Diskursbegrebet forbindes ofte med magt. Her danner diskursen rammen for, hvad der kan siges og dermed menes om et givent emne — eller hele omverdenen. Mange moderne institutioner er grundlagt i en skarp adskillelse af forskellige fagfelters diskurser og de kæmper konstant om at overtage den almene samfundsdiskurs. Men hvad nu, hvis ensidighed gør os dummere? Henrik Kaare Nielsen undersøger fire fremherskende diskurser og foreslår, at humanvidenskaberne har en kritisk opgave: at demonstrere, hvordan kvalificeret kultur- og samfundsforståelse kommer fra samspillet mellem diskurserne.

Som det eksem­plarisk er reflek­teret i Kants tese om for­nuftens tre­del­ing (i for­standen, den prak­tiske for­nuft og døm­mekraften), har uddif­fer­en­tier­ing været et hov­ed­k­ende­tegn ved mod­erniser­ing­sprocessen. I både tænknin­gen og den sociale prak­sis i almin­de­lighed har en fler­hed af diskurs­former skilt sig ud fra hinan­den, og der har udviklet sig her­til hørende sep­a­rate han­dlings­fel­ter af mere eller min­dre insti­tu­tion­alis­eret karak­ter. På tværs af prin­cip­ielle ind­byrdes uenighed­er og ter­mi­nol­o­giske forskelle er det således også et fællestræk for sam­tidi­ge soci­ol­o­giske tænkere som eksem­pelvis Jür­gen Haber­mas, Niklas Luh­mann, Pierre Bour­dieu, Ernesto Laclau og Chan­tal Mouffe, at moder­niteten begribes med udgangspunkt i diskur­sive uddif­fer­en­tieringer.

For udviklin­gen af moder­nitetens insti­tu­tion­er og almene hverdagsprak­sis har det med andre ord været grundlæggende, at man har skel­net mellem f.eks. økonomiens, poli­tikkens, viden­sk­abens og kun­stens diskur­sive domæn­er og har bestræbt sig på at holde dem ude fra hinan­den. Men uddif­fer­en­tierin­gen bety­der vel at mærke ikke, at der så slet ikke er nogen berøring mellem de uddif­fer­en­tierede diskur­sive fel­ter. De dan­ner til stadighed dynamisk kon­tekst for hinan­den, lige­som der løbende opstår kon­flik­tuelle eller lige­frem hege­moniske rela­tion­er mellem dem.

Dette kon­flik­tuelle sam­spil mellem uddif­fer­en­tierede diskurs­er og her­til hørende domæn­er må betragtes som et grundvilkår for den sociale prak­sis i moder­niteten. Forud­sat, at det find­er sted i for­mer, der tillad­er, at de respek­tive diskur­sive domæn­er opretholdes og for­bliv­er i stand til at skabe betyd­ning på egne diskur­sive præmiss­er, kan dette sam­spil fun­gere pro­duk­tivt ans­porende på de involverede prak­s­is­fel­ter. Hvis bal­an­cen i den kon­flik­tuelle inter­ak­tion der­i­mod går fløjten, og den ene diskurs­form kolonis­er­er den anden, så denne ikke læn­gere kan skabe betyd­ning på egne præmiss­er – ja, så har vi at gøre med en egentlig afd­if­fer­en­tier­ing­spro­ces. Kon­sekvensen her­af er, at sam­fun­det som hel­hed bliv­er fat­tigere på videns- og reflek­sions­former, og dermed svin­der vores fælles evne til at skelne kval­i­ta­tivt og tænke i nuancerede, alter­na­tive udviklingsmu­lighed­er. Vi bliv­er kort sagt dum­mere, end vi behøvede at være.

Samti­dens poli­tisk-kul­turelle og insti­tu­tionelle land­skab opvis­er flere ten­denser, der trækker i ret­ning af en sådan for­dum­mende afd­if­fer­en­tier­ing. De mest fremtræ­dende eksem­pler, som jeg vil knytte kom­mentar­er til i det føl­gende – ten­densen til økonomis­er­ing, til sci­en­tifi­cer­ing, til biol­o­gis­er­ing og til æste­tis­er­ing – er alle kende­teg­net ved en bestræ­belse på at totalis­ere en enkelt diskurs, alt­så at brede dennes gyldighed­som­råde ud til i prin­cip­pet hele sam­fun­det. Den tilgrundliggende forestill­ing om, at hele sam­fun­det menings­fuldt kan sub­sumeres under en enkelt diskurs’ prin­cip­per, er typisk und­fanget i lukkede, højt spe­cialis­erede akademiske delof­fent­lighed­er, hvor selvovervur­derende fagid­i­oti har gode væk­st­betingelser, og hvor man der­for uan­fægtet kan hen­give sig til omnipotens­forestill­inger med hen­syn til række­v­id­den af det givne fags fork­lar­ingskraft. Men til en sam­fundsmæs­sigt betyd­nings­fuld ten­dens bliv­er en sådan totalis­erende forestill­ing først, når den tages op af sociale aktør­er, der bringer den i spil i magt­poli­tiske og økonomiske inter­essekon­tek­ster.

It’s the economy, Stupid!

Ten­densen til økonomis­er­ing er p.t. givetvis den mest magt­fulde. At fagøkonomer tænker økon­o­mistisk, er der ikke noget nyt i – deres fagligt fun­derede viden om sam­fun­det ind­skrænker sig nu engang til økonomiens felt, og det er således der­fra de hen­ter deres svar på ethvert sam­fund­sprob­lem. Når den økonomiske diskurs i disse år bred­er sig uhæm­met til alle andre sam­fund­som­råder, skyldes det, dels at både de tonean­givende poli­tikere og embedsvær­ket har en DJØF-uddan­nelses­bag­grund og således er metodisk ind­sko­let i denne diskurs som den primære ref­er­ence­r­amme for iden­ti­fika­tion og løs­ning af prob­le­mer; dels at økon­o­mistisk tænkn­ing i de inter­na­tionale insti­tu­tion­er har sat sig igen­nem som den hege­moniske forståelses­ramme for den sit­u­a­tion, glob­alis­er­ing­sprocessen har bragt os i. De rige lan­des samar­be­jdsin­sti­tu­tion­er (OECD, EU m.fl.) for­tolk­er den stadig skarpere inter­na­tionale konkur­rence totalis­erende som et altom­fat­tende, velfærd­stru­ende pres og påby­der medlem­s­lan­dene at tænke konkur­rences­tat­sligt: Alle tilgæn­gelige sam­fundsmæs­sige ressourcer må mobilis­eres for at sikre det nationale erhvervs­livs konkur­renceevne på ver­dens­markedet, og alle sam­fundssek­tor­er må indrettes, så de bedst tjen­er denne overordnede mål­sæt­ning: ”Der er ingen alter­na­tiv­er!”

Prob­lemet i denne økon­o­mistiske totalis­er­ing­s­ten­dens er, at den ikke er udtryk for nogen ophø­jet ind­sigt, men blot for én for­tolkn­ing af en uhyre kom­pleks kon­stel­la­tion, og dens pos­i­tivt definerede fremtidsper­spek­tiv ind­skrænker sig til en frem­skrivn­ing af sta­tus quo: videre­førelse af de rige lan­des priv­i­legerede adkomst til ressourcerne – uden smålig ske­len til de der­af føl­gende glob­ale inter­essekon­flik­ter og sikker­hed­srisi­ci, en ikke-bæredygtig omgang med natur­grund­laget, spalt­ning af befolknin­gen i glob­alis­erin­gens vin­dere og tabere etc. Selvom den økon­o­mistiske strate­gi er magt­fuld, er den med andre ord snarere en prob­lem­gen­er­a­tor end en bæredygtig løs­ning på noget som helst.

Her­til kom­mer, at den smider bar­net ud med bade­van­det. De sociale og kul­turelle videns- og prak­s­is­former, som ikke umid­del­bart kan godt­gøre deres rel­e­vans for erhvervs­livets konkur­renceevne, mar­gin­alis­eres i den teknokratiske ressource­mo­bilis­er­ing og den marked­skon­forme reformer­ing af sam­fun­det. Dette er imi­dler­tid for­bun­det med det langsigt­ede fareper­spek­tiv, at de mang­foldige ”gratislever­ancer” af kul­turel mening, nye, skæve ideer og kval­i­ta­tive foran­dringsim­pulser, som sam­fun­det – herun­der erhvervs­livet – his­torisk har mod­taget fra disse uformelle, ikke mål­ra­tionelle prak­s­is­former, vil ophøre. Den teknokratiske økonomisme vil så have fået magt, som den har agt, men den vil sam­tidig have under­gravet sine muligheds­betingelser for at skabe en socialitet med menings­givende livs­sam­men­hænge, end­sige poten­tiale for pos­i­tiv social og kul­turel fornyelse.

Vi har i de senere år på uni­ver­siteterne fået et første­håndsk­end­skab til denne pro­ces i form af den økonomiske diskurs’ ten­den­tielle kolonis­er­ing af det viden­sk­a­belige prak­s­is­felt efter devisen ”kor­tere vej fra forskn­ing til fak­tu­ra”. Helt uden blusel installeres umid­del­bar anven­de­lighed og økonomisk rentabilitet her som det overordnede viden­sk­a­belige suc­ceskri­teri­um, mens ikke-fak­turerbare viden­sk­a­belige videns­former såsom kri­tisk reflek­sion, ikke-mål­ret­tet forskn­ing og ind­sigter, der frem­mer sam­funds­borg­ernes dan­nelse og tænkn­ing i alter­na­tiv­er til sta­tus quo, mar­gin­alis­eres som irrel­e­vante. Dette pres, som ud over den poli­tisk-ide­ol­o­giske pres­sion ikke mindst man­i­fester­er sig i en stærkt anven­delsesori­en­teret pro­fil i kri­terierne for tildel­ing af forskn­ingsmi­dler, har i tilt­a­gende grad ind­snævret den viden­sk­a­belige diskurs’ mulighed­er for at skabe betyd­ning på sine egne præmiss­er, der netop er karak­teris­eret ved kom­pro­mis­løs sand­hedssø­gen uden ske­len til prag­ma­tiske hen­syn.

Målbarhedsregimet

En lig­nende ten­dens til diskur­siv ekspan­sion kan vi kalde sci­en­tifi­cer­ing. Det drejer sig om det fremhersk­ende krav om, at alt fra pæd­a­gogisk prak­sis over det etiske grund­lag for det gode og sunde liv til poli­tiske beslut­ninger skal være ”evi­dens­baseret”. Per­spek­tivet i denne ten­dens er, at en bestemt, neopos­i­tivis­tisk vari­ant af den viden­sk­a­belige diskurs kolonis­er­er andre sociale prak­s­is­fel­ter og til­sidesæt­ter deres videns­former og diskur­sive prin­cip­per for betyd­nings­dan­nelse. Den klas­siske, prin­cip­ielle kri­tik af pos­i­tivis­mens viden­sk­ab­ste­o­retiske begræn­sninger, som vi kender den fra bl.a. Adorno, er ganske vist ingen­lunde gen­drevet i teo­retisk-argu­men­ta­torisk for­stand, og den har da også fuld rel­e­vans for denne neopos­i­tivisme, men det er der i dagens prag­ma­tiske anven­delses­par­a­digme ingen, der tager notits af.

Hvis vi f.eks. tager udgangspunkt i det poli­tiske prak­s­is­felt, illud­er­er såv­el de neopos­i­tivis­tiske forskere som poli­tikere og embedsmænd med hang til konkur­rrences­tat­slig hel­gar­der­ing, at vi med ”evi­dens­baser­ing” får en sikker, mål­bar og ”upoli­tisk” viden, som kan udstyre poli­tiske beslut­ninger med et solidt og uan­tasteligt fun­da­ment og garan­tere de ønskede resul­tater. Poli­tisk prak­sis har ganske vist altid kon­sul­teret og trukket på viden­sk­a­belig viden, men når (en bestemt type) viden­sk­a­belig viden som her gøres til selve grund­laget for poli­tik­for­mu­lerin­gen, vendes forhold­et på hov­edet. Poli­tikken mis­ter sin karak­ter af kamp mellem forskel­lige inter­ess­er og ide­ol­o­giske pro­jek­ter, hvis per­spek­tiv­er netop ikke er evi­dente, mål­bare eller sikre, men der­i­mod omstridte, kende­teg­net ved engage­ment, materielle og nor­ma­tive kon­flik­ter og til dels en eksper­i­menterende, søgende prak­sis. Poli­tikken står med andre ord i fare for at miste evnen til at skabe betyd­ning på poli­tiske præmiss­er og reduc­eres i stedet til instru­mentel for­val­ter af en fore­liggende, angiveligt autori­ta­tiv viden­sk­a­belig viden og de prin­cip­per, den udstikker for prak­sis.

Løftet om det tekniske fix

Biol­o­gis­er­ing er end­nu et eksem­pel på en aktuel diskursto­talis­er­ing. På bag­grund af de his­toriske erfaringer med ikke blot nazis­ternes, men også amerikanske, sydafrikanske etc. racis­ters brug af vul­gær­biolo­gi som legit­i­ma­tions­diskurs for bar­barisk social adfærd blev biol­o­gis­tisk argu­men­ta­tion i en årrække efter 2. ver­den­skrig holdt i kort snor i den sam­fund­spoli­tiske debat, lige­som den gjaldt som sagligt prob­lema­tisk og forældet i den faglige debat. Men i de senere år har en biol­o­gisk-reduk­tion­is­tisk til­gang til den sociale ver­den oplevet en ny højkon­junk­tur – og det i en grad, så biol­o­gis­tiske brokker er trængt langt ind i hverdagssprog­et (”Det er vores DNA her i fir­maet, at …”).

Den biol­o­giske viden­skab som sådan er vel at mærke en kom­pleks stør­relse med mange interne uenighed­er og nuancerede posi­tion­er, men i den brede offent­lighed er det de mest plat­te, reduk­tion­is­tiske posi­tion­er, der har opnået bevå­gen­hed, og de kol­porteres uafladeligt og med bege­jstring som almen sand­hed i mediernes bed­ste sende­tid. Ifølge disse reduk­tion­is­mer kan biol­o­giske ind­sigter i dag helt erstat­te human- og sam­fundsv­i­den­sk­aberne som fork­lar­ingsram­mer for både men­neske­lig bev­id­s­theds­dan­nelse og social adfærd.

Den mest ind­fly­delses­rige og markante af disse reduk­tion­is­tiske posi­tion­er er socio­bi­olo­gien. Her gælder både onto­ge­ne­sen, alt­så dan­nelsen af det enkelte indi­vid i sin fysiske og psykiske hel­hed, og fylo­ge­ne­sen, alt­så men­neskeart­ens his­toriske udvikling, som i sin hel­hed styret af genetiske lovmæs­sighed­er. Det er end­videre gen­ernes egen­l­o­giske vil­je til at over­leve, der organ­is­er­er det men­neske­lige indi­vids per­son­ligheds­dan­nelse, dets inter­ak­tion med andre men­nesker samt socialitetens for­mer i almin­de­lighed. Gen­erne er med andre ord de egentlige aktør­er, mens men­neske­lig bev­id­s­thed, adfærd, kom­mu­nika­tion og sociokul­turelle prak­s­is­former blot har sta­tus af instru­mentelle ”organ­er” for gen­ernes kamp for over­levelse. En speku­la­tiv, totalis­erende his­to­riefilosofi af hegelske dimen­sion­er synes at ligge bag dette ræson­nement – her blot med gen­ernes over­levelses­te­los i ver­den­sån­dens rolle.

Den socio­bi­ol­o­giske tese vak­te opsigt blandt fag­bi­ologer allerede i 1976, da Richard Dawkins udgav The Self­ish Gene – et værk, som i fagde­bat­ten er blevet stærkt kri­tis­eret for sin endi­men­sion­ale gen-deter­min­isme. Det er således også løbende blevet udfor­dret af langt mere nuancerede posi­tion­er, der oper­erer inter­ak­tion­is­tisk, alt­så søger deres fork­laringer på onto- og fylo­ge­nese i et kom­plekst sam­spil mellem biol­o­giske, psykol­o­giske, kul­turelle og sam­fundsmæs­sige process­er. Også det stort anlagte, viden­sk­a­beligt pres­tige­fulde Human Genome Project, der kort­lagde det men­neske­lige arve­ma­te­ri­ale, arbe­jd­ede på basis af inter­ak­tion­is­tiske antagelser.

Når det ikke desto min­dre er socio­bi­olo­gien og beslægt­ede reduk­tion­is­mer, der har opdrift i samti­dens almene offent­lighed og udgør den viden­sk­a­belige legit­i­ma­tions­ba­sis for den grasserende biol­o­gis­tiske diskurs, skyldes det, at en række forskel­lige sociale aktør­er umid­del­bart ser deres inter­ess­er og fremtidsper­spek­tiv­er vel tjent inden for denne fork­lar­ingsramme. Den primære grund er naturligvis, at denne pos­tulerede hel­heds­forståelse af men­neske­liv­et på basis af genetiske lovmæs­sighed­er lad­er kom­plekse forhold tage sig behageligt sim­ple ud. Den stiller i udsigt, at dan­nelsen af det enkelte men­neskes organ­isme, bev­id­s­thed, psyke og sociale adfærd ikke blot kan kortlægges og forudsiges fyldest­gørende med biolo­giens reme­di­er, men at disse process­er dermed også kan stilles til dis­po­si­tion for manip­ulerende ind­greb, alt­så i en omfat­tende for­stand kan gøres kon­troller­bare og form­bare.

Disse per­spek­tiv­er virk­er stærkt inciterende på erhvervs­livet, der ser et marked af uanede dimen­sion­er åbne sig for biotek‑, medicinal‑, sund­heds- og livsstilsin­dus­tri­erne; den brede befolkn­ing – de poten­tielle kun­der på dette marked – øjn­er mulighe­den for et opti­meret liv befri­et fra syg­dom­mens og alder­dom­mens gebrække­lighed­er; og poli­tikere og stat­slige myn­dighed­er skimter højnet konkur­renceevne, flere arbe­jd­spladser, større skat­teindtægter og faldende udgifter til sund­hedssek­toren i horison­ten. Forestill­in­gen om, at et teknisk fix på basis af gen­te­knolo­gi kan afhjælpe alle­hånde svøber og sikre en fremtid med vækst og rig­dom appellerer således til en bred vifte af sociale inter­ess­er. Her­til kom­mer, at forskere på området i deres kamp for forskn­ings­bevillinger ofte ten­der­er til at over­sælge deres pro­jek­ter og udstyre dem med meget vidtløftige fremtidsper­spek­tiv­er – hvilket de altid sen­sa­tion­slystne medi­er tager imod med kyshånd, idet de ukri­tisk kør­er reklamekam­pag­n­er for det ene spek­takulære luftkas­tel efter det andet.

Denne het­ero­gene koali­tion af inter­ess­er er med andre ord afgørende for biol­o­gis­er­ing­s­ten­densens hege­moniske posi­tion i både den almene offent­lighed og i de poli­tiske og insti­tu­tionelle fora, der pri­or­iter­er forskn­ingsmæs­sige ind­sat­som­råder og fordel­er midlerne her­til. I et fordel­ingsper­spek­tiv er føl­gevirknin­gen af dette hege­moni, at human- og sam­fundsv­i­den­sk­aberne sys­tem­a­tisk kom­mer til kort i kam­p­en om forskn­ingsres­sourcerne, for­di de med deres mere kri­tisk og kom­plekst reflek­terende fag­tra­di­tion­er ikke på samme måde kan hon­orere det umid­del­bare anven­de­lighed­skrav, som erhvervs­livet og poli­tik­erne i tilt­a­gende grad stiller til forsknin­gen med hen­vis­ning til den tilspidsede inter­na­tionale konkur­rence­si­t­u­a­tion. Human- og sam­fundsv­i­den­sk­aberne er med andre ord truet af biol­o­gis­er­ing­s­ten­densen med hen­syn til såv­el deres økonomisk-insti­tu­tionelle ram­me­betingelser som den basale sam­fundsmæs­sige anerk­endelse af deres faglige diskurs­er og videns­form­ers rel­e­vans.

Sanser, følelser – og fornuft?

Æste­tis­er­ing­s­ten­densen drejer sig ikke om æstetik i betyd­nin­gen kun­st, men beteg­n­er i bred for­stand det forhold, at appeller til sanser og følelser bliv­er stadig mere fremtræ­dende kom­mu­nika­tions­former i sam­fund af vores type. Hverda­gens fysiske rum og brugs­gen­stande gør i sti­gende grad opmærk­som på sig selv som designede objek­ter, iden­titeter og rela­tion­er forstås og prak­tis­eres som formede og form­bare, medierne og reklamerne kæm­per om vores opmærk­somhed med sanse­bom­barde­ment og emo­tionelt betonede hen­ven­delses­former, poli­tik­erne isce­nesæt­ter sig mål­ret­tet for at få os i tale og bestræber sig på at over­be­vise os ved at udstråle empati og per­son­lig tro­værdighed.

Æste­tis­er­ing­s­ten­densen fylder med andre ord godt op i offent­lighe­den og i hverdagslivet i almin­de­lighed, og det er der ikke i sig selv noget prob­lem i. Det sprin­gende punkt er, på hvilke diskur­sive præmiss­er dette sker: Er der tale om et pro­duk­tivt sam­spil mellem f.eks. den æstetiske og den poli­tiske diskurs, hvor de stiller hinan­den i relief, udfor­dr­er hinan­den og åbn­er op for en mere nuanceret forståelse af en poli­tisk prob­lem­still­ing? Eller mar­gin­alis­er­er den æstetiske diskurs den poli­tiske, så denne ikke læn­gere kan skabe betyd­ning på egne præmiss­er, hvorved den poli­tiske still­ing­ta­gen reduc­eres til et spørgsmål om sym- og antipati­er på basis af til­fældige emo­tionelle iden­ti­fika­tion­er og umid­del­bare smagspræfer­encer? Det er med andre ord afgørende for per­spek­tivet i æste­tis­er­ing­s­ten­densen, om den i prak­sis antager for­mer, der bringer sanse- og følelsesap­pellen i clinch med for­nuften, eller om den blot vil behage sanserne umid­del­bart. I først­nævnte til­fælde rum­mer æste­tis­er­ing­s­ten­densen myn­dig­gørende poten­tialer, i sid­st­nævnte til­fælde er den ekspo­nent for en afd­if­fer­en­tier­ing­spro­ces, der i bed­ste fald bare gør os dum­mere, i værste fald gør os til umyn­di­ge sta­tis­ter i magt­spil eller markedsstrate­giske kalkuler, vi ikke har mulighed for at gen­nem­skue.

Humanioras samfundsmæssige legitimitet

Som anty­det under­ve­js i det oven­stående er der i det overordnede magt­spils per­spek­tiv ikke umid­del­bart så meget, vi fra humanv­i­den­sk­abernes side kan stille op over for disse diskur­sive udskrid­ninger: Der er for tiden sim­pelthen for store og magt­fulde inter­ess­er i sam­fun­det, der nyder godt af dem, og som ikke har til sinds at lytte til, end­sige bøje sig for, vores modar­gu­menter.

Men sociale inter­essekon­stel­la­tion­er kan foran­dre sig, og som påpeget oven­for er den hersk­ende sam­fundsmod­el ikke bæredygtig i hverken miljømæs­sig eller sociokul­turel for­stand. Det er i dette langsigt­ede per­spek­tiv af afgørende vigtighed for både sam­fun­dets og den viden­sk­a­belige diskurs’ integritets skyld, at vi i humanv­i­den­sk­aberne ved­hold­ende fort­sæt­ter med at argu­mentere nuancerende for vores faglighed­ers fort­sat­te rel­e­vans og poten­tialer i forhold til at kval­i­fi­cere forståelsen af samti­dens kul­tur- og sam­fund­sud­vikling. Den kri­tiske opgave drejer sig ikke om at anfægte den økonomiske og den biol­o­giske viden­sk­abs væsent­lighed, men om at argu­mentere for, at deres respek­tive fagdiskurs­er kun har gyldighed for et sam­fundsmæs­sigt delom­råde, og at en kval­i­fi­ceret approach til kul­tur- og sam­fund­sud­viklin­gen må tænke i et sam­spil mellem en fler­hed af faglige diskurs­er, herun­der human­is­tiske. Dette vil implicere en langt højere grad af tværv­i­den­sk­a­belig dia­log, end vi hidtil har kendt til, men den forekom­mer sagligt nød­vendig, og den synes også at repræsen­tere det eneste plau­si­ble per­spek­tiv for en genetab­ler­ing af human­io­ras sam­fundsmæs­sige legit­imitet.

Hen­rik Kaare Nielsen er pro­fes­sor ved Aarhus Uni­ver­sitet

1 kommentar til “Diskursive udskridninger”

  1. Fan­tastisk vigtige point­er, men åh, hvor er det træls, at kon­ti­nen­tal-europæiske akademikere ikke kan udtrykke sig jævnt og forståeligt.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen