ste siden 1960’erne. En del af denne krise skyldes forskel­lige kom­plicerede viden­sk­ab­ste­o­retiske udviklinger, hvo­raf nogle har været motiveret af human­io­ras egen selv­forståelse. En række af de klas­siske forsøg på at forstå human­io­ra har fokuseret på human­is­tiske særtræk snarere end de store fællesmængder med de andre viden­sk­a­belige dis­ci­plin­er. Wil­helm Diltheys idé om naturv­i­den­sk­aben som fork­lar­ing over for humanv­i­den­sk­abernes forståelse – og nykan­tian­ernes ide om ”nomotetiske” (lovop­stil­lende) viden­sk­aber over for ”idio­grafiske” (enkelt­til­fælde) viden­sk­aber, har bidraget til et unød­vendigt dual­is­tisk billede af human­io­ra.

En rimelig hypotese imod denne stærke dual­isme er, at der find­es forståelse såv­el som fork­lar­ing inden for alle dis­ci­plin­er. Det, der adskiller human­io­ra fra social- og naturv­i­den­sk­aberne er snarere forskel­lige per­spek­tiv­er på den samme virke­lighed samt forskel­li­gart­ede inter­ess­er i de fore­liggende gen­stands­fel­ter. Ser vi for eksem­pel på fork­lar­ings­be­gre­bet, er det oplagt, at der find­es forskel­lige fork­laringer, der knyt­ter sig til de forskel­lige domæn­er (eller region­alon­tolo­gi­er). Kausale fork­laringer er typiske for naturv­i­den­sk­aben, hvor det drejer sig om at forstå naturens mest grundlæggende lovmæs­sighed­er og årsags­forhold. Fork­laringer begrænser sig imi­dler­tid ikke til årsags­fork­laringer. Sam­fundsv­i­den­sk­aberne anven­der for eksem­pel struk­turelle fork­laringer. Og de human­is­tiske dis­ci­plin­er benyt­ter alle disse fork­laringer – samt inten­tionelle fork­laringer – som en måde at give empirien (tek­ster, myter, arte­fak­ter, religiøse prak­siss­er) mening. Den generelle pointe er, at human­io­ras beskæftigelse med men­nes­kets inten­tion­er og forestill­inger gør det umuligt at dis­pensere fra inten­tionelle fork­laringer.

Nogle viden­sk­aber er mere grundlæggende end andre. Soci­olo­gi forud­sæt­ter for eksem­pel fysik, ikke omvendt. Men det er en fejl­t­agelse at tro, at de forskel­lige virke­lighed­sniveauer kan reduc­eres til hinan­den. Det har været forsøgt uden held for eksem­pel i fysikalis­men, der hævder, at alle højere virke­lighed­sniveauer skal reduc­eres til fysik. Eller i socialkon­struk­tivis­men, der hævder, at den sociale virke­lighe­den bestem­mer al viden om (og i visse radikale udgaver selve struk­turen i) den fysiske virke­lighed. Begge stand­punk­ter plac­er­er human­io­ra i en uforde­lagtig posi­tion: hvad der ikke er atom­er, molekyler og gen­er, er kul­tur­er, sam­fund og klass­er. Enten er men­nes­ket bestemt af sin fysik og biolo­gi eller det er deter­mineret af sin kul­tur. Kon­tra­pres­set på human­io­ra fra både naturv­i­den­sk­aberne og sam­fundsv­i­den­sk­aberne har sam­men med human­io­ras selv­val­gte iso­la­tion der­for givet anled­ning til en his­torisk krise. Som Hans Hauge beskrev i SALON 55 #1, har en række reduk­tion­is­tiske forskn­ingsstrate­gi­er vun­det udbre­delse under over­skrifter som biokul­tur­al­isme, evo­lu­tion­sp­sykolo­gi og neu­roæstetik. De lover at kunne fork­lare men­neske­lig erk­endelse, adfærd, kun­st og kom­mu­nika­tion ved hjælp af naturv­i­den­sk­abens kausale fork­laringer (og tager udgangspunkt i et rit­uelt opgør med tra­di­tionelle human­is­tiske viden­sk­ab­ste­ori­er). Men disse strate­gi­er overs­er for det meste, at inten­tionelle beskriv­elser og ter­mer er en uudry­d­delig del af det at være men­neske. Human­io­ra relater­er sig i bety­delig grad til det vok­ab­u­lar, som men­nes­ket forstår sig selv igen­nem og bruger til at beskrive sine gøremål. Og det vil netop aldrig kunne reduc­eres til neu­rop­sykolo­gi – eller for den sags skyld kul­turelle og soci­ol­o­giske deter­mi­nan­ter.

Human­io­ras vej ud af sin krise er ikke en assim­i­la­tion med mode­strømninger i natur- og sam­fundsv­i­den­sk­aberne, men en stærk beton­ing af plu­ral­isme og anti-reduk­tion­isme. Kun ved at tilskrive forskel­lige per­spek­tiv­er, mod­eller og ontolo­gi­er en rel­a­tiv autono­mi er det muligt at iden­ti­fi­cere det viden­sk­a­belige ind­hold på tværs af forskn­ingsmæs­sige hov­e­dom­råder. Dette skal nu forstås rigtigt. De mange krav, der stilles til uni­ver­siteterne om mere tværfaglig og trans­dis­ci­plinær forskn­ing, rum­mer et vigtigt poten­tiale for human­io­ra. Efter­spørgslen efter human­is­tiske per­spek­tiv­er inden for naturv­i­den­skab, sund­hed og teknolo­gi rum­mer mange mulighed­er. Human­is­ter arbe­jder i sti­gende grad med pro­jek­ter om dig­i­talis­er­ing, ret­færdighed i sund­hedssys­temet, infor­ma­tion­skaskad­er, osv. Men hvis human­io­ra ikke skal reduc­eres til et appendiks eller sæt af hjæl­pedis­ci­plin­er, er det nød­vendigt med en til­gang til men­nes­ket, der ikke er reduk­tion­is­tisk.

Det sid­ste vanske­lig­gøres imi­dler­tid ikke kun af udviklin­gen internt i human­is­tisk viden­sk­ab­ste­ori. Også i den offi­cielle poli­tiske epis­te­molo­gi har der været en række ten­denser, der gør det vanske­ligt at doku­mentere human­io­ras bidrag til sam­fun­det. Inden for de sen­este års uni­ver­sitet­spoli­tik har fokus været på tra­di­tionelle indika­tor­er for vidensspred­ning som inter­na­tionale pub­lika­tion­er, paten­ter og erhvervs­samar­be­jde. Inden for denne forståelses­ramme er det vanske­ligt at se, hvor­dan nye human­is­tiske tanker udvikles og bidrager til at stim­ulere den offentlige debat og de offentlige insti­tu­tion­er. Her er det vigtigt ikke at overse, at inter­na­tionale pub­lika­tion­er ikke er det eneste pro­dukt, som human­io­ra skaber. Danske human­is­tiske forskere pub­licer­er markant i engel­sksprog­ede fagfællebedømte tidsskrifter (og tager man stør­relses­forhold­et i indtægter med i betragt­ning, klar­er dan­sk human­io­ra sig godt i sam­men­lign­ing med sam­fundsv­i­den­skab og de teknisk-naturv­i­den­sk­a­belige områder).

Fagfællebedømt forskn­ing udgør kun én opgave, som human­is­tiske forskere skal vare­tage. Der eksis­ter­er mange ligestillede opgaver, der er cen­trale for uni­ver­siteternes og sam­fun­dets virke. Human­io­ra beskæftiger sig med udviklin­gen og forståelsen af men­nesker, stater, sam­fund, insti­tu­tion­er, sprog, kul­tur­er og sam­spillet mellem disse. Disse forhold vari­er­er naturligvis fra land til land. Områder, der har rel­e­vans for dan­sk, skan­di­navisk eller europæisk human­io­ra, har ikke nød­vendigvis samme rel­e­vans for amerikanske eller aus­tralske forskere. Og forskere fra disse områder vil typisk have vanske­ligere ved at pub­licere deres resul­tater i de mest efter­tragt­ede amerikanske tidsskrifter. Af denne grund kan man ikke forud­sætte, at kvaliteten af dan­sk human­io­ra alene svar­er til antallet af inter­na­tionale pub­lika­tion­er, netop for­di kvalitet og rel­e­vans ikke er det samme.

Kvalitet i human­is­tisk forskn­ing er at levere nye orig­i­nale forskn­ings­bidrag. Her kan forskn­ing i den skan­di­naviske velfærds­stat eller i Kierkegaards værk­er være afgørende for erk­endelsen inden for et område og bidrage til viden­sop­bygn­ing om forhold, der først og fremmest er relateret til det danske sam­fund og en dan­sk offent­lighed. Human­is­ter der alene ori­en­ter­er sig mod inter­na­tion­al pub­licer­ing, risik­er­er at under­op­fylde deres forplig­telse som bidragy­dere til det omgivende sam­fund. De udforsker kun de sam­men­hænge, som et inter­na­tion­alt pub­likum er inter­esseret i uden at bidrage til den debat­terende poli­tiske offent­lighed, der stadig i meget stort omfang er lokalt defineret.

Forskn­ing­spro­duk­tivitet består af en vifte af meget forskel­lige ydelser: bøger, fagfællebedømte artik­ler, indlæg i den offentlige debat, offentlige og akademiske fore­drag, eksper­tise, uddan­nelse etc. Det er hel­he­den af human­is­tiske viden­sprocess­er, der er vigtig for vur­derin­gen af en forskers kval­i­fika­tion­er og pro­duk­tion. Eval­uer­ing af ansat­te kan ikke kun være baseret på pub­lika­tion­er alene, men bør ind­drage de nød­vendi­ge under­vis­ningska­paciteter og formidlingska­paciteter, som uni­ver­siteter og sam­fund er afhængige af. Løs­nin­gen af de store inter­dis­ci­plinære sam­fund­sud­for­dringer, som alle forskn­ingspoli­tikere og uni­ver­sitet­sledere taler så meget om, afhænger af, at forskerne tænker på tværs og ind­drager human­is­tisk og sam­fundsv­i­den­sk­a­belig faglighed i prob­lem­løs­nin­gen.

Faglighed er imi­dler­tid ofte en abstrakt stør­relse, og uden et stærkt his­torisk, viden­sk­ab­ste­o­retisk og organ­isatorisk fun­da­ment, er det tvivl­somt, om vi kan forstå, hvilke viden­sprocess­er der karak­teris­er­er human­io­ra og hvor­dan de udvikler sig. Vi har der­for i et nyt forskn­ing­spro­jekt finan­sieret af VELUX FONDEN og med ni førende forskere sat os for at udforske dan­sk human­io­ra. Over de næste tre år skal Huma­nomics-pro­jek­tet kortlægge de humanv­i­den­sk­a­belige dis­ci­plin­er i Dan­mark og give et overb­lik over nye ten­denser og udviklinger i dis­ci­plin­erne. Det er det første danske pro­jekt, der kom­biner­er en kvan­ti­ta­tiv og kval­i­ta­tiv kortlægn­ing med et sys­tem­a­tisk viden­sk­ab­ste­o­retisk arbe­jde, der beskriv­er hvilke typer af viden fagene frem­bringer og hvilke fremtid­sudsigter human­io­ra har. For­målet er at opnå dyb­degående viden om, hvor­dan human­is­tiske miljøer på uni­ver­siteter, museer og andre insti­tu­tion­er er knyt­tet sam­men, og hvilke faglige påvirkninger der foregår mellem human­io­ra, naturv­i­den­skab og sam­fundsv­i­den­skab.

Den empiriske under­søgelse skal sam­tidig tjene som basis for artiku­la­tio­nen af en human­is­tisk viden­sk­ab­ste­ori. Pro­jek­tet har til opgave at kval­i­fi­cere diskus­sio­nen af human­io­ras gen­stands­fel­ter og de metoder og teori­er, der anven­des. Som vi har hævdet oven­for, kan human­io­ra næppe adskilles fra andre viden­sk­aber ved nogle sim­ple dual­is­mer (for eksem­pel fork­lar­ing og forståelse, eller nomotetisk og idio­grafisk viden­skab), både for­di human­io­ra indadtil er mere forskel­lig, end det ofte antages, og for­di human­io­ras mellemværen­der med sam­funds- og naturv­i­den­sk­aberne er gen­stand for en løbende udforskn­ings- og forhan­dling­spro­ces.

En kval­i­fi­ceret frem­tidig debat om human­io­ras rolle i videnssam­fun­det kræver, at der vies opmærk­somhed til de ind­sigter i viden­skab og sam­fund, som gener­eres inden for viden­sk­ab­ste­ori og viden­sk­ab­sso­ci­olo­gi, herun­der de dis­ci­plin­er der tager udgangspunkt i human­io­ra og sam­fundsv­i­den­skab, såsom viden­sk­ab­shis­to­rie, viden­sk­ab­sso­ci­olo­gi og viden­sk­ab­s­filosofi. En større brug af de resul­tater, der frem­bringes inden for disse fel­ter, kan være med til at mod­virke ten­densen til, at økonomiske krav tilt­ager sig rollen som den dominerende viden­sk­ab­ste­o­retiske meta-dis­ci­plin. Hvor­dan vi væl­ger at indrette videnssam­fun­det og organ­is­ere de human­is­tiske uddan­nelser, vil have stor betyd­ning for, hvilken fremtid vi går i møde.

Artiklen har tidligere været bragt i andet num­mer af Salon 55, Syd­dan­sk Uni­ver­sitets nye lit­terære tidsskrift. Fred­erik Stjern­felt og David Budtz Ped­er­sen er pro­jek­tledere for Huma­nomics Research Pro­gramme på Aarhus Uni­ver­sitet, der under­søger, hvor­dan viden­sprocess­er i human­is­tiske insti­tu­tion­er kan kortlægges.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen